Part 1

Chapter 1 3,672 words Public domain Markdown

Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the PG Online Distributed Proofreading Team from scans provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr.

FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJØBENHAVN.

1882

I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at interessere hans Landsmænd.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt, hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.

INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjørenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Præsident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det røde Paris_

_Paa Børsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Søndage ved Paris

_Parisere en évidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsværelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebæltet

Samfundets Bundfald

_Kafé- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis

PARIS OG PARISERNE.

Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu; før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet, er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet, blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker, at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris, og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har tilbagevirkende Kraft.

Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller. Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende, overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget, hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk: Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det, der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser. Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.

Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til. Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde, med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed, som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden, hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede tusinde Udlændinge.

Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker. For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder, hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære; Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund. Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se, hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais. Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der, ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer, der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang, saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden. Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem, man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds, gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op. Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer. Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist. Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund, svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig, men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm, hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette, lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen. Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet, der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at leve sammen med.