Part 3

De blev saa længe i Spisestuen, efter at jeg var gaaet fra dem, at jeg var paa Vej op i Seng, da de kom ud i Vestibulen, og det var vanskeligt at formaa mig til at blive et Par Minutter.

"Jeg er forfærdelig ked af det," sagde Lord Robert. "Jeg kunde ikke slippe bort, jeg véd ikke, hvad der gik af Christopher, han vilde drikke Portvin, og han snakkede Pokker et Øre af, til jeg til sidst rent ud sagde, at jeg vilde ind til Dem. Saa her er jeg -- og nu vil De ikke gaa i Seng -- vel?"

Han har saadanne bedende blaa Øjne -- bønlige og rørende som et bedrøvet Barns -- det er ganske umuligt at modstaa ham! Og vi gik ned i Galleriet.

Naturligvis kendte han ikke Forskel paa en Canaletto og en Turner; han lod ikke engang, som om det interesserede ham, og da vi kom ned til Enden, hvor de gamle Italienere hænger, og jeg var ved at forklare ham en Madonnas vidunderlige Skønhed, sagde han:

"De ser alle ud, som om de var søsyge og fordrejede! Tror De ikke, at vi kunde sætte os i den Sofa og tale om noget andet?" Saa fortalte han mig, at han elskede Billeder, men ikke den Slags.

"Jeg kan nok lide, at Folk ser menneskelige ud, selv paa Lærredet," sagde han. "Alle disse Damer ser ud, som de var ved at faa et Mavetilfælde, og jeg kan ikke lide deres Glorier, og alle Mændene er gamle og skaldede. Men De maa ikke tro, at jeg er en Barbar -- De maa lære mig, hvad der er ved dem, vil De ikke nok det? Saa kommer jeg nok til at holde af dem."

Jeg sagde, at jeg ikke selv brød mig meget om dem, naar undtages Farverne.

"Aa, det er jeg glad over," sagde han. "Jeg vilde gerne have, at vi skulde beundre de samme Ting, men intet Maleri kan interessere mig saa meget som Deres Haar. Det er det dejligste, jeg har set i mit Liv, og De sætter det saa smukt."

Det syntes jeg godt om! Han har det elskværdigste Væsen, Lord Robert, og han er meget dannet, ikke Spor af dum eller tykhovedet, kun ganske ligefrem. Vi talte i nogen Tid dæmpet og fornøjeligt sammen.

Saa slap Hr. Carruthers bort fra Hr. Barton og kom henimod os. Jeg satte mig mere bekvemt paa de Fløjls Puder. Der er purpurrøde Fløjls Puder og Gardiner i det Galleri; det er gode, gamle Relikvier fra Dronning Victorias Tid. En stor Del af Huset er rædsomt, men disse Gardiner har jeg altid holdt af.

Hr. Carruthers Ansigt var saa strengt som en Buste af Kejser Augustus. Jeg er vis paa, at Inkvisitionens Munke saá saaledes ud. Gud véd, hvad han havde haft i Sinde at sige, men Lord Robert gav ham ikke Tid.

"Gaa din Vej, Christopher," sagde han; "Frøken Travers vil lære mig noget om de italienske Madonnaer, og jeg kan ikke holde min Opmærksomhed fast, naar der er en tredie Person til Stede."

Jeg antager, at Hr. Carruthers, hvis han ikke havde været Diplomat, vilde have bandet, men jeg tror, at den Slags Opdragelse sætter én i Stand til at lave sit Ansigt som man selv vil, saa han smilede elskværdigt og satte sig paa en Stol hos os.

"Jeg gaar ikke min Vej, Bob," sagde han. "Jeg synes ikke, du er godt Selskab for Frøken Evangeline. Jeg er ansvarlig for hende, og jeg har i Sinde at passe paa hende."

"De skulde ikke have bedt ham om at komme, hvis han ikke er et respektabelt Menneske," sagde jeg naivt, "men de italienske Madonnaer burde kunne rense og hæve hans Tanker. Det er i alt Fald Dem, der har paataget Dem det Ansvar. Jeg har ikke i Sinde at adlyde andre end mig selv!" Og jeg satte mig bestemt til Rette mellem de Fløjls Puder.

"Ikke godt Selskab!" udbrød Lord Robert. "Hvad er det for noget Vrøvl, Christopher? Du véd vel nok, at jeg ikke har min Lige i hele Kavalleriet."

De lo begge to, og vi blev ved med at tale sammen paa den Maade, Hr. Carruthers var skarp og fin som en Klinge -- Lord Robert aabenhjertig og ligefrem, med en Mine som et forvirret Barn.

Da jeg tænkte, at de begge meget gerne vilde have, at jeg skulde blive, rejste jeg mig og sagde Godnat.

De fulgte mig begge ned ad Galleriet, og vilde begge absolut tænde et af Lysene i den lange Række blanke Sølvlysestager, som stod i Vestibulen, og de præsenterede mig dem med stor paatagen Ærbødighed. Det ærgrede mig, jeg véd ikke hvorfor, og jeg blev pludselig iskold og afslog dem begge, medens jeg igen sagde stift Godnat og gik op ad Trappen paa min stateligste Maade.

Jeg kunde se Lord Roberts Øjenbryn trække sig op i et mere klagende Udtryk end nogensinde, medens han lod den smukke Sølvlysestage hælde og dryppede Stearin paa det bonede Egetræs Gulv.

Hr. Carruthers stod ganske stille og satte Lyset tilbage paa Bordet. Hans Ansigt var kynisk, og han saá snarest ud, som om han morede sig. Jeg kan ikke beskrive, hvor irriteret jeg var, og jeg besluttede straks at rejse i Morgen -- men hvorhen, det kunde kun Skæbnen eller Djævelen vide!

Da jeg kom ind i mit Værelse, fik jeg en Klump i Halsen. Véronique var gaaet i Seng, træt af at have pakket ind hele Dagen.

Jeg følte mig pludselig saa mutters alene, alt det interessante var borte. For Øjeblikket hadede jeg de to dèr nede. Jeg følte, at Situationen var tvetydig og uholdbar, og den havde dog moret mig saa meget for en Time siden.

Det er dumt og tosset, og éns Næse bliver rød af det, men jeg kunde have Lyst til at græde lidt, før jeg gaar i Seng.

_Branches_, Lørdag Efterm. den 5. Novbr.

I Morges vaagnede jeg med Hovedpine og saá, at Regnen piskede mod Vinduerne, og det var Taage og Slud -- det passede rigtig godt til den femte November. Jeg vilde ikke gaa ned til Frokost. Véronique bragte mig min op i min Dagligstue, og med spartansk Bestemthed pakkede jeg ind hele Morgenen.

Omtrent Klokken tolv kom der et Brev fra Lord Robert, det lød saaledes:

"Kære Frøken Travers!

Hvorfor skjuler De Dem? Var jeg saa kedelig i Aftes? Tilgiv mig og kom ned. Har Christopher lukket Dem inde i Deres Værelse? Jeg myrder ham, det Bæst, hvis han har det!

Deres hengivne _Robert Vavasour_."

"Jeg kan ikke, jeg pakker ind," kradsede jeg med Blyant paa Konvolutten og gav Charles, som stod i Vestibulen og ventede paa Svar, den med tilbage. Ti Minutter efter spadserede Lord Robert ind i Stuen, Tjeneren havde ladet Døren staa aaben.

"Jeg kommer for at hjælpe Dem," sagde han med denne Stemme, der lyder saa sikker paa et Velkommen, at man ikke kan bide ham af, "men hvor skal De hen?"

"Det véd jeg ikke," sagde jeg lidt fortabt, og saa bukkede jeg mig og samlede Fotografier sammen af alle Livsens Kræfter.

"Ja, men De kan ikke tage til London alene," sagde han. "Hør engang, jeg skal tage Dem med og bringe Dem til min Tante, Lady Merrenden. Hun er saa sød, og jeg er vis paa, at naar jeg fortæller hende Deres Historie, saa bliver hun henrykt over at kunne tage sig af Dem i nogle Dage, indtil De kan se Dem rigtig om."

Han saá saa ung ud, og hans Ansigt var saa rart, jeg blev rørt.

"Aa nej, Lord Robert! Det kan jeg ikke, men Tak skal De have. Jeg vil ikke staa i Taknemlighedsgæld til nogen," sagde jeg bestemt. "Hr. Carruthers foreslaar en Maade at komme ud over Vanskelighederne paa -- og det er, at jeg skal gifte mig med ham og blive her. Jeg tror ikke, at han virkelig mener det; men han lader, som han gør det."

Han satte sig paa Kanten af et Bord, der allerede i Forvejen var belæsset med Bøger; de fleste af dem væltede og faldt med et Brag ned paa Gulvet.

"Naa, saa Christopher vil have, at De skal gifte Dem med ham, den gamle Ræv!" sagde han og glemte øjensynligt den Overlast, han havde tilføjet Litteraturen. "Men De gør det ikke, vel? For Resten har jeg ingen Grund til at sige det om Christopher. Han er en Pokkers god Ven!"

"De burde ikke bande saa meget, Lord Robert, det støder mig, saaledes som jeg er opdraget," sagde jeg med et Ansigt som en lille Engel.

"Bander jeg?" spurgte han forbavset. "Nej, det tror jeg ikke -- i alt Fald har det ingenting at sige, det er kun et uskyldigt Krydderi paa Konversationen. Men jeg skal nok lade være, hvis De ikke vil have det."

Bagefter hjalp han mig med Bøgerne og var saa munter og elskværdig, at jeg snart blev glad igen, og ved Lunchtid var alting færdigt til at bringes bort. Véronique var ogsaa næsten færdig og stod stiv og _maussade_ ved mit Toiletbord, da jeg kom ind. Hun talte ærbødigt paa Fransk og spurgte, om jeg nu havde lagt mine Planer; thi, forklarede hun mig, hendes Stilling syntes uheldig, men da hun havde været hos mig i fem Aar, følte hun, at hun ikke kunde forlade mig ved et saadant Vendepunkt. Paa samme Tid haabede hun, at Mademoiselle vilde tage en passende Bestemmelse, da hun frygtede (i al Ærbødighed), at det var "_une si drôle de position pour une demoiselle du monde_, alene med _ces messieurs_."

Jeg kunde ikke blive vred; det var meget sandt, hvad hun sagde.

"Jeg vil tage ind til Claridges i Eftermiddag, Véronique," sagde jeg beroligende, "med 5,15 Toget, antager jeg. Vi kan telegrafere efter Lunch."

Det lod til at trøste hende, men hun tilføjede, at det øjensynligt var Mademoiselles Skæbne at gøre et rigt Parti, og hun var sikker paa, at der ventede Mademoiselle megen Lykke og mange Juveler, hvis Mademoiselle bare kunde bestemme sig. Intet er helligt for éns Pige! Hun véd naturligvis det hele med Hr. Carruthers. Stakkels gamle Véronique -- hun har en stor, varm Krog i mit Hjerte. -- Sommetider behandler hun mig med kold Ærbødighed, som om jeg var en Dronning, og til andre Tider er jeg næsten hendes _enfant_, saa øm og moderlig er hun imod mig. Hun finder sig i alle mine Luner og forkæler mig som Barn, netop naar jeg er allerværst.

Lord Robert var tøvende gaaet sin Vej, da Gongongen lød.

"Har vi ikke haft det dejligt?" sagde han, idet han ansaa det for givet, at jeg følte det samme som han. Det er en meget behagelig Egenskab hos ham, og den gør, at man føler Sympati for ham, især naar han ser én ind i Ansigtet med sine søvnige blaa Øjne. Han har Øjenvipper saa lange og krøllede som et Zigøjnerbarns.

Hr. Carruthers var alene i Spisestuen, da jeg kom dèr ind; han stod og saá ud af Vinduet og vendte sig hurtigt om, da jeg kom ind i Stuen. Jeg er vis paa, at han vilde have haft Lyst til at dræbe Fluer paa Ruderne, hvis han havde været en Dreng! Hans Øjne var som Staal.

"Hvor har De været i al den Tid?" spurgte han, da han havde givet mig Haanden og sagt Godmorgen.

"Oppe i mit Værelse for at pakke ind," svarede jeg. "Lord Robert var saa god, han hjalp mig -- vi har faaet alting færdig. Maa jeg saa bestille Vognen til 5,15 Toget?"

"Nej, det maa De rigtignok ikke. -- Gid Pokker havde Lord Robert!" sagde Hr. Carruthers. "Hvad kommer det ham ved? De skal ikke rejse. Jeg vil ikke have det. Kære, taabelige lille Barn" -- hans Stemme var ganske bevæget. "De kan umuligt gaa ud i Verden ganske alene. Evangeline, hvorfor vil De ikke gifte Dem med mig? Jeg -- jeg skal sige Dem, jeg tror -- at jeg kommer til at elske Dem."

"Jeg maatte være ganske sikker paa, at den Mand, jeg giftede mig med, elskede mig, Hr. Carruthers," sagde jeg alvorligt, "før jeg samtykkede i at slutte mit Liv paa den Maade."

Han fik ikke Tid til at svare, for Hr. Barton og Lord Robert kom ind i Stuen.

Ved Bordet var der en trykket Stemning med mange Pauser, og Lord Robert saá mere højtidelig ud end nogensinde. Hans Hænder har saadan en smuk Form -- men det har Hr. Carruthers' ogsaa. De ser begge ud som Gentlemen.

Før vi var færdige, blev der bragt et Brev ind til mig. Det var fra Lady Katherine Montgomerie. Det gjorde hende alt for ondt, sagde hun, at høre om min ensomme Stilling, og hun skrev for at spørge mig, om jeg vilde komme og tilbringe fjorten Dage hos dem paa Tryland Court.

Det var ikke videre godt skrevet, og jeg havde aldrig brudt mig meget om Lady Katherine; men det var ret venligt og passede saa udmærket sammen med mine Planer.

Hun havde sandsynligvis hørt Tale om Hr. Carruthers Ankomst og fandt det højst upassende, at jeg var alene i Huset med ham.

Begge Herrerne havde deres Øjne fæstede paa mit Ansigt, da jeg saá op efter at have læst Brevet.

"Lady Katherine Montgomerie skriver for at indbyde mig til at komme til Tryland," sagde jeg, "saa hvis De vil undskylde mig, vil jeg svare og sige, at jeg kommer i Eftermiddag." Og jeg rejste mig.

Hr. Carruthers rejste sig ogsaa og fulgte efter mig ind i Biblioteket. Han lukkede Døren og kom hen til Skrivebordet, hvor jeg sad.

"Hvis jeg nu lader Dem tage af Sted, vil De saa sige til hende, at De er forlovet med mig, og at vi skal giftes saa snart som muligt."

"Nej, det vil jeg rigtignok ikke," svarede jeg bestemt. "Jeg vil hverken gifte mig med Dem eller med nogen som helst anden, Hr. Carruthers. Hvad tror De dog om mig --? At tænke sig, at jeg skulde komme her tilbage for bestandig og bo hos Dem -- naar jeg slet ikke kender Dem en Smule -- og maatte finde mig i, at De -- maaske -- kyssede mig, og, og -- saadant noget! Det er aldeles forfærdeligt at tænke paa!"

Han lo, som om han ikke kunde lade være. "Men hvis jeg nu lovede ikke at kysse Dem --?"

"Selv da," sagde jeg, og jeg kunde ikke lade være med at bide i mit Penneskaft. "Det kunde hænde, at jeg maaske fik Lyst til at kysse en anden -- og dèr har vi det! Naar man først er gift, saa er alt, hvad der er morsomt, galt!"

"Evangeline! Jeg lader Dem ikke tage bort -- ud af mit Liv! -- De forunderlige lille Heks, De har forstyrret min Sindsro, forvirret mig. Jeg kan intet foretage mig. Jeg synes at trænge saa meget til Dem."

"Pyt!" sagde jeg og saá surmulende paa ham. "De har alt, hvad der kan udfylde Deres Liv -- Stilling, Rigdom, Venner -- De trænger ikke til en Eventyrerske med grønne Øjne."

Jeg bøjede mig ned og skrev til Lady Katherine. Jeg vilde kunne være der omtrent Klokken seks, sagde jeg, og takkede hende i min allerbedste Stil.

"Hvis jeg lader Dem rejse, er det kun for Øjeblikket," sagde Hr. Carruthers, da jeg skrev mit Navn. "Jeg har i Sinde, at De _skal_ gifte Dem med mig -- hører De?"

"_Qui vivra, verra!_" sagde jeg igen. Saa lo jeg og rejste mig med Brevet i Haanden.

Lord Robert saá næsten ud, som om han var ved at græde, da jeg fortalte ham, at jeg tog bort om Eftermiddagen.

"Jeg skal nok faa Dem at se igen," sagde han. "Lady Katherine er i Familie med min Tantes Mand, Lord Merrenden. Men jeg kender hende ikke."

Jeg tror ham ikke -- hvordan skulde han faa mig at se igen -- unge Mænd siger saa meget Vrøvl.

"Jeg kommer derover paa Onsdag for at se, hvorledes De har det," sagde Hr. Carruthers. "Vil De saa ikke nok være hjemme?"

Det lovede jeg, at jeg vilde, og saa gik jeg ovenpaa.

Saa har mit Liv paa Branches altsaa Ende.

Jeg skal begynde paa en ny Tilværelse, Begyndelsen paa mit Liv som Eventyrerske!

Hvor fuldstændigt alle éns Begreber kan forandres paa nogle faa Dage! I Dag for tre Uger siden levede Fru Carruthers. I Dag for to Uger siden var jeg ikke længere en rig Arving -- for kun tre Dage siden tænkte jeg ganske roligt paa den Mulighed at gifte mig med Hr. Carruthers -- og nu -- vilde jeg ikke for alt i Verden gifte mig med nogen! Nu skal jeg til at begynde et nyt Liv! Jeg vil se Verden og en Masse forskellige Mennesker. -- Jeg vil vide, hvad det er, som faar Uret til at gaa rundt -- Livets store Urværk. Jeg vil danse og synge og le, og jeg vil leve -- og -- ja -- maaske engang kysse én, som jeg elsker --!

EVANGELINE REJSER UD I VERDEN.

Hvor den gode Gud maa smile bedrøvet ved sig selv, naar han ser ned paa katolske Præster og Nonner, Eremitter og Fanatikere og ser, hvorledes de med deres snævre Begreber har forvrænget hans smukke Planer! De prøver paa at skaffe den røde Farve bort fra Solspektret i Stedet for at forædle og forherlige den med Sjælens Sollys.

_Theodoras Ægteskab._

_Tryland Court, Headington_. Onsdag den 9. Novbr.

Gud forbarme sig! Jeg har været her i hele fire Dage, og jeg spørger stadig mig selv, hvordan jeg skal holde det ud Resten af de fjorten Dage. Før jeg tog fra Branches, begyndte jeg at miste Humøret. Det var en forfærdelig rørende Afsked med Husholdersken og Folkene, som jeg har kendt, fra jeg var Barn, og jeg hader den kvælende Følelse -- især til sidst, da Hr. Carruthers kom ud i Vestibulen -- medens jeg endnu havde Taarer i Øjnene -- og han saá det, og det gjorde Lord Robert ogsaa!

Jeg blinkede og blinkede, men der var alligevel en Taare, der trillede ned ad min Næse, det var rædsom flovt.

Hr. Carruthers havde umaadelig travlt med at sørge for, at jeg skulde faa det bekvemt paa Turen; hans Tone var koldere end nogensinde, og han vilde endelig have, at jeg skulde drikke noget _cherry brandy_. Det ligner ham slet ikke at gøre saa mange Ophævelser, saa jeg antager, at han ogsaa syntes, at det var et kedeligt _quart d'heure_. Lord Robert skjulte ikke sin Deltagelse, han kom hen til mig og tog min Haand, medens Christopher talte med den Tjener, som skulde køre med mig.

"De er sød," sagde han, "og en Knop, og glem ikke, at jeg kommer og besøger Lady Katherine, inden De tager derfra; saa kommer De ikke til at føle, at De er helt imellem fremmede."

Jeg takkede ham, og han trykkede min Haand saa venligt -- jeg kan godt lide Lord Robert.

Jeg var snart glad igen, og _insouciante_, og det sidste, de saá af mig, var, da jeg smilede til dem ud af Vinduet, medens jeg kørte bort i Tusmørket. De stod begge paa Trappen og vinkede til mig.

De var færdige med at drikke Te paa Tryland, da jeg kom; det var en lang, fugtig Køretur! Og jeg sagde til Lady Katherine, at det gjorde mig ondt, at jeg var kommet saa sent, og at hun endelig ikke maatte have Ulejlighed med at lade komme frisk Te til mig; men hun vilde endelig, og noget efter kom der en hel ny Ladning, lavet i en Fart af Vand, som ikke havde kogt, og jeg maatte sluge en ækel Kop Te -- oven i Købet Ceylonte -- jeg hader Ceylonte! Hr. Montgomerie varmede sig ved Ilden og skyggede helt for os andre, som sad og rystede af Kulde paa en Række højryggede Stole, der stod langt udenfor Kamintæppets Radius.

Han har en Maade at puste sine Kinder op paa og frembringe en Lyd omtrent som "Bur--r--r--r," -- det lyder meget djærvt og hjerteligt, indtil man straks efter opdager, at han har sagt noget ondt om en eller anden.

Og medens rødt Haar ser meget godt ud paa mig, synes jeg, at en Mand med rødt Haar er det grimmeste i Verden. Hans Ansigt er rødt, og hans Næse og Kinder er næsten purpurrøde; han har ildrøde Bakkenbarter, der skinner, saa de kunde gøre en Kat bange paa en mørk Vej.

Han var en rig skotsk Fabrikant, og jeg antager, at den stakkels Lady Katherine skulde gifte sig med ham, skønt, da hun selv er skotsk, tænker jeg ikke, hun lægger Mærke til, at han er temmelig plump.

Der er to Sønner og seks Døtre, én gift, fire voksne og én, der gaar i Skole i Bryssel, og de har allesammen rødt Haar! -- Men det er glat og groft, og de har hvide Øjenvipper og Fregner, saa det er virkelig meget venligt af Lady Katherine, at hun har indbudt mig til at komme her.

De er allesammen tilsyneladende saa gode som Guld, og en af dem udfører Brandmalerier, og en anden binder Bøger ind, den tredie broderer Alterduge og den fjerde strikker Slips -- altsammen i veldædigt Øjemed, og de beder alle, saa snart de kommer ind i Huset, om at give til deres Velgørenhed. Hende med Slipsene og hende med Alterdugene sad og arbejdede flittigt i Dagligstuen -- de hedder Kirstie og Jean -- Jessie og Maggie, de to med Brandmaleri og Bogbinderi, har en Stue for sig selv, deres "Værksted" kalder de den. De var der endnu, antager jeg, for jeg saá dem ikke før til Middag.

I mange Aar plejede vi at se hinanden en Gang om Aaret, ved Fru Carruthers Juleselskaber, og jeg kan huske, at jeg hadede deres Raasilkelivbaand, og de havde for det meste Snue; et Aar smittede de os alle med Faaresyge, og saa blev de ikke indbudt næste Aar. Jean, hende med Alterdugen, er paa min Alder, de andre er ældre.

Det var virkelig meget vanskeligt at finde paa noget at sige, og jeg kan godt forstaa, at der er Folk, der bliver befippede, naar de bliver pint saadan. Jeg har ikke været befippet siden for otte Aar tilbage, da Fru Carruthers sidste Gang gav mig en paa Øret for det. Lige før jeg gik op for at klæde mig om, spurgte Hr. Montgomerie mig rent ud, om det var sandt, at Hr. Carruthers var kommet. Lady Katherine havde kredset omkring det Spørgsmaal i et helt Kvarter.

Jeg sagde kun Ja, men det var ikke nok; da han først var begyndt, gjorde han en hel Masse Spørgsmaal med "Bur--r--r--r" imellem hvert. Vilde Hr. Carruthers skyde Fasaner til November? Havde han besluttet sig til at beholde Kokken? Havde han opgivet den diplomatiske Løbebane? Jeg sagde, at jeg virkelig ikke vidste noget om alt det, jeg havde set saa lidt til ham.

Lady Katherine nikkede, medens hun maalte en Trøster, som hun var ved at strikke, for at se, om den var lang nok.

"Det maa sikkert have sat Dem i Forlegenhed, at han i det hele taget kom, det var ikke meget taktfuldt af ham, synes jeg, men jeg antager, at han gerne vilde se sin Arv saa snart som muligt," sagde hun.

Jeg var lige ved at le ved at tænke paa, hvad hun vilde sige, hvis hun vidste, hvilken Del af sin Arv han egentlig var kommet for at se. Jeg gad vide, om hun nogensinde har hørt, at Fru Carruthers mere eller mindre efterlod mig til ham i sit Testamente.

"Jeg haaber, at De i det mindste havde Deres gamle Guvernante hos Dem," sagde hun, medens vi gik op ad Trappen, "saa De kunde føle Dem mindre uhyggelig til Mode -- det var sandelig en forfærdelig Situation for en ung Pige at være alene i Huset med en ugift Mand."

Jeg fortalte hende, at Hr. Barton ogsaa var der, men jeg havde ikke Mod til at sige noget om Lord Robert, jeg sagde kun, at der var en af Hr. Carruthers Venner, som var en stor Kunstkender, og at han var kommet for at se paa Malerierne.

"Aa, han skal vel vurdere dem. Jeg haaber ikke, at han sælger Corregioerne!" udbrød hun.

"Nej, det tror jeg ikke," sagde jeg og svarede slet ikke paa Spørgsmaalet om Vurderingen.

At Hr. Carruthers er ugift, det er det, der synes at volde hende mest Bekymring; hun begyndte igen, før vi naaede min Sovekammerdør:

"I Morges hørte jeg tilfældigvis et Rygte hos Frøken Sheriton (hun har en Uldgarnsfabrik i Headington, vor By)," sagde hun, "og saa skrev jeg straks til Dem. Jeg følte, hvor frygteligt det vilde være for et af mine egne kære Pigebørn at være alene med en ugift Mand paa den Maade -- jeg kan næsten ikke forstaa, at De ikke blev oppe i Deres egne Værelser."

Jeg takkede hende for hendes venlige Tanker, og saa gik hun endelig.

Hvis hun bare vidste! De ugifte Mænd, som kom ned ad Korridoren for at tale med Mademoiselle, var ikke nær saa næsvise som de gamle Fyre, der havde en Kone et eller andet Sted. Lord Beutworth var gift, og han vilde have, at jeg skulde kysse ham; hvorimod gamle Oberst Grimston ikke havde nogen Kone, og han gjorde aldrig en Kat Fortræd! Og jeg gad nok vide, hvad hun troede, Hr. Carruthers vilde gøre mig, siden det vilde have været klogere at blive oppe i mine egne Værelser. Maaske tror hun, at Diplomater er et Slags vilde Dyr, fordi de har levet i fremmede Lande.

Mit Værelse er rædsomt efter mit nydelige rosenrøde Sirtses paa Branches. Afskyelige gule Træmøbler, og ingenting passer sammen, men der er Masser af Klædeskabe, saa Véronique er tilfreds.

De var alle i Dagligstuen, da jeg kom ned, og Malcolm, den ældste Søn, som er i et højlandsk Regiment, var kommet med Toget.

Jeg havde en skrækkelig Følelse af at være kommet for sent, og at Hr. Montgomerie havde Lyst til at bande ad mig, skønt Klokken kun var et Minut over tre Kvarter til otte.

Han sagde "Bur--r--r--r" flere Gange og fløj af Sted til Spisestuen med mig hængende ved sin Arm, og han mumlede, at man kunde ikke forlange noget af en Kok, naar man lod Maden vente! Saa jeg ventede noget vidunderligt i Retning af Mad; men den er ikke halvt saa god som den, vor Kok lavede paa Branches. Og Tjenerne er ikke alle lige høje, og deres Liberier sidder ikke saadan, som Fru Carruthers altid fordrede, at vore skulde.