Part 5

Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte være rædsomt at være gift -- om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev rædselsslagen og sagde Nej, Ægteskabet og Moderværdigheden var hellige Pligter, og hun misundte sin Søster!

Det er nu ikke min Idé om Lykke. To rigtig velopdragne Børn synes jeg maatte være dejligt, men fire skraalende Unger, der alle er lige gamle, det er _bourgeois_ og passer sig ikke for en Dame.

Lord Roberts Svar kan vist ikke komme før paa Lørdag. Gud véd, hvorledes han har faaet det arrangeret? Det er flinkt gjort af ham. Lady Katherine sagde, at den Hr. Campion, som skulde være kommet her, er i samme Regiment, det tredie Livgarderegiment. Maaske -- men det kan ikke nytte at tænke paa det -- jeg føler mig meget bedre i Aften -- mere munter, og det er ligesom jeg slet ikke bryder mig om, at jeg er meget fattig -- jeg maatte drille Malcolm lidt efter Middag. Jeg _vilde_ lægge Kabaler og hævede ikke mine Øjne fra Kortene!

Han vilde endelig overtale mig til at gaa hen til Klaveret, men jeg lod, som om jeg ikke hørte det. Der staar en Palme paa Hjørnet af en høj Chippendale Skrivepult, og Jessie havde tilfældigvis sat Bordet bagved den, saa alle de andre ikke kunde se, hvad der foregik. Malcolm sad til sidst ganske tæt ved mig og vilde hjælpe mig med Esserne -- men jeg kan ikke udholde, at nogen sidder saa nær ved mig; saa jeg væltede Bordet, og han maatte pille alle Kortene op fra Gulvet. Kirstie spillede mærkværdig nok Klaver dengang -- en _cake walk_ -- og der var noget i den, som gav mig Lyst til at bevæge mig -- til at danse -- jeg véd ikke hvad, og mine Skuldre bevægede sig lidt i Takt til Musiken. Malcolm trak Vejret, ganske som om han var forkølet, og han hviskede mig ind i Øret med en hæs Stemme: "De véd, at De er en Djævel -- og jeg --"

Jeg standsede ham straks -- jeg saá op for første Gang, aldeles forfærdet og forbavset.

"Jeg véd virkelig ikke, hvad De mener, Hr. Montgomerie," sagde jeg.

Han blev urolig.

"Jeg mener -- jeg mener, at jeg forfærdelig gerne vilde kysse Dem."

"Men jeg har ikke en Smule Lyst til at kysse Dem," sagde jeg og saá paa ham med store Øjne.

Han saá ud som en ondskabsfuld Høne, og heldigvis kom Jessie i det Øjeblik tilbage til Kabalen, og saa kunde han ikke sige mere.

Lady Katherine og Fru Mackintosh gik med op i mit Værelse, da vi var paa Vejen op i Seng. Hun -- Lady Katherine -- vilde vise Mary, hvor smukt de havde faaet det lavet i Stand; det havde været hendes, før hun blev gift. De saá paa det vissengule Cretonne og alt det øvrige; til sidst kunde jeg se, at deres Øjne ofte strejfede min Natkjole og min Frisérkaabe, som laa paa en Stol ved Kakkelovnen.

"Aa, Lady Katherine, De er vist forbavset over, at jeg har lyserødt Silke," sagde jeg undskyldende, "da jeg er i Sorg, men jeg har ikke haft Tid til at faa en hvid Frisérkaabe."

"Det er ikke det, kære Barn," sagde Lady Katherine i en alvorlig Pligttone. "Jeg -- jeg -- synes ikke, at en saadan Natkjole er passende for en ung Pige."

"Aa, men jeg er meget stærk, og jeg bliver aldrig forkølet."

Mary Mackintosh holdt den op med et strengt misbilligende Ansigt. Den har naturligvis korte Ærmer med rynkede Valenciennekniplinger og er af fint, smukt broderet Kammerdug. Fru Carruthers var altid meget fordringsfuld, og hun valgte dem selv hos Doucet. Hun sagde, at man aldrig kunde vide, naar der kunde blive Ildebrand.

"Kære Evangeline, De er meget ung, saa De kan sandsynligvis ikke forstaa det," sagde Mary, "men jeg synes ikke, at denne Natkjole paa nogen Maade er passende for en ung Pige -- eller for Resten ikke for nogen god Kvinde. Moder, jeg haaber, at mine Søstre ikke har set den!!"

Jeg saá forvirret ud.

Hun undersøgte Stoffet, man kunde se Huden igennem det.

"Hvad _vilde_ Alexander sige, hvis jeg tog saadan en Tingest paa."

Den Tanke syntes næsten at kvæle dem begge to, de saá ulykkelige og forfærdede ud.

"Den vilde naturligvis være for snæver til Dem," sagde jeg ydmygt, "men det er ellers et meget godt Mønster, og man sprænger den ikke, naar man strækker Armene i Vejret. Fru Carruthers gjorde saa mange Ophævelser hos Doucet, fordi mine sidste gik saa hurtig itu, og saa blev disse anderledes."

Da jeg nævnede min afdøde Adoptivmoder, rettede de sig begge.

"Vi véd nok, at Fru Carruthers havde nogle besynderlige Ideer," sagde Lady Katherine stift, "men jeg haaber, Evangeline, at De nu selv er fornuftig nok til at forstaa, at saadant et -- et -- Klædningsstykke slet ikke er sømmeligt."

"Men hvorfor dog, kære Lady Katherine?" sagde jeg, "De véd ikke, hvor den er klædelig."

"Klædelig," næsten skreg Mary Mackintosh. "Men ingen fintfølende Kvinde bryder sig da om, at noget skal være klædeligt i Sengen!"

Det lod til, at hele Sagen var dem saa pinlig, at jeg dækkede min fornærmelige Natkjole til med min Frisérkaabe og hostede. Det afbrød dem, og de gik deres Vej med et koldt Godnat.

Nu er jeg alene. Men jeg kan ikke begribe, hvorfor det er galt at se køn ud i Sengen -- siden oven i Købet ingen ser én.

_Tryland Court_, Mandag, den 14. Novbr.

Jeg har slet ikke haft Lyst til at skrive, de sidste Dage har været saa utaalelige -- saa fulde af Vrøvl! Snak om Børn i det uendelige! Om Opramsningsmetoder, Tandbrud, Barnepigers lumske Streger, Patentføde, Flasker, Hagesmække -- og alt muligt af den Slags! Nok til, at man maa ønske aldrig at blive gift! Og dèr sidder Mary Mackintosh ganske uformelig og udbreder sig i Teorier, som aldrig kan faa praktiske Resultater, da der ikke kan tænkes mere uopdragne Børn end hendes!

Jeg kan se, at selv Lady Katherine ærgrer sig over dem, naar de to ældste, som hver Dag kommer ind, medens vi drikker Morgenkaffe, tager Syltetøjsskeen eller noget, der er lige saa galt, og smider det hele ud over Dugen. I Gaar stak de deres Hænder i Honningkrukken, medens Hr. Montgomerie var ved at tage af den, og da de saa havde smurt ham til, løb de rundt om Bordet for ikke at blive fangede og tog fat paa alle Stoleryggene og Dørlaasene, saa man ikke kunde røre ved noget uden at blive klæbrig.

"Kæreste Alexander," sagde Mary, "Alex maa tørres om Munden."

Den stakkels Hr. Mackintosh maatte rejse sig fra sin Kaffe, fange Ungerne og forgæves bruge sin Serviet.

"Bring dem ovenpaa, hører du -- Bur--r--r--r," brølede den kærlige Bedstefader.

"Men Fader, de stakkels søde Børn er jo slet ikke uartige!" sagde Mary fornærmet. "Jeg vil gerne have, at de skal være saa meget som muligt sammen med os. Jeg troede, at I vilde være saa glade for dem."

Da Børnene hørte det, gav de sig begge til at brøle af fuld Hals, og Alex, Keruben paa halvfemte Aar, laa paa Gulvet og sparkede og skreg, til han var sort i Ansigtet.

Hr. Mackintosh er for lille til at styre to, saa en af Tjenerne maatte hjælpe ham med at bære dem op i Barnekammeret! Uha! Jeg vilde ikke være i hans Sted for alt i Verden.

Malcolm bliver saa komisk! Jeg antager, at han er indtaget i mig. Han gør en Slags Kur paa en lapset Maade, saa snart han kan faa Lejlighed til det; men det er ikke ofte, for Lady Katherine sørger for at sende en af Døtrene med paa alle vore Spadsereture; hvis vi er i Dagligstuen, kommer hun selv og sidder ved Siden af os. Det er jeg glad over, for det vilde være alt for kedeligt at høre paa for meget af det, han siger.

Men hvor det alligevel er dumt af hende! Hun maa ikke engang kende saa meget til Mænd som jeg -- naturligvis gør det ham kun saa meget ivrigere.

Det er en god Lære for mig. Jeg skal selv være ganske umulig vanskelig, hvis jeg igen træffer Hr. Carruthers, da han ingen Moder har til at spille ham den Slags Puds.

Lord Roberts Svar kom Lørdag Eftermiddag. Det kom gennem Lady Merrenden.

Han vil være henrykt over at komme til Jagten paa Tirsdag -- i Morgen. Jeg er saa glad, men Gud véd, om jeg kan faa ham til at forstaa, at han ikke maa sige, at han har set mig paa Branches, da jeg var dèr. Det er ganske ligegyldigt, men Lady Katherine er saa løjerlig og sær.

Selskabet skal ikke være stort, ni Jægere -- jeg haaber, at nogle af dem er morsomme, skønt jeg er næsten bange!

Tirsdag Aften.

Det er sent, Klokken er næsten tolv, men jeg føler mig saa lysvaagen, at jeg maa skrive.

Jeg vil begynde ved Begyndelsen, da de allesammen kom.

De kom med to Tog, tidligt om Eftermiddagen, lige ved Tetid, og Lord Robert kom med det sidste.

De fleste er af samme Slags som Lady Katherine; de ser ud, som om de var saa gode som Guld; men der er én Dame, Lady Verningham, Lady Katherines Niece, hun er anderledes, og jeg kunde straks lide hende.

Hun har yndige Klæder og en vidunderlig Skikkelse, og hendes Hat sidder rigtigt. Hun har ogsaa et bedaarende Væsen, men man kan se, at hun er paa Pligtbesøg.

Selv dette store Selskab kunde ikke helt standse Mary Mackintosh i at fremsætte Love for huslige Sager og Børneopdragelse. Vi sad alle i den store Dagligstue, og mine Øjne mødte Lady Verninghams, og vi lo begge! Det er de første Øjne med Mening i, jeg har set, siden jeg forlod Branches.

De talte alle saa behageligt, med Pauser, og de morede sig slet ikke, da Jean og Kirstie begyndte at tale om deres Arbejde, forklarede det og forsøgte paa at faa Bestillinger, og saa kom Jessie og Maggie ogsaa, og de viste Prøver paa det altsammen og bestemte Priser. Jeg vilde hade at tigge, selv i velgørende Øjemed.

Jeg følte mig ganske flov paa deres Vegne, men de brød sig ikke en Smule om det, og deres Ofre var veldædige.

Vor Præst paa Branches blev altid saa rød og nervøs, naar han skulde bede om noget; man kunde se, at han var en Gentleman -- men Damer er maaske anderledes.

Jeg længtes efter Te!

De er allesammen meget venlige, men her er en Atmosfære af Stivhed og Sømmelighed, der angriber enhver, som kommer til Tryland. Det er, som om de mente, at "Guld maa prøves i Ilden, og Hjerter maa hærdes i Smerte".

De er overordentlig muntre, fordi Munterhed er en kristelig Dyd, ikke fordi de strømmer over af Glæde eller af den dejlige Følelse af at leve og ikke bryde sig videre om, hvad der sker, som er saa henrivende, og som jeg faar, naar Vejret er smukt.

Alt, hvad de gør, har en Grund eller indeholder en Moral. Dette Selskab er samlet, fordi der skal skydes Fasaner i November -- og der er nogle Mennesker, som skal mores, og det er en Støtte for deres Velgørenhed. Hvis jeg havde et stort Hus og var rig, vilde jeg holde smukke Selskaber med mange elskværdige Mennesker, fordi jeg gerne vilde more baade dem og mig selv. Lady Verningham var ved at tale med mig, lige før Te, da den anden Togladning var kommet.

Jeg gjorde mig Umage for at være ganske ligegyldig; men jeg var frygtelig nervøs, da Lord Robert kom ind i Stuen. Han saá saa smuk ud, saa fiks og rank og smidig!

Lady Katherine var frygtelig stiv imod ham; det vilde have taget Modet fra de fleste Mennesker, men det er det dejlige ved Lord Robert, han er saa fuldstændig _sans gêne_.

Han saá mig naturligvis straks og kom hen til mig, saa snart han kunde.

"Goddag, Robert!" sagde Lady Verningham og saá meget forbavset ud ved at se ham, og hun rakte ham sine Fingre paa saadan en indtagende Maade. "Hvordan kommer De her? Og hvorfor er vor Campie her ikke? Jeg er vis paa, at der stikker noget under!"

"Ja vist saa!" sagde Lord Robert og holdt hendes Haand. Saa saá han paa mig med optrukne Øjenbryn. "Men vil De ikke forestille mig for Frøken Travers? Jeg ser til min store Sorg, at hun har glemt mig!"

Jeg lo, og Lady Verningham forestillede os for hinanden; han satte sig ved Siden af os, og de begyndte allesammen at drikke Te.

Lady Verningham havde et eget Udtryk i sine Øjne.

"Robert, sig mig, hvad er det!" sagde hun.

"Jeg hørte, at De havde fem Tusind Fasaner, som skulde myrdes," svarede Lord Robert og saá paa hende med sit uskyldige Smil.

"Robert, De lyver!" sagde hun og lo. Hun er saa smuk, naar hun ler, ikke meget ung, vist nok over tredive, men saa yndig! saa forskellig som vel muligt fra hele Familien Montgomerie.

Jeg talte næsten ikke, de blev ved med at drille hinanden, og Lord Robert spiste Størstedelen af en Tallerken Smørrebrød, som stod i Nærheden.

"Jeg er Pokkers sulten, Lady Ver!" sagde han. Hun smilede til ham, hun kan øjensynlig meget godt lide ham.

"Robert, De maa ikke bruge saadanne Ord her," sagde hun.

"Ja, bander han ikke alt for meget?" udbrød jeg, uden at tænke et Øjeblik over det -- saa huskede jeg paa det. Hun syntes meget forundret.

"Naa, saa De har hørt det før! Jeg troede, at de lige havde truffet hinanden, ganske tilfældigt!" Hun sagde dette med saadant et komisk forstaaende Blik; men hun saá ikke helt fornøjet ud. Jeg blev ildrød i Hovedet, og det ærgrede mig, fordi man kunde se det saa meget paa min Hud. Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.

"Det er dejligt at skyde fem Tusind Fasaner, Robert," sagde hun.

"Ja, ikke sandt?" svarede Lord Robert; han var blevet færdig med at spise Smørrebrød.

Saa sagde han til hende, at hun var kær, og at han var glad over, at Hr. Campion havde faaet den Idé at ville more sig paa anden Maade i den Uge.

"De er en Fryd, Robert!" sagde hun. "Men De maa opføre Dem pænt her og ikke gøre gale Streger som paa Fotherring i Oktober, mit Barn. Saa sætter Tante Katherine Dem i Skammekrogen. Frøken Travers har været her en Uge, hun kan sige Dem, om det ikke er sandt."

"Jo, det er det virkelig!" sagde jeg.

"Men jeg _maa_ have at vide, hvorledes De er kommet her," befalede hun.

Heldigvis kom Malcolm i samme Øjeblik; han havde lusket om i Nærheden og kom nu hen til os for at blande sig i vor Samtale; men hvis han havde været et Bord eller en Stol, kunde han ikke have været Lord Robert mere ligegyldig! Han er vidunderlig! Han er ikke en Smule uhøflig, men kun ganske ærlig og ligefrem; han faar altid det, han vil have, med et næsten bønligt Udtryk i sine blaa Øjne.

Et Par Minutter efter talte han og jeg sammen, og Malcolm og Lady Verningham stod nogle faa Alen fra os. Jeg var saa lykkelig. Det faar han mig til at være, jeg véd ikke hvorfor.

"Hvorfor saá De saa haardhjertet ligegyldig ud, da jeg kom hen til Dem," spurgte han. "Jeg var bange for, De var ked af, at jeg kom."

Saa fortalte jeg ham om Lady Katherine, og at jeg havde været saa dum ikke at sige, at jeg havde truffet ham paa Branches.

"Naa --! Saa boede jeg altsaa hos Christopher, efter at De var rejst -- forstaar jeg nok," sagde han. "Havde jeg truffet Dem i London?"

"Vi vil ingen Historier lave om det. De kan tro, hvad de har Lyst til."

"Lad dem det!" Han lo. "Jeg kan se, at jeg maa manøvrere en hel Del for at komme til at tale roligt med Dem her; men De vil vel nok staa ved Siden af mig, naar vi er ude at skyde i Morgen?"

Jeg sagde, at jeg ikke troede, at vi fik Lov til at være med, uden maaske til Lunch -- hvortil han svarede, at han ikke kunde tro paa en saadan Grusomhed.

Saa spurgte han mig om en Masse Ting, om hvordan jeg havde haft det, og hvad jeg nu havde i Sinde at gøre. Han har det mest indtagende Væsen, og man synes straks, at man kender ham meget godt; af og til ser han én lige ind i Øjnene med en forbavsende Frejdighed. Jeg har aldrig set et Menneske, der var saa fuldstændig fri for Skaberi, og jeg tror aldrig, han tænker en Smule paa, hvad Folk synes om ham. For ham har intet nogensinde en dobbelt Betydning, som for Hr. Carruthers. Hvis han havde sagt, at jeg skulde blive og gifte mig med ham, er jeg vis paa, at han havde ment det, og jeg tror virkelig, at jeg var blevet!

"Kan De huske den Morgen, da vi pakkede ind?" sagde han med saadan en kærtegnende Stemme. "Jeg var saa lykkelig. Var De ikke ogsaa?"

Jeg sagde Jo.

"Og Christopher var gal paa os! Han var som en saaret Bjørn, da De var rejst; han paastod, at han skulde til Byen om Mandagen, bare én Dag; han var her om Tirsdagen, ikke?"

"Nej, han var ikke," var jeg nødt til at sige, og jeg ærgrede mig endnu over det, jeg véd ikke hvorfor.

"Han er et løjerligt Menneske," sagde Lord Robert, "og jeg er glad over, at De ikke har set ham -- jeg vil ikke have, at han kommer i Vejen for mig. Jeg er et egenkærligt Bæst, skal jeg sige Dem."

Jeg sagde, at Fru Carruthers havde altid lært mig, at saadan var Mænd, saa det nedsatte ham ikke i mine Øjne.

Han lo. "De maa hjælpe mig til at komme til at sidde og tale med Dem igen efter Middag," sagde han. "Jeg kan se, at den rødhaarede Søn vil have Dem for sig selv, men det tillader jeg selvfølgelig ikke!"

Jeg blev overlegen.

"Malcolm og jeg er rigtig gode Venner," sagde jeg; "han spadserer med mig omkring Golfbanen i Parken og giver mig gode Raad."

"Pokker til Uforskammethed!" sagde Lord Robert.

"Han synes, at jeg ikke burde tage til Claridges, naar jeg rejser herfra; for han er bange for, at nogen skal gøre Kur til mig. Han synes, det vilde være sikrere, hvis jeg saá mere ud som hans Søstre. Jeg har lovet, at Véronique skal staa udenfor Døren, naar jeg har Besøg."

"Naa, saa det er han bange for. Det er meget rimeligt, at han vil faa Ret, siden jeg er i London," sagde Lord Robert.

"Men hvor véd De," begyndte jeg med en spørgende, alvorlig Mine, "hvor kan De vide, om jeg vil høre paa Dem? De kan ikke blive ved med at tale til døve Folk, vel?"

"Er De døv?" spurgte han. "Det tror jeg ikke, i alt Fald skulde jeg nok prøve paa at kurere Deres Døvhed." Han bøjede sig helt ned over mig og lod, som om han tog en Bog op.

Aa, hvor jeg morede mig.

Pludselig følte jeg, at jeg virkelig levede, Blodet brusede i mine Aarer, og jeg sagde alt, hvad der faldt mig ind. Vi var saa lykkelige!

Lord Robert har saadan en smuk Skikkelse. Jeg bliver altid saa begejstret over smukke, fuldkomne Linier. De andre Mænd ser tykke og kluntede ud ved Siden af ham, og han har smukke Klæder og Slips!

Vi blev ved med at tale sammen. Han begyndte at vise mig, hvor meget jeg interesserede ham. Hans blaa, udtryksfulde Øjne sagde endogsaa mere end hans Ord. Jeg kan godt lide at se ham se nedad; hans Øjenvipper er saa latterligt lange og krøllede, de er ikke sorte som mine og Hr. Carruthers, men mørkebrune og bløde og skyggede, og jeg véd ikke rigtig, hvorfor de er saa tiltrækkende. Naar man ser dem næsten ligge nede paa hans Kinder, faar man Lyst til at røre ved dem med Fingerspidserne. Jeg har aldrig tilbragt en saa dejlig Eftermiddag! Men ak! Den var alt for kort.

"Vi vil se at komme til at sidde sammen efter Middag," sagde han, da Gongongen lød og meldte, at vi skulde klæde os om til Middag. Lady Katherine kom og vimsede omkring og samlede dem allesammen sammen og mere eller mindre drev dem af Sted, og paa Vejen op ad Trappen sagde hun til mig, at jeg behøvede ikke at komme ned, hvis jeg hellere vilde lade være!

Jeg takkede hende igen, men holdt fast ved min Hensigt at vænne mig til at være sammen med Mennesker.

Jeg skulde blive i mit Værelse, naar Lord Robert var der til Middag -- aldrig!

Men da jeg kom ned, var han omgivet af Montgomerier, og han gik stolt ind i Spisestuen med Lady Verningham -- det maa hun have arrangeret.

Jeg havde saadan en kedsommelig Fyr! En ung Mackintosh, en Fætter til Marys Mand, og paa den anden Side Præsten. Den ene talte om Botanik i en hæs Hvisken med skotsk Akcent, og den anden slugte sin Mad og sagde gudelige Vittigheder mellem hver Mundfuld.

Da jeg havde holdt tappert ud lige til Isen, sagde jeg, at jeg hadede at vide, hvad Blomster bestod af, jeg brød mig kun om at plukke dem. Ynglingen stirrede paa mig og sagde ikke meget mere. For Præsten var det nok, naar jeg af og til sagde "Ja", og paa den Maade kom vi igennem Middagen.

Malcolm sad lige overfor mig, og han gloede næsten hele Tiden. Selv han vilde have været bedre end Botanikeren; men jeg tænker, at Lady Katherine mente, at de to kunde være en Slags Halvsorg for mig. Det var umuligt at være munter sammen med dem.

Efter Middag tog Lady Verningham mig med over i en Sofa i en Krog. Her er der ingen Puder i Sofaerne som paa Branches; men heldigvis staar denne lidt afsides, og skønt den ikke er bekvem, kunde vi dog tale sammen.

"De stakkels Barn," sagde hun, "De havde det kedeligt. Jeg iagttog Dem! Hvad kunde den McTavish finde paa at sige til Dem?"

Jeg sagde, at han hed Mackintosh og ikke McTavish.

"Det véd jeg nok," sagde hun; "men jeg kalder hele Slægten McTavish -- det ligner det noget, og det ærgrer Mary saadan, hun retter mig hver Gang. Har De nu ikke faaet Lyst til at blive gift og blive akkurat som Mary?" Der var et Glimt i hendes Øjne.

Jeg sagde, at jeg endnu ikke havde været vild efter det. Jeg vilde først ud og se Livet.

Men man kunde ikke se Livet, uden at man var gift, sagde hun.

"Ikke engang naar man er en Eventyrerske som jeg?" spurgte jeg.

"En hvad?"

"En Eventyrerske," svarede jeg. "Folk synes at blive saa forundrede, naar jeg siger det! Men jeg maa være det, kan De nok indse, fordi Fru Carruthers ikke efterlod sine Penge til mig, og i den Bog, hvori jeg læste om det, stod der, at man var det, naar man havde smukke Klæder, og -- og -- rødt Haar -- og saadan noget og intet Hjem."

Hun brast i Latter.

"De lille Pus!" sagde hun. "Vi to vil være gode Venner. Men De maa ikke lege med Robert Vavasour. Han tilhører mig! Han er et af mine egne, særlige Kælebørn. Er det en Aftale?"

Nu vilde jeg ønske, at jeg den Gang havde haft Mod til at sige rent ud, at jeg godt kunde lide Lord Robert, og at jeg ikke vilde slutte nogen Overenskomst; men man er undertiden ubesindig, naar man bliver overrasket. Det er vel ved saadanne Lejligheder, at det skal vise sig, om éns Hoved er skruet fast paa; mit var det ikke i Aften. Men hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil sige, og saa sagde jeg, at det _var_ en Aftale, og at jeg naturligvis aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham gennem mine Øjenvipper. Og jeg véd ikke, hvorfor jeg i Aften føler mig helt lysvaagen og træt og temmelig dum, som om jeg havde Lyst til at give mig til at græde.

Men hun var forfærdelig venlig imod mig og yndig, og hun har indbudt mig til at komme og besøge sig og meget andet, saa det er nok altsammen godt. Men da Lord Robert kom ind og kom hen til os, var det meget haardt, at jeg straks maatte rejse mig og gaa og lade, som om jeg vilde tale med Malcolm.

Jeg turde kun se op en Gang imellem, og jeg saá, at Lord Roberts Øjne var fæstede paa mig med et bebrejdende og bedende Udtryk, og den sidste Gang var der ogsaa Harme i dem.

Lady Verningham beholdt ham hos sig, indtil de alle rejste sig for at gaa i Seng.

Der var blevet musiceret og spillet Bridge og dyrket andre kedsommelige Adspredelser, men jeg sad stille. Og jeg véd ikke, hvad Malcolm havde talt om, jeg havde ikke hørt efter, skønt jeg blev ved med at mumle "Ja" og "Nej".

Han blev mere og mere _empressé_, indtil jeg pludselig, da vi rejste os, hørte ham sige:

"De har lovet det! Husk det nu; jeg forlanger, at De skal holde det -- i Morgen!"

Og der var saadan et forelsket, vammelt, usikkert Udtryk i hans Øjne, at jeg fik ganske ondt. Det rædsomste ved det er, at jeg ikke mere véd, hvad jeg har lovet, end Manden i Maanen! Det kan godt være, at det er noget aldeles forfærdeligt! Hvis det er noget saa skrækkeligt som at kysse ham, saa maa jeg bryde mit Ord, -- hvilket jeg ellers aldrig gør.

Aa, du store Himmel! Det er ikke altid saa let at le ad Livet, som jeg engang troede! Jeg vilde næsten ønske, at mit Liv var ordnet, og at jeg ikke behøvede at være Eventyrerske. Nogle Situationer er saa vanskelige! Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng.

Gud véd, om Lord Robert -- nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham; han kommer ikke længere mig ved.

Nu puster jeg Lyset ud.

LADY VERNINGHAM INDBYDER EVANGELINE TIL AT BESØGE SIG I LONDON.