Part 7

Hvor det er dumt at ønske sig Maanen! Men det er øjensynligt det, der er i Vejen med mig. Her er jeg i et hyggeligt Hus, hos en elskværdig Værtinde, og uden øjeblikkelig Pengemangel, og dog er jeg rastløs, og sommetider ulykkelig.

I de fire Dage, siden jeg kom her, har Lady Ver været saa venlig imod mig og gjort sig al mulig Umage for at more mig og opmuntre mig. Vi har kørt omkring i Butiker i hendes elektriske Brougham, og her har hver Dag været elskværdige Mennesker til Lunch, og jeg har haft, hvad jeg formoder er en _succés_. Det siger de da i det mindste.

Jeg begynder at forstaa alting bedre, og det lader til, at man ingen virkelige Følelser maa have, hvis man vil nyde Livet. Netop saaledes, som Fru Carruthers sagde.

Lady Ver har været ude to Aftener, hun gik med mange Beklagelser over, at hun lod mig blive hjemme, og jeg har opdaget, at hun havde talt med Lord Robert, men han har ikke været her -- og det er jeg glad over.

Jeg er blevet meget gode Venner med Englene, de er søde og meget velopdragne. Lady Ver forstaar sig øjensynlig meget bedre paa det end Mary Mackintosh, skønt hun ikke taler paa den Maade.

Jeg kan ikke tænke mig, hvad jeg skal gøre, naar jeg tager herfra. Jeg antager, at denne Driven for Vind og Vove snart vil forekomme mig ganske naturlig, men for Øjeblikket irriterer min nuværende Stilling mig af forskellige Grunde. Jeg _hader_ at tænke paa, at Folk maaske kun er venlige imod mig af Medlidenhed. Hvor det dog er dumt af mig!

Lady Merrenden kommer til Lunch i Morgen. Jeg glæder mig til at se hende, fordi Lord Robert sagde, at hun var saa elskelig. Gud véd, hvad der er blevet af ham, siden han ikke har været her -- Gud véd. Nej, jeg er _alt for_ taabelig.

Lady Ver staar ikke op og drikker sin Morgente, saa jeg gaar ind til hende i hendes Værelse og faar min paa en anden lille Bakke, og vi taler sammen, og hun læser Brudstykker af sine Breve for mig.

Der synes at være en Mængde Mennesker, som er forelskede i hende -- det maa være morsomt.

"Paa den Maade holder jeg bedre fast paa Charlie," sagde hun, "fordi han indser, at han ejer det, som de andre Mænd gerne vil have."

Hun siger ogsaa, at alle mandlige Væsener af Naturen er Kamphaner, de sætter ikke Pris paa det, de opnaar let, og som de ikke har Ulejlighed med at beholde. Man skal altid lade dem forstaa, at man er væk som en Sneppe, hvis de et eneste Øjeblik slapper deres Anstrengelser for at behage én.

Naturligvis gives der en Mængde ganske almindelige, dagligdags Ægteskaber, hvor Manden holder meget af sin Kone, men det faar ikke hans Hjerte til at banke, og Lady Ver siger, at hun ikke kunde holde det ud med en Mand, hvis Hjerte hun ikke kunde faa til at banke, naar hun vilde.

Jeg er nysgerrig efter at se Sir Charles.

De spiller en hel Del Bridge om Eftermiddagen, og det morer mig lidt at tale med den Herre, som sidder over, og faa ham til ikke at have Lyst til at gaa tilbage til Spillebordet igen.

Jeg lærer en Masse Ting.

Aften.

Hr. Carruthers kom og gjorde Visit i Eftermiddag. Han var det sidste Menneske, jeg ventede at se, da jeg gik ind i Dagligstuen efter Lunch for at vente paa Lady Ver. Jeg havde mit Overtøj paa, og en stor, sort Hat, som, det glæder mig at kunne sige det, er meget klædelig.

"Er De her?" udbrød han, da vi gav hinanden Haanden.

"Ja, hvorfor ikke?" sagde jeg.

Han saá meget behersket og tilbageholdende ud, som om det aldeles ikke var hans Hensigt at lade sig forlede til at vise Spor af Interesse. Det vakte straks den Beslutning hos mig, at jeg vilde forandre alt det.

"Lady Verningham var saa venlig at indbyde mig til at tilbringe nogle Dage hos hende, da vi forlod Tryland," sagde jeg stille.

"Aa! saa bor De her! Jeg var ovre paa Tryland i Forgaars. Jeg fik en omhyggeligt udarbejdet Indbydelse fra Lady Katherine til at 'spise til Middag og sove roligt', der var ikke stort Selskab. Jeg tog kun imod den, fordi jeg troede, at jeg skulde træffe Dem."

"Hvor det var pænt af Dem," sagde jeg mildt. "Og fortalte de Dem ikke, at jeg var rejst med Lady Verningham?"

"Nej, slet ikke. De meddelte mig kun, at De var taget til London; saa antog jeg, at det var Deres oprindelige Plan med Claridges, og det var min Hensigt at gaa derhen ved Lejlighed for at træffe Dem."

Jeg sagde igen, at det var pænt af ham, idet jeg slog Øjnene ned.

Han talte ikke i et Par Sekunder, og jeg sad ganske stille.

"Hvilke Planer har De?" spurgte han pludselig.

"Jeg har ingen Planer --"

"Men det maa De have -- det er latterligt -- De maa have taget en eller anden Bestemmelse om, hvor De vil bo!"

"Nej, det forsikrer jeg Dem, at jeg ikke har," sagde jeg roligt, "naar jeg tager herfra paa Lørdag, vil jeg stige ind i en Droske og tænke paa et eller andet Sted, hvor den kan køre mig hen, formodentlig naar vi drejer om ad Park Lane."

Han bevægede sig roligt, og jeg saá op paa ham under min Hat. Jeg véd ikke, hvorfor han ikke mere er saa tiltrækkende for mig som i Begyndelsen. Der er noget saa koldt og kynisk i hans Ansigt.

"Hør engang, Evangeline," sagde han endelig, "der maa tages en Bestemmelse for Dem -- jeg kan ikke tillade Dem at drive saaledes af Sted for Vind og Vove. Jeg er jo mere eller mindre Deres Formynder -- det maa De jo kunne forstaa."

"Nej, det kan jeg slet ikke," svarede jeg.

"De umulige lille Heks!" Han kom nærmere hen til mig.

"Ja, Lady Verningham siger, at jeg er en Heks og en Slange og alle Slags slemme, tiltrækkende Ting, og jeg vil gerne tage et eller andet Sted hen, hvor jeg kan vise disse Egenskaber! England er kedeligt -- hvad mener De om Paris?"

Hvor det morede mig at udslynge disse Bemærkninger! De vilde aldrig være faldet mig ind overfor nogen anden!

Han gik én Gang op og ned i Stuen. Hans Ansigt var forstyrret.

"De maa ikke tage til Paris -- alene. Hvor kan saadan noget falde Dem ind?" spurgte han.

Jeg svarede ikke. Han blev ude af sig selv.

"Deres Faders Familie er allesammen døde, siger De, og De véd intet om Deres Moders Slægtninge, men hvem var hun? Hvad hed hun? Maaske kunde vi finde nogle af Deres Paarørende."

"Min Moder kaldtes Frøken Tomkins," sagde jeg.

"_Kaldtes_ Frøken Tomkins."

"Ja."

"Saa var det altsaa ikke hendes Navn -- hvad mener De?"

Jeg hadede disse Spørgsmaal.

"Jeg formoder, at det var hendes Navn. Jeg har aldrig hørt, at hun havde noget andet."

"Tomkins," sagde han, "Tomkins?" og han saá ransagende paa mig med samme Mine som en Munk fra Inkvisitionen.

Naar jeg vil, kan jeg være saa irriterende og ikke sige Folk det, de gerne vil vide, og det varede temmelig længe, før han fik fravristet mig de Kendsgerninger, som Fru Carruthers saa ofte havde slynget mig i Ansigtet, naar hun var vred, at stakkels Mamas Fader var Lord Brandreth og hendes Moder Vorherre maa vide hvem!

"De indser altsaa," sluttede jeg, "at jeg slet ingen Slægtninge har, ikke sandt?"

Han satte sig i Sofaen.

"Evangeline, der er ikke andet at gøre, De maa gifte Dem med mig," sagde han.

Jeg satte mig lige overfor ham.

"Hvor De er komisk!" sagde jeg. "De, en klog Diplomat, kender saa lidt til Kvinder! Hvem i Alverden vil tage imod et saadant Tilbud!" og jeg lo.

"Hvad skal jeg gøre med Dem?" udbrød han vredt.

"Ingenting!" Jeg lo endnu, og jeg saá paa ham med det Blik, som "Fanden har skabt". Han kom hen til mig og tog min Haand med Magt.

"Ja, De er en Heks," sagde han. "En Heks, som kaster Runer og kuldkaster Beslutninger og Principper. Jeg besluttede at glemme Dem og jage Dem ud af mit Liv -- De passer slet ikke til mig, véd De nok, men saa snart jeg ser Dem, er jeg opfyldt af et eneste Ønske. Jeg _maa_ have Dem for mig selv -- jeg har Lyst til at kysse Dem -- at røre ved Dem. Jeg vil forhindre alle andre Mænd i at se paa Dem -- hører De, Evangeline?"

"Ja, jeg hører det," svarede jeg. "Men det har slet ingen Virkning paa mig. De vilde blive rædsom som Ægtemand. Jeg véd, hvordan de alle er!" og jeg saá op. "Jeg saá flere Slags paa Tryland, og Lady Verningham har fortalt mig om de øvrige; saa jeg véd, at De ikke vilde du til nogen Verdens Ting i den Rolle."

Han kunde ikke lade være med at le, men han holdt endnu min Haand.

"Beskriv de forskellige Typer for mig, at jeg kan se, hvilken der vilde passe paa mig," sagde han med stor Alvor.

"Der er Mackintosh-Arten -- ydmyg og vrøvlet, og en Slags Underbarnepige," sagde jeg.

"Det er ikke min Slags, er jeg bange for."

"Saa er der Montgomerie-Arten, egenkærlig og grov og gerrig --"

"Men jeg er ikke Skotte."

"Naa -- nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne."

"Men jeg vilde have en Kammertjener."

"Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner! Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom ned!"

"Sig mig, hvorledes en fuldkommen Ægtemand skal være, saa kan jeg maaske lære det," sagde han.

"Han skal betale alle Regningerne."

"Det kunde jeg nok gøre."

"Og han maa ikke blande sig i éns Foretagender. Og man maa være i Stand til at faa hans Hjerte til at banke."

"_Det_ kunde De gøre!" og han bøjede sig nærmere hen imod mig. Jeg trak mig tilbage.

"Og han skal gøre lange Rejser til Rocky Mountains i flere Maaneder ad Gangen med Venner."

"Nej, paa ingen Maade!" udbrød han.

"Dèr kan De selv se!" sagde jeg, "det allervigtigste vilde De ikke gaa ind paa. Det kan ikke nytte at tale mere om det."

"Jo, det kan! De har ikke sagt halvt nok. -- Skal han ogsaa kunne faa Deres Hjerte til at banke?"

"De klemmer min Haand."

Han slap den.

"Skal han?"

"Lady Ver sagde, at det kan ingen Ægtemand -- den Kendsgerning, at han er det, holder éns Hjerte ganske roligt og faar ofte én til at gabe -- men hun sagde, at det er ikke nødvendigt, saa længe man bare kan faa hans til det, saa han gør alt, hvad man forlanger."

"Banker Kvinders Hjerter da aldrig -- sagde hun Dem ikke det?"

"Jo, naturligvis banker de! Hvor De er naiv, af tredive Aar. De banker uophørligt for -- aa -- for Folk, som ikke er Ægtemænd."

"Det er altsaa Resultatet af Deres Iagttagelser? De har sandsynligvis Ret; og jeg er en Daare."

"I Gaar ved Lunch var der nogen, der sagde, at der var en smuk Dame i Paris, hvis Hjerte bankede for Dem," sagde jeg og saá igen paa ham.

Det gjorde Indtryk paa ham -- kun ganske lidt, han fo'r ikke sammen eller blev urolig -- men jeg saá, at det ramte.

"Folk er alt for gode," sagde han. "Men vi er ikke kommet nærmere til Sagen. Hvornaar vil De gifte Dem med mig?"

"Jeg vil -- aldrig gifte mig med Dem, Hr. Carruthers," sagde jeg; "med mindre jeg snart bliver gammel Jomfru og ingen andre frier til mig. Hvis De saa falder paa Knæ, vil jeg maaske række Dem mine Fingerspidser!" og jeg gik henimod Døren, idet jeg nejede dybt for ham.

Han fo'r efter mig.

"Evangeline," udbrød han, "jeg er i Reglen ikke voldsom, jeg er i Virkeligheden snarere rolig, men De kunde gøre én fuldstændig gal, det ender med, at en eller anden engang kvæler Dem -- Heks!"

"Saa maa jeg hellere løbe min Vej for at redde min Hals," sagde jeg og lo over Skulderen, medens jeg aabnede Døren og løb op ad Trappen, og jeg kiggede paa ham over Rækværket, da han var kommet ud i Vestibulen.

"Farvel," raabte jeg, og uden at vente paa Lady Ver traskede han ned ad Trappen og ud paa Gaden.

"Evangeline, hvad _har_ De bestilt?" spurgte hun, da jeg kom ind i hendes Værelse, hvor hendes Pige var ved at sætte hendes Slør fast foran Spejlet, medens hun rystede ved det -- Lady Ver er undertiden gnaven imod hende, meget værre end jeg er imod Véronique.

"Evangeline, De ser uartigere ud end nogensinde, bekend straks."

"Jeg har været saa god som Guld," sagde jeg.

"Hvorfor funkler da de to Smaragder saadan, maa jeg spørge?"

"De funkler af bevidst Dyd," sagde jeg uskyldigt.

"De har været oppe at skændes med Hr. Carruthers. Gaa Deres Vej, Welby! Dumme Kvinde, kan De ikke se, at Sløret tager fat i min Næse?"

Welby gik ydmygt sin Vej (naar Lady Ver har været vred, sender hun Welby i Teatret). Welby tilbeder hende.

"Evangeline, hvor tør De! Jeg ser det altsammen. Jeg hørte lidt om det af Robert. De har været oppe at skændes med den Mand, som De netop maa gifte Dem med!"

"Hvad véd Lord Robert om mig?" spurgte jeg. Jeg blev vred.

"Ingenting, han sagde kun, at Carruthers beundrede Dem paa Branches."

"Naa!"

"Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers Kælebørn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig før talt til en ung Pige. De burde være taknemlig over, at vi har ladet ham se paa Dem -- Vildkat! -- i Stedet for at skændes med ham, som jeg kan se, De har!" Hun lo, medens hun lod, som om hun skændte paa mig.

"Jeg kan da nok tillade mig den uskyldige Adspredelse," sagde jeg, "jeg kan jo ikke gaa i Teatret!"

"Fortæl mig om det," befalede hun og trampede med Foden.

Men jeg har tidligere, i Fru Carruthers Tid, lært, at det er klogere at beholde sine egne Sager hos sig selv -- saa forsvarede jeg mig lidt og lo, og endelig kørte vi ud, uden at hun var blevet klogere. Paa Vejen ind i Parken mødte vi en Afdeling af det tredie Livgarderegiment, som havde eskorteret Kongen et eller andet Sted hen, og dèr red Lord Robert i sin smukke Uniform og med vajende Fjer -- han saá saa smuk ud -- og mit Hjerte begyndte pludselig at banke; jeg kunde føle det, og jeg skammede mig, og det trøstede mig ikke at tænke paa, at den Sindsbevægelse, som en Uniform fremkalder, ikke indskrænker sig til Barnepiger alene.

Det maa naturligvis have været Uniformen og den sorte Hest -- Lord Robert betyder intet for mig. Men jeg kan ikke lide at tro, at jeg, fordi Mamas Moder var af lav Herkomst, skulde have arvet disse plebejiske Instinkter.

_Park Street 300_, Torsdag den 24. Novbr. Aften.

Lady Merrenden er saa nydelig -- hun har et af disse gode Ansigter, som en stram Frisure i et Net ikke ødelægger. Hun er høj og yndefuld, maaske over halvtreds, og hun har et Udtryk i Øjnene, som ligner Lord Roberts. Ved Lunchen var hun straks saa sød imod mig og saá ikke ud, som om hun mente, at jeg maatte være slet, blot fordi jeg har rødt Haar, saaledes som ældre Damer i Almindelighed plejer.

Jeg fik straks Lyst til at være god og elskværdig. Hun hentydede ikke til min forladte Stilling eller sagde noget taktløst, men hun indbød mig til Lunch, som om jeg kunde have været en Dronning og vilde gøre hende en Ære ved at modtage Indbydelsen. Jeg kunde se, at Lady Ver af en eller anden Grund ikke ønskede, at jeg skulde gaa dèr, og hun fandt paa alle mulige Undskyldninger og sagde, at hun gerne selv vilde beholde mig, men Lady Merrenden havde ogsaa af en eller anden Grund bestemt, at jeg skulde komme, og hun ordnede til sidst, at det skulde være paa Lørdag, naar Lady Ver tager ned til Northumberland til sin Fader, og jeg tager -- hvorhen? Ak, det véd jeg ikke endnu!

Da hun var gaaet, sagde Lady Ver, at gamle Damer uden farvet Haar eller Tilbøjelighed for Bridge var kedelige, og hun røg tre Cigaretter, den ene efter den anden, saa hurtigt hun kunde. (Welby skal igen i Teatret i Aften.)

Jeg sagde, at jeg syntes, Lady Merrenden var yndig. Hun var for første Gang lige ved at bide Hovedet af mig, og saa tav hun, men lidt efter begyndte hun at tale og sætte sig i Sofaen paa den klædeligste Maade -- vi var i hendes Dagligstue, der er meget køn, med blaa Silke og franske Møbler og mange smukke Ting. Hun sagde, at hun var forkølet og maatte blive hjemme. Hun havde straks skiftet Dragt -- men jeg kunde ingen Hoste høre.

"Charlie har lige telegraferet, at han kommer i Aften," sagde hun til sidst.

"Hvor det er rart for Dem," sagde jeg, "saa kan De faa hans Hjerte til at banke."

"Det er i Virkeligheden meget ubelejligt, og jeg vil gerne have, at De skal være elskværdig imod ham og more ham og drage hans Opmærksomhed bort fra mig som en sød Pige, Evangeline," kurrede hun. "Hvor Vejret dog er dejligt i Eftermiddag! Jeg vilde ønske, jeg kunde gaa en Tur i Parken," tilføjede hun.

Jeg indsaa, at det vilde være grusomt at drille hende mere, og saa meddelte jeg hende, at det var min Hensigt at gaa ud at spadsere med Englene.

"Ja, det vil De have godt af, kære Barn," sagde hun fornøjeligt, "saa vil jeg hvile mig her og pleje min Forkølelse."

"De har indbudt mig til Te i Barnestuen," sagde jeg, "og jeg har sagt Ja."

"De er en Juvel, Slangepige!" sagde hun og lo -- hun er ikke dum.

"Kender De Torquilstones Historie?" spurgte hun, da jeg var lige ved at gaa ud af Døren.

Jeg kom tilbage -- jeg kan ikke begribe hvorfor, men det interesserede mig.

"Roberts Broder -- Halvbroder, mener jeg -- Hertugen, er Krøbling, véd De nok, og han er ogsaa forrykt paa et Punkt -- deres blaa Blod. Han vil aldrig gifte sig, og han kan næsten tage alt fra Robert, undtagen akkurat Titlen, hvis han gør ham imod."

"Ja," sagde jeg.

"Torquilstones Moder var en af Familiens Stuepiger, den gamle Hertug giftede sig med hende, før han var enogtyve, og hun gik heldigvis til sine øllede Fædre omtrent et Aar efter, og saa, længe efter, giftede han sig med Roberts Moder, Lady Ethelrida Fitz Walter -- der er seksten Aar imellem dem -- Robert og Torquilstone, mener jeg."

"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg.

"Det er netop Sagen. Han synes, det er en saadan Vanære, at han siger, at han, selv om han ikke var pukkelrygget, aldrig vilde gifte sig og overføre denne Skamplet til de fremtidige Torquilstoner -- hvis Robert gifter sig med en Kvinde, der ikke har en Stamtavle, der er god nok til at tilfredsstille en østrigsk Prins, vil han gøre ham arveløs og efterlade hver _sou_ til Velgørenheden."

"Stakkels Lord Robert," sagde jeg, men jeg følte, at mine Kinder brændte.

"Ja, er det ikke kedeligt for ham? Saa han kan naturligvis ikke gifte sig, før hans Broder er død; der findes næsten ikke et eneste passende Parti for ham i England."

"Det er nu alligevel ikke saa sørgeligt," sagde jeg, "den meget behagelige Rolle som 'de gifte Damers Kælebarn' staar ham altid aaben, ikke sandt?" og jeg lo.

"Lille Kat!" men hun var ikke vred.

"Jeg har sagt Dem, at jeg kun kradser, naar man har kradset mig først," sagde jeg og gik ud af Stuen.

Englene var gaaet ud paa deres Tur, og Véronique maatte gaa med mig i Begyndelsen, indtil jeg havde fundet dem. Vi gik hurtigt ned ad Gaden, da vi kunde se deres blaa Fløjls Pelse paa Frastand; pludselig mødte vi Hr. Carruthers.

Han standsede og vendte om med mig.

"Evangeline, jeg var saa vred paa Dem i Gaar," sagde han, "jeg var lige ved at rejse fra London og overlade Dem til Deres Skæbne, men nu, da jeg har set Dem igen --", han tav.

"Saa synes De, at Paris ligger langt borte!" sagde jeg uskyldigt.

"Hvad har de fortalt Dem?" spurgte han strengt, men han følte sig ikke rigtig tilfreds.

"De har sagt, at det er en dejlig November, og at Børsen ikke er et Sted, hvor man kan spille, og at hvis de ikke havde Bridge, vilde de alle begaa Selvmord! Det er det, vi taler om i Park Street."

"De véd meget godt, hvad jeg mener, hvad har de fortalt Dem om mig?"

"Ikke andet, end at der er en henrivende fransk Dame, som tilbeder Dem, og som De holder forfærdelig meget af -- og jeg sympatiserer med Dem -- jeg kan godt lide franske Damer, de sætter deres Hatte saa nydeligt."

"Hvilken latterlig Sladder -- jeg tror ikke, at Park Street er et godt Sted for Dem at bo. Jeg troede, De var for fornuftig til at høre efter den Slags Snak."

"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og ventede paa Véronique, som ærbødigt var blevet staaende bagved -- hun kom tøvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun føler, at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers.

Skulde hun løbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede paa Englene, der gik forude.

"Ja, gør det," sagde Hr. Carruthers, og før jeg kunde forhindre det, var hun væk.

Forræderske! Hun tænkte paa sin egen behagelige Stilling paa Branches, véd jeg nok.

Den skarpe, friske Luft steg mig til Hovedet. Jeg følte mig glad og sorgløs. Jeg sagde Masser af Ting til Hr. Carruthers, akkurat som jeg engang havde gjort til Malcolm, men dette var meget morsommere, fordi Hr. Carruthers ikke er en rødhaaret Skotte og ikke er tykhovedet.

Da vi var kommet ned til Enden af Gaden, mødte vi Lord Robert, der kom gaaende i Ro og Mag henimod os. Han saá saa trist ud som Natten, da han fik Øje paa os.

"Halløj, Bob!" sagde Hr. Carruthers venligt. "Det er Aarhundreder siden jeg har set dig -- vil du komme og spise til Middag med mig i Aften? Jeg har en Loge i Operaen, og jeg er ved at forsøge paa at overtale Frøken Travers til at komme med. Hun siger, at Lady Verningham ikke er optaget i Aften, det véd hun, og saa kan vi spise til Middag i Stilhed og gaa derhen allesammen, synes du ikke ogsaa?"

Lord Robert sagde, at han vilde gerne, men han tilføjede: "Frøken Travers har aldrig før villet gaa med ud; hun sagde, at hun var i alt for dyb Sorg." Han syntes bedrøvet.

"Jeg vil sidde bag i Logen, dèr kan ingen se mig," sagde jeg, "og jeg holder saa meget af Musik."

"Saa er det bedst, at vi lader Lady Verningham det vide straks," sagde Hr. Carruthers.

Lord Robert sagde, at han var paa Vej dèr hen, og han skulde nok sige det.

Det vidste jeg! Det var ikke for ingenting, at hun havde den blaa Eftermiddagskjole paa med de lyserøde Roser, og Kniplingskappen, og den slemme Forkølelse. (Det vilde jeg ønske, at jeg ikke havde skrevet, det er ondskabsfuldt af mig, og i Reglen er jeg ikke ondskabsfuld. Det maa være Østenvinden.)

LORD ROBERT PAADRAGER SIG EN FARLIG FORKØLELSE.

Alle Kvaler og al Sjæleangst tilhører Fremtiden. Kærlighed er en Gud, og naar han nærmer sig sit Rige, taaler han ingen Rival.

_Theodoras Ægteskab._

Torsdag Aften den 24. Novbr.

"Nu, da De har indladt Dem paa dette," sagde Lady Ver, da jeg vovede mig ind i hendes Dagligstue, omtrent Klokken seks, for jeg hørte ikke Stemmer der inde fra (Hr. Carruthers havde fulgt mig til Døren efter vor Spadseretur, og jeg havde været til Te hos Englene lige siden) -- "da De nu har indladt Dem paa at tage til denne Opera, saa bliver De ogsaa nødt til at spise til Middag hos Willis med os. Jeg vil ikke være hjemme, naar Charlie kommer fra Paris. Paa en blæsende Dag som denne er jeg sikker paa, at hans Humør er umuligt."

"Ja, det kan jeg godt," sagde jeg.

Naar alt kommer til alt, hvad kan det saa nytte, at en Eventyrerske som jeg har fine Følelser.

"Jeg tager hjemme fra Klokken tre Kvarter til syv. Det vil jeg lade Dem vide, Evangeline, Skat!" raabte hun efter mig, da jeg fløj af Sted for at klæde mig om.

I Reglen bruger Lady Ver en god Time til at blive til det indtagende Væsen, som hun er om Aftenen -- hun behøver ikke at gøre meget, for hun er yndig af Naturen, men hun roder og trættes med Welby, for at adsprede sig, antager jeg.

Men i Aften, i sin Rædsel for en Ægtemand, der skulde komme Klokken syv, fra en kold Overfart over Kanalen, var hun helt færdig paaklædt og nede i Vestibulen, da jeg kom der ned præcis Klokken tre Kvarter til syv, og i en Haandevending var vi af Sted og rullede i Automobil til Willis. Jeg har kun været der én Gang før, og det var til Lunch, i Fru Carruthers Tid, med en eller anden af Ambassadørerne, og det er morsomt at komme paa en Restaurant om Aftenen. Jeg var mere nervøs, end jeg nogensinde i mit Liv havde været, men hvilken Situation var det ikke ogsaa.

Lord Robert _fruit défendu_! og Hr Carruthers _empressé_, og de skulde begge holdes indenfor de rette Grænser!

Det var mere end tilstrækkeligt til at give en ung Pige paa seksten Aar, der lige er kommet ud af Klostret, nok at bestille, som den gamle Grev Samaroff sagde, naar han vilde betegne et rigtig vanskeligt Stykke Arbejde.

De ventede paa os lige indenfor Døren, og jeg lagde igen Mærke til, at de begge er meget kønne, og at de begge saá ualmindelig destingverede ud.