# Fædra: Brudstykker af et Livs Historie ## Part 10 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/f-dra-brudstykker-af-et-livs-historie-11396/index.md Ellen blev ved at smile, to Taarer glimtede frem mellem hendes Øienhaar. Og de dansede. -Men De er forelsket, hviskede hun. Jeg har sét det. -Forelsket? Hvor kan De ... Deres Blikke mødtes, og han holdt inde. Skælvende hang de, Blik i Blik. Da begyndte de at hviske, Ellen talte om hende. Ja--han var sikkert forelsket ... Man saa det; han var jo kun med hende--Det lyste jo frem paa hans Ansigt ... De nævnte for en fremmed alle Elskovens Tegn, mens deres Hænder skælvede i hinanden. Mens Valsen gled. Og vuggende i Dansens milde Takt halvt nynnede de begge alle Ord-- --Mens Valsen gled-- Grev Urne var kommen hen til Hr. Vilsac. De talte om Begivenhederne i Frankrig. -Men Ulykken er, sagde Greven, at hans Fortid forfølger Hr. Gambetta. Han kan ikke løbe bort fra Belleville ... Han kan derfor blive en Cæsar, aldrig en borgerlig Republiks Præsident-- -Det er sandt-- Der blev en Pause: De kender jo personligt Hr. Grévy? -Ja--Vilsac havde sine Øine i Salen. -Han er Præsident i Kraft af sin Uskadelighed ... og forresten, tror jeg ogsaa i Kraft af sit Retsind. Hvor de dansede længe--og tæt, tæt mod hinanden. --Ja, han er retsindig. -Desuden akkurat saa lidt ærgerrig, at han med uforstyrret Sindsro kan vedblive at være Præsident i en Republik. De var snart de sidste paa Gulvet, og de mærkede det ikke--aa, hvor uforsigtigt. -Ja--Gambetta vil blive Republikens Præsident. -Hr. Gamb ... Hvor Hr. Vilsac var distræt ... Hans Øine var ude i Salen ... ved et valsende Par--Aa--hans Hustru og Carl ... Vilsac følte, Grevens Blik fulgte ham, og han vendte sig. Saa et Sekund mødtes deres Øine. -Ja, sagde Grev Urne, og han gik tilbage i Salen, Frankrig er et vanskeligt Land at regere. Carl og Ellen var hørt op at tale. Ansigt ind mod Ansigt, nynnede de sagte Valsens Melodi ... Saa holdt Musiken op. Han gav hende Armen og let fortumlede som Mennesker, der vaagner, gik de smilende hen mod Vilsac. Der skiltes de uden Ord, med et Haandtryk, der dvælede længe. Ellen stod lidt, og da hun pludselig saa, sagde hun: Hvor Salen er tom. Ja--Grevinde--Dansen er forbi ... Og de gik ind. Ellen havde næsten glemt, ved hvis Arm hun gik. Men hun saa med en Gang op: Hvor De er bleg, sagde hun. De stansede et Øieblik, og Vilsac saa hende ind i Øinene. Grevinde, sagde han, og Ordene kom kort, Grevinde Urne--De er altfor uforsigtig. Hun tog ikke sine Øine bort, mens hun langsomt bøiede Hovedet: -Kom, sagde hun blidt, jeg vil sige God Nat til mine Gæster. Søvngængermæssigt gik hun ind gennem Salene, der begyndte at tømmes. Hun talte og hørte sin egen Røst, og hun vidste ikke, hvad hun havde talt. Hun smilede til saa mange Ansigter og hun mærkede Hænder i sine Hænder og Kys paa sine Kinder. Hvor hendes Hoved var tungt--Hun gik hen til Vinduet og støttede sin Pande mod den kolde Stolpe. Hun hørte Vognene rulle bort og Tjenerne, der begyndte at rode med Servicet ved Buffetterne. Lidt efter lidt begyndte hun at lytte efter deres Samtale. De raillerede over Gæsterne. Hun smilede ad en af deres Vittigheder. Men med ét gik hun bort fra Vinduet. -Han har set det, sagde hun. Hun søgte ikke at komme derfra. Hun gik op og ned i Salen og sagde: han har set det. Vilsac ved det. -Ja, sagde hun, fordi han er skinsyg. Hun lagde sig paa en Sofa i sit Boudoir, udstrakt og med Hovedet støttet i sine Hænder. Hendes Ansigt var stift som af Marmor. Hun hørte ikke Fløidørene, som blev lukket, eller saa, at Lysene slukkedes gennem Salene. Tilsidst var alting ganske tyst. Da vaagnede hun pludselig ved Carls Stemme, der lød høit og oprømt. Hun satte sig overende i ét Sæt med Hænderne foldede i sit Skød. Carl kom ind, lidt usikker i Gangen, rødplettet, med Cigaret i Munden. Han havde drukket Cognac med et Par Venner paa sit Værelse ... Brillant Aften--brillant--det var at more sig. Han satte sig overskrævs paa en Stol--og lavede Ringe af Cigaretrøgen ... Ellen stirrede paa ham, ubevægelig, med et Ansigt af Sten. Carl dumpede ud i en Pause, havde spurgt om noget ... Mærkede saa med ét, der var slet ikke blevet svaret og saa paa sin Stedmoder--Hvor hun var bleg ... Han blev forvirret, hakkede op med et Par smaa Sætninger, holdt inde og flyttede sig paa Stolen. Saa tog han paa igen med forpustede Ord--der svirrede som Myg--indtil han blev ganske ... hed og taug. Jo--sagde han--God Nat ... Det har været en streng Dag ... Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik--til han var ude. Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned mod hendes Bryst. Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine Hænder. Hendes lange Haar faldt ud, og med pludselig Lyst følte hun dets bløde Strømme mellem sine Fingre et kort Minut. Saadan laa hun længe. Blikket maalte stift det tomme Rum ... Der hørtes ingen Lyd gennem Salene; kun nu og da en Dør, som aabnedes og lukkedes--et Par listende Trin af Tjeneren, som ventede. Utaalmodigt havde han løftet Portièren og stod bukkende i Døren. Da reiste hun sig brat og statuestiv sagde hun med en Stemme, Tjeneren ikke kendte: -Ja--Du kan slukke. Festen er forbi. Rank gik hun hurtigt ud gennem de halvmørke Sale. IV. Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer. Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var døvende træt. Hun vilde sove igen. Sove mer. Eller ialfald tage fri--blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok. Hun vilde gemme sig bort, og hun svøbte atter Tæpperne om sig. Men alle Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun følte med et en tør Smerte. Saa var det da sket. Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen Trøst, nei ingen Trøst ... Nu var det sket--slog hun de nervøse Hænder op og ned. -Hvorfra var der Trøst--hvorfra? -Nei--aa Gud--det var det forfærdelige, som var sket. Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. -Hvilken Elendighed--Himmel dog--hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist. -Ja--saa maa Dagene ... blive som Sandet. Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. Hun græd ikke mer, men laa helt stille. Hun tænkte paa, hvordan det var sket. --Først var det hans Øine ... Hun havde altid elsket hans Øine. Hun længtes efter deres Glans, naar han blev glad--og han var saa let at glæde: blot et Kærtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev glad ... Og hans Latter--hvor hun havde elsket hans Latter. Det var vist paa Thorsholm ... Ja--en Dag i Efteraaret ... Hun stod og satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes Hænder, som var vaade, og han sugede Vandet af med sin Læbe, og da hun blev vred og vilde skænde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo ... Men der var et lille Mærke mange Dage. Og naar de sad efter Middag, og hun følte hans Hoved mod sit Skød--det søgte jo altid om Støtte--og han sad taus og helt stille ... og uden at hun vidste det, klappede hendes Hænder hans Haar--hvor var det ikke blødt. Da, en Aften, var han falden i Søvn. Hans Hoved laa op mod hendes Knæ ... Saa sank det ned; og hun løftede det op, saa varsomt og lagde det helt i sit Skød. Han sov og smilede i Søvnen ... Skæret fra Kaminen lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun bøiet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov. Saadan var det kommet. Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det ubegribelige, som var hans Væsen, og hun sagde til ham: -Carl--det kan De ikke--det gaar ikke an. Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad--hvorfor ikke? En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, og han forstod hende ikke. Har jeg støttet mig til Dem? ... Det tænkte jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og hun havde tiet forvirret. Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge Fletninger i sine Hænder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun hørte hans Spørgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ... Og længe hørte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans Øine, og hun saa hans Læber--mens hun smilede. Ja--hun tænkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og støttede sig paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et Ord eller et af hans Kærtegn, og hendes Ømhed dvælede endnu derved. Et Kærtegn. Thi han elskede at sidde hende nær, at dvæle, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at føle hendes Aande nær sit Haar. Den Dag paa Thorsholm ... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig følte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt. Saadan var det gaaet indtil nu. Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil skænket for at fremme hans Glæde, hvert et halvglemt Ord--havde flettet sin Væv om hendes Liv, mens hun var sorgløs: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde glad. Som et Barn var han fareløs gleden ind i hendes Liv, og hun havde følt al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv. Nu saa hun det ... nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken ... Ja--hun elskede ham. Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op. Men hun faldt atter hen, siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste Ting syntes hende en Byrde. Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar. -Hvor Grevinden er bleg, sagde hun. -Ja--jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskrækket over sit Ansigt, og hun begyndte at undersøge Trækkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar, smile bag sig i Speilet. Og pludselig sagde hun: Om hun ved det. Hun følte et Nu en stivnende Skræk, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun Veiret dybt. -Aa--jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det være sket? Hun tog atter Pudderkvasten--Sveden var sprunget frem af alle Porer--og hun talte muntert med Pigen, indtil hun var færdig og reiste sig fra Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde febrilsk ødslet med alt deres Indhold. -Den unge Greve har været tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken syv. Ellen blev bleg ved at høre hans Navn, og hun følte, at hendes Hjerte bankede stærkt. -Ja--saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny ... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt--netop efter Ballet, saa tidligt. --Hvorfor var han dog redet ud? Havde han--hun turde ikke tænke ud.--Gode Gud--om ogsaa han ... Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud--hun rev Kjolen ud af Kammerpigens Hænder--fik den paa--hun maatte se ham straks. Da hun gik ned ad Trappen til Dagligværelserne, skælvede hun, saa hun maatte holde sig ved Rækværket. Hun standsede udenfor Døren og trykkede Haanden mod sit Bryst. Hun turde ikke gaa ind. Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han. Naa--De har saamænd sovet godt. Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet længe. Hun var endnu stakaandet: Og De har været ude at ride, sagde hun, saa tidligt. -Ja--jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg, det kunde være ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie. De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls Fægtelærer kom for at give ham en Time. Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein uden at tænke. Bare der var Støi om hende. Indtil hun var træt af Larmen under sine egne Hænder. Saa sank hun sløv sammen, og skød alle Tanker bort. Hun tænkte dette eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun følte en tung Lykke. Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri i den Citrontræskapsel, og hun gik ind for at søge det. Det stod paa det gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet. Hun huskede den første Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine Hænder. Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portræt, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke lægge Mærke dertil, sagde hun. Han har glemt det. Hun stirrede paa Kapslen, der brændte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig til at græde. Længe græd hun en stille Graad. * * * * * Dagene gik. For Ellen et Feberliv. Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under Angster. Dag efter Dag blev hendes Tanker ført ulidelig i den samme Ring, Time efter Time slæbte hendes Angest sig tildøde i de samme Spørgsmaals endeløse Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, vidsket ud og formløst graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen Trøstesløshed. Indtil Tankerne igen brød op som et evigt Tog af vingeskudte Fugle, der forblødende forsøgte Flugt. Og altid slog paa ny de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl. Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse. Ja--dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde glædet sig ved hans Lykke, havde hun sagt til sig selv: -Mod dette Menneske gør du kun godt. Og det havde været hendes store Fryd i lang Tid. Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge af Uret og ikke Gnist af Fordærv skulde komme til ham fra hende. Og saa var det blevet denne Rædsel til Fortvivlelse. Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forfærdelige kunde fødes umærkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet umærkeligt. Født af den evige Nærhed, vokset stærkt under de kælne Berøringer, modnet i Kærtegn, hvor Driften laa halvvaagen. Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes Tanker, der søgte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar hendes Venskab var blevet til Forbrydelse. San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart smøg den sig saa myg i angerrig Forsagelse. Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt. Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv. De maatte skilles. Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens Elendighed. Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham længe. Og hun sagde paany: Nei--han skal aldrig erfare det. Og hun kyssede hans Øine, som hun elskede, og hun pønsede paa Veie til de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hjælpeløs: -Man naar saa ogsaa han-- Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun længtes mod af al sin Sjæl. Mod Carl var hun foranderlig og uens. Hun var ofte sørgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange Drømmerier, og hendes Øine fyldtes med Taarer. -Er De bedrøvet? spurgte Carl. -Ja--lidt, hun forsøgte at smile. -Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor. -Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem. Og hun løsnede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans Kærtegn. Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit, mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som brændte hendes Blod, paa hans Hænder, sagde hun til sig selv: -Det er en Mønt, hvis Værd han ikke kender. Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun: -Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar. Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed. Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han forstaar alt, hvad han har givet mig--den Dag, da han giver alt det samme til den, som han elsker. Og da vil han hade mig. Og altid jog det hende lige rastløst, og Nat efter Nat kastede hun sig søvnløs, angstfuld under samme Tankes Pinsel. -Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det. Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans Had. Eller hun sagde til sig selv: -Det er ikke denne ømhed, han vil give hende. Og hun vidste, at hun løi, og hun frydede sig derover. Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ørkesløst og bart, altid i den samme Kredsgang. Hun blev mager, hendes Øine mistede deres Glans, Lægen ængstedes: -Grevinden maa være syg, sagde han. -Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af Søvnløshed. Giv mig noget at sove paa, Doktor. Og Lægen gav hende Kloral, som ikke skænkede hende nogen Søvn. Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale. Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde: -Carl--vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles. -Skilles? Hvorfor spørger De om det? -Hvis jeg nu reiste bort. Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt: -Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa--nei--Dagene vilde blot komme og gaa, gaa og komme-- Hun taug og sad ubevægelig. -Og jeg da? sagde Carl sagte. Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og lav. Lidt efter sagde hun: -Ja ... det var det bedste. Han talte ikke mer. Men som et Væld sprang Taarerne hede ned fra hans Øine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen følte en forbitret Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar. Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem dem. Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke været der længe. Greven og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir. -Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac. -Tager De Ferie nu--midt i Vinteren? Hvor det er længe siden, man har set Dem-- -Nei--jeg er blevet forflyttet. -Forflyttet--Men De har jo slet ikke søgt. -Jo--Fru Grevinde--men ikke talt derom. -Men--hvor skal De da hen? -Til München. Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af København, sagde hun. -Ja--jeg har holdt meget af København. Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde Ellen: -Men München skal være en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange om Aaret et Bal paa Kongens Vegne. -Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at være tilstede. Nei--det er egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München. -Naar skal De forlade os? -Jeg reiser om to Dage tit Paris. -Og kommer ikke mer tilbage? -Næppe. Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé. Jeg hørte, han skulde være paa Urnesgave. -Nei--han er i Byen. Ellen legede nogle Øieblikke med et Baand paa sin Kjole. Saa saa hun op: -Nei--Vilsac--vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden. Hun reiste sig, og hun talte lænet over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget, Vilsac, sagde hun. Vilsac rystede paa Hovedet. -Jo--jeg vil savne Dem og mer end De tror. -Hvis De faar Tid dertil-- -Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt--at jeg har været Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at være Venner. Det gør meget faa. -Hvorfor skal vi tale derom? -Fordi jeg ønsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt, hvad De føler for mig, og saa stor har Deres Respekt været, saa stor Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Skælven af Deres Haand til Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg ikke turde høre--det faar jeg vel Lov at takke Dem for-- Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden at tale. Han gik nogle Skridt og lænede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke en Gang oftere at høre spille, sagde han. -Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange. -Hvis De vilde-- -Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al hendes Vemod løste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt laa i Lys af Lampen: hvor han var dødbleg. Og mens hun gentog den tungsindige Sang, tænkte hun: -Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand. Hun holdt inde og foldede Hænderne over Tasterne. Og da de havde siddet nogen Tid tause, sagde Vilsac: -Og De--De bliver her? Ellen sænkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen? Vilsac svarede ikke, og i nogle Øieblikke hørte de begge Urets Dikken. -Husker De, Vilsac--sagde hun sagte--at vi en Gang talte om at møde det urimelige i Livet? -Ja--De ønskede det-- Ellen hørte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde næppe tale. Nei--Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen Løsning paa dette. Lev vel. Hun støttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa Sædet, Armene laa i hendes Skød. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes Hænder og kyssede dem Gang paa Gang. Saa gik han. Lidt efter kom Greven hjem. Hun hørte hans Fodtrin gennem Værelserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at være beskæftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun var altid forberedt paa at være opdaget, og hun stillede sin Beskæftigelse op som et Værn. Hun valgte de mørkeste Pladser i Stuen, og hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt. Der flygtede hun hen. Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit støiende, en underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle Sætninger: -Om han véd det--hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt. Og hun drog først Veiret, naar han var gaaet. Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-øm. Hvor hun saa paa ham med et fugtigt og hjælpeløst Blik, som hos et Barn, der lider stumt. Og hun førte lange, sentimentale Samtaler, han ikke forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde: -Urne--Urne, dog ... Og han følte hendes forskræmte Hjerteslag, mens hun lænede sig op til ham. --Nu slog hun Skærmen dybere for Lampen og spillede en Vals. -God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det første Ord ... Var det morsomt? -Aa--saa som saa.--Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig nær ved Flygelet: -Nei--intet: og hun hørte op at spille. Greven slog Benene over hinanden og strakte sig let i Stolen. -Nei--han var uskadelig.