Part 8

Lady Ver nikkede til en Mængde Mennesker, før vi indtog vore Pladser i et lille hyggeligt Hjørne. Det maa være behageligt for hende at have saa mange Venner. I en af vore Samtaler sagde hun noget, der lød saa sandt, og det kom jeg til at tænke paa.

"Det er klogere at gifte sig med det Liv, man holder af, fordi Manden, naar der er gaaet en kort Tid, er én ligegyldig." Det har hun øjensynlig gjort -- men jeg vilde ønske, at det var muligt at faa begge Dele -- Manden og Livet! -- Naa, vi faar at se!

Man maa sidde temmelig tæt ved hinanden i disse Sofaer, og da Lord Robert ikke var Vært, blev han sat ved Siden af mig. Jeg var overordentlig glad, til Trods for, at jeg havde en næsten højhalset Kjole paa, og ikke engang nogle Violer!

Det var frygtelig vanskeligt ikke at tale venligt med min Nabo. Hans Ligefremhed og Jevnhed er saa indtagende, men jeg gjorde alt, hvad jeg kunde, for at koncentrere mig om Christopher og lade være med at tale med ham -- men jeg véd ikke hvorfor -- Fornemmelsen af, at han var mig saa nær, fik mig til at føle -- jeg véd ikke hvad. Men jeg talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke holdt Ord, skønt hun selv, uden at tænke over det, drog mig ind i en venskabelig Samtale, og saa saá Lord Robert ud som en lykkelig Skoledreng.

Vi havde det dejligt.

Hr. Carruthers er en fuldkommen Vært. Han har de gamle Diplomaters hele glatte, udsøgte Væsen, uden at have deres forlorne Tænder og saadan noget, jeg vilde ønske, at noget indeni mig vilde lade mig føle, at det var min Pligt at gifte mig med ham, men hver Gang jeg vil tale med mig selv om det, er der noget, der farer op og siger: "Absolut umuligt."

Da vi skulde til at tage af Sted til Operaen, sagde Lady Ver: "Hr. Carruthers vil tage Dem med i sin Vogn, Evangeline, saa passer Robert paa mig. Kom saa, Robert!" Han tøvede.

"Jeg vil forfærdelig gerne tage Dem med, Lady Ver," sagde han, "men vil det ikke se lidt underligt ud, at Frøken Evangeline kommer alene med Christopher. Tænk paa hans Rygte!"

Lady Ver sendte ham et flammende Blik og steg ind i sit Automobil, medens Christopher uden Tøven hjalp mig ind i sin Vogn. Lord Robert og jeg var to Marionetter, en Rolle, som jeg ikke holder af at spille.

Jeg var meget vred. Hun vilde ikke have vovet at sende mig af Sted paa den Maade, hvis jeg havde været en vigtigere Person. Hr. Carruthers steg ind og svøbte sit Zobelskind omkring mig. I lang Tid sagde jeg ikke et Ord, og Covent Garden er ikke saa langt borte, sagde jeg til mig selv. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg havde en Følelse af _malaise_.

Der var et underligt Udtryk i hans Ansigt, da en stor Lygte kastede sit Lys paa det. "Evangeline," sagde han med en Stemme, jeg ikke havde hørt før, "hvornaar vil De holde op med at lege med mig -- jeg er ved at komme til at elske Dem, hører De!"

"Det gør mig ondt at høre det," sagde jeg blidt. "Jeg vil ikke gerne have, at De skal det -- aa! gør det ikke!" Han tog min Haand. "Jeg -- jeg -- hvis De blot vidste, hvor jeg hader, at nogen rører ved mig!"

Han lænede sig tilbage og saá paa mig. Der er noget, der stiger lidt til Hovedet, naar man er alene med et Menneske om Aftenen i en Vogn med smukke Skindtæpper. Med Lysene, der skinner ind ad Vinduerne, og saa den svage Duft af en god Cigar. Jeg var frygtelig nervøs. Hvis det havde været Lord Robert, saa tror jeg -- naa --

Han bøjede sig meget nær hen til mig. Det var, som om han det næste Øjeblik vilde kysse mig -- og hvad skulde jeg saa gøre, jeg kunde da ikke skrige eller springe ud midt i Leicester Square, vel?

"Hvorfor kalder De mig Evangeline?" sagde jeg for at afvise ham, "det har jeg aldrig sagt, at De maatte."

"Taabelige Barn -- jeg kalder Dem, hvad jeg har Lyst til. De gør mig gal -- jeg véd ikke, hvad De er født til. Har De altid den Virkning paa Folk?"

"Hvilken Virkning?" spurgte jeg for at vinde Tid, vi var næsten kommet til Long Acre.

"En Virkning, der faar én til at miste al Selvbeherskelse. Jeg føler, at jeg vilde give min Sjæl for at kunne holde Dem i mine Arme."

Jeg sagde, at jeg ikke syntes, det var pænt eller ærbødigt af ham at tale saadan, og at jeg fandt en saadan Kærlighed oprørende.

"I Deres lyse Øjeblikke siger De, at jeg aldeles ikke passer til Dem -- De forsøger paa at holde Dem borte fra mig, og saa, naar De kommer i Nærheden af mig, begynder De at sige alt det Vrøvl! Jeg synes, at det er en Fornærmelse!" sagde jeg vredt og ringeagtende. "Naar jeg vækker Hengivenhed og Kærlighed hos nogen, skal jeg høre paa dem, men paa Dem og paa dette -- aldrig!"

"Bliv ved!" sagde han, "selv i dette dunkle Lys ser De smuk ud, naar De er vred."

"Jeg er ikke vred," svarede jeg, "men kun saa inderlig led ved det hele."

Nu var vi Gudskelov kommet ind i Vognrækken lige ved Operahuset. Men Hr. Carruthers syntes ikke at lægge Mærke til det.

"Søde Barn," sagde han, "jeg vil forsøge paa ikke at ærgre Dem, men De er saa forfærdelig udæskende. Og jeg siger Dem, at ingen Mand i Verden vilde finde det let at være kold overfor Dem."

"Aa! jeg véd ikke, hvad det er at være kold eller ikke kold!" sagde jeg træt. "Jeg er ked af alle, selv saadan en lille bitte Fyr som Malcolm Montgomerie bliver løjerlig paa samme Maade!"

Han lænede sig tilbage og lo, saa sagde han vredt: "Den uforskammede Knægt! Jeg skal dreje Halsen om paa ham!"

"Gudskelov, nu er vi der!" udbrød jeg, da vi kørte ind under Søjlegangen, og jeg drog et Lettelsens Suk.

Mænd er virkelig utaalelige og kedsommelige, og hvis jeg altid skal være nødt til at finde mig i den Slags Scener, fordi jeg har rødt Haar, saa vilde jeg næsten ønske, at det var musegraat som Cicely Parkers. Fru Carruthers sagde ofte: "Du skal ikke tro, Evangeline, at du kommer til at føre et roligt Liv med din Farvesammensætning -- det eneste man maa haabe, er, at du vil skrue dit Hoved fast."

Lady Ver og Lord Robert ventede allerede paa os i Vestibulen, men i det Sekund jeg saá dem, vidste jeg, at hun havde sagt noget til Lord Robert, hans Ansigt, der under hele Middagen havde været saa muntert og godmodigt, saá nu haardt og strengt ud, og han tog ikke den mindste Smule Notits af mig, da vi gik hen til Logen.

Lady Ver saá triumferende ud; hendes Øjne skinnede med store, sorte Punkter midt i, og der var saadanne kønne lyserøde Pletter paa hendes Kinder, hun saá yndig ud, og jeg kan ikke begribe hvorfor, men jeg syntes pludselig, at jeg hadede hende. Det var afskyeligt af mig, for hun var saa venlig og anbragte mig i Hjørnet, bag Gardinet, hvor jeg kunde se uden at blive set, det var temmelig langt tilbage, medens hun og Lord Robert sad helt foran. Det var Operaen "Carmen". Jeg havde aldrig hørt den før.

Musik har en saadan Virkning paa mig -- hver Tone synes at vække en indre Bevægelse i mig. Jeg føler mig slet eller god, eller henrykt, eller -- eller -- aa, en underlig Følelse, som jeg ikke véd hvad er -- en Slags elektrisk Strøm ned ad Ryggen, og som om -- som om jeg gerne vilde elske nogen, og at de skulde kysse mig. Aa! det lyder aldeles rædselsfuldt, det jeg har skrevet -- men jeg kan ikke gøre for det -- det er den Virkning én Slags Musik har paa mig, og jeg har altid sagt, at jeg vilde sige Sandheden her.

Lige fra den første Tone indtil Slutningen følte og følte jeg. Aa, hvor jeg forstaar hende -- Carmen! -- Den forbudne Frugt tiltrak hende saadan -- den smukke, slette, fortryllende Slange. Jeg havde ogsaa Lyst til at danse og til at bevæge mig paa den Maade, og maaske skælvede jeg ubevidst. Jeg var kold som Is og frygtelig spændt. Lord Roberts smukke Hoved forhindrede mig af og til i at se. Hvor han er vidunderlig velskabt, og man kan med et eneste Blik se, at _hans_ Moder ikke har været Stuepige. Jeg har aldrig set nogen se saa højbaaren ud.

Lady Ver talte til ham med en dæmpet, kurrende Stemme efter første og anden Akt, og endogsaa da tredie Akt var begyndt. Han syntes at være meget mere optaget af hende, end han plejede at være. Det -- det saarede mig -- det og Musiken og Dansen, og Hr. Carruthers, der af og til hviskede lidenskabelige Ord til mig, selv om jeg ikke hørte efter dem, bevirkede alt i alt, at jeg ogsaa følte en Slags Vanvid.

Pludselig vendte Lord Robert sig om og saá paa mig i fem Sekunder. Hans dejlige, udtryksfulde blaa Øjne var fulde af Harme og Bebrejdelse, og -- aa, hvor det gør mig ondt! -- Ringeagt! Christopher stod bøjet over Ryggen paa min Stol, ganske tæt ved mig, i en kærlig Stilling.

Lord Robert talte ikke, men hvis et Blik kunde faa noget til at visne, maatte jeg være blevet til et vissent Egeblad. Det vækkede en eller anden Djævel inde i mig. Hvad havde jeg gjort, at jeg saaledes skulde tilintetgøres? Jeg handlede fuldkommen ærligt -- idet jeg holdt mit Ord til Lady Ver, og aa! det var, som om det knuste mit Hjerte.

Men det Blik fra Lord Robert drev mig til Fortvivlelse, og ethvert Instinkt, jeg ejer til at være ond og tiltrækkende, kom op i mig. Jeg bøjede mig over til Lady Ver, saa jeg kom nærmere hen til ham, og jeg gjorde smaa Bemærkninger til hende uden at sige et eneste Ord til ham, men jeg flyttede min Stol, saa den stod saaledes, at han ikke kunde undgaa at se mig, og jeg bevægede mine Skuldre ganske lidt til den spanske Musik. Aa, jeg kan ogsaa danse som Carmen! Fru Carruthers lod mig lære det, hver Gang vi kom til Paris, hun holdt selv af at se det.

Jeg kunde høre Christopher aande meget hurtigt. "De kunde faa et Menneske til at gaa til Helvede for Dem," hviskede han.

Lord Robert rejste sig pludselig og gik ud af Logen.

Saa var det, som om Don Josés Dolk blev boret i mit Hjerte, ikke i Carmens. Det lyder højtravende, men jeg mener det -- det var en pludselig kold Følelse, som om alt var dødt. Lady Ver vendte sig ærgerlig om til Christopher. "Hvad i Alverden er der i Vejen med Robert?" sagde hun.

"Der er et persisk Ordsprog, som siger, at en Djævel smutter ind mellem to Vinde," sagde Christopher; "det er maaske det, der er hændet i denne Loge i Aften."

Lady Ver lo bittert, og jeg sad der stille som Døden. Og Musiken og Komedien fortsattes hele Tiden paa Scenen. Jeg er glad over, at hun bliver myrdet til Slutning, glad --! Men jeg vilde gerne have set Blodet flyde. Jeg er vild -- vild -- sommetider.

_Park Street 300_, Fredag Morgen den 25. Novbr.

Nu forstaar jeg først, hvad Meningen er med _Støv og Aske_ -- for det er, hvad jeg følte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter "Carmen".

Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende, saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen, medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet. Dèr sad han -- en underlig, høj, mager Mand, med lyst Haar og bedrøvede, fortrædelige brune Øjne, og en Næse, der var tilbøjelig til at blive rød paa Tippen -- han saá i det hele taget ud, som om han havde en daarlig Fordøjelse. Han sad foran en _Daily Telegraph_, der var stillet op imod Tepotten, og der laa noget kold, urørt Fisk paa hans Tallerken.

Han saá meget forbavset ud, da jeg kom ind i Stuen.

"Jeg -- jeg er Evangeline Travers," sagde jeg.

Han sagde kejtet Goddag; man kunde se, at han ingen Anelse havde om, hvad det vilde sige.

"Jeg bor her," fortsatte jeg, "vidste De ikke det?"

"Vil De saa ikke have noget at spise? Fisken er kold, er jeg bange for," tvang Høfligheden ham til at sige. "Nej, Janthe skriver aldrig til mig -- jeg havde ikke hørt fra hende i fjorten Dage, og jeg har ikke set hende endnu."

Gode Manerer er blevet trommet ind i mig fra min tidligste Barndom, og jeg sagde høfligt: "De kom først fra Paris sent i Aftes, ikke sandt?"

"Jeg kom omtrent Klokken syv, tror jeg," svarede han.

"Vi maatte gaa saa tidligt, vi skulde i Operaen," sagde jeg.

"En Wagner, der begynder paa en urimelig Tid, antager jeg," mumlede han fraværende.

"Nej, det var 'Carmen' -- men vi spiste først til Middag med min -- min -- Formynder, Hr. Carruthers."

"Aa."

Vi spiste begge i nogen Tid -- Teen var grønligt sort -- og lunken -- det er intet Under, at han er dyseptisk.

"Mon Børnene er hjemme?" spurgte han lidt efter.

"Ja," svarede jeg, "jeg var inde hos dem, før jeg kom ned."

I samme Øjeblik kom de tre Engle styrtende ind i Stuen, og de gik pænt hen og omfavnede deres Fader. Men de syntes ikke at tilbede ham, som de tilbeder Lady Ver.

"Godmorgen, Papa," sagde den ældste, og de andre to gentog det i Kor. "Vi haaber, du har sovet godt og har haft en behagelig Rejse over Søen."

De var øjensynligt blevet instruerede udenfor.

Saa gik Naturen over Optugtelsen, de klappede ham beskyttende.

"Lille, søde Papa, har du bragt nogle ny Dukker med til os fra Paris?"

"Og jeg vil gerne have en med rødt Haar, ligesom Evangeline," sagde Yseult, den yngste.

Sir Charles syntes at kede sig og finde Situationen ubehagelig; han kyssede sine tre nydelige smaa Dresdener Porcelænsdukker, der lignede ham, og dog ikke lignede ham -- de har Lady Vers Hudfarve, men brune Øjne og gyldent Haar ligesom hans.

"Ja, bed Harbottle om Pakkerne," sagde han. "Jeg har ingen Tid til at tale med jer -- sig til jeres Moder, at jeg kommer hjem til Lunch," og idet han gjorde en Undskyldning, fordi han gik saa pludselig -- han skulde til et Møde i City -- forsvandt han ud af Stuen.

Jeg gad vide, hvorledes Lady Ver faar hans Hjerte til at banke. Jeg kan godt forstaa, at hun foretrækker -- Lord Robert.

"Hvorfor er Papas Næse saa rød?" spurgte Yseult.

"Ti dog stille!" bad Mildred. "Stakkels Papa er kommet fra Søen."

"Jeg holder ikke saa meget af Papa," sagde Corisande, den mellemste. "Han er gnaven, og sommetider faar han den søde Mama til at græde."

"Vi maa altid elske Papa," sagde Mildred med en Stemme, som om hun fremsagde en Lektie. "Vi maa altid elske vore Forældre, og Bedstemoder, og Bedstefader, og Tanter og Kusiner -- Amen." Dette "Amen" smuttede uforvarende ud, og hun saá forvirret ud og rettede sig selv, da hun havde sagt det.

"Lad os gaa og finde Harbottle, Harbottle er Papas Kammertjener," sagde Corisande, "og han er meget mere opmærksom end Papa. Sidste Gang bragte han mig en højlandsk Drengedukke, skønt Papa havde glemt, at jeg havde bedt om den."

De gik alle tre ud af Stuen, først kyssede de mig, og saa nejede de sødt, da de kom hen til Døren. De er aldrig uhøflige eller støjende -- de tre Engle, jeg holder meget af dem.

Da jeg blev alene, følte jeg mig som en død Fisk. Mine Øjne faldt paa Spalten "London fra Dag til Dag" i _Daily Telegraph_, og jeg saá ligegyldigt ned ad den -- uden at lægge Mærke til Ordene, indtil jeg læste: "Hertugen af Torquilstone er ankommet til Vavasour House, St. James, fra Udlandet."

Men hvad kom det egentlig mig ved? Hvad kom nogenting mig ved? Lord Robert havde mødt os igen, i Forhallen, da vi kom ud fra Operaen; han saá meget bleg ud, og han gjorde Lady Ver en Undskyldning, fordi han var gaaet saa pludselig bort. Han var blevet forkølet, sagde han, og var gaaet ud for at faa et Glas Cognak, og nu havde han det helt godt, og vilde vi nu ikke komme med og spise til Aften, og mange andre elskværdige Ting, medens han saá paa hende med den inderligste Hengivenhed -- det var, som om jeg ikke eksisterede.

Hun var lunefuld, som hun sommetider er. "Nej, Robert, jeg vil i Seng. Jeg er ogsaa blevet forkølet," sagde hun.

Og da Tjeneren i samme Øjeblik meldte Automobilet, fløj vi af Sted og forlod dem. Christopher havde knappet min Zobelskindskrave med en Besiddermine, der til enhver anden Tid vilde have irriteret mig ud over alle Grænser, men jeg følte mig kold og død og fuldkommen følelsesløs.

Lady Ver sagde ikke et Ord paa Vejen hjem, og hun kyssede mig køligt, da hun gik ind i sit Værelse -- saa raabte hun ud:

"Jeg er træt, Slangepige -- tro ikke, at jeg er gnaven -- Godnat!" og jeg gik op i Seng.

I Morgen er det Lørdag, og mit Besøg her er forbi. Efter min Lunch hos Lady Merrenden er jeg en Vandrer paa Jordens Overflade.

Hvor skal jeg vandre hen -- jeg føler, at jeg gerne vil gaa bort alene -- bort til et Sted, hvor jeg ikke ser et menneskeligt Væsen, der er engelsk. Jeg vil gerne glemme, hvordan de ser ud -- jeg vil ikke se deres velformede Hoveder -- jeg vil, aa, jeg véd ikke, hvad jeg vil.

Skal jeg gifte mig med Hr. Carruthers? Han vilde spise mig op, og saa tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker -- men saa kunde jeg leve det Liv, jeg holder af -- og Carruthers Smaragderne er smukke -- og jeg elsker Branches -- og -- og --

"Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frøken," sagde en Tjener.

Saa gik jeg op ad Trappen.

Lady Ver sad i et halvmørkt Værelse, der var rullet bløde, lyserøde Gardiner ned bagved de halvt sammentrukne blaa Silkegardiner.

"Jeg er saa forfærdelig tung i mit Hoved, Evangeline," sagde hun.

"Saa vil jeg stryge Dem over Haaret," og jeg satte mig op ved Siden af hende og begyndte at stryge hende over Panden med mine Fingerspidser.

"De er virkelig sød, Slangepige," sagde hun, "og De kan ikke gøre ved det."

"Hvad kan jeg ikke gøre ved?"

"At De er en Heks. Jeg vidste, da jeg første Gang saá Dem, at De vilde gøre mig Fortræd, og jeg forsøgte paa at beskytte mig ved at være venlig imod Dem."

"Aa, kære Lady Ver," sagde jeg dybt rørt, "jeg vilde ikke for alt i Verden gøre Dem Fortræd, og De miskender mig virkelig; jeg har holdt mit Løfte, baade bogstavelig og -- i Aanden."

"Ja, det véd jeg, at De har, bogstaveligt, i det mindste -- men hvorfor gik Robert ud af Logen i Aftes?" spurgte hun træt.

"Han sagde jo, at han var forkølet, ikke sandt?" svarede jeg sagte. Hun slog Hænderne lidenskabeligt sammen.

"Forkølet!!! De kender ikke Robert! Han har aldrig i sit Liv været forkølet," sagde hun. "Aa, han er det kæreste, kæreste Væsen i Verden. Han faar mig til at tro paa alt, hvad der er godt og hæderligt. Han er ikke lastefuld, han er ikke lapset, og han kender Verden, og han lever i den, som alle vi andre, og dog begynder han ikke med at tro, at enhver Kvinde er et let Bytte, og underminerer den Smule Selvagtelse, hun maaske har tilbage."

"Ja," sagde jeg, jeg kunde ikke finde andet at sige.

"Hvis jeg havde haft saadan en Mand, vilde jeg aldrig have gabet," vedblev hun, "og desuden er Robert alt for bydende skinsyg til at lade én more sig med en anden."

"Ja," sagde jeg igen, og blev ved med at stryge hendes Pande.

"Han har ogsaa Følelse -- han er ikke dagligdags og brutal -- og aa, De skulde se ham paa en Hest, han er alt for smuk, alt for smuk!" Hun strakte sine Arme ud med en træt Bevægelse, der var patetisk og rørte mig.

"De har vel kendt ham meget, meget længe?" sagde jeg blidt.

"Maaske i fem Aar, men kun flygtigt indtil denne Sæson. For tidligere havde jeg travlt med andre. Jeg har leget med saa mange." Saa tog hun sig sammen. "Men Robert er den eneste, som aldrig har gjort Kur til mig. Han har altid været sød og kær og har behandlet mig som en Dronning, som om jeg stod for højt til det, og han har altid gjort, som han selv vilde, og ikke brudt sig en Døjt om andres Mening. Jeg har ofte gerne villet have, at han skulde gøre Kur til mig. Men nu forstaar jeg, at det ikke kan nytte. Men De skal ikke have ham, Slangepige! Jeg fortalte ham, medens vi kørte til Operaen, at De var kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald være min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu holde Dem til Deres Løfte."

Jeg sagde ingenting.

"Hører De, jeg siger, at _De_ vilde knuse hans Hjerte. Han vilde kun være i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Kærlighed, som enhver anden Kvinde vilde dø for, men De -- De er Carmen."

I alt Fald skal hverken _hun_ eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt:

"Carmen blev dræbt."

"Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djævelske Dæmon!" Saa skiftede hendes Lune, og hun lo.

"Saá De Charlie?" spurgte hun.

"Vi drak Te sammen i Morges!"

"En fornøjelig Person, ikke sandt?"

"Nej," sagde jeg, "han saá gnaven og syg ud."

"Syg!" sagde hun med en Skygge af Ængstelse. "Aa, De mener dyseptisk."

"Maaske."

"Naa, det gør han altid, naar han kommer fra Paris. Hvis De kunde gaa ind i hans Stue og se den Række Fotografier, der staar paa hans Kaminhylde, kunde De maaske gætte hvorfor."

"Billeder af 'Sole Dieppoise' og 'Poulet à la Victoria aux truffes', uden Tvivl," sagde jeg.

Hun vred sig af Latter. "Ja, netop det!" sagde hun. "Men han tilbeder mig paa sin Maade, og han har nok en ny Diamantring med til mig for at gøre det godt igen -- nu skal De se til Lunch."

"Saa er han altsaa en fuldkommen Ægtemand?"

"Omtrent som Christopher vilde blive. Men Christopher vilde begynde med at være en fuldkommen Elsker, der er intet, han ikke véd, og Charlie har intet Begreb om den Rolle. Du store Himmel! Hvor mine Hvedebrødsdage var kedsommelige."

Fru Carruthers sagde, at alle Hvedebrødsdage kun kunde sammenlignes med at gaa til Tandlægen eller blive fotograferet. Nødvendige Onder, som man skulde igennem for Resultaternes Skyld.

"Resultaterne?"

"Ja; det smukke Hus, og Juvelerne, og alt det andet."

Aa, ja! Hun havde vel Ret, men hvis man var blevet gift med Robert, havde man faaet begge Dele. Hun sagde ikke hvilke begge Dele, men aa! det vidste jeg.

"Saa tror De altsaa, at Hr. Carruthers vil blive en god Ægtemand?" spurgte jeg.

"De vil aldrig rigtig lære Christopher at kende. Jeg er kommet sammen med ham i mange Aar. De vil aldrig kunne føle, at han siger Dem den hele Sandhed om noget som helst. Han er Epikuræer, og han analyserer alle Følelser; jeg véd ikke, om han har nogen Guder; hvis han har det, tror han ikke paa dem, han tror paa ingen og intet uden paa sig selv. Han er for Øjeblikket heftigt forelsket i Dem, og han vil giftes med Dem, fordi han ikke kan faa Dem paa andre Betingelser."

"De smigrer mig," sagde jeg lidt fornærmet.

"Jeg siger Sandheden. De vil sandsynligvis faa det dejligt sammen med ham, og holde ham forelsket i Dem i mange Aar, fordi De ikke er forelsket i ham, og han vil passe godt paa, at De ikke ser paa nogen anden. Jeg kan tænke mig, at Christopher, hvis man var forelsket i ham, vilde knuse éns Hjerte, som han knuste stakkels Alicia Verneys."

"Aa, men hvor det er dumt! Folk har ikke knuste Hjerter nu om Stunder; De taler som ud af en Bog, kære Lady Ver."

"Der findes nogle faa Tilfælde af knuste Hjerter, men ikke som i Bøgerne, af Død og Tragedier etc.! men kun fordi vi ikke kan faa, hvad vi vil have, eller beholde, hvad vi har," og hun sukkede.

Vi talte ikke i nogle Minutter, saa sagde hun muntert:

"De har gjort mit Hoved bedre, Deres Strygninger er vidunderlige; trods alt kan jeg godt lide Dem, Slangepige. De er ikke af dem, der hænger paa Træerne."

Vi kyssede hinanden flygtigt, og jeg gik op paa mit Værelse.

Ja, det bedste, jeg kan gøre, er at gifte mig med Christopher, jeg bryder mig saa lidt om ham, at Damen i Paris ikke vilde have noget at betyde for mig, selv om hun ligner Sir Charles' Poulet à la Victoria aux truffes. Han er en Gentleman, han vil i det mindste være god imod mig og fin og hensynsfuld; og Carruthers Smaragderne er guddommelige, og netop mine Stene. Kniplingerne vil ogsaa klæde mig, og Pelsværket, og jeg vil have den Suite Værelser, som Fru Carruthers benyttede paa Branches, gjort i Stand med lyst Grønt, og brændt alle Møblerne fra Dronning Victorias Tid. Tilværelsen vil uden Tvivl blive fuld af Triumfer og Fornøjelser.

Men aa! Jeg vilde ønske, jeg vilde ønske, at det var muligt at faa "begge Dele".

_Park Street 300_, Fredag Aften.

Lunchen gik meget godt. Sir Charles kom tilbage fra City i bedre Humør, og, som Lady Ver havde forudsagt, forærede han hende et Smykke fra Castier. Det var en Broche, ikke en Ring, men hun var henrykt og kurrede for ham.