Part 4

Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.

Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig og nærmede sig Vinduet.

Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede, og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en lysende Sky over Baalet.

Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten for igen at forsvinde ...

Saa spillede de.

Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt, klagende Raab.

Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.

Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens Tanker gik og kom.

En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.

-Nei--sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over Stjerne paa den mørke Himmel.

Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ...

Hvad det dog var for en Sang--saa blød ... Hun lænede sig længere frem, og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand, mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ...

Weil sie gestorben ist-- Weil sie gestorben!

Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i sit Kammer.

* * * * *

Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for svimmel.

Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:

-Frøkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjælper Dem.

Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel.

Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.

Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde hun. Jeg har nylig været syg.

De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.

Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun løsnede sig ud fra hans Arm.

Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige Ord.

Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til Farvel.

-Tak.

Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke Lykken.

Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.

Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke ham for igaar.

Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod paa Klem. Hun ventede Visiten.

Ellen reiste sig og gik ham imøde.

Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader ikke var hjemme. Han var taget til Veile.

Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ...

-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.

Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads, slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke sandt--her er smukt?

-Og vi berøver Dem den Udsigt? ... Aa, Frøken, jeg forstaar det saa godt ... Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for Øie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ...

Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo ikke just afvekslende.

-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par Sælgekoner ...

Han gik bort fra Døren:

-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af Als--der var nu ogsaa en smuk Idé--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare tilhyllede Vinduer, døde Huse--uddøet og lukket--Hele Byen var tom. Det var et skrækkeligt "Tedeum"--

-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen.

Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren og sagde:

-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.

-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.

-I Bøhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?

-Nei--jeg har aldrig været udenfor Danmark.

-Og taler saa smukt Fransk?

-Aa--vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende.

-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede.

Lidt efter gik han.

Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun reiste sig.

-Det var ham, der sang, sagde hun.

Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.

-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?

En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden under Kinden ...

Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen, mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede, og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.

Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham--det var ham--sagte vilde hun lukke.

Men saa vendte Schønaich sig og hilste.

-Det var smukt, sagde han.

-Ja--saa smukt ...

De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste igen, og Vinduet blev lukket.

-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit. Det gjorde saa Maag--som havde en af sine ædru Perioder i denne Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.

Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt hende "très distinguée".

Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.

Saadan gik et Par Dage.

En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.

Han vendte sig, hilste og vilde gaa.

Ellen aabnede Laagen.

-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.

-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt herned.

-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er høitideligt her under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...

-Meget høitideligt.

De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket svalt og duftsvangert.

-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ--den pludrer ikke. Denne Susen minder om gamle Kvad.

-Mig minder det om hjemme--

-Om Bøhmen?

-Ja--Aa--De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter--naar Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket ... Høiderne som mørke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ... Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Kærtegn og ikke med Granernes Hvidsken.

-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ...

Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod Monumentet, sagde hun.

-Ja--det er smukt.

Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne.

Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:

-Men det bliver altfor køligt for Dem--

Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver køligt.

Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.--

Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk midt i Solheden.

Mod Schønaich var hendes Væsen uens.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.

Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.

Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde netop den, han lod, som han ikke saa mer.

Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen, stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger, der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen og kommer igen.

Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at faa Lov til at fly.

Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.

Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og uens som bankende Feberpulse i hans Tale.

Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag, for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i samme Time.

Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.

Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens Stjerneskud.

Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.

Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Længsler--her fik de nye Haab. Og her kunde hun græde i Fred.

Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt, troskyldige Bønner.

Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her vaagen--det var saa lykkeligt ...

Alt var bedst, naar man var ene.

Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen; glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa Himlen kunde hun følge paa dens Vei ...

Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.

Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.

Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ...

Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved Flygelet.

-Kan man ikke være lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev Schønaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var saa køligt og saa friskt under Træerne--og saa derude Havet og Luften saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt i Solheden, og sang, mens jeg løb ...

-De er maaske en lykkelig Natur?

-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei, det tror jeg ikke, at jeg er--

-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som ikke tænker.

-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke være tilfreds?

-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens Surrogat.

-Det er saa haanligt sagt.

-Aa nei--ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken--aa nei--hvor kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung--

-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.

Schønaich havde reist sig.

-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fødte længselsfulde, Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa solhede Veie--vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende, der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort Blod--en Slags evindelige Skyfavnere.

Han standsede og lidt efter sagde han:

-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige, Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens landflygtige Elskere.

-Ingen tror dem, alle dømmer ...

Schønaich taug--Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.

-Skal jeg synge lidt?

Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.

Schønaich sang. Lidt efter gik han.

Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.

De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede Ellen.

-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.

Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, bedre det ikke blev sagt.

Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt:

-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.

Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak. hvidskede han, Tak, at De tror mig.

Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der skælvede.

De talte pludselig fortroligt:--om de første Dage, de havde set hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.

De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed ... Men de gik ved Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.

Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.

Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans Skulder, mens hun sukkede.

-Hvorfor sukker De? hviskede han.

Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at hvile lænet til hans Bryst.

-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.

Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for hver Støi.

Jo, det var hende.

Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han, næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.

Ellen laa ubevægelig,

Saaledes drømte de begge--nær hinanden--i den stille Nat.

* * * * *

V.

Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun, at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig længer end--var han borte--til en evig Længsel; var de sammen, hvilte de i et dybt Behag.

Og de var ofte sammen.

Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte hun sig igjen for at bie.--

Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af Angst for en tykmavet Snog.

Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.

Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer, og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind Spørgsmaal og tusind Svar.

Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder mødtes.

Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ... Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved Stedets dybe Fred.

Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det begyndte at mørkne.

Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem Bladenes Mørke.

De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.

Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over Eng og Høie.

--Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.

De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit ensomme Liv og om Faderens Elendighed.

Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte: Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge, Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ...

Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:

-Felix, her vilde jeg gjerne dø.

--Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og hed.

Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.

De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i Lindegangen.

-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende Toner af Violiner og Horn.

-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.

Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens Takt.

-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?

Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.

Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.

Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte kun en enkelt Violin.

-Det er Guyla, der spiller.

Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende Tindinger, sagde hun igen:

-Kom--Felix--lad os gaa.

Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.

Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.

Violinerne lød.

Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes Ansigt.

Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa.