# Fædrene æde Druer, Roman Slægten, Opus 2 ## Part 14 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-drene-de-druer-roman-sl-gten-opus-2-38080/index.md Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo. Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om Nætterne suste bort med hinanden i _Taifuner_ af Elskov, der efterpaa fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ... -- Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre glide gennem hans Vildmandsskæg -- Palledreng ... Du er stor i din Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit _Legeme_, Du elsker! -- Ja ... og Du _mit_ ... mumlede Palle skakmat og sov ind ... Men medens disse tropiske Nætter var al det Livskryderi, Palle forlangte -- og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit Landvæsen, der interesserede ham! -- saa krævede Mona sine Dage fulde af »Optrin« og »Hændelser«. Og naar der intet »skete«, søgte hun selv at fremkalde Sensation og Spænding ved sine Ord og Handlinger: -- Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang -- véd Du, at jeg stjæler fra Dig? -- Ja, min _Marv_! lo Palle og kneb hende skælmsk i Øret. -- Nej, dine _Penge_! nikkede hun alvorlig. -- Saa--aa? Værsgod, stjæl væk! Det bliver jo i Familien. -- Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov? -- _Det_ skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til? -- Til at løbe bort for ... _alene_, da Du jo ikke vil med. -- Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han -- at vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen. Hun fôr ham om Halsen: -- Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor skal vi hen? -- Til Berlin. -- _Palle ...!_ raabte hun henrykt -- Og til Paris? -- Lad gaa, ja! Nu brast hun i Graad af Glæde: -- Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan være ond imod Dig! Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varietéer. Og ingen Sky formørkede i disse frydefulde Uger Fru Monas »skæbnesvangre« Øjne. Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være et helt _Aar_ paa Hvidgaard uden at blive »ond« ... Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før hun blev bleg og tavs. Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe, knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig: -- Hvor jeg _hader_ denne Gaard ...! Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ... ... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede, Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet flød af Haar og Dun. Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget: -- _Paa_ dem! _Paa_ dem! skreg hun -- Hektor! Herkules! Sonja! Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fællesnavn) ... Løs paa Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er _Palle_! Løs paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha--a, ha, ha! (Hun klappede i Hænderne og kastede sig i Ekstase imod Broens Rækværk) ... Ha--a, ha, ha! skreg hun -- Det var godt! Det var godt! Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ... Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest. Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag. -- -- Saa lod hun Hundene skyde. En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man ofre det kæreste, man ejede. Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne. Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ... Sidenhen fik Græs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde. -- -- Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Sølv som Guld og Sedler, løse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Beløb, han i Øjeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgøre Hundreder af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget, tømte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden laasede, undertiden ikke. Straks i deres Ægteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det utilbørlige i dette Sløseri. Men han havde ikke villet lade sig sige. Han fandt nemlig selv Façonen særdeles grand-seigneur-agtig. -- Du gør dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun. Men han lo hende ud. Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ... Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsøge paa, om han virkelig ikke skulde kunne mærke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte Folkene i Huset for ved sin Galskab. Men efterhaanden som Beløbet, hun tilvendte sig, øgedes, medens samtidig hendes Længsel efter det tidligere frie og ubundne Liv voksede sig større og større i hende, besluttede hun at gemme disse Penge hen til eget Brug ... til at »frigøre« sig for, kaldte hun det. Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigørelse skulde finde Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde være, forinden den iværksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev som en Sport for hende. Og hun nøjedes ikke længere med de tilfældige Smaasummer, hun i Dagens Løb kunde komme over. Hun listede sig til om Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sædvane havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prøvede hun, medens han var i Marken, alle sine Nøgler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede. Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst Spændingen ved disse Tyverier næsten blev hende »Sensation« nok. Kun i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse -- Sparepenge. Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham. Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var _hun_ dog i det mindste den nærmeste til at profitere deraf ... Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da Frokostgongongen lød. Fru Mona gik ham smilende i Møde og bød ham Velkommen; og han bøjede sig kavalermæssig og kyssede hendes Haand. Men Hofjægermesteren klukkede: -- Hvordan har Onkel sovet? Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen. Men i næste Sekund tog han sit Parti og svarede leende: -- Som en Sten, min Dreng! Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han: -- Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat. Hofjægermesteren klukkede højere: -- Hvor _kom_ Onkel egentlig fra? -- Ja, det véd jeg oprigtig talt ikke, kære Palle! ... Jeg begyndte i Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup. Og saa om Fredagen red han og jeg til Sølund til Mackeprang ... Og om Lørdagen tog vi alle tre til Hareskov til Frølich ... og ... ja saa véd jeg Pinedød ikke mere! -- I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom I ikke ogsaa til Hvidgaard efter _mig_? Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig: -- Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han -- men saa tabte jeg de andre ... -- Ja, I Mandfolk _lever_ da! lød det med et Suk fra Fru Mona. -- Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm? spurgte Hofjægermesteren. Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede: -- Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen. -- Jamen den Handel _er_ jo gaaet i Orden, Onkel! -- Det véd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om Navnet! Hofjægermesteren brast i Latter: -- Og Karen lystrede vel? -- Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup. -- Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona. Nils slog en Haand i Bordet: -- Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille Herrer paa vore Ejendomme! -- Ak, ak, lille Onkel, lo Palle -- den Vej skal dog alle vore Gaarde engang! ... Og det burde _Du_ jo for Resten være stolt af, tilføjede han drillende -- Du som er Bondeven! -- Gud Fanden om jeg er! -- Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid. -- ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvæg, ja! Men nu er de blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat, Fanden skulde længere gaa de Bæsters Ærinder! -- De kan ogsaa nok klare sig selv ... desværre! sagde Palle og sukkede dertil -- Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver det saa til med Ministerværdigheden? -- Avissludder! vrissede Nils -- Og tror Du, at jeg gad vise mig derinde i København nu, man har sat mig under Formynderskab! Hofjægermesteren var paa Nippet til at spørge om, hvor Onkelens Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige Højhed var sand ... Men han greb sig i det og tav. Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte: -- Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig øve os nede i Ridehuset efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige! -- Jo! sagde Nils; og hans Øjne spillede ved Tanken. Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ... -- Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de stod ovre i Ridehuset. -- Nej, Tak, min Pige, jeg har redet tilstrækkelig foreløbig! -- Ja, kom saa, Palledreng, og lad os faa klædt os om! Og hun stak sin Arm ind under Hofjægermesterens og trak af med ham ... Nils Uldahl var nu ladt ene tilbage i det store, hvidmalede Rum. Dagskæret faldt grønlig-dæmpet af Trækronerne udenfor ned gennem Tagets Glasruder. Fra den aabentstaaende Port ind til Stalden hørtes Hestenes Stampen og Prusten; og fra Paaklædningsværelserne i Gavlen lød Hofjægermesterens og Monas muntre Latter. Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt Trætheden efter de mange Dage og Nætters anstrengende Strabadser pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme: ... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret af en usynlig Ild ... -- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de. -- Nej, sagde han -- jeg er træt og gammel! Jeg skal sove! Og de lo haanligt op og forsvandt ... Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans Seng. De arbejdede og slæbte, og deres Legemer krummede sig i ond Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af Bjælker op over ham, højere og højere, helt op under Taarnstuens hvælvede Loft ... -- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? -- Nej! sagde han. Saa lo de paa ny vildt og truende: -- Han duer ikke mere! sagde de -- Lad ham dø! Og pludselig saa han Minka fra Mosen løse sig ud fra de andre og løbe frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hænder stødte hun til den underste Bjælke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme Øjeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over ham ... Og da vaagnede han, vækket ved Lyden af sin egen Snorken. -- -- -- Onkel har nok faaet sig en lille Lur? Nils Uldahl rejste sig forvirret: -- Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slæb kastet over Armen og i Færd med at knappe sine Handsker. -- Nu skal _jeg_ ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at hjælpe -- Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans Øjne skinnede -- Palle kan sagtens være glad! -- Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjægermesteren. Han stod skrævende midt paa Manegen i sine høje Lakstøvler og med Ridepisken stukket under Armen. De stramtsluttende Skindbenklæder fremviste ublufærdigt hans kraftige Ben med mere. -- Gu' er jeg glad for Damen! sagde han. -- Uff, I _Mandfolk_ ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den ene Kind. _Tøsen_ i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at »optræde«. -- Kan Onkel huske den første Aften, De saa mig? spurgte hun -- Den Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bænkene i Circus og skar Tænder af hinanden? -- Om jeg _kan_! lo han tilbage -- Storartet! _Storartet_ saa De ud! ... _Mona Lisa_ ...! sagde han saa, og hans Øjne _aad_ hende -- Og da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter! Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat! Hun slog ham atter paa Kinden: -- Men nu er jeg vel faldet i Pris? -- Nej, _steget_! steget! er De; ligesom den ædle Drue! -- Der er Hestene! meldte Hofjægermesteren tørt. Han havde i Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils, hvis Alder og Træthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig Hane lig, latterlig indtil Marven ... Mona slap Slæbet ned fra Armen: -- Nu gælder det! sagde hun og blev paa én Gang alvorlig -- Henrik, hjælp mig! Rideknægten bøjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin Fod i den og svang sig i Sadelen. -- Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken kærtegnende glide ned langs Castors Hals. -- Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde læst »De tre Musketterer«. Og Opvisningen begyndte ... Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i Dyret under hende. Og saa fintmærkende var Castor blevet gennem hendes Dressur, at det saa ud, som lød den kun sit eget gratiøse Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled hen over Manegens Bark. Hofjægermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils Uldahl: -- Se, se! hviskede han betaget -- Er hun ikke pompøs! Mona havde lukket Øjnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes Mund, medens hun langsomt og som i Drømme lod sit Legeme vugges frem og tilbage i Takt med Hestens Bevægelser. Men pludselig udstødte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende: Hæi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op igen tværs over Dyrets Bringe. Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest. -- Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest. Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af det. Og Rideknægten sprang til som for at gribe det rasende Dyr.... Men Fru Mona slog afværgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene suse ned over Castors Hals: -- Hæ--i, hopla! Hæ--i hopla! Hæi-- hopla! Hæ--i--i--i ...! raabte hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten faldt af hende, hendes Haar løstes op, Pisken smed hun fra sig: -- Hæ--i, hopla, Castor! Hæ--i! Hæ--i! Hæ--i! ... Hun troede sig i et menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hørte Publikums forventningsfulde Stønnen, nu hun skulde udføre sit berømte Trick, det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehøje Bogstaver paa alle Plakatsøjler Europa over: -- Hæ--i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tømmerne for at lette Hesten det sidste, stolte Spring over Barriéren, ud gennem Porten og bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ... Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af Portens Stolper. -- -- Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind mod Stolpens Kant. -- -- Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og det fredløse Hjerte ... Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ... Bedstefader Seemann og hans Hustru Thora var paa Besøg hos Isidors og sad glade og vel tilpas nede paa den hvide Bænk ved Karussedammen. Rositta og Drengene laa i en Høstak ved Siden af; og Herredsfuldmægtigen stod og smuldrede Franskbrød ud til Karusserne ... -- Nej _se_ dog, Far, _Fiskene_, _se_! raabte den gamle Frue ivrig som et Barn. -- Ja, jeg ser dem nok, Mor ... -- Hvor _er_ her dog dejligt her i Haven, lille Rositta! -- Ja, ikkesandt, Bedstemor! -- Jo, jo, hvor _er_ her dog dejligt! Gamle Fru Seemann vidste intet frydefuldere end at »komme paa Visit« hos sin elskede Søn. -- Næ, se dog den _store_ der! vedblev hun og pegede ned mod Vandet. -- Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmægtigen -- Og den anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod. -- Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn? -- Nej, kun de største. Jørgen havde stille rejst sig fra Høstakken og var listet hen ved Siden af Faderen: -- Maa _jeg_ nu lidt ...? bad han. Isidor overlod ham Brødskiven. -- Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig. Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under Vandskorpen. De trængtes mellem hverandre og masede paa, snappede Brødsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet. Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen: -- Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand -- der er »det blege Ansigt« ... og der er »Undervandsbaaden« ... og der er »Maria Magdalena«, kan Du se hvor from hun ser ud? -- Sikke dog Navne paa _Karusser_, lille Povl! sagde den gamle Frue uvillig. -- Det er ikke Karusser, det er _Delfiner_, sagde Drengen -- Det si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«. -- Hva' _gør_ 'en ...! -- Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle Seemann, der var faldet i Tanker. Øjeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre: -- Ak ja ...! sukkede hun -- _Døden_ ... _Døden_ ...! -- Paa Torsdag, sagde Isidor. -- Du skal vel _følge_? spurgte den gamle Herre. -- Ja. -- Ja, _jeg_ duer ikke mere til at være med til den Slags Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil -- Man staar der og samler Gigt! -- Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmægtigen -- Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig. -- Men en _Krans_ maa vi da sende, Far! mente Fru Thora. -- Ja, det maa vi vel ... -- Ja, _det_ maa vi! -- Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de søde! Jørgen smed Resten af Brødet ud i Dammen og gav sig til at løbe efter et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden fløj hen over Grønsværet. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og forsvandt. -- Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed. Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevægelse: -- Det var en forfærdelig Død, hun fik .... _Mona_! sagde hun -- Jeg kan ikke falde i Søvn om Natten ved at tænke paa det. -- Hva' si'er Du, Mor? -- _Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Søvn for at tænke paa Monas Død!_ Gamle Seemann skulede arrigt: -- Mor skal altid _tænke_! -- Ja, tænk, Rositta og Isidor, Far _tænker_ aldrig! -- Næ, hva' skal de Narrestreger til! -- Jamen, naar man nu ikke kan lade _være_! -- Visvas, vel kan man saa! ... Hvem køber dit _Hø_, Isidor? Herredsfuldmægtigen smilede: -- Havemanden faar det for at slaa det. -- Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine _fem_ Kroner værd. -- Og _Børn_ er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap nødig et sørgeligt Emne. -- Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik Lov til at beholde den sidste? Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at faa Tommelfingrene standsede: -- Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ... -- Ja ... nikkede den gamle Frue -- og man maa jo bøje sig for Guds Vilje ... -- Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmægtigen. -- Jo Tak, min Dreng ... men _Pibe_! -- Ja, nu skal jeg hente en ... Og Isidor gik op mod Huset ... Povl og Jørgen var begyndt at lege Hest. Jørgen havde faaet et Tøjr om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt alvorlig trak af med ham for at sætte ham paa Græs. Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ... Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette: -- Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun -- Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle? -- Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig? Hun ligner snart en ung Pi'e igen! -- _Det_ gør hun! nikkede Rositta -- Hun ser meget yngre ud end jeg. Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden: -- Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet ikke! -- Jo, _det_ gør jeg! -- Ja, _det_ gør hun sgu! bedyrede den Gamle. -- Aa--r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret. Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde skæres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar. -- Er det Købmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa. -- Ja. -- Det er meget pænt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal være røde. -- Ja, _Du_ skal nu ha' alting _rødt_, Far! Den gamle Herres Sypose-Øjne trak sig polisk sammen. Det var akkurat den Replik, han havde ventet paa: -- Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor! -- Næ, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde Fru Thora -- Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i mine aabne Øjne! Og hun bøjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene Ben. -- Au, au! skreg han -- Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er ikke gaaet af mig endnu! -- Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse? -- Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere! -- Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa Rositta -- Maa jeg sige, at det er _Dig_, der har sagt det, ellers tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham? Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun højt: -- _Rositta siger, at Du er saa køn, naar Du ler, Far!_ -- Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle. -- Det har _jeg_ da ogsaa! -- Ja, derfor tog Du mig vel?