# Fædrene æde Druer, Roman Slægten, Opus 2 ## Part 4 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-drene-de-druer-roman-sl-gten-opus-2-38080/index.md Men hver Gang Forvalteren senere følte sig brøstholden af Damen, bemægtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder, indtil den en skønne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa ny dukkede op i hendes Værelse. Denne Manøvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte Fornøjelse. Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin Københavnstur, saa hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var væk. Hun havde jo nok tænkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft. -- Hum! sagde hun -- har Mennesket nu alligevel været herinde! Hendes Fortrolige, Sørine Folkekokkepige, der kom med Kufferten ude fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin: -- Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op. -- Det _Fæ_! sagde Jomfruen -- Mon han aldrig vil faa sin Forstand! ... Er der ellers sket noget? -- Næi. -- Fruen har ikke været hernede og snuse? -- Næi. -- Og Tøserne? -- Næi ... Sørine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og ned ad hende, og nu slap det ud: -- Hvor er Jomfruen dog skjøn i det Tøj! -- Ja ... Og nu skal man til at sjove igen. Sørine snusede Luften til sig: -- Og som Jomfruen dog lugter! -- Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har skiftet. Sørine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ... Jomfru Helmer gav sig til at afføre sig Rejsestadsen. Hun tog langsomt ligesom modstræbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil hun stod fuldstændig nøgen -- stor, pragtfuld og blændende hvid. Hun snusede ud i Luften ligesom Sørine før: -- Al den Parfume, han altid gik og hældte over hende ... Og nu skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Tørverøg! Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en grov Hørlærreds Særk frem og de andre Dagligklæder ... Saa bankede det med ét haardt paa Døren. -- Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrækket blev hun ikke. Døren aabnedes, og Forvalteren viste sig, høj, bredskuldret og sortskægget. -- Hva' vil _Du_? Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klæder paa! Men han traadte helt ind, og Nøglen vred han om i Laasen efter sig. -- Hæ! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trække Særken paa. Der blev en Pause. De saa paa hinanden som to Kattedyr; om det saa var Tænderne, saa saas de -- og Forvalterens store, røde Næver krummede sig. Saa gik han tæt hen til hende. Hun stod nu i Strømpefødder og Underskørt. -- Vil Du _slaa_? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde løftet sig. Han lod Armen synke: -- Næi ... -- Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva' skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Kærrest længere; det blev vi jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo være _Dig_ ligemeget, _hva'_ jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen, ikke? -- Men at Du saadan rejste væk med ham lige for Næsen af mig uden at sige noget. -- Hva' rager det _Dig_, hva' jeg gør? Har jeg ikke Lov til at gøre, hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig. Han stod myg og fortrykt foran hende: -- Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han -- Hele Gaarden grinede, da jeg kom hjem. Hun lo højt ved Tanken: -- Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer. -- Det er der ingen, der tror .... -- Det er saa sgu _din_ Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og stop Munden paa dem. -- Det mener Du ikke, Mathilde ... Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham: -- Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strøg en Haand ned over hans Krop -- Men hvorfor kan Du saa ikke opføre Dig fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat -- han kan sgu ingen Skade gøre! Og det er jo altid _Dig_, jeg _tænker_ paa ... Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, véd Du. Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra Gulvet. Men hun gjorde sig fri: -- Gaa saa! sagde hun -- Og kom igen i Aften ... Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen: -- Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin Portemonnæ -- se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i Banken til de andre. Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem. Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig glubsk Udtryk i hans Ansigt: -- Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han. -- Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til Majdag; det plejer at hjælpe. Han blev igen urolig: -- Skal vi ikke nøjes med dem, vi har, Mathilde ...? -- Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste. Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervøst med Laasen, som han ikke kunde faa op. -- Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun -- Vilde Du myrde mig? Han mumlede noget uforstaaeligt og gik. -- Stolen! raabte hun efter ham -- Husk, at ta' Stolen med! -- Ja ... lød det udenfor. -- Hvor har Du den? ... Naa! -- Oppe paa Høstænget ... Hun lo, saa det sang i Ruderne: -- _At_ Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders! Fru _Karen_ Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var det eneste Medlem af Slægten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for Fru Line ... Fru Karen var en lang, bleg, glathaaret Skabning, ret køn af Ansigt, men haard og kold af Karakter. -- Og hendes Ægteskab med Frantz skulde ingenlunde blidne hende. Ingwersen fortalte, at den gamle Etatsraad først havde bestemt hende som Dyretæmmerske for sin ældste Søn. Men da Nils fornam sin Faders Hensigt, erklærede han kort og godt, at han havde aldrig sat Pris paa at pille Andeskrog. Saa transporteredes Pigen over paa Frantz, der i det hele var af et frommere og mere medgørligt Sindelag, og som desuden netop paa den Tid var vendt tilbage, mat og udarbejdet, fra en af sine berømmelige Ekskursioner og derfor var ganske modstandsudygtig. -- Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive Dig, sagde Etatsraaden til ham -- Gifter Du Dig ikke med hende, maa Du Fandenfløjtemig sejle din egen Sø! Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa Kontoret paa Egesborg, nikkede sløvt til alt, hvad den Gamle sagde; og skrev derpaa efter Diktat et saapas glødende Frierbrev til Damen. Og en Maaned efter var de Ægtefolk og erholdt i Brudegave Skøde paa Gaarden Kragholm. -- Nu maa _Du_ tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden -- Jeg har saagu nok at skaffe med de andre! Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission voksen. -- -- Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig saaledes: Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa en skønne Dag fôr Dævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og kom saa først en Maaned eller to senere skulkende tilbage næsten uden Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse. -- Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. -- I Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte Regninger fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten, Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han svor sin Yndlingsed og sagde: _Vil_ han ud, saa skal han, Hans sorte Majestæt fløjtemig ogsaa _komme_ ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland. Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden fuld af Hjemvé og nøgen til Bæltestedet. Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk gift. Hvilket altsaa omsider lykkedes. -- -- -- Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst fra, at det var lykkedes _hende_ at fængsle og binde Nils saaledes til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard. Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem. Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes Kreoler-Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.) De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ... I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne; dadlede _ham_, naar hun talte med _hende_, og omvendt. Og hun fik det til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige Handlemaade. Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende Transaktioner for hende. _Hun_ anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem dem. Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet ... Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnløs og kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000 Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres Ejendom ... Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener, førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ... Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen stod Luften i Brand omkring Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget fredelig sammen. Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i Lommen. Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var nogle hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet »Fallitgaard«. De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel paa Subsistensmidler. Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen -- saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen. Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg -- saameget mere som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved Navn Søren Knudsen. -- -- Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en seks syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede, naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet, Lænkerne -- og Føden. Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder paa den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede, at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. -- Og lidt efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes, at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue og paa sparsomme Lommepenge. -- -- Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line. Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med duggede Øjne, at _denne_ Ulykke var hende langt smerteligere at bære end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde været hende som en Stjerne i Livets Ørken. Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at trøste. Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig. -- Herskabet er sygt ... havde Jørgen Tjener sagt. Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem Svigerinderne ... 12/11. Uf, jeg er saa _arrig_ i Dag, kære Isidor, at jeg baade har Hovedpine og Kvalme. Og véd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et Brev, hvori han baade kalder hende »Højtærede Fru Line Uldahl« og siger »De« til hende og »vil Fruen være af den Godhed!« Han er en rigtig gammel _Abekat_, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale inde i Kabinettet, at han er _et ulykkeligt Menneske_. Han er _ond_, er han, og _vigtig_ og _skabagtig_, og var _jeg_ i Moders Sted, saa sendte jeg ham hans Breve _uaabnede_ tilbage! Men vil Du _tænke_ Dig, hun _smiler_ bare af dem og siger »Aa, Herregud, kan _det_ more ham!« Og Søstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave _Fontæne_, som Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er _uværdigt_ for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Véd Du, hvad jeg havde den største Lyst til, Fætter Isidor? Jeg havde den største Lyst til at rejse til København og gaa op i Folketinget og holde en lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i Bladene, hvor han bliver rost og hævet til Skyerne derinde? Og ved Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og er stolt af det, ved _Gud_! Det _er_ nu sandt, at der er noget _lavt_ og _hundeagtigt_ ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes _Mand_, saa synes hun straks, at det er storartet, skønt hun godt véd, at han ikke mener et Ord af det, som han staar og brækker af sig om Bønderne; han ligefrem _hader_ dem, det har jeg jo hørt saa tit. Du har jo selv hørt, naar han bralrer op herhjemme til Middagsselskaberne; _jeg_ er lige ved at brække mig! Men jeg er jo ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortælle alle Gæsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at _Moder_ vilde blive _mest_ vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at _Du_ og andre _rigtige_ Mænd mange Gange maa foragte os _dybt_. Aa, hvor vilde jeg dog ønske, at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig, Fætter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg _er_ saadan en _indvendig_, men naar jeg saa skal _handle_, saa bliver jeg bare kold over hele Kroppen og sveder og _kan_ ikke; men jeg har mange, mange Gange _drømt_, at jeg _var_ saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opførsel og jager Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i Verden! Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde drømme _altid_, for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden! Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl! Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget om mig selv. Din til Døden S. Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud, som om den havde Bukser paa. Den er _forfærdelig_ sød! Pigebørnene er henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men _jeg_ rører den ikke, naturligvis, _jeg tager ikke imod Bestikkelser_! For véd Du, hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer hjem til Jul. Jeg _kender_ ham! Isidor Seemann var altsaa (conf. »Asylernes« Aftensamtale) en Søn af Natalia Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lærer Hans Jakobæussen ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr. Jakobæussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke Gymnastiker maatte pakke sine Kufferter og forsvinde, medens Etatsraaden ifaldt en Bøde. Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frøkenens daværende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup, og formaaede ham quand même til, under Løfte om øjeblikkelig Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalia ægtede hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter separeredes paa Kontoret. Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobæus til Verden. Og efter at Etatsraaden havde foræret Drengen til en barnløs Halvkusine af sig, der var gift med en Proprietær Seemann til Maglegaard ved Faaborg, rejste han selv med Frue og Døtre paa en to Maaneders Rekreationstur til Rivieraen ... Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frøken Natalia gift med en jødisk Bankier fra Paris. Og Frøken Bettina hjemførtes sammesteds fra af en polsk Greve. Efter hvilke Succéser Etatsraadens lettede vendte hjem. Natalie døde et Par Aar senere Straadøden i sit Palæ paa Champs Elysées efterladende sig en ægtefødt Søn, medens Bettina efter at have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse med sin Mands Kammertjener, og brækkede Halsen. Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Sønner tilbage. Hvilket maaske ogsaa kunde være tilstrækkeligt ... -- -- Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard. Da han blev Student og skulde læse videre i Hovedstaden, solgte Plejeforældrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundværlig var han bleven dem. Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby- Herreders Kontor, drog de ogsaa med ham her over ... Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slægtninge fandt straks stort Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles, giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig, at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue. -- Og nu havde de været gift i ni Aar med et Udbytte af to Sønner paa henholdsvis otte og seks Aar ... Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved Sønnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine Forældre, og at hans Kone ikke var ham værdig; i hvilken Anledning hun fældede mange Sorgens Taarer. Men da hun lidt efter lidt lærte Fru Rositta at kende nøjere og opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i sine aftenlige Bønner: Tak, kære Vorherre, sagde hun, at Du nu har givet os to barnløse gamle Mennesker _to_ Børn; og undskyld, at jeg er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme Façon endogsaa blev Bedstemoder, græd hun bitterlig af Glæde. -- Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann -- Men det er nu _din_ Fornøjelse. Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt til: -- Du er en rigtig Træpind, Far! -- Hvad siger Du, Mor? Hr. Seemann nød foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene at være bleven betydelig tunghør. -- _Jeg siger, at Du er en rigtig Træpind!_ -- Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo _nogen_, der skal være ... De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand. Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar »Fuldmægtigen« gik fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en Hjørnesofa inde i »Værelset« og »talte gammelt«. Fader Seemann derimod deltog sjælden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen ved Siden af med sine Aviser. Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge, naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i. Hun skreg da ind i hans »gode« Øre: -- Hør, Far, var det _Niels Hansen_, der købte vores Wienervogn, Du véd ... eller var det _Rasmus Poulsen_? Den Gamle tittede da skælmsk frem over Brillerne med sine smaa Syposeøjne: -- Snakker I _nu_ om _Wienervognen_, Mor? sagde han -- Ja, I har _travlt_! ... Det var _Rasmus Poulsen_, der købte den ... I Fruentimmer kan da heller aldrig _huske_! Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til Sofaen ... Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse Repetitionskurser. Onkel Joachim var syg. Der var ikke tilflydt Familien paa Havslunde nogen direkte Meddelelse derom, Rygtet var kun naaet frem gennem Post-Ole. Men samme Dag, hun fik det at vide, bad Fru Line alligevel sine Pigebørn om at tage over og se til Patienten: -- Onkel er meget syg, sagde hun -- Der er Fare paa Færde. Jeg har set det i Kortene. -- Vil Mor ikke selv med?