Part 10

Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter hende.

Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som »Nattens Dronning«. Og bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og voldtage hende!

-- --

Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel Tjenestekarl.

Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr, der stod averteret til Salg.

Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men Minka saa han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke. Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.

Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.

Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde afhentet Minka til et længere Besøg.

Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere ud, og den blev derfor afsluttet.

-- --

Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad og gnavede og lod ham ingen Fred.

Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men kørte denne Gang til Havslunde.

Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe sig Magen til....

De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.

Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men »uægte« født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.

Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans teologiske Afstamning ...

Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes ved:

-- Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren -- Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!

Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev afventende staaende foran Bordet.

Larsen saa haanligt op og ned ad hende:

-- Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende -- _spise_ kan vi selv! ... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede havde forladt Værelset -- Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op -- at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al det Sul; mine skal kunne _sno_ sig, forstaar Du!

-- Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.

-- Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ... At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren -- Herregud, man kan jo gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!

-- Er han ikke gode Venner med hende mere?

-- Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den Saamaskine? ...

Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.

Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk viste Tænder og knurrede.

-- Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran ham -- Hvordan lever _De_?

Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden Joachims Død.

-- Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle Øjne, der spillede om hende.

-- Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev begravet.

-- Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans Henriksen?

-- Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa _det_?

-- Man kan aldrig vide det! lo hun.

Forvalteren trængte sig frem:

-- Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.

Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:

-- I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans -- Far fabler bestandig om den i sine Breve.

-- Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i Kisten.

Sofie lo:

-- Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils Deres Mor! ...

-- _Storsnudet_ Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans Nærværelse.

-- Jeg synes mere, hun ser _trist_ ud ..... mente Hans.

-- Hæ, ja! grinede Nataniel -- hun trænger til lidt ... (Her gjorde han en obskøn Gebærde) ... _Du_ skulde sgu lægge Dig efter hende, nu Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han -- Jeg saa hendes Ben her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ... Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!

-- Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen kort.

-- Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om Dig, hi, hi!

-- --

Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom ud af Kostalden:

-- Kender Du den Irisk? spurgte han.

-- Nej ...

-- Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!

-- Saa--e ...

-- Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens Mose-Minka er kommet paa Besøg her.

Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene dansede:

-- Hoa -- hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.

-- Men hun _er_ ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren og smaskede -- Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en Loppe! ... Kender Du hende?

-- Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet -- Gør _Du_?

-- Næi ...!

-- Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.

-- Naa--e, Fa'en! haanede den anden -- Naar hun kan rende her og spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke bedre værd!

-- Knupveninde ...?

-- Ja, Gu' er de _Knup_veninder! De sover sammen, og de kører ud sammen, og de gaar i Bad sammen ... _den_ er jo tydelig nok! Men det er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig sin lange, magre Krop -- Ha--ha! Hva'?

Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule Fjæs med Skaftet af sin Pisk:

-- Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.

-- Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden -- Hva' Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren Dig?

Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.

Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...

-- --

En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke Pasgænger.

-- Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den unge Mand.

Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa løb Hjertet af med ham.

3/4.

Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan _tale_, om det, der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg _kunde_ ikke faa det over mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg _skrive_ det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa din lille Veninde, naar hun engang er død. _Det er den nye Forvalter, der gør mig saa bange, Isidor!_ og det var mest om ham, jeg vilde have talt med Dig. Bare jeg _ser_ ham, kommer jeg til at ryste; det er hans _Øjne_! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; _men det er ligesom, man stod ganske nøgen, naar han ser paa En_! Han kan være nok saa høflig og venlig, men man er alligevel lige ved at skrige, »lad være at se paa mig med de Øjne!« Og saa har han samtidig saadan et væmmeligt _snavset_ Smil. Baade Søstrene og Pigerne her siger det samme, men de bliver bare _arrige_ paa ham og ikke bange, saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men _jeg_ har mest Lyst til at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er det frygtelige og det _nedværdigende_ for mig, _jeg føler ogsaa Trang til at kaste mig om Halsen paa ham_ og skrige i vilden Sky, »her er jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du tro, at jeg flere Gange har været _lige ved_ at gøre det! Men _hvis_ jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? _Ja, saa maa jeg dræbe mig selv bagefter_, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og en af Familien _skal_ jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte ved mig for at hjælpe mig, og hans _Øjne_, aa Du skulde have set hans _Øjne_! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er _sandt! jeg laa og ønskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til sig!_ Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det Menneske har faaet saadan en _hemmelig Magt_ over mig, at jeg slet ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og Charlotte og Minka fra Mosen er »Kærester« siger Olga Stuepige; og Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er forfærdeligt at sige det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over, at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. _Jeg_ er den eneste, der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg ikke, hvad det skal blive til!

Din til Døden S.

* * * * *

Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du skal ikke spørge om det i Forvejen, -- for saa siger jeg bare nej.

Din S.

Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var tiltaget i Fylde og Omfang.

Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde yppigere.

Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.

Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik. Smilet stod ham konstant om Læber og Øjne; og om Natten laa han og klukkede af sin undersøiske Latter, der nu var udartet til en kondenseret Fnisen, som ved sin Styrke kunde faa Fru Karen til at slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale løs, indtil han vaagnede og fôr gnaven over Ende.

-- Hvad _ligger_ Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!

-- _Ler?_ Jeg _ler_ sgu ikke!

-- Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?

-- Det maa være min Asthma, brummede han -- den er altid værst, naar jeg kommer i Seng.

Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for at faa frisk Luft og Bevægelse.

Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte »Landmandsmøder«, hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans eneste Form for Udskejelser nu.

I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.

-- --

Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.

Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...

En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende der forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.

-- Mona! sagde han og holdt Hesten an -- Saa' Du Kragholmeren? Det er Fanden gale mig _Madam Christoffersen_, der feder ham op, skal Du se! Vi maa derind!

Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.

Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!

Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.

Men _det_ skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.

-- --

Sølvbryllupsdagen nærmede sig.

Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse -- ak, altfor hurtig henrundne -- femogtyve Aar ...

Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem _øste_ Penge ud. Den ene store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.

Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i Damekahytten.

Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...

Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.

Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.

Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne Gud være lovet var taget paa Aarsregning.

-- --

Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.

Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden Tyrks bedrøvede indtil Døden.

-- Hvor _kunde_ Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede Hustru.

-- Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen -- Lad mig være i Fred!

Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at han nu for stedse var helbredet ...

Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter lidt sin fordums Fylde ...

Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og fnisede underfundigere end nogen Sinde.

Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.

Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm, var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre.

-- --

Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i Havslunde Køkken.

-- Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.

-- Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline -- og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se over, om hun da _vil_ ...

-- Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.

Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer.

Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils Uldahl.

Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun var jo tossegod!

-- Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til Anrettergangen.

Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.

Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet:

-- Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.

-- Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i Veninden.

Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede forlegne.

Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme.

-- Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til Pigebørnene.

Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:

-- Sikken en Lykke for Jens, sagde hun -- sikken en Lykke for Jens!

Og saa gik de.

Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen begyndte paa deres Leg.

-- --

Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod dem:

-- Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk -- Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i Skolestuen.

Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik saas bag et Vindue i Sovekammeret.

Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og nysaaede Bede.

Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var stukket i Graad:

-- Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet -- saa, saa, nu er _vi_ her jo!

Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:

-- Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende -- medens Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen ... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...

-- Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...

-- _Nej!_ sagde Pigen rædselslagen -- ikke for aldrig _det_! Nu løber jeg hjem!

Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...

Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at vente.

Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler laa hvide hæklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster. Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...

Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...

Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:

-- Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.

Fru Uldahl rejste sig og fulgte.

Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.

I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.

Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et skrigende, højrødt Slips.

Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom undskyldende:

-- Ja, han _vilde_ jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og lagde sin Haand paa Mandens Arm.

Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik, der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af Træthed og Lede:

-- Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt -- Det er mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ... og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.

Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:

-- Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og bøjede sig frem imod ham.

Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste Øjne lyste et Glimt frem:

-- Det er _Vreden_ ...! sagde han.

-- Og hvem er De da saa vred paa?

Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:

-- Paa alle Jer, der er raske og varme!

-- Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde -- stem Dig nu ikke op igen ...

Men han ænsede hende ikke og fortsatte: