# Fædrene æde Druer, Roman Slægten, Opus 2 ## Part 11 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-drene-de-druer-roman-sl-gten-opus-2-38080/index.md -- Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han -- og paa Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu knoppes derude! -- Jens Oluf ... Jens Oluf ... -- ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev han -- Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser! Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse: -- Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette? vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog -- Hvad har jeg forbrudt? Hvad er min Synd? Kan _jeg_ for, at min Mo-der har avlet mig i uren Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom ... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar! ... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...! Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne. -- Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs. Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans rødblonde Haar flammede i Solen. Degnen fôr over Ende med et Ryk: -- Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen -- Judas! Judas! Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham tilbage. -- -- Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser paa. Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende og sagde som i et Skrig: -- _Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bôr for langt fra hverandre!_ Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes i Villa Seemann det ventede Barn ... Det havde været en vanskelig Fødsel. Og da Barnet omsider kom til Verden, viste det sig at være et stakkels, vanskabt lille Væsen, en Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved. Fru Nærup, Fødselshjælpersken, havde straks bragt det af Vejen uden at præsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter Isidor, som efter sin Kones Ønske havde opholdt sig henne paa Herredskontoret ... Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde. Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget. -- Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst. -- Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet. -- Hvad er der i Vejen med det? -- Det er ... -- Er det dødfødt? -- Nej ... desværre! havde jeg nær sagt. Men nu kan Herredsfuldmægtigen jo selv se ... Og Herredsfuldmægtigen maa ... maa tage sig sammen ...! Jeg har bragt den Lille op paa Gæsteværelset uden at vise Fruen ham ... Det er forfærdeligt, at der kan sættes saadanne Børn i Verden! -- -- I samme Øjeblik Isidor saa den nyfødte, sagde han til sig selv: -- _Det Barn maa ikke leve!_ Og han vendte sig bort fra det næsten i Rædsel. Han havde engang i Anledning af Spat-Maries Alexandra talt med Fru Rositta om, at saadanne ulykkelige Skabninger straks ved Fødselen burde udslettes af de Levendes Tal; og de havde været fuldstændig enige. Nu skulde han altsaa føre sin Teori ud i Praksis. Men han maatte selvfølgelig handle alene. Han kunde ingen Medvider have. Atter saa han ned mod Barnet, der laa i sin Kurveseng foran ham. Og atter fôr der en Gysen igennem ham: Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang, blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre til Øre. Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede sig en høj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre Viden ... Isidor rettede sig. Hans Beslutning var uigenkaldelig: -- Ikke en Dag til Ende skulde dette arme mishandlede Væsen faa Lov til at leve! Og han gav sig rolig og uden Vaklen til at overtænke Sagen: -- Stuepigen skulde vaage hos Drengen om Natten. Selv vilde Isidor opholde sig i Dagligstuen. Og før Pigen gik til Ro, vilde han paa en eller anden Maade skaffe sig Lejlighed til at give Barnet en kraftig Dosis af de Opiumsdraaber, som han havde staaende i sit Skrivebord ... -- -- Bag de nedrullede Gardiner i Soveværelset laa Fru Rositta bleg og udmattet. Men da Isidor kom for at spørge til hendes Befindende, nikkede hun ham smilende i Møde og rakte en Haand frem imod ham: -- Saa blev da _det_ overstaaet, lille Isidor! sagde hun paa sin stille, lune Maade -- Har Du set »Bummerten«? Herredsfuldmægtigen smilede igen og satte sig paa Sengekanten: -- Ja, jeg har, sagde han -- Han ser noget svagelig ud. -- Gør han det, det lille Pus? Det var maaske derfor, at Fru Nærup løb med ham, inden jeg fik ham at se? -- Naa--e, næi, det tror jeg ikke ... Hun mente vel blot, at Du trængte til Ro. -- Ja, jeg er ogsaa træt ... Er han pæn at se paa, Drengen? -- Meget pæn, ja ... Og hvordan har _Du_ det? Var det strengt? -- Nu er det jo overstaaet ... gentog Fru Rositta og lukkede Øjnene ved Tanken. Herredsfuldmægtigen tog hendes Haand og kyssede den: -- Tapre lille Kone ...! sagde han -- Men sov nu og lad være med at tænke! Lad, som om det hele slet ikke vedkommer Dig! -- Ja ... Sig mig bare, hvem I har sat til at passe Drengen? -- Foreløbig har altsaa Fru Nærup ham. Men Elise skal være hos ham i Nat. Jeg lægger mig ind i Dagligstuen paa Sofaen. Povl og Jørgen bliver henne hos Seemannerne, hvor Du har sendt dem hen imorges, samtidig med at Du jog mig paa Kontoret ... Farvel ... Og vil Du saa være saa henrivende elskværdig at holde din Mund! -- -- Da Jordemoderen henimod Klokken ni Aften havde puslet Moderen og Barnet for Natten og var gaaet hjem, kaldte Isidor paa Stuepigen og bad hende bringe et Brev ind paa Posthuset. Og medens hun nu var borte, gik han selv op til Barnet og gav det Opiumet. Og da Pigen kom tilbage, sagde han til hende: -- De bliver altsaa hos Drengen i Nat, Elise. Skulde han vise sig særlig urolig, saa kom ned og kald paa mig. Men De skal ikke komme herind; bank bare stille paa Døren, at vi ikke skal vække Fruen. Og da han havde sagt Godnat til Rositta, lagde han sig fuldt paaklædt paa Sofaen. Døren ind til Soveværelset lod han staa paa Klem. I Dagligstuen brændte en Natlampe. Men han kunde ikke falde i Søvn; laa og stirrede med vidtaabne Øjne ud i Rummet: -- Nu havde han altsaa for første Gang i sit Liv udført en virkelig »Bedrift«. Han var ligefrem stolt deraf og følte sig halvvejs som en Banebryder; tænkte endogsaa et Øjeblik paa at notere Begivenheden ned og gemme Papiret hen, saa at Efterverdenen kunde faa at vide, at han, Isidor Seemann af Slægten Uldahl, trods alt, havde været forud for sine Samtidige. Thi det stod ham nemlig klart, at de Dage vilde komme, da det simpelthen vilde blive paabudt ved Lov, det, han nu i Dag havde maattet snige sig til. -- Isidor ... lød det inde fra Soveværelset. Herredsfuldmægtigen var med et Sæt oppe af Sofaen og inde hos sin Kone: -- Hvad er der, lille Ven? spurgte han hurtig og mærkede, at han var mere nervøs, end han havde troet. -- Aa vil Du ikke give mig lidt at drikke ... Han rakte hende Vandglasset, og hun drak begærlig. -- Tak ... sagde hun -- Det var næsten Synd af mig at vække Dig; men jeg var saa tørstig ... Sov Du? -- Ja ... sagde han hurtig -- Du har da ikke Feber? -- Nej, slet ikke ... Véd Du, om Drengen sover? -- Det gør han vist; der er ganske roligt deroppe. -- Du vil vel ikke liste Dig op ved Døren og lytte ...? Elise er jo ikke vant til at passe Børn. -- Jo, det skal jeg nok ... Men læg Du Dig nu ned igen og bryd Dig om ingenting andet end at sove. -- Du er saa god, Isidor ... -- _Det_ er jeg! Jeg er et af de bedste Mennesker siden Syndfloden! Da Rositta igen var faldet i Søvn, listede han tilbage til Dagligstuen og trak Døren til efter sig. Han følte sig mere og mere nervøs, syntes, at Tiden trak unødig længe ud, laa og lyttede anspændt efter, om ikke Pigen skulde komme ned ad Trappen og kalde paa ham.... Men alt i Huset forblev roligt. Saa faldt han lidt efter lidt hen i en Døs og sov ind. Indtil han paa én Gang saa Soveværelsets Dør langsomt glide op, og den nyfødte stikke sit frygtelige Ansigt ind og stirre hen imod ham med store anklagende Øjne. Og samtidig lød der en stille Banken som af spæde Fingre mod en Rude ... Isidor fôr over Ende og saa sig forvildet om. Saa gentog Bankningen sig; og han vaagnede helt og skyndte sig hen til Entrédøren og aabnede. Udenfor stod Stuepigen bleg og rystende. -- Hvad er der, Elise? -- Drengen er syg ... han kan næsten ikke faa Vejret ... Isidor stod et Øjeblik tvivlraadig. Men saa tog han sin Beslutning: -- Løb straks til Byen efter Doktoren, befalede han -- og bed ham komme med det samme. Er Doktor Larsen ikke hjemme, saa hent en anden ... Men gaa ud gennem Køkkenet, og vis ogsaa Doktoren den Vej, at Fruen ikke hører noget! -- -- Oppe i Gæsteværelset laa Barnet. Herredsfuldmægtigen stod bøjet over ham. Drengens Ansigt var end frygteligere at se, nu han droges med Døden. Øjnene var lukkede, og Hænderne krampagtig knyttede. Men han aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret. Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet ikke vilde slippe ... Og saa denne gabende, blodrøde Flænge! Isidor blev mere og mere ophidset, alt som Minutterne gik, og Drengen vedblev at leve: -- Sæt nu Lægen kom og begyndte paa sine Oplivningsforsøg, og sine Bade, saa at hele Huset kom i Oprør, og Rositta vaagnede og vilde have Grunden til Uroen at vide ...! Der lagde sig som en Taage for Herredsfuldmægtigens Øjne. Han greb famlende for sig frem i Luften. Og pludselig, uden nogen forudgaaende Beslutning, snappede han en Pude af den nærmeste Seng og pressede den haardt ned omkring sin Søns Ansigt. -- -- Et Kvarters Tid efter kom Elise med Lægen. Han gik straks hen til Drengens Leje og bøjede sig undersøgende ned over ham: -- Er han død, Doktor? spurgte Isidor fuldstændig rolig. -- Ja, sagde Doktoren -- og godt det samme! Derpaa vendte han sig om mod Herredsfuldmægtigen og fortsatte indtrængende og alvorlig, som var det en Sag, han længe og nøje havde tænkt igennem: -- Og efter min Mening burde der ligefrem være en Lov, som paabød, at saadanne smaa, ulykkelige Skabninger ikke _maatte_ leve! ... Men den Anskuelse kan De som Jurist og Øvrighedsperson naturligvis ikke dele, Hr. Herredsfuldmægtig? -- Nej ...! sagde Isidor. -- -- Senere paa Natten, da Isidor Seemann igen laa og halvsov paa Sofaen i Dagligstuen, drømte han, at han vandrede rastløs om ude i sin Have. Frem og tilbage gik han, rundt ad Gange og over Plæner. Han vilde bort, flygte, han vidste ikke for hvad. Da lyder der pludselig frem bag en Busk en stille, fornøjet Latter, en underlig spæd næsten vellystig lille Fnisen, der faar ham til at skudre sig i Ubehag. Han vil helst liste væk igen, ikke se, hvad der gemmer sig bag Busken, helst leve Livet til Ende i Uvidenhed. Men han _kan_ ikke flygte, han drives fremad og hen til Stedet. Og da han bøjer Grenene til Side, ser han sin nyfødte Søn og Spat-Maries forfærdelige Alexandra ligge der paa Grønsværet foran sig i den hedeste Omfavnelse ... Hurtig trækker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne. -- Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle Sider. Men han svarer: -- Det er ikke mere raat end selve Livet! Og rolig tegner han videre... Nils Uldahl var igen paa Havslunde ... Kort efter Rigsdagens Slutning i April havde Fru Line modtaget følgende Skrivelse dateret København: Fru Line Uldahl-Ege Havslundegaard. Jeg rejser en af de nærmeste Dage til Udlandet og kommer ikke til Havslundegaard før i Begyndelsen af Maj. I Tvivlsmaal kan De henvende Dem til min Forvalter Larsen, der har modtaget skriftlige Instrukser alt fornødent. Uldahl-Ege. Denne Ukas blev modtaget med almindelig Jubel baade i Hovedfløjen og i Asylet; og der blev straks samme Aften afholdt en ekstraordinær Kaffelystighed. -- Den gamle Svend tør ikke komme hjem, førend Jomfru Helmer er rejst! sagde Frøken Frederikke. Og Pigebarnet havde Ret. Nils Uldahl vovede ikke at vise sig paa Havslunde, saalænge Mathilde Helmer endnu færdedes der. Hun havde Vinteren igennem bombarderet ham med Breve, der afvekslende truede og klagede, fordi hun i dobbelt Forstand var blevet »sagt op«. Men Nils havde anvendt sin gode, gamle Fremgangsmaade og ladet enhver Henvendelse ubesvaret. -- -- Saa den første Maj drog Jomfruen bort. Og en ti-tolv Dage senere vendte Nils Uldahl tilbage. Han blev hentet paa Stationen af Lars Kusk og gik direkte ind i sit Taarnværelse uden at hilse hverken paa Kone eller Børn. Klokken var da to. Klokken fem kom Olga Stuepige og bankede frygtsomt paa hans Dør: -- Der er rettet an til Middag, Husbond ... meldte hun. Intet Svar. Hun forsøgte igen; men med samme Resultat ... Og ejheller ved Aftensbordet viste han sig. Men da Fruen og Døtrene senere sad inde i Dagligstuen omkring Lampen, hørte de ham komme ud i Entréen, tage sit Overtøj paa og forlade Huset. Og senere, da alle var gaaet til Ro, og han var vendt tilbage fra sin Udflugt, begyndte han at vandre rundt i Værelserne nedenunder, aabne og lukke Døre, gaa ud i Køkkenet og ned i Kælderen og tilbage igen, saa at Tyrk oppe i Sovekammerkorridoren hvert Øjeblik fôr hen til Trappen og gøede rasende. Denne Rummesteren gentog sig nu Nat efter Nat. Men efterhaanden vænnede man sig til det, som man i Aarenes Løb havde lært at vænne sig til Husherrens mange andre Besynderligheder. Og om det saa var Tyrk, lod han sig ikke længere forstyrre ... Men Nils undgik omhyggelig ethvert Samkvem med sin Familie. Sine Maaltider fik han serveret paa en Bakke, der blev sat ud i Entréen paa et Bord foran hans Dør. Og undertiden spiste han deraf, undertiden ikke. Der kunde gaa hele Dage hen, hvor han ikke tog Føde til sig. Og da sov han rimeligvis tungt og dyrisk den Rus ud, som han igen var begyndt at søge Hvile i. I det mindste kunde man stundum høre hans Snorken langt ud i Gaarden. -- Hvad mon der er gaaet Far imod? spurgte Fru Line. -- Aa, han har vel spillet nogle Penge væk! sagde Frøken Charlotte. Men ellers lod Damerne ham leve, som han vilde, nogenlunde tilfredse, saalænge han blot holdt sig i Ro hos sig selv. Thi værre var det for dem, naar han pludselig fandt paa at stige frem af sit Hi og agere Husfader. Dette skete fornemmeligst, naar der var Gæster. Døren fra Entréen kunde da med ét gaa op, og »Manden« træde ind i Dagligstuen smilende og spøgende, som havde han for et Øjeblik siden forladt sin kære Familie og nu kom tilbage. -- -- Ved en saadan Lejlighed var det, at han for første Gang traf sammen med Minka fra Mosen. Hun havde paa alle Maader vidst at undgaa ham, bævende i sit Hjerte af Skræk ved de Historier, Frøken Charlotte havde berettet om ham. Men da Nils nu resolut gik hen til hende og elskværdig og indtagende, som han kunde være imod fremmede, bevidnede hende sin Glæde over, at en saa smuk og frisk ung Pige vilde holde hans Døtre med Selskab, følte hun sig ikke alene i højeste Grad smigret, men slog øjeblikkelig om og blev ganske betaget af den fine gamle Herre. Og om Aftenen oppe paa deres fælles Soveværelse sagde hun indigneret til Frøken Charlotte: -- Det er jo slet ikke sandt, alt hvad I har gaaet og fortalt mig om Jeres Far! Han er jo den sødeste gamle Mand, man kan tænke sig. Og det er virkelig en Skam, saadan I behandler ham! -- Synes Du? spurgte Charlotte tørt. -- Ja ... Og det er din Mors og Jer Pigebørns Skyld, at Forholdet her paa Havslunde er, som det er! Charlotte smilede overbærende, som man smiler af et kært Barn, der »snakker med«; strakte Armene frem imod hende og sagde: -- Du er henrivende fra Top til Taa! Kys mig! Men Minka undveg hende vrippent: -- Lad mig være! Hvorpaa de klædte sig af i surmulende Tavshed. -- -- Sagen var den, at Minka var bleven led ved sit intime Venskabsforhold til Frøken Uldahl. Der var nemlig, rimeligvis fremkaldt og næret af dette Forhold, begyndt at vaagne i hende en egen nyfigen Interesse for det andet Køn; en Interesse, der bevirkede, at naar hun kom sammen med Mænd, var det hende umuligt at beherske sig. Der kom en Uro og Nervøsitet over hele hendes lille buttede Person, som gjorde hende endnu mere tiltrækkende. Og det morede hende at se Mændenes Begær glimte utvetydigt frem i deres Øjne. Atter og atter havde der i den Anledning fundet Scener Sted imellem de to Pigebørn med alle et regulært Kærlighedsforholds Taarer, Bebrejdelser og Opsigelser. Men hidtil var dog disse Skærmydsler stedse endt med Fred og Forsoning. -- -- Straks næste Formiddag efter sit første Møde med Mose-Minka havde Nils Uldahl indfundet sig ved Frokostbordet. Og trods Fru Lines og Døtrenes afvisende Holdning og mutte Miner, havde han ved sin muntre Snak og forlibte Øjekast faaet den lille Minka til at le saa hjerteligt og te sig saa overstadigt, at Frøken Charlotte bleg af Harme og Skinsyge pludselig havde grebet hende i Armen og sagt: -- Hvordan er det, Du skaber Dig! Kom her, jeg vil tale med Dig! Men Nils havde spøgende bemægtiget sig Minkas anden Arm og var trukket af med hende: -- Nej, kom De hellere med mig, lille Frøken! sagde han. Og saa var han og hun højt leende løbet ud i Entréen og ind i Taarnværelset, hvor de havde drejet Døren i Laas efter sig ... Men et Kvarterstid efter var Mosepigen atter kommen farende ud rød i Kammen og med Haaret i Uorden. Nils havde bag den aflaasede Dør villet forgribe sig paa hende. Sommeren var inde. Parken stod grøn. Og paa den store Plæne foran Havesalen blomstrede Roserne ... Post-Ole kom stavrende ved sin Stok op igennem Borggaarden. Han gik hurtigere til i Dag, end han plejede. Sveden trillede ham i store Draaber ned over Næsen. Midt i Gaarden mødte han Fru Line og Frøken Sofie, der havde været nede at fodre Hønsene. -- Fruen véd det vel? spurgte Ole med Huen i Haanden, men uden først at hilse Goddag. -- Nej ... sagde Fru Uldahl smilende; hun kendte af Erfaring Post-Oles Verdensbegivenheder -- hvad er der sket, Ole? Har Præstens Brune brækket et Ben? Frøken Sofie lo. Men Ole sagde krænket: -- Ikke det _jeg_ véd af! ... Men ellers er Manden paa Kragholm da død i Aftes Klokken elleve! -- Onkel _Frantz_! sagde Frøken Sofie overrasket. -- Ja, _Frantz_, ja, ... nikkede Ole, der rolig havde givet sig til at lede Gaardens Postsager frem af sin Taske -- han stod og var ved at gaa til Sengs, og saa skvat han om og var død med det samme ... Her er tre Breve til Herren og et til Frederikke og saa Aviserne. -- Hvem har Ole hørt det af? spurgte Fru Line. -- De sa'e det inde i Byen ... Er der Post med tilbage? -- Nej ... -- Ja saa, Farvel! -- Skal Ole ikke ind og have sin Kaffe? -- Nej, jeg har ikke Stunder ... Og bort stavrede den Gamle fornærmet. Posttasken daskede vredt imod hans Hofte. Fru Line gik op til Huset og ind i Entréen. Hun lagde Aviserne og Godsejerens Breve fra sig paa Bordet foran Taarndøren og vilde gaa igen. Men saa vendte hun sig resolut og bankede paa: -- Nils ...? Intet Svar. -- Nils ... din Broder paa Kragholm er død ... Men da der fremdeles intet Svar kom, gik hun atter ned i Gaarden, hvor Frøken Sofie stod og ventede. -- Han lukkede naturligvis ikke op for Mor? -- Nej ... Den unge Piges Øjne lynede: -- Bare det var _ham_, der var død! sagde hun. -- Men _Sofie_ ... -- Ja, det siger jeg! Saa kunde vi andre da leve i Fred! Forvalter Larsen kom gaaende nede fra Ladegaarden. Da Frøkenen saa' ham, gjorde hun brat omkring og gik over mod Asylet: -- Jeg gaar over til de Gamle ... Fru Uldahl vinkede af Forvalteren: -- Er Husbond hjemme, Larsen? -- Nej, Godsejeren red til Kragholm straks i Morges tidlig begrundet paa en Telefonmeddelelse, han fik. Fru Line tøvede: Skulde hun fortælle om Dødsfaldet eller ikke? Ogsaa hun følte et sært Ubehag i Forvalterens Nærværelse; men i sin Hjælpeløshed sagde hun: -- Det er min Svoger, der pludselig er død ... -- Naa, Herregud, er han det ... Ja, Enken kommer jo ikke til at lide Nød ... -- Nej ... -- -- Fru Line gik om forbi Gavlen og ned i Parken, hvor Pigebørnene opholdt sig. I en Hængekøje laa Frøken Anna og døsede. -- Onkel Frantz er død i Aftes, lille Anna ... -- Saa--aa? Hvad er _han_ død af? -- Det var vist et Hjerteslag ... -- Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ... Frøken Charlotte, Frøken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa Plænen og spillede Kroket. -- Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ... Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte fløjtede: -- Hu-it! sagde hun. -- Pas Dig selv, Tøs! blæste Frederikke. -- Onkel Frantz er død i Aftes, lille Frederikke ... sagde Fru Line saa. -- Er Onkel _Frantz_ ...! Saa er Tante Karen da henrykt! -- Hvad siger Mor? spurgte Charlotte, der igen var optaget af Spillet -- Det er _Dig_, der skal slaa, Minka! Og Minka slog til sin Kugle, saa at Fru Uldahl maatte hoppe for ikke at faa den over Fødderne. Pigebørnene brast i Latter. Og endnu leende gentog Charlotte Spørgsmaalet: -- Hvad var det, Mor fortalte om Onkel Frantz? -- Han er pludselig død i Aftes Klokken elleve ... -- Men bevares vel dog! ... Véd den gamle Svend det? -- Ja, han er redet derover ... -- Gudskelov, saa er vi da fri for ham i Dag! ... Nu er det _din_ Tur, Frederikke! Og Frederikke stillede sig op til omhyggelig Sigte og fik sin Kugle flot gennem Midterbuen ... -- -- Saaledes blev Budskabet om Frantz Uldahls Død modtaget paa Havslundegaard. Kun Jomfru Ingwersen sagde ovre i Asylet til Frøken Sofie: -- Gud ta' ham i naadig Varetægt, lille Sofie! Frantz har altid været den bedste af Børnene fra Egesborg ... Paa Kragholm. Samme Dag. Middag ... Inde i det grønne Gæsteværelse laa Frantz Uldahl under et stort, hvidt Lagen. Værelset var blevet gjort i Stand til Sølvbryllupet og gemte endnu en svag Lugt af Kalk og Maling. Gardinerne var trukket for Vinduerne. Udenfor i Haven kvidrede Fuglene. To midaldrende Koner staar i Samtale ved Sengens Hovedgærde. De har vadsket og »klædt« Husherren og skal nu hjem til Middagsmaden. -- Ja, siger den højeste af dem, en Kvinde med en vældig Ørnenæse og hvasse Øjne -- straks, da Fruen sendte Bud efter mig i Aftes, og vi flyttede ham her ind fra Sovekammeret, saa han sgu ud i Ansigtet som de fleste Lig. Den mindste af Konerne, firkantet og mild at se til, løftede Dækket bort fra den Dødes Ansigt: -- Og nu ligger han stadig og griner ... sagde hun -- Monstro han vil blive ved med det til han raadner? Den første kastede et kyndigt Blik ned paa Onkel Frantz, der laa rødmusset og smilende, som under en munter Drøm. -- Det lader sgu til det! sagde hun -- Nu er det li'som Fniset sku' briste ud af ham. Den anden jog pietetsfuld en Flue væk, der summede omkring Ligets Næsebor: -- Hvem er det, der er inde hos Fruen? -- Det er ham, den gale Godsejer fra Havslundegaard og Hof_jæ_geren fra Hvidgaarden og saa Herredsfuldmægtigen inde fra Byen ... han hører jo osse paa en Maade til Familien. -- Mon der bli'er noget for _dem_ at hole? -- Næi, hun har sgu nok sørget for at faa sig tilskrevet det hele, kender jeg _den_ Gnietaske ret! Den firkantede Kone lagde Dækket tilbage over den Dødes Ansigt, medens den lange fortsatte: