Fædrene æde Druer, Roman Slægten, Opus 2
Part 18
Et nyt Nummer blev raabt op ...
-- --
De Uldahlske Damer havde lukket sig inde paa deres Værelser.
Men Nils havde taget Martyriet paa sig og gik stille og ydmygt omkring mellem Mængden. Arrene fra Kampen med Forvalter Larsen saas endnu tydelig i hans Ansigt; navnlig det store, blodrøde tværs over Næsen. Men Nils bar dem uanfægtet til Skue; og Fred og Forsoning lyste i hans Øjne.
Denne Helgen-Adfærd beredte mangen en tilstedeværende en dyb Skuffelse. Man havde glædet sig til at se »Godsejeren« vakle drukken rundt og larme og rase, som han ellers plejede, naar den mindste Smaating stod ham imod.
Der var endogsaa en forstærket Politistyrke af to Mand til Stede!
Men her, hvor Nils Uldahls Gods og Ejendom under Latter og Vittigheder spredtes for alle Vinde, og en nyfigen og skadefro Hob dulgt og aabenlyst frydede sig over hans Hjems Ruin, her gik han selv fredsommeligt om, rolig og behersket, som vedkom den hele Vederstyggelighed slet ikke _ham_.
Det var til at ærgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud være lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede lige hen imod Nils ... saa nu _maatte_ det da forhaabentlig ende med en Komedie!
Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tværs over Godsejerens Næse, blev end rødere og kendeligere, da han fik Øje paa Parret ...!
Minka gik og lo og talte højt og pegede de Sager ud, som hendes Mand burde købe.
-- Hyss! Der er Godsejeren! sagde Hans pludselig og vilde dreje af.
Men Nils rakte venligt smilende Haanden frem og sagde:
-- Goddag, Hans Henriksen ...! Ja, nu er det _Dem_, der skal tage Kampen op her. Bed Vorherre hjælpe Dem, at De ikke farer i _mit_ Kølvand!
Og da Hans stod stum uden Evne til at klare Øjeblikket, vendte Nils sig til Minka:
-- Goddag, lille Frue ...! Saa De er ogsaa kommet til Auktion ...
-- Ja--e ... stammede Minka rødmende. Det var deres første Møde efter hans Voldtægtsforsøg.
Men Nils klappede faderligt hendes buttede Kind og fortsatte:
-- Ja, se nu at faa Manden til at købe saa meget som muligt ... saa bliver det da, hvor det hører hjemme.
Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ...
-- Satans ogsaa! mumlede Bønderne skuffet -- Hva' gaar der af ham i Dag!
... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig.
Han hilste højrøstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond:
-- Saadan skal de ha' det, de Smørtyve! fniste han.
Nils Uldahl standsede sin Gang, da han hørte Forvalterens onde Fnisen.
Saa gjorde han sindig omkring og gik tilbage. Hans Ansigt var blegt, og Arrene stod i det som Strimer af Blod.
-- _Endelig!_ tænkte Bønderne befriet -- Nu _kommer_ det!
Men paa ny bød Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem:
-- Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme dirrede en Smule -- kan De tilgive en gammel Mand hans utidige Overilelse ... Jeg gør Dem herved min Undskyldning! Vil De række mig Deres Haand som Tegn paa Forsoning?
Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og trykkede den ...
Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin Arvefjende gamle Søren Jensen, »Studeprangeren«, der havde købt hans Fædrenegaard Egesborg, indsaa Bønderne, at Godsejeren havde taget Skade paa sin Forstand og opgav ham ...
Frøken Charlotte havde gjort sin Fader Uret ved ikke at ville tro paa hans gennemgribende Sjælsomvæltning; thi Dag fulgte paa Dag uden at Nils Uldahl i mindste Maade faldt tilbage til sit gamle syndefulde Levned. Spiritus nød han ikke mere, Kort rørte han ikke, og ikke saa han ad Kvinder til.
Ja selv sin Hjerteven Smeden, der paa ny havde meldt sig til Tjeneste, viste han Vintervejen.
Naturligvis dog først efter i milde Vendinger at have prøvet paa at tale til hans udødelige Sjæl ...
Gribende var det at se disse to gamle Kombattanter, hvidhaarede og arrede af den samme Livets Kamp, sidde tørmundede Side om Side i Taarnværelset ved hint alderstegne Mahognitræs Klapbord, hvorover fordum Vinen havde flydt og Kortene danset ...!
Nils Uldahl havde fortalt om, hvorledes Frelsen var kommet til ham gennem hans kære, salige Moder, der havde vist sig for ham i Drømme og ved sine Ord og Bønner manet ham bort fra Fortabelsens brede, asfalterede Vej ind paa Forsagelsens smalle og stenede ditto:
-- Smed, Smed! endte han sin ophøjede Tale -- Vend om! Vend om! Ogsaa _Din_ Besøgelsestid er nu inde!
Men Smeden kneb underfundigt et Øje sammen:
-- Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med _Fruentimmer_ at gøre? spurgte han.
-- Nej, nej! sagde Nils forfærdet -- Aldrig!
-- Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da?
-- Det maa Gud om!
-- Og _drikke_, vil Godsejeren heller ikke mere?
-- Nej!
-- Jamen hvad er der saa tilbage, spør jeg?
-- Fors_a_gelsen, Smed! Den store Glæde ved Fors_a_gelsen!
Men Smeden rystede sit hvide Hoved.
-- Jeg synes saamæn, vi maa forsage nok i Forvejen, sagde han -- at Vorherre gerne kunde unde vos de Par Fornøjelser, der er til Rest!
Og atter kneb han skælmsk et Øje til:
-- Vil Godsejeren kanske saa heller ikke _spise_ mere?
Nils smilede overbærende:
-- Jo, _spise_ vil jeg, sagde han -- Men kun det _fornødne_!
-- Naa _dog_! nikkede Smeden, og Latteren tog ham -- Ja, saa Velbekomme da! sagde han og stod op -- Og Adjøs med det samme ... Og god Fornøjelse!
-- Tænk nu over mine Ord, Smed! raabte Godsejeren efter ham.
-- Ja -- ha--ha--a! sagde Vennen og fôr af Sted.
Nils Uldahl saa ham fra sit Vindue flygte krumrygget ned gennem Gaarden. Benene slog sommetider ligefrem Kryds under Smeden, saadan lo han.
Men dette rørte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ...
Det var Bortrejsens Dag ...
Familien Uldahl sad om Frokostbordet i Spisestuen. Hen paa Eftermiddagen skulde man forlade Havslunde.
Kasser og Kurve stod fuldt pakkede langs Væggene, og Sække med Linned og Klæder, og Byldter af Dyner og Puder.
Vinduerne var uden Gardiner. Dagslyset faldt skærende ind over det hele Kaos ...
Man spiste under fuldstændig Tavshed. Kun af og til lød et »Værsgod« og et »Tak«, naar Fadene gik rundt ...
Pludselig dukkede Frøken Sofies lille, blege Ansigt op foran en af Ruderne ud mod Haven; men forsvandt straks igen, uden at nogen havde set hende.
Nils Uldahl sad og stirrede vedholdende ned i sin Tallerken. Foran ham stod et Glas Mælk ...
Ved Fru Lines Formidling havde han i de sidste Par Uger hver Dag deltaget i Familiens Maaltider. Og naar om Aftenen Lampen i Dagligstuen blev tændt, gled han stille ind fra Døren til Entréen og satte sig paa en beskeden Stol i en Krog taknemmelig over, at man ikke viste ham bort, eller rejste sig og lod ham ene tilbage ...
Alt dette havde Fru Lines varmtfølende Hjerte og gode milde Ord lidt efter lidt faaet gennemført.
Kun Frøken Sofie holdt sig vedblivende urokkelig afvisende overfor enhver Art af Forsoning. Faderen var endogsaa blevet hende om mulig endnu modbydeligere siden hans Ydmyghedsperiode var begyndt. Hun spiste aldrig sammen med de andre; og hun forlod et Værelse, saasnart Nils viste sig. Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse ved hans Berøring.
Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske sig. Men Sofie havde vendt sit forskræmte Ansigt op mod hende og sagt:
-- Jeg _kan_ ikke, Mor, jeg _kan_ ikke! Det nytter ikke!
-- Jamen, lille Sofie, husk dog paa, at naar vi nu flytter til Byen og faar en meget mindre Lejlighed, saa bliver Du jo nødt til at ...
Sofie afbrød hende:
-- Jeg flytter ikke med! sagde hun haardt -- Og lad mig saa være i Fred!
Og Fru Line havde resigneret bøjet Hovedet. Hun forstod ikke sine Børns haarde Hjerter ...
Og da hun senere oppe i »Kapellet« efter Sædvane havde taget sine Kort frem for ved deres trofaste Hjælp, at søge Trøst og Oplysning for Fremtiden, havde der midt i en ellers løfterig Stjerne pludselig lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt fremdeles henlaa i Uvished og Mørke ...
-- --
Ogsaa fra Samkvemmet med sine Søstre havde Frøken Sofie trukket sig tilbage. Hun fandt i sit lille, oprørske Hjerte, at de bar sig lavt og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: »krøb og logrede og skabede sig hellig!«
Og hun undgik deres Selskab og strejfede Dagene igennem kun fulgt af Tyrk rundt i Skovene og langs Bugtens Strand ...
Hun var som en fredløs og vildfarende lille Fugl, der en Nat pludselig er vaagnet af sine Drømme og har set, tæt foran sig, i et Kattedyrs gulgrønne Blik al Livets isnende Rædsel ...
Kære, kære Isidor (skrev hun for sidste Gang i sin Dagbog), jeg kan ikke mere holde Livet ud. Naar de andre i Eftermiddag tager herfra, tager jeg ikke med. Jeg _vil_ ikke bort fra Havslunde! Jeg vilde jo alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil dø, det er det eneste, der er for mig at gøre. _Og saa er der jo ogsaa alt det andet forfærdelige, jeg har oplevet, Isidor, baade det, jeg har fortalt Dig, og det ingen Mennesker nogen Sinde skal faa at vide, og allermindst Du!_ Der er et Sted nede ved Bugten ved de to høje Klitter, der kan I finde mig, der er saa kønt. Jeg véd godt, at Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og trækker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to. Farvel, Farvel, kæreste, kæreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er alligevel saa bange!
Din lille Sofie Uldahl-Ege Død den 28. August 1904.
Nu sluger jeg det Stykke Radérgummi, som jeg tog inde paa dit Skrivebord; det skal ingen andre eje.
EPILOG
Det var en Søndag Formiddag op under Jul. Der laa Sne over Byens Tage; og alt var øde og tomt ...
Men saa faldt pludselig Kirkeklokkerne i, de hellige Porte sloges op, Menigheden fyldte Gaden, ønskede hinanden Velbekomme og ilede hjem til Middagsmaden.
Nils Uldahl og gamle Fru Thora Seemann forlod Kirken Side om Side, Salmebøgerne havde de i Hænderne.
-- Vil Fruen ikke tage min Arm? Det er lidt glat.
-- Jo Tusind Tak ...! Ja, det er lidt glat med den Sne. Men ellers et yndigt Vejr saa mildt og stille. Hvem skulde tro, at det snart var Jul! ... Hvordan har de det hjemme?
Fru Thora vidste godt, at Nils ikke havde videre Samkvem med Familien; men hun holdt paa Formerne.
-- Jo Tak, rigtig godt.
-- Fruen og Døtrene komme aldrig i Guds Hus, synes jeg ...?
-- Nej, desværre ...! Pas paa den Glidebane dér!
-- Ja, jeg ser den, ja; de Børn, de Børn; men det er jo _Børn_! ... Det var en yndig Præken i Dag; synes De ikke, Hr. Uldahl?
-- Udmærket! Jeg kommer til at sætte mere og mere Pris paa Provst Lindemann.
-- Ja, han _er_ en dejlig Mand, _dejlig_! ... Tak, ja nu er jeg jo allerede hjemme. Og Tak for Led_sa_gelsen.
-- Nej, jeg følger da virkelig Fruen op ad Trapperne!
Den gamle Dame lo fornøjet:
-- _Gør_ De? Ja De er en udsøgt Kavaler, _er_ De!
Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entréen, sagde han:
-- Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag?
-- Ja, Tusind Tak! De véd ikke, hvormeget De er for mig!
-- Følelsen er gensidig, kære Frue! Det giver en saadan fælles Tryghed at være sammen med Mennesker, der forstaar En!
-- Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt?... Tør jeg bede Dem hilse hjemme.
-- Jeg i lige Maade Deres Mand.
-- Tak! ... Ja, saa paa Tirsdag?
-- Paa Tirsdag, ja! ... Farvel, kære Fru Seemann, og Tak for i Dag.
-- Farvel, farvel, kære Hr. Uldahl! Og Gud velsigne Dem en Gang til for det, vi er for hinanden!
-- --
Nils Uldahl havde vundet gamle Fru Seemanns Hjerte ved at fortælle hende hele sin Lidelseshistorie med sin Kone og sine Børn, som ved deres Uvenlighed imod ham havde drevet ham ud i et syndigt Liv. Og dernæst berettede han den kønne Historie om, hvorledes hans kære, afdøde Moder havde bevirket hans Omvendelse ved at vise sig for ham med Maning og Bønner.
Hvorefter Fru Seemann fuldstændig overvunden havde faaet ham optaget i Menigheden.
Og nu kom han hyppig paa Besøg hos hende, hvor de sad i Minde-Sofaen og talte om de højeste Ting, medens gamle Fader Seemann uimodtagelig for alle denne og den hinsidige Verdens Narrestreger læste sine Aviser i Dagligstuen ved Siden af ...
Men det dybeste og uudsletteligste Indtryk havde dog Hr. Nils gjort paa Fru Thora ved indgaaende at forklare og udlægge for hende Dogmet om den ubesmittede Jomfrufødsel; dette fundamentale Spørgsmaal, som ikke engang hendes kloge og højtelskede Søn Isidor havde turdet tage op til alvorlig Behandling ...
-- --
Familien Uldahl var flyttet ind paa første Sal i en gammel Købmandsgaard, der laa ved Byens søndre Port.
Fru Line og Pigebørnene havde lejet Lejligheden, fordi der hørte en stor gammel Have til. Saa var Overgangen ikke _just_ saa svær. Og blive paa Egnen vilde de; nu havde Fru Line jo desuden ogsaa faaet Frøken Sofies Gravsted at pusle om ...
Nils forholdt sig ganske passiv til sin Families Handlinger, taknemmelig over, at man ikke ganske forstødte ham. Stille og beskeden førte han sig op. Og da han paa sit ydmyge Forslag om af opportune Hensyn at dele Soveværelse med sin Hustru som i gamle Dage, fik et betuttet Afslag, valgte han sig, for at genere saa lidt som mulig, et Par afsides Værelser oppe paa Loftet ved Siden af Pigekammeret.
Og her levede han tilbagetrukkent og stille og viste sig kun ved Maaltiderne....
Men denne hjerteløse Forvisning fra Arne og Seng vakte naturligvis en betydelig Opsigt i den lille By. Gamle Fru Seemann paastod ligefrem at det var _skændigt_, som hans Damer behandlede ham. Rundt i andre kristelige Hjem sagde man det samme. Og Nils blev lidt efter lidt betragtet som noget af en Martyr.
Selv det, at han et Par Gange, inden Naaden endnu ret havde faaet Krammet paa ham, havde haft et let Tilbagefald og var blevet set beruset paa Gaden, afkræftede ingenlunde hans Anseelse. Han angrede nemlig saa aldeles nydelig bag efter, levnede sig ikke selv Ære og sagde, at det skulde ikke undre ham, om Gud til sidst mistede Taalmodigheden ...
Saa ofte Lejlighed gaves, gik han i Kirke. Og udsatte sig end yderligere for Verdens Spot ved Morgen og Aften at uddele religiøse Traktater til Arbejderne. Ja, han optraadte endogsaa af og til i gudelige Forsamlinger og lagde hele sin Fortid blot; hvad der vandt ham mangt et Øre i Menigheden ...
Kun Fru Line og hendes Døtre forholdt sig stadig uforstaaende og afvisende over for denne Bevægelse.
Fru Line var bleven mere og mere indesluttet og faamælt siden sin Yndlingsdatters saa sørgelige Død. Ikke engang Kortene ydede hende længere nogen Trøst. Hun havde læst Frøken Sofies Dagbog, førend hun overleverede den til Isidor Seemann; og denne Læsning havde røvet hende hendes vante Ro. Hendes Mod var brudt, og hendes forhen saa stærke og taalsomme Sjæl havde mistet sin Spændkraft; thi hun havde jo ikke engang haft Evne til at forstaa og hjælpe sit stakkels, ensomme Barn. Og hun gentog fortvivlet den brystsyge Jens Olufs Ord: Det nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene boer saa langt fra hverandre! ... Og hun havde dog haft den mest redebonne Vilje ...
Kun naar hun sad i Lurvadts og Rottbøls lille Værelse henne i den Stiftelse, hvor Pigebørnene havde faaet dem anbragt, fandt hun en stakket Trøst. Lurvadt maatte da atter og atter berette om alt, hvad hun kunde huske om Frøken Sofie, muntert og bedrøveligt mellem hinanden.
Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens Rottbøl i et Hjørne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes skyløse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet mærkeligt Ord:
-- Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit--skidt--Kredit-Gaard! var den nyeste Forøgelse af hendes Repertoire ...
Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Døtre. De passede sig selv og gik hver sine Veje.
Frøken Anna sløsede Dagene igennem ved en Bog, som hun aldrig læste i. Og Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad dampende paa deres Piber og fordybede sig, hver paa sin Maade, i Tanken om Tiltrækningen mellem de menneskelige Køn ...
_Kun Martyren, Nils Uldahl-Ege, den ringeagtede, den fornægtede, den i enhver Henseende forhenværende rejste højere og højere sit hvide, kampslagne Hoved sejrrigt over Fortidens Aske:_
#Thi han havde fundet Gud ...#
GYLDENDALSKE BOGHANDEL · NORDISK FORLAG
GUSTAV WIED
#Menneskenes Børn.# I-II. Novelletter. 3,00.
#En Hjemkomst.# Sørgespil i 4 Akter. 0,75.
#Silhuetter.# Fortællinger. 2,50.
#Barnlige Sjæle.# Fortællinger. 3,50.
#Ungdomshistorier.# En Fortælling. 2. Oplag. 3,50.
#Lystige Historier.# 3,00.
#Bedstemoders Manuskript.# Spredte Billeder af Livet i Aarhundredets Midte. 3,00.
#Erotik.# Satyrspil i 3 Akter. 2,50.
#Den gamle Pavillon.# Skuespil i 3 Akter. 2,75.
#H. C. Andersen.# Stemninger og Æventyr. Med Tegninger af §Viggo Pedersen§. 3,00.
#Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde.# 4 Satyrspil. 2. Oplag. 3,50.
#Slægten.# Roman. 4. Oplag. 5,00, ib. 7,00.
#Livsens Ondskab.# Billeder fra Gammelkøbing. 3. Oplag. 5,50.
#Det svage Køn.# 4 Satyrspil. 5. Oplag. 3,50.
#Thummelumsen.# Komedie i 5 Billeder. 2,75.
#Knagsted.# Billeder fra Ind- og Udland. 2. Oplag. 5,50, ib. 7,50.
#Hendes gamle Naade.# Skuespil i 5 Akter. 2,75.
#Et Opgør.# En lille Komedie i 1 Akt. 1,50.
#Byens Stolthed.# Komedie i 5 Akter. 2,75.
#Dansemus.# Et Satyrspil. 5,50.
#Ranke Viljer.# Satyrspil i 4 Akter. 3,25.
#Fra Land og By.# Samlede Fortællinger i Folkeudgave. Med Forfatterens Portræt. I-II. 5,00, ib. 8,50.
* * * * *
#Første Violin.# Komedie i 4 Akter af §Jens Petersen§ og §Gustav Wied§. 3,50.
#Atalanta# eller #Naar Piger har Penge#. Komedie af §Jens Petersen§ og §Gustav Wied§. 3,75.
FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI. KØBENHAVN