Part 9

Han kom lidt sent, saa vi var gaaet til Bords, et Selskab paa otte Personer, da han kom. De drillede ham allesammen med Paris, og han tog det meget godmodigt -- det syntes endogsaa at more ham. Han har intet Vid, men han ser ud som en Gentleman, og jeg tror, at han af en Ægtemand at være er ganske passabel.

Jeg føler mig snart helt hjemme i Verden, og jeg kan tale med enhver. Jeg hører efter og taler ikke meget, men naar jeg siger noget, faar det dem til at tænke.

Der sad en meget pæn Herre ved Siden af mig i Dag, han mindede mig om de gamle Generaler paa Branches. Vi førte en hel Krig med Vittigheder, og det stimulerede mig.

Han fortalte mig blandt andet, da han havde opdaget, hvem jeg var, at han havde kendt Papa -- Papa var i samme Regiment som han -- og at han var sin Tids kønneste Mand. Masser af Kvinder var forelskede i ham, men han var et troløst Væsen, og han red bort fra dem.

"Han morede sig sandsynligvis, tror De ikke? Og han havde det Held at dø paa sit Livs Højdepunkt," sagde jeg.

"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, véd De nok. Hun var den Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar ældre end han, og lige saa klog som hun var sminket."

"Stakkels Papa synes at have været en svag Skabning, er jeg bange for."

"Alle Mænd er svage," sagde han.

"Og saa giftede han sig vel og forlod Fru Carruthers?" spurgte jeg. Jeg vilde gerne høre saa meget som muligt.

"Ja --," svarede min gamle Oberst, "jeg var hans Forlover."

"Og hvordan var min Mama?"

"Hun var den yndigste Skabning, jeg nogensinde har set," sagde han, "lige saa yndig som De, men De er Deres Faders udtrykte Billede, alt undtagen Haaret, hans var lyst."

"Der er ingen, der nogensinde før har sagt, at jeg var yndig! Jeg er glad, hvis De synes det," sagde jeg. Det glædede mig. Man har saa ofte sagt mig, at jeg er tiltrækkende og aparte og vidunderlig og guddommelig -- men aldrig netop yndig. Han vilde ikke sige mere om mine Forældre, undtagen, at de ikke havde en _sou_ at leve af og ikke var videre lykkelige; det sørgede Fru Carruthers for.

Da de saa allesammen var ved at gaa, sagde han: "Jeg er forfærdelig glad over, at jeg har truffet Dem -- vi maa være Kammerater, for gamle Tiders Skyld," og han gav mig sit Kort, for at jeg skulde gemme hans Adresse, og sagde, at hvis jeg nogensinde trængte til en Ven, skulde jeg sende ham et Par Ord, Oberst Tom Carden, Albany.

Det lovede jeg, at jeg vilde.

"De kan maaske blive min Forlover ved mit Bryllup," sagde jeg muntert. "Jeg tænker paa at gifte mig engang!"

"Det vil jeg," lovede han, "og ved Jupiter, den Mand bliver en heldig Fyr."

Lady Ver og jeg kørte ud efter Lunch -- vi gjorde nogle Visitter og tog hen til Montgomeries, der lige var ankommet til Browns Hotel for at bo der en Uge.

"Tante Katherine kommer altid hertil med de stakkels Pigebørn paa denne Tid af Aaret, om Dagen tager hun dem med hen til en af sine egne umulige gamle Skræderinder, og om Aftenen til Shakespeare eller en eller anden Koncert, og hun vender tilbage med dem med værre og værre Dragter for hvert Aar, der gaar. Det er ligefrem grusomt," sagde Lady Ver, medens vi gik op ad Trappen til deres Værelser.

Dèr sad de rundt om Tebordet, akkurat som paa Tryland. Kirstie og Jean broderede og strikkede, og de andre to læste ny Kataloger over Bøger om deres Arbejde!!

Lady Ver begyndte at drille dem. Hun gjorde dem alle mulige Spørgsmaal om deres ny Kjoler og sagde, at de skulde hellere tage til Paris engang imellem. Lady Katherine var saa kold som Is. Hun misbilligede i høj Grad, at jeg var hos hendes Nièce, kunde man se.

Hun havde haabet, at Forbindelsen med Familien havde været forbi med mit Besøg paa Tryland. Malcolm skulde ogsaa komme til Byen, hørte vi, og Lady Ver efterlod en Indbydelse til ham til at spise til Middag i Aften.

Saa gik vi.

"Hvis én af disse Fedtklumper havde en Gnist af Liv i sig, vilde den gaa lige til Helvede," sagde Lady Ver, da vi gik ned ad Trappen. "Tænk engang! Slips og Alterduge i London! Det var heldigt, at de ikke kunde spise til Middag i Aften. Jeg var nødt til at indbyde dem, og de kommer i Almindelighed én Gang, medens de er her -- de fire Pigebørn og Tante Katherine -- og det er med den største Vanskelighed, at jeg kan samle fire unge Herrer sammen til dem, hvis de blot faar en Anelse om, hvem det er, de skal træffe. I Almindelighed sikrer jeg mig et Par socialt fremadstræbende Jøder, fordi jeg kan indse, at Bidragene til deres Velgørenhedsforetagender, som de plager enhver, der kommer til at sidde ved Siden af dem, med, bedre kan presses ud af Hebræerne end af en eller anden køn, fattig Garderløjtnant. Aa, hvilket Liv!"

Hun var saa venlig imod mig paa Vejen tilbage; hun sagde, at hun var meget ked af at lade mig ene tilbage i Morgen, og at jeg nu maatte bestemme, hvad jeg vilde gøre, ellers vilde hun slet ikke rejse. Jeg sagde, at jeg vilde rejse til Claridges, hvor Fru Carruthers og jeg altid havde boet, og bo dèr i fuldkommen Ro med Véronique. Jeg kunde have Raad til det i en Uge. Saa kørte vi derhen og traf Aftale om det.

"Det er absolut umuligt for Dem at blive ved paa denne Maade, kære Barn," sagde hun. "De maa have en Chaperone; De er meget for smuk til at bo alene i et Hotel. Hvad kan jeg dog gøre for Dem?"

Jeg var forfærdelig ubehagelig til Mode, jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulde gøre. Aa, det er slet ikke morsomt at være Eventyrerske, hvis man alligevel gerne vil beholde sine Venner i Verden.

"Det gør maaske ikke noget, hvis jeg lader være med at tage imod nogen i nogle Dage," sagde jeg. "Jeg vil skrive til Paris; min gamle Mademoiselle er gift dèr med en Digter, tror jeg; hun vil maaske modtage mig som Pensionær i nogen Tid."

"Det er meget fantastisk -- en fransk Digter! En rædsom, langhaaret, snavset Skabning. Umuligt! De maa kunne indse, hvor nødvendigt det er, at De gifter Dem med Christopher, saa snart De kan, Evangeline, kan De ikke det?" sagde hun, og jeg var nødt til at indrømme, at der kunde være Grunde for det.

"Sandheden er, De kan ikke være den mindste Smule ekscentrisk eller ukonventionel, hvis De ser godt ud og er ugift," fortsatte hun, "De kan maaske knipse med Fingrene ad Samfundet, men hvis De gør det, faar De det ikke behageligt, og alle Mændene vil enten forsvare Dem paa en taabelig Maade eller være uforskammede imod Dem."

"Aa, jeg indser det," sagde jeg, og jeg følte, at jeg havde en Klump i Halsen.

"Jeg skal skrive til Christopher i Morgen," vedblev hun, "og takke ham for i Gaar Aftes og sige noget pænt om Dem og Deres Ensomhed, og at han som en Slags Slægtning maa komme og besøge Dem paa Søndag, naar han blot ikke gør Kur til Dem, og tage Dem med i Zoologisk Have -- tag ikke imod ham i Deres Dagligstue. Det vil netop give ham den ekstra Stimulans, og naar I saa kommer ud i Haven, er De stille og tilbageholdende, og ved de interessante Løve- og Tigerbure kan De trolove Dem. Det bliver meget respektabelt. Telegrafer straks til mig paa Mandag, til Sedgwick, og De maa komme tilbage til Park Street, saa snart jeg kommer hjem paa Torsdag, hvis alt er afgjort."

Jeg takkede hende, saa godt jeg kunde. Hun var meget aabenhjertig og ganske oprigtig. Jeg skulde være en velkommen Gæst som Christophers Forlovede, det kunde ikke nytte, at jeg følte mig bitter i den Anledning -- hun havde ganske Ret.

Da jeg lagde min Haand paa Malcolms skindmagre Arm, idet vi gik ned til Middag, var det min eneste Trøst, at han ikke skulde være min Skæbne! Jeg vilde hellere være alt andet i Verden end gift med ham!

Jeg forsøgte paa at være elskværdig mod Sir Charles. Vi var kun et Selskab paa seks Personer. En gammel Frøken Harpenden, som kommer alle Vegne for at spille Bridge, og Malcolm, og en af Lady Vers unge Mænd, og jeg. Sir Charles er adspredt, men af og til tager han sig sammen, han spiller med Knive og Gafler og lægger ogsaa Armene paa Bordet. Han ser paa Lady Ver med Beundring i sine Øjne. Det er altsaa sandt, antager jeg, at hun i Mellemrummene mellem Paris kan faa hans Hjerte til at banke.

Malcolm gjorde Kur til mig efter Middag. Vi blev overladt til at tale sammen, da de andre satte sig til at spille Bridge i den lille Dagligstue.

"Jeg savnede Dem saa frygteligt, Frøken Travers," sagde han, "da De forlod os, at jeg opdagede, at jeg var overordentlig indtaget i Dem."

"Nej, det siger De da ikke!" sagde jeg uskyldigt. "Kan man tro noget saadant?"

"Ja," sagde han alvorligt, "De kan virkelig tro det."

"Saa sig det ikke saa pludseligt," sagde jeg, idet jeg vendte mit Hoved bort, for at han ikke skulde se, hvor jeg lo. "For ser De, hos rødhaarede Personer som mig gaar den Slags Komplimenter til Hovedet."

"Aa, jeg vil slet ikke gøre Dem forvirret," sagde han elskværdigt. "Jeg véd nok, at der er blevet lagt meget an paa mig -- maaske for mine Besiddelsers Skyld," (dette med arrogant Beskedenhed), "men jeg er villig til at lægge alt for Deres Fødder, hvis De vil blive min Hustru."

"Alt?" spurgte jeg.

"Ja, alt."

"De er alt for god, Hr. Montgomerie, men hvad vilde Deres Moder sige?"

Han saá urolig og temmelig nervøs ud.

"Jeg er bange for, at min Moder har gammeldags Ideer -- men jeg er sikker paa, at hvis De gik hen til hendes Skræderinde -- vilde -- vilde De se anderledes ud."

"Kunde De da godt lide, at jeg skulde se anderledes ud? -- De vilde ikke kunne genkende mig, hvis jeg gik til hendes Skræderinde."

"Jeg kan lide Dem ganske som De er," sagde han med en meget nedladende Mine.

"Jeg er overvældet," sagde jeg ydmygt; "men -- for Resten -- hvad er det for en Historie, jeg har hørt om Frøken Angela Grey? En Dame, jeg har set i Aviserne, som danser i _The Gaiety_, ikke sandt? Er De sikker paa, at hun vilde tillade Dem at gøre mig denne Erklæring uden hendes Vidende?"

Han blev lamslaaet.

"Hvem har fortalt Dem om hende?" spurgte han.

"Ingen," svarede jeg. "Jean sagde, at Deres Fader var meget vred paa Dem paa Grund af en Hest af det Navn, men jeg saá det tilfældigvis i Listen over Tillokkelserne i _The Gaiety_ -- saa sluttede jeg deraf, at det ikke var en Hest, og hvis De er forlovet med hende, synes jeg ikke, det er rigtigt af Dem at forsøge paa at knuse mit Hjerte."

"Aa, Evangeline -- Frøken Travers" -- sagde han forvirret. "Jeg er meget indtaget i Dem -- den anden var kun et Tidsfordriv -- et -- aa! Vi Mænd, véd De nok -- unge og -- og -- efterstræbte -- har vore Fristelser. Det maa De ikke tænke paa. Jeg vil aldrig se hende mere, undtagen akkurat for at sige Farvel. Det lover jeg Dem."

"Aa, jeg kunde ikke gøre noget saa lumpent, Hr. Montgomerie," sagde jeg. "De maa ikke tænke paa at opføre Dem saaledes for min Skyld -- mit Hjerte er ikke helt knust -- i Virkeligheden tænker jeg selv paa at gifte mig."

Han sprang op.

"Aa! De har altsaa bedraget mig!" sagde han i selvretfærdig Harme. "Efter hvad jeg sagde til Dem den Aften paa Tryland, og hvad De den Gang lovede mig! Ja, De har bedraget mig groft."

Jeg kunde ikke sige, at jeg ikke havde hørt et Ord af, hvad han sagde den Aften, og ikke havde nogen Anelse om, hvad jeg havde lovet. Selv hans Overvurdering af sig selv fortjente ikke et saadant Slag! Og jeg dæmpede min Stemme og min naturlige Vrede over hans Ord og sagde ganske blidt:

"Vær ikke vred. Det gør mig ondt, hvis jeg ubevidst har givet Dem et forkert Indtryk, men hvis vi skal tale om at bedrage, saa har De bedraget mig med Hensyn til Frøken Grey, saa lad os ikke tale mere om den Sag. Vi er kvit. Og skal vi saa ikke være Venner, som vi altid har været" -- og jeg rakte min Haand frem og smilede ham frimodigt ind i Ansigtet. Han tog sig sammen og greb min Haand og trykkede den varmt. Hvoraf jeg vidste, at der var mere i Historien med Angela Grey, end det saá ud til.

"Evangeline," sagde han, "jeg vil altid elske Dem; men Frøken Grey er en meget agtværdig ung Kvinde, der er ikke et Ord at sige imod hendes moralske Karakter -- og jeg har lovet hende Ægteskab -- saa vi maa maaske hellere sige Farvel."

"Farvel," sagde jeg, "men jeg synes, at jeg har al mulig Grund til at være fornærmet over Deres Tilbud, hvilket, efter Deres senere Bemærkninger at dømme, ikke var værd at tænke paa et eneste Øjeblik!"

"Aa, men jeg elsker Dem!" sagde han, og efter hans Ansigt at dømme var det sandsynligvis for Øjeblikket sandt. Saa sagde jeg ikke mere, og vi rejste os og gik ind til Bridgespillerne. Og det lykkedes mig ikke at komme til at tale mere alene med ham, før vi sagde Godnat.

"Friede Malcolm til Dem?" spurgte Lady Ver, da vi gik op i Seng. "Jeg syntes, jeg saá et Blik i hans Øjne ved Middagen."

Jeg sagde hende, at han paa en Maade havde gjort det, med et Forbehold til Gunst for Frøken Angela Grey.

"Det er alt for rædsomt!" sagde hun. "Det er for Øjeblikket blevet en ren Epidemi i nogle af Garderregimenterne at gifte sig med disse stakkels, simple Fruentimmer med høj moralsk Karakter og -- ligegyldige Fødder! Men jeg havde troet, at Skotternes Snedighed vilde have beskyttet Malcolm mod deres Planer. Stakkels Tante Katherine."

EVANGELINE FLYTTER TIL CLARIDGES.

Kærlighed er ikke en Følelse, der spørger om Tilladelse til at komme. Den kommer paa tusinde, ukendte Maader, som man aldrig har drømt om, og breder et gyldent Skær over hele Verden og omskaber den til et Paradis.

_Theodoras Ægteskab._

_Claridges_. Lørdag den 26. Novbr.

Lady Ver tog tidligt af Sted til Stationen for at naa Toget til Northumberland i Morges, og jeg saá hende kun for at sige Farvel til hende. Hun syntes ogsaa at blive i daarligt Humør, da hun fik et Brev, hun sagde mig ikke, hvem det var fra, eller hvad det var om -- hun sagde kun bagefter, at jeg ikke maatte være dum. "Leg ikke længere med Christopher," sagde hun, "ellers mister De ham. Han kommer sikkert og besøger Dem i Morgen -- jeg fik Brev fra ham i Morges som Svar paa mit fra i Aftes -- men han siger, at han vil ikke gaa i Zoologisk Have -- saa De maa alligevel tage imod ham i Deres Dagligstue -- han kommer omtrent Klokken fire."

Jeg sagde intet.

"Evangeline," sagde hun, "lov mig, at De ikke vil være en Nar --"

"Jeg -- vil ikke være en Nar," sagde jeg.

Saa kyssede hun mig -- og var borte, og nogle faa Øjeblikke efter tog jeg af Sted til Claridges.

Jeg har en meget nydelig lille Lejlighed øverst oppe, og hvis det blot var passende for mig, og jeg havde Raad til det, kunde jeg bo meget behageligt her alene i lang Tid.

Klokken tre Kvarter til to ringede jeg paa Døren paa Carlton House Terrace, Nr. 300, Lady Merrendens Bopæl -- med en underlig Følelse af Nervøsitet og Interesse. Det maa naturligvis have været, fordi hun en Gang havde været forlovet med Papa. Bagefter kom jeg til at huske paa Lord Roberts Ord, da jeg paa Branches talte om at tage til London alene; om hvorledes han vilde bringe mig til hende, og hvorledes hun vilde være god imod mig, indtil jeg kunde faa set mig om efter et Sted, hvor jeg kunde bo.

Men pludselig følte jeg et Stik i Hjertet. Han sad nu bøjet over Lady Ver i Toget til Northumberland.

Der er saadan en statelig, smuk Forhal -- idet Døren bliver aabnet -- med en smuk Trappe til hver Side, og fuld af pragtfulde Malerier, og hele Atmosfæren er gennemtrængt af en forfinet, rolig Luft.

Tjenerne er høje og ikke alt for unge, og selv paa denne Tid af Aaret har de pudret Haar.

Lady Merrenden var ovenpaa i den lille Dagligstue, og da jeg blev meldt, rejste hun sig, med en Bog i Haanden, for at tage imod mig.

Hun har saadant et smukt Væsen i sit eget Hjem; elskværdigt og ikke en Smule beskyttende.

"Det glæder mig saadan at se Dem," sagde hun. "Jeg haaber ikke, at De vil kede Dem, men jeg har ikke indbudt nogen til at være sammen med Dem -- kun min Nevø, Torquilstone, kommer her -- han er meget lidende, stakkels Fyr, og alt for mange Ansigter piner ham undertiden."

Jeg sagde, at jeg var henrykt over at træffe hende alene. Man kan ikke tænke sig et venligere Udtryk i noget menneskeligt Ansigt end det, der er i hendes. Hun har det samme højbaarne Udseende som Lord Robert, smaa Øren og Haandled og Hoved -- selv klædt som en Skurekone vilde Lady Merrenden se ud som en fornem Dame.

Vi talte snart fuldkommen tvangfrit med hinanden; hun talte ikke om Folk eller om meget dybe Emner, men man fik et Indtryk af en kultiveret Aand, Kendskab til Bøger og vide Tanker. Aa! Det var saa let for mig at holde af hende.

Vi havde næsten talt sammen i et Kvarter -- hun havde tilfældigt spurgt mig, hvor jeg nu boede, og hun syntes slet ikke forbavset eller forfærdet, da jeg sagde Claridges, og at jeg var alene.

Alt, hvad hun sagde, var: "Hvilken ensom lille Pige! Men det maa være en Hvile sommetider at være alene, og De maa lade Deres Venner komme og se til Dem, vil De ikke nok det?"

"Jeg tror ikke, jeg har nogen Venner," sagde jeg. "Jeg har været saa lidt ude -- men hvis De vil komme og besøge mig -- saa vil jeg være taknemlig."

"Saa maa De regne mig som en af Deres faa Venner!" sagde hun.

Intet kunde være saa sjældent eller saa sødt som hendes Smil. At tænke sig, at Papa kunde forlade denne Engel for Fru Carruthers Skyld! Mænd er sandelig uberegnelige!

Jeg sagde, at det vilde være en alt for stor Ære for mig at have hende til Ven -- og hun tog min Haand.

"De bringer den fjerne Fortid tilbage til mig," sagde hun. "Jeg hedder ogsaa Evangeline -- og sommetider tror jeg, at De er blevet kaldt saaledes til Minde om mig."

Hvilken sælsom, mægtig Faktor Kærligheden maa være! Her havde disse to Kvinder, Fru Carruthers og Lady Merrenden -- der var hinanden saa stik modsatte -- øjensynlig begge tilbedt Papa, og som Følge deraf havde de begge i Overensstemmelse med deres Natur fattet Interesse for mig, Barnet af en tredie Kvinde, der havde fortrængt dem begge! Papa maa have været overordentlig indtagende, for Fru Carruthers havde lige til sin Dødsdag et Miniaturportræt af ham staaende paa sit Bord med en frisk Rose ved Siden af -- hans Minde syntes at være den eneste blide Plet i hendes haarde Hjerte.

Og denne søde Dames Øjne smeltede hen i Ømhed, da hun talte om Fortiden -- skønt hun ikke kender mig godt nok til at sige mere. For mig er Papas Billede ikke noget saa vidunderligt, kun en køn, ung Garderløjtnant med Øjne af samme Form som mine, men graa, og lyst krøllet Haar. Der maa have været noget eget ved ham, antager jeg.

I dette Øjeblik traadte Hertugen af Torquilstone ind. Aa, det var et sørgeligt Syn!

En stakkels, pukkelrygget Mand med et stærkt Ansigt og Hoved og et sort, mistænksomt, kynisk Udtryk.

Han vilde øjensynlig have været meget høj, hvis han ikke havde været vanskabt, der staar en Pukkel ud paa hans Ryg, næsten som paa Punch. Han kan ikke være meget over fyrre, men han ser ældre ud, hans Haar er ganske graat.

Ikke en Linie eller et Udtryk hos ham minder mig om Lord Robert, glæder det mig at kunne sige.

Lady Merrenden forestillede os for hinanden, og saa kom Lord Merrenden ogsaa ind, og vi gik alle ned til Lunch.

Det var et temmelig lille Bord, saa vi sad alle nær ved hinanden og kunde tale sammen. Spisestuen var umaadelig stor.

"Jeg tager altid dette lille Bord, naar vi er saa faa," sagde Lady Merrenden. "Det er mere hyggeligt, og man føler sig ikke saa isoleret."

Hvor jeg var enig med hende.

Hertugen saá ofte undersøgende paa mig med sine smaa, kloge Øjne. Man kunde ikke sige, om det var bifaldende eller misbilligende.

Lord Merrenden talte om Politik og Dagens Spørgsmaal, han har et høfligt Væsen, og deres Stemmer var bøjelige og dannede. Og intet kunde gaa mere glat og lydløst end Opvartningen.

Lunchen var meget enkel og god, men ikke halvt saa mange udsøgte Retter som paa Branches og hos Lady Ver.

Der var kun én Kumme med Violer paa Bordet, men Kummen var af Guld og af en smuk Form, og Violerne var næsten saa store som Stedmoderblomster. Mine Øjne vandrede til Billederne -- statelige Mænd og Kvinder af Gainsborough og Reynolds og Romney.

"De har truffet min anden Nevø, Lord Robert, ikke sandt?" sagde Lady Merrenden. "Han fortalte mig, at han havde været paa Branches, hvor jeg tror, De boede."

"Ja," sagde jeg, og -- aa, det er næsten for ydmygende at skrive det, jeg følte, at mine Kinder blev højrøde, da hun nævnede Lord Roberts Navn. Hvad maa hun have tænkt? Kan noget være saa ungt, kvindeligt og latterligt?

"Han var i Operaen med os i Forgaars Aftes," vedblev jeg. "Hr. Carruthers havde en Loge, og Lady Verningham og jeg var med dem." Saa kom jeg til at tænke paa, hvor underligt dette maatte lyde i min dybe Sorg, og jeg tilføjede: "Jeg holder saa meget af Musik."

"Det gør Robert ogsaa," sagde hun. "Jeg er sikker paa, at han maa have været glad ved at træffe en beslægtet Natur."

Den søde, indtagende, venlige Dame! Hvis hun blot havde vidst, hvilke Sindsbevægelser der i Virkeligheden havde opfyldt os i Logen den Aften, er jeg bange for, at Kærligheden til Musikken havde været den mindste af dem!

Under hele denne Samtale, og lige fra Lord Roberts Navn første Gang blev nævnet, havde Hertugen ikke taget sine Øjne fra mit Ansigt -- det var meget forvirrende; hans Blik var nu klarere, det var ganske sikkert misbilligende.

Vi drak Kaffe ovenpaa af saadanne nydelige Dresdener Kopper, og Lord Merrenden viste mig nogle Miniaturbilleder. Til sidst kom Hertugen og jeg til at være alene et Minut, medens vi stod og saá ud ad Vinduet.

Hans Øjne undersøgte mig helt igennem -- naa, i alt Fald er min Næse og mine Øren og mine Haandled lige saa fine som Lady Merrendens -- stakkels Mamas mærkelige Moder kan ikke ses udenpaa mig -- Gudskelov. Han sagde ikke meget, kun dagligdags Ting om Udsigten. Jeg var bange for ham og temmelig nedtrykt. Jeg er vis paa, at han ikke kan lide mig.

"Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil De saa ikke tage ud med mig?"

Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at komme tilbage til Hotellet. Jeg vilde gerne adsprede mine Tanker fra at dvæle ved Dagen i Morgen, og ved, hvad jeg skulde sige til Christopher. I Morgen syntes mig at være Verdens Ende.

Lady Merrenden har smukke Heste, og hele Køretøjet er, i Modsætning til hende selv, saa fikst som det kan være. Hun ser virkelig lidt gammeldags ud, naar hun er ude, og det var maaske derfor, at Papa gik fra hende til Fru Carruthers. En Godhed og Elskelighed som denne passer ikke Mændene saa godt som Luner, lader det til.

Hun var saa god imod mig og talte saa venligt med mig. Jeg glemte helt, at jeg var en hjemløs Vandrer, og jeg kom tilbage til Claridges omtrent Klokken halv fem i næsten godt Humør.

"De maa ikke glemme, at jeg skal være en af Deres Venner," sagde Lady Merrenden, da jeg sagde Farvel til hende.

"Nej, det skal jeg rigtignok ikke," svarede jeg, og hun kørte bort, smilende til mig.

Jeg gad vide, hvad hun vil tænke om mit Ægteskab med Christopher.

Nu er det Aften -- jeg har spist til Middag ganske alene i min Dagligstue, Véronique har været meget elskværdig og omhyggelig -- hun føler Hr. Carruthers i Luften, antager jeg -- og nu maa jeg gaa i Seng.

Aa, hvorfor er jeg ikke lykkelig, og hvorfor synes jeg ikke, at dette er en dejlig og usædvanlig Situation, som jeg engang vilde have gjort. Jeg føler mig kun nedtrykt og ulykkelig, og som om jeg vilde ønske, at Christopher laa paa Havets Bund. Jeg har fortalt mig selv, hvor køn han er -- og hvor jeg syntes godt om ham paa Branches -- men det var før -- ja, jeg kan lige saa godt skrive det -- før Lord Robert kom. Naa, nu sidder han og Lady Ver og taler sammen i en hyggelig Sofa, i en stor, oplyst Dagligstue, og -- aa! -- jeg vilde ønske, jeg aldrig havde sluttet den Overenskomst med hende -- saa maaske jeg nu -- naa -- --

Søndag Eftermiddag.