# Fra det moderne Frankrig

## Part 12

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/fra-det-moderne-frankrig-9843/index.md

Pariseren i Almindelighed læser heller ikke meget. Han gjør det, saalænge han er ung, før han endnu har taget alvorlig fat paa at bryde sig Bane. Fra den Tid medbringer han navnlig et yderst omfattende Bekjendtskab med den ældre Litteratur. Han kan sine franske Klassikere paa en Prik og har dem altid paa rede Haand til Citater. Men saa saare han træder ind i Livet som Mand, har han ingen Stunder længer til Læsning. Forretningerne, Kampen for at gjøre Karriere optager ham helt. Konkurrencen er saa uendelig; sætter han ikke alle Evner og Kræfter og Tanker ind paa at byde den Stangen, saa gaar han tilbunds. Kun hvad der strengt kommer hans Gjerning ved, kan han beskjæftige sig med. Og naar der endelig engang imellem bliver Raad til Hvile, er han for nervøs overanspændt til at kunne søge den i Bøger. Rundt omkring sig har han Adspredelse nok, der ikke koster Besvær. Desuden har han sine Aviser. Ved deres Hjælp veed han altid saa megen Besked om Alting, at han kan tale med. De diskuterer ikke blot Politik, de strejfer baade Historie og Naturvidenskaber og meget Andet ogsaa, og saa er de tidt baade aandfulde og underholdende. Pariserens Gjennemsnitstrang til belletristisk Føde tilfredsstilles rigeligt af Bladenes Causerier og Romanstof. Ud derover strækker hans Læsning sig ikke. Hans Kjendskab til den egentlige Litteratur skal man ikke stole paa, selv om han giver sig Mine af at have det; han har det kun paa anden Haand, gjennem Referater af sine Damer.

De læser nemlig; de gjør det baade for sig selv og for Mændene med, og de gjør mere end det: de kjøber Bøger. Jeg gjorde engang i Selskab med en Parisérinde en Rejse paa en Maanedstid. Der var megen Jernbanefart, og hun læste bestandig. Paa hver større Station, hvor Toget stoppede, var hun strax ude for at kjøbe Bøger; hun kunde konsumere tre, fire Stykker om Dagen. Da vi kom tilbage til Paris, gjorde vi op hvor mange hun havde anskaffet sig forudem dem, hun havde faaet tillaans af sine Medrejsende; hendes Bibliothek var under Rejsen blevet forøget med fem og tyve Bind, Det er allevegne i større eller mindre Grad Damerne, som den skjønne Litteratur lever af. Men i Frankrig er de ikke alene mere læselystne, de har ogsaa baade mere Otium til at læse og flere Penge til at kjøbe Bøger for end andetsteds. Og saa er de desuden nødte til at kjøbe. Lejebibliotheker existerer ikke tilnærmelsesvis i det Omfang som for Exempel i Skandinavien og Tydskland, Læseforeninger og Læsemapper er Noget, man overhovedet slet ikke kjender til. Det er den ene store Hovedstøtte for det franske Bogmarked, den andener, at det har hele den civiliserede Verden til Opland; Paris exporterer godt og vel Halvparten af sin litterære Produktion. Paa den Maade forklares det, hvorledes en fransk Roman, der gjør Opsigt, kan trykkes i tyve, tredive, halvtreds, ja med enkelte af Zolas har man endogsaa set i hundrede Oplag, mens selv tydske Forfattere, der er saa populære som Spielhagen og Heyse, i Regelen maa nøjes med fire, fem af samme Størrelse.

Dette betydelige Salg gjør, at i Frankrig en Forfatter, der har noget Talent; kan leve frit og uafhængigt af sin Pen. Men det er ogsaa Alt. Skriver han ikke for Theatret, der kan blive en Guldgrube, og gaar han heller ikke i Tjeneste hos Journalistiken, der aabner ham Vejen til Meget, bliver hans Position vanskelig mere end netop taalelig. Som Kunstneren er han paa ingen Maade situeret. Hverken "la vie mondaine" eller Regeringen tager ham under Armene. Han er ikke i Mode. Atter her kommer det karakteristiske Træk hos Franskmændene igjen, at de kun kan passionere sig for hvad der gjør Indtryk paa deres Sandser, hvad der kan blive et Skuespil for dem. Det kan Malerierne, føjede sammen til store Udstillinger, hvor man flokkes som i Theatret, men det kan en Bog aldrig. Desuden har Kunstneren visse selskabelige Fortrin, som Forfatteren i Regelen mangler. Han kan gjøre Fruen Foræringer med sine Skitser, han kan tegne Portræter og Karrikaturer af Selskabet, han er som oftest livlig, glad, underholdende og meddelsom, Forfatteren derimod optaget af Bogen, hvormed hans Tanker sysler, indesluttet, langt mere tilbøjelig til at gjøre Iagttagelser og gjemme sit Vid til sit Arbejde end til at tynde det ud i selskabelig Elskværdighed og Aandfuldhed. Hvad Pariserne siger om Zola: at han er en ren Bjørn i en Salon, omtrent det Samme kan der siges om Hobetal af deres moderne Forfattere. Derfor holder man sig til det Talent og den Esprit, som man finder i deres Bøger, og bekymrer sig ikke synderligt om dem som Mennesker. De forlanger ikke bedre; de har paa den Maade deres Ro og Frihed til at arbejde. Der er kun den mindre behagelige Omstændighed ved det, at ogsaa Regeringen gaar i Modens Spor og lader dem sejle deres egen Sø. For Malerne har den _École des beaux-arts_ og _Prix de Rome_ og Salonen og Kjøbet af deres Billeder til de talrige offentlige Gallerier, for Forfatterne Ingenting, højst engang imellem en lille Bibliothekarpost paa et Par tusind Francs. Understøttelser paa Statens Budget til Litteraturen existerer ikke i Frankrig. Akademiet uddeler vel aarlig tresindstyve tusinde Francs under Form af Prisbelønninger for de bedste til det indleverede Arbejder; men Akademiet er en fuldstændig privat Institution, dets gode Gjerninger kan Staten ikke tage sig til Indtægt. Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst have graa Haar, før der tænkes paa dem. Victor Hugo er endnu kun Officeer, Mange, hvis Navne Aar igjennem har været paa Alles Læber, ikke engang Riddere.

Udenfor Selskabets og Regeringens Opmuntringer er der jo ganske vist nok en anden. Der er den fornemme, kuplede Bygning ligefor Pont des Arts, Udødelighedstemplet for de fyrretyve Akademikere, Men ogsaa dets Glorie er som saa mange andre blegnet svært med Tiden. Der har efterhaanden i de privilegerede Lænestole siddet Række paa Række af Folk, hvis Adkomst til Pladsen var saa tvivlsom, at man nu seer Talenter af anden og tredie Rang frabede sig den Ære at vælges ind i Kompagniet. Positionen, som det skulde skaffe sine Medlemmer, kan i vore Dage nærmest kaldes rent illusorisk. Mellem ti tusind Parisere vil man knap finde en, der kan saameget som blot nævne Navnene paa alle de Fyrre. Balzac fik engang i et af sine mange penge- og modløse Øjeblikke det Raad af sin Forlægger: at forbedre sin Situation og sin Popularitet ved at bejle til en Plads i Akademiet. "Det vil ikke skaffe mig een Læser til og endnu mindre en Kjøber," svarede Digteren, "Vil jeg være læst, maa jeg gjøre mig til Deputeret; det er den eneste Vej, man har til Popularitet i Frankrig." Han tænkte i Virkeligheden ogsaa en Stund paa at blive det, men det lykkedes ligesaalidt for ham som for den gamle Dumas.

Havde han levet i vore Dage, vilde han have gjort sig til Journalist, og han vilde da uden Besvær kunne være kommen saa højt tilvejrs paa Lykkens grønne Gren, som han lystede. Aviserne slaar Litteraturen ihjel, plejer man at sige. Det er et Postulat, der i høj Grad trænger til Bevis. Sikkert er det i hvert Fald, at Forfatterne slaar de ikke ihjel. De rækker dem i Frankrig materielt en hjælpende Haand af den allerstørste Betydning, og en Haand, der med Begjærlighed gribes af Alle. Selv om en Bog, i hvilken der er Talent, uden Vanskelighed opnaaer flere Oplag, tjenes der dog ikke Kapitaler paa den, Forfatteren honoreres i Frankrig med en vis Sum for hvert trykt Exemplar. Den er i Almindelighed fyrretyve Centimer, og yderst sjeldent over halvtreds. De franske Bøger er saa billige, Trykningsomkostningerne saa store, at Forlæggeren ikke kan betale mere. Oplaget er paa femten hundrede Exemplarer, og Forfatterens Indtægt for et enkelt kun mellem sex og halvottende hundrede Francs. Naar der kommer hundrede, som af Zolas "Nana", saa løber det jo ganske vist op. Men hvor mange Gange sker det, uden at Skandalen hjælper med dertil? Selv den mest renommerede og mest læste af alle moderne Romanforfattere, Daudet, selv en saa fabelagtig populær Skribent som Jules Verne naaer kun sjeldent de halvtreds. Lad det nu ogsaa repræsentere en Sum paa fyrretyve tusind Francs, saa maa man jo dog huske paa, at det er et Maximumstal. Fem, sex Oplag er allerede ganske pænt for en almindelig Roman. Men med Indtægterne af dem vilde det falde grumme haardt for en Forfatter at leve i det dyre Paris. Han har imidlertid ogsaa andre Ressourcer. Før hans Fortælling udgives som Bog, trykkes den som Feuilleton i en Avis, og den betales ham der med mellem tyve Centimer og en Franc Linien.

Feuilletontrykket bliver følgelig for de mindre bekjendte Forfattere tidt Hovedsagen. Det bryder derhos Begynderen Vej. Der findes i Paris en halvhundrede Dagblade, som hver har Behov for fem, sex Romaner om Aaret, ikke at tale om den mylrende Mængde af literære Uge- og Tidsskrifter. Af Oversættelser ser man højst en hvert andet Aar; den debuterende Forfatter kan altsaa i Regelen ikke have Vanskelighed ved at faa sit Arbejde anbragt i en eller anden Avis. Har det staaet trykt der, findes der altid en Forlægger, der er villig til at udgive Fortællingen som Bog; Publikummet er tilstrækkelig stort, til at Afsætningen stadig stiger, jo mere bekjendt Arbejdet bliver.

Til Feuilletontrykket før Bogudgaven kommer yderligere de mange senere Reproduktioner i Provindspressen. De omtrent to tusind Provindsaviser skal have Romanstof ligesaavel som Pariserbladene, og heller ikke de kjender til Oversættelser som Udvej. Det er da for alle Parter blevet indrettet yderst praktisk. Bladet kan aftrykke hvilkensomhelst Bog det ønsker imod at betale den Honorartaxt, hvorom det engang for alle er blevet enigt med "Société des gens de lettres". Dette Selskab modtager et Exemplar af alle periodiske Skrifter, der udkommer i Frankrig og dets Kolonier, kontrollerer Reproduktionen, indkasserer Honorarerne og fordeler dem ved hver Maaneds Slutning til sine Medlemmer. Taxten for et saadant Aftryk er ganske vist meget billig, undertiden ikke hundrede Francs engang, men der er saamange smaa Bække, at de alligevel til Slutning gjør en Aa. Det hører ingenlunde til Sjeldenhederne, at en Roman bliver trykt i over hundrede forskjellige Provindsblade. Kun tillades den saakaldte Fraklipningsmethode naturligvis ikke; det er en Uskik, der overhovedet ikke kjendes i Frankrig.

Til at tage mod den Haand, Dagspressen saaledes byder den rene Literatur, anser ingen fransk Forfatter sig for fornem. Endogsaa de største af dem bringer ikke blot deres Romaner til Aviserne, de gjør sig til stadige, saa at sige daglige Medarbejdere. Zola var Theaterkritiker ved "Voltaire" endnu efter at have skrevet "L'Assommoir", i "Le Temps" Redaktionsstab findes Navne som Legouvé, Scherer og Jules Claretie, i "Debats" John Lemoinne, Cuvillier-Fleury, Paul Leroy-Beaulieu og adskillige Andre, der er i hele den franske Skjønliteratur ikke een fremragende Personlighed, som ikke har været mere mere eller mindre nært knyttet til "Figaro", der er mellem alle de yngre Romanforfattere i Vælten--ja, man kan gjerne tage selv de lyriske Digtere med--næppe nogen, som ikke samtidig er Journalist. Indtægtsspørgsmaalet spiller derved ikke den afgjørende Rolle alene. Det er et Lokkemiddel ganske vist, thi Pariserbladene betaler godt. Den første Artikel i "Figaro" honoreres aldrig med under to hundrede Francs, og tidt med mere, naar det er et særlig fremragende Navn, der staar under; bekjendte "Kronikører" som Albert Wolff eller Aurelien Scholl faaer tredive tusinde Francs aarlig for et Par ugentlige Artikler, en Gage af ti, femten Tusind kan betragtes som Minimum for en Journalist med noget Talent. Men det Væsentlige, der samler alle Evner omkring Dagspressen, er dog den indflydelsesrige Stilling, den Dag for Dag mere og mere kommer til at indtage.

Pariserbladene har ikke den Position overfor den store udenlandske Politik som de engelske Aviser, det er ganske vist; de staar i saa Henseende tilbage selv for betydeligere tydske Blade. Det kan ikke være Andet, de har lige til den senere Tid ladet Udlandets Forhold ligge hen uden at beskjæftige sig med dem. Interessen for dem er hos Franskmændene først bleven vakt efter Krigen og er endnu ingenlunde overvættes stor. Desuden tillader et Pariserblads Økonomi ikke de umaadelige Udgifter, som Kolleger paa den anden Side Kanalen kan offre for at være velunderrettede. De engelske Blade er faa og har en enorm Udbredelse, de franske derimod snart utællelige. Saa saare en Politiker i Frankrig er begyndt at spille en Rolle, maa han have sit eget Organ i Pressen. Abonnentkredsen bliver derved nødvendigvis meget indskrænket. "Figaro", der trykkes i 60,000 Exemplarer, er en Undtagelse, i Regelen kan selv de ansete Pariserblade ikke gjøre Regning paa et Oplag af mere end mellem ti og tyve tusind. Dertil kommer yderligere, at deres Avertissementer er saa godt som ingen, mens en Avis som "Times" derimod har alle sine Udgifter dækkede med mindre end Halvparten af, hvad det tager ind ved sine Annoncespalter. Den ligesaa hurtige som detaillerede Velunderrettethed om Alt, hvad der passerer hele Verden over, der er de engelske Blades Hovedstyrke, kan Pariserpressen ikke byde, fordi den hverken har Læsekreds eller Plads eller Pengemidler dertil. Den gjør i de senere Aar ogsaa i saa Henseende betydelige Anstrengelser; de udenlandske Korrespondenters Antal stiger stadig--medens der saaledes før Krigen kun var tre Pariserblade, der havde faste Korrespondenter i Berlin er der nu mindst et Dousin--og Blade som "Temps", "République française", "Debats" eller endogsaa "Liberté" søger bestandig at gjøre sine Læsere Rede for Alt, hvad der hænder i Udlandet af Betydning. Men Mangt og Meget skal alligevel forandre sig, før de paa dette Omraade kan naa deres engelske Kolleger.

I alle Spørgsmaal, der angaar Frankrig selv, er de franske Blade derimod baade bedre betjente og har større Magt end noget andet Lands Presse. Som Franskmændene er fødte Talere, er de ogsaa fødte Journalister. Adskillige af deres mest udprægede Nationalejendommeligheder kommer dem herved tilgode, først og fremmest deres klare Logik og deres Aversion mod al unødvendig Brede. Hvad de har paa Hjerte, forstaar de, baade naar de skal forklare det med Ordet og med Pennen, at samle i et springende Punkt, i en Frase maaske undertiden, men i ethvert Tilfælde i en Frase, der slaar ned. Dette springende Punkt bliver Centrum i deres Journalartikel som i deres Tale. Omkring det bygger de, for at belyse det, akkurat saa meget op af Fakta, Argumenter og Konklusioner, som der er nødvendigt, for at det ret kan glittre og funkle, og de slutter af, mens de spillende Blink endnu holder Læserne fangne. Artiklen er gjennemsigtig fra Ende til anden, den vækker intet Hovedbrud, og man taber intetsteds Traaden. Naar man er færdig, staar dens Tanke anskuelig og klar for En, og Alt, hvad der kan ligge i den af Interesse er kommet helt til sin Ret. Denne Evne til at skrive, udviklet som den er det i Frankrig til formelig Kunst, kan ikke Andet end betydeligt forøge Indflydelsen, som Pressen altid maa øve i et Land, hvor den er den almindelige Stemmerets Tolk, hvor Diskussionen er ubegrændset fri, og hvor alle Talenter kappes om at yde den deres Assistance. Journalistiken er i det moderne Frankrig den Vej, som sikkrest og lettest fører enhver Ærgjerrighed til Maalet. Fra Avisernes Redaktionskontorer staar Dørene aabne paa vid Gab til alle Statens øverste Poster. Deputerede, Præfekter, ministerielle Embedsmænd, selv Ministre og Gesandter vælges ud mellem Journalisterne. Thiers begyndte sin Karrière i Pressen, og siden ham er der saa at sige ikke en af de Republikens Mænd, der har styret Landets Regering, som ikke oprindelig er kommen sammesteds fra. Selv Jules Ferry skylder en Række Artikler i "Temps": "Les comptes fantaistiques d'Haussmann" sin Notoritet. Bladene er simpelthen en Forskole til Magten; undertiden bliver de endogsaa en Retraite fra den. De har været det for begge den tredie Republiks to mest fremragende Politikere, for Gambetta, der umiddelbart efter det store Ministeriums Fald navngav sig som Leder af "République française", og for Jules Simon, der som Direktør for "Gaulois" daglig selv skrev Artikler i Bladet. Det er Træk, der tilstrækkelig tydeligt karakteriserer Pressens Position i det franske Samfund.

Medaillen har imidlertid ogsaa sin Revers, Pariserbladene nyder en høj Grad af Anseelse, og de gjør det med Grund, fordi den Sum af Dygtighed, der offres i deres Tjeneste, er ganske overordentlig stor. Men de drager sig stundom denne Anseelse og Indflydelse til Indtægt paa en Maade, som kaster betænkelig Skygge over dem. Materielt er de ikke stillede under de gunstigste Forhold. Deres Budget udviser aldrig færre Udgifter end fem, sex hundrede Tusind Francs om Aaret, og for enkelte af de bedst betjente kan Summen endog løbe op til over en Million. Det kan kun meget faa tage ind ad reglementeret Vej. Andetsteds er Bladenes Hovedstøtte Avertissementerne; i Paris spiller denne Indtægtskilde kun en forholdsvis underordnet Rolle. Mens Antallet i England af Industridrivende, der indrykker Annoncer i Aviserne, er over fire Millioner, kan det i Frankrig kun sættes til nogle faa hundrede tusind. Pressens Publicitet er dyr, mener de; dens Læsekreds saa spredt, at de for at have noget Udbytte af deres Avertering maatte gaa til en hel Uendelighed af Blade. De foretrækker da at hjælpe sig paa anden Vis, ved Gadeopslag, ved Uddelingen af Adresser eller allerhelst ved splinternye Opfindelser, der rigtigt kan tiltrække sig Opmærksomheden. Fremgangsmaaden, der følges af en Ekviperingsforretning "Old England" paa Boulevard des Capucines, er i saa Henseende meget betegnende. Dag ud, Dag ind ruller fra Morgen til Aften en halv Snes yderst ejendommelige Kjøretøjer med dens Adresse rundt i Gaderne. De er rødmalede og seer ud som store Skildpadder, kun lige Hestens og Kudskens Hoved stikker op af den enorme, rullende Skal. En saadan Kuriositet kan Ingen undgaa at lægge Mærke til, og koster den end noget mere end Bladannoncerne, hjælper den dog ogsaa ti Gange bedre end de. Dernæst er de franske Blades Afsætningsmaade uheldig. Kun faa af dem har en fast, solid Abonnentkreds; Gadesalget fra Kioskerne er det betydeligste. Der er Pariseraviser, der af hele deres Oplag paa ti, tyve tusind Exemplarer knap afsætter fem hundrede ved Abonnement. Resten spredes gjennem Kiosksalg, men det kan variere med flere Tusinde; man er saaledes aldrig i Stand til at beregne Oplaget, og hvad man vinder den ene Dag, taber man den næste. Af Paris's omtrent elleve hundrede Dagblade og periodiske Skrifter er der næppe mere end godt og vel et hundrede Stykker, der kunde vedblive at bestaa, hvis de skulde leve af, hvad Pressen ellers ordinært plejer at leve af. Den faaer i Frankrig ikke en Skillings Tilskud af Regeringen; der existerer ikke Skygge af Reptiliefond, den eneste Begunstigelse, der vises ministerielle Organer, er Forsyning engang imellem med interessante Nyheder. Men den har et helt andet uudtømmeligt Fond, den har Børsen, den har "Finanserne" at støtte sig til. Den sælger sin Indflydelse, og den faaer den glimrende betalt.

Der er i Paris omtrent hundrede bekjendte Bankinstitutioner. Mindst de firsindstyve af dem lever udelukkende paa Spekulationsforretninger, og kun en eneste, "Banque de France", befatter sig slet ikke med dem. Saadanne Spekulationer kan selvfølgelig ikke føres igjennem uden stor Publicitet, og uden at deres Ros idelig og idelig trompetes ud gjennem Aviserne. I den daglige eller ugentlige Finantsoversigt har da hver Bank sin Linie eller sine to, tre, fire Linier, hvor dens Aktiers Stigning stadig bebudes, hvor dens Kurser erklæres for faste eller saadant Noget, og for det betaler den sine to, tre, fire tusind Francs maanedlig, alt efter det paagjældende Blads Betydning. Det er Forklaringen af, hvorfor ethvert periodisk Skrift i Paris, litterære Ugeblade, videnskabelige Tidsskrifter, Kunst- og Modeblade, ja lige ned til Organer for Skomagere og Portnere, allesammen har deres Finantsbulletin. Den er _nervus rerum gerendarum_ i det Hele, det er den, der kjæles for, det er den, der betaler. Forretningen kan drives svært i Vejret; af "Figaros" Finantsspalter har Bladet selv ganske vist ikke mere end halvtredie hundrede Tusind Francs om Aaret, men Selskabet, som man har været saa uforsigtig at forpagte dem paa Aaremaal, tager to Millioner ind. Det er nemlig ikke blot den daglige lille Reklame, der kaster af sig. Hver Gang en ny Emission skal finde Sted, hver Gang et nyt Foretagende skal grundlægges, hver Gang kort sagt Bankerne trænger til Publicitet efter en større Maalestok, maa de ogsaa betale store Summer. Ved en Emission for et Par Aar siden af 500 Millioner Obligationer fordelte "Crédit foncier" tolv Millioner mellem Bladene. Hver nok saa ubetydelig Avis havde herved en Renindtægt af 12--15,000 Francs, de større, mere udbredte Blade det Dobbelte og Tredobbelte. Man kan uden Overdrivelse regne, at der i de sidste sex Aar er blevet indført mindst for fem, sex Milliarder nye Værdipapirer paa Pariserbørsen. Af dem allesammen har Bladene faaet sendt deres rigelige Part "til Anmeldelse".