Part 13

-Ja--men ... jeg er bange, jeg ikke holder ud saa længe--den nervøse Graad brød frem bag hendes Smil.--Der er endnu saa mange Fester tilbage ... Du kunde følge mig hjem imorgen Aften og saa vende tilbage--saa havde jeg tre Uger helt i Ro ...

Hun gik hen imod ham og lagde Armene om hans Hals: Du sér selv, hvor nervøs jeg er, sagde hun, Taarerne løb ned ad hendes Kinder.

-Men--den ottende, min Ven, det vil gøre Hans Majestæt ondt ...

-Jeg skal skrive til Hendes Majestæt ... Hun vil godt kunne forstaa det.

Hun slap ham og tørrede Taarerne bort af sit Ansigt.

-Og saa bliver du og Carl her jo, sagde hun.

-Ja--der er jo intet i Veien--men allerede imorgen ...

-Det vil skaane mig for Besøg og Visiter--ikke sandt, saa bli'er det imorgen? Tak Urne--du er saa god. Hun lænede sig atter til ham og løftede Ansigtet op imod hans:

-Ja, sagde hun, det vil gøre mig godt at komme til Ro.

Urne klappede hendes Kinder:

-Ja--naar Du blot kunde blive rigtig rask igen, sagde han. Jeg længes--han strøg hendes Kind--længes derefter ...

Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt.

-Ja, sagde hun og slap ham, rød,--naar jeg blot kommer bort.

Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde hun:

-Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt.

-Nei--gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i Klubben ... God Nat, min Ven. Han kyssede hende paa Kinden og gik.

* * * * *

Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort.

En grusom Smerte greb hende.

Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet.

Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl--Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand--saa længe.

Hun tog Medaillonen frem fra sit Bryst, og hendes fugtige Øine kunde ikke sé hans Træk, som hun bedækkede med sine Kys ...

Det var forbi.

Og han skulde aldrig mer sidde her hos hende, og aldrig skulde hun føle hans Hænder skælve i sine, og aldrig mer hans Læber mod sine, og aldrig skulde han hvidske med sin bløde Stemme, som hun elskede:

-Hvor De er god!

Og lægge sig ind til hendes Bryst.

Aldrig mer.

Han skulde ikke mer løfte et Blik mod hendes Ansigt, og aldrig skulde hendes Kinder fornemme hans Aandepusts Varme.

Hun kastede sig ned over Stolen og hun græd, og hun tænkte paa Vilsac, der var død, fordi han elskede hende, og pludselig lo hun.

Saa latterligt var dog alting! For latterligt.

* * * * *

Hun lod Kammerpigen komme og bad hende løse hendes Haar. Hun sad stiv og lod hende handle med sig, som hun vilde. Hun betragtede sig i det store Speil, som hun sad med udslaaet Haar: Hvorfor skal jeg dog længer være smuk, sagde hun.

Hun vilde ikke mer møde Mændenes Øine, naar de hang ved hendes Skikkelse; hun vilde ikke høre deres forblommede Ord, der besudlede hende.

Nu maatte det være forbi.

Hun lod Kammerpigen gaa, og hun blev siddende i sin Stol i den hvide Peignoir.

Hvor der var stille--ikke en Lyd og helt ensomt. Saadan vilde det blive nu. Hun vilde have Ro om sig og ingen Mennesker og ingen Larm. Kun Ensomhed, Fred til at være ene. Menneskene vilde blive hende saa ligegyldige, alle ens og alle uden Værd, og saa vilde hun leve ene.

Og hun vilde kun have døde Ting om sig, som ikke bragte Smerte.

Men atter slog Trøstesløsheden hende med Fortvivlelse, saa hun græd og atter blev hun sløv.

Det var Sjælens Dødskamp.

Hun vilde samle hans Billeder sammen og tage dem med--alle. Hun reiste sig, og hun gik ind i Dagligstuen, og hun tog Fotografierne ud af Albumerne og vendte tilbage med sin Skat.

Hun betragtede dem ved Lampen--ét for ét--kyssede dem og talte til dem med ømme og kærtegnende Ord:

-Nei, sagde hun, nei--Du vil ikke savne mig--og Du vil aldrig blive ulykkelig min Dreng som jeg, og der vil aldrig komme den Tid, hvor Du foragter mig. Vil Du altid huske mig--en Gang imellem huske mig--vil du?

Hun savnede et af Billederne, det sidste, der var taget helt nylig. Det var rigtigt--det sad i hans eget Album--oppe i hans Stue.

Hun følte en ubetvingelig Lyst til at hente det, til straks at eie alle Billederne. Hun saa paa Uret. Klokken var et. Han var naturligvis i Seng og sov, hun kunde gaa ind i hans Dagligstue uden at vække ham.

Hun bandt hurtigt sit Haar op, der var faldet ned, og hun tog Lysestagen, som stod paa Kaminen. Sagte sneg hun sig op ad Trappen og aabnede hans Dør.

Ja--Stuen var mørk.

Hun holdt Lyset op og betragtede Værelset længe. Hun saa paa hans Vaaben, der hang paa et Silketæppe paa Væggen, og paa hans Yndlingsplads bagved den aabne Reol. Hun tog Bogen, hvori han havde læst, og hun lod den flade Haand glide sagte hen over dens Blade.

Hendes Billede stod paa hans Bord.

Hun skælvede ved at høre en Støi paa Gangen, og hun tog Albumet, Portrættet sad deri ... Hun tog det ud. Ved Siden af Albumet laa en Stump af en Cigaret. Han havde maaske glemt den der, da han gik i Seng. Hun tog den og gemte den.

Og med et følte hun en urimelig Længsel efter at sé ham--en Gang endnu.

Med Lyset i Haanden gik hun hen over Tæppet og lyttede ved Portièren til Sovekamret. Jo, hans Aande var regelmæssig og dyb; og hun løftede Portièren varsomt, og traadte ind.

Han havde kastet sig paa Sengen helt paaklædt.

Hun lagde først varsomt et Tæppe helt om ham. Saa løftede hun Lyset, skærmede for Skæret med den anden Haand, og betragtede ham.

Hans Hoved laa paa Siden--hans Mund smilede--

Hvor hun elskede ham!

Hendes Læber bevægede sig til et Par sagte Ord--Han rørte sig i Søvne og aabnede Læberne.

Saa rev hun sig løs.

Hun gik hastigt ud, ind gennem Dagligstuen, med Haanden for Lyset. Hun forskrækkedes ved Dørens Lyd, da hun aabnede den til Gangen, og hun gik ned ad Korridoren.

Hun skreg ikke, da hun saa Urne, der traadte til Side for hende. De stansede et Sekund, og de skiltes som to Skygger, der gled fra hinanden.

VII.

Solen brændte Plænerne paa Thorsholm. Og Thérosetræerne i Balustradernes Kummer udsendte i Strømme deres sarte Duft. Heliotroper og Reseda blandede deres Vellugt i Vaserne.

Thi Vellugt elsker Grevinde Urnes syge Sans endnu.

Naar hun en enkelt Gang i Middagssolens Hede træder ud paa Terrassen, og sløv, indhyllet i en Kaabe, falder hen i sin evindelige Halvsøvn, mens den slappe Mund aabner sig i det magre, maskeagtige Ansigt--kan hun med ét mat strække sin udtærede Haand frem mod et Rosentræ, og hun plukker en Blomst. Hun indsuger længe dens Duft; og hun trykker dens Blade mod sine Øienlaag.

Hun aabner Øinene og støttende Hovedet paa sin Haand ser hun ud over Haven. Men de smaa Pupiller smerter, og Laagene sænker sig igen.

Indtil hun pludselig sky reiser sig og gaar ind. Hvor hun ligger Time efter Time hyllet i evig Døs.

Mekanisk strækker hun Armene op i Luften og gnider den ene mod den anden: Stikkene smerter hende. Og om Aftenen, naar alt er til Ro, sniger hun sig ofte ud og ned i Lindegangen, og hun mildner Armenes Smaasaar med den kølige Jord.

Hun tager Jorden op med den flade Haand og spreder den paa sin Arm. Hun drager et Suk--naar det linder.

Den halve Nat vandrer hun rundt i Haven--rundt, thi Søvnen vil ikke komme. Morgenklokkerne i Nørup finder hende vaagen og piner hendes syge Nerver.

Hun sender Bud til Præsten, om det er nødvendigt at lade ringe. Han forespørger hos Bispen. Og Klokkerne tier.

Men Grevinde Urne sover ikke.

Hun taaler ikke mere Lyden af Skridt over Gulvet. Kammerjomfruens Berøringer smerter hende.

Hendes lammede Tanker finder ikke længer Ord, og Sætningerne kom-mer usammenhængende og uden Følge. Hun søger om Benævnelser og finder dem ikke.

Og undertiden, naar hun spiller Kort med Kammerjomfruen--det hændes, hun lader hende vække om Nætterne--falder hun med ét hen i idiotisk Apati, hvor Ansigtet forstenes.

Saa Kammerjomfruen sidder skælvende, indtil Søvnen overvælder hende, og hun slumrer ind lige overfor sin Frue.

* * * * *

Saaledes levede Grevinde Urne fra den Dag i Marts, hun med Greven var ankommen til Thorsholm.

De to havde intet Ord vekslet. Formiddagen efter hin Nat havde Greven sendt Bud, om Grevinden saa vilde være beredt til at tage til Thorsholm om Aftenen.

Hun havde forstaaet, hvad Forandringen af Reisen betød.

Da de i Nyborg gik over Broen til Dampskibet, var hun stanset et Sekund og havde betragtet den smalle Stribe af mørkt Vand.

-Kom, sagde Greven.

Og hun fulgte.

Greven blev to Dage paa Thorsholm. Ægtefællerne mødtes ved Maaltiderne. Den sidste Dag sagde han:

-Jeg reiser iaften.

-Hvorhen? spurgte hun.

Og uden at sé paa hende sagde han;

-Bort.

Dermed skiltes de.

* * * * *

Og Tiden rinder. Mens Ellen Urne, ené paa sine Fædres Gaard, synker dybt og dybere i Morfinens Døs.