# Fædrene æde Druer, Roman Slægten, Opus 2

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-drene-de-druer-roman-sl-gten-opus-2-38080/index.md

-- _Vandt! Vandt!_ ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting bort ... Vel, Isidor?

-- Aa, jo ...

-- Et gammelt _Arvestykke_, der skal gaa i lige Linje! Næ, Gu' har man ej!

-- Du saa jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz.

Nils's Øjne lynede:

-- Hold Kæft! sagde han -- Stokken er _min_, og det vidste den gamle Æsel godt, derfor slap han den aldrig af Hænderne ... Hold lidt, Lars!

Lars holdt Hestene an; man tændte en Cigar; og Snakken begyndte igen.

Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lømler var naturligvis blevet godt betænkt; men der var nok at tage af. Man anslog den Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden Gaard og Gods.

-- Men her sidder vi og vrøvler, udbrød saa Hofjægermesteren -- _Du_ er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.

-- Nej ... det er Sagfører Baur.

-- Den Bondefanger! brummede Nils stadig ophidset -- Det var da den værste, han kunde falde i Kløerne paa!

De snakkede videre om Gaarden, om Besætningen og om Driften. Hvis _Nils_ fik Ravnsholt, vilde han straks sælge den igen; han havde Brug for Kontanter, sagde han. Men til en _Bonde_ solgte han ikke! Det var væmmeligt at se, hvordan de Bøndertampe var begyndt at brede sig rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man læste i Avisen, at nu havde én eller anden Nielsen eller Petersen eller Knudsen købt et eller andet gammelt Gods!

-- Eller en _Jensen_! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem over Markerne mod Egesborgs høje, hvide Hovedbygning, som de netop passerede. Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer, garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.

-- Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.

-- Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig -- at _vi_ er ormstukne, Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er Samlere, voilà tout!

-- Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjægermesteren -- Det tror _de andre_ da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang gaa _dem_ ligesom os. Fædrene æder Druer, og Børnenes Tænder bliver sure, ha, ha! ... Men foreløbig er de altsaa endnu _Fædre_!

-- Aa, _jeg_ skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.

-- Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz -- Ja, den Historie kender vi!

Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at betragte sine Slægtninges Ansigter:

Nils's, der før under Søvnen havde set slapt og træt, næsten forpint ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store, vandblaa, upaalidelige Øjne lyste ondt.

Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vældige Skæg omtrent samme Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede. Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paaklædt, soigneret og i Legemsstørrelse.

Og Frantz, den underfundige Sjæl, sad stadig, selv naar han sagde dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde og ufattelige, undersøiske Lattertilbøjelighed ...

Lars Kusk meldte fra Bukken:

-- Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!

-- Hov! Halløj! Stop en halv! raabte Hofjægermesteren, da Køretøjerne passerede hinanden.

Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de hverken saa eller hørte.

-- I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde Nils -- siden baade Loven og Profeterne er ude! ... Kør _til_, Lars!

Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane kun en Tjenestepige frem i Døren.

-- Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.

-- Han er ... han er død, stammede Pigen og stak i Graad.

-- Er han død?

-- Ja ... han døde ... her for en Time ... siden.

-- Hvor er Madam Henriksen?

-- Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...

Nils blev sprutrød:

-- Sig, at vi vil tale med hende!

-- Jo ...

-- Vi gaar ind paa Kontoret.

-- Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.

-- Jeg tror, Kællingen er forrykt, buldrede Nils løs, da man var kommen ind paa Kontoret -- Vil hun jage Familien paa Porten!

-- Saa, saa, Nils! manede Frantz -- lad nu være med at lave Frikadeller lige straks!

Herredsfuldmægtigen var gaaet hen til Vinduet og saa ud over den øde, vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...

-- Nu kommer hun ...! sagde Hofjægermesteren.

Der lød Trin i Entréen af mange og tunge Fødder, og Døren blev sindig aabnet.

Det var Pompadour fulgt af sine tre Sønner.

-- Hvad Fanden har hun dem med for! tænkte Nils og sendte dem et bistert Øjekast.

-- Goddag ... hilste Pompadour rolig -- og Velkommen til Ravnsholt!

Sønnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.

De var store, velskabte Mænd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres Ryg var lidt bøjet af Arbejde.

Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man ligesom tog Maal af hinanden.

Saa begyndte Nils famlende:

-- Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ...

-- Det gør I nok ... sagde Pompadour.

-- Vi vilde have hilst paa Onkel ...

-- Naa, vilde I det ...?

Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, følte man, og lod sig ikke rokke.

-- Naa, han var jo en gammel Mand! forsøgte Nils i en lettere Tone.

-- Ja, det var han jo ... lød det uforstyrret.

-- Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?

-- Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...

Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige løs paa Sagen:

-- Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han forretningsmæssig.

-- Det kunde nok hænd's ... sagde Madammen.

-- Ja, Madam Henriksen har jo været den Afdødes eneste Fortrolige i mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedeværende Arvingers Vegne forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for Deres tro Tjeneste.

Frantz og Palle nikkede tilsluttende.

-- Tak, sagde Pompadour uden at fortrække en Mine -- men vi klarer vos nok sæl ...

Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig:

-- Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og _Deres_, nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han -- Naamen, for at holde os til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen, vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære ... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig?

Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange Tale. Men hendes Sønner skævede sky til hinanden og flyttede nervøs paa Fødderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ældste:

-- Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...

-- Hvad er det, der skal siges? fôr Nils rasende op; han havde hele Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt -- Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede -- Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene og det andet!

Palle greb ham haardt i Armen:

-- Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!

-- Slip mig Dreng!

-- Kære Onkel Nils ... forsøgte Herredsfuldmægtigen.

-- Hold Mund! Jeg trænger ikke til Formynder!

Han var nu ganske ude af sig selv og fôr op og ned ad Gulvet og fægtede med Armene.

Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte næsten venligt:

-- Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at vi kan faa Ende paa det?

Pompadour vendte sig tøvende og raadvild om mod Sønnerne: Nu, det skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...

Men Sønnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ældste, gentog:

-- Ja, sig det kun, Mor; de _skal_ jo ha' det at vide ...

Men endnu et Øjeblik tøvede hun. Det var ogsaa en mægtig Tidende, hun skulde frembære; hun næsten svimlede ved Tanken og Virkningen:

-- Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt -- at Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ...

Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:

-- _Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sæl besørge Begravelsen, og hvad der ellers falder for!_

-- Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og Hofjægermesterens Hænder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man ventet sig noget af hvert, men dette var dog _for_ gement af den Gamle!

Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:

-- Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din _Tegnelærer_ til Far!

-- Nils, _Nils_ dog ...! lød det paa ny fra Frantz.

Men Isidor sagde rolig:

-- Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig Orden.

-- Ja, nikkede Hans, den ældste, -- alt er, som det skal være, saa der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...

-- Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af Frøknerne ... tilføjede Jeppe, den næstældste, mildnende.

-- Og er der ellers noget I vil ha' af Møbler og den Slags, saa sætter vi os vel ikke op imod _det_ ... endte Anders, den yngste.

De to andre Brødre nikkede bekræftende; og Madam Henriksen sagde:

-- Nej, ikke naar der da er Rimelighed i det ...

Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tænke, at dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og Græmmelse ... men nu det vidunderlige _var_ sket, skulde de vide at staa paa deres Ret!

Men Nils fôr op:

-- Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling til hans Døtre? Aldrig i Evighed skulde de faa Lov til at modtage dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans Pigebørn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at føde dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig -- Ikke et Sekund længere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad os komme af Sted.

Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her længere for; der var jo intet at gøre.

Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:

-- Vil I ikke ha' en Bid Brød og en Dram, forinden I rejser? spurgte hun -- Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at puste lidt.

Nils svarede ikke. Hans Øjne var begyndt at løbe ransagende rundt i Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tænke paa Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned paa hele Huset, vilde han have den med sig:

-- Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han brydsk.

Madam Henriksens Øjne fik et sky Udtryk:

-- Det véd ingen, sagde hun -- I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har ingen set den.

-- Sludder! Jeg ta'r ikke herfra, før jeg har den!

Og Nils fôr ud i Entréen og søgte og søgte. Og da han ikke fandt Stokken dér, brød han ind i Dagligstuerne, hvor »Løberne« dannede smalle Stier fra Dør til Dør. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i Hjørner og Kroge.

Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gøre Fortræd; og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:

-- Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog hun atter og atter, alt som de kom frem -- finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at Godsejeren nu faar den.

Men Nils ænsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken _skulde_ findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for _den_!

Han gennemsøgte Havestuen og Spisestuen og de tilstødende Værelser. Den var der ikke. Og han kom ud i den lange, halvmørke Gang, hvor gamle Rinaldo laa foran Joachims Dør. Hunden løftede Hovedet og gøede. Men ikke en Lyd hørtes.

Pompadour stillede sig hurtig foran Døren:

-- Nej, nej, sagde hun -- der kan Godsejeren ikke komme ind, der ligger jo Liget!

Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var stærkere end han, saa at de ligefrem brødes.

-- Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa.

Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage. Og i det samme undveg hun og løb ind gennem Stuerne.

Han slog hastig en Haand i Dørgrebet for at aabne. Men Døren var laaset. Nøglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig til at dreje den om og tage den med sig ...

Da gav Nils Uldahl sig til i ubændigt Raseri at hamre løs paa Døren med Hænder og Fødder, saa at det gungrede gennem Huset ...

Straks efter kom de andre løbende til og holdt ham fast.

Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen indsvøbt i deres Pelse. -- Da Nils Uldahl næsten med Magt var bleven bragt til Sæde i Vognen, havde han først skældt og bandet og larmet op. Saa var han med ét slaaet om og var begyndt at klynke og klage over, at han var en fuldstændig ruineret Mand, nu han saa skammelig var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle straks interesseret havde spidset Øren, tav han brat og var ikke mere til at faa et Ord ud af.

Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de to andre Herrer faldet hen; deres Øjne lukkede sig, og deres Hoveder fulgte, viljeløst rokkende, Køretøjets Bevægelser.

Kun Herredsfuldmægtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han tændte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedækkede Marker.

Men pludselig forstyrredes han i sine Drømmerier af en lille hvislende og spruttende Lyd.

Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...

I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er nu alligevel saa sørgeligt, at Børn skal føle saadan over for deres egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind, at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og formaner os til at være venlige imod ham; og Pigebørnene gør sig ogsaa Umage for det, _men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa sine bare Knæ, saa gjorde jeg det ikke!_ Det kan gerne være, at jeg er hystererisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af Skam, hvis jeg skulde sleske for én, som jeg hader, _og jeg hader Fader_; det er ham, der har ødelagt hele mit Liv, for saadan som han behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Fætter Isidor, at jeg kunde have _dræbt_ ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb! _Han_, »_ulykkelig_«, som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er _ond, ond, ond_! ellers _kan_ man ikke gøre saadan noget. Og véd Du hvad, Fætter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg ikke har betroet andre, men dette sørgelige Forhold imellem Fader og Moder har gjort, _at jeg ikke mere tror paa Gud_! Det er frygteligt, ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfærdelig ulykkelig derover, men jeg _kan_ ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var en af de syv Dødssynder, for hvilke der ingen Sinde findes Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om _det_, gensvarede jeg hende, lad mig saa bare blive fordømt! Men der er jo alligevel _det_, Fætter Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er især om Aftenen, naar jeg er kommen i Seng og lader være med at bede min Aftenbøn; saa hører jeg saamange underlige Lyde, der pusler omkring inde i Værelset, og Luften bevæger sig, der er nogen, der lister rundt og slæber deres Klædebon paa Gulvet; og saa tænker jeg, nu _kommer_ det, der _er_ det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og mærker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem og tilbage; og jeg bliver saa forfærdet, at jeg folder Hænderne og giver mig til at bede Aftenbøn alligevel, og det plejer at hjælpe; men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hænge dernede i Laden, og Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries forfærdelige Alexandra, som de jo siger er min Søster! Aa Isidor, Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Kærlighed til Dig ikke er ægte, men hvor _vilde_ jeg dog sommetider ønske, at jeg maatte dø af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da forbi!

Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du véd, den lille islandske Hest, som Fader har foræret os, han trækker Slæden op paa Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.

Naturligvis var jeg en _Pjalt_, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel som Søstrene; _men ikke, naar den gamle Svend er hjemme_!

Farvel! I Hast! Din til Døden S.

Véd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar:

Spredte Blade til I. S. eller den, som jeg elsker højest i Verden at læses af ham efter min Død S. U-E.

Allerede Dagen efter Onkel Joachims Død var Nils Uldahl rejst tilbage til København efter først i en fnysende Skrivelse at have underrettet Skifteretten om, at hans Døtre ikke ønskede at modtage den tiltænkte Arv. -- Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven repræsenteret af Isidor Seemann.

Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var Herskabet fuldt optaget af egne Sager.

Thi skønt Fru Mona nu havde været gift med sin Palle i godt tolv Aar, var hun dog stadig ikke faldet til Ro. Zigøjnerblodet prikkede hende i Aarerne, og der gik ikke en Dag til Ende, uden at hun mindst ti Gange tænkte paa at flygte bort fra den hele borgerlige Herlighed og tage fat paa sin gamle, fuglefri Haandtering. Men endnu sad hun fast. Der var saameget, der bandt hende: det dejlige Hjem, den pragtfulde Mand, Heste, Vogne, Kusk, Tjener, Guld og Ære.

Og alligevel, alligevel! Det blev værre og værre for hende at holde dette Fængselsliv ud. Nu var hun femogtredive Aar; og om ikke længe vilde hun være en gammel Kone!

Disse Tanker kunde gøre hende vild og ubændig. Fernissen gled af hende, og hun kunde staa midt i den hvide, stille Gaard som Tøsen fra den københavnske Bagsal og sende en Strøm af skingrende Skældsord efter sin fredsæle Mand, der i saadanne Stunder helst tog Flugten bort i Skovene eller ud over Markerne ... Og naar han saa efter Timers Forløb igen viste sig, kastede hun sig angergiven ind til ham og bad og tryglede om Forsoning og Tilgivelse.

Og han tog hende i sine stærke Arme. Og de glemte alle Stridigheder ...

Men atter og atter brød Længselen efter tidligere Tiders frie og ubundne Liv op i hende:

-- Palle, kunde hun bede og krybe indsmigrende sammen paa hans Skød -- lille Palledreng, hør nu paa mig og sig Ja? ... Lad os sælge hele Kramkisten her, lave os et første Klasses Circus og rejse Verden rundt? »Mona Lisa« er endnu ikke glemt. Du kan tro, vi skal tjene Penge! ... Og naar vi saa faar Gigt og Podagra, saa kan vi jo købe Hvidgaard tilbage og køre rundt her i Rullestol til vore Dages Ende. Saa har vi da i det mindste _levet_!

Men Palle rystede smilende paa sit Vildmandshoved:

-- Nej, nej, lille Mona, det gaar ikke; det forstaar jeg mig ikke paa ... Og jeg vil ogsaa helst beholde Dig for mig selv! -- Men nu skal jeg sige Dig en Ting, min Pige; nu bygger jeg Dig et Ridehus hernede bag Mejeriet, Du véd, under de store Elmetræer ud til Vejen. Og saa køber jeg Dig et Par rigtige Arabere; saa kan Du ride og more Dig saa galt, Du vil!

Hun faldt ham henrykt om Halsen:

-- Jamen Publikum? spurgte hun saa -- Hvor faar vi Publikum fra? Jeg kan ikke arbejde uden Publikum.

-- Publikum ...? sagde han og klaskede sig paa Laaret -- Publikum ... det er _mig_! eneste Palle Uldahl til Hvidgaard! ... Tror Du, jeg vil unde andre _den_ Fornøjelse!

-- --

Og Ridehuset blev bygget og Hestene købt; og Mona Lisa begyndte paa ny hed af Iver at øve sig i Jockeyridt og Hestedressur. Hendes Kommandoraab og Kampskrig klang langt ud over Vejen, saa at Bønderne korsede sig, naar de kørte forbi.

Og ret længe nøjedes Palle ikke med at være Tilskuer. Fru Monas Begejstring rev ham med sig. Han blev hendes Elev og lærte at ride Kunstridt og Skoleridt. Og de jog Side om Side Manegen rundt i det vildeste Parforceløb, hvor Staldknægtene stod med Stænger og Risgærder, som Hestene satte over, saa at Savsmuldet føg i Luften.

Det var to pragtfulde sorte Hingste, de red, »Castor« og »Pollux«, fine, slanke og nervøse Skabninger, som Mona Lisa selv. Og naar Dyrene fôr af Sted med vajende Manker og prustende Næsebor, ophidsede indtil Vildskab og sitrende af Utaalmodighed, kunde Fru Mona gribes af saa sød en Rus, at hun glemte, hvem og hvor hun var, kastede sig bag over langs Hesteryggen og udstødte det Skrig, der fordum i hendes Circustid havde jaget Blodet som Ildbække gennem Tilskuernes Aarer.

Og da holdt Palle Uldahl sin Hest an i aandeløs Betagelse:

-- Mona, _Mona_! skreg han, og der strøg ham en Rædsel gennem Hjertet for, at det engang skulde gaa galt.

Men Mona lo og piskede løs paa Hestens Sider:

-- Hæi -- hopla, Castor! ... Hu--iii!

Og Castor satte i Spring med hende ind gennem Porten og ind i Stalden, der ved en Tilbygning var sat i Forbindelse med Ridehuset ...

Men lige overfor, i den modsatte Gavl, var indrettet et Par Bade- og Paaklædnings-Værelser med tæppebelagte Gulve og bløde Løjbænke. Her trak Herskabet sig efter endt Opvisning tilbage, tog Bad og klædte sig om, medens Rideknægtene ude i Stalden afgned de dampende Heste -- og turnerede mangehaande Vittigheder.

-- --

Saa gik et Par Aars Tid. Og da Mand og Hustru en Vinterdag stod nøgne og frotterede sig i et af Paaklædningsrummene, kom Mona tilbage til sin fikse Idé:

-- _Nu_ kunde vi da godt sælge Hvidgaard, Palledreng, sagde hun -- og lave et Circus; for nu er Du ligesaa dygtig, som jeg.

Men Palle rystede igen paa Hovedet:

-- Nej, lille Mona, det gaar ikke; jeg passer ikke til det. Dette her er noget andet bare for sin Fornøjelses Skyld. Men saadan at flakke rundt og vise sig frem ... nej, nej!

Og han slog Armene om hende og trykkede hende ind til sig:

-- Men skynd Dig nu lidt at komme i Klæderne, sagde han -- saa skal Du se! Den russiske Slæde, jeg har bestilt til Dig, er kommet i Morges og staar ovre i Vognremisen.

-- _Er_ den kommet! Og det siger Du først nu!

-- --

»Den russiske Slæde« havde Fru Mona set afbildet i et udenlandsk Blad og faaet en mægtig Lyst til. Og straks havde hendes Mand ladet én indforskrive fra St. Petersborg. Den havde kun ét højt og smalt Sæde paa lange spinkle Meder og kunde kun benyttes af én Person. Men netop dette, havde tiltalt hende: Tænk, at faa Castor og Pollux spændt for et saadant Køretøj og saa under Piskesmæld og Klokkeklang at fare af Sted, saa Vinden skreg En om Ørene!

Og nu stod Slæden der: rødlakeret og straalende med et stort Isbjørneskind over Forlæderet og to høje, forgyldte Lygtestandere henne bag Skærmnettet: Det maatte være som et Æventyr at jage i denne Slæde henover de hvide Veje en maanelys Nat, naar Sneen skreg under Hestenes Hove, og Stjernerne lo af Kulde!

-- --