Fædra: Brudstykker af et Livs Historie

Part 9

Chapter 9 4,044 words Public domain Markdown

Saa slog Ellen sin Arm om den Hvilendes Hals, og sagte som et Suk hvidskede hun, mens hun drog ham ind til sit Bryst:

-Min Dreng, min bedste Dreng.

Og længe modnes deres Læber.

* * * * *

I de sidste Dage af September var Grevens vendt tilbage til Danmark. De havde tilbragt et Par Uger i Paris og nogle Dage i Kassel. I Hamburg sagde Ellen, hun vilde gerne besøge Thorsholm i Stedet for strax at tage hjem til Urnesgave. Hun og Carl havde talt saa meget om hendes Barndomshjem, og hun længtes efter at se det igen. Saa tog de derop.

Ellen havde den lidt kostbare Idé, at hendes Fædrenegaard altid skulde staa beredt, som om hun kunde ventes hjem hver Time. Derfor behøvedes kun en kort Ordre, og de fandt ved Ankomsten alt rede og alt ved det gamle.

Det sene Efteraar var usædvanlig smukt med mild og gennemsigtig Luft. Paa Terrasserne blomstrede de højstammede Roser endnu, og Bedenes Grund var grøn af Reseda og Violer, der piblede frem paany. Langs Taarnene begyndte Espaliernes Blade at gulne, og Druerne tittede blaa og tunge ud bag mangefarvet Løv.

I Plænenes Anlæg ragede Bladplanterne op med mørke Kæmpeblade, og de store Maistoppe kastede lange Skygger hen over Grønsværet. Stive Asters prangede i Solen, og ved deres Rod i Bedene, der var krandset med Vedbend, mylrede det med Heliotroper ved Siden af Stedmoderblomster.

Alt spirede. Den store Rødtjørn stod anden Gang med fulde Knopper, beredt at springe ud, og rundt i Skyggen af Busketterne viklede friske Bregner sig lyse ud af deres Hylstre.

Men Rønnebærrene, der hang straalende røde, forenede Efteraarets Pragt med den sene Sommers, og Lindegangens Løv var isprængt med rigelig gult, der lignede Guldstænk i Solen.

Naar Carl om Morgenen havde kaldt paa Ellen ved at jodle udenfor Taarnvinduet, og hun aabnede Havedøren og traadte ud paa Terrassen-- kunde hun staa længe fortabt i Beskuelsen af Haven, der straalede i sin sildige Rigdom under den første Formiddags Sol. Og naar de havde vexlet de første Hilsener, faldt de begge hen paa en Bænk, og halve Timer sad de, tause eller sagte samtalende, uden at kunne rive sig løs fra Synet af Havens Pragt. Der var i dens mylrende Rigdom af alle Aarstiders Gaver en tropisk Berusning af Duft og tusinde Farver.

De sadlede Heste maatte vente.

Ellens og Carls stadige Tur var til Bakkerne.

I den klare Luft straalede Havets fjerne Stribe som en Bræm af Sølv, og de bare Marker laa bølgende foran dem.

Hele Ellens Barndom vaagnede paany, mens de sad der under Egetræerne Time efter Time, og gensidigt flettede de Minde i Minde, et Væv af Erindringer, saa de syntes, hele deres Barndomsliv blev fælles Eie.

Og kun hendes Barndomsliv vaktes for Ellen ved hvert Skridt. Alt mellemliggende var forsvundet. Naar de gik i Lindealléen, hvor Solen kastede gyldne Pletter paa den muldede Jord, øste Ellen sine Barndomssorger ud som milde Klager i Carl Urnes Sind.

Elegisk maatte det vel kaldes, det der var kommet alt mer og mer over Ellen, det, som, naar de saadan gik, gjorde hendes Stemme ganske mild og Blikket saa dugget-blødt. Løste hele hendes Væsen op i klyngende Hjælpeløshed.

Det sugede Carl Urne ind som skøn Musik, indtil det var ham, der blev glad. Saadan skiftede bestandig deres Stemning.

--En Dag, da de sad paa Bænken ved Gravstedet, sagde Carl:

-Hvor Folk dog dømmer feil ...

-Om mig? Aa ja ... De kender mig jo ikke. Hun reiste sit Hoved lidt op fra Stenen, paa hvilken hun støttede det. Hvad siger man om mig?

-Aa--saa meget ... og saa er De just det mildeste, jeg kender.

-Altsaa, at jeg er haard. Tror De det, Carl? Aa ... nei ikke nu ... men der kommer maaske en Tid ... Hun taug lidt, saa sagde hun og stadig sagtere og mere tøvende:

--Men De maa heller ikke tro--hvad de fleste ... det vilde gøre mig ondt, om De troede det--at jeg er meget ærgerrig ... Hun tøvede igen, og Carl blev flygtig rød. Ellen støttede atter Hovedet paa Stenen:

-Jeg har aldrig fundet, at en Urne var mer end en Maag, sagde hun ... Jeg havde kun haft en eneste Ærgerrighed i mit Liv ... en eneste ... kun en Vilje: at bøie mig, et eneste Ønske: at hjælpes--og saa siger de, jeg vil kun befale ...

Ellens Hænder faldt slapt ned fra hendes Skød. Carl greb dem og bevæget sagde han:

-Og kunde jeg da slet ikke gøre Dem lidt glad?

Hun saa paa ham og trykkede hans Hænder, og i det milde Tonefald, der gjorde hendes Ord til tusind Kærtegn, sagde hun:

-Om De kan, min egen Carl, De er jo mit eneste Solskin.

--Om Aftenen læste de for hinanden, eller Ellen spillede. Naar de havde drukket The, og Greven fik sig et Parti Billard i det østre Taarn, tog Ellen en Kaabe om sig, og de spadserede i Haven. Natten var stjerneklar og forunderlig mild. De gik op og ned i Alléerne, hvor det var stille, saa de hørte deres egne Trin og hvert Blad, der sagte faldt til Jorden; paa de mørke Plæner ragede Bladplanterne og som store Skygger, og Heliotropduften gennemtrængte Nattens Mørke.

De blev ved at gaa i Alléernes Dunkelhed, tause i den stille Nat. Men pludselig droges de ind mod hinanden og med hastig Aande, berusede af Nattens Duft og Taushed, mødtes de i hede, uvilkaarlige Kærtegn.

Naar de saa atter traadte ad Terrassens Gange ind i Stuen, hvor Lampen brændte rolig under sin blaalige Skærm, faldt Carl Urne hen i lange Drømmerier. Men Ellen kunde kaste sig foran Flygelet, og i brusende Larm jog hun alle Strenges Toner op.

* * * * *

Saaledes gik et Par Uger paa Thorsholm.

En Aften var de blevet inde. Ellen frøs og havde fundet det altfor koldt at spadsere. Hun sad med Foden stemmet imod Risten og læste foran Kaminen. Naar hun løftede Blikket, mødte det Carl, der hang i en Stol, drømmende med opspilede Øine og Hænderne foldede over sine Knæ. Ellen faldt selv hen, glemte Bogen i sit Skød og stirrede paa Bøgeblokkene i Ilden.

Hun vækkedes ved Urets Slag og saa Carl endnu sidde ubevægelig i samme Stilling med store og stirrende Øine.

Hun saa et Øieblik paa ham, og Carl følte hendes Blik og vaagnede med et pludseligt Smil.

-Hvorfor læser De ikke for mig? spurgte hun.

-Hvad skal jeg læse?

-De holder jo mest af Musset. Tag hans Digte.

-Bogen ligger ovenpaa--

-Men saa--kan De jo hente den. Ellen reiste sig og lod raslende sine Sølvringe falde tilbage paa sin Arm. Bare De ikke er doven, sagde hun, De holder ikke af at bestille noget, Carl, og jeg hader ørkesløshed. Hent saa Bogen ...

Ellen havde talt i en irriteret Tone, og hun begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, mens hun gned Sølvringene i sit Armbaand op og ned paa sin Arm. Det var ikke sundt for Carl saaledes evig at falde sammen, sidde og drømme Tiden væk og stirre paa det tomme Rum, saadan, som han altid gjorde i den sidste Tid, det var sygeligt ... trættende at se paa. Og hvorom drømte han saa? Om hvad?

Om Formiddagen, naar de sad sammen paa Terrassen, kunde han timevis sidde taus, med Hagen støttet mod Marmorbalustraden og stirre ud over Lindene.

-Hvad tænker De dog paa? spurgte hun ofte. Hvor kan De dog sidde saadan uden at tage Dem det allermindste til?

-Tænker paa? Jeg ser blot saa mange Billeder for mig ...

-Billeder?

Og han faldt hen igen; og naar hun løftede Ansigtet fra sit Broderi, saa hun ham atter med de vidt opspilede Øine fæstede paa Himlen. Saa kunde Ørkesløsheden smitte hende, og halve Timer igennem ridsede hun tankeløst i Marmoret med sin Brodersaks, eller hun fulgte Majstoppene, hvis Skygger svingede for Vinden.

Ellen trykkede nervøst Sølvringen fast om sin Arm og trak hurtig Silkeslæbet efter sig paa Tæppet, mens hun gik. Der kom i den sidste Tid ofte denne Jagen over hende, en beklemt Uro, saa der ligesom lagde sig en klam Haand om hendes Hjerte; og Hvile fandt hun ikke nogensteds.

Da hun hørte Carl, der kom tilbage, satte hun sig igen foran Ilden.

-Sæt Dem her, sagde hun, De kan godt se ved Kandelabrerne, og det er afskyelig koldt ...

Carl rykkede en lav Puf hen til Kaminen: Men hvad skal vi læse? spurgte han.

-Hvad De vil.

Carl bladede i Bogen og slog op paa "Rolla". Han begyndte at læse de første Strofer og blev saa ved at læse et Par Sider ud i Træk. Han læste meget dæmpet, mens han sad i Lyset fra Kandelabrene, bøiet over Bogen.

Ellen hørte knap. Men Versenes bløde Lyd beroligede hende; hun mærkede Ordene som en dulmende Strøm for sit Øre, mens hun sukkede nu og da. Og uden at hun vidste det og ikke over disse Ord, som hun kun utydeligt fornam, begyndte lidt efter lidt Taarerne at rinde ned under de lukkede Laag ...

Da Carl holdt op, vendte hun sit Ansigt bort fra Lyset: Hvor det er smukt, sagde hun. Læs mer.

Carl slog nogle Blade om og lod Bogen hvile paa Sofakanten.

-Kender De Melodien til "Rappelle-toi", spurgte han.

-Ja--den af Mozart, sagde hun; og da han begyndte at læse, bevægede hun Læberne svagt, som om hun uhørligt nynnede.

_Rappelle toi, quand l'Aurore craintive Ouvre, au Soleil son palais enchanté; Rappelle toi, lorsque la nuit pensive Passe en rêvant sous son voile argenté--_

Ellen havde dreiet sit Hoved, saa det laa i Lyset, støttet paa hendes Haand. Hun saa Skæret fra Ilden over hans Haar og Kinder, Haaret blev som Guldbrand derved. Og hun lagde Mærke til alle de fine Dun paa hans Kinder ligesom Fnuggene paa en Frugt ...

_Rappelle toi, lorsque les destinées M'aurent de toi pour jamais séparé, Quand le chagrin, l'exil et les années Auront flélri et cœur désespéré. Songe à mon triste amour, songe à l'adieu suprème! L'absence mi le temps ne sont rien, quand om aime. Tant que mon Cæur battra, Toujours il te dira: Rapelle-toi._

Carl vilde vende Bladet, men Ellens Haand lagde sig ned over Bogen.

-Læs det en Gang endnu.

Carl saa op: hendes Ansigt var til Døden blegt; hun lagde en Haand--af Is--paa hans og sagde igen:

-Endnu en Gang.

Han læste, en Smule stødvis i Rytmen. Og da han kom til Ende med Verset, lukkede han sagte Bogen til.

Ellen rørte sig ikke. Carl syntes, han kunde føle Kulden fra hendes Ansigt ned imod sig. Selv brændte han.

Saadan sad de lidt, Carl halvt forskrækket. Men da Kaminilden begyndte at skære Carl i Ansigtet, bøiede han sig frem, saa han saa Ellen. Hendes Ansigt var helt stift. Under det tykke Purr af Haaret stirrede Øinene og alle Træk var skarpe--

Og i forfærdet Angst for dette Ansigt, han aldrig havde set, strakte Carl Urne Hænderne frem:

-Ellen, skreg han. Hvad er der?

Hun vaagnede ved sit Navn.

-Lad mig gaa, rør mig ikke! hun næsten raabte, og da hun var kommen lidt hen over Gulvet, sagde hun uden at vende sig:

-Jeg er ikke vel ...

Hun bevægede Hænderne afværgende, tøvede, som om hun endnu vilde tale og gik.

* * * * *

Da Carl næste Morgen rullede Gardinet i sit Sovekammer op, var der Rim over Plæner og Træer. Det var med et blevet Vinter.

Ved Frokosten var Ellen livlig som før. Scenen fra igaar var glemt. Efter Frokost spadserede hun med Carl. De gik ned over Plænerne, i Bedene var alle Blomster frosne bort.

Da de kom hen under Rødtjørnen, løftede Carl sin Stok og slog op imod Grenene. De visnede Knopper faldt som sorte Smaakugler ned om dem paa den rimdækte Jord.

--Næste Dag reiste Grev Urne fra Thorsholm til København. Det var vanskelige Tider for Politiken, og Hans Majestæt ønskede helst at have Grev Urne i Nærheden. Man haabede saa maaske ved Leilighed dog paany at kunne bevæge ham til at blive Premierminister, og i alt Fald kunde man bestandig høre hans Raad og benytte hans Indflydelse.

I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været paa Reisen og ude paa Thorsholm.

I November udstedte Grev Urnes Indbydelser til et stort Bal, der gaves til Ære for en fremmed Diplomat, en Ven af Greven, som var her paa Gennemreisen til Stockholm med sin Kone og sin unge Datter. Den kongelige Familie lovede at ville beære Festen med sin Nærværelse, og man ventede Ballet som Forsæsonens vigtigste Begivenhed.

* * * * *

III.

Bukkede Nakker i Rad, Damerne dybt i Knæ.

Et Fløjelsslæb tungt gjennem Rækkerne, i

Næserne Duft af Verveine; og Fløjdørene lukkes bag Majestæternes hilsende Ryg.

Gæsterne dvæler i ærbødig Bøining.

Porten slaas op og slaas i. Majordomus med sin Stav vender tilbage; Grev og Grevinde Urne kommer, hver med sin Kandelaber: de har lyst Majestæterne ned.

Med et brydes Rækkerne under forvirret og hundredestemmet Støi. Man farer fra hinanden, og man samles, rundt om Buffetterne trænges man. Inde i Salen intonerer Musiken en Vals.

Midt i Larmen hører man Balinspektørens Raab: Første Extravals--første Extravals! og Majordomus Stemme, der bevæger sig frem mellem Grupperne: _Les tables à jouer--Messieurs, les tables à jour._

Og Stemmen og Lyden af hans Sølvstav mod Jorden taber sig mellem Latter, Vifteknitren og Støien fra Balsalen, hvor man begynder at valse ...

Knald af Propper; Stimmel allevegne.

Carl Urne søger. Midt i en Skare unge Piger bag en Palmegruppe finder han sin Dame.

-Det er os, Comtesse.

-For anden Gang ...

-Ja ... De er Æresgæsten.

Han førte hende med sig ind til en Krog af Salen. De flyttede tæt sammen for at høre--Orkestermusiken var stærk--han helt ind til hende, Clara Zichy sad med sine blanke Ungarøine fæstet paa ham.

De skal ud. Carl Urne valser voldsomt, fører hende tæt, hun ligger som en Vaand i hans Arme. De stanser først, naar Musiken holder op.

Grevinde Urne kan ikke danse. Hun kommer ind i Salen med en gammel fipskægget Hofmand og slutter sig til en Kreds af Damer. Talen er om Majestæterne.

-Hendes Majestæt var trist iaften, siger Grevinde Rosenkrands. Hun har ikke mer det gamle Smil--jeg vilde ikke have kendt hende igen ...

-Det er Begivenhederne i Rusland.

-Ja, det har taget overordenlig paa hendes Majestæt ...

Man glider fra Sprængningen i Vinterpaladsets Spisesal over til Nihilismen og Fyrst Krapotkin. Grevinde Petersdorf slaar sin Vifte sammen og siger:

-At Blodet i den Grad kan glemme sig. Hvor besynderligt. Tre omfangsrige Stiftsdamer nikker bifaldende, og en gammel Excellense i Divanen siger afsluttende og grødet:

-Godt, at vi har en stærk Regering.

Grevinde Rosenkrands bøier Konversationen.

-Spiller De endnu firhændigt med Majestæten. Det er til Grevinde Urne. Om jeg endnu ... Carl og Comtessen valsede just forbi. Hun hørte flygtigt hans bløde Fransk--

-Ja jeg spiller undertiden.

Generalinde Kragh fylder Pausen og siger: Hendes Majestæt spiller meget smukt.

-Meget smukt.

Ny Taushed. Den gamle Fru Harsdorff reiser sig med nogen Møje:

-Jeg har det imod det, siger hun, at snart enhver Plebeier spiller med Majestæten.

Ingen sagde mere, og Gruppen opløstes, Ellen havde ikke mærket det, mens hun stod og saa ud i Salen, hvor Parrene hvirvledes ud og ind. Grevinde Rosenkrands var blevet staaende fulgte Retningen af hendes Blik og sagde:

-Ja, hun er meget smuk.

Ellen blev ved at følge Carl og Comtessen med Øinene: Hvem--spurgte hun.

Grevinden besvarede ikke Spørgsmaalet. Er hun ikke Ungarerinde?--Ellen vendte Hovedet: Her er meget varmt ... Skal vi ikke gaa ind.--Ja, hun er Ungarinde--hun er meget smuk.

Parret dansede dem lige forbi, Comtessens Slæb fløi hen over Gulvet og streifede Grevinde Rosenkrands' Kjole. Hun lo og sagde: Carl danser godt--lidt intimt ... Hun nølede et Øieblik og lod Guldlorgnetten falde.

-Det vilde være et passende Parti.

Ellen lo.

-Skal vi dog ikke først lade ham være kommet ud af Skolen ... Grevinderne gled fra hinanden. Ellen gik gjennem Salen, vekslede lidt aandsfraværende Ord med den og den, førte Viften uafbrudt.

I Dagligstuen kom Greven imod hende:

-Hvor du er echaufferet, sagde han, du er anstrængt.

Hun saa i Speilet, hun havde to røde Pletter paa Kinderne: Ja, sagde hun, her er meget varmt ... Og saa anstrænger det virkelig en Smule at sé Majestæterne hos sig. Hun tog et Glas Champagne fra en af Tjenerne og skyllede Vinen ned.

Greven gik lidt. Jeg skal til Whistbordet. Og henne ved Portièren sagde han: Carl morer sig nok--har du set ham?

-Ja ... han er glad iaften.

Ellen gik videre. En Gruppe af unge Damer havde slængt sig paa Patéen i Kabinettet. De laa dovent strakte og hvidskede, Vifterne gled i løftede Arme frem og tilbage som Sommerfugle over et Blomsterbed.

Ellen fandt en Plads og slog sig ned imellem de unge. Hun trængte til at le, hun vilde være munter ... Hun gav sig til at tale efter den gamle Fru Harsdorff, saa alle lo høit; og midt i Koret hørte man hendes egen Latter over de andres, kort og rykvis--indtil hun brød op og gik videre ...

Dansen var forbi.

Parrene kom ud og skiltes. Herrerne gik langsomt, med deres _Chapeau-bas_ under Armen, sløie i Knæene og med hængende Skuldre. De unge Damer fløi sammen i Krogene, kælne af Dansen, med hinanden om Livet ...

Efterhaanden tømtes Salen ... Kun et enkelt Par blev ved at gaa frem og tilbage i sagte Samtale. Naar de saa paa deres Vei tilfældigvis atter naaede til Indgangen af Drivhuset blev de staaende, og ubemærket gled de ind ... Med et lignende Sæt som Herrerne, naar de dukkede ind bag det tyrkiske Tæppe til Rygesalonen, hvor Ansigterne gemte sig bag blaa Skyer.

Orangeriets runde Hal laa hen i Mørke. Under Platanernes Kroner dukkede de matte Lamper frem som svævende Frugter imellem de høie Grene. Ned over Fenixpalmernes ribbede Arme faldt Lianers grønne Pragt rigt fra de høie Altaner. Drecener bredte deres Kæmpepigge. Store Viftepalmer skærmede i blaalig Skygge Marmorguder.

Rundt om i Mosset duftede Hyacinter og Konvaller; Violer gemte sig ved Marmorgruppernes Fod. To tunge Rosentræer fra Nizza drømte med svulmende Knopper nær ved Springvandets Rand; hvor Lamper bag rødlige Skærme kastede levende Flammer over Sirenernes Lemmer, der strakte sig op over Vandet. Og under Perleregnen, der duggede dem, laa Aakanderne stille.

Man hørte den evige Lyd af Springvandene, der rislede i Stenvægens Grotter. Nær ved Bassinet under Palmerne stod Psyche angst for at vække den slumrende Amor ...

En Gang imellem gled bag Væksternes Stammer et Silkeslæb forbi paa Sandet; forsvandt igen. En Kvindearm straktes i det rødlige Lys frem for at fange Springvandets kølige Regn ...

Ellen Urne sad med Vilsac paa en Stenbænk ved Bassinet, og mens hun vædede Spidsen af sine Silkehandsker i dets Vand, sagde hun:

-Vilsac ... hvad synes De egenlig om Livet?

-Aa, jeg ved ikke om jeg skal rose det. Hr. de Vilsac dreiede Klaphatten mellem sine Ben. Det er bedst for dem, der forstaar at tage tiltakke.

-Ja, sagde Ellen,--om man var født til at tage tiltakke.

-Født dertil ... Og han saa op fra sit Arbeide med Hatten: Tror Grevinden, der spørges?

Ellen støttede Hovedet paa sin Haand og bearbeidede nervøst Sandet med sine Hæle.

-Nei, jeg tror derfor ogsaa nok, at de eneste lykkelige--det er dem, som ikke har Evnen til at stræbe efter Lykken.

Har De lavet det selv.--En Bevægelse med Viften.--Aa ja, jeg ved det nok ... De er ogsaa af de fordrende Mennesker.

-Men ved De hvad, Vilsac,--og hun talte noget roligere--man kan fødes med de besynderligste Ønsker. Gjætter De, hvad der som Barn var mit høieste Ønske? Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det nytter ikke, at De le'r. For jeg tror alligevel, at det var den gamle Ide, som lod mig bygge dette Drivhus ... Og se saa,--hun lo selv--om der er saa stor en Victoria regia ... at den kan bære mig ... Nei--man maa tage tiltakke med Aakander ...

-Og Viftepalmer, Grevinde Urne, og Statuer og Violer ... Hvorfor er det nu netop en Victoria regia, De vil have? Livet gi'er os altid saadan: mange Ting, vi ikke ønsker saa meget--for en Ting, vi ønskede, og som det ikke giver.

De taug lidt. De hørte en forvirret Støi af Stemmer fra Salene blandet med Springvandets evindelige Pladsk. Og med et i en ny Tankegang, sagde Ellen:

-Kender De noget til Inderne?

-Ostinderne.

-Ja de gamle Indere. Det maa have været et mærkeligt Folk--der er saa megen Dybde i deres Sagn og Skikke. Det er dem med "Lervognen" ...

-Og Sakuntala.

-Ja ... Der var Grader i deres Templer ... det ene Rum helligere end det andet ... Men inderst inde var den "hellige" Hal--der var oftest tyst ... For derind kom kun de, som vilde "skue" Guden ... De gik derind i hvide Klæder, med Laurbærkrans om Panden, og de hellige Døre havde lukket sig om Mennesker, der var forsvundet ... Aa, Vilsac--hun vred sin Vifte--det at skue Guden ...

Der blev atter Taushed. Tankeløs fulgte Ellen med sit Blik Springvandets Straaler, der faldt som bløde Perler over Aakandebladene.

Saa sagde Vilsac:

-Alt det, Grevinde, er meget patricisk sagt.

-Patricisk, ja--Ordet er godt. Men sig mig, Vilsac, hvorfor fødes der Patriciere, naar de ikke har anden Lod end at misunde Plebeierne?

-Misunder De dem.

-Ja--jeg misunder dem.

Hun taug lidt: Eller forstaar De det ikke?

-At gøre Livet til en rolig Vane, at leve af Vane--aa, det maatte være saa besynderlig fredeligt ...

Hun strakte sit Legeme i Sædet og mens hun trykkede den knugede Haand mod sin Pande, sagde hun:

-Vilsac--det bedste var aldrig at tænke.

Hun løftede Armen, der var blottet indtil Skuldren, og dorskt faldt den ned langs hendes Side. Vilsac fulgte dens Fald.

-Eller kun fornemme--bare sløvt fornemme ...

Vilsac gættede den lyserøde Hud under Kniplingen, dvælede ved Nakkehaarets Purr, gled langs Skuldrene ned til Halsens Udskæring.

Hun slog Øiet op paa ham.

Bare ladt fornemme ...

Hendes Stemme mattedes. Og blegere end et Lig under hendes halv slukte Blik overfaldtes Vilsac af en Gysen.

Blodets Støi forvirrede hastigt hans Øren ...

Og med ét vaagnede han, og fornam atter Springvandets Lyd og Ellens Stemme, der igen var klar, skønt den skælvede.

-Kom, Vilsac ... Giv mig Armen, min Ven--Dansen er begyndt.

Og de gik tilbage til Salene.

-Bernstorf--Bernstorf. Det er for voldsomt.

Hvirvel i hele Salen. Unge Grev Bernstorf førte op. Ellen blev skubbet og stødt. Parrene filtredes sammen, svingede ud og ind, kaadsindet jog Bernstorf med Rækkerne: Frisørens Krøller ude, Slipset, opløst.

-Nei, Grevinde, nei--lad dem more sig.

Alle Par fløi ud--hen i forvildende Fart. Bernstorf blev puffet og klemt. Alle Par--alle Par ud!

Vilsac og Ellen Urne satte sig i en Krog. Under den rivende Musik hørte man de Dansendes Jag; Latteren og de smaa Hvin, naar Kæderne brast, eller Møllerne pludselig sprang ...

Alt var en Hvirvel. Dansen suste af.

Støien gjorde Ellen rolig. Hun lod kølende Viften gaa i store Buer, mens hun talte med Vilsac om det og det.

-Alle Damer tilhøire--alle Damer tilhøire.

Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og Bernstorf skreg:

-En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... Bernstorf førte hende ud.

Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter Bernstorf.

-De jager Livet af os--hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod. Men Bernstorf blev ved; og stakaandet, betaget af sit eget Hjertes Slag, gled Ellen Urne langsomt ud i Dansens Rus. Hun talte ikke: med Hovedet noget frem, hed og med aabnede Læber laa hun tung i Grev Betnstorfs Arm.

Hendes Blik blev dugget; for Øret blot den fejrende Storm.

Da, midt i Hvirvlen, som gled, steg Carl Urne frem. Og i hastig Længsel stansede hun Bernstorf midt i Salen:

-Kom--der er Carl--lad dem spille en Vals.

Og hun forlod ham.

--Hvorfor har De glemt mig, Carl, sagde hun. Kom, lad os danse.

Hun saa det kendte Glimt over hans Ansigt, og hun smilede. Hun var bleg, og hendes Næsebor skælvede.

Kom--vi vil danse ... Det er en Vals.

Valsen var mild; den vuggede blidt. Og mens Carl lykkelig stirrede paa hendes Ansigt, nød de tause Dansens Rytme.