Part 6
-Min Herre--har jeg nogensinde ladet det mangle paa Tydelighed?--Nej--jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.
-Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser?
-Fra alle.
-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre--sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas--alle Agenterne vil styrte sig over Violin-Underet.
Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at Violin-Underet Charlot Dupont--vor berømte lille Landsmand, skrev Bladet--efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée foreløbig har afslaaet alle Engagementer.
Der styrtede sig ingen.
Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa rundt med Vidunderet.
De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at have Anvendelse for Underet.
Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.
Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn, som lægger deres Forældre i Graven.
Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos Pasdeloup.
Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes, det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr. Pasdeloup.
Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le--Børnene de las Foresas havde aldrig hørt deres Moder le--men midt under Latteren slog det over i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.
Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.
-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup er en Mand, som kan vurdere Talenterne.
Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det--Charlot--jeg havde ikke.--
-Mo'er ...
-Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham--saa mange Aar.
Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham og kyssede hans Haar.
-Min gode Dreng.
Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.
-Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".
-Aa--jo om han huskede.
-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en Gang--saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa rask--han havde et Øre--blot to Gange at høre det--og han spillede uden en Fejl--uden en Fejl.
-Men saa kom de Aar--de slæbte ham rundt--til alle Lande, hendes Dreng.
-Men nu var det godt igen--kun godt ... Fru de las Foresas var saa lykkelig.
-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej--jeg turde ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.
-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt, han havde Talent.
-Ja--Gud velsigne hende--Gud være med hende for det.
-Ja--Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i Søvn.
Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun rejste sig.
Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo saa let ved at græde.
De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.
Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru de las Foresas græd og gav fortabt.
Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.
Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.
En Herre kom hen imod dem.
-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet, Charlot Dupont.
Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.
-Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.
-Jo--
-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem og klæde Dem om.
Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.
Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.
Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot Dupont kørte tilbage til Koncerten.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.
Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden Levemaade.
Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".
* * * * *
Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden By.
Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.
Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.
-Ikke ilde--ikke ilde ... Men Tonen er tynd.
-Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.
-Maaske.
-Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.
-Charlot Dupont.
-Charlot--Dupont--tør jeg spørge--det er da ikke Vidunderbarnet.
-Jo, sagde Charlot, det er mig.
-Ja--Hr. Dirigenten blev lidt forvirret--jeg tror ikke--det er ikke nogen Plads for Virtuoser--vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa have Folk, som kan arbejde.
Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.
* * * * *
Charlot fik igen en Impresario.
Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.
Charlot Dupont var mest saa træt.
Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.
Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en Tone tynd som en Traad.
Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert. Til de senere var altid tomt.
Charlot er nu tyve Aar.
* * * * *