Part 6

Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid. To Sjæle, der er skabt for hinanden, vilde kunne naa Lykkens højeste Tinde og udrette store Ting paa Vejen; men Livet er som en strid Strøm, der raser af Sted, uden at man kan vælge, hvilke Lande den skal igennem, indtil den løber ud i det store Verdenshav, der ganske opsluger den. Hvis man kunde forudse -- hvis man blot i Tide vidste -- maaske man saa kunde forandre dens Løb -- hvem véd.

_Hans Dronning._

_Park Street 300_, Lørdag Aften den 19. Novbr.

Jeg bryder mig ikke meget om at se tilbage paa Resten af mit Ophold paa Tryland. Det er et ubehageligt Minde.

Dagen efter, at jeg sidst skrev, øsregnede det, og de kom alle ned til Morgenmaaltidet og var i daarligt Humør. Hele Selskabet kom, og Maaltidet var lige saa stift og kedeligt som Middagen. Jeg havde tilfældigvis sat mig, da Lord Robert kom, og Malcolm sad ved Siden af mig. Lord Robert talte næsten ikke, han saá et Par Gange paa mig med optrukne Øjenbryn.

Jeg længtes efter at sige ham, at det var, fordi jeg havde lovet Lady Ver ikke at lege med ham, at jeg ikke talte med ham som Dagen før. Gud véd, om han gættede det. Aa, hvor jeg den Gang ønskede, og jeg har hundrede Gange senere ønsket det, at jeg slet ikke havde lovet det. Det vilde vel nok være klogest at undgaa ham, for hvorledes skulde jeg forklare, at jeg var saa forandret? Jeg hadede Maden, og Malcolm paatog sig en saadan Besiddermine, at det ærgrede mig, lige saa meget som jeg kunde se, at det ærgrede Lady Katherine. Jeg fnyste ad ham og var saa ubehagelig som muligt.

Morgenteen er ikke straalende dèr, og Hr. Montgomerie nøder Folk til at spise Grød. "Det er udmærket til at begynde Dagen med," siger han, "Bur--r--r--r."

Lord Robert kunde ikke finde noget, som han vilde have, lod det til. De var allesammen gnavne. Lady Katherine har en egen Maade at ordne Folk paa ved alle Lejligheder; hun minder mig om en Høne med Kyllinger, som slaar sine Vinger ud og klukker og jager, indtil de alle er i en Krog. Hun har ogsaa den Skikkelse, saadan meget rund forpaa! Den kvindelige Yngel befandt sig snart i Morgenværelset, med Døren lukket, og den mandlige Del havde det vist lige saadan med deres Vært, i det mindste saá vi dem ikke mere, før vi fik Øje paa dem, da de gik forbi Vinduerne, iførte Regnfrakker og Gamascher, som et meget ynkeligt Selskab af Sportsmænd.

Det eneste heldige var, at Malcolm ikke havde haft Tid til at minde mig om mit Løfte, hvad det nu end var, og jeg følte mig sikrere.

Det var en rædselsfuld Formiddag, meget værre, end da vi var alene -- de begyndte næsten allesammen -- syv Damer foruden Familien -- at beskæftige sig med Haandarbejde.

Een af dem, Lady Letitia Smith, broderede en Skrivemappe med Silke, jeg blev ganske galdesyg af at se paa hende, hun var meget nærsynet og havde den irriterende Vane at bede alle og enhver om at træde hendes Synaal for hende. De strikkede Slips og Strømper og hæklede Veste og Uldtørklæder og Huer til Nordsøfiskere; der var endogsaa én, der slog Orchis. Ganske saadant noget, som Stuepiger laver i deres Fritid til at pynte, Vorherre maa vide hvilket Klædningsstykke af ubleget Bomuldstøj med.

Jeg spurgte hende, hvad det skulde bruges til, og hun sagde, at det var til Børnenes Forklæder i hendes Forening. Hvis det ikke er Tidsspilde, Gud véd, hvad det saa er!

Fru Carruthers sagde, at det var meget nyttigere at lære at sidde stille og ikke være nervøs, end at fylde Verden med saadant noget Kram.

Mary Mackintosh førte Konversationen an. Hun og Lady Letitia Smith, der begge har smaa Børn, fortalte Ammestuehistorier, og naar der var noget, som vi, de unge Piger, ikke maatte høre, hviskede de. Vi opfangede alligevel lidt af det, og det lød rædsomt, hvad det saa end var om. Jeg gad nok vide, om jeg bliver saadan, naar jeg bliver gift.

Det haaber jeg ikke!

Det er ikke underligt, at gifte Mænd er nødt til at sige smukke Ting til andre Damer, hvis deres Koner er saadan, naar de kommer hjem.

Jeg forsøgte paa at være elskværdig imod en Dame, som sad ved Siden af mig. Hun var Bibelkritiker og gik med Briller. Hun prøvede paa at omvende mig, men jeg var abnormt tykhovedet den Dag og maatte have alting forklaret om og om igen; saa opgav hun mig til sidst.

Endelig, da jeg følte, at jeg maatte gøre noget rent ravgalt, kom der en Tjener for at sige, at Lady Verningham ønskede at tale med mig i sit Værelse; jeg sprang straks op -- men da jeg kom til Døren, saá jeg, at de begyndte at ryste paa Hovedet ad hende.

"Det er sørgeligt, at den kære Janthe har den uregelmæssige Vane at drikke Te paa sit Værelse -- hun har slet ikke godt af det," etc., etc.; men Gud ske Lov, jeg var snart ude i Vestibulen, hvor hendes Pige stod og ventede paa mig.

Man skulde ikke have anet, at det store Værelse, som hun beboede, var et af Familien Montgomeries, saa forandret saá det ud! Hun havde Masser af Fotografier staaende omkring, de nydeligste Guld Toiletsager og en Mængde pibede Klædningsstykker og Blomster og Lugteflasker, og sine egne Puder bag Ryggen, de var alle af blaa Silke og smukt broderet Musselin, og hun saá saa sød og hyggelig ud imellem det altsammen. Hun havde sit mørke Haar i Krøller omkring Ansigtet, og en bedaarende Kniplingskappe over det. Hun røg en Cigaret og skrev Breve med en Guldpen. Det blaa Silketæppe var bedækket med Breve og Aviser og Telegrammer. Hendes Natkjole var naturligvis udskaaret i Halsen og af tyndt Tøj ligesom min. Jeg spekulerede paa, hvad Alexander vilde have sagt, hvis han kunde have set hende i Modsætning til Mary! Jeg véd nok, hvem jeg vilde vælge, hvis jeg var Mand!

"Naa, dèr er De," sagde hun og saá op under en Røgsky. "Sid paa Sengen, Slangepige. Jeg syntes, at jeg maatte frelse Dem fra den hellige Horde dernede, og saa vilde jeg se, hvorledes De saá ud ved Dagslys. Ja, De har et mærkeligt Haar og ægte Øjenvipper og Teint. De er en Heks, jeg kan se, at vi alle maa tage os i Agt for Dem!"

Jeg smilede, hun sagde det ikke uhøfligt, saa var jeg blevet overlegen. Hun er vidunderlig yndig.

"De taler heller ikke meget," vedblev hun. "Jeg føler, at De er farlig! Det er derfor, jeg er saa høflig imod Dem; jeg tror, det er det klogeste. I Reglen kan jeg ikke udstaa unge Piger!" Og hun lo med sin sølvklare Latter. "Sig nu, at De ikke vil gøre mig Fortræd!"

"Jeg vil ikke gøre nogen Fortræd, med mindre de gør mig Fortræd først -- og jeg kan godt lide Dem, De er saa smuk."

"Saa er det godt. Saa er vi Kammerater. Jeg var bange for Robert i Aftes, fordi jeg holder saa meget af ham; men De var sød efter Middag, og nu bliver det nok godt altsammen; jeg fortalte ham, at De sandsynligvis skulde giftes med Malcolm Montgomerie, og at han ikke maatte blande sig i det."

"Nej, det kunde aldrig falde mig ind at gøre det!" udbrød jeg og gik bort fra Sengen. "Jeg vilde hellere dø end tilbringe Resten af mit Liv paa Tryland."

"Han bliver engang fabelagtig rig, véd De nok, og De kunde faa Fatter Montgomerie paa Deres Side i en Haandevending og vende op og ned paa hele Huset. De skulde dog hellere tænke over det."

"Jeg vil ikke," sagde jeg, og jeg følte, at mine Øjne funklede. Hun løftede sine Hænder som for at værge sig imod en ond Aand, og hun lo igen.

"Ja, ja da, saa skal De heller ikke! Men lad bare ikke de Smaragder lyne imod mig, jeg kommer til at ryste over hele Legemet!"

"Vilde _De_ gerne giftes med Malcolm?" spurgte jeg og satte mig igen. "Tænk Dem at være saadan éns Ejendom! At skulle se ham hver Dag! Tænk Dem at leve sammen fra Morgen til Aften med et Menneske, som aldrig kan forstaa en Spøg. Uha!"

"Hvad det angaar" -- hun udsendte en Røgsky -- "er Ægtemænd en Race for sig -- der gives Mænd, Kvinder og Ægtemænd; og naar de bare betaler Regninger og skyder stort Vildt i Afrika, er det alt, hvad man kan forlange af dem; at kunne forstaa Spøg, det er overflødigt. Min er meget generende, fordi han i Almindelighed tilbeder mig, og i bedste Tilfælde kun forlader mig for at tage paa en tre Ugers Baderejse til Homburg, eller nu og da en Uge til Paris; men Malcolm kunde man stadig sende til Klippebjergene og den Slags Steder; han er en hel Sportsmand."

"Det er ikke mit Ideal af en Ægtemand," sagde jeg.

"Hvad er da Deres Ideal, Slangepige?"

"Hvorfor kalder De mig 'Slangepige'?" spurgte jeg, "jeg hader Slanger."

Hun tog Cigaretten ud af Munden og saá nogle Sekunder paa mig.

"Fordi De er saa smidig; der er ikke en stiv Linie i Deres Bevægelser -- De ser meget skadelig ud, men ogsaa tiltrækkende og uengelsk, og jeg kan ikke forstaa, hvorfor i Alverden Tante Katherine har indbudt Dem til at komme her sammen med de hæslige Pigebørn. Jeg vilde ikke have gjort det, hvis mine tre Engle var voksne og lignede dem." Saa viste hun mig Fotografiet af sine tre Engle -- de er søde.

Men mit Udseende syntes at forurolige hende, for hun kom stadig tilbage til det Emne.

"Hvor har De faaet det fra? Hørte Deres Moder til en anden Nation?"

Jeg fortalte hende, at stakkels Mama nærmest havde været et Ulykkestilfælde og ikke havde været noget videre. "Man kan jo ikke vide, om der havde været én eller anden mærkværdig Skabning blandt hendes Forfædre -- maaske er jeg blandet sammen med røde Indianere eller Negre."

Hun saá undersøgende paa mig.

"Nej, De er ikke, De er venetiansk -- det er De -- en Doges skønne, ryggesløse Veninde, der er kommet til Live igen."

"Jeg véd, at jeg er slet," sagde jeg. "Det er altid blevet sagt mig, men endnu har jeg ingenting gjort eller haft nogen Fornøjelse af det, og det vil jeg gerne."

Hun lo igen.

"De maa komme med mig til London, naar jeg tager herfra paa Lørdag. Saa skal vi se, hvad vi kan gøre."

Det lød godt nok, og dog havde jeg en Følelse af, at jeg hellere vilde sige Nej, og hvis Tonen havde været Spor af beskyttende, havde jeg straks gjort det. Vi talte længe sammen, og hun fortalte mig mange interessante Ting. Hun forsikrede mig, at Verden var dejlig, naar man kunde undgaa kedsommelige Mennesker og havde en god Kok og et Par Venner. Lidt efter gik jeg, for hun fandt pludselig paa, at hun vilde komme ned til Lunch.

"Jeg tror ikke, at det er sikkert paa det nuværende Stadium at lade Dem være alene med Robert," sagde hun.

Jeg blev vred.

"Jeg har lovet ikke at lege med ham, er det ikke nok?" udbrød jeg.

"Jo, véd De hvad, det tror jeg, Slangepige!" sagde hun og saá tankefuld ud, "men De er tyve Aar, og jeg er over tredive, og -- han er en Mand! -- saa man kan ikke være for forsigtig!" Saa lo hun og stak Fødderne i et Par blaa Silketøfler og ringede paa sin Pige.

Jeg tror ikke, at Alderen kan have meget at sige; hun er langt mere indtagende end nogen ung Pige, og hun behøver ikke at lade, som om hun var bange for mig. Men det, som slog mig, og som jeg har tænkt paa lige siden den Gang, er, at det ikke maa være behageligt for éns Selvagtelse at maatte gøre sig Umage for at holde paa en Mand. Det vilde jeg aldrig nogensinde gøre. Hvis han ikke vilde blive, fordi det var det i Verden, han helst vilde, saa kunde han gaa. Jeg vilde sige "_Je m'en fiche!_"

Lunch, til hvilken Jægerne kom ind, var ikke en morsom Picnic i et Skovhus, som paa Branches. Jeg sad forsætlig mellem to gamle Herrer og gjorde mit Bedste for at være ærbødig og intelligent. Den ene var en rigtig rar gammel Fyr, og han begyndte til sidst at sige mig Komplimenter. Han lo ad alt, hvad jeg sagde. Lige overfor mig sad Malcolm og Lord Robert, med Lady Ver imellem sig. De saá begge gnavne ud. Det varede længe, inden hun kunde faa dem muntre og elskværdige. Jeg morede mig ikke.

Da det var overstaaet, kom Lord Robert lige hen til mig.

"Hvorfor er De saa lunefuld?" spurgte han. "Jeg vil ikke behandles paa den Maade, De véd godt, at jeg kun er kommet her for Deres Skyld. Vi er saa gode Venner -- eller var det. Hvorfor?"

Aa, jeg vilde saa gerne sige, at jeg endnu var hans gode Ven, og at jeg gerne vilde tale med ham. Han var saa bedaarende køn, og saa velskabt, og der var det smukkeste Vredeslyn i hans blaa Øjne.

Jeg kunde let nok have holdt mit Løfte nøjagtigt og dog have brudt det i Aanden ved at lade ham underforstaa min Mening -- men saa lavt kunde jeg naturligvis ikke handle, da jeg skulde være Lady Vers Gæst. Saa saá jeg ud ad Vinduet og svarede koldt, at jeg var meget venskabeligsindet imod ham, og at jeg ikke forstod ham, og saa vendte jeg mig straks om til min gamle Herre og gik med ham ind i Biblioteket. Jeg var saa kold, som jeg kunde være, uden at være rent ud grov, men jeg havde hele Tiden en flov, tung Følelse om Hjertet. Han saá saa vred og bebrejdende ud, og jeg vilde nødigt, at han skulde tro, at jeg var lunefuld.

Vi saá dem ikke igen før til Te, jeg mener Sportsmændene. Men Tetiden paa Tryland er ikke hyggelig. Den er lige saa stiv som de andre Maaltider. Lady Ver tillod ikke Lord Robert at forlade sig, og straks efter Te begyndte de, der var i Dagligstuen, at spille Bridge, og det blev de ved med, indtil Klokken ringede til Omklædning.

Man skulde have troet, at Lady Katherine misbilligede Kortspil, men jeg antager, at ethvert Menneske maa have én Modsigelse i sit Væsen, for hun elsker Bridge, og spiller om de laveste Indsatser, som en "fattig Eventyrer", som der staar i Bøgerne.

Jeg kan ikke skrive alle Enkeltheder fra Resten af Besøget. Jeg var ulykkelig, og det er Sandheden. Skæbnen syntes at modsætte sig, at Lord Robert talte til mig -- selv naar han forsøgte paa det -- og jeg følte, at jeg maatte være ekstra kold og afskyelig, fordi jeg -- naa, jeg kan lige saa godt sige det -- synes, at han er saa indtagende. Jeg saá ikke en eneste Gang paa ham gennem mine Øjenvipper, og efter den følgende Dag prøvede han ikke engang paa at faa en Forklaring.

Han saá undertiden forbitret paa mig -- særligt naar Malcolm hang over mig -- og Lady Ver sagde, at hans Humør var rædsomt.

Hun var saa sød imod mig, at det næsten saá ud, som om hun gerne vilde gøre godt igen, at hun ikke vilde lade mig lege med Lord Robert.

(Naturligvis vilde jeg ikke lade hende se, at jeg brød mig om det.)

Endelig kom Fredag og den sidste Aften.

Jeg sad i mit Værelse fra Te til Middag. Jeg kunde ikke længere udholde Malcolm. Indtil da havde jeg undgaaet hans Tilnærmelser ganske godt; men det Løfte, jeg havde givet ham, hang stadig over Hovedet paa mig. Jeg afbrød ham, hver Gang han vilde forklare mig, hvad det var, og indtil dette Øjeblik véd jeg det ikke, men det afholdt ham ikke fra at sige kedelige, forelskede Ting, blandet med indbildske Raad. Jeg véd ikke, hvad der vilde være sket, hvis jeg ikke, da han lige efter Te blev saa rædsomt kærlig, var blevet rasende og havde udslynget denne Bombe:

"Jeg tror ikke et Ord af det, De siger -- De interesserer Dem i Virkeligheden kun for Angela Grey."

Han var lige ved at besvime og holdt straks inde. Saa det er naturligvis ikke en Hest. Det var jeg ganske sikker paa. Det er sandsynligvis en af disse Damer, som Fru Carruthers sagde, at alle unge Mænd kendte. Hun kaldte dem deres Ungdoms Mæslinger og Skoldkopper.

Alle de gamle Herrer talte med mig, og det gjorde ogsaa de to andre unge Mænd, men i de sidste Dage havde jeg ikke mit sædvanlige gode Humør. Netop da vi var ved at gaa i Seng Fredag Aften, kom Lord Robert hen til Lady Ver -- hun havde stukket sin Haand ind under min Arm.

"Jeg kan godt gaa i Teatret med Dem i Morgen Aften," sagde han. "Jeg har telegraferet til Campion om at gaa med, og De kan nok faa en eller anden Dame med, ikke sandt?"

"Jeg skal prøve paa det," svarede Lady Ver, og hun saá ham lige ind i Øjnene; saa vendte hun sig om til mig. "Jeg synes, det er grusomt at lade Dem være alene, Evangeline," (hun kaldte mig næsten lige straks Evangeline, det vilde jeg aldrig gøre overfor en Fremmed) "men det kan vel ikke gaa an, at De gaar i Teatret endnu?"

"Jeg holder meget af at være alene," sagde jeg, "jeg vil gaa tidligt i Seng."

Saa bestemte de, at de alle skulde spise til Middag hos hende, og da jeg altsaa vidste, at jeg skulde se Lord Robert igen, sagde jeg ikke engang Farvel til ham, han rejste med det første Tog.

En Del af Gæsterne tog til London sammen med os.

Min Afsked med Lady Katherine var koldt høflig. Jeg takkede hende inderligt for den Venlighed, hun havde vist mig ved at indbyde mig. Hun fornyede ikke sin Indbydelse; hun syntes formodentlig, at en ung Pige som jeg, der skal sørge for sig selv, ikke var passende Selskab for hendes Alterdugs- og Sløjdarbejdersker.

Indtil nu -- sagde hun til Lady Ver -- havde Fru Carruthers naturligvis opdraget mig meget omhyggeligt og passet godt paa mig, men hun bifaldt ikke hendes Anskuelser. Og da hun nu havde gjort sit Bedste for mig ved denne Lejlighed, idet hun reddede mig fra at være alene med Hr. Carruthers, syntes hun, at det var alt, hvad man kunde forlange af hende. Hun antog, at min Stilling i Fremtiden vilde blive alt for lidt konventionel for deres Kreds! Lady Ver fortalte mig dette med stor Munterhed. Hun var overbevist om, at det vilde more mig -- det morede hende selv saa meget -- men det fik mig til at tænke paa Historien om Drengene og Frøerne!

Lady Ver strækker engang imellem en Klo frem, som kradser, medens hun klukker af Latter. Maaske mener hun det ikke.

Dette Hus er kønt og fuldt af nydelige Ting, saa vidt jeg har kunnet se. Vi kom lige tidsnok til at klæde os om til Middag i flyvende Fart. Jeg har et lille bitte Værelse paa fjerde Sal, ved Siden af de tre Engle. Jeg kom først ned, og Lord Robert og Hr. Campion var i Dagligstuen. Sir Charles Verningham er for Øjeblikket i Paris, saa jeg har endnu ikke set ham.

Lord Robert stod og klappede den ældste Engel paa Haaret, hun var endnu ikke gaaet i Seng. Hun er noget af det yndigste, og saa høflig og saa forskellig fra Mary Mackintosh' Børn.

Han forestillede Hr. Campion for mig, og vendte saa tilbage til Mildred -- Engelen.

Pludselig fik jeg Lyst til at gøre Ulykker, det var Reaktionen efter de sidste kedelige Dage, saa saá jeg op paa Hr. Campion gennem mine Øjenvipper, og det havde den Virkning, som det altid har paa Folk, han blev straks interesseret. Jeg véd ikke, hvorfor det gør dem saa løjerlige. Jeg kan huske, at jeg første Gang lagde Mærke til det i Skolestuen paa Branches. Jeg var ved at skrive en frygtelig Stil om _le participe passé_ og følte mig meget _égarée_, da en af de gamle Ambassadører kom ind for at tale med Mademoiselle. Jeg saa hurtigt op med Hovedet lidt bøjet, og han sagde paa Tysk til Mademoiselle, at jeg havde de mærkeligste Øjne, han nogensinde havde set, og at det Blik op under Øjenvipperne havde Fanden skabt!

Nu vidste jeg allerede den Gang, at hvad Fanden har skabt, er tiltrækkende, saa jeg har aldrig glemt det, skønt jeg den Gang kun var femten Aar. Jeg besluttede altid, at jeg vilde prøve det, naar jeg blev voksen og vilde sætte Sindet i Bevægelse hos nogen. Men naar undtages Hr. Carruthers og Lord Robert, har jeg ikke haft megen Chance for at forsøge det.

Hr. Campion satte sig ved Siden af mig i Sofaen og begyndte straks med at sige, at jeg burde gaa med dem i Teatret; jeg talte med min Fløjlsstemme og sagde, at jeg var i alt for dyb Sorg, og han bad næsten forvirret om Undskyldning.

Han ser ganske godt ud, fiks og velklædt som Lord Robert, men han har ikke den smukke Skikkelse. Vi talte sammen i omtrent ti Minutter. Jeg sagde meget lidt, men han tog ikke sine Øjne fra mit Ansigt. Jeg mærkede hele Tiden, at Lord Robert var nervøs og legede med en Porcelænsko, som stod paa Bordet, og lige før Tjeneren meldte Fru Fairfax, tabte han den paa Gulvet, og dens Hale knækkede af.

Fru Fairfax er ikke køn; hun har rødlig-gyldent Haar med brune Rødder og en meget mørk Hud, men det er nydeligt arrangeret -- Haaret, mener jeg, og maaske ogsaa Huden, for fra Siden kan man se den røde Sminke paa den. Det maa være kedeligt at være nødt til at gøre alt det, men det er unægtelig bedre end at se ud som Mary Mackintosh. Der er ingen rigtig Ligevægt i hende, noget af hende er enten for langt eller for kort. Jeg kan godt lide at se alt paa sin rette Plads -- som i Lord Roberts Skikkelse. Saa kom Lady Ver, og vi gik alle ned til Middag. Fru Fairfax gjorde sig meget behagelig for hende. Lady Ver kan ikke videre godt lide hende, fortalte hun mig i Toget, men hun var nødt til at telegrafere til hende om at komme, da hun ikke med saa kort Varsel kunde faa fat i en anden, som Hr. Campion kunde lide.

"Det er en af den Slags Damer, som alle kender, og som ikke har Spor af Stolthed," sagde hun.

Men ikke engang, naar jeg virkelig bliver en Eventyrerske, vil jeg være saadan.

Middagen var meget livlig.

Lady Ver er meget morsom, naar hun er borte fra sine stive Slægtninge. Hun siger alt, hvad der falder hende ind. Fru Fairfax blev vred, fordi Hr. Campion vilde tale med mig, men da jeg ikke syntes videre godt om hende, brød jeg mig ikke om det, men morede mig. Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende, rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud -- det fik mig til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham. Da vi kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber paa, kom Lord Robert tæt hen til mig og hviskede:

"Jeg _kan_ ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af mine Fingre, saa jeg kunde have skreget.

Det gjorde mig vred.

"Hvor tør De røre ved mig!" sagde jeg. "Det er, fordi De véd, at jeg ingen har til at beskytte mig, at De tager Dem en saadan Frihed."

Jeg følte, at mine Øjne flammede imod ham, men jeg havde en Klump i Halsen; jeg vilde ikke være blevet fornærmet, hvis det havde været enhver anden -- kun vred -- men han havde været saa ærbødig og hensynsfuld imod mig paa Branches -- og jeg havde saa godt kunnet lide ham. Derfor forekom det mig saa meget mere grusomt, naar han nu var uforskammet.

Han blev bleg, og al Vreden forsvandt fra hans Ansigt, og han saá saa inderlig ulykkelig ud.

"Aa! det maa De ikke sige!" sagde han med fortvivlet Stemme. "Jeg -- aa, det er det eneste, som De véd ikke er sandt."

Hr. Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert.

"Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mødte hende udenfor Dagligstuedøren. "Jeg véd, at det er skammeligt af mig at forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsøge paa at more Dem. De ser bleg ud, Barn -- Rejsen har vist trættet Dem."

"Ja, jeg er træt," forsøgte jeg paa at sige med naturlig Stemme; men det sidste Ord dirrede lidt, og Lord Robert var lige bagved mig, da han var løbet op ad Trappen efter mig, saa jeg er bange for, at han maa have hørt det.

"Frøken Travers -- hør --" sagde han bønligt, men jeg gik videre op ad Trappen, og Lady Ver lagde sin Haand paa hans Arm og drog ham med sig ned, og da jeg kom op paa fjerde Sal, hørte jeg Gadedøren smække i.

Nu er de borte, og jeg er alene. Mit lille Værelse er hyggeligt, og Ilden brænder klart. Jeg har en stor Lænestol og Bøger samt min Dagbog, og det er altsammen meget rart -- men jeg føler mig saa ulykkelig.

Jeg vil ikke græde og være en dum Kujon.

Naturligvis er det morsomt at være fri. Og jeg sørger _ikke_ over Fru Carruthers Død -- maaske er jeg kun ensom og vilde ønske, at jeg var med i Teatret. Nej, jeg vilde ikke -- jeg -- aa -- det jeg vilde ønske, er at -- at -- nej, jeg vil ikke engang skrive det.

Godnat, Dagbog!

_Park Street 300_, Onsdag den 23. Novbr.