# Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar

## Part 4

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/evangelines-genvordigheder-til-kvinder-med-r-dt-haar-33632/index.md

Malcolm er en lille bitte Mand. Han er ikke saa høj som jeg, og tynd som en Bønnestage, og det ser ud, som om hans Knæ sad for nær ved hinanden. Han maa se skrækkelig ud med det skotske Skørt, og jeg er vis paa, at han gyser, naar det blæser; saadan ser han ud. Jeg kan ikke lide Skørter, undtagen naar Mændene er store, stærke og solbrændte og ikke skammer sig over deres nøgne Ben. Jeg saá nogle pragtfulde Eksemplarer marchere i Edinburgh, de svingede deres Skørter akkurat som de smukke Damer i Boulogneskoven, naar Mademoiselle og jeg gik ud ad den Allé, som Fru Carruthers sagde, at vi altid skulde gaa i.

Lady Katherine talte meget ved Bordet, om Politik og om sine Velgørenhedsarbejder, og de fire Pigebørn var saa ærbødige og interesserede, men Hr. Montgomerie sagde hende imod, naar han kunde. Jeg var glad, da vi gik ind i Dagligstuen.

Den første Aften var den værste af dem alle, fordi vi var saa fremmede for hinanden, med Tiden vænner man sig til, hvad det skal være.

Lady Katherine spurgte mig, om jeg ikke havde et eller andet Haandarbejde. Kirstie var begyndt paa sit Slips og Jean paa sin Alterdug.

"Lad Maggie løbe op paa Deres Værelse og hente det til Dem," sagde hun.

Jeg var nødt til at sige, at jeg slet intet havde. "Men jeg -- jeg kan pynte Hatte," sagde jeg. Det var saa skrækkeligt slet ikke at kunne gøre noget af det, de kunde, saa jeg maatte sige dette som et Slags Forsvar for mig selv.

Men det lod til, at hun ikke syntes, at det var et Arbejde for en Dame.

"Hvor det er flinkt af Dem," udbrød Kirstie. "Det vilde jeg ønske, at jeg kunde; men De kan jo ikke altid pynte Hatte. Savner De ikke stadigt Arbejde?"

Jeg var nødt til at sige, at jeg endnu ikke havde savnet det, men jeg kunde ikke sige dem, at jeg holdt mest af at sidde ganske stille og ingenting bestille.

Jessie og Maggie lagde Kabaler ved to Borde, som var til at slaa sammen, og som de tog frem; man kunde se, at det var noget, de var vant til, og jeg vidste straks, at det var noget, de gjorde hver Aften, og at jeg skulde se de to Borde staa der paa de samme Steder paa Tæppet hver eneste Aften i den Tid, jeg var der. Jeg antager, at det er, fordi de ikke kan tage Brandmaleriet og Bogbinderiet med ind i Dagligstuen.

"Vil De ikke spille noget for os?" spurgte Lady Katherine i en klagende Tone. Det er øjensynligt ikke tilladt ingenting at bestille, jeg rejste mig og gik hen til Klaveret.

Heldigvis kan jeg en Mængde udenad, og jeg holder meget af at spille, og jeg vilde være blevet ved med at spille for at faa Tiden til at gaa, men de sagde alle i Kor "Tak" efter hvert Stykke, og det forstyrrede mig.

Det varede en Evighed, inden Hr. Montgomerie og Malcolm kom ind, og jeg kunde se, at Lady Katherine blev urolig. Ved Bordet kunde jeg et Par Gange mærke, at der ikke var det bedste Forhold mellem de to, og hun var maaske bange for, at de var kommet op at slaas i Spisestuen. Fru Carruthers sagde, at Skotterne har alle mulige raa Sædvaner, som andre Nationer har vænnet sig af med.

Endelig kom de, Hr. Montgomerie var purpurrød i Ansigtet og Malcolm var grønbleg, men han havde ingen blaa Pletter; man kunde bare se, at de havde været frygtelig oppe at skændes.

Der er nu alligevel noget ved Velopdragenhed, selv om man er fra et barbarisk Land. Lady Katherine opførte sig saa nydeligt, hun talte ud i en Køre om Velgørenhed og Politik, saa de fik ikke Tid til flere Sammenstød, skønt jeg tror, at jeg hørte nogle "for Satan'er" afvekslende med "Bur--r--r--r"; det var en rædsom Aften.

Onsdag den 9. Novbr. (fortsat).

Malcolm gik ved Siden af mig til Kirke Dagen efter. Han saá lidt mindre nedtrykt ud, og jeg forsøgte at opmuntre ham.

Han fortalte mig ikke, hvad der var i Vejen med ham, men Jean sagde noget om det, da hun kom ind i mit Værelse, medens jeg tog Tøjet paa. Det lader til, at han er kommet galt af Sted med en Hest, som hedder "Angela Grey". Det havde Jean faaet at vide af Lady Katherine; hun sagde, at hendes Fader var meget vred over det, da han havde brugt saa mange Penge for dens Skyld.

Jeg synes nu ikke, det lyder som et Hestenavn, og det sagde jeg til Jean; men hun blev aldeles rædselsslagen og sagde, at det maatte være en Hest, for de kendte ingen Angela Grey, de kendte ikke engang nogen, som hed Grey, saa det maatte være en Hest.

Det synes jeg nu var en latterlig Grund, for Fru Carruthers sagde, at alle unge Mænd kendte Folk, som man ikke brød sig om at kende -- og at det var dumt at gøre Væsen af det -- for de kunde ikke gøre for det -- thi de vilde kede sig, hvis de var saa gode som Guld, ligesom Pigebørn.

Men jeg tror, at Lady Katherine tænker anderledes end Fru Carruthers, og Døtrene er lige saadan.

Naar jeg ser Lord Robert igen, vil jeg spørge ham, om det er en Hest eller ikke.

Malcolm er ikke tiltrækkende, og jeg var glad over, at Kirken ikke laa saa langt borte.

Vognene faar ikke Lov til at køre om Søndagen, saa vi maatte gaa, og da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunde ikke gaa rundt i Staldene, hvad de vist gør hver Søndag.

Alt bliver gjort, fordi man er vant til det -- ikke fordi man vil more sig.

"Naar det regner, og vi ikke kan gaa rundt i Staldene," sagde Kirstie, "saa ser vi paa de gamle 'Illustrated London News' og gaar der saa om Eftermiddagen paa Vejen fra Kirke."

Det havde jeg ikke særlig Lyst til, saa jeg blev paa mit Værelse, saa længe jeg kunde. Da jeg kom ned, sad de fire Pigebørn ved et Bord i Vestibulen, hver med sin Bog foran sig. De maa kunne hvert eneste Billede udenad, hvis de gør det hver Søndag, naar det regner -- de bliver i England hele Vinteren!

Jean gjorde Plads til mig ved Siden af sig.

"Jeg er i Tresserne," sagde hun. "Jeg blev færdig med Halvtredserne sidste Paaske." Selv dette er øjensynligt sat i System.

Jeg spurgte hende, om der ikke var nogle ny Bøger, som de havde Lyst til at læse; men hun sagde, at Lady Katherine ikke holdt af, at de fik fat i Tidsskrifter eller Romaner, før hun selv havde læst dem igennem, og hun havde ikke Tid til at læse mange; derfor gemte de de faa, de havde, til at læse mellem Te og Middag om Søndagen.

Paa dette Tidspunkt følte jeg, at jeg _maatte_ gøre noget galt, og hvis Gongongen ikke havde lydt til Lunch, véd jeg ikke, hvad der var sket.

Hr. Montgomerie sagde ligefrem smukke Ting til mig, da Osten og Portvinen kom paa Bordet, medens Pigebørnene saá forfærdede ud og Lady Katherines Blik blev stenhaardt. Jeg antager, at han er saaledes, fordi han er gift. Jeg gad vide, om unge gifte Mænd ogsaa er saadan; jeg har endnu aldrig truffet nogen.

Mandag Aften begyndte jeg at føle, at Verdens Ende var nær! Det er ti Gange værre end at maatte skjule alle sine Følelser og være nødt til at adlyde Fru Carruthers. Hun sagde dog undertiden kyniske, morsomme Ting, som man kunde le ad, til mig og sine Venner. Og man følte, at det kun var hende, som fik de Folk, der var afhængige af hende, til at gøre, hvad hun vilde, fordi hun selv var saa egenkærlig, og at den øvrige Verden var fri, naar man engang kom udenfor.

Men Lady Katherine og hele det Montgomeriske _milieu_ gør det Indtryk, at alting og alle maa regeres efter Principper, og at ingen har Ret til at have en selvstændig Mening, hvad Samfundsklasse de end tilhører.

Man kan simpelthen ikke le. De lammer én. Jeg glæder mig til i Eftermiddag, naar Hr. Carruthers kommer. Jeg tænker ofte paa de Dage paa Branches, og paa, hvor morsomt det var med de to, og jeg ønsker, at jeg var der igen.

Jeg har gjort mig Umage for at være høflig og elskværdig imod dem allesammen, og dog synes de ikke at være helt tilfredse.

Malcolm ser paa mig med Faareøjne. De er vandblaa, med Familiens hvide Øjenvipper, (hvor forskellige fra Lord Roberts!). Han har det korrekteste Væsen, og han siger aldrig et Ord Slang, han burde have været Præst, og jeg kan ikke tænke mig, at han kan ødsle sine Penge paa nogen Angela Grey, enten hun saa er en Hest eller ikke.

Han taler til mig, naar han kan, og beder mig om at gaa Ture med sig omkring Golfbanen. De fire Pigebørn spiller i en Time og tre Kvarter hver Morgen. De synes aldrig at more sig over noget -- hele Livet er en solid Pligt. Jeg sidder oppe i mit Værelse, og Véronique har været saa fornuftig at lægge tidligt i Kakkelovnen. Jeg antager, at Hr. Carruthers ikke kommer før omtrent Klokken fire, saa har jeg endnu en Time at slaa ihjel. Jeg har sagt, at jeg skulde skrive Breve, og paa den Maade er jeg sluppet for den sædvanlige Køretur.

Han er vel nok saa fornuftig at spørge efter mig, selv om Lady Katherine ikke er kommet hjem, naar han kommer.

I Morges var det saadan et dejligt Frostvejr, og der fo'r en Djævel i mig. Jeg har været saa skikkelig siden i Lørdags, saa da Malcolm med sin sædvanlige formelle, indbildske Stemme sagde: "Frøken Travers, maa jeg have den Fornøjelse at spadsere en lille Tur med Dem," sprang jeg straks op, uden at spørge Lady Katherine, og gik og tog mit Tøj paa, og saa vandrede vi af Sted.

Jeg havde en Følelse af, at de alle syntes, at jeg gjorde noget galt, og saa blev jeg naturligvis meget værre. Jeg sagde alle de naive Ting, jeg kunde finde paa, til Malcolm, for at forfærde ham, og jeg saá af og til paa ham gennem mine Øjenvipper. Da vi saa kom til en Stente, vilde han hjælpe mig, og hans Øjne var ganske svømmende! Han har en Slags Latter helt oppe i Diskanten, og den kommer ganske uventet, naar der ingenting er at le ad. Jeg antager, det er skotsk, det er, naar han lige har fattet Meningen af en tidligere Spøg. Det kunde ikke nytte at sige noget til ham, som til Lord Robert eller Hr. Carruthers; for man vilde være gaaet sin Vej, inden han forstod det, om han saa gjorde det.

Der var en gammel Sir Thomas Farguarson, som kom paa Branches, og han opfattede Fru Carruthers dunkleste Vittigheder, selv om de var saa dunkle, at ikke engang jeg forstod dem, og han var Skotte. Maaske er de kun saadan, naar de har rødt Haar.

Da jeg sad oppe paa Stenten, sagde Malcolm pludselig: "Jeg hører, at De vil tage til London, naar De rejser herfra. Jeg haaber, De vil lade mig komme og besøge Dem; men jeg vilde ønske, at De altid var her."

"Det vilde jeg ikke," sagde jeg, men saa huskede jeg paa, at det lød lidt uhøfligt, for de har jo egentlig været venlige imod mig. "I det mindste -- De véd godt -- jeg synes, der er lidt kedeligt paa Landet -- synes De ikke ogsaa? -- saadan for bestandig?"

"Jo," svarede han, "for Mænd -- men dèr vilde jeg dog helst altid se den Kvinde, jeg havde Agtelse for."

"Er Byer saa slemme?" spurgte jeg med min lille Englestemme. "Fortæl mig om deres Faldgruber, saa jeg kan undgaa dem."

"Først og fremmest maa De ikke tro alt, hvad Folk siger til Dem," sagde han alvorligt. "Naar man er saa ung som De, er jeg bange for, at man finder lutter Fristelser paa sin Vej."

"Aa, fortæl mig om dem," bad jeg. "Jeg har altid ønsket at faa at vide, hvad Fristelser var. Aa, fortæl mig det! Hvis De kommer og besøger mig -- er De saa en Fristelse, eller er en Fristelse en Ting og ikke en Person?" Jeg saá bønligt paa ham, og han saá ikke et Øjeblik Glimtet i mine Øjne.

Han hostede pompøst. "Jeg antager, at jeg vilde være det," sagde han bestemt. "Fristelsen er -- er -- er -- Aa, De véd -- saadan -- jeg véd ikke, hvad jeg skal sige --"

"Hvor det er kedeligt!" sagde jeg beklagende. "Jeg haabede, at jeg kunde faa det at vide af Dem -- særlig hvis De selv er en Fristelse -- saa maa De jo vide det --"

Han saá tilfreds, men dog lidt forvirret ud.

"Ser De, naar De er alene i London, saa vil maaske en eller anden Mand gøre Kur til Dem."

"Aa, tror De _virkelig_ det?" spurgte jeg bestyrtet. "Det vilde vist være frygteligt, hvis jeg var alene i Stuen! Vilde det ikke klare Sagen, hvis jeg lod Dagligstuedøren staa aaben, og lod Véronique være lige udenfor den."

Han saá stift paa mig, men han saá kun en ubeskyttet Engels Ansigt; det beroligede ham, og han sagde alvorligt:

"Jo, det kunde vist være lige saa godt."

"De forbavser mig med det, De siger om at gøre Kur," sagde jeg. "Jeg anede ikke, at Kærlighed var noget saa voldsomt. Jeg troede, at den begyndte med alvorlig Tilbedelse og Ærbødighed -- og at Herren, efter i Aarevis at have ofret Blomster og ydmyge Komplimenter og Brød og Smør ved Teselskaber, faldt ned paa det ene Knæ og erklærede sig -- 'Clara Maria, jeg tilbeder Dem, bliv min,' og saa rakte man ham en lilliehvid Haand og bad ham rejse sig -- men det kan ikke være den Slags, som De mener, og De har endnu ikke forklaret mig, hvad Fristelser er?"

"Det er mere eller mindre at have Lyst til at gøre, hvad man ikke bør gøre."

"Aa!" sagde jeg. "Saa har jeg altid Fristelser, har De ikke? Jeg har for Eksempel Lyst til at rive Jeans Alterdug itu og trevle Kirsties Slips op og at skrive uartige Ord paa Jessies Bogbind og brænde Maggies Trææsker!"

Han saá frygtelig forfærdet ud -- og fornærmet -- saa jeg tilføjede straks:

"Naturligvis maa det være dejligt at kunne gøre den Slags Ting; de er fuldkomne unge Piger, og saa dygtige -- det faar kun mig til at føle saaledes, fordi jeg vel er -- anderledes."

Han saá kritisk paa mig. "Ja, De er anderledes, jeg vilde ønske, at De vilde forsøge paa at være mere som mine Søstre -- saa vilde jeg ikke være saa nervøs, fordi De tager til London."

"Det er alt for pænt af Dem at bryde Dem om det," sagde jeg stille; "men jeg tror ikke, at De behøver det! Jeg har en stærk Mistanke om, at jeg véd, hvorledes jeg skal passe paa mig selv!" Og jeg bøjede mig ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden Side af Stenten.

Han saá ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter mig! Men det er lige meget, hvad Størrelse de har -- Mænds Forfængelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han bare behøvede at gøre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden paa ham som en moden Fersken.

Jeg drillede ham paa hele Vejen hjem, indtil han, da vi gik ind til Lunch, ikke vidste, om han stod paa Hovedet eller paa Benene! Da vi kom til Døren, sagde han:

"Jeg troede, at Deres Navn var Evangeline -- hvorfor sagde De, at det var Clara Maria?"

"Fordi -- det ikke er det!" Jeg lo over min Skulder og løb ind i Huset.

Han stod paa Trappen, og hvis han havde været en af Staldkarlene, vilde han have kløet sig i Hovedet.

Nu maa jeg standse og klæde mig paa. Jeg vil tage en sort Eftermiddagskjole paa, som jeg har. Hr. Carruthers skal se, at de ikke har lært mig at være gammeldags.

Aften.

Jeg synes, at Mænd er de rædsomste Skabninger; man kan ikke tro, hvad de siger, eller stole paa dem i fem Minutter! Fru Carruthers havde Ret; hun sagde: "Evangeline, husk paa, at det kan være vanskeligt nok at stole paa sig selv, men stole paa en Mand. Nej!"

Hvilken Eftermiddag! Denne utaalelige Følelse af at vente paa noget, som ikke sker! For Hr. Carruthers kom slet ikke! Hvor jeg vilde ønske, at jeg ikke havde klædt mig om og ventet ham.

Han siger sandsynligvis til sig selv, at han er vel ude af den Historie -- nu, da jeg er borte. Han mente formodentlig ikke et Ord af alt det, han sagde til mig. Naa, han behøver ikke at ærgre sig! Jeg har ikke haft i Sinde at falde i Armene paa ham -- jeg vilde bare have været glad ved at se ham, fordi han er et Menneske, og ikke som de andre her.

Naturligvis er Lord Robert lige saadan, og jeg ser formodentlig ingen af dem mere. Hvordan skulde Lord Robert kunne komme her, naar han ikke kender Lady Katherine? Nej, han sagde det bare for at sige noget pænt, da jeg rejste, og han bærer sig naturligvis lige saa rædsomt ad som Hr. Carruthers.

Jeg er i det mindste glad over, at jeg ikke fortalte Lady Katherine det; jeg vilde have følt mig saa flov. Aa! Gud véd, hvad jeg nu skal gøre. Jeg véd slet ikke, hvad nogenting koster -- maaske er man meget fattig med tre Hundrede Pund om Aaret. Jeg er vis paa, at mine bedste Kjoler har kostet fem eller seks Hundrede Francs Stykket, og Hotellerne, de kan nok faa Pengene til at gaa. Men for Øjeblikket er jeg rig, for Hr. Barton var saa god at give mig et Forskud. Nu vil jeg ud og se Livet! det er latterligt at være sørgmodig! Jeg vil gaa i Seng og glemme, hvor vred jeg er!

De skal have Jagt her i næste Uge -- Fasaner. Gud véd, om her kommer en hel Masse gamle Mænd. Jeg har ikke hørt, hvem der kommer.

Lady Katherine sagde til mig i Aften efter Middag, at det maaske paa Grund af min dybe Sorg vilde være ubehageligt for mig, at de skulde have Selskab, og hvis jeg følte det ganske forfærdeligt, behøvede jeg ikke at tro, at de vilde finde det uhøfligt, hvis jeg foretrak at spise til Middag i mit eget Værelse!

Jeg har ikke Lyst til at spise til Middag i mit eget Værelse! Tænk hvor indelukket jeg vilde føle mig! og saa maaske høre Latter nedenunder!

Jeg kan altid more mig over at se paa Ansigter, om ogsaa de er kedelige. Jeg takkede hende og sagde, at det var slet ikke nødvendigt, da jeg jo maatte vænne mig til at se Mennesker; jeg kunde ikke gøre Regning paa at træffe Folk, der tænkte saa venligt som hun, jeg kunde lige saa godt straks forsøge paa at vænne mig til det.

Hun sagde Ja, men ikke videre venligt.

I Morgen kommer Fru Mackintosh, den ældste Datter, med sine fire Børn. Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke set hende senere.

Hun var meget høj og tynd, holdt sig skrækkelig foroverbøjet, og Fru Carruthers sagde, at Forsynet havde været meget venligt ved i det hele taget at give hende en Mand. Men da jeg saá Hr. Mackintosh trave ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke.

En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen!

Aa, hvor jeg vilde hade at blive bundet til saadan én! Jeg synes ikke, det maatte være rart at blive bundet til nogen. Gud véd, hvor jeg nogensinde kunde tænke paa uden videre at gifte mig med Hr. Carruthers!

Nu føler jeg, at jeg aldrig vil gifte mig -- før om mange Aar. Naturligvis kan man ikke være gammel Jomfru! Men jeg vil først se Livet i lang Tid.

_Tryland_, Torsdag den 10. Novbr.

_Branches_, Onsdag.

Kære Frøken Travers!

Det gør mig umaadelig ondt, at jeg ikke kunde komme over til Tryland i Dag; men jeg venter at komme, før De tager derfra. Jeg haaber, De har det godt og ikke blev forkølet paa Køreturen.

Deres ærbødige _Christopher Carruthers_.

Dette er, hvad jeg fik i Morges! Gris!

Nej, jeg skal nok lade være at være hjemme, hvis han kommer -- jeg kan akkurat se ham tage sig sammen, naar Fristelsen (det faar mig til at tænke paa Malcolm) først er borte fra hans Vej; han synes sikkert, at han er sluppet heldigt, da jeg ikke er videre fornem.

Brevene kommer tidligt her, som alle Vegne, men i en Taske, som kun Hr. Montgomerie kan aabne, og han venter, til alle sidder ved Morgenteen, med at tage Nøglen frem og dele dem ud.

Hr. Carruthers Brev var det eneste, der var til mig; der stod "Branches" paa Konvolutten. Det vakte Hr. Montgomeries Opmærksomhed, og han begyndte at sige Bur--r--r--r, og han gav mig knap Tid til at læse det, før han begyndte at gøre Spørgsmaal _à propos_ Stedet, for at faa mig til at sige, hvad Brevet var om. Han er meget nysgerrig.

"Carruthers er en brillant Fyr, har jeg hørt -- du skulde hellere indbyde ham, inden alle Gæsterne kommer, Katherine, hvis han er ganske alene paa Branches" -- han saá spørgende paa mig med det ene Øje.

Jeg sagde ikke et Ord.

"Maaske er han allerede taget af Sted til London?"

Jeg lod, som om jeg havde travlt med min Kaffe.

"Han har den bedste Fasanjagt i Grevskabet, men det har været en lukket Borg under det gamle _régime_, jeg haaber, han bliver en bedre Nabo -- jeg antager, at han skyder dem før December."

Jeg smurte Smør paa mit ristede Brød.

Saa begyndte han igen med sit Bur--r--r--r! Gud véd, hvorfor han ikke kan sige noget, der simpelthen ender med Fanden, det vilde spare ham Tid!

"Jeg kunde ikke undgaa at se, at Deres Brev var fra Branches. Jeg haaber, at Carruthers fortæller Dem noget Nyt?"

Da han henvendte sig direkte til mig, var jeg nødt til at svare.

"Der er intet Nyt, det er kun et Forretningsbrev," og jeg spiste videre.

Han blev ved med at sige Bur--r--r--r og begyndte at aabne sine egne Breve.

"Hvad skal jeg gøre, Katherine?" sagde han lidt efter; "den forbistrede Fyr, Campion, kommer ikke i næste Uge, og han er min bedste Skytte; med saa kort Varsel er det umuligt at faa én, der skyder lige saa godt."

"Ja, min Ven," sagde Lady Katherine med en Stemme, som om hun ikke havde hørt Spørgsmaalet -- hun var fordybet i sine egne Breve.

"Katherine!" brølede Hr. Montgomerie. "Vil du høre efter, naar jeg taler -- Bur--r--r--r!" og han slog med knyttet Næve i Bordet.

Den stakkels Lady Katherine sprang næsten op, og Porcelænet klirrede.

"Undskyld, Anderson," sagde hun ydmygt, "du sagde?"

"At Campion har narret mig," hvæsede Hr. Montgomerie.

"Saa har jeg maaske netop det, som du ønsker," sagde Lady Katherine og vendte tilbage til sine Breve. "Jeg har faaet Brev fra Sophia Merrenden, hun fortæller mig blandt andet om sin Nevø, Lord Robert Vavasour -- du véd nok Torquilstones Halvbroder. Hun siger, at han er en meget elskværdig ung Mand og en udmærket Skytte -- hun mener endogsaa, at vi kunde bruge ham, hvis vi manglede en Jæger."

"Det er Pokkers venligt af hende," brummede Hr. Montgomerie.

Jeg haaber, at de ikke saá det, men jeg blev saa glad, at jeg er vis paa, mine Kinder blev ganske røde. Jeg var frygtelig spændt, da jeg hørte det.

"Du véd nok, at Merrenden er den Mand, der i England forstaar sig bedst paa Jagt," vedblev Lady Katherine i en fornærmet Tone. "Sophia vilde neppe anbefale sin Nevø i saa høje Toner, hvis han ikke var god nok."

"Men du kender jo ikke den Hvalp, Katherine."

Jeg blev ganske bange.

"Det har ikke det mindste at sige -- vi er næsten i Familie. Du glemmer nok, at Merrenden er min Fætter!"

Heldigvis lod det til, at Lady Katherine blev paastaaelig og fornærmet. Jeg drak noget mere Kaffe. Aa, hvor det var dejligt, hvis Lord Robert kom!

Hr. Montgomerie sagde først Bur--r--r--r en Masse Gange, men saa fik Lady Katherine ham overtalt, og før vi var færdige med at spise, blev det besluttet, at hun skulde skrive til Lord Robert og indbyde ham til Jagten. Medens vi alle stod og saá ud ad Vinduet paa den øsende Regn, hørte jeg, at hun sagde sagte:

"Vi maa virkelig en Gang imellem tænke paa Pigebørnene, Anderson. Torquilstone er decideret Pebersvend og Krøbling -- Lord Robert bliver sikkert engang Hertug."

"Naa, saa fang ham, hvis du kan," sagde Hr. Montgomerie. Han er undertiden lidt raa!

Jeg vil ikke tænke for meget paa Lord Robert, det har Hr. Carruthers lært mig -- men hvis han kommer -- jeg gad vide, om Lady Katherine vil finde det underligt af mig, at jeg ikke sagde, at jeg kendte ham, da hun første Gang nævnede ham. Nu er det for sent, saa der er ikke noget at gøre ved det.

Familien Mackintosh kom i Eftermiddag. Ægteskabet maa have en meget forskellig Virkning paa Folk. Masser af de gifte Kvinder, jeg saá i London, var yndige, jeg hørte altid, at de var smukkere end de havde været før -- men Mary Mackintosh er ganske rædsom. Hun kan ikke være mere end syvogtyve, men hun ser ud, som om hun var mindst fyrre, og hun er svær og strutter ud paa alle de gale Steder og er flad, hvor hun burde strutte ud. Og de fire Børn! De to ældste ser ud, som om de omtrent var lige gamle; den næste er lidt mindre, og saa er der et Pattebarn; de skraaler allesammen, og skønt de har en Bunke Barnepiger, maa den stakkels Hr. Mackintosh være en Slags Underbarnepige. Han henter og bringer dem alting og giver dem sit Lommetørklæde, naar de snøfter -- men det er maaske, fordi han er stolt af, at han med sin Størrelse har faaet fire saadanne enorme Børn, næsten paa én Gang.

Det hele er ligefrem rædselsfuldt.

Teen var et sandt Helvede! De fire Tanter var overstrømmende kærlige imod Børnene og fodrede dem med Kager og talte Pattebarnssprog til dem. De kommer nok til at sige Bur--r--r--r, naar de bliver ældre. Jeg gad vide, om Børnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden. Det vil more Gæsterne.