# Fædrene æde Druer, Roman Slægten, Opus 2

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-drene-de-druer-roman-sl-gten-opus-2-38080/index.md

Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol ved Vinduet og gav sig til at læse.

Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets Bagside med Redaktør og Bogtrykker.

Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.

-- Kan I se, hvem _det_ er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et Billede frem.

-- Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.

-- Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.

-- Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev fotograferet, min Dreng ... Men her er jo _to_ Billeder af samme Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?

-- Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der _to_? Det vidste jeg saamænd ikke.

Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...

Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.

-- Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.

-- Godt! sagde Povl.

-- Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.

-- Har hun _det_? lo Fruen.

-- Ja, med en lille Bror inden i.

Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:

-- Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.

-- Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.

-- Vil I have hver en Appelsin, Drenge?

Børnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde de:

-- Ja, Tak ...

-- Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den gamle Frue -- Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og uartige, at det var en Gru.

-- Ja--e ... sagde Herredsfuldmægtigen -- Og saa faar Willemoes rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af _dem_, end jeg af mine!

-- Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.

-- Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til Bedstefar.

Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hørte Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da Faderen kom ind i Dagligstuen:

-- Har I sagt Farvel?

-- Bedstefar læser, sagde Povl.

-- Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ...

Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger igennem Avisen og sige Bøh--h!

Men han havde lært at beherske sig.

-- --

Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og nedprentet.

Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:

Kære Elskede!

Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du før gav mig:

Den Stemme som der først mig monne lære At skelne Livets Onder, Livets Goder Den Stemme evindeligt velsignet være Thi den tilhørte Dig min elskte Moder

* * * * *

Naar Du engang træt af din Vej hernede Dig hæver op til Gud, hvor Du har hjemme Da vil jeg trofast om Dit Minde frede Og aldrig, aldrig Moders Navn forglemme

I. Seemann

\18 / \ / 18 × 84 / \ / 7 \

Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se, hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har været.

Din Søn Isidor Seemann.

-- --

Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med heftigt snurrende Tommelfingre.

Men denne Gang af Glæde ...

Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.

Naar han havde drukket Kaffen, tændte han en Pibe, og satte sig hen i et Sofahjørne og »tænkte«.

Fra ni til ti gik han Morgentur efter først at have fodret Karusserne nede i Havedammen.

Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.

Klokken en Kvart paa ét spiste han Frokost hjemme (solo).

Fra ét til tre var han igen paa Kontoret.

Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, røg en Cigar, gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, læste, tegnede og »tænkte« inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Børnene var puttet i Seng.

Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...

* * * * *

Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt. Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til »Bummerten«.

Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler og gamle Kobberstik.

Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte Rummet med sin Vaarduft.

Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...

Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet. Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.

I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad undertiden hændte ...

Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede.

Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog en Bog og gav sig til at læse.

Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...

Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa Stumperne raslede mod Laagen.

-- Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.

-- Ja--e ... smilede Fruen næsten undskyldende.

Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...

Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat, sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:

-- Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg tror Du, at vi endnu har tilbage?

-- Mange! sagde han -- Uhyre mange!

-- Det var kedeligt ...

-- Ja--e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.

-- Ja--e ...

-- Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?

-- Nej Tak ... endnu ikke!

-- Naa--e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!

Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa frem og tilbage i Stuen.

-- Kan Du huske, spurgte hun -- da Du vænnede mig _af_ med at drikke?

-- Ja.

-- Og nu vil Du vænne mig til det igen?

-- Ja--e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er det eneste saliggørende!

Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:

-- Vi er i Grunden et Par stolte -- _Kavalerer_, ha'de jeg nær sagt!

-- Ja, vi er gode at faa Forstand af!

Hun begyndte igen at gaa:

-- Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!

-- Tror Du, lille?

-- Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.

Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:

-- Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han -- Jeg tror, at Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er Sol og Varme!

Hun smilede igen:

-- Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!

-- Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege, lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!

-- Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen at vandre op og ned.

-- Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte hun.

-- Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter _Dig_! ... Naa, hvad sagde han saa?

-- Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og flyve udenfor«!

-- Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!

-- Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: _Der ligger alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar!_ ... Og Du skulde set hans _Øjne_, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive voksne!

-- Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?

-- Nej ... lød det sagtmodig.

-- Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre henrykte ved deres Barndom?

-- Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være _god_ imod Børn!

-- Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle kategoriske Imperativer! ... Men nu _vil_ jeg Fanden gale mig i Seng! Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde jeg ikke taget Dig!

-- Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun -- Godnat!

-- Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?

-- Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i Søvn!

Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ...

Om »Bummerten« talte de ikke.

Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne Portrætter i Havslundegaards Havesal ...

Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:

-- Mødrene drikker Champagne, sagde han -- og Børnenes Hoveder bliver skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal tage med Børnebørnene!

Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af:

-- _Sagen er den_, sagde han -- _at man skulde have sig en acceptabel Gud at falde tilbage paa, lille Reseda_!

Der var tændt Lamper og Lys baade i Arbejdsværelset og Soveværelset.

Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans hyggeligste Time. Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt med selve Livet og hinsides al »Kultur« og konventionelle Hensyn.

... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.

Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede »alvorlige« Sager med ham:

-- Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt med ham -- Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa højtidelig!

Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.

Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden rolig, besindig og alvorlig Mand ...

-- Ha, ha, ha, hi-i-i ...!

Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han sang højlydt til en selvlavet Melodi:

-- Ak, hvor Livet dog er rigt -- plum, plum! (slog han paa Linealen) -- og skønt -- plum-plum! -- og dybt -- plum, plum! -- Og ak, hvor paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi jeg blev til! -- Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der avlede mig paa et Klubbal -- plum, plum! -- midt imellem Lancieren og Françaisen -- avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde, der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af Kræft -- plum, plum! -- i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...? -- Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal frygte din Gud og elske dit -- plum, plum! -- Fædreneland!

Han kastede »Guitaren« fra sig, tog en Spilledaase frem af Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...

Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:

-- O Miranda, Du -- plum, plum! -- uforglemmelige! -- Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk, og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en -- plum, plum! -- Kvinde kan det! -- O Miranda, med de brune Lemmer og det hede Skød! -- O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af Hvidløg! -- Hvor er Livet dog rigt -- plum, plum! -- og skønt -- plum, plum! -- og guddommelig meningsløst! -- Og nu har jeg gjort en Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er -- plum, plum! -- Uldahler nok i Verden i Forvejen!

Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:

-- Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt -- Skaal, Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!

Skaal!

Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...

-- --

Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.

Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele Haven.

Kun øverst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og særlig da ikke naar Faderen var hjemme.

-- Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen.

Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit Afkom ...

-- --

Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste, Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt.

Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke og glædede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke Hvedebrød, som han skulde ned med til Karusserne.

Jørgen kom tæt og firkantet ud af Gadedøren og stillede sig ved Siden af Faderen:

-- Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han.

Isidor saa ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:

-- Ja Du maa.

Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:

-- Tak!

-- Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!

-- Nej!

-- Og Du maa ikke holde mig i Haanden.

-- Nej!

-- Skal Du ikke have en Overfrakke paa?

-- _Næ--j!_ sagde Drengen foragteligt -- Det er kun gamle Mænd!

Og de gik sammen ned igennem Haven.

Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind i Faderens Haand.

-- Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?

-- Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig -- det glemte jeg nok ... altsaa!

Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.

-- Hvad bestiller _Du_? spurgte Isidor.

Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:

-- Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over Middelhavet! sagde han.

Isidor tog til Hatten:

-- Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar... _Delfinerne_?

Povl slog naadigt ud med Haanden:

-- Værsaaartig, min Herre! sagde han.

-- --

Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene, gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens »Anlæg«. Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og Østenvinden bed ...

-- Fryser Du ikke, Jørgen?

-- Nej, det er jo Sommer!

Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.

Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:

-- Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen?

Herredsfuldmægtigen fôr sammen ved Forstyrrelsen:

-- Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han saa.

-- Ja ...! nikkede Drengen -- Men hvis Du var saadan indeni, li'som jeg, saa kunde _Du_ vist heller ikke tie stille ret længe!

De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik ned mod det skidengraa Vand:

-- Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.

Isidor svarede ikke.

Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:

-- Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.

Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham længere, spurgte imødekommende:

-- Hvad hedder hun?

-- Hun hedder Fru Mathiesen ... _Maa_ jeg mere?

Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa Drengen i den Timestid, Turen varede ...

-- --

Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:

-- Stands, eller I er Dødsens!

Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer, Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.

Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.

-- Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst -- Carl Petersen er min Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!

-- Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.

-- De ni Vande!

-- _De ni Vande!_ gentog begge de overrumplede hurtig.

-- De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke.

Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:

-- Hyss! sagde han -- Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!

Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med sig.

-- De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse -- Hører I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!

-- Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset -- den hvide Mand rejser sig!

Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt i Knæene:

-- Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.

Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:

-- Naade ...? bad han -- Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.

-- Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver.

Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin Vaabendrager.

-- Radamaly suopis sek! sagde han -- Vi har Brug for en Blodhund.

Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.

-- Af Sted! kommanderede Langtryne -- Min Fader Ligæderen vil møde os i Sumpene nord for de store Søer!

Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.

Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...

-- --

Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod Huset.

Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød hende uden at kny.

Men hun behandlede dem med større Honnør nu. Og man fortalte, at hun endogsaa havde været hos Prokurator Bauer og forhørt, om det ikke var muligt, at »Drengene« kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod sig gøre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen ... Hun vedblev med at være den første, der stod op om Morgenen, gjorde Ild paa til Davren, vækkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet i Trit.

Men om Middagen præsiderede hun i Herskabsspisestuen for Sønnerne, der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit Værelse og spiste »inde«.

-- --

Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt for Pigebørnene paa Havslunde.

Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre. Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens Drift og øvrige Forretninger.

Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves, skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt alle tre og falde over hverandre ...

Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.

Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole, og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og retledede hinanden og hjalp hinanden.

Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...

Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.

-- --

Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:

-- Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun -- det kan aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling efter ham; og saa er Du din egen Mand.

Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...

Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.

Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:

-- Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert?

Hans saa ned for sig:

-- ... Næi ...

-- Er Du opsat paa hende endnu?

-- ... Næi ...

-- Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.

-- ... Ja--e ...

-- Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.

-- ... Næi ...

-- Hvordan vil Du befri Dig?

Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:

-- ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i Rynkeby ...

Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:

-- Naa, sagde hun -- ja, det kan der vel nok blive Udvej for ... Hvormeget skal han sætte i den?

-- Syvhundrede Kroner ...

-- Ja--e, det er jo Penge ...

-- Ja--e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen imellem ...

-- Næi ... sagde Pompadour -- naturligvis!

Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt Gaard og Gods ...

-- --