Part 10

Tummelen og Trængselen og Galehusvirvarret voxer og voxer lige til Klokken Tre. Saa er det, Dagens sidste Kurser sættes, og saa er det, man i en Fart maa bestemme, om man vil kjøbe eller sælge. Alle strømmer til _le corbeil_, den runde, gitterindhegnede Kreds, hvor Agents-de-change'erne har Plads. Haandgemænget naaer sit Kulminationspunkt. Man trykkes og skubbes og brøler og river og flaar i hinanden, som om det gjaldt Livet. Hundreders og atter Hundreders Velfærd i hvert Fald har det vel ogsaa i de bevægede Krisetider ofte gjældt. Men det gjælder ikke saa sjældent mere endnu. Efterdønningerne af Larmen derinde naaer ikke blot ud over Plads og Gader, den naaer stundom helt op til de stille Sale, hvor det ikke er om Aktiers Stigen og Falden, men om selve Landets største Interesser, der tages Bestemmelse. Som Børspladsen er Knudepunktet for Byens Gadeliv og Gadefærdsel, saaledes er Pariserbørsen snart sagt Hjertet i det moderne Frankrig. Den regulerer de vigtigste Udslag af dets offentlige Liv. Man har set det tidt allerede, og man vil faa det at se oftere endnu. En fransk Regering er kun stærk, naar den har Børsen ubetinget for sig, den vil endog have Vanskelighed ved at holde sig, naar den har den ubetinget imod sig. Gambettas ellers næsten uforklarlige Fald saa hurtigt, efterat han var kommen til Magten, og da Alle antog, at han fra en uoverskuelig Fremtid holdt Frankrigs Skæbne i sin Haand, skyldes hovedsagelig Børsens Aversion mod hans Finantsminister Allain-Targé. Med Rette eller Urette betragtede Finantsmatadorerne denne Mands Budgetsystem som faretruende for Udviklingen af Landets Velstand; man gjorde direkte Forestillinger i denne Henseende til Gambetta, og da han i Tillid til sin Styrke modtog Børsudsendingene koldt og ikke ansaae det nødvendigt at lytte efter deres Raad, erklærede man ham Krig gjennem en almindelig Baisse paa alle Papirer. Der sluttede sig andre Allierede til, men denne Baisse var det store Artilleriskyts, som selv Frankrigs hidtil populæreste Politiker ikke kunde holde sig imod. Omvendt blev Sympathierne paa Børsen for Léon Say det Freycinetske Kabinets Hovedhjørnesten. Det havde hverken Sammenhold eller Program, det havde Intet, som kunde indgyde Tillid til det undtagen netop dets Finantsminister. Men han var Rothschilds og de store Børsherrers Mand. Det var deres Syn paa Sagen, der gjennem ham fik Indpas i Budgetdispositionerne og i Mangt og Meget af den almindelige Politik ogsaa; havde de tre Præsidenters Ministerium ikke fulgt Vejen, som Børsen viste det, saa vilde dets Dage have været talte, inden der var gaaet Uger. Naar man i Paris skal sige sin Mening om et politisk Spørgsmaal, saa er det første Dokument, man raadspørger, Børsens Kursseddel. Gaar den nedefter, saa ryster man betænkeligt paa Hovedet, selv om man ellers kunde have nok saa mange Grunde til at finde det, der er i Gjære, fortræffeligt; gaar den derimod i Vejret, saa betragter man det strax som selvindlysende, at det er det eneste Fornuftige og for Landets Velfærd Tjenlige.

Et saadant Fænomen vilde være utænkeligt, hvis det i Børslivets Tummel alene var Finantsmatadorernes Millioner og de nydelsesgraadige Pariserlediggjængeres Indtægtskilder, der stod paa Spil. I Virkeligheden drejer det sig om noget langt Mere og noget langt Betydningsfuldere. Templet paa Børspladsen er Frankrigs Hjerte, ikke fordi der i det spekuleres og spilles og svindles, men fordi det er Forvalteren af Landets Velstand og derigjennem Betryggeren af dets Fremtid, Hævderen af dets Position imellem Staterne.

Det er under den tredie Republik, at Pariserbørsen i Ondt som i Godt er kommen til at spille den dominerende Rolle, som den spiller. Men Spirerne til det maa søges længere tilbage. Allerede det andet Kejserdømme gav Stødet. Det var det, der gjorde Paris til et Slags uhyre Karavanserai for den hele civiliserede Verden, det var det, der skabte paa den ene Side den store Industri og de store Spekulationsforetagender, paa den anden det potenserede Luxus- og Nydelsesliv, der naaede sin Apotheose under Verdensudstillingen i 66 og i Aarene mellem da og den ulykkelige Krig var ikke langt fra at skeje ud i et moderne babylonisk Bakkanal. For at kunne bære de med dette "vie surchauffée" forbundne Udgifter begyndte den fornemme Verden allérede da at gaa paa Børsen. Saalænge Adelen holdt sig fornemt og forventningsfuldt tilbage, gik det endnu an at leve paa Resterne af de fra Revolutionen reddede Formuer, skjøndt de selvfølgelig ved idelig Udstykning var svundne mere og mere ind. Men da man, blændet af det tredie Kejserdømmes Glands, fandt sig beføjet til saa halvt om halvt at lægge Fornemheden af og vise sig paa Arenaen igjen, var det nødvendigt, at man ogsaa saae sig om efter Midlerne til at hævde sin Position. De gamle Dages Fordom mod Forretnings- og Finantsspekulationen var forsvunden. Selve Hoffets nærmeste Omgivelser øste af den nye Berigelseskilde med fulde Hænder. Millionen var en Støtte for Regeringen, og den hædrede og begunstigede den paa alle Maader. Pengenes Aristokrati blev mere og mere det eneste respekterede, og jo dybere Alverden tog Hatten af for det, desto Flere blev der ogsaa, der fandt det baade ganske fornuftigt og ganske hensigtsmæssigt at give de gamle rustne Vaabenskjolde et nyt Overtræk af Louisd'or-Guld. Børsen gjorde ingen Vanskelighed ved at paatage sig dette Forgylderarbejde, den følte sig vel endogsaa baade støttet og smigret ved, at man henvendte sig til den derom. Dens Prestige, dens Indflydelse forøgedes, dens hele Liv fik Dag for Dag under Kejserdømmet mere og mere Vind i Sejlene.

Det er imidlertid først under den tredie Republik, at den er naaet til Højden af sin Position. Krigen havde gjort en Standsning i dens Forretninger, men denne Standsning var forholdsvis kort, og umiddelbart før den kom Milliardlaanene. De gav med eet Slag et uhyre, enestaaende Opsving i dens Liv, de blev et ligefrem Vendepunkt i dens Tilværelse. Greben af patriotisk Begejstring og i fuld Tillid til Frankrigs uudtømmelige naturlige Hjælpekilder strømmede hele Landets Befolkning til med sine opsparede Kapitaler. De af Regeringen forlangte umaadelige Summer blev overtegnede tredive Gange i Løbet af en eneste Dag, man stod i Queue hele Natten igjennem for at komme af med sine Penge, Alverden var greben af et formeligt Raseri efter at faa Kouponer i det nye Laan. Med Beundring var Frankrigs Venner, med indædt Misundelse dets Fjender Vidne til denne overvældende Aabenbaring af Landets Rigdom. Men ogsaa indenfor selve Rigets Grændser kunde den ikke undgaa at vække Forbauselse og, da Forbauselsen havde sat sig, at blive dragen til Indtægt. Man havde faaet det mest evidente Bevis paa, at Pengene var der og kun laa og ventede paa at blive anbragte; man benyttede sig af, at alt dette Guld nu engang var kommet ud af Gjemmerne, og at Lysten til at gjøre det fluktuerende var bleven hidset ved Umuligheden for Mange af at komme til at deltage i Milliardlaanene, man bød det nye Afløbsrender, og det og meget mere til østes i dem. Det ene store Forretnings- og Spekulationsforetagende dukkede op efter det andet. Stadig overtegnedes de forlangte Kapitaler i en Haandevending, stadig steg og steg Papirerne.

Ganske naturligt steg da ogsaa med dem Børsens Tiltrækningskraft. Der bredte sig som Oliepletten Dag efter Dag ud over flere og flere Lag af Samfundet, indtil den endelig sluttede i en formelig Epidemi: Berigelsesvanviddet. Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen, forstyrrede lidt efter lidt Hovederne. Man saae Exempler paa, at Folk lagde sig tilsengs som smaa Rentierer den ene Dag og vaagnede som Millionærer den næste. Saadanne Exempler maatte nødvendigvis virke fortumlende. Man begyndte med at ville være rig i Løbet af to, tre Aar, man endte med at ville være det i Løbet af en Uge eller to. De alvorlige, grundmurede Børsspekulationer blev lagte til Side, man kastede sig over Spillet. Alverden spillede paa Børsen. Landets første Slægter gav Tonen an; der var Navne som Rohan, Gontot-Biron, La Panouse, Broglie o. s. v. med i alle Kombinationer. Det dirigerende Bourgeoisie fulgte efter. Selv Folk, der indtog betroede Stillinger i Republiken, betænkte sig ikke paa offentlig at knytte deres Navne til Finantsspekulationer, og naar Politiken gik galt for dem, kastede de sig helt og holdent i Armene paa Børsen. En eller anden forhenværende Ministers Navn kunde ikke undværes og var ogsaa stadigt med paa Aktieprospektusserne. Deputerede og Senatorer figurerede saa hyppigt paa dem, at der endogsaa blev Tale om Love, som kunde sætte en Stopper for dette Uvæsen. Og mens Spillevanviddets Smitte saaledes gik fra Dør til Dør paa Samfundets Højder, trængte den samtidig ogsaa længere og længere ned i Dybderne. Den trængte saa dybt ned, som den overhovedet kunde komme. Kudsk og Tjener, der saae deres Herre kaste Penge ud, skjøndt de vidste, at han ingen Formue ejede og Ingenting bestilte, de lærte snart at opdage den uudtømmelige Guldkilde og at øse af den selv. Portneren saae en skjønne Dag Kudsken sige Tjenesten op og anskaffe sig Hest og Vogn. De Operationer, der gav saa mageløse Resultater, mente han, maatte han dog ogsaa forsøge. Og saa spillede Portnerne, og Portnerne fortalte om de store Summer, de vandt, til Urtekræmmer og Spækhøker og Grønthandler, og ogsaa de fulgte Trup. Og Grønthandlerne smittede Sælgekonerne, og saadan i det Uendelige.

Udenfor Børsen, paa Bænkene langs Omnibuskontoret og under Træerne, sad i lange Rækker de gamle "Boursicotièrer" og drev Spekulationen i deres værdiløse Aktieskrabsammen fra antidiluvianske Aartier med ikke mindre fanatisk Raseri end den hele myldrende Stimmel inde i Templet. Sygdommen havde naaet sit Højdepunkt, der maatte komme en Katastrofe.

Den kom i Affairen med _"Union générale"_, Bontoux's berømte Bank, det sørgeligste, men tillige mest drastiske Exempel paa Børsspekulationen og dens Udskejelser i det moderne Frankrig. Bontoux havde før Firserne kun været lidet bekjendt, da han pludselig dukkede op paa Pariserhimlen som den af Lykken mest begunstigede Finantsmand i hele Verden. Han havde, da han grundede sit Bankforetagende, havt den kloge Inspiration at støtte sig til Mac Mahons nærmeste Omgivelser og knytte til sig Folk, der gjennem denne stod i høj Gunst hos Kejseren af Østerrig og de østerrigske Ærkehertuger, Mænd som Vicomte d'Harcourt, Marquis de Bouvois, Baron de Wimpfen, Baron de Bourgoing gik strax fra Begyndelsen Haand i Haand med Bontoux, og de skaffede ham efterhaanden ved deres Indflydelse en Mængde Koncessioner i Østerrig, Ungarn og Serbien. Paa Basis af dem gjorde "Union générale" og dens Affødning, den østerrigske "Länderbank", eller _la timbale_, som den kaldtes i Frankrig, udmærkede Forretninger og erobrede i forbausende kort Tid saa godt som hele Østerrig fra de tidligere Forretningsmænd. Men dertil kom yderligere en anden, meget vigtig Omstændighed. Bontoux's Bank optraadte med Pretensioner paa at skulle være et Slags exklusivt katholsk Finantsforetagende, bestemt til at modarbejde Jødernes, særlig de tydske Jøders Indflydelse paa det parisiske Pengemarked og i det Hele taget gjennem den altformaaende Pengemagt kæmpe paa enhver mulig Maade for den ene saliggjørende katholske Kirke. Den støttedes som Følge deraf af hele Gejstligheden i Frankrig og Østerrig, og det var Folk, der sad inde med Penge. Greven af Chambord tog personlig ikke mindre end halvtredie tusind Aktier, og selve Paven i hvert Fald lovede man som Participant i og Støtte for Banken. Dens Papirer gik da i Vejret med utrolig Hurtighed. Aktierne lød paa 500 Francs, af hvilke der dog aldrig blev indbetalt mere end halvfjerde hundrede. Kort før deres Udstedelse stod de imidlertid i 700, saa steg de til 1200, saa til 2000, 2200, 2500, og godt og vel et Aar efter Bankens Grundlæggelse var de naaede op i ikke mindre end 3200 Francs.

Selvfølgelig kunde det ikke være gaaet naturligt til. Der havde været Tillid og berettiget Tillid til Bontoux's Foretagende, men den rent ud mirakuløse Stigning havde han og hans Banks Administration kunstig skabt. Under Kampen med de jødiske Bankierer, der dannede Konsortier for at fremtvinge Baisse paa "Union générale"'s Papirer, havde denne selv søgt at holde Kurserne ved strax at opkjøbe de af dens Aktier, der blev tilbudte. Da den raadede over store Pengemidler, var det en Stund gaaet godt, og Millionkongernes Konsortier var flere Gange blevne sprængte. Men til Slutning kunde Katastrofen ikke udeblive. De to, tre Gange slagne Børsmatadorer rottede sig sammen igjen, og tilsidst sejrede de. Kampen blev aabnet paa et andet Punkt, Suez-kanalens Aktier var ved en meget betydelig og meget rig Spekulants Agitationer efterhaanden blevne drevne op til en ikke mindre fabelagtig Højde end "Union générale"'s. Fra 900 var de stegne til 3500. Den nævnte Spekulant havde først ved alle kunstige Midler, blandt Andet ved at raade sine Venner til at kjøbe, faaet det paagjældende Papir til at stige og stige i det Uendelige, og da saa Højdepunktet var naaet, kastede han pludselig sine 60,000 Aktier paa Markedet uden at underrette Nogensomhelst derom i Forvejen, ikke engang sine nærmeste Venner. Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at ramme Bontoux dødeligt. Ved et uendeligt Salg fremkaldte de en saa uhyre Baisse, som Paris's Børs endnu aldrig havde set paa noget Papir, ikke engang i Mirès's Dage. Da dette umaadelige Salg ikke mødtes af nogen Kontramine, og da Banken ikke længer havde Summer nok til at kjøbe op som før, sank "Union generale"'s Aktier paa en enkelt Børsdag fra 3200 til 1300, altsaa noget nær 2000 Francs pr. Aktie. Det kom som et Tordenslag over Paris, og det medførte en almindelig Panik. Den langt overvejende Pluralitet af dem, der led Tab paa Unions Papirer, var Spekulanter, som ikke sad inde udelukkende med dette Papir. For at skaffe Penge maatte de sælge over en Hals ogsaa alle andre Papirer; deres Agenter maatte ligeledes sælge for at dække dem, og Baissen bredte sig da og oversvømmede hele Pengemarkedet. Tusinder og atter Tusinder mistede Alt, hvad de ejede og havde, det var Milliarder, der 5 disse Dage blev tabte paa Børserne i Paris og Lyon. Fra den ene Ende af Frankrig til den anden hørte man kun om Ruin paa Ruin. Naturligvis havde der mellem Spillerne ogsaa været forsynlige Folk, som havde hørt op, mens Legen var god, men de Fleste var blevne ved at spille, til Baissen kom, og paa en eneste Dag styrtede da alle deres Luftkasteller sammen. Ikke blot Alt, hvad de havde tjent, og Alt, hvad de ejede, gik tabt i denne Ødelæggelse, men Mange kom kun ud af Krisen med en Gjæld paa Halsen, som de kunde behøve Aar af deres Liv til at dække. Der var særlig een Klasse af Mennesker, som Katastrofen ramte haardt: Kunstens og Literaturens letsindige Verden med dens store Behov for Luxus, dens stærke Fantasi og dens gamle Tro paa, at Guld og grønne Skove engang maatte dumpe som stegte Duer ned i Munden paa den. Af hundrede Literater, Journalister og Artister af alle Slags, var der næppe ti, som ikke i større eller mindre Grad kom under Indflydelse af Berigelsesvanviddet. Verdensberømte Stjerner, der havde gjort Karriere og tjent sig en Formue, satte Alt overstyr, saa de maatte begynde forfra igjen med tomme Hænder; unge Journalister med en maanedlig Gage paa fem, sex hundrede Francs, tabte ti, tyve Tusinde. Regelen var, at Alle mødte paa Likvidationsdagen med de Summer de skyldte. Men med hvilke kæmpemæssige Anstrengelser og med hvilke utrolige Opoffrelser af Venner og Bekjendte de skaffedes tilveje, kan Ingen danne sig nogen Forestilling om, der ikke selv har havt Lejlighed til at kaste et intimt Blik ind i disse sørgelige Forhold. Hele Kunstens og Literaturens Verden blev forarmet ved Katastrofen; de, der ikke selv havde spillet, blev det ved at hjælpe deres Kammerater med den sjeldne Redebonhed og Tjenstvillighed indbyrdes, der er et af de smukkeste Træk i den franske Nationalkarakter. Overfor Fremmede har Pariseren Høfligheden paa Læberne og Hjertet lukket; Ven mellem Ven har han derimod Hjertet og Pungen aaben paa vid Gab.

Denne Redebonhed til at hjælpe, i Forening med den umaadelige Evne paa alle Kanter til at kunne gjøre det, forhindrede, at Katastrofen med "Union générale" blev nogen almindelig Krach. Foruden Bontoux's eget Foretagende gik kun et Par enkelte andre større Banker tilgrunde i Krisen. Landets Velstand ramtes ikke føleligt af den, og den gjorde da maaske kun godt, som Udbruddet af de Sygdomme, der renser Blodet. Den har vel næppe forhindret, at der kan følge andre efter, men den har dog for en Stund gjort de Funktioner normale, som Børsen er bestemt til at udføre i det moderne franske Samfund. Dens Betydning for Landet tør ikke undervurderes. Der har været store Tider, da Frankrigs Aandsliv, da dets mægtige, smittende Idéer, da dets Kunst og Literatur gav det den første Plads mellem Nationerne. Der har været andre ogsaa, da det var de franske Vaabens Gloire, der lagde Verden for dets Fødder. Men Tiderne skifter. Det nytter ikke at bedrage sig selv: i vore Dage er de materielle Krav for stor en Magt, til at Tænkere og Digtere kan anvise et Land dets Rang mellem Staterne. Som Frankrig har været Vuggen for alle Menneskehedens store, moderne Idéer, saaledes er det endnu det ukrænkelige Tempel, det eneste maaske, hvor de har Asylret mod en, om end sygnende, dog endnu mandsstærk Reaktion. Det er deri, at denne levedygtige Nation har sin inderste Styrke, men det er ikke dens Styrke udadtil. Og heller ikke dens Vaaben er det eller vil blive det i en Fremtid, som menneskelige Øjne kan overse; en demokratisk Republik som den franske bliver aldrig nogen Militærmagt. Skal Frankrig hævde sin Position i vort Aarhundredes Slutning, saa bliver det, fordi det er saa lykkeligt ogsaa nu at have, hvad Tiden gjør til det Største og Vigtigste, fordi det er det rigeste Land i Verden. Det er dets lykkelige Jord og Folkets Arbejdslyst og Arbejdsdygtighed, der forskaffer denne Rigdom, men det er Templet paa Børspladsen, der forvalter og frugtbargjør den. Pariserbørsen behersker ikke blot det franske, den behersker det hele internationale Finantsmarked. Der er ikke noget stort Pengeforetagende Verden over, som ikke bliver udbudt paa den, der er intet Land, der kan skaffe de nødvendige Kapitaler tilveje, uden at det benytter den som Forretningsagent og Mellemmand. Da Italien for nogen Tid siden vilde udstede et Laan paa halvfemte hundrede Million og af politiske Antipathier mod Frankrig lod det udbyde paa Londonnerbørsen, gjorde man ynkeligt Fiasco og var nødt til at komme til Paris alligevel. Der indgaar til Frankrig hvert Aar omtrent to Milliarder som Renter af franske Penge, anbragte i Udlandet; det er altsaa en Kapital af henved halvhundrede Milliarder, dette Land har været rigt nok til at laane den øvrige Verden. En saadan Rigdom vilde aldrig være kommen, hvis man som i gamle Dage havde gjemt Udbyttet af sin Jord paa Kistebunden eller i Strømpeskafter. Alle Samfundslag har lært at bringe det til Børsen, derfor er det, at Frankrigs Formue fordobles og fordobles. Og med Formue naaer man vidt i vore Dage, Penge regerer Verden, Millionerne regerer Krigene endogsaa. Frankrigs Position i Europa ligger i Pariserbørsens Haand, det er af den Grund, at den ikke med Urette, til en vis Grad idetmindste, kan, trods alle dens Udskejelser, betragtes som Hjertet for hele det moderne franske Samfund.

KUNST OG KUNSTNERE.

Frankrig har aldrig havt nogen rigtig Kunstperiode før netop i vore Dage. David skabte Skole ganske vist, men han blev dog egentlig, den eneste virkelig Store i hele Kredsen, der samlede sig omkring ham. Folk som Fragonard eller Watteau staar ene, og de er faa endda. Først henimod Fyrretallet, med Piejaden, hvis største Navne var Delacroix, Millet, Théodore Rousseau og Corot, begynder den franske Kunst at gjøre Epoke. Siden da har den taget svær Fart. Den staar nu ikke blot forrest mellem al moderne Kunst, den ikke blot fæster hele Verdens Opmærksomhed paa sig, den har forøget Kunsthistorien med et nyt Kapitel, der er fyldigt som de betydeligste af de gamle og interessant som de interessanteste. Den kan have sine svage Sider, det er der Ingen, der falder paa at nægte. Men den har det umaadelige Fortrin, at den strutter af Liv og Friskhed, og at dette Liv er selve den Tids, i hvilken den er født. Den klæder vore Dage i kunstnerisk Kjød og Blod. Den gjør det med store Evner, med en uendelig Sum af Energi og med levende Sandhedskærlighed tillige. Det er Forklaringen af, hvorfor den holder Alle fangen under sit Trylleri.

Og som Tiden er en Floreringsperiode for den franske Kunst, saaledes er den ogsaa en højst behagelig Tid for de franske Kunstnere. Deres Position i det moderne Parisersamfund er ligesaa dominerende som misundelsesværdig. Regeringen og Selskabet slaas om at udmærke dem, Fru Fortuna øser Louisd'orregn ud over dem uden Ende. Maleriet er, efterhaanden som Luxus'en i de sidste Aartier er stegen og stegen, mere og mere blevet dens første Fornødne. Et Hus, der er indrettet _comme il faut_, kan ikke undvære sit Galleri, selv det beskedneste Hjem maa, naar dets Beboere vil regnes med til den dannede Verden, have et eller andet Kunstværk i sin Salon. At det hænger paa Væggen der, er ligesaa nødvendigt, som at der hænger Diamanter i den gifte franske Dames Øren. Om man har Noget i Kjøkken og Kjælder faar blive, hvad det er, men Brillantørenringene og Malerierne, de er som Klæder paa Kroppen, Velanstændigheden forlanger deres Existens. Med Begjæret stiger Varens Pris. De enorme Summer, der betales for den franske Malerskoles Arbejder, har sin første Grund i, at de er Nødvendighedsgjenstande for den moderne Pariserluxus; men den er ikke den eneste Grund, der kommer andre til ogsaa.

Hvert Foraar kommer Amerikanerne. Det er en formelig Invasion. Siden Frankrig blev Republik, har Flirtationsforholdet mellem Franskmænd og Yankeer Dag for Dag udviklet sig til større og større Intimitet. Ved enhver Lejlighed hædres Søsterrepubliken paa den anden Side Havet. Dens Sæder og Institutioner fremstilles som et Exempel til Efterlignelse, dens Stjernebannere myldre ved Siden af Trikoloren, naar der er Fest i Parises Gader; dens Pariserkoloni feteres, kjæles for, lovprises i Aviserne og begunstiges af _la vie mondaine_. Med al den Opmærksomhed er Amerikanerne yderst tilfredse, og de gjengjælder den ved at bringe Paris deres Penge. De har imidlertid saa mange af dem, at selv Seinestadens vildeste Adspredelsesliv ikke kan sluge dem alle. Og naar disse vor Tids Nabober tager hjem igjen, tager de da med sig, hvad de kan faa fat paa af "rigtigt Parisisk". Maleriet er Modeluxus ogsaa hos dem, og det franske Kunstmarked har paa den Maade faaet et uhyre Opland. Der er Malere, som udelukkende "gjør Forretning" hinsides Atlanterhavet, der er enkelte Kunsthandlere, som tager mange Millioner ind derfra hvert Aar.