# Fædra: Brudstykker af et Livs Historie ## Part 8 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-dra-brudstykker-af-et-livs-historie-11396/index.md Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de kom ind i Gaden ned mod Dæmningen sagde Carl: Aa--han trykkede hendes Arm--hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at løbe med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet! Ellen lo og lod sig trække ned med. Hans Overstadighed smittede hende. Hører De, raabte hun, hør--Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans Fornavn uden at vide det. Jeg bliver--helt forpustet. Men de blev ved at løbe ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede Stranden. Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe Mørke. -Nei--nei--hvor her er smukt. Hans Udbrud døde, og de taug. Lænede til Rækværket stirrede de ud over Havet. Men da de hørte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs Dæmningen. De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin sædvanlige bratte Maade sagde han: Hvor tør Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skrækkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet-- Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede de paa de andre, og de gik op sammen. Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, maaske paa Trappen. Carl løb ned i Portnerlogen for at spørge, og Viften laa paa Bordet. Portneren gav ham den. -Det er maaske Deres Søsters Vifte? Den er just funden paa Trappen-- Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde Portneren. -_L'eventail de madame la comtesse!_ Carl lo og tog Viften. Men udenfor Døren kyssede han to Gange dens hvide Svanedun, inden han gik ind til de andre. Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han løftede Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i Øinene. Greven blev nogle Øieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde han. Og han har virkelig voxet sig køn--synes Du ikke? Ellen havde ikke hørt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi Sofaen. -Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret ...? -Hvorfor dog? Aa--han lo--nei, ved Du hvad--det store Menneske ... Det var dog for galt ... Nu da det blev sagt, følte Ellen selv det latterlige; hun kom til at smile: Nei--ikke saadan, sagde hun ... Men--aa nei, det var bare en dum Idé ... Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet og gav sig til at spille. Det var en gammel Melodi, som gled frem under hendes Hænder. Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun: Tell my the tales, as remember to my Long, long ago Long ago. * * * * * II. Deres Yndlingstur var langs Havet. De gik bort fra Dæmningen, forbi det kongelige Slot, ud, hvor der ikke var banet Vei, og Ellen gled i det løse Sand. De maatte holde sig fast i Marehalmstotterne, naar de vilde op paa Klitterne, og sommetider maatte Ellen tage fat i Enden af Carls Stok, og saa trak han hende op paa Klitbanken. Thi der oppe fra var Havet skønnest. Det laa som en straalende, altid vuggende Flade, grønlig-blaat i Middagssolens Skær. Og intet saa de uden Hav og Himmel. Himlen sommerlig med sit uendelige Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes. Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var hans bedste Plads. Men mens de talte--det var hende mest, han sad og lyttede--hørte de bestandig Oceanets Skvulp, der gik tungt over Strandens Sand. Og naar han saa paa én Gang, mens de sad, greb hendes Haand og beholdt den længe mellem begge sine, tog hun den ikke bort, hun smilede kun. For hun vidste, saadan var han, og hun havde vænnet sig dertil. Nu kunde hun slet ikke tænke sig det anderledes. * * * * * De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De var altid duggede--hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun flyttede sig. -Deres Stedsøn har katolske Øine, sagde Fyrstinden til hende. Han lever evig med Blikket paa Madonna. Fyrstinden havde Ret. Det var noget lignende, som laa i hans Blik, og Omskrivningen gav det halvt. Blikket paa Madonna. Hun sagde det en Dag til ham. -Hvorfor ser De dog altid paa mig? Er der saadan noget mærkeligt ved mig? -Ser jeg paa Dem?--det ved jeg ikke af. Men lidt efter hang hans Blik atter paa hende med det samme Udtryk. Naar de var alene, og hun længe havde talt og saa rettede et Spørgsmaal til ham, svarede han aandsfraværende og som en, der vaagner af Drømme. Hun vidste ikke en Gang, om han rigtig havde hørt, hvad hun havde sagt. Men hørt det, havde han alligevel; for det kunde godt hænde, at han et Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet, han havde hørt. Saa havde han altsaa baade hørt det og tænkt derover. Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig var, og hvad han tænkte. Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen--thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og høre hende. -De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. -Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo. -Ja, men jeg vilde gjerne, De skulde tale ... fortælle mig lidt. Om Deres Liv, om Dem selv ... -Jeg har ikke noget at fortælle. Et var sikkert; hendes Mands Søn var uerfaren som et Barn, Hun kunde ligefrem blive irriteret ved altid at møde det samme store, forundrede Blik, og bestandig at høre de samme vage, halvdrømmende Svar, naar hun spurgte. Han var dog tyve Aar og havde levet med andre, var opdraget midt i en stor By, i et adeligt Pensionat. Saa stod man dog ikke saadan udenfor alle Begreber ... Undertiden troede hun næsten, det hele var Affektation. En Kerubin-Rolle, han paatog sig, og som gav ham Lov til de utroligste Ting: til pludselig at klappe hendes Hænder, naar hun havde givet ham Armen paa Dæmningen, eller lægge sig ned for hendes Fødder om Aftenen, naar de var alene i Stuen. Men at demonstrere nyttede ikke, for det forstod han ikke eller vilde ikke forstaa. Sagde hun noget, saa han blot paa hende med sine besynderlige Øine, der altid var som fulde af Taarer, og hans Væsen blev sky og forknyt. Og hun blev paany forundret, troede ham igen og kunde ikke taale at se ham bedrøvet. Selv den mindste Misstemning virkede paa ham som en hel Betagelse, næsten som en fysisk Smerte, der gjorde ham hjælpeløs og ulykkelig. -Hvorfor ser De dog saa bedrøvet ud? spurgte hun saa omsider. Som oftest svarede han ikke, hans Læber skælvede blot, mens han holdt dem fast lukkede. -Er det mig, som gjorde Dem bedrøvet? -Aa nei--De--og han saa paa hende--men jeg tror, De er vred paa mig. -Men, hvorfor dog?--hvor falder De dog paa det? Jeg har jo slet ingen Grund til at værre vred. Hun lod Haanden glide hen gennem hans Haar--saa blødt, et lokket Barnehaar at føle--og han lagde næsten sit Hoved op til hendes Knæ. Hun flyttede sig ikke, Efterhaanden tænkte hun slet ikke mere derover. Hun sad og lod sin Haand klappe det lokkede Hoved, mens hun talte ganske blidt, saa blidt. -Ja, sagde hun, ja, Carl, De er et godt Barn. Og hans Hænder, der skælvede, greb hendes. Efterhaanden begyndte han ogsaa at tale mere frit. Han fortalte om sin Barndom i Brüssel og om Livet paa Boulevard du Midi i Hr. Dubois Pensionat. Det var en ensformig Barndom uden Afveksling. Den unge danske Dreng havde levet fremmed og alene mellem de nitten Franskmænd i Hr. Dubois adelige Planteskole. Han havde været meget gode Venner med dem især i de første Aar, men senere, da de begyndte at blive voksne allesammen, kom han langsomt til at staa helt for sig selv. De andre kom ud, fik Lov til at gaa paa Bal, fulgte med deres Slægtninge i Theatret og besøgte dem om Fridagene. Carl Urne kendte ingen. Naar de andre saa kom hjem fra Ferien, og de om Aftenen pludrede paa Sovesalene fra Seng til Seng om deres Erobringstog mod Kammerpigerne og erotiske Seirvindinger over Kusinerne og--Tanter, laa Carl vel og hørte paa Ordene, som blev sagt, men han tænkte ikke noget derover, og altsammen var det noget, som ikke vedkom ham. Thi ham traadte det aldrig imøde, og det havde ingen Virkelighed for ham. Dagene gik saa let. -Vi havde jo nok at gøre hele Dagen. Saa havde jeg ogsaa mine Timer med Professor Genest og saa fægtede jeg hver Dag--jeg var den dygtigste i Fægtning ... -Men i Deres Fritid--om Aftenen? ... -Aa--saa gik jeg med mig selv ... Det var Tingen. Han havde gaaet med sig selv--udenfor Livet. Han havde læst og skrevet og lært udenad og fægtet, og Dagene var gaaet, og mens Maanederne hurtig blev til Aar og Aarene som Dagene, og mens de andre var begyndt at kigge nysgjerrigt over Hr. Dubois Gitter ud i Livet, maaske i Smug at smage lidt paa dets Frugter, gjorde han sin daglige Dont som i Drømme. Ellen begyndte at forstaa sin Mands Søn. Han havde levet sin Barndom som en fremmed mellem fremmede. Han havde ikke forstaaet de andre, de andre ikke ham. De første Aar var alt gaaet godt, men siden var Forskelligheden vel instinktmæssig blevet følt, Carl Urne og hans Kammerater vare skiltes, og hos hendes unge Stedsøn havde Længsler og Savn, vaagnende Begær og gammel Tørst efter Ømhed, samlet sig i et ensomt Sind som et Taagehav af vagt Drømmeri. Deri havde Carl Urne levet sin første Ungdom. Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den krampagtigt. -Men nu--nu har jeg det saa deiligt. De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa dets KæmpeFlade. -Længtes De da ikke? spurgte hun. -Længtes? Jo--nu tror jeg, det var Længsel. Mange, mange Aftener, naar jeg sneg mig ud af Sengen, mens de andre sov, og jeg stod og stirrede paa Himlen, og jeg græd og græd-- -Stakkel--det var Hjemve ... -Har De ogsaa følt det? ... naar Skyerne driver, og man bli'r ved at stirre, stirre paa dem, til de fortæller En saa meget ... som, man slet ikke ved, hvad er ... for det er altsammen som i Drømme ... -Jo, det føler vi vel alle--naar vi er unge. -Det er, som man gaar i Taage, og noget bliver ved at kalde og kalde paa En, og det tynger som en Byrde paa Ens Bryst ... Just, fordi man ikke ved, hvad det er-- ... Det er ligesom det raabte bag et Tæppe, og man lytter og lytter og forstaar det ikke ... Solen begyndte at dale. Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens den halve Himmel glødede i Flammer, gled det store Hav som en Strøm af Purpur, dunkelrødt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem. Da døde Talen. De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lænet op mod hende, frem mod det funklende Hav. Hun læste i hver Krog af hans Sjæl; hver Rørelse fornam hun i dette Liv, som var begyndt at foldes ud. Og da Ellen først troede paa sin Stedsøn, veg Forbauselsen, og den blev langsomt til en halvt vemodig Interesse i Slægt med en Søsters milde Hengivenhed. Hendes egen Erfaring bandt hende til denne Uberørthed, som hun ønskede at værne om. Saa følte hun under sit Samliv med Carl alt mer og mer Sædemandens Glæde. Hun fornam paa sin Vandring gennem dette Sjæleliv, som hun følte, hun tog i Besiddelse, en besynderlig og utænkt Fryd ved at kaste ved hvert Ord og i hver Time den første Udsæd i en ny og jomfruelig Jord, ingen Plovfure havde brudt, og som skælvende undfangede sin første Grøde. Ligesom alle blaserede og skeptiske Sjæle var Ellen i sit inderste dybt sentimental, og efterhaanden kunde selv det mindste Udbrud af Carls umiddelbare Sind vække hendes Følsomhed. Der hørte saa lidt til at gøre ham glad, blot en lille Gave, saa ubetydelig en Overraskelse, den ringeste Gunst. Og naar han saa viste sin Glæde i alt dette pludselige og umotiverede, det næsten kaade, der var eiendommeligt for hans Væsen, som bestod af Udbrud, da kunde hun reise sig taus, gaa hen imod ham og betragte ham med et Smil--men hendes Øine var fulde af Taarer. Og hendes Stemme var blød som et Kærtegn, naar hun sagde til ham: -Carl--hvor De dog er et Barn. Hun vænnede sig at kærtegne ham. Overfor ham kom Ømhed af sig selv. Hundrede Gange greb han hendes Hænder, altid maatte han være hende legemlig nær. Deraf opstod lidt efter lidt den evindelige Nærhed, hvori de levede af hinanden: en drivende Trang hos hende til at give, hos ham til at indsuge med Sjæl og med Sanser--førte dem uimodstaaeligt sammen. Ellen begyndte at gribe sig i uafbrudt at tænke paa ham. Hun smilede deraf. Men uden at gjøre sig Rede derfor, vogtede hun sig for ikke at tale formeget om Carl. Hun troede nok, hun havde gjort det i den sidste Tid. Hun var heller ikke mer ganske ens i sit Væsen, naar de var alene, og der var andre tilstede; undertiden, naar der var fremmede eller blot hendes Mand kom ind, kunde hun ignorere ham, være ganske kold og slet ikke se ham. Men saa, naar de igen blev ene, følte hun det som en Befrielse, og der kom over hende en frisk Glæde, som paa en Gang kunde gjøre hende næsten yngre end han. Disse Overgange skabte mellem dem et eget Frimureri, som han slet ikke anede, hun kun ubestemt fornam med eget Velbehag. * * * * * Det var Badetid, og Strandbredden var opfyldt af Støi. Naar de tunge Badevogne rullede ned gennem Brændingen, løb Herrerne hurtigt ud imod dem, barbenede og hujende, og der begyndte en Strid; klyngevis stredes de og fægtede oppe paa Vogntrinene, mens Badekonerne værgede Dørene, og de flamske Kuske skændtes ... Saa blev der en Jubel af Skrig og Raaben, naar Flamlænderinderne svang de store Koste, og Kuskene smældede med Pidskene over Herrernes Hoveder, saa de maatte slippe Taget og de satte sig midt i det halvvaade Sand lige paa Bagdelen, mens Hestene stampede. Halvnøgne Bebéer væltede rundt i de dybe Hjulspor: eller de rodede i Sandet med Spader og Hakker og lavede Volde og Fæstninger og gravede dybe Kanaler af de smaa stillestaaende Arme af Oceanets Vand, som Floden havde glemt. Eller de lod bygge Pyramider om sig af Sandet lige til Hovedet, der stak op lyslokket over Sandbjerget, mens Ammerne hvinede og Guvernanterne rendte rundt paa Strandbredden som forpjudskede Høns, der har Ællinger. Men lidt længere inde laa Mødrene under spraglede Lysthusparasoller med en Bog og ventede dovent paa deres Badetime. Herrerne strakte sig paa Maven, mens de studerede "Gil Blas" og blev bagte af Solen, eller de røg med Næsen lige op i Luften og en glemt Roman paa deres Knæ, eller de iagttog Havet fra Taget af de tomme Badevogne, væbnede med uhyre Kikkerter og værnede af store Panamahatte. Ude i Brændingen holdt Badevognene i en lang Række med deres hvide Tage skinnende i Solen. Mellem de høie Hjul dukkede de Badende frem, og sprang op og ned for Brændingens tunge Stød. Raabene og Latteren fra Havet gled sammen med Strandbreddens Spektakel, hvor man hørte Bladsælgernes Skrig og Børnenes Hvinen mens de legede ... Der var et Mylr i Sollyset af rødstribede Parasoller, flamske Dragter og smaa Telte med farvede Vimpler ... Og hele Hurlumheien ledsagedes af Brændingens ensformige Slag, der reiste sig mellem Badevognenes Hjul og gik skummende ind mod Stranden med en dump Brusen. Ellen sad inde paa Bredden under en stor Solskærm og vidste ikke, om hun vilde bade. Thi hun havde i de sidste Dage ikke været ganske vel. Men da Tjeneren meldte, at Vognen var beredt, kunde hun ikke modstaa og reiste sig. Hun viftede til Greven fra Badevognens Trappe, og hun klædte sig hurtigt af inde i Rummet. Hun hørte Vandets evige Sladsk om Hjulene og Hesten, der asede i Bølgerne. Gennem Lugen saa hun ud over Havet, hvor de Badende flokkedes i Klynger, dukkede sig og under forvirret Jubel løb ind foran den mægtige Brænding--der naaede og dækkede dem--og gled over. Solen glitrede over hele Havet. Hun følte en Glæde til Badet, mens hun fæstede de Perlemoders Spænder, kastede den lette Silkeslaabrok om sig og slog de to Slag paa Døren for at kalde. Den store Flamlænderinde stod opskørtet paa det nederste Trappetrin, og Ellen traadte ud. Hun vilde lade Kaaben falde i Konens Hænder, men hun tøvede med Haanden løftet for at løse Baandet og betragtede Oceanet. Hun syntes aldrig, hun havde set det saa smukt. Det gled majestætisk under Augustdagens Sol i skinnende Pragt. Helt ude laa det som en sollys Flade, et slebet Speil for Himlens Sommerklarhed, fortonet let i Horisontens Dis; men længere fremme fik det mørke Farver, rullede dorsk de tunge grønblaa Vande ud for Solens Kærtegn, som et Kæmpedyr, der dovent strækker Kroppen. Inderst inde gjorde de Badende Larm. Fyrstinden førte an i en Kvadrille, der løstes op og flygtede med Hvin for en skummende Brænding-- Ellen vaagnede af Drømmeriet ved et Gys og løste hurtigt Snoren til sin Kaabe. Hun stod i Badedragten paa det øverste af Trappen. Saa vendte hun sig for at gaa ned, men hun stansede med ét. Lidt foran sig saa hun Carl, stirrende paa sig, blussende rød. Hun blev forvirret og ganske bleg. Og i det samme greb hun Kaaben, slog den om sig og steg ned i Vandet. * * * * * De gik rundt om Kurhusets Galleri, hvor Dørene stod aabne til det mauriske Tag. Nede i Salen havde det været meget varmt, knap til at aande. Her følte man Luften fra Havet, stærk og kølig, og med Carl under Armen traadte Ellen ud paa Taget. De stod lidt ved Døren--som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel. De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge. Husk at ønske, Carl. Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod Mælkeveiens Skær. De nærmede sig til Balustraden mod den store Gaard; og de hørte Stemmer og Raslen af Seletøi og Portierens Raab, der skreg til Kuskene ... Lyset fra "Ærestrappens" Kandelabrer slog op imod dem og blændede deres Øine. Kom--lad os gaa. Men Ellen vilde sé, gik hen til Balustraden og lænede sig frem. Det er til Ballet, sagde hun. Sé blot. De stod over Trappen; i Ly af den store Portal strakte de Hovederne ud tæt ved Siden af hinanden og saa paa Strømmen af Gæster. Damerne steg ud af deres Vogne og løb op ad Marmortrinene ved Herrernes Arm, med opløftede Slæb. Naar de kom ind under Kandelabrene, saa Carl og Ellen Diamantagretternes Spil i deres Haar og de hvide Nakker under Silkeslaget, naar de bøiede Hovedet. Efter dem dukkede Tjenerne frem med ubevægelige Ansigter og blottede Hoveder. Vognene blev ved at køre til og fra. Dørene smældede op og blev smækket i. Ellen kendte de fleste; og de begyndte at hviske og pege oppe i Skyggen af Portalen, morede sig over at se, uden at blive set. Gennem de oplyste Vinduer fulgte de Skaren langs med Gangen, hvor de stansede, mens Tjenerne tog Balslagene. Damerne lod Slæbene falde og lænede sig ved Herrernes Arm. Majordomus slog Fløidørene op. Saa vendte Tjenerne tilbage til Vognene, stive og alvorlige. Inde i Balsalen saa Ellen og Carl Skyggerne glide forbi Rudernes Kniplingsforhæng, mødes, dvæle sammen og skilles. De lo, naar de kendte dem igen. Dét var som en hel Leg af Skyggebilleder ... mens Musiken begyndte at spille til Dans, og Vognene blev ved at rulle op foran Trappen. De blev staaende bøiede ud over Balustraden og saa ned. De følte begge en stille Glæde ved at staa her sammen i Mørket, over Sværmen; og Carl havde uden at vide det lagt sin Arm ind under Ellens. Saaledes stod de længe. Ellen begyndte at nynne Valsen fra Balsalen. Saa halvsang de lidt efter lidt begge to, indtil de gav sig til at le, langt og fornøiet, og lige med ét løb de bort fra Balustraden ind i Mørket. De gik atter langsomt, forbi Koncertsalens Kuppel, tause og bøiende bort fra Lyset. Men da de naaede Balkondøren, hvor Musiken strømmede op imod dem, stansede Carl: -Hør, det er Rubinsteins "Asra". Ellen havde endnu Valsen i sit Øre. "Asra"? sagde hun. Men pludselig genkendte hun Ordene: --Täglich ward er bleich und bleicher, bleich und bleicher --Og blev staaende lyttende som han. Naar Sangerens Stemme sagtnede, hørte Ellen Carls Aandedrag tungt tæt ved sig; og hun havde Lyst til at sé hans Ansigt. Men hun forblev ubevægelig. Lidt efter trak hun stille sin Arm ud af hans. Saa løftede hun Blikket og saa fra Siden paa ham. Han var betagen og bleg. Und mein Stamm sind jene Asra, welche sterben, wenn sie lieben. I pludselig ømhed, mens Sangeren henaandende gentog de sidste Ord, lagde hun sin Arm om hans Hals. Da de vækkedes af Bifalds-Larmen, løftede Carl sit Hoved fra hendes Skulder. -Kom--lad os gaa ned til Havet. -Til Havet, nu ... saa silde ... Nei--kom, vi maa hjem. Men hun fulgte efter ham og han gik foran langs med Balustraden til det lille Taarn. Der førte Vindeltrappen gennem Læsesalonerne ned til Terrassen imod Havet. Trappen var mørk med fortrukne grønne Gardiner. Ellens Hæle klaprede mod Jernet; lidt efter snublede Carl. De tyssede paa hinanden og listede ned ad Trinene som to Børn paa Flugt. Da de kom nedenfor den første Omdreining trak Ellen Gardinerne lidt fra. Hun slog Carl paa Skuldrene og pegede ud i Læsestuen: En gammel Gentleman sad og nikkede neden under. Saa traadte de ad en Bagdør ud paa Kaien. Der var ganske stille. Kun nu og da bar et Vindpust en fjern forvirret Støi ind mod Dæmningen, et Par Valstoner døde hen ude over Havet. Ellers var det tyst. De satte sig paa en Bænk ved Kaiens Rand, og mens de talte, begyndte det mørke Hav at lyse som hvid Ild. Bølgerne steg og sank med Skum af lyse Flammer; gød sig over Mørket som Tæpper af Lava i Luer. Indtil det hele Hav laa som et flammende Krater i Fosforets straalende Glans. -Men--Carl, De, som er Lykkens Skødebarn? De skulde aldrig være helt glad? -Nei--jeg ved ikke, men jeg kan ikke være helt glad. Som nu, hvor her er saa smukt, og De er her--og alting ... Jeg tænker altid bare paa: Naar det saa er forbi ... Og saa er jeg bedrøvet i det samme. -Det er De ikke ene om. Saadan gaar det vel os alle, som føler altfor stærkt. -Kan man føle for stærkt? -Ja, Carl--for stærkt til at blive lykkelig. -Maaske. Carl bøiede Hovedet og støttede det paa sin Haand, mens Ellen talte sagte: -Naar man elsker den høieste Lykke af hele sin Sjæls Begær--og alt det andet kun er det nøgne Intet ... Livet bliver bare det ene eneste. Ellen holdt inde, som betvang hun sig selv. Og fortabt i Tanker reiste hun sig fra Bænken og gik hen ad Kaien. Carl fulgte efter, og da de igen gik ved Siden ad hinanden, gentog han i samme Tone. -Det eneste-- Ellen hørte det og rystede paa Hovedet: Nei--Carl--det skal man ikke søge ... Hun gav sig til at gaa roligere for at tvinge Oprøret, hvori hun var kommen. Men hun kunde ikke finde noget ligegyldigt at sige, og de taug begge. Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, tæt ved hinanden. Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand. Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem sagte, sagde hun: -Jo, Carl, De maa blive lykkelig. Han støttede Albuerne i hendes Skød, og de smilede begge med Taarer i Øinene. Saa med ét spurgte Carl: -Hvorfor skrev De dog saa sjældent? -Skrev? Aa--til Bryssel. -Kun tre Gange ... -De Par Ord ... -Ja--for De vidste ikke hvor jeg længtes ... De blev ved at sé hinanden ind i Øinene, indtil de skælvede.