Part 16

-- Ja, det har da nok jeg og Anders besørget for et _Par_ Timer siden, smilede Pompadour ondt -- Ingen vidste jo, naar det passede _Dig_ at komme tilbage.

Hans slog en Næve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:

-- Minka er min _Kone_! sagde han -- Og naar _Du_ jager hende af Gaarde, saa maa _jeg_ vel ...

Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig:

-- De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord -- de vilde da ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for dit Valg, da Du nyder saa stor en An_se_else paa Egnen, sagde de, og var dygtig.

Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:

-- Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han -- det har jeg ingen Kyndighed i ...

-- Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente Pompadour.

-- Ja--e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?

Hun sendte ham et hvast Sideblik:

-- Hæ ...! bryder Du Dig om at vide _det_ ...?

-- Det har jeg jo altid gjort!

-- Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet og sige Tak til. Det er dog en Slags Ærens Vej at komme ind paa og en Hæder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget, bare det sætter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig. Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om _jeg_ ha'de været kranksindet af mig?

Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig ind fra Entréen:

-- Naa, der _er_ I! sagde han -- Sognefogden og Mølleren og de andre er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.

-- Nu skal _jeg_ hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af Stolen.

Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun:

-- Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!

Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede derved:

-- Fandt Du saa Minka?

Hans saa vredt til ham:

-- Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers være!

Anders' Øjne lyste af Glæde:

-- Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han -- Jeg vilde ha' været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.

-- Hva' skulde det ogsaa ha' været godt for! ... mumlede Hans og vendte ham Ryggen ...

Nu kom Madam Henriksen med Mændene.

Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter hende, da Døren lukkedes.

-- --

Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen afgivet sit Løfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.

Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem. Og allerede ved fjerde Møde kunde Sejren anses for givet....

Hvad der ogsaa meget bidrog til at forhøje Stemningen blandt Bønderne var, at Madam Henriksen som oftest indfandt sig ved Møderne.

Det var Sognefogden, der havde Æren af at have hittet paa dette virksomme Trick. Han anbragte Pompadour paa en iøjnefaldende Plads oppe i Nærheden af Talerstolen. Og naar hun sad dér rank og statelig og lod sine kloge Øjne vandre ud over Forsamlingen, saá man i hende ligesom et Symbol paa Bondestandens voksende Magtfylde ...

Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at sætte igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsørgede Børn var hun draget ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit; men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste, havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste Søn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke længe maatte takke af.

Tre Sønner og en Herregaard til hver. Det var som at høre om de stærke Ridderfruer i Middelalderen!

Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt:

-- He, he! Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat! raabte de -- Manden af vor egen Midte!

Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam Henriksen et Hurra med:

-- ... Idet jeg, motiverede han Forslaget -- ligesom i denne ene Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har forskaffet sig Ret til at bære et fint og fornemt Navn, alligevel har foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple Bondenavn ... og det er _det_, man i højeste Forstand kan kalde _Bondekultur_, _det_, ikke at skamme sig ved sit _enfoldige Navn_! ... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands stærke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam Henriksen, _Gaard_ejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan saagu' godt ta' _Havslunde_ med, saa vidt jeg har ladet mig fortælle! ... Hun leve!

Og Hurraraabene drønede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at fortrække en Mine.

Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig. Enten det nu var for at bevise ham en Ære, eller for at de Tilstedeværende bedre skulde kunne se hende ...

* * * * *

Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gøre, tog Hans Henriksen til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.

Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin én Gang fattede Beslutning om ingen Sinde mere at sætte sine Fødder paa Ravnsholt.

Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strøget Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Sønnens Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet haardnakket.

Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt Værelset ...

Saa lærte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig været, da to Kvindeviljer dér kæmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Død.

De Privatværelser, der var blevet sat i Stand til Ægtefolkene, stod aflaasede hen.

Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nævnede mere hendes Navn.

Undtagen Anders, den yngste.

Han kunde undertiden spørge, medens Blodet jog ham til Kinderne:

-- Hvordan har Minka det?

-- Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.

-- --

Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med stor Majoritet.

NAT.

_I Villa Seemann._

Fru Rositta var paa Aftenbesøg hos sin Mand. De laa Side om Side i hans Seng. Og paa Natbordet foran dem beroede tvende kraftige Whiskyer.

Der var mørkt i Værelset; men Døren ind til Herredsfuldmægtigens Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tændte.

Ægteparret sov sødeligt med Armene om hinandens Skuldre.

Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i teateragtigt Maanelys ...

Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved. Forsigtig gjorde han sin Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit Whiskyglas.

-- Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende.

-- Jeg _drikker_! sagde han.

Rositta lo:

-- Ja, vi er et Par nette Forældre!

-- _Særdeles_ nette! bekræftede han -- har vi ikke bekommet sunde, glade og smukke Børn! ... Skaal!

-- Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.

-- Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og saá hen mod Vinduet -- Og dertil burde det altid være Maaneskin!

-- Ja! nikkede hun -- Skal vi gaa en Tur i Haven?

-- Gerne, min Elskede!

-- _Vil_ Du virkelig?

-- Gerne, min Reseda! Alt hvad _Du_ vil, vil ogsaa jeg ... paa denne Tid af Døgnet.

-- Jamen husk, at Du er »Øvrighedsperson«!

-- Ikke om Natten ...!

Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun var kommen.

Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke.

-- Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa.

Men han svarede:

-- Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ... Natten er Forældrenes Tid!

Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen og ud i Haven ...

Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.

Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:

-- Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun.

-- Det _har_ vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brød, som han tog op af Lommen paa sin Frakke -- Jeg gaar sommetider herned alene, naar jeg ikke kan falde i Søvn.

Nede foran Dammen smuldrede de Brødet og kastede det ud. Og Fiskene skød op gennem det sorte Vand og lyste som Sølvglimt i Maaneskinnet.

-- Hvor det er smukt! sagde Rositta.

-- Ja, nikkede han -- man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky stærkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten ...!

Saaledes talede i den skønne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor Severin Seemann, Herredsfuldmægtig for Havslunde og Søby Herreder ...

_Paa Havslundegaard._

Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Længe havde hun ligget og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til overvældet af Træthed lukkede Øjnene, saa hun de frygteligste Syner ...

Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklæder og Strømper paa, tændte Lampen og satte sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt frem af en aflaaset Kommodeskuffe:

Kære, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa længe siden, jeg har talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men _jeg_ kan ikke sove, thi jeg har saameget forfærdeligt at tænke paa. En frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu _kan_ jeg ikke længere bære den alene. Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg _fortalte_ Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg _skrive_ det, for naar jeg skriver til _Dig_, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af mig og hører paa mig: Det er _Johanne_, Du véd, hende de kalder _Lig-Johanne_, og som de siger er Faders Søster og alligevel har et Barn med ham. _Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel, Isidor!_ Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har _kastet_ ham derind! _Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det hele!_ Hun kom bærende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad de havde bestilt derinde, véd jeg ikke; jeg hørte bare, at hun bad ham om nogle Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun højt, og saa blev alting stille; men da hun kom bærende med ham inde fra Kammeret, saa han allerede ud, som om han var død, maaske har hun kvalt ham; _og saa bar hun ham hen bagved Kørehestene og kastede ham ind under dem_! Og saa løb hun sin Vej, og _jeg_ ogsaa. Det var ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg _løb_ ned gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig inde i Halmen og laa og skreg og sang og græd og slet ikke vidste af mig selv, førend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og trøstede mig og spurgte, hvad der var i Vejen og vilde kysse mig; men jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg véd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var jeg lige ved at løbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten ved Badeplænen og kaste mig i Vandet og dø bort fra alt det forfærdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du véd ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa! Ved Gud, jeg vilde ønske, at jeg snart maatte dø, eller blive _rigtig_ syg og faa høj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig selv, for nu kommer det allerværste, Isidor, nu kommer det allerværste! Først var det kun om Natten i Søvne, jeg saa det; men nu er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tænker paa ingenting. Det er noget med en stor Skikkelse, en _Kæmpe_, eller en Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel Flok Mennesker paa én Gang og kaster dem ind under et Kobbel vældige Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hører dem mase Hovene ned i Kødet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og Bønner, og jeg lukker Øjnene og véd godt, at det bare er noget, jeg bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og høre det, og jeg stopper Fingrene i Ørene og skriger med, men det hjælper ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Syvoks, som jeg putter i Ørene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver for Fader, Søn og Helligaand ...

-- --

Der lød et Drøn gennem Huset af Gangdøren, der blev slaaet i. Frøken Sofie rejste sig hurtig og løb hen til Vinduet.

Og hun saa i Maaneskæret sin Fader og hans Hjerteven Smeden Arm i Arm dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjorteærmer ...

* * * * *

Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden Klokken ni. De drak helst den klare Brændevin nu, det andet bed ikke.

Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede _det_ Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa Fædrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var _det_, han havde faaet Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:

-- Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor?

Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede Gange.

-- Fordi jeg engang tog en dejlig Tøs fra ham, he! fortsatte Nils -- Joachim kunde ikke gøre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til _mig_! For i _den_ Retning, he! saa havde _jeg_ sgu den krabateste Elfenbensstav!

Smeden _pladskede_ ud i en brølende Latter. _Den_ Historie havde han ikke hørt før!

Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:

-- Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?

Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjorteærmer og spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa det hørtes viden om Gaard. Nils tabte som sædvanlig; og det blev han til sidst ked af:

-- Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og kastede Kortene fra sig.

-- Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgørlig og stoppede Gevinsten i Lommen.

Nils ravede op af Stolen:

-- Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne!

Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned gennem Gaarden ...

Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....

Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig, slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens Dyb:

-- Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring!

-- Ja--e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme evige Stjerner -- men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje, Godsejer ...

* * * * *

Ovre i Mejeripigernes store Fælles-Kammer bag Bryggerset var der lyst som om Dagen: Maanen hængte tyk og rund lige udenfor de gardinløse Vinduer ...

Omkring fra de seks Bræddesenge, der var tømret op langs Væggene, hørtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.

Varmen og Osen i Rummet var kvælende ...

Der lød snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor. Døren blev stødt op, og Nils og Smeden tumlede ind:

-- Go'aften Pi'er! lød Smedens Stemme -- Mon I har Brug for et Par paalidelige Folk?

-- Du rører ikke Rikke, Smed! hvæsede Nils pludselig ophidset og greb Vennen i Brystet.

-- _Nej, nej_ ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig -- Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?

-- I den yderste til højre ...

-- Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer!

Der havde hidtil været musestille rundt i Sengene. Al Snorken og Pusten var død hen. Man hørte kun hist og her et lille forskræmt Skrig, eller en møjsommelig undertrykt Fnisen.

Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nærmeste Seng til venstre, voksede der pludselig et stort nøgent Mandfolk op af den:

-- Hva' Saten vil Du her, din Smedetamp! tordnede han -- Ka' Du holde dine beskidte Fingre hos Dig sæl!

I samme Øjeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i somme af dem to:

-- _Ud_ med Jer! brølede én.

-- Hyss, Husbond er med! hviskede en forskræmt Pigerøst.

-- Jeg vil _blæse_ ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine egne! ... Han er ikke mere _Husbond_, end som vi! lød det rundt omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem.

Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.

Under alt dette, havde der hele Tiden fra den nærmeste Seng tilhøjre lydt en spæd, halvkvalt Klynken.

Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen:

-- Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne -- skynd Dig lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til _mig_!

Paa én Gang fik han fat i en lille, skælvende Haand, der søgte at rive sig løs igen.

-- Hvem er _det_? spurgte Nils.

-- Det er _mig_ ... græd Stemmen.

-- Hvad for en mig?

-- Lisbeth ... den nye Gaasepige ...

-- Hvor er Rikke?

-- Jeg ... véd ... ikke ... hulkede Barnet.

-- Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa Mandfolkerøst i Sengen ved Siden af.

-- Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos _Dig_! sagde en anden.

-- Gaa Du dér over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.

-- Se, I kan faa Røven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og begyndte at kravle tværs over sin Dame -- ellers skal vi illeminere den for Jer!

Der stod et Drøn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende Mandslatter og skingrende Kvindehvin.

-- Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen -- her er ikke Bid for _vos_ i Aften.

Men Nils hørte ham ikke. Han stod og tænkte paa at krybe ned til Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at føle paa ...

Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.

Og Latteren _stod_ ud af Døren efter dem.

* * * * *

Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brændte bag det hvide Forhængsstykke i et af »Asylets« Vinduer.

Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage været temmelig daarlig, haft Feber og Aandenød; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen skulde være tændt om Natten.

Smeden standsede og pegede mod Vinduet:

-- Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?

-- Hvad Glæde kan vi ha' af _det_? brummede Nils, der endnu gik og tænkte paa Gaasepigens intacte Former.

-- Bare obselvere deres Forskrækkelse! mente Smeden lystig -- De har vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste _hundrede_ Aar!

-- He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.

-- Vi fortrædiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke -- Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mæle et Ord.

-- Lad os ta' Støvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...

Inde i Asylstuen sov Rottbøl og Lurvadt sødelig. Men Ingwersen laa med vidtaabne Øjne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et fælt Anfald, og Feberen krøb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...

Men paa én Gang ser hun Døren ud til Gangen gaa op og to Gespenster glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde Menneskehoveder ...

Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...

Gespensterne gav sig til at svæve rundt og rundt paa Gulvet. Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: _Det var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hængt og druknet og skudt sig ...!_ Ingwersens Seng begyndte at vugge frem og tilbage ... Loftet drejede sig, Væggene sank, og Lampen henne paa Kommoden blev til et vældigt flammende Baal:

-- _Lurvadt!_

Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde bøjet sig ned over hende.

-- _Lurvadt!_

Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:

-- Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Døren; men glemte det øjeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde være) -- Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun -- Vil De mig no'et?

Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt straks i Søvn ...

Ingwersen _kunde_ ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over sine Læber. Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev ganske blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ... og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:

-- Jesus, vær mig arme Synder naadig!

Saa lød der paa én Gang et hvinende, skærende Skrig, der _hug_ ind mod hendes Trommehinder, saa de sprængtes ... Og alt blev tavst for evig.

-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_

Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran den Syges Seng:

-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ gentog hun og famlede i Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder:

-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ blev hun ved at raabe.

Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattørklædets Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:

-- Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hørte Vandets Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afklædt i Sengen ved Siden af hende -- Nu skal Mor hjælpe ...

Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd:

-- Tssss ...! sagde hun -- Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen ...!

Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ...

_Hos gamle Seemanns._

-- Sover Du, Far?

-- Øff ...! Hva' er 'et, Mor?

-- _Sover_ Du?

-- Næi ...

-- Skal Du ikke _op_?