Part 8

Og Aften efter Aften lod nu Fru Mona Vinteren igennem spænde for Slæden, og fôr saa med Topper og Svajfere og ringlende Klokkespil bort over Vindebroen, medens Skæret fra de høje Standlygter legede i Hestenes blankstriglede Kroppe under det bølgende Kanenet.

Og rundt om hende halsede, tumlede og rasede hele Hunde-Meuten, væltede hinanden, bed, sloges og glammede løs ... Hektor, Freja, Herkules, Sonja, Chasseur ... og strøg saa i Firspring efter Slæden frem over de tavse Veje.

Det var som selve Kong Valdemars vilde Jagt, der lagde al Vejfred øde!

Og hæderlige Nattevandrere veg forfærdet i Grøften, naar Synet nærmede sig. Og der stod de saa i Sne til Bugen og stirrede efter hende og kunde ikke komme til Vejret igen.

-- Det Djævelskab! mumlede de -- Det Djævelskab til Beriderfrue! Hun jager nok Livet af sig selv engang!

Og de kravlede møjsommeligt frem af Sneen, medens Toget rasede videre ...

Det var Fastelavns Søndag.

Hele Havslunde By havde Uger igennem glædet sig til denne Højtidsdag. Frøken Frederikke havde nemlig arrangeret en Kostumefest nede paa den islagte Bugt foran Badeplænen. Og der var udstedt Indbydelser til alle Sognets Beboere.

-- --

Allerede Klokken otte Morgen var Frederikke ude af Sengen og henne ved Vinduet for at se paa Vejret: Det var stille, diset Frost med Rim over alle Træer og Buske.

Hun jog hurtig Fødderne i Morgentøflerne og løb i Natkjole ud paa Gangen hen til Frøken Sofies aflaasede Dør, hvor Tyrk laa udenfor som Vagt:

-- Sover Du, Sofie?

-- Ja ... lød det gnavent.

-- Det bliver det dejligste Vejr!

-- Hvad er Klokken?

-- Otte!

Herpaa fulgte intet Svar kun en Brummen.

Saa slog Frederikke arrigt i Døren, sparkede til Tyrk: Store Bæst, ligger her og breder sig! ... og skyndte sig forbi Annas Værelse og ind til Charlotte:

-- Det er det dejligste Vejr, Charlotte, og blikstille! ...

Charlotte rejste sig hastig over Ende:

-- Hvad er Klokken?

-- Otte ...

-- Saa er det altfor tidligt at staa op ... Kom hellere her og put Dig lidt ned til mig?

Frederikke rødmede:

-- Nej, ikke mere ... Det vil jeg ikke mere ...

Charlottes Øjne lynede:

-- Saa siger jeg til Mor, at Du løber og spiller Kæreste med Elev Jakobsen!

-- Pyt! Hvad tror Du, jeg bryder mig om _det_!

Den anden slog øjeblikkelig om:

-- Kom ...? bad hun ydmygt og strakte Armene frem.

-- _Nej_, siger jeg jo!

Og ud fôr Frederikke af Værelset ...

Klokken var tre. Solen var forlængst brudt frem og havde jaget Taagen paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ...

Lørdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet en stor Skøjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og skinnende.

Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stænger med Granguirlander imellem. Havebænkene var stillet frem; og fra en Forhøjning bygget af Cementtønder og Vognbunde truttede fire Horn-Musici.

I Badeteltet lavede Ane Kokkepige Kaffe, og Frøken Anna og Olga Stuepige gik rundt udklædte som Hvedebrødskoner med uhyre Hankekurve i Aag over Skuldrene og solgte gratis Fastelavnsboller. Priserne steg hurtigt og fabelagtigt, thi Olga havde fundet paa, at den, der kunde nævne den højeste Pengesum, skulde beværtes først. Femhundrede og halvtredsindstyvetusinde Millioner Kroner for en Kop Kaffe med Brød var en ren Spotpris; og man bød stadig hinanden over; det morede Gæsterne at svælge i disse uhyre Tal; de blev svimle af det og følte sig for en Gang Skyld som Matadorer, hvad der forhøjede Stemningen ...

Med »Kostumeringen« derimod var det kun saa som saa. Man holdt ikke af »at skabe sig ud« i Herskabets Nærværelse.

Egentlig var det kun den lille Minka, Jægermesterens Datter fra Mosegaarden, der rigtig havde lystret Ordre. Hun havde iført sig sin Bedstemoders gamle Landsdragt med guldnakket Bindehue, flaskegrønt Skørt og sort Klædesliv med broget Skulderklæde. Og hun saa henrivende ud: det gulblonde Haar krusede frem om Pande og Kinder, Munden smilede, og Øjnene lo. Og dertil var hun kun atten Aar og havde det lækreste lille, buttede Legeme lige til at gaa rundt og kysse paa. Der stod en Duft af Erotik om hende, saa at alle Karlfolkene var som galne efter at komme i hendes Nærhed.

Men bedst som de logrede og vred sig, kom Frøken Charlotte, der var i Mandsklæder og stod bag paa den lille Enspænderslæde forspændt med Islænder-Mikkel, og snappede hende bort for Næsen af dem og forsvandt langt ud over Bugtens snebelagte Isdække.

-- Nu farer Charlotte igen af med Minka! smilede Fru Line, der saa til inde fra Land.

-- Ja, det faar de da allenfals ingen _Børn_ af! sagde Staldkarlen, gamle Jens Pinedød, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham.

De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter, og Fru Line lo muntert med.

Hun havde paa Døtrenes indstændige Anmodning kostumeret sig i Pelskaabe, Sommerhat og Solskærm. Hun gik rundt og talte med Konerne og Børnene. Og hvor hun viste sig, spirede Smilet og Glæden; saa ligefrem og »gement« kunde hun belægge sine Ord ...

Nu opstod der pludselig en frygtelig Larm og Forvirring med Hylen og Skrigen og Flugt til alle Sider.

Det var Fru Mona fra Hvidgaard, der kom farende fra Lindealléen i Russer-Slæden og med hele Hundekoblet efter sig.

Hun knaldede med Pisken, saa at Hestene stejlede og Hundene trimlede:

-- Goddag, Børn! Naa, hvordan morer I Jer?

-- Tante Mona, Tante Mona! raabte Frøken Sofie og løb hen mod Slæden.

Men Tante Mona standsede ikke. Hun svingede Køretøjet et Par Gange rundt paa Pladsen og raabte tilbage:

-- Jeg skal hjem til Middag! Jeg vilde blot se, hvordan I havde det!

Saa drejede hun igen Castor og Pollux ned ad Lindealléen:

-- Farvel, Farvel! raabte hun og svingede med Pisken og forsvandt.

Hundene væltede efter hende ...

Hansine Havekone kom hen og nejede for Fru Line. Hendes gamle Ansigt lyste af alle Rynker:

-- Nej, saa priser jeg dog vores _egen_ Frue! sagde hun -- hende, den anden, er da et sært Vildskud!

-- Hun er jo endnu ved Ungdommen, lille Hansine, smilede Fru Uldahl tilbage. Og for at forebygge al videre Tale om Fruen fra Hvidgaard, spurgte hun -- Har Hansine faaet Kaffe?

-- Jo, mange Tak da ...

-- Hvad maatte Hansine betale for den?

-- Hi--ja--e, lo den Gamle -- En slap da ellers med to Hundrede Miljoner, hi, hi!

-- Det var billigt! Skal Hansine ikke have en Kop til?

-- Jo ... _Penge_ kniber det jo ikke med i Dag!

Og Hansine rokkede fornøjet hen til Ane Kokkepige i Badeteltet:

-- Ti Tusind Miljoner Kroner og tre Mark og fire, Ane! sagde hun grinende og fik den femte Kop Kaffe udleveret ...

Ungdommen derimod gav sig næppe Tid til at spise. Den løb paa Skøjter, gled paa Glidebaner, snurrede paa Iskarrusel, knuste Jydepotter og slog Katten af Tønden. Der var stundom paa Festpladsen en Larmen, Raaben og Spektakel, som holdt hele Verden Frikvarter der paa Stedet ... og saa kom oven i Købet Frøken Charlotte engang imellem farende med sin Slæde midt ind i den hele Hurlumhej:

-- Ta' hende! Nap hende! raabte Karlene og jog Næverne ud efter den lille Mose-Minka.

Men Charlotte slog løs paa Mikkel, og Pigebørnene forsvandt igen ud over Isen ...

-- --

Saa lød der paa ny Piskesmæld og Klokkekimen fra Lindealléen. Man troede, at det var den gale Fru Mona, der kom tilbage. Men saa viste det sig at være Lars Kusk, der var ude at sole de tre Gamle fra Asylet. Han svingede med Bredslæden lige hen foran Musikken, saa Skimlerne dansede.

-- Nejmen, det er jo _Asylerne_! sagde Frøken Sofie og løb op fra Isen med Skøjterne paa ... Hun var i Cycledragt med Posebenklæder og rød- og blaa-stribet Fiskertrøje. Paa Hovedet havde hun en skotsk Hue, der sad hende bag ad Nakken og skjulte Haaret:

-- Vil I ha' en Tur med? spurgte hun og pegede ud mod Iskarrusellen, hvor Børnenes Slæder susede vildt i lange Reb.

-- I Gu' fri og frels, lille Sofie! sagde Ingwersen -- saa blev der nok ingenting igen af vos!

Rottbøl sad stille lyksalig med »Nikoline« paa Skødet. Solen varmede den Gamles Ansigt og Hænder; og Dukken, der laa halvt ned, vendte velbehageligt det hvide ud af Øjnene.

-- Vil I ikke smage vores Kaffe? spurgte Fru Line og vinkede af Hvedebrødskonerne, at de skulde komme.

-- Jo--o ...! nikkede Lurvadt med lækkersultne Øjne.

-- Nej, vi vil ikke! sagde Ingwersen -- Jeg fryser ved Søen! Kør saa, Lars!

-- Jamen en _Bolle_? raabte Frøken Anna -- En _Bolle_?

Og da Slæden i det samme satte sig i Bevægelse, slyngede hun en Bolle midt ind imellem de Gamle.

Og man saa straks seks gridske Hænder jage frem for at kapre den ...

-- Ja, saadan sku' man ha' 'et! sagde Maren Ørentvist til Spat-Marie og pegede.

-- Ja, de har 'et sgu som Dronninger! nikkede Marie.

-- Og saa hører de endda ikke til _Familien_! mumlede Lig-Johanne -- Skønt hvem ka' for Resten vide det!

Alle tre Madammer var i Søndagspudsen og havde syt sig et Par ekstra Tøjblomster og Baandender paa Konehattene for at accentuere Festen.

Spat-Marie humpede rundt med sin Alexandra i en værkbruden Barnevogn med Gummihjul. Pigen var emballeret i Puder og Sjaler; og kun hendes forfærdelige Svinetryne saas uophørlig gnaskende Bagværk i sig. Naar den ene Bolle var fortæret, hylede hun op og slog om sig, indtil hun fik den næste. Moderen rev bogstavelig talt Hvedebrødet ud af Hænderne paa de omstaaende Børn for at fylde det i Datteren. Saaledes gik det ogsaa hjemme til Hverdag med Føden. Alexandras to smaa Brødre Anders og Nils Peter, og Lig-Johannes Juliane holdt sig derfor i Dag klogelig uden for Skudvidde ...

Spat-Marie, der længe havde kigget langøjet efter Fru Line, drejede nu Vognen med Datteren resolut i Vejen for hende:

-- ... 'da--a! hilste hun katteslesk -- ja _vi_ maa da ri'nok osse hilse paa Fruen.

Frøken Sofie, der stadig stavrede rundt med Skøjterne paa, vilde trække sin Moder bort med sig, men Fru Uldahl blev staaende:

-- Goddag, Marie! nikkede hun venlig, men undgik dog at se paa Monstrummet i Vognen -- hvordan har vi det?

-- Jo, Tak, lille Frue, smiskede den anden -- saadan som Smaafolk kan ha' 'et ... Vintren er jo haard!

Alexandra begyndte at grynte ilde. Bollen, hun sad med, var næsten opædt. Hun hvæsede og brummede over den som et Dyr; og Spyttet flød hende ud af Mundvigene.

Ogsaa Maren og Johanne havde nærmet sig. Og de omstaaende Fruentimmers Ansigter blev rævespidse og agtpaagivende: Nu blev der Spas!

Men Frøken Sofie rykkede Fru Line haardt i Kaaben:

-- Mor skal gaa med, sagde hun nervøst -- straks! Jeg kan ikke holde ud at staa længere paa de Skøjter!

Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor, nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren.

-- Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt -- hun er ikke dristig ved vos ... _Fruen_!

Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud.

-- --

Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa det hørtes langt op paa Land.

Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa hadsk ud. Elev Jakobsens Latter klang nemlig højt over alle de andres; han havde forlængst glemt Affæren med Forvalter Jensens Selvmord. Og siden Sørine Juledags Aften saa moderligt havde taget sig af ham, var der kommet baade Liv og Spræl i hans tunge, saftfyldte Krop.

Og nu fôr han rundt derude paa Isen og gramsede efter Pigerne, saa at hans halvgamle Læremoder var ved at springe af Skindet af Jalousi.

Især var det væmmeligt at se paa, saa han og Frøken Frederikke kunde more sig sammen; de løb med krydsede Arme Banen rundt og mødtes og skiltes og satte efter hinanden og snublede og laa og rodede rundt, saa de var nærved at himle af Latter:

-- Naa, Fanden for Resten med Frøken Frederikke, for der kunde jo aldrig være Tale om noget de to imellem alligevel! Det var de andre Pigebørn, Sørine ikke kunde taale, at han gav sig af med. Og hun havde flere Gange besluttet at gaa sin Vej for at slippe for Synet af al den Forargelse; men hun kunde ikke faa sig til det; hun _kunde_ ikke komme af Sted, skønt Skinsygen bed hende som en ond Orm:

-- Og saa er det endda mig, der har sat _Liv_ i ham! tænkte hun og knyttede Næverne inden for Sjalet, som hun havde slaaet op over Hovedet -- Han vidste sgu hverken ud eller ind, da jeg fik fat i ham! Og pludselig spyttede hun tænderskærende ud over Isen, medens hun samtidig tudbrølede ved Tanken om, at det nu rimeligvis vilde gaa med Jakobsen, ligesom det for et Par Aar siden var gaaet med en anden ung og ubehjælpsom Mand, hun havde taget sig af: han var endt med at kalde hende »et gammelt Lær«, og var saa blevet Kærest med en af Mejeripigerne:

-- Aa Gud, aa Gud! hulkede hun fuldstændig ubehersket -- altid er det de unge, skallede Tøse, der ta'r Brødet ud af Munden paa vos Ældre! Og her med Jakobsen handlede jeg dog af den skæreste Medlidenhed, for at Drengen ikke skulde ligge der alene paa sit mørke Leje, da det Fæ til Forvalter var gaaet hen og hængt sig og faldet ned i Armene paa ham ...! Aa Gud, aa Hu--u, lille, sødde, velsignede Jakobsen, hvor kan Du nænne det, hvor kan Du nænne det ...!

-- Hva' staar Du der og ser saa broget ud i Ansigtet efter? spurgte Pin'de-Jens, der kom forbi.

Sørine trak Sjalet tættere om Hovedet:

-- Hva' rager det Dig?

-- Næi, saagu' ... Er 'et ham, Jakobæus derude, der sætter Vandet op i Dig? ... Slaa Du heller Tappen i Tønden og la' Ungdommen fornøje sig.

-- Li'som Du og Johanne!

-- Li'som jeg og Johanne, ja ... Baade Du og jeg har pin'de faaet, hva' _vi_ har haft godt af i _vor_ Tid; lad nu de andre komme lidt til.

Sørine vendte sig bort og svarede ikke.

Og gamle Pin'de-Jens stavrede videre; han skulde hjem og se til Hestene ...

Godsejeren havde i sin Tid købt ham til at gifte sig med Lig-Johanne, da hun var blevet frugtsommelig, og givet dem fri Bolig i Familiehuset.

Men Jens tilbragte sine fleste Dage i Hestestalden oppe paa Gaarden, og sine Nætter i et Rum ved Skæreloen. Spurgte man ham, hvorfor han aldrig var hos sin Kone, sagde han, idet han rystede begge sine Hænder i Højde med Ørene:

-- Nej, nej, nej, go' Ven; der har jeg pin'de ikke noget at skaffe!

Han gav trolig Johanne Halvdelen af sin Løn. Men Hovedstolen, de fem Hundredekronesedler, han havde faaet for at tage hende, gemte han og flyttede om med paa de forborgneste Steder.

Kun paa Søn- og Hellig-Dage tog han dem frem til Beskuelse ...

-- --

-- Gaar Mor nu op?

-- Ja, lille Sofie, jeg begynder at fryse.

-- Men Mor kommer vel ned igen, naar de kulørte Lamper skal tændes?

-- Ja, det kan Du tro! Jeg vil da nok se den Stads!

Frøken Sofie vendte Ansigtet bort og saa ud over Isen:

-- Hvorfor mon Fætter Isidor ikke kommer med Drengene, som han lovede i Onsdags ...

Fru Line betragtede hende smilende:

-- Rositta er jo ikke rigtig rask, véd Du ...

Ude paa Skøjteløberbanen spasede Frøken Frederikke stadig rundt med Elev Jakobsen. Og Charlotte og Minka fôr leende forbi i Kanen:

-- Du holder Dig altid saa alene, lille Sofie, sagde Fru Uldahl og strøg Datteren ned over Kinden.

-- Det véd Mor, jeg holder mest af ... sagde Sofie, og hendes Øjne fyldtes med Taarer.

-- --

Solen var gaaet ned, og Mørket faldt paa. Et Par af Karlene havde lavet Begfakler, som de tændte og jog af Sted med henover Isen.

-- Jakobsen ...? hviskede Sørine Kokkepige, da Eleven kom op for at hente de kulørte Lamper i Badeteltet. Hun havde ikke flyttet sig af Stedet, hvor hun stod; og hendes Ansigt var blaat af Graad og Kulde:

-- Jakobsen ...? Lille, go'e Jakobsen ...?

Men Eleven hørte hende ikke.

Han gik og fløjtede ...

I Villa Seemann var man ikke glade ved det Barn, der skulde komme. »Bummerten« havde man døbt det med et Forsøg paa at tage Sagen humoristisk. Og Isidor havde lavet en Tegning af det, hvorpaa det stod paa et Katheder, lille, gammelklogt og med Briller paa Næsen, og bebrejdede sine sønderknuste Forældre, at det var blevet til ...

Men Fru Rositta gik stille og omfangsrig rundt i Stuerne, medens Isidor angergivent puslede om hende.

Ogsaa denne Situation havde Herredsfuldmægtigen foreviget.

Men ligemeget hjalp det ...

Det skulde heller ikke bidrage til at løfte Sindene, at gamle Fru Seemanns Humør i den senere Tid var sunket ned under Nulpunktet. Grunden hertil kunde ingen blive klog paa; og naar man spurgte hende, svarede hun ufravigelig:

-- Det véd jeg ikke ... jeg er bare saa bedrøvet.

Men saa endelig en Dag under ét af Isidors sædvanlige Besøg, fik den gamle Dame Luft ...

De sad paa deres »Mindeplads« i Hjørnesofaen; Fru Seemanns Hage sitrede nervøst, og hendes Øjne var duggede af Taarer.

-- Men hvad er der dog i Vejen, lille Thora? spurgte Isidor og tog hendes Haand -- Sig mig det dog nu?

Og saa kom det under stærk Hulken:

-- Det er _Far_ ...!

-- Og hvad gør saa han da?

-- Han lader mig sidde saameget alene ...

-- Jamen, det vilde da være svært upassende, om Thora gik med ham hen i Klubben, det er jo kun for Mandfolk.

-- Ja, det véd jeg nok ... Og der er saamænd ingen, der er gladere end jeg over, at det gamle Skind har mældt sig ind i den.

-- Naa, jamen ...

-- ... Men jeg _kan_ ikke taale at sidde alene, det véd han godt ... og det sagde Fru Willemoes ogsaa, da hun var her igaar, at det var en stor Skam af ham ... og saa sagde jeg det til ham, da han kom hjem, at hun havde sagt det ... og saa sagde han, at han vilde smide hende paa Hovedet ned ad Trappen, næste Gang hun kom; for hun skulde ikke gaa og sætte ondt mellem Ægtefolk, sagde han.

-- Og tror Thora, at han gør det?

Fru Seemann blev rød og hidsig:

-- Nej, min Dreng, nikkede hun -- saa kender Du kun din Fader daarlig! Han er virkelig altfor nobel og fin en Karakter til at kunne finde paa saadan noget!

Isidor myrdede et Smil:

-- Naamen, saa er det jo ikke noget at tage sig saa nær, lille Kone.

-- Nej, sukkede hun, da hun mærkede, at hun var slaaet -- nej, det er heller ikke saameget _det_ ...

Ogsaa Isidor sukkede:

-- Hvad er det _da_ ...?

Den gamle Dame stirrede fortabt hen for sig; hendes Hænder laa nu i hendes Skød, og Tommelfingrene boltrede sig i nervøs og rasende Fart omkring hinanden:

-- Det er mit _Salighedshaab_ ... brast det ud af hende.

-- Men Herregud, lille Mor, lo Herredsfuldmægtigen og klappede hende paa Kinden -- Du kan da begribe, at St. Peder vil blive henrykt ved at se Dig! ... Næ, er det _Dig_, Thora Seemann! vil han sige og brede Armene ud: Kom dog her, saa skal jeg bære Dig lige ind for Vorherres Throne!

Den gamle Frue smilede, medens Taarerne endnu løb hende ned over Kinderne:

-- Ja, var det _Dig_, der var St. Peder, lille Isidor, saa havde jeg nok ingen Nød ...

-- Thora kan godt faa en Anbefaling med fra mig.

-- Fy, saadan noget spøger man ikke med!

-- Nej, det er virkelig ogsaa mit ramme Alvor! Du, der er saa sød og elskelig, skulde _Du_ ikke komme glat i Himlen, saa kom der slet ingen!

Fru Thora rystede stille paa Hovedet:

-- Nej, sagde hun -- jeg er tit ond og urimelig baade mod Far og Jer andre ... Men det er heller ikke _det_, føjede hun trøstesløs til -- for _det_ kan jo afbedes ...

Her begyndte Tomlerne igen at suse vildt; og idet hun selvopgivende støttede sin Pande mod Sønnens Skulder, sagde hun hulkende:

-- Jeg _kan_ ikke tro paa Jesu ubesmittede Fødsel, lille Isidor ... og ingen kommer til Faderen uden gennem Sønnen!

Herredsfuldmægtigen maatte bide sig haardt i Læben for ikke at komme til at le:

-- Endelig var det da lykkedes den gamle Dame at sætte ham ordentlig til Vægs!

Og han følte den dybeste Beundring for hendes Snedighed ... samtidig med at han havde den inderligste Medlidenhed med hende, thi hun led jo ved al dette Tænkeri.

Og saa smilede han igen:

Saalangt han kunde huske tilbage, var der nemlig blevet ført denne stille Kamp imellem dem om hvem af dem, der kunde faa Overtaget.

Saasnart Fru Thora havde fundet en ny Grund til at sørge og udgyde Taarer, havde Isidor straks søgt at paavise hende, at det ingen Grund var; og hun havde tilsyneladende ladet sig trøste.

Men inderst inde havde hun følt sig irriteret over, at han altid skulde gaa af med Sejren.

Og hun udtænkte subtilere og subtilere Aarsager til Bedrøvelse. Hun _maatte_ græde, ellers var der ingen Fornøjelse ved Livet. Men hun forlangte paa den anden Side ogsaa at blive _trøstet_!

Naar Isidor gik op ad Trappen til Forældrenes Lejlighed, tænkte han altid med en vis Beklemmelse: Gud véd, hvad den lille Thora _nu_ har hittet paa af Spidsfindigheder! Men hidtil havde han dog som sagt haft Held med sig til at bevise hende over. Hvad der ogsaa i Øjeblikket kunde bevirke, at hun følte sig lysere og lettere til Mode.

Men naar hun saa igen var bleven ene, reagerede hun irriteret mod hans Dialektik og pønskede og pønskede for dog endelig og uafviselig engang at kunne sætte Sønnen Bet og spille en Trumf ud, som han ikke evnede at stikke.

Og det var nu altsaa i Dag omsider lykkedes hende:

Den »ubesmittede Undfangelse« kunde han ikke give igen paa.

Allermindst med sin Rosittas nuværende Tilstand in mente!

Han greb derfor i sin Vaande til en Vittighed:

-- Herregud, lille Thora, sagde han og klappede hende igen paa Kinden -- naar Vorherre har kunnet lave alt det andet, har han da ogsaa sagtens kunnet lave et lille Barn!

Men den gamle Dame vilde ikke saaledes lade ham slippe udenom, nu hun endelig havde faaet ham i Saksen:

-- Hvor er Livet dog frygteligt! klynkede hun -- Ingen har man at tale med, og ingen, der kan hjælpe En!

-- Men lille Mor dog ...

-- Jamen saa _trøst_ mig da Dreng! sagde hun pludselig haardt og arrigt -- Du plejer jo ellers altid at prale af, at Du kan _trøste_ mig!

-- Næmen _Kone_ dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket -- nu bliver hun jo uartig!

Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham, gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:

-- Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi, jeg er syg af at sidde saameget alene ...!

Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...

Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:

-- Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg hører til den frygtelige Familie ...

-- Mener Du din Mands?

-- _Nej!_ sagde hun hidsig -- jeg mener _Uldahlerne_, naturligvis!

(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf Blaaskæg.)

-- Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.

-- Ja, jeg skal love for det med _den_ Nils!

-- Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?

-- Nej, saagu da om jeg vilde!

-- Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har faaet _mig_!

Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:

-- Ja, Gud velsigne Etatsraaden for _det_! sagde hun -- Du mit Solskinsbarn!

I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i Forstuen.

Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:

-- Der er Far! sagde hun -- Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op -- Nu skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om igaar ...!

Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud paa Bordet foran Sofaen:

-- Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun -- Vi si'er ikke no'et til Far!

Gamle Seemann traadte ind:

-- Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo fornøjet -- Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar ude i Entréen til Jer?

Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og Jørgen, viste sig:

-- Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi _skulde_ ...! undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.

-- Men det er jo _Børnene_! sagde Fruen og løb til og kyssede og omfavnede dem -- _Det_ var rigtignok en Overraskelse!

Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint, blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.

Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond Samvittighed, fordi han lod hende være alene -- men han elskede sin Klub.

-- Hvordan gaar det, Mor?

-- Godt, Far!

-- Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede han lettet.