Part 15

Allerede tidlig paa Morgenstunden begynder Udvandringen. Da det dog alligevel skal være Feriedag, vil man gjøre den saa lang som muligt. Og desuden gjælder det ogsaa at være betids paa Pletten for at faa en Plads, hvor man nogenlunde kan se. Forsynede med appetitlige Frokostkurve sætter formelige Hære af Smaaborgerfamilier sig i Bevægelse i Retningen af Suresnes. Fra Klokken otte gaar der overfyldte Jernbanetog, Seinedampere, Sporvogne og Omnibusser hvert andet Minut. Det er, som om det gjaldt en Massestorm paa Mont Valérien. Men de mylrende sorte Striber af Menneskemyrer kravler ikke op ad Højen, de følger Trup over Suresnesbroen og spreder sig saa og besætter hver Grønsværsplet i Terrænet mellem Neuilly, Boulogneskovs-Kaskaderne og Seinen. Der pakker de Kurvene ud og holder efter Marchen Siesta i de kølige Skovskygger. De har behov at forberede sig til at kunne staa imod Eftermiddagens Trykken og Trængsel og Støv og Solhede; allerede før Et maa de sige Farvel til Træerne og foretage deres Kapløb ned til Snoren, som indhegner Væddeløbsbanen. Samtidig er ogsaa Vognene begyndt at komme rullende. _Grand prix_ er Pariserkudskenes store Festdag. De, der nyder den Ære at throne paa aristokratiske Selvejerekvipagers Bukke, faar Lov til at stille Husets Maximum af Forspands-, Seletøjs-og Kjøretøijs-luxus paa Parade, de ordinære Hyrekudske har den Tilfredsstillelse at faa et saadant Maximum af Kjørepenge, som de ikke fortjener nogen anden Dag af Aaret. I Reglen slaar Bekjendte sig sammen allerede flere Uger i Forvejen for at leje en Vogn til de store Løb. Prisen er da noget over et halvhundrede Francs for de almindelige Droschker og for Kjøretøjer med et større Antal Pladser i Forhold dertil. Men har man ikke været forsynlig og lejet paa Forhaand, kan det meget vel hænde, at man paa selve Dagen ikke slipper under det Dobbelte. Ved den Slags Lejligheder er en parisisk Droschkekudsk grumme lidt medgjørlig. Han farter op og ned ad Boulevarderne og ryster overlegent paa Hovedet, selv om man stiller sig op paa Fortovet og holder Louisd'orer frem og viser ham. Han tør ikke standse, har engang en af dem forklaret mig. Inden den gentile Herre paa Fortovet naaede ud til Vognen, kunde en brav Bourgeois springe op og tvinge ham til at kjøre _à l'heure_ hele Resten af Dagen. Han giver sig ganske rolig Tid, til han kan se sit Snit og faa god Ladning. Han veed, at for hver Time, der gaar paa den store Væddeløbsdag, stiger Vognene i Pris, til der til Slutning saa at sige ikke er en eneste længer at faa indenfor Paris's Fæstningsværker.

Fra Klokken to holder de i endeløse Rækker ned over alle Vejene, der fører til Longchamps. Man vilde naa et Tal af over ti tusinde, hvis man var i Stand til at tælle dem. Thi fra Klokken to, det Tidspunkt, da det første Løb begynder, er Sadlepladsen, Tribunerne, den store Grønsværsslette, Alt fuldt af hver sin forskjellige Art af Tilskuerpublikum. Der kan være indtil tre hundrede tusind Mennesker klumpede sammen paa dette Sted. Man kan overse hele Terrænet fra Tribunernes øverste Bænke; det er et Syn, som det næppe nogetsteds paa Jorden er muligt at finde et Sidestykke til. Der er her ikke Tale om spredte Grupper; det er, som om man vilde tænke sig en vældig, uoverskuelig Kornmark, bevoxet ikke med gule Straa, men med Menneskekroppe. Vrimmelen er ligesaa tæt, Fladen, der dannes af de mørke, hattebeklædte Hoveder, ligesaa sammenhængende kompakt som den, der dannes af de bugnende Ax. Hist og her stikker røde Parasoller frem som glødende Valmuer; unge Piger er sprungne op paa Vognsæderne og staar der i deres lysfarvede Sommertoiletter som blaa Kornblomster eller gule Agerkaalsstilke og sætter brogede Pletter i den sorte Mark. Hele Fladen gynger og vugger sig som kruset af Vindkast, men ind i Mylren kan Øjet ikke se, det kan kun ane derinde en mystisk, æventyrlig Uendelighed af muntre, vexlende Folkelivsbilleder, som sætter Fantasien i Bevægelse og ligesom fylder Rummet med en kondenseret Essens af Liv og Glæde. Fra denne Hovedmasse strækker sig ud, langt, langt bort i det Fjerne, langs hele Væddeløbsbanens Snor, tætte sorte Myregange af andre Tilskuerklynger; Bakker med rigt schatteret Skovbryn indfatter Billedet, over det Altsammen ligger Guldglands af den varme Junisol.

Og saa er der Maleriets Forgrund, som man har lige ved Siden af sig. Hver af Tribunerne fortsættes forneden af en Enceinte, fyldt med Straastole. Ogsaa der er der tætproppet af Tilskuere. Det er den fashionable Part af Publikum. Allerede paa Femfrancspladserne opdager man det ene extravagante Toilette ved Siden af det andet; paa dem, hvor det koster en Louisd'or at komme ind, holder de formelige Saturnalier. Det store Finantsaristokratis, stundom den virkelige Faubourgadels Damer med, og de store Kokotter overbyder hinanden i Opfindsomhed. Deres Fantasi bryder sig ikke om at tage Skjønheden med paa Raad, det gjælder kun at vække Opmærksomhed. Om de seer ud som Paafugle og Pappegøjer, er dem ligegyldigt, naar der blot bliver lagt Mærke til dem, og de kommer i Avisen den næste Dag. De leverer Forestillingens Ouverture, og Kappestriden mellem dem kan paa sin Vis være fornøjeligere end Kapløbet inde paa Banen. Hvert Øjeblik gaar der som et elektrisk Stød gjennem Tribunepublikummet.

Alle rejser sig op, Beundrings-Ah'er og Vittigheder regner ned rundt omkring, man applauderer, man hviner tidt himmelhøjt. Det er et Parasolmonstrum i Solbrandsfarver og oversaaet med Fuglereder, man har opdaget inde paa Sadlepladsen, en Frøken med Lueforgyldningsbroderier paa den hvide Atlaskeskjole eller en havfrueagtig Fremtoning i Sivgrønt: sivgrøn En-tous-cas, sivgrøn Kjole, sivgrønne Strømper og sivgrønne Sko, Altsammen bedækket fra Top til Taa med en Mylr af ganske smaabitte Sneglehuse. Det er kun i Paris, at man ser Sligt, og det er selv i Paris kun den ene store Væddeløbsdag, at disse Toilette-Orgier rigtigt kan faa Lejlighed til at slaa Gjækken løs.

Signalklokken ringer, Jockeyerne farer ud paa deres stolte, fine, adelige, men gyselig magre Væddeløbere. Tribunepublikummet har studeret Programmet, det kjender Dyrene paa Jockeyernes Farver, og det raaber deres Navne for at gjælde for Sportsmænd, der veed Besked. Men nogen overdreven Enthousiasme for de første af Løbene er der dog egentlig ikke. De maa mere betragtes som en appetitvækkende _Pièce de rideau_ før den rigtige, store Forestilling. Det drejer sig kun om fem, sex tusinde Francs, Summer, der paa en saadan Dag er altfor ubetydelige til at kunne vække nogen virkelig Spænding. Og saa er der ogsaa det, at man ikke er absolut sikker paa, om disse Løb nu ogsaa kan betragtes som rigtig alvorlige. Man fortæller om saa megen _"blague"_ ved Smaaløbene, om bestukne Jockeyer og Ejere, der med Vilje lader deres Dyr tabe, fordi de i hemmelig Forstaaelse med en Bookmaker har store Pareer imod dem. Alle mindes Affæren fornylig ved Chantilly. En Jockey blev kastet af og kom slemt til Skade, og det oplystes da, at han var betalt af sin Herre for at holde Hesten tilbage. Men Dyret havde været stærkere end han; dets Instinkt fortalte det, at der var Noget i Vejen, og det skilte sig saa af med sin Rytter og sørgede paa egen Haand for at komme ind som Numer Et. Der skal gaa mange af den Slags Ting i Svang, veed man, og det svækker Interessen. Med _"grand prix"_ derimod er det en anden Sag. Der gjælder det baade Æren og Prisen, og den sidste er ikke mindre end hundrede tusinde Francs. Det kan pirre.

Der kommer en umaadelig Bevægelse mellem Publikum, saa saare Tallene begynder at springe frem paa den sorte Tavle, hvor de Løbendes Numere markeres. Alle rejser sig op. _"Assis! assis!"_ brøles og hvines der fra Tribunerne, men Enceintepublikummet nedenfor dem tager ikke Notits af deres Raab. Damerne springer op paa Stolene og holder deres Kikkerter i Beredskab; selv den mest stikkende Sol har de i dette Øjeblik ingen Tanke for. "Hvem løber?" det er det første store Nysgjerrighedsspørgsmaal, det gjælder om at faae besvaret. Det ene Tal springer frem efter det andet; til _"grand prix"_ er der altid ti, femten Konkurrenter mindst, og man trækker sig kun grumme nødigt tilbage. Selv om den ikke har nogen Udsigt til at vinde, er det dog altid en uhyre Rekommandation for en Hest, et Slags Adelsdiplom, at den har været med ved det rigtige store Løb. Man kiger paa Programmet, man henter biografiske Notitser om Dyrene hos Naboerne rundtomkring. Der er da ingen Overraskelse i Gjære? Der findes forhaabentlig ikke mellem Deltagerne i Løbet nogen af de hemmelighedsfulde Ubekjendte, som, opdragne i Smug af en Førsterangstrænør paa et eller andet fjernt, øde Sted, pludselig dukker frem og gjør alle Sportsmændenes Beregninger til Skamme? Man har set Sligt ikke saa sjældent endda. Og findes der en saadan Konfusionsmager, saa er jo alle Chancer, hvorpaa man har støttet sine Væddemaal, ikke to Sous værd. Har man derimod udelukkende med bekjendte Løbere at gjøre, saa er det i Regelen muligt at forudse Resultatet med nogenlunde Sikkerhed. Der mangler sjælden en stor Stjerne, mod hvilken der kun pareres med Enere mod Tiere.

Men hvor bliver den af, denne Dagens Helt? Dens Tal staar endnu ikke paa Tavlen. Om der var tilstødt et Uheld! Om den pludselig var bleven indisponeret og ikke kunde vise sig paa Arenaen! De store Væddeløbere er ømfindtlige som de store Primadonnaer. Ængsteligheden begynder at brede sig. De, der har været bag Kulisserne, beroliger imidlertid. Der kan umulig være hændet Noget. "Bruce" er kommen fra England med specielt for den lejet Extratog, og siden sin Ankomst har den stadig været omgiven af en Livvagt paa sex fuldt paalidelige Karle, der med ladte Revolvere har vaaget over, at ingen snedig Bandit sneg sig ind i dens Stald, beruste den med Brød, dyppet i Vin, eller paa anden Vis gjorde den uskikket til at lade sine Evner straale i det skjønneste Lys. Den er sund og frisk, glødende af Kampiver, forsikrer de; de har været i Stalden endnu om Morgenen. Herrer og Damer seer paa dem med beundrende, misundelige Blikke; Hjerterne hører op at banke i Uro. Og der er jo virkelig ogsaa dens Tal paa Tavlen. Et højt, tusindtunget Hurraraab hilser det. Men det skjæres over paa Midten, Signalklokken klemter, og der bliver i samme Nu Stilhed over den store Væddeløbsbane som i Theatret, naar Tæppet hæver sig. Alles Øjne vender sig mod Sadlepladsens Enceinte. En efter en i Række kommer Jockeyerne ridende ud derfra. De gjør en lille Galopfart for at presentere sig ned over Banen en face for Tribunerne. Saa standser de foran Dommerestraden, en ny Klemten, og Løbet begynder. Hvor der strækkes Hals, hvor der hvines, hvor der vinkes med Lommetørklæder og Hatte og Parasoller i Et uendeligt Brøl fylder hele Sletten. Hver Tilskuer raaber sin foretrukne Dystløbers Navn og bliver ved at raabe det under hele Løbet, som om Hesten kunde høre det, og som om det uvægerligt maatte føre den til Sejer, naar det blot overdøvede alle andre. Der kommer de frem ved Skovbrynet. "Invincible" er foran! Nej, "Bruce" tager den igjen! Den holder sig! Den øger Distancen! Hurra for "Bruce"! Hurra! Hurra! Hurra!

De tager ingen Ende disse Hyldestraab, medens den lykkelige Jockey, førende sig som en Heros, promenerer Dagens Sejervinder i Triumf hele Væddeløbsbanen rundt. Gommeuxherrer og Sportsmænd paa Sadlepladsen flokker sig lykønskende om Ejer og Trænør. Den Første tager ved dette ene Løb en halvandet hundrede tusind Francs ind foruden de betydelige Summer, Bookmakerne muligvis samtidig har ladet flyde i hans Kasse; den Sidste er efter denne Dag Sportsverdenens store Stjerne, til hvis Gunst hele det unge Aristokrati bejler mere end til nogen moderne Skjønheds, og hvis Tjeneste betales højere end en Adelina Pattis og en Faures Toner.

Efter _"le grand prix_" følger der atter andre, mindre Løb med Priser fra sex til femten tusind Francs. Det Hele ender først henimod Aftentid. Men Væddeløbsslettens Publikum tyndes ud langt tidligere. Den fornemme Part maa se itide at faa fat paa sine Kjøretøjer, der kan gaa Timer, før de findes, og den store Hob maa tilbage for fra Stolene paa begge Sider af Champs-Elyséesavenuen at være Vidne til det nye Skuespil: _le rétour des cours,_ den uendelige Mylr af straalende Ekvipagers Hjemkjørsel i Parade. Hele den brede Allée er opfyldt af et ustandseligt Tog, det er en formelig Hær af Vogne, og det varer Timer, før Revuen tager Ende. Her holdes Hovedmønstringen over Toiletterne; hvert Minut bringer Overraskelse paa Overraskelse. Er _"le grand prix"_. Slutningen af Parisersæsonen, saa er den ogsaa dens Apotheose. Man vil vise Udlændingene sin kjære Stad i al dens Herlighed, før man overlader den til deres Indvandring. Fra den første Mandag i Juni har de Lov til at fylde den med Rejsekostumér og røde Baedekere, men den store Væddeløbsdag skal den være sig selv, være paa Højden af sin Glands og Pragt. Og det er den.

Badeliv ved Kysten.

Sommervarmen i Paris er som oftest ingenlunde uudholdelig. Saalænge Solen befinder sig paa Himlen, er i Reglen ogsaa Vandslangerne i Bevægelse, En hel Hær af Arbejdere er fra Morgen til Aften beskjæftiget med at holde Alting vaadt, der bliver sprøjtet og sprøjtet paa Makadamiseringen, Husfacaderne overrisles, Gaardene sættes under Vand, Trottoirerne skures og vaskes i en Uendelighed. Det giver Friskhed og Kjølighed, saa den store Bys Indeklemthed ikke trykker.

Men alle Regler har desværre sine Undtagelser. Af og til, naar Temperaturen stiger særlig højt, og Sommeren bliver særlig tør, vil Dhuys og Vannes, de to smaa Floder, der forsyner Paris med Vand, ikke længer gjøre deres Skyldighed. Saa begynder Paris's Trængselstid. Byen begraves i Støv. Som en tæt, brunliggul Taage stiger det op fra de milelange Boulevarder og Avenuer. I de første Morgentimer staar denne Taage endnu lavt, som om den ikke rigtig selv vidste, hvorvidt den vilde løfte sig i Vejret eller løse sig og forsvinde. Men efterhaanden som Byen vaagner, efterhaanden som der kommer Folk og Færdsel, med hver ny Vogn og hver ny Fodgænger hæver den sig højere og højere. Den ruller ind over Byen i voxende Skyer, der breder og breder sig fra Kvarter til Kvarter. Indtil henimod Middag kan Solen endnu skinne igjennem dem, saa de tager sig ud som en fin, langsomt faldende Regn af smaa Guldatomer. Men Time efter Time fortætter de sig. Længere frem paa Dagen er det en fedtet, kvalm, okkergul Os, der hyller Alting ind, saa massiv, at man ikke kan se fra Lygtepæl til Lygtepæl. Det Hele er forvandlet til et ubegrændset askefarvet Hav, i hvilket Mennesker og Vogne, Træer og Huse glider sammen. Saa saare man stikker Hovedet ud af Døren, er i det samme Nu Hals, Lunger og Brystkasse fyldte med Støv; naar man har gaaet en halv Gade ned, seer man ud som en Melmand, vil man sætte sig ved et Kafébord paa Trottoiret, maa det først fejes rent med en Kost. De lukkede Fiakrer ruller langsomt og bedrøveligt gjennem Gaderne, som om det tommetykke graa Lag paa Taget af dem tyngede, saa de ikke kunde komme afsted, over de lange Boulevarder er der næsten ikke et eneste grønt Blad at opdage. Alle Vinduer og Skodder holdes den hele Dag hermetisk lukkede, men Støvet ude fra Gaderne trænger sig gjennem hver lille Sprække og Aabning, laver Skyer, lægger sig i Lag overalt.

Paa saadanne Dage er det, at selv de Parisere, for hvem Paris er Alt, faaer Sommerrædsel for den store Stad og flygter. De mindre enragerede Boulevardtilbedere har allerede taget Vejen afsted før dem. Under den nye atheniensiske Republik kræver Vinteropholdet i Paris stadig mere og mere enorme Udgifter Sommeren er den Tid, da man sparer op til dem. Under Foregivende af, at man har Behov for Landluft, afskaffer man hele det store Træn fra Sæsonen, sætter sig paa landlig Diæt og vegeterer i en Krog for atter, naar Selskabssalene i Paris paany aabnes, at kunne udfolde sin Pragt og Luxus i dem. Det er væsentlig dette Hensyn, der allerede strax efter "_le grand prix_" begynder at lægge Paris øde. Under de to følgende Maaneder forsvinder dens Beboere mere og mere. I Slutningen af Juli er den berøvet saa at sige hele sit "tout Paris", det lille Frimurerselskab af udvalgte, ægte Parisere, der til daglig Brug ligesom gjennemsyrer hele Staden og giver den dens Fysiognomi. Ikke Spor af Elegance eller Chiched; Herskabsvogne og Toiletter er blevne saa sjeldne, at de vækker Opsigt, naar de viser sig paa Boulevarderne, Droschkekudskene har saa lidt at bestille, at de endogsaa om Søndagen formelig plager Folk for at tage dem i timevis. Boulevarderne er halvt tomme, mest befolkede med Arbejdere, stønnende Forretningsfolk og langsomt drivende engelske Lorder og Misser.

Paris er paa Landet. Man tager til sit Château, naar man har enten et virkeligt Château eller en lille, afsides liggende Gaard, hvilken der med god Villie kan tillægges dette stolte Navn; man flytter til Villabyerne i Omegnen, naar man er nødt til stadig at ture ind i Forretninger, eller man rejser til Badestederne ved Bretagnes og Normandiets Kyster. Man gjør helst det Sidste; det er mest Fashion.

Disse Badesteder skyder derfor ogsaa mere og mere op som Paddehatte. I gamle Dage var der væsentlig kun Trouville; nu tælles de snart i hundredevis. Et af de yngste, der samtidig har vist sig i Besiddelse af virkelig Livskraft, er Etretat. Det er det, vi vil besøge.

Etretat er voxet meget hurtigt i Vejret. For tredive Aar siden laa der paa dette Sted kun et Par enkelte Fiskerhytter, fremskudte Forposter fra Fécamp. Men Alphons Karr kom tilfældigvis dertil og opdagede Stedet, ligesom en engelsk Lord nogle Aar tidligere havde opdaget Cannes. Karr byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler. Foruden denne Hovedgade er der et Virvar af Veje, langs hvilke der ligger prægtige Landsteder med Haver i den rigeste Mangfoldighed. Etretat og den nærmeste Omegn har snart en halv Snes Tusind Beboere. Pariserne og Badegjæsterne fra den anden Side af Kanalen, der er blevne kjede af Wight og Brighton, har kastet deres Kjærlighed paa det, og et Sted, der tages under Armene af saadanne Magter, behøver ikke mange Aar for at komme i Flor. I Virkeligheden har Etretat allerede overfløjet de fleste normanniske Badesteder. Trouville skræmmer trods de demokratiske Tider Folk bort ved et altfor blandet Selskab, og Vandet ved dets Kyst viger desuden stadig mere tilbage, saa at man tidt maa kjøre lange Strækninger ud for at naa det. Deauville er for aristokratisk og Fécamp for provinsielt. Dieppe er vel endnu i Mode, men Parisermoder skifter hurtig, og Vinden blæser ad Etretat til. Naar man vil have et Billede af ægte fransk Badeliv, skal man for Øjeblikket tage dertil.

Turisten, der kommer for et Par Dage, vil være henrykt. Det stolte Hav med dets stadig vexlende Ebbe og Flod, de hvide Skjærgaardsklipper, som springer ud i det og danner en Række af mægtige Portaler, mod hvilke de herligste Triumfbuer kun er Legeværk, det muntre, brogede Badeliv paa Bredden, den friske Luft oppe paa Toppen af de grønne Bakker, Musiken fra Kasinoet--alt det vil sætte ham i Begejstring, og han vil uden Betænkning erklære Etretat for et Paradis. Men Verden har nu engang kun sjeldent Paradiser undtagen for Turister, der kommer og gaar. Og da muligvis En eller Anden, som læser denne Skildring, kunde bygge Rejseplaner paa Grundlag af den, foretrækker jeg istedetfor Turistens Lyrik at levere et Billede af Stedet, som det virkelig er, naar man kjender det.

Ubetinget fornøjelig er selve Badningen. Er man kun vant til at gaa i Vandet fra nordiske Badehuse, vækker den Forbavselse i første Øjeblik, og det er meget muligt, at adskillige af vore Damer strax efter Ankomsten vil erklære, at Sligt kan de paa ingen Maade være med til. I sidste Instans bliver jo imidlertid alle den Slags Ting kun en Konvenienssag. Hvad alle Mennesker gjør, kan ikke i Længden vedblive at være stødende for den Enkelte. Amerikanere, Englændere, Russere og andre Folkefærd følger da ogsaa uden Betænkning Stedets Skik og blander sig uden Hensyn til Alder eller Kjøn i den brogede Vrimmel af Badende. Der er særlig to Tider paa Dagen, da denne Vrimmel præsenterer sig mest malerisk, nemlig om Formiddagen umiddelbart før Frokosten og lidt ud paa Eftermiddagen, i Timerne mellem fire og sex. Alt, hvad Etretat rummer af Badegjæster, befinder sig da paa Skrænten, som fra Kasinoterrassen fører ned til Vandet. Under Sommerparaplyer og røde Parasoller lejrer man sig i Grupper paa de smaa graalige Rullesten, hvormed Bredden er bedækket, plasker i Vandet eller slaas om en Badehytte, hvor man kan klæde sig af og paa. Disse smaa Træhuse findes i et Antal af hundrede eller saa omtrent umiddelbart nedenfor Terrassen; men i den rigtige Badetid kan man dog ofte komme til at staa og vente halve Timer ad Gangen, før man faaer fat i en ledig Badehytte. Damernes og Herrernes er ikke adskilte; at en ung Frøken staar paa Vagt, naar man kommer op af Vandet, og tinger om Hytten efter En, hører til Hverdagsbegivenhederne, ligesaa godt som at en Herre, uden at støde den gode Tone, banker paa Døren til en Dames Paaklædningsværelse og spørger, om han snart kan afløse hende. Alt gaar her paa Badeskrænten for sig fuldstændig _sans gêne._ En Badetur er her det Samme som et Rideparti eller en Skovudflugt andetsteds. Om Aftenen sætter man i Kasinoets Dandsesal hinanden Stævne til Badningen den næste Formiddag. En isoleret Vandgænger hører til de store Sjeldenheder; i Regelen er det hele Selskaber af Damer og Herrer, der følges ad og i deres Badedragter venter paa hinanden for at tumle i Trup og paa Parade ned ad Gangbrædtet over de smaa Rullesten og saa hoppe i Vandet.

Badekostumet er for Damernes Vedkommende Bluseliv, tidt holdt sammen af et broget Skjærf, Benklæder, hvis normale Længde er til noget nedenfor Knæerne, en stor, koket Solhat samt Sandaler.

Trods al sin Simpelhed tillader det dog en Utallighed af Variationer. Mellem den bedagede Pebermøs folderige, til Anklerne naaende Dragt af sort Merino og den unge, overgivne Amerikanerindes soignerede Trikottoilette af lysblaat Uldmusselin, kantet med Guldgaloner, stærkt nedringet, uden Ærmer og stumpende ovenfor Knæet, kan man vælge Overgangsformer nok, der blotter eller dækker alt, efter hver Enkelts Behov og Tilbøjeligheder. Herrerne møder som oftest i stribet Trikot, der ender midt paa Laaret. Anseer de sig ikke for præsentable i det Kustume, er det dog ogsaa tilladt for dem at skjule Naturens Skrøbeligheder under en Blusedragt i Smag med de gamle Jomfruers. Selv i den kan de stundom være tilstrækkeligt komiske. Under Vandringen mellem Badehytterne og Vandet plejer begge Kjøn at have en Badekappe kastet over Skuldrene; den er imidlertid ingenlunde absolut nødvendig, og det er kun Faa, der ikke under alle Betingelser lader den flagre, som den vil. Den er mest til for Vandringen opad efter Badet. Under dette lægges den helt nede ved Bredden, fortøjet med et Par af de største runde Sten, man kan faa fat paa, og saaledes, at man strax kan kaste den om sig i det Samme man kommer op af Vandet. En Parade efter Badningen forbi det talrige, inspicerende Tilskuerpublikum er af let En Bademester forstaaelige Grunde ikke hensigtsmæssig uden disse Kapper.