Part 15

-- Næ, hvor han er _indbilsk_, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!

Og hun gav sig atter til at knibe løs.

-- Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmægtigen, som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.

-- Ja, det er Far, der er saa vigtig!

-- Ja, _utrolig_! lagde Rositta til.

-- Sludder Tøse! lo den Gamle -- Lad mig faa Ild paa Skorstenen, Isidor, at jeg kan _ryge_ dem ud!

Og da Piben var tændt, sendte han en mægtig Røgsky ind mellem Damerne; men de lo bare af ham og erklærede, at de _var_ tilrøgede.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre.

Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.

Og henne paa Plænen legede de andre Børn ...

-- --

Anna Stuepige kom og meldte:

-- Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen.

-- Kender De hende?

-- Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.

-- Lig-Johanne?

Stuepigen rødmede:

-- Ja--e ... Men der _kommer_ hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde vente, til jeg kom tilbage.

-- Aa--r! sagde Isidor ærgerlig -- Se, at faa hende bort igen, Anna! Sig, at her er Gæster.

Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.

-- Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin Svigerdatter -- _Far, hun er drukken!_

-- Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine Briller frem.

Isidor havde rejst sig, og Børnene kom nysgerrige løbende.

-- Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmægtigen haardt -- Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er ordnet.

Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:

-- Det var de Penge ... mumlede hun.

-- Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor -- Men gaa nu, jeg har ikke Tid til at tale med Dem i Dag!

-- Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...

-- Jovel, ja! Men gaa nu, hører De!

Lig-Johanne stod lidt og stirrede sløvt ud for sig. Saa gjorde hun pludselig omkring og dinglede bort.

Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken:

-- Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han.

-- Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle Seemann højlydt.

-- Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta.

Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen var blevet saa underlig mat.

Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:

-- Den Nils, den Nils ...! sukkede hun -- Hvor er Jorden dog fuld af sørgelige Ting!

-- Saa, nu skal Mor til at _tænke_ igen! vrissede gamle Seemann og sugede løs paa Piben, saa den skrattede.

Det var fra først af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og Maren Ørentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.

De paastod, at hendes Ære ligefrem krævede det.

Og det var lidt efter lidt lykkedes dem at hidse hende i den Grad op, at hun og Pin'de-Jens endogsaa et Par Gange havde lagt Haand paa hinanden den Sag angaaende.

Men endnu laa Jens da med de femhundrede Kroner i Behold. Og han agtede at forsvare dem til sin sidste Blodsdraabe, sagde han. For var der noget i Verden, der tilhørte ham med Ret og Retfærdighed, saa var det vel Pin'de nok de dyre Skillinger, han havde erhvervet ved at lade sig smede sammen med det Stykke Svinetrug af et Fruentimmer!

Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den Vej længere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre. _Nu_ taalte han ikke _Lugten_ engang hverken af Spiritus eller Fruentimmer. Man blev da vel ældre for at forbedre sig!

Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tættere og tættere og holdt til med Sognets værste Didriker. Og _var_ hun ædru en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar hun hørte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.

Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snøbelen, og deltog i Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa mærkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhængsstykket.

Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig forgjette, om hun saa blev halvfems:

Gæsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet laa Lig-Johanne splitternøgen med en tømt Brændevinsflaske mellem Knæene. _Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... »saa sandt der er en Gud til!«_ Og henne i et Hjørne af Stuen sad lille Juliane paa en Skammel og sov ...

Marie havde øjeblikkelig hentet Maren Ørentvist og en tre-fire andre Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de ikke var som _dette_ Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog Juliane med sig ... »For En har jo da kristelige Fornimmelser!«

Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fløjet hen paa Gaarden for at være Nummer ét til at berette Jens Pinedød Baduljen ...

Men Jens havde gudhengivent svaret:

-- Hva' Satan rager det mig!

Han skikkede punktlig hver Lørdag Aften Halvdelen af sin Ugeløn hen til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for ham i den Anledning!

-- --

Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til regelmæssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urørte Kroner sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun _vilde_ have fat i dem og _maatte_ have fat i dem! Hvortil hun egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden. Og maaske foresvævede der hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om, at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne »frelse« hende.

Hun havde engang i en Avis læst om et Drankerasyl, hvor man kunde helbredes og lære at forsværge Nydelsen af stærke Drikke og andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind paa et saadant Asyl ... Men hun vilde _betale_ for sig og ikke smides paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!

-- --

Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare _ét_ Hundrede! Og da Jens stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke godvillig vilde rykke ud med.

... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt ham, at disse Penge kunde _frelse_ hende og igen gøre hende til et skikkeligt og agtværdigt Menneske ...

Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig:

Roser og Liljer, skal pry-de min Grav (sang han), naar jeg fra Verdens vil-dene Hav styrer mod Him-melens Bolig ...

Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk.

Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen.

Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebøren, han skød foran sig:

... Og naar jeg hviler i Kisten min, da vil jeg smykkes med Bru-delin og med Myrtekransen fortrolig ... Tradialla, hidia (satte han saa vældigt i), hidalla hida, for en Biskum, for en Baskum, for en halla hidia!

Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.

-- Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og stirrede forbavset hen mod hende og Hunden -- Jeg ha'de smen slet ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tær dog kan liste!

-- Jens er nok glad i Dag?

-- _Glad?_ Næ, jeg er Fa'eme ikke _glad_! De Tider er forbi.

-- Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde høres helt ud i Loen.

-- _Sang? Jeg?_ Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har vaaren Trillebøren; hun trænger til Smørelse.

-- Hidialla, hidia ... begyndte Frøkenen at nynne for at friskne paa den Gamles Hukommelse ...

Men i det samme blev Døren ud til Møddingen revet op, og Lig-Johanne ravede halvdrukken ind:

-- Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og Indledning.

Jens løftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:

-- Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lørdags.

-- Dem _har_ jeg sgu brugt, he--he! grinede hun.

-- Til at drikke op, ja!

-- Ja--e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min Fødselsdag!

Jens lod Skovlen synke:

-- Er det din Fødselsdag, Johanne ...? spurgte han næsten mildt.

-- Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:) Har man ikke ogsaa den For_nøj_else at se _Dig_, he--he?

-- Nejnej, nejnej! sagde han forfærdet.

-- Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op -- Naar bare jeg faar de Penge. Frem med dem!

-- Jeg har ingen før Lørdag ...

Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at løfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hænder om Skaftet.

Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:

-- Du hører jo, at det er i _Dag_, jeg har Fødselsdag! sagde hun -- Hva' Satan kan det saa nytte, at Du præker op om Lørdag?

-- Jeg har ingen ... gentog han stædig.

-- Saa Du har ingen? vrængede hun -- Du ligger jo da og roder med alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er _de_?

Jens kastede et forskrækket Blik hen mod Foderloen. Men Frøkenen var borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af Sted.

-- Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han. De Gange, de havde taget Livtag, havde _han_ altid faaet de værste Klø -- Saasaa, sagde han -- saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag ... Men _mere_ har jeg Pin'de heller ikke at undvære!

Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt paa Skovlen:

-- Jaja, sagde hun -- saa lad mig faa _dem_. Men lidt villigt; for jeg har travlt!

-- Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret. Men _Du_ behøver ikke at gaa med!

Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Døren til sit Lukaf.

Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hænderne og kiggede sig taaget omkring i Stalden:

Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod Kørehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod hende.

-- Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt -- Ka' I mon passe Jer sæl?

Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af Skræk.

-- He--he! grinede hun fornøjet.

Saa vendte hun sig utaalmodig:

-- Jens, hvor bli'er Du af?

Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa Taaspidserne hen til Kammersdøren og tittede ind:

Jens laa paa Knæ paa Stengulvet derinde og rodede i sin Klædekiste. Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvære Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen; der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begærlig om efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen paa Bunden af Kisten.

Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve Øre, han vilde spise hende af med:

-- Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen -- Den nærige Satan!

Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet halvt om og raabte ud mod hende:

-- Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.

Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr ind. Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned mod Kistens Kant:

-- Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun -- Ja, jeg skal lære Dig! Jeg skal lære Dig!

Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod Kistekanten:

-- Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du fik for at ta' mig! skreg hun -- Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled? Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det!

Og hun blev ved med at hamre løs ...

Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:

-- Kan Du _nu_ faa Munden op kanske! sagde hun.

Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder.

Hun ænsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet fra ham, og puttede den i Lommen:

-- Nu er det _min_! sagde hun -- Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen, he--he! saa det bli'r vist herefter _Dig_, der kommer til at tigge en anden En!

Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:

-- Naa, kan Du se at faa lettet Dig!

Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.

Da gik der paa én Gang et iskoldt Stød igennem hende, og hendes Hjerne blev som fejet for Taage:

-- Var han død? Ha'de hun slaaet ham ihjel? _Det_ ha'de da ellers ikke været Meningen!

Hun bøjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans Øjne var traadt halvt ud af deres Huler.

Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.

Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende:

-- Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?

Hun lindede paa Døren og kiggede:

-- Nej, den var stadig tom ...

Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ...

Saa flygtede hun.

Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:

-- Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis ... Og det andet kunde føre til Opdagelse!

Kun en Tokrone stak hun til sig.

Det var jo hendes Fødselsdag.

Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.

Men dermed var ogsaa Glæden forbi; thi Ottendedagen derpaa kom Fru Minka en sen Aftentime spadserende tilbage til Fædrenehjemmet og erklærede kategorisk, at ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden skulde nogen Sinde oftere faa hende til at leve under Tag med gamle Madam Henriksen:

-- Jeg har ikke giftet mig med Hans for at blive Tjenestepige hos hans Moder! sagde hun.

Jægermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hænder:

-- Sødeste lille Minka, sødeste lille Minka, tænk dog paa Skandalen ...!

-- Jeg er ligeglad! blæste Datteren.

-- Jamen, holder Du da ikke af din Mand?

-- Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle!

En Vogn susede i rasende Fart op for Døren. Det var Hans, der var sat efter Konen.

Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store, svære Legeme rystede:

-- Minka ... stammede han -- lille Minka ...

Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet.

Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:

-- Aa Mor, bad hun -- lad os være lidt alene ...

Fru Thorsen forsvandt som en Vind.

Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og Pisken af hans Hænder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del af sin Faders Latterevne:

-- Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun -- at vi kan tale fornuftig sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!

Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en Dreng, der trygler om Tilgivelse.

-- Det er vist ogsaa bedst, hi -- hi! sagde hun -- det er vist ogsaa bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig omfavne mig.

Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig paa Gulvet:

-- _Maa_ jeg ...? _Maa_ jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?

-- Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!

Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og atter, som vilde han aldrig ophøre dermed:

-- Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!

Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken.

Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen og igen ...

-- Minka, Minka ... Du er saa fin og blød!

Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:

-- Du maa blive her i Nat ...

Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:

-- Ta'r _Du_ da ikke med til Ravnsholt ...?

-- Nej ... Men slip mig! Der _kommer_ nogen!

Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en Nabogaard. Hans Kone havde ikke hørt ham komme, saa han traadte ubekymret ind i Stuen:

-- Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op -- Og Hestene udenfor la'r I skøtte sig selv! I er et Par skjønne Papegøjer!

-- Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var _den_ Sag klaret.

-- I skal være velkommen, Børn! ... Men det er da ingen Grund til at lade Hestene staa udenfor, ha, ha!

-- Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme -- vi ... æ ... vi ... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spændt fra! afbrød hun saa leende sig selv -- Og tag dit Overtøj med.

Hans samlede Tøjet sammen og tumlede ud.

-- I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jægermesteren og saa efter ham -- Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrød, ha, ha! En anden Ens Kage er blevet noget tør!

Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa ham besluttet ind i Øjnene:

-- Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at blinke -- Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg sætter ikke mine Fødder der paa Gaarden mere! Er Du med paa _den_?

Jægermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et maabende Udtryk:

-- Men Pige dog ... hvad er det Du siger?

-- Ja, det _sa'e_ jeg!

-- Véd din Mor det?

-- Ja.

-- Jamen i den Alstyrendes Almægtiges højtlovede Navn, bruste han endelig ud -- hvor_for_ er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre meget værre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e nu!

Minka var paa et hængende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glæde ...! Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret Antydning af Graad i Stemmen:

-- Har _Du_ ... opdraget din Datter ... til at være Tjenestepige?

-- _Nej_, Fandenfløjteme har jeg da ej nej!

-- Jamen det er _det_, de vil gøre mig til ovre paa Ravnsholt.

-- Hvem?

-- Pompadour!

-- Og hvad siger din Mand?

-- Han er en Nathue ...

-- Jamen Du _elsker_ ham jo, Tøs!

-- Jeg _elsker_ ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i Forpagtning ...!

Nu var det Jægermesterens Tur til at le, og _han_ holdt ikke igen:

-- Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede -- Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?

Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden løs; Tidspunktet var inde.

Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!

Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i Gæstekammeret.

Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med høj Røst og flagrende Arme, at Forældrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke taale at have andre om sig end sin Mand.

Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen, løb hen og laasede Døren, fôr om Halsen paa Hans, græd, lo og skreg og puttede sig ind til ham fuldstændig ude af sig selv ...

Men lidt efter blev alt stille.

-- --

-- Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin Mand stod uden for Døren og lyttede.

-- _Javel_ ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort.

-- _Ler_ Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.

-- _Nej_, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de Unge ha' Ro!

Og han trak hende forsigtig bort med sig ...

Da Hans Henriksen tidlig næste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod hans Moder paa Trappen foran Hoveddøren streng og uafviselig som en Skæbne.

Han dukkede sig under hendes Blik og skyndte sig at spænde Hestene fra og faa dem om i Stalden.

Men da han kom tilbage for at hænge Kørepisken paa dens Plads i Entréen, stod Pompadour der endnu:

-- Jeg har noget at snakke med Dig om, sagde hun rolig og gik ind paa Kontoret.

Hans fulgte efter:

-- Hvis det er Minka, der skal holde for, tænkte han og knyttede Hænderne i Bukselommerne -- saa skal jeg vide at svare!

Men Madam Henriksen nævnede ikke Svigerdatteren.

Hun satte sig tavs og lukket i Onkel Joachims Lænestol bag Pengeskabet.

Sønnen tog Plads i Sofaen ... Gaardens Lyde hørtes tydelig i Stilheden.

-- Kan der snart gaa Hul paa Dig! fôr Hans paa én Gang op, saa nervøs blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.

Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse:

-- Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun sindigt -- de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i Formiddag.

Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu _det_ for noget? Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?

-- Hvad vilde de mig? spurgte han.

-- Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.

-- _Hvem_ var det?

-- Det var Sognefogden og Mølleren og et Par andre af Nils Havslundes Stillere.

-- Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...

-- Det har han nok, ja ...

Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.

-- Lagde de ikke deres Ærinde ud for Dig? spurgte Hans saa.

-- Jo--e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres Affærer.

-- Nej, det _plejer_ Du jo ikke! lød det skarpt -- Hva' drejede det sig saa om?

-- Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sæl Besked.

Hans rejste sig brat:

-- Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i Arbejde?