Part 2

Han lo. "De sælsomme lille Dame!" sagde han; hans Ærgrelse begyndte at tabe sig. Og naar han ler, kan man se, hvor lige hans Tænder er, men de to Hjørnetænder er spidse som en Ulvs.

"Det var maaske alligevel bedre, at De giftede Dem med mig!"

"Nej, det vilde stække mine Vinger," sagde jeg oprigtigt og saá ham lige ind i Ansigtet.

"Hr. Barton siger, at De har i Sinde at rejse herfra paa Lørdag. Jeg beder Dem om ikke at gøre det -- betragt dette Hus som Deres Hjem, saa længe De vil -- indtil De har taget en anden Bestemmelse for Deres Fremtid. De ser alt for ung ud til at drage alene omkring i Verden!"

Han bøjede sig ned og saá nærmere paa mig -- der var en underlig Klang i hans Stemme.

"Jeg er tyve Aar, og jeg har ofte faaet Skænd," sagde jeg roligt, "det forbereder én paa mange Ting. Jeg vil nyde at kunne gøre, hvad jeg vil."

"Og hvad vil De da gøre?"

"Jeg vil tage til Claridges, indtil jeg kan se mig om efter noget andet."

Han bevægede sig uroligt.

"Men har De da ingen Slægtninge? Ingen, som kan tage sig af Dem?"

"Det tror jeg ikke. Min Moder var ikke noget særligt, véd De nok -- en Frøken Tomkins."

"Men Deres Fader?" Han satte sig i Sofaen ved Siden af mig; han saá ud, som om han baade var forvirret og morede sig -- maaske forbavsede jeg ham.

"Papa? Aa! han var den sidste af sin Slægt -- det var pæne Folk, men der er ikke flere tilbage af dem."

Han skød en af Puderne til Side.

"Det er en umulig Stilling for en ung Pige at være fuldstændig alene. Det kan jeg ikke tillade mig. Jeg føler mig ansvarlig for Dem. I Grunden vilde det passe meget godt, hvis De giftede Dem med mig -- jeg er ikke særlig huslig anlagt af Naturen, saa jeg vilde være meget lidt hjemme. -- De kunde bo her og have en sikker Stilling, og jeg kunde komme af og til og se, om De havde det godt."

Det var ikke til at forstaa, om det var Spøg eller Alvor.

"De er alt for god," sagde jeg uden Spor af Ironi, "men jeg elsker Frihed, og naar De var hjemme, kunde det blive saa besværligt --"

Han lænede sig tilbage og lo muntert.

"De er i det mindste oprigtig," sagde han.

I samme Øjeblik traadte Hr. Barton ind i Stuen med mange Undskyldninger, fordi han kom saa sent. Straks efter kom Hushovmesteren med de sædvanlige Ceremonier og meldte pompøst: "Der er serveret, Herre." Hvor de hurtigt anerkender den ny Herre!

Hr. Carruthers bød mig Armen, og vi gik langsomt ned ad Billedgalleriet til Spisesalen, og dèr satte vi os ved det lille runde Bord midt i Salen, det ligner en Ø midt i en Sø.

Jeg talte pænt ved Bordet. Jeg var værdig og alvorlig og ganske frejdig. Hr. Carruthers kedede sig ikke.

Kokken havde overgaaet sig selv i Haab om at beholde Pladsen. Jeg har aldrig været saa nervøs i mit Liv.

Efter Middag sad jeg og lod, som om jeg sov under en stor Lampe i Biblioteket -- en Bog med nogle dumme Digte laa i mit Skød -- da Døren blev aabnet og han -- Hr. Carruthers -- kom ind alene. Jeg aabnede ikke Øjnene. Han stod og saá paa mig et Minut -- hvor jeg dog véd nøjagtig Besked! -- Saa sagde han: "Du er meget smuk, naar du sover!"

Hans Stemme var ikke kærtegnende eller smigrende, kun som om en Kendsgerning havde tvunget ham til denne Ytring.

Jeg lod, som om jeg vaagnede ganske roligt.

"Var den Portvin fra 47 saa god, som De haabede?" spurgte jeg sympatisk.

Han satte sig. Jeg havde stillet min Stol saadan, at der ikke stod nogen anden i dens umiddelbare Nærhed. Han sad altsaa lidt fra mig og kunde se hele min Silhouet.

"Portvinen fra 47 -- naa jo! -- men jeg vil ikke tale om Portvin. Jeg vil have, De skal fortælle mig en hel Masse mere om Dem selv og Deres Planer."

"Jeg har ingen Planer -- undtagen at se Verden."

Han tog en Bog og lagde den bort igen, han var ikke fuldkommen rolig.

"Jeg tror ikke, jeg vil lade Dem rejse. Jeg er mere end nogensinde overbevist om, at De bør have nogen til at tage sig af Dem. De er ikke af en Type, som trygt kan rejse omkring alene."

"Aa! hvad min Type angaar," sagde jeg modløst, "den véd jeg god Besked om. Fru Carruthers sagde, at ingen med den Sammenblanding af Farver kunde være god, saa jeg har ikke i Sinde at forsøge paa det. Det bliver meget let."

Han rejste sig hurtigt op og stod foran den store Brændeild med saadant et komisk Udtryk i sit Ansigt.

"De er det besynderligste Barn, jeg nogensinde har truffet," sagde han.

"Jeg er ikke et Barn -- og jeg har i Sinde at lære saa meget som muligt."

Han gik igen hen til Sofaen og arrangerede Puderne -- store, pragtfulde, svære Puder af gammelt italiensk Brokade, stive af Sølv og Guld.

"Kom!" bad han. "Sid her ved Siden af mig og lad os tale sammen; De sidder Mile borte fra mig, og jeg vil gerne tale Fornuft med Dem."

Jeg rejste mig straks og kom langsomt hen til ham og satte mig roligt ned; der laa en purpurrød Pude med Sølv lige under Lyset, paa den hvilede jeg mit Hoved.

"Tal saa!" sagde jeg og lukkede mine Øjne halvt.

Aa! hvor jeg morede mig! Det var første Gang i mit Liv, at jeg var alene med en rigtig Mand! De -- de gamle Gesandter og Politikere og Generaler fortalte mig altid, at jeg vilde blive smuk, nu vilde jeg prøve, hvad jeg kunde udrette.

Hr. Carruthers blev ved med at tie -- men han satte sig ved Siden af mig og saá, og saá mig lige ind i Øjnene.

"Naa, tal saa," sagde jeg igen.

"Véd De, at De er en meget foruroligende Person?" sagde han endelig, for at begynde med noget.

"Hvad er det?" spurgte jeg.

"Det er en Kvinde, der forvirrer éns Tanker, naar man ser paa hende. Nu synes jeg ikke, at jeg har noget at sige -- eller alt for meget."

"De kaldte mig et Barn."

"Jeg burde have kaldt Dem en Gaade."

Jeg forsikrede ham om, at jeg ikke var det mindste sammensat, og at jeg kun vilde have, at alting skulde være ganske lige ud ad Landevejen, og at jeg gerne vilde være i Fred og ikke behøve at blive gift eller plages med at adlyde Folk.

Vi talte rigtig rart sammen.

"De rejser ikke herfra paa Lørdag," sagde han lidt efter uden Anledning. "Jeg tror heller ikke, at jeg rejser i Morgen. Jeg vil gerne have, at De skal vise mig Haven og Deres Yndlingssteder."

"I Morgen faar jeg travlt med at pakke ind," sagde jeg alvorligt, "og jeg tror heller ikke, at jeg har Lyst til at vise Dem Haverne -- der er nogle Steder, jeg har holdt meget af, og som jeg tror, det vil gøre mig lidt ondt at sige Farvel til."

I det samme kom Hr. Barton ind i Stuen; han var urolig og lod til at have travlt. Hr. Carruthers Ansigt blev igen haardt, og jeg rejste mig for at sige Godnat.

"Lov mig, at De vil komme ned og give mig Kaffe i Morgen tidlig," sagde han, idet han aabnede Døren for mig.

"_Qui vivra, verra_," svarede jeg og gik ud i Vestibulen. Han fulgte med og blev staaende, medens jeg gik op ad Trappen.

"Godnat," sagde jeg sagte, da jeg kom helt op, og jeg lo lidt -- jeg véd ikke hvorfor.

Han sprang op ad Trappen, tre Trin ad Gangen, og før jeg kunde dreje Haandtaget paa min Dør, stod han ved Siden af mig.

"Jeg véd ikke, hvad det er, der er ved Dem," sagde han, "men De gør mig gal -- jeg vil alligevel opfylde min Tantes Ønske! Jeg vil gifte mig med Dem og aldrig lade Dem komme mig af Syne -- hører De?"

Aa, der kom saadan en underlig berusende Følelse over mig -- og den er der endnu! Naturligvis mener han sandsynligvis ikke alt det i Morgen, men at have faaet saadan en stiv Stenblok til at fare op ad Trappen og sige alt det, er aldeles dejligt!

Jeg saá op paa ham gennem mine Øjenvipper. "Nej, De vil ikke gifte Dem med mig," sagde jeg roligt, "eller gøre noget andet, som jeg ikke vil have. Godnat!" Og jeg smuttede ind i mit Værelse og lukkede Døren. Jeg kunde høre, at han ikke rørte sig i nogle Sekunder. Saa gik han ned ad Trappen, og jeg var alene med mine Tanker.

Mine Tanker! Gud véd, hvad de betyder! Hvad gjorde jeg, som havde den Virkning paa ham? Det var min Hensigt at gøre noget, og jeg gjorde det, men jeg er ikke ganske sikker paa, hvad det var. Men det er nu ogsaa ligegyldigt. Det er tilstrækkeligt for mig at vide, at jeg har faaet min Selvagtelse tilbage, og nu kan jeg se mig om i Verden med en god Samvittighed.

Han har bedt mig om at gifte mig med sig, og jeg har svaret, at jeg vil ikke.

_Branches Park_. Torsdag Aften den 3. Novbr. 1904.

"Kære Bob![1]

[1] Et Brev fra Hr. Carruthers, som senere kom i Evangelines Besiddelse, og som hun satte ind i Dagbogen paa dette Sted.

Der er hændet mig noget sælsomt! Jeg kom hertil for at overtage Godset og for bestemt at sige, at jeg ikke vilde gifte mig med Frøken Travers, og jeg fandt hende med rødt Haar, en Hud som Mælk og et Par grønne Øjne, som ser paa én ud fra en Skov af sorte Øjenvipper med tusind uudtalte Udfordringer. Det skulde ikke undre mig, hvis jeg begik en eller anden Daarskab. Man har læst om saadanne Kvinder i det femtende Aarhundrede i Italien, men jeg har aldrig før truffet én. Hun har ikke været i Stuen i ti Minutter, før man faar en Følelse af Uro og ønsker, man véd ikke hvad -- især at røre ved hende, tror jeg. Du gode Gud! Hvilken Hud -- som Mælk og sjældne Roser -- og den rødeste Amors Bue af en Mund! Du skulde hellere komme med det samme (det er sandsynligvis noget, der falder i din Smag) og frelse mig fra den rene Idioti. Situationen er enestaaende; hun og jeg er bogstavelig alene i Huset, for gamle Barton regner jeg ikke for noget. Hun har ingen Steder at tage hen, og saa vidt jeg kan forstaa, har hun ikke en eneste Ven i Verden. Jeg burde vist rejse -- jeg vil forsøge, om jeg kan paa Mandag, men kom i Morgen med 4-Toget.

Din _Christopher_.

P. S. Portvinen fra 47 er første Klasse, og der er nogle Flasker af gamle Tantes fineste Champagne, siger Barton, dem kan vi drikke. Jeg sender dette med Eksprestoget, saa faar du det i god Tid til 4-Toget."

_Branches_, Fredag Aften den 4. Novbr.

I Morges drak Hr. Carruthers Kaffe alene. Hr. Barton og jeg nød vort Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe med rynket Pande.

"De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?"

"Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud." Og jeg gik ned ad Korridoren med Ulvehundene efter mig.

"De er ikke en venlig Værtinde," raabte han efter mig.

"Jeg er slet ikke Værtinde, jeg er Gæst," svarede jeg.

Han fulgte efter mig. "Saa er De en meget ligegyldig Gæst, der ikke bryder sig om at glæde sin Vært."

Jeg sagde ingenting; jeg saá kun paa ham over Skuldrene, da jeg gik ned ad Marmortrinene -- saá kun paa ham og lo, ligesom den foregaaende Aften.

Han vendte sig og gik ind i Huset uden at sige et Ord, og jeg saá ham ikke igen før lige inden Frokost.

Der er noget ubehageligt ved at sige Farvel til et Sted, og jeg følte alle Slags Sindsbevægelser paa forskellige Steder under min Spadseretur. Men alt det er latterligt og maa glemmes. Da jeg gik omkring Hjørnet paa Terrassen, havde et Vindstød nær blæst mig lige i Armene paa Hr. Carruthers. Det er et afskyeligt Vejr, vi har i dette Efteraar.

"Hvor har De været hele Formiddagen?" spurgte han, da vi var kommet os lidt. "Jeg har søgt efter Dem overalt."

"De kender endnu ikke alt, ellers havde de fundet mig," sagde jeg og lod, som om jeg vilde gaa videre.

"Nej, De maa ikke gaa nu," udbrød han og gik ved Siden af mig. "Hvorfor vil De ikke være elskværdig og faa mig til at føle mig hjemme?"

"Jeg beder om Forladelse -- hvis jeg har været uelskværdig," sagde jeg med stor Oprigtighed. "Fru Carruthers har altid opdraget mig til at have gode Manérer."

Derpaa talte han i en halv Time med mig om Godset.

Han syntes at have glemt sin Heftighed fra den foregaaende Aften. Han spurgte mig om alt muligt og viste en Finfølelse, som jeg ikke havde ventet af hans haarde Ansigt. Jeg blev ganske ked af det, da Gongongen lød til Lunch og vi gik ind.

Jeg har ingen bestemt Plan i Hovedet -- jeg driver for Vind og Vove -- det er første Gang, jeg føler, at jeg har Magt over et andet menneskeligt Væsen. Jeg følte en behagelig Gysen ved at se hans Iver, i Modsætning til den tørre Maade, paa hvilken han havde afslaaet min Haand Dagen før. Ved Bordet henvendte jeg mig til Hr. Barton, og han var meget smigret over min Opmærksomhed og blev ved at snakke.

Det begyndte at regne. Regnen strømmede ned og slog imod Vinduesruderne med pludselige, vrede Slag. Der var ingen Udsigt til flere Spadsereture. Jeg gik ovenpaa, medens Hushovmesteren talte med Hr. Carruthers, og begyndte at hjælpe Véronique med at pakke ind. Mine hyggelige Værelser var lutter Kaos og Forladthed.

Medens jeg laa paa Knæ foran en stor Trækasse og prøvede paa at pakke nogle Bøger ned i den, blev der banket paa Døren, og uden videre kom min Vært -- ja, for det er han nu -- ind i Stuen.

"Du gode Gud! Hvad er det? Hvad bestiller De?"

"Pakker ind," svarede jeg og rejste mig.

Han gjorde en utaalmodig Bevægelse.

"Passiar!" sagde han. "Det er ikke nødvendigt at pakke ind. Jeg siger Dem, at jeg ikke vil lade Dem rejse. Jeg vil gifte mig med Dem og beholde Dem her altid."

Jeg satte mig ned paa Gulvet og begyndte at le.

"Naa, saa det mener De?"

"Ja."

"De kan ikke tvinge mig til at gifte mig med Dem, véd De nok -- vel? Jeg vil se Verden, og jeg vil ikke have en kedelig Mand til at plage mig. Hvis jeg nogensinde gifter mig, bliver det fordi -- aa, fordi --" jeg tav og begyndte at pille ved en Bog.

"Fordi hvad?"

"Fru Carruthers sagde, at det var saa taabeligt -- men jeg tror, at jeg vilde foretrække at gifte mig med én, jeg holdt af. Aa, jeg véd godt, at De synes, det er dumt," jeg standsede ham, da han var ved at tale; "men da det naturligvis alligevel ikke varer ved, synes jeg, det kunde være rart at begynde paa den Maade, synes De ikke?"

Han saá sig om i Stuen og videre ind gennem de vidt aabne Fløjdøre i mit nydelige Soveværelse, hvor Véronique stadig var ved at pakke ind.

"De har det jo meget hyggeligt her, det er meningsløst af Dem at tage bort," sagde han.

Jeg rejste mig fra Gulvet og gik hen til Vinduet og tilbage igen. Jeg véd ikke hvorfor, jeg blev saa bevæget; jeg fik en pludselig Følelse af Hygge. Verden derude saá saa vaad og trist ud.

"Hvorfor siger De, at De gerne vil have, at jeg skal gifte mig med Dem, Hr. Carruthers?" spurgte jeg. "De spøger naturligvis."

"Jeg spøger ikke. Jeg er fuldkommen alvorlig. Jeg er rede til at opfylde min Tantes Ønsker. Det kan ikke være nogen ny Tanke for Dem, og De maa have Verdenskundskab nok til at forstaa, at det vilde være den bedst mulige Løsning for Deres Fremtid. Jeg kan jo vise Dem Verden."

Han saá overordentlig godt ud, som han stod dèr med Ansigtet vendt imod det svindende Lys. Sæt, at jeg tog ham paa Ordet.

"Men hvad er det, som har forandret Deres Mening siden i Gaar? De sagde, at De var kommet for at gøre det klart for mig, at De umuligt kunde adlyde hendes Befaling."

"Det var i Gaar," sagde han. "Jeg havde ikke rigtig set Dem; i Dag tænker jeg anderledes."

"Det er kun, fordi det gør Dem ondt for mig; jeg synes Dem vist saa ensom," hviskede jeg undseligt.

"Det er fuldstændig umuligt -- det, som De vil gøre -- at bo alene i et Hotel i London -- Tanken om det gør mig gal."

"Det bliver netop dejligt! Saa har jeg ingen til at kommandere mig fra Morgen til Aften."

"Hør," sagde han og kastede sig i en Lænestol, "De kan gifte Dem med mig, saa skal jeg tage Dem med til Paris, eller hvorhen De vil, og jeg skal ikke kommandere Dem -- jeg skal kun hindre de andre Bæster af Mænd i at se paa Dem."

Men jeg sagde ham straks, at jeg syntes, det vilde blive meget kedeligt. "Jeg har aldrig haft Lejlighed til at lade nogen se paa mig," sagde jeg, "og nu har jeg Lyst til at mærke, hvordan det er. Fru Carruthers forsikrede mig altid, at jeg var meget smuk, skal jeg sige Dem, men hun sagde, at jeg kunde være sikker paa, at det endte galt med mig paa Grund af min Type, med mindre jeg blev gift med det samme, og hvis mit Hoved saa blev skruet den rigtige Vej, gjorde det ingenting; men jeg er ikke enig med hende."

Han gik utaalmodigt op og ned i Stuen.

"Det er netop Sagen," sagde han. "Jeg vilde helst være den første -- jeg vilde helst, at De skulde begynde med mig. Jeg er stærk nok til at holde de andre borte."

"Hvad vil 'begynde med Dem' sige?" spurgte jeg oprigtigt. "Gamle Lord Beutworth sagde, at jeg skulde begynde med ham, da han var her for at skyde Fasaner sidste Efteraar; han sagde, at det kunde ikke gøre noget, han var saa gammel; men jeg gjorde det ikke --"

Hr. Carruthers sprang op fra Stolen.

"Hvad gjorde De ikke? Du gode Gud! Hvad vilde han have, at De skulde gøre?" spurgte han forfærdet.

"Han vilde have, at jeg skulde kysse ham," sagde jeg og slog et Øjeblik Øjnene ned; jeg følte mig fjollet undselig.

Hr. Carruthers saá næsten lettet ud. Det var underligt.

"Den gamle Slyngel! Det lader til, at min Tante har haft en nydelig Omgang!" udbrød han. "Kunde hun ikke passe bedre paa Dem end -- at lade Dem fornærme af sine Gæster."

"Jeg tror ikke, at Lord Beutworth vilde fornærme mig. Han sagde kun, at han aldrig havde set en saa rød Mund som min, og da jeg dog en Gang var nødt til at gaa ad Helvede til med den og saadant et Haar, kunde jeg begynde med at kysse ham -- han forklarede det altsammen."

"Og blev De ikke meget vred?" Hans Stemme var forbitret.

"Nej -- ikke meget, det kunde jeg ikke, jeg rystede saadan af Latter. Hvis De havde set den tossede, gamle Fyr, han lignede en vissen Abekat med farvet Haar og et Øjeglas! -- Jeg fortæller Dem det kun, fordi De sagde 'begynde med Dem', og jeg vilde gerne vide, om det var det samme."

Hr. Carruthers Øjne havde saadan et underligt Udtryk, Forvirring, Morskab og noget mere. Han kom tæt hen til mig.

"Fordi," vedblev jeg, "hvis det er det, tror jeg, at hvis det altid er Begyndelsen -- saa bryder jeg mig ikke om at begynde -- jeg har ikke den mindste Smule Lyst til at kysse nogen -- jeg vilde simpelthen hade det."

Hr. Carruthers lo. "Aa, De er, naar alt kommer til alt, kun et Pattebarn!" sagde han.

Det ærgrede mig. Jeg rejste mig med stor Værdighed. "Teen er serveret i den hvide Dagligstue," sagde jeg stift og gik henimod min Sovekammerdør.

"Send Deres Pige bort og lad os faa den herop," sagde han. "Jeg kan godt lide dette Værelse."

Men jeg var ikke saa let at berolige, jeg kaldte paa Véronique og gav hende mine Ordrer.

"Den stakkels gamle Hr. Barton vilde føle sig saa ensom," sagde jeg og gik ud i Gangen. "Jeg gaar ned og sørger for, at han faar god Te," og jeg saá tilbage over Skulderen paa Hr. Carruthers. Naturligvis fulgte han med mig, og vi gik sammen ned ad Trappen.

I Vestibulen mødte vi en Tjener med et Telegram. Hr. Carruthers rev det utaalmodigt op. Saa saá han ganske ærgerlig ud.

"Jeg haaber, at De ikke bliver ked af det," sagde han, "men en af mine Venner, Lord Robert Vavasour, kommer i Eftermiddag -- han -- forstaar sig meget godt paa Malerier. Jeg havde rent glemt, at jeg havde bedt ham om at komme og se paa Billederne."

Jeg sagde, at han var Vært, og hvorfor skulde jeg have noget imod hans Gæster.

"Desuden," sagde jeg, "rejser jeg selv i Morgen, hvis Véronique kan blive færdig med at pakke ind."

"Snak -- hvorledes skal jeg faa Dem til at forstaa, at jeg slet ikke vil lade Dem rejse?"

Jeg svarede ham ikke -- men saá kun udfordrende paa ham.

Hr. Barton ventede taalmodigt paa os i den hvide Dagligstue, og vi havde ikke siddet og spist Smaakager i mere end fem Minutter, da Lyden af en Vogn paa Vejen udenfor Vinduerne forstyrrede vor kunstige Konversation.

"Det maa være Bob, der kommer," sagde Hr. Carruthers og gik tøvende ud i Vestibulen for at tage imod sin Gæst.

De kom lidt efter ind sammen, og han forestillede Lord Robert for mig.

Jeg saá straks, at han var meget indtagende! Saadan en Skikkelse! Aldeles som den belvederiske Apollo! Jeg kan godt lide det Udseende, smal om Livet og smukke Skuldre, og han ser ud, som om han var smidig som en Slange, og dog kunde brække Ildragere midt over, ligesom Hr. Rochester i "Jane Eyre".

Han har store, søvnige, blaa Øjne med et næsten klagende Udtryk og et lille bitte Overskæg, som er drejet opad i Spidserne, og den smukkeste Mund, man kan se for sine Øjne, og naar han bevæger sig, og man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tænke paa en smuk, dresseret Hest. Jeg véd ikke hvorfor. Straks -- paa Øjeblikket -- da vi saá paa hinanden, følte jeg, at jeg vilde kunne lide "Bob"! Han har intet af Hr. Carruthers kyniske, haarde Udtryk, og jeg er vis paa, at han ikke kan være nær saa gammel, ikke mere end omtrent syvogtyve.

Han syntes at føle sig fuldkommen hjemme, satte sig ned og fik Te og talte paa den roligste, venskabeligste Maade. Hr. Carruthers syntes at fryse til, Hr. Barton blev mere banal, og det hele morede mig umaadeligt.

Jeg plejede at længes efter Eventyr i gamle Dage, da Fru Carruthers levede, og nu oplever jeg dem virkelig?

Hvilken Situation! Jeg er vis paa, at Folk vilde finde den højst upassende! Jeg alene i Huset med disse tre Mænd! Jeg indsaa, at jeg maatte rejse -- men hvorhen?

Imidlertid er det min Hensigt at more mig! Lord Robert og jeg syntes at have Hundreder af Ting at sige hinanden. Jeg kan godt lide hans Stemme -- og han er saa fuldstændig _sans gêne_, at der slet ingen Vanskeligheder er. Da vi var færdige med Teen, var vi som gamle Venner. Hr. Carruthers blev mere og mere høflig og stiv, og til sidst sprang han op og ilede af Sted til Rygeværelset med sin Gæst.

Jeg tog saadan en yndig Kjole paa til Middag, den nydeligste, ærbareste, sorte Kjole; Halsen kiggede lidt igennem det tynde Tøj. Intet kunde være mere tækkeligt og klædeligt, og mit Haar vilde ikke være skikkeligt, men struttede ud alle Vegne i balstyrige Bølger og Krøller.

Jeg syntes, det var raadeligt ikke at komme i alt for god Tid, og jeg gik først ned, da jeg vidste, at der var serveret.

De stod begge paa Kamintæppet. Jeg glemmer altid at regne Hr. Barton med, han sad paa en eller anden Stol, men jeg lagde ikke Mærke til ham.

Hr. Carruthers er omtrent en Tomme højere end Lord Robert; han maa være meget over seks Fod, for den anden er ogsaa høj, men da jeg saá dem sammen, forekom Hr. Carruthers Skikkelse mig stiv og stram ved Siden af Lord Roberts, og han er ikke nær saa smækker om Livet. Jeg gad vide, om nogen anden Nation kan have det udsøgt _soigné_ Ydre som Englændere i Selskabsdragt, jeg tror det ikke. De er virkelig meget kønne begge to, og jeg véd endnu ikke, hvem af dem jeg bedst kan lide.

Vi havde det meget morsomt ved Bordet! Jeg var saa drillevorn, som jeg kunde være -- sympatisk optaget af gamle Bartons lange Historier, og jeg saá kun en Gang imellem paa de to andre gennem mine Øjenvipper -- medens jeg talte paa den pæneste, ærbareste Maade, saa jeg er sikker paa, at selv Lady Katherine Montgomerie -- en af vore Naboersker -- vilde have syntes godt om det.

De skulde ikke kunne sige, at jeg ikke kunde passe paa mig selv i enhver Situation.

"Det er en forbistret god Portvin, Christopher," sagde Lord Robert, da den fra 47 blev budt rundt. "Var det den, du indbød mig til at komme og drikke?"

"Jeg troede, det var, for at De skulde sige Deres Mening om Malerierne," udbrød jeg forbavset. "Hr. Carruthers sagde, at De var en stor Kender."

De saá paa hinanden.

"Naa -- ja --" sagde Lord Robert og løj gennemsigtigt. "Billeder er forfærdelig interessante. Vil De vise mig dem efter Middag?"

"Lyset er alt for svagt til, at en Kender kan undersøge dem ordentligt," sagde jeg.

"Jeg vil saa snart som muligt have det hele oplyst med elektrisk Lys; jeg har skrevet om det i Dag," sagde Hr. Carruthers. "Men jeg skal selv vise dig Billederne i Morgen, Bob."

Det bestemte mig straks til at føre Lord Robert rundt i Aften, og jeg sagde det til ham med fløjlsblød Stemme, medens Hr. Barton optog Christophers Opmærksomhed.