Part 11

Jeg skrev et Brev til Lady Merrenden -- det vilde glæde mig meget at se hende om Formiddagen, paa hvilken som helst Tid der passede hende bedst. Jeg vilde slet ikke gaa ud, og jeg takkede hende. Det var meget lettere at skrive til hende end til Robert.

Da jeg blev alene, kunde jeg ikke spise. Véronique kom ind for at forsøge paa at overtale mig. Jeg saá saa bleg ud, sagde hun, hun var bange for, at jeg var blevet forkølet, hun var i en af sine "gamle Moder" Sindsstemninger, hvor hun sommetider opgiver tredie Person og kalder mig "_mon enfant_".

"Aa, Véronique, jeg er ikke blevet forkølet, jeg er kun vildt lykkelig!" sagde jeg.

"Mademoiselle er uden Tvivl _fiancé_ med Hr. Carruthers. _Oh! mon enfant adorée_," udbrød hun, "_que je suis contente_!"

"Gud bevares, nej!" udbrød jeg. Dette fik mig til med Forfærdelse at tænke paa Christopher. Hvad vilde han sige, naar han hørte det?

"Nej, Véronique, med én, der er meget bedre -- Lord Robert Vavasour."

Véronique var frygtelig interesseret -- hun vilde have foretrukket Hr. Carruthers, indrømmede hun, han var mere solid -- mere _rangé_ -- _plus à fin de ses bêtises_, men uden Tvivl var "Milor" ogsaa indtagende, og saa vilde Mademoiselle ganske sikkert en Gang blive Duchesse. Hvad Slags Krone vilde Mademoiselle imidlertid have paa sit Udstyr?

Jeg var nødt til at forklare hende, at jeg ikke skulde have nogen Krone -- eller noget Udstyr for ubestemt Tid, da intet endnu var afgjort. Det dæmpede hende lidt.

"_Un frère de duc et pas de couronne!_" Efter at have været syv Aar i England var hun endnu ikke i Stand til at forstaa disse underlige Sædvaner, sagde hun.

Hun vilde endelig putte mig i Seng lige efter Middag -- "for at være smukkere for 'Milor' _demain_!" og saa, da hun havde pakket mig ind og var ved at slukke Lyset midt i Stuen, saá hun sig tilbage. "Mademoiselle er alt for smuk saaledes," sagde hun, som om det slap hende ud af Munden -- "_Mon Dieu! il ne s'embêtera pas, le Monsieur!_"

_Claridges_. Mandag Morgen.

Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg levede, før jeg traf Robert. Jeg gad vide, hvad Nytte Dagene var til. Og Gud véd, Gud véd, om jeg, hvis Hertugen bliver ved med at være halsstarrig med Hensyn til mig, nogensinde kan faa Sjælsstyrke nok til at skilles fra ham for ikke at ødelægge hans Fremtid.

Det er saa kort Tid siden -- endnu ikke fire Uger -- at jeg endnu var paa Branches og spekulerede paa, hvad der fik Uret til at gaa rundt -- Livets store Urværk.

Aa, nu véd jeg det! Det er at være forelsket -- frygtelig forelsket, som vi er det. Men jeg maa forsøge paa ikke at tabe Hovedet og huske alle Lady Vers Bemærkninger om Ting og Mænd. De er allesammen Kamphaner, og de maa aldrig føle sig ganske sikre. Det vil blive frygtelig vanskeligt at drille Robert, fordi han er saa ligefrem og naturlig; men jeg maa vel prøve det. Maaske er det nok til at plage Robert, at jeg er saa køn, som jeg er, og at alle de mandlige Væsener ser paa mig med Interesse, saa jeg ikke selv behøver at være kedelig. Det haaber jeg, for jeg elsker ham virkelig saa højt, at jeg gerne vil være naturlig og være saa elskværdig som muligt.

Jeg gør alt det, som jeg før fandt fuldkommen dumt, naar jeg hørte om det. Jeg kyssede hans Brev og sov med det paa Puden ved Siden af mig, og i Morges vaagnede jeg Klokken seks og tændte det elektriske Lys for at læse det igen. Der er enkelte Steder, hvor Ordene er helt udviskede, det er dèr, hvor jeg har kysset mest!

Jeg synes at være ufølsom for alt andet. Jeg er ligeglad, om Lady Ver er vred eller ikke. Jeg har handlet ærligt. Hun kunde ikke vente, at jeg skulde handle anderledes, naar Robert havde sagt rent ud, at han elskede mig. Men jeg er sikker paa, at hun alligevel bliver vred over det, og sandsynligvis lidt ondskabsfuld.

Jeg vil simpelthen skrive Sandheden til hende om et Par Dage, naar vi ser, hvordan det gaar. Hun gætter det maaske, fordi Robert ikke kommer til Sedgwick.

_Claridges_. Mandag Eftermiddag.

Klokken halv tolv i Formiddags kom Lady Merrenden, og Stuen var fuld af Blomster, som Robert havde sendt -- Masser af Violer og Roser. Hun kyssede mig og holdt mig et Øjeblik tæt ind til sig, og vi talte ikke. Saa sagde hun med en Stemme, der skælvede lidt:

"Jeg holder saa meget af Robert -- næsten som om han var mit eget Barn -- at jeg gerne vil have, at han skal være lykkelig, og De ogsaa, Evangeline -- det maa jeg nok kalde Dem, ikke sandt?"

Jeg trykkede hendes Haand.

"De er Genklangen af min egen Ungdom, da jeg ogsaa kendte Kærlighedens vilde Foraarstid. Og jeg behøver ikke at sige, at jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for jer begge."

Saa talte og talte vi.

"Jeg maa tilstaa," sagde hun til sidst, "at jeg var forud indtaget til Gunst for Dem for Deres kære Faders Skyld, men i alt Fald er min Mening om Roberts Dømmekraft saa høj, at jeg vilde have været beredt til at finde Dem indtagende uden det. Han har de sjældneste Egenskaber, han er den mest trofaste, mest uplettede Sjæl i denne Verden."

"Jeg siger ikke," vedblev hun, "at han ikke er akkurat som de andre unge Mænd paa hans Alder og i hans Samfundsklasse; han er intet Dydsmønster, hvilket ingen kan være, som er menneskelig og lever i Verden. Og jeg er vis paa, at venlige Venner vil fortælle Dem Historier om Skuespillerinder og andre Adspredelser, men jeg, som kender ham, siger Dem, at De har vundet den bedste og største Skat i Verden."

"Aa, det er jeg sikker paa!" sagde jeg. "Jeg véd ikke, hvorfor han holder saa meget af mig, han har set mig saa lidt, men det begyndte lige fra det første Minut hos os begge, tror jeg. Han har saadan en smuk Skikkelse."

Hun lo. Saa spurgte hun mig, om hun havde Ret i at antage, at alle disse Genvordigheder, som vi havde haft, var Lady Vers Værk. "De behøver ikke at svare, kære Barn," sagde hun. "Jeg kender Janthe -- hun er selv forelsket i Robert, hun kan ikke gøre ved det; hun mener ikke noget ondt, men hun faar ofte den Slags Anfald, og de gaar over. Jeg tror, at hun i Virkeligheden holder meget af Sir Charles."

"Ja--a--a," sagde jeg.

"Det er en underlig Verden, vi lever i, Barn," fortsatte hun, "og sand Kærlighed og Overensstemmelse i Karakter er saa sjældent forenede, men efter hvad jeg kan dømme, ejer De og Robert dem."

"Aa, hvor jeg er glad over, at De siger det!" udbrød jeg. "De tror altsaa ikke, at jeg _maa_ være slet paa Grund af mine Farver?"

"Hvilken latterlig Idé, De søde Barn!" sagde hun og lo. "Hvem har sagt det til Dem?"

"Det sagde Fru Carruthers -- og -- og -- de gamle Herrer, og selv Hr. Carruthers hentydede til, at jeg sandsynligvis havde nogle underlige Egenskaber. Men De tror nok, at jeg er i Stand til at være temmelig god, ikke sandt?"

Jeg kunde se, at hun morede sig, men jeg var alvorlig.

"Jeg tror, at De sandsynligvis kunde være blevet lidt slem, hvis De var blevet gift med en Mand som Hr. Carruthers," sagde hun smilende; "men med Robert er jeg sikker paa, at De bliver god. Han vil aldrig forlade Dem et Øjeblik, og han vil elske Dem saa højt, at De ikke vil faa Tid til noget andet."

"Aa, det er det, jeg vil kunne lide -- at blive elsket," sagde jeg.

"Jeg tror, at alle Kvinder kan lide det," sukkede hun. "Vi kunde allesammen være gode, hvis den Person, som vi elsker, blev ved med at være demonstrativ. Det er den kolde, dagligdags Hengivenhed, der dræber Kærligheden og faar én til at se efter den andre Steder for at finde den igen."

Saa talte vi om Mulighederne med Hertugen. Jeg sagde hende, at jeg kendte hans _toquade_, og hun kendte naturligvis fuldt ud Mamas Historie.

"Jeg maa sige Dem, kære Barn, at jeg er bange for, at han bliver vanskelig," sagde hun. "Han er en underlig fordomsfuld Person, og meget halstarrig, og han tilbeder Robert, som vi alle gør det."

Jeg vilde ikke spørge, om Hertugen havde fattet Uvillie imod mig, for jeg vidste, at han havde det.

"Jeg indbød Dem med Villie til at møde ham i Lørdags," vedblev hun. "Jeg var sikker paa, at Deres Ynde vilde gøre Indtryk paa ham, ligesom paa mig og min Mand -- men nu spekulerer jeg paa, om det maaske ikke havde været bedre at vente. Han sagde, da De var gaaet, at De var meget for smuk for en Families Fred, og han beklagede Hr. Carruthers, hvis han blev gift med Dem! Det er ikke min Mening at saare Dem, Barn, jeg siger Dem kun alt, for at vi kan tale om, hvad der er bedst at gøre."

"Ja, det véd jeg," sagde jeg, og jeg trykkede igen hendes Haand, hun stikker ikke Kløerne frem som Lady Ver.

"Hvor vidste han noget om Hr. Carruthers?" spurgte jeg, "eller om mig -- eller om nogenting?"

Hun saá skamfuld ud.

"Man kan aldrig sige, hvor han hører noget fra. Han interesserede sig uhyre for at træffe Dem, og han syntes at kende mere til Sagen end jeg. Jeg er næsten bange for, at han maa faa sine Oplysninger fra Tjenestefolkene."

"Aa, viser det ikke Stuepigen i ham, stakkels Menneske!" sagde jeg. "Saa kan han ikke gøre ved det, ikke mere end jeg kunde gøre ved, at jeg græd i Gaar i Parken, medens Robert saá paa det. Naturligvis kunde ingen af os have gjort den Slags Ting, hvis det ikke var for den Plet paa vor Oprindelse, men heldigvis var min ikke en Stuepige, og den var én Generation længere tilbage, saa det er ikke sandsynligt, at jeg skulde gøre den Slags Ting."

Hun lænede sig tilbage i Stolen og lo.

"De sælsomme, sælsomme Barn, Evangeline," sagde hun.

Saa var Klokken akkurat tolv, og Robert kom.

Aa! man taler om Hjertebanken. Hvis mit Hjerte skal blive ved med at hoppe saaledes, hver Gang Robert træder ind i Stuen, saa faar jeg en Hjertesygdom, før der er gaaet et Aar.

Han saá saa indtagende ud, han var i almindelig Formiddagsdragt, og hans Ansigt straalede, og hans Øjne skinnede som blaa Stjerner.

Vi opførte os pænt; han kyssede kun min Haand, og Lady Merrenden saá hen paa Uret imedens. Hun har Takt!

"Er min Evangeline ikke yndig, Tante Sophia?" sagde han. "Og elsker du ikke hendes røde Haar?"

"Det er meget smukt," sagde Lady Merrenden.

"Naar du gaar fra os, vil jeg tage det hele ned," og han hviskede: "Min egen Skat, jeg elsker dig," saa tæt, at hans Læber rørte ved mit Øre, medens han lod, som om han ingenting gjorde! Jeg siger igen, Robert har et Væsen, som kunde fortrylle en Stenstøtte.

"Hvordan var Torquilstone i Aftes?" spurgte Lady Merrenden. "Og fortalte du ham noget?"

"Ikke et Ord," svarede Robert. "Jeg vil vente og raadføre mig med jer begge om, hvad der vilde være det bedste. Skal jeg gaa til ham straks, eller skal vi igen lade ham træffe min Evangeline og lade hende fortrylle ham, som hun er nødt til, og saa sige ham det?"

"Nej, sig det rent ud!" udbrød jeg, da jeg huskede hans Tilbøjelighed til at tale med Tjenestefolkene, og at Véronique vidste det. "Saa kan han aldrig nogensinde sige, at vi har narret ham."

"Det synes jeg ogsaa," sagde Robert.

"Tag du Evangeline med hjem til Lunch, Tante Sophia, saa vil jeg gaa hjem og spise sammen med ham og sige ham det, og saa bagefter komme til dig."

"Ja, det vil være det bedste," og det blev bestemt, at hun skulde komme igen og hente mig om en Time, naar Robert skulde gaa hjem til Vavasour House. Han fulgte hende ud til Elevatoren og kom saa tilbage.

Nej -- ikke engang i denne lukkede Bog vil jeg skrive om den Time -- den var for guddommelig. Hvis jeg havde syntes, at det var Himlen at sidde i Parken, saa véd jeg nu, at der er Grader af Himlen, og at Robert underviser mig op imod den syvende.

Mandag Eftermiddag (fortsat).

Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med Morgenposten -- det fik mig til at le, da jeg læste det, saa glemte jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var mere eller mindre fornuftige igen -- Robert og jeg -- tænkte jeg paa det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa.

"Har du tilfældigvis hørt fra Christopher, om han har faaet dit Brev fra i Gaar Aftes eller ikke?" spurgte han.

Jeg gik og hentede det fra mit Soveværelse, da jeg tog min Hat paa. Robert læste højt:

_"Travellers" Klub_, Søndag Aften.

"_Souvent femme varie, fol qui se fie!_" Jeg haaber, at De har fundet Deres Variation Umagen værd.

"C. C."

"Pokkers uforskammet!" sagde han paa sin gamle Maade; han havde ikke benyttet noget "Krydderi paa Samtalen", siden vi blev -- aa, jeg vil saa gerne sige det -- forlovede!

"Vær forsigtig, kære Evangeline," sagde Lady Merrenden muntert, "ellers knækker Robert Halsen paa enhver Mand paa Gaden, der blot ser paa Dem! Han er vanvittigt skinsyg."

"Ja, det véd jeg, at jeg er," sagde Robert, medens han rettede paa mit Slips med den ugenerte Besiddermine, som jeg holder saa meget af.

Nu tilhører jeg ham, og hvis mit Slips ikke sidder saaledes, som han kan lide det, har han fuldkommen Ret til at binde det om! Lige meget, hvem der er til Stede! Det er hans Mening, ikke Spor af Ceremoni eller Vrøvl, alting ganske ligefremt og naturligt!

Det gør det hele saa behageligt. Da jeg var "Frøken Travers" og han "Lord Robert", var han altid ærbødig og ikke familiær -- undtagen den ene Aften, da han var saa rasende, at han kneb mig i Fingeren! Men nu, da jeg er _hans_ Evangeline og han _min_ Robert (saaledes forklarede han mig det i en af vore Paradistimer), er jeg hans Dronning og hans Elskede -- men paa samme Tid hans Ejendom, akkurat som hans Ur og hans Frakke. Jeg elsker det, og det gør mig ikke en Smule "overlegen", som man skulde have troet.

"Kom nu, Børn!" sagde Lady Merrenden til sidst, "ellers kommer vi for sent!"

Saa tog vi af Sted, og vi satte Robert af paa Vejen, ved Vavasour House. Det er et pragtfuldt Sted, nede i en af de Sidegader, der vender ud til Green Park, og der er en lille Have paa den Side. Jeg har aldrig før været nede ved den lille Plads, hvor det ligger, men enhver kan naturligvis se dets pragtfulde Façade fra St. James' Park, skønt jeg aldrig har vidst, at det var Vavasour House.

"God Lykke," hviskede Lady Merrenden, da Robert steg ud, og saa kørte vi videre.

Der var flere forskellige Mennesker til Lunch paa Carlton House Terrace, et Par Ministre og en berømt Romanforfatter og en stor Portrætmaler, foruden to eller tre yndige Kvinder, den ene var smuk og fiks som Lady Ver, den anden saá mere almindelig ud, men havde et saa elskværdigt Væsen. Der var ingen rigtigt gammeldags Personer som Montgomeries. Vi fik en dejlig Lunch, og jeg gjorde mig Umage for at være elskværdig og gøre mit bedste for at behage min kære Værtinde. Da de alle var gaaet, tror jeg, at vi begge begyndte at blive nervøse og længes efter, at Robert skulde komme. Saa talte vi om Gæsterne.

"Det morer min Mand at se flere forskellige Slags Mennesker," sagde hun, "men vi havde ikke noget videre interessant i Dag, maa jeg tilstaa -- skønt sommetider keder Forfatterne og Forfatterinderne mig -- og de er ofte meget skuffende, man bryder sig ikke mere om at læse deres Bøger, naar man har set dem."

Jeg sagde, at det vilde jeg gerne tro.

"Jeg bryder mig ikke meget om knoppende Genier," fortsatte hun, "jeg foretrækker at vente, indtil de er blevet til noget -- lige meget hvorledes deres Oprindelse er -- saa har de paa Vejen opad erhvervet sig en vis ydre Opdragelse, og de støder ikke én saa meget. Merrenden forstaar udmærket at bedømme den menneskelige Natur, og Forandring morer ham. Hvis jeg var overladt til mig selv, er jeg bange for, at jeg vilde være tilfreds med mindre begavede Mennesker, som simpelt hen hørte til min egen Verden."

I alt, hvad hun siger, kan man mærke, hvorledes hun tænker paa og tager Hensyn til Lord Merrenden og hans Ønsker og Smag.

"Jeg synes altid, at det er saa grusomt imod ham, at vi ingen Børn har," sagde hun; "Titlen uddør med ham, saa jeg maa gøre ham saa lykkelig, som jeg kan."

Hvilken god og retfærdig Kvinde.

Til sidst talte vi om Robert, og hun fortalte mig Historier fra hans Drengetid, morsomme Etonhistorier og senere Bedrifter. Og om, hvor modig og prægtig han havde været i Krigen; og om, hvorledes Folkene paa Torquilstone allesammen elskede ham; og om hans Popularitet og Indflydelse hos dem. "De maa faa ham til at gaa ind i Parlamentet," sagde hun.

Saa kom Robert ind i Stuen. Aa, hans kære Ansigt talte, der behøvedes ingen Ord! Man kunde se, at Hertugen havde været haardhjertet.

"Naa?" sagde Lady Merrenden.

Robert kom lige over til mig og tog mit Ansigt i begge sine Hænder. "Min egen Elskede," sagde han, "frem for alt vil jeg have, at du skal vide, at jeg elsker dig højere end alt andet i Verden, og at intet kan gøre nogen Forskel," og han kyssede mig lige for Øjnene af sin Tante. Hans Stemme var saa bevæget -- og jeg véd, at vi alle havde en lille Klump i Halsen; saa stillede han sig foran os, men han holdt mig i Haanden.

"Torquilstone var rædsom, kan jeg se," sagde Lady Merrenden. "Hvad sagde han, Robert -- sig os alt? Evangeline ønsker det ogsaa, er jeg sikker paa, lige saa vel som jeg."

Robert saá meget bleg og alvorlig ud, man kan se, hvor bestemt hans Mund i Virkeligheden er, og hvor faste hans kære, blaa Øjne.

"Jeg sagde til ham, at jeg elskede Evangeline, som jeg havde forstaaet, at han havde truffet i Gaar, og at det var min Hensigt at gifte mig med hende --"

"Og han svarede?" spurgte Lady Merrenden aandeløst.

Jeg holdt kun fastere paa Roberts Haand.

"Han bandede som en Matros og satte sit Glas saa haardt ned paa Bordet, at det knustes -- en modbydelig Hidsighed -- jeg skammede mig over ham. Saa sagde han, aldrig, saa længe han levede og kunde forhindre det -- og at han havde hørt noget om min Bedaarelse, og da jeg ikke plejede at have det paa den Maade, havde han undersøgt Sagen og fundet, at Familien var højst utilfredsstillende. Saa var han kommet her i Gaar i det Øjemed at se dig -- min Skat, og han havde dømt for sig selv. Pigen var en 'djævelsk Skønhed' (hans Ord, ikke mine) med de uartigste, mest udfordrende Øjne og en Mund -- Nej, jeg kan ikke sige Resten, og det gør mig for rasende!" og Roberts Øjne lynede.

Lady Merrenden rejste sig fra sin Stol og kom hen og tog min anden Haand. Jeg følte mig, som om jeg ikke kunde staa høj og rank nok.

"Kort og godt, han har absolut nægtet at have noget at gøre med Sagen; han siger, at jeg skal ikke vente noget mere fra ham, og vi er skilt fra hinanden for bestandig!"

"Aa, Robert!" udbrød Lady Merrenden forfærdet.

Robert lagde sine Arme omkring mig, og hans Ansigtsudtryk forandredes til straalende Glæde.

"Naa, det bryder jeg mig ikke om -- hvad har det at sige! Nogle faa Ejendomme og Tusinder i en dunkel Fremtid -- Tabet af dem er ingenting for mig, naar jeg blot har min Evangeline nu."

"Men, kæreste Robert," sagde Lady Merrenden, "du kan umuligt leve uden det, han giver dig, hvad har du selv? Omtrent atten Hundrede Pund om Aaret, antager jeg, og du véd, min egen Dreng, at du ofte har Gæld. Han betalte fem Tusind Pund for dig sidste Paaske. Aa, hvad skal vi gøre!" og hun slog sine Hænder sammen.

Jeg følte mig, som om jeg var blevet til Sten. Skulde al denne guddommelige Lykke smutte ud af mine Hænder? Ja, det saá ud til det, for jeg kunde aldrig slæbe Robert ind i Fattigdom og ødelægge hans Fremtid.

"Han kan ikke berøve dig Torquilstone og disse Tusinder af Tønder Land, som næsten intet indbringer, men uheldigvis kan han disponere over Ejendommene i London. Aa, jeg maa gaa hen og tale med ham!"

"Nej!" sagde Robert. "Det vilde ikke være til den mindste Nytte, og det vil se ud, som om vi vilde bede ham om noget." Hans Ansigt var blevet saa inderlig bedrøvet, da Lady Merrenden talte om hans Penge.

"Elskede!" sagde han med brudt Stemme. "Nej, det er sandt, det vilde ikke være rigtigt at gøre dig til Tigger. Jeg vilde være en Slyngel, hvis jeg bad dig om det. Vi maa se at finde paa en Maade at blødgøre min Broder paa!"

Saa talte jeg.

"Robert," sagde jeg, "hvis du kun var John Smith, vilde jeg sige, at jeg gerne vilde bo med dig i en Hytte, eller endogsaa i en mørk Gyde -- men det er du ikke, og jeg vilde ikke for alt i Verden drage dig ned, ud af det, der er din Stilling i Livet -- det vilde være en daarlig Kærlighed. Hvis alt slaar fejl, maa vi skilles, og du maa glemme mig."

Han tog mig i sine Arme, og vi hørte Døren blive lukket. Lady Merrenden havde ladet os være alene. Den næste halve Time var fuld af Kval og guddommelig Lykke paa samme Tid.

"Jeg vil aldrig glemme dig, og aldrig i Verden vil jeg tage en anden Kvinde, det sværger jeg ved Gud," sagde han til sidst. "Hvis vi maa skilles, er al Glæde i Livet forbi for mig."

"Og for mig ogsaa, Robert!"

Vi gav hinanden de lidenskabeligste Kærlighedsløfter, men jeg vil ikke skrive dem her, der er en anden lukket Bog, i hvilken jeg gemmer dem -- min Sjæls Bog.

"Vilde det være til nogen som helst Nytte, hvis Oberst Tom Carden talte med ham?" spurgte jeg. "Han var min Faders Forlover ved hans Bryllup, og han véd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama, og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt Baroni, tror jeg det er -- aa! kan det gøre saa stor en Forskel paa Børnene, at deres Forældre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien? Jeg -- jeg -- jeg véd ikke meget om den Slags Ting!"

"Min søde Skat!" sagde Robert, og trods al vor Sorg smilede han og kyssede mig, "min søde, søde Evangeline."

"Men kender Hertugen alle Enkelthederne ved Historien," spurgte jeg, da jeg kunde tale -- det kan man ikke, naar man bliver kysset.

"Hver en Smule, lader det til. Han siger, han vil ikke diskutere den Sag, jeg maa vide, at det er nok, da jeg altid har kendt hans Synspunkter, men hvis det ikke er tilstrækkeligt, er din vilde, ryggesløse Skønhed det. Du vilde ikke være mig tro i et Aar, sagde han. Jeg kunde neppe afholde mig fra at dræbe ham, da han kastede mig det i Ansigtet."

Jeg følte, at jeg blev hidsig. Hvor frygteligt uretfærdigt -- hvor grusomt. Jeg gik hen og saá mig i Spejlet -- et stort Spejl, der hang mellem Vinduerne -- og trak Robert med mig.

"Aa! sig mig, sig mig, hvad det er. Ser jeg saa slem ud? Det er sikkert en Forbandelse, der hviler paa mig!"

"Naturligvis ser du ikke slem ud, min egen Evangeline!" udbrød Robert. "Du er fuldkommen smuk -- en slank, statelig, vidunderlig Tigerlillie -- men -- men -- du ser ikke kold ud -- og det er dit røde Haar og disse bedaarende grønne Øjne og din yndige, hvide Hud og sorte Øjenvipper, der, der -- aa! du véd det nok, du søde! Du ser ikke ud som Mælk og Brød, du er fuldkommen attraaværdig, og du kunde faa enhver Mands Hjerte til at banke."

Jeg tænkte paa den Aften til "Carmen".

"Ja, jeg er ond," sagde jeg, "men jeg vil aldrig være det mere -- kun akkurat nok til altid at faa dig til at elske mig, for Lady Ver siger, at Sikkerhed faar Mænd til at gabe. Men selv slette Mennesker kan elske med en stor, stor Kærlighed, og det kan gøre dem gode. Hvis han blot vidste, hvor højt jeg elsker dig, Robert, er jeg sikker paa, at han vilde være god imod os."

"Men hvorledes skal vi sige ham det?"

Saa fik jeg pludselig en Tanke, der fyldte mig med en voldsom Spænding.

"Vil du lade være med at gøre noget før i Morgen?" sagde jeg. "Jeg har en Idé, som jeg ikke vil sige til nogen. Lad os gaa tilbage til Claridges nu, og kom ikke og besøg mig igen, før i Morgen Klokken tolv. Hvis det saa er mislykket, vil vi sige Farvel. Det er en fortvivlet Chance!"

"Og du vil ikke sige mig, hvad det er?"

"Nej -- stol paa mig -- husk paa, det er mit saa vel som dit Liv, det gælder om."

"Min Dronning!" sagde han. "Ja, jeg vil gøre det, eller hvad som helst andet du ønsker, kun _aldrig, aldrig_ sige Farvel. Naar alt kommer til alt er jeg dog en Mand, og jeg har mange indflydelsesrige Slægtninge. Jeg kan bestille andet i Livet end netop at være Garderofficer, og vi skal faa Penge nok til at leve lykkeligt af -- selv om vi ikke bliver meget rige. Jeg vil aldrig sige Farvel -- hører du. Lov mig, at du heller aldrig vil det."

Jeg tav.

"Evangeline, Elskede!" udbrød han angstfuld med Øjenbrynene helt oppe paa den gamle Maade, medens to store Taarer kom op i hans smukke Øjne. "Min Gud! vil du ikke svare?"