# Evangelines Genvordigheder: Til Kvinder med rødt Haar

## Part 10

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/evangelines-genvordigheder-til-kvinder-med-r-dt-haar-33632/index.md

Nej! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har været febrilsk hele Formiddagen, først hed og saa kold. Hvordan vil det blive? Aa, jeg besvimer, naar han kysser mig. Og jeg véd, at han vil blive rædsom paa den Maade, det har jeg set i hans Øjne -- han vil spise mig op. Jeg er vis paa, at jeg vil hade det. Ingen Mand har nogensinde før kysset mig, og jeg kan ikke dømme om det, men jeg er sikker paa, at det er frygteligt, medmindre -- jeg føler, at jeg bliver vanvittig, hvis jeg bliver her længere. Jeg kan ikke, jeg kan ikke blive og vente, og staa lige overfor det. Jeg maa først have noget frisk Luft. Det er en tæt Taage. Jeg kunde have Lyst til at gaa ud og fare vild i den, og det _vil_ jeg ogsaa! Maaske ikke fare vild, men gaa ud i den, og alene. Jeg vil ikke engang have Véronique med. Jeg vil gaa alene ind i Parken. Det bliver næsten mørkt, skønt Klokken kun er tre. Saa har jeg en Time. Det ser hemmelighedsfuldt ud, og det vil berolige mig, og det passer til min Sindsstemning, og saa, naar jeg kommer tilbage, kan jeg maaske være i Stand til at udholde det tappert, Kys og det hele.

_Claridges_. Søndag Aften den 27. Novbr.

Jeg har en hel Del at skrive -- og dog er det kun nogle faa Timer siden, jeg lukkede denne Bog og hængte Nøglen ved mit Armbaand igen.

Klokken et Kvarter over tre gik jeg gennem Grosvenor Square. Alt var taaget og dunkelt, det var ikke ligefrem tæt Taage, saa der var ingen Chance for at fare vild. Da jeg kom ind i Parken, var Taagen lettet lidt. Det forekom mig lummert og varmt, og jeg blev mere og mere nedtrykt. Jeg havde aldrig før været ude alene; det syntes mig i sig selv underligt, og det burde have moret mig.

Christophers Billede blev ved at svæve foran mig, hans Ansigt syntes at have et satyragtigt Udtryk. Naa, han vil i alt Fald aldrig være i Stand til at knuse mit Hjerte, som "Alicia Verney"s -- intet kunde nogensinde faa mig til at bryde mig om ham. Jeg forsøgte paa at tænke paa alle de Goder, jeg skulde faa ud af den Affære, og paa, hvor meget jeg holder af Branches.

Jeg gik meget hurtigt, jeg kunde utydeligt se Folk komme henimod mig og derpaa forsvinde i Taagen. Det var næsten Skumring; pludselig følte jeg mig saa træt, at jeg satte mig paa en Bænk.

Jeg var gaaet ind paa en Sidesti, hvor der ingen Stole var. Paa den Bænk, der kom før min, saá jeg, da jeg gik forbi, at der sad en Vagabond sammensunket. Jeg spekulerede paa, hvad hans Tanker kunde være, og om han vel følte sig mere ulykkelig end jeg. Jeg sad vist ogsaa og krøb sammen i en nedslaaet Stilling.

Der gik ikke mange Folk forbi, og med hvert Øjeblik blev det mørkere. Jeg har aldrig i hele mit Liv følt mig saa ulykkelig, ikke engang de Dage, hvor Fru Carruthers forhaanede mig, fordi Mama havde været af lav Herkomst. Der blev ved med at komme Taarer i mine Øjne, og jeg gjorde mig ikke engang den Ulejlighed at blinke dem bort. Hvem kunde vel se mig -- og hvem i Alverden vilde bryde sig om det, hvis de saá mig.

Pludselig saá jeg, at der kom en meget smuk Skikkelse ud af Taagen henimod mig, men ikke før den var tæt ved mig og standsede og kiggede mig forskrækket ind i Ansigtet, opdagede jeg, at det var Lord Robert.

"Evangeline!" udbrød han med bestyrtet Stemme. "Jeg -- hvad, aa, hvad er der i Vejen?"

Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke.

"Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa.

"Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"

Han saá saa høj og smuk ud, og nu var der intet Udtryk af Foragt eller Vrede i hans Ansigt, kun Sorg og Medfølelse.

"Jeg fik pludselig Vagt i Gaar og kunde ikke faa Permission," sagde han, uden at svare paa den første Del af mit Spørgsmaal. "Men jeg kan ikke holde ud at se Dem sidde her alene og se saa ulykkelig ud. Maa jeg ikke følge Dem hjem? De bliver forkølet i den fugtige Luft."

"Aa nej, ikke endnu. Jeg vil ikke gaa hjem nu!" sagde jeg, uden rigtig at vide, hvad jeg sagde. Han satte sig ved Siden af mig og stak sin Haand ind i min Muffe og trykkede mine foldede Hænder -- det blideste, venskabeligste Kærtegn; et Barn kunde give det som Tegn paa Medfølelse. Det berørte en eller anden taabelig Streng i min Natur, en Mangel paa Selvbeherskelse, nedarvet fra Mamas tarvelige Moder, antager jeg, i alt Fald strømmede Taarerne ned over mit Ansigt -- jeg kunde ikke gøre ved det. Aa, hvor det var en Skam! At sidde og græde i Parken, og oven i Købet lige overfor Lord Robert, den sidste i Verden, jeg vilde have skulde se det.

"Kære, kære lille Pige," sagde han. "Sig mig, hvad det er," og han holdt min Haand inden i min Muffe med sin stærke, varme Haand.

"Jeg -- jeg har ingenting at fortælle," sagde jeg og kvalte min Hulken. "Jeg skammer mig over, at De skal se mig saaledes, men -- jeg føler mig saa ulykkelig."

"Kære Barn," sagde han. "Naa, det skal De ikke gøre -- jeg vil ikke have det. Har nogen været slem imod Dem -- sig mig det, sig mig det," hans Stemme skælvede af Medfølelse.

"Det er -- det er ingenting," mumlede jeg.

Jeg turde ikke se paa ham, jeg vidste, at hans Øjenbryn var trukket op paa den Maade, der tiltrækker mig saa forfærdeligt.

"Hør," næsten hviskede han og bøjede sig over mig. "Jeg vil have, at De skal være Venner med mig, saa jeg kan hjælpe Dem. Jeg vil have, at De skal gaa tilbage til den Tid, da vi pakkede Deres Bøger ind sammen. Gud maa vide, hvad der er kommet imellem os siden den Gang -- det er ikke min Skyld -- men i Dag vil jeg saa gerne tage mig af Dem, kære lille Pige. Det -- det gør mig saa ondt at se Dem sidde og græde her."

"Jeg -- jeg vilde gerne være Venner med Dem," sagde jeg. "Jeg har aldrig villet være andet, men jeg kunde ikke gøre ved det -- og jeg kan det ikke nu."

"Vil De ikke sige mig Grunden?" bad han. "De har gjort mig saa forfærdelig ulykkelig med det. Jeg troede alle mulige Ting. De véd nok, at jeg er et skinsygt Bæst."

Der kan ikke i hele Verden findes en Stemme mere indtagende end Lord Roberts, og han har en Maade at udtale Ordene paa, der er alt for tiltrækkende, og den Maade, paa hvilken hans Mund bevæger sig, naar han taler, viser hans fuldendt mejslede Læber under det lille Overskæg! Det kan ikke nytte at nægte det, jeg sad dèr paa Bænken og gennembævedes af Sindsbevægelser og længtes efter, at han skulde tage mig i sine Arme. Det er alt for frygteligt at tænke paa! Jeg maa, naar alt kommer til alt, være slet.

"Nu skal De fortælle mig det hele," befalede han. "Til at begynde med -- hvad fik Dem pludselig til at blive anderledes paa Tryland efter den første Eftermiddag, og hvad er det saa, De er ulykkelig over nu?"

"Jeg kan ikke sige Dem nogen af Delene," sagde jeg meget sagte. Jeg haabede, at den tarvelige Bedstemoder ikke vilde føre mig saa vidt, at jeg handlede lumpent imod Lady Ver.

"Aa, De har gjort mig vild!" udbrød han, idet han slap min Haand og støttede begge Albuerne paa sine Knæ, medens han puffede sin Hat tilbage i Nakken. "Fuldkommen vanvittig af Raseri og Skinsyge. Det Bæst Malcolm! Og saa at se paa Campion ved Middagen, og værst af det hele, Christopher i Logen til 'Carmen'! Lille uartige, slemme Pige! Og dog har jeg inderst inde en Følelse af, at det er af en eller anden latterlig Grund, og ikke af det rene Djævelskab. Hvis jeg troede det, vilde jeg snart komme til ikke at bryde mig om det. Det troede jeg den Aften til 'Carmen'."

"Ja, det véd jeg," svarede jeg.

"Hvad véd De?" Han saá forskrækket op; saa tog han igen min Haand og sad tæt ved mig.

"Aa, gør det ikke, Lord Robert!" sagde jeg.

Det fik mig virkelig til saaledes at bæve af den dejligste Følelse, jeg nogensinde har kendt, at jeg vidste, at jeg vilde tabe Hovedet, hvis han blev ved.

"Aa, De maa ikke holde min Haand, Lord Robert, saa kan jeg ikke opføre mig, som jeg bør."

"Min egen Skat," hviskede han, "det viser, at du holder af mig, og jeg slipper den ikke, før du har sagt mig hver eneste Smule."

"Aa, jeg kan ikke, jeg kan ikke!" Jeg var alt for forpint, og dog gik der Glædesbølger hen over mig. "Min egen Skat", det er Ord, der kan faa én til at bæve af Fryd!

"Evangeline," sagde han strengt, "vil du da svare mig paa dette Spørgsmaal -- holder du af mig, eller hader du mig? For, som du meget godt maa vide, elsker jeg dig."

Aa, den vilde Glæde at høre ham sige dette! Hvad havde noget som helst andet i Verden at betyde! Et Øjeblik ringede det for mine Øren, og jeg glemte alt andet end os to. Saa saá jeg pludselig i Tankerne Christopher ventende paa mig, med hans kolde, kyniske Ansigt og Øjne, der flammede af Lidenskab, og Hertugens kritiske, mistænksomme, misbilligende Undersøgelse, og der undslap mig et Smertensskrig som et saaret Dyr.

"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille Haand?" udbrød Lord Robert ømt.

"Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers."

Han slap min Haand, som om den havde stukket ham.

"Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.

Jeg saá angstfuld paa ham -- hans Ansigt saá graat ud i den hurtigt tiltagende Taage.

"Aa, Robert!" sagde jeg fortvivlet, jeg kunde ikke lade være. "Det er ikke, fordi jeg gerne vil. Jeg -- jeg elsker sandsynligvis dig -- men jeg maa, der er ikke andet at gøre."

"Er der ikke?" sagde han, medens Livet og Glæden kom tilbage i hans Ansigt. "Tror du, at jeg vil lade Christopher eller nogen anden Mand i Verden faa dig, nu da du har tilstaaet det!!" og heldigvis var der ingen i Nærheden -- for han lagde sine Arme om min Hals og trak mig tæt hen til sig og kyssede mig paa Munden.

Aa, hvor Folk vrøvler om Himlen! At sidde paa Skyer og synge Salmer og saadan noget! Der kan ikke findes nogen Himmel, der er halvt saa dejlig som at blive kysset af Robert -- jeg var ganske svimmel af Lykke i flere vidunderlige Sekunder, saa vaagnede jeg. Det var alt absolut umuligt, vidste jeg, og jeg maatte ikke tabe Hovedet.

"Nu tilhører du mig," sagde han og lod sin Arm smutte ned om mit Liv; "saa du maa begynde ved Begyndelsen og sige mig alt."

"Nej, nej," sagde jeg og kæmpede svagt for at komme fri, medens jeg var saa glad over, at han holdt saa fast paa mig! "Det er alligevel umuligt, og det gør det kun endnu haardere. Christopher kommer for at besøge mig Klokken fire, og jeg har lovet Lady Ver, at jeg ikke vilde være en Nar, og at jeg vilde gifte mig med ham."

"Pyt med Lady Ver," sagde han roligt, "hvis det er det hele, overlad hende til mig -- hun argumenterer aldrig med mig!"

"Det er ikke alene det -- jeg -- jeg lovede, at jeg ikke vilde lege med Dem --"

"Og det skal du sandelig heller ikke komme til," sagde han, og jeg kunde se et Blik i hans Øjne, da han med Villie misforstod mine Ord, og saa kyssede han mig igen. Aa, jeg holder mere af det end af noget andet i Verden! Hvordan skulde nogen kunne lade være med at tabe Hovedet med Robert ganske tæt ved, gørende Kur paa den Maade.

"Det skal du sandelig aldrig -- aldrig," sagde han igen, med et Kys mellem hvert Ord. "Det skal jeg nok passe paa! Din Tid til at lege med Folk er forbi, Mademoiselle! Naar du bliver gift med mig, skal jeg slaas med enhver, der vover at se paa dig!"

"Men jeg bliver aldrig gift med dig, Robert," sagde jeg, skønt jeg, da jeg kun skulde være lykkelig i saa faa Øjeblikke, ikke syntes at det var nødvendigt at flytte mig ud af hans Arme. Hvor jeg var taknemlig imod Taagen! Og over, at der ingen gik forbi! Jeg vil altid elske Taage.

"Jo, du gør," erklærede han med fuldkommen Sikkerhed, "i Løbet af fjorten Dage, antager jeg. Jeg kan ikke og vil ikke have, at du bliver alene hos Claridges. Jeg skal i Eftermiddag bringe dig tilbage til Tante Sophia. Men det kan vi tale om senere. Nu for Øjeblikket vil jeg have, at du skal sige mig, at du elsker mig, og at det gør dig ondt, at du har været saadant et lille Utyske i al denne Tid."

"Jeg vidste det ikke før lige nu -- men jeg tror -- at jeg sandsynligvis elsker dig, Robert!" sagde jeg.

Han holdt igen min Haand inden i min Muffe og havde den anden Arm om mit Liv. Det var en absolut upassende Opførsel i en Park; som om vi kunde have været Susan Jane og Thomas Augustus, og dog var jeg fuldkommen lykkelig og syntes, at det var den eneste naturlige Maade at sidde paa.

Der kom en Skikkelse til Syne i det Fjerne -- vi fo'r fra hinanden.

"Aa," gispede jeg, "vi -- du -- maa virkelig være anderledes."

Han lænede sig tilbage og lo.

"Du søde Barn! Naa, saa kom, vi vil køre en Tur i en Droske -- vi kan vælge en uden Lys indeni. Albert Gate er lige i Nærheden, kom!" Og han rejste sig og tog mig under Armen, han bød mig ikke sin, som i Bøgerne, og trak mig med sig ned ad Vejen.

Jeg er sikker paa, at enhver vilde blive frygtelig forarget over at læse, hvad jeg har skrevet, men ikke saa meget, hvis de kendte Robert og vidste, hvor bedaarende han er. Og hvor bydende og naturlig og ligefrem! Han kløver ikke Haar eller leger med Ord. Jeg havde tilstaaet, at jeg elskede ham, og det var nok for ham!

Medens vi gik alene, forsøgte jeg paa at sige ham, at det var umuligt, at jeg maatte gaa tilbage til Christopher, at Lady Ver vilde synes, at jeg havde brudt mit Ord. Jeg fortalte ham naturligvis ikke om hendes Overenskomst med mig om ham, men han gættede det sandsynligvis, for han havde, endogsaa før vi steg ind i Drosken, begyndt at underkaste mig et Krydsforhør om Grundene til min Opførsel paa Tryland og i Park Street og Operaen. Jeg følte mig som et Barn overfor en stærk Mand og med hvert Øjeblik mere idiotisk lykkelig og forelsket i ham.

Han sagde til Kusken, at han skulde køre til Hammersmith, og saa lagde han igen sin Arm om mit Liv og holdt min Haand, efter først at have trukket Handsken bagvendt af. Det er en stor Zobelskinds Bedstemodermuffe, jeg har, Fru Carruthers Gave paa min sidste Fødselsdag. Den Gang tænkte jeg ikke paa, hvilken bedaarende Brug der vilde blive gjort af den.

"Nu tænker jeg, at vi har nedbrudt alle dine dumme smaa Grunde til at gøre mig ulykkelig," sagde han. "Hvilke andre har du at komme frem med, hvorfor du ikke kan gifte dig med mig om fjorten Dage?"

Jeg tav -- jeg vidste ikke, hvorledes jeg skulde sige den -- den vigtigste af dem alle.

"Min egen Evangeline," bad han. "Hvorfor vil du gøre os begge ulykkelige -- sig mig det i det mindste."

"Din Broder, Hertugen," sagde jeg meget sagte. "Han vil aldrig samtykke i, at du gifter dig med en Person som mig, uden Slægtninge."

Han var tavs i et Sekund, saa sagde han: "Min Broder er en forfærdelig god Fyr, men hans Sind er paavirket af hans Sygdom. Du maa ikke tænke noget ondt om ham -- han vil holde af dig, saa snart han ser dig, ligesom alle andre."

"Jeg saá ham i Gaar," sagde jeg.

Robert blev saa forundret.

"Hvor saá du ham?" spurgte han.

Saa fortalte jeg ham, at jeg havde truffet Lady Merrenden, at hun havde indbudt mig til Lunch, og at hun havde elsket Papa, og at Hertugen havde set lige igennem mig med et Udtryk af Mishag.

"Aa, nu ser jeg det hele," sagde Robert og holdt endnu fastere paa mig. "Tante Sophia og jeg er meget gode Venner, véd du nok; hun har altid været, som om hun var min Moder, der døde, da jeg var ganske lille. Jeg fortalte hende om dig, da jeg kom fra Branches, og at jeg straks var blevet dybt forelsket i dig, og jeg sagde, at hun maatte hjælpe mig til at faa dig at se paa Tryland, og det gjorde hun, og saa troede jeg, at du var kommet til ikke at kunne lide mig, og da jeg saa kom tilbage, gættede hun, at jeg var ulykkelig over noget, og dette er hendes første Skridt til at finde ud af, hvorledes hun kan gøre noget for mig -- hun er saa kær!"

"Ja, det er hun rigtignok," sagde jeg.

"Naturligvis interesserer hun sig særligt for dig, naar hun har elsket din Fader! Saa det er godt nok, min Skat, hun maa jo vide alt om din Familie, og kan fortælle det til Torquilstone. Vi har ikke noget at frygte!"

"Aa jo, vi har!" sagde jeg. "Jeg kender hele Historien om, hvad der er din Broders svage Side. Lady Ver har fortalt mig det. Det slemme ved Sagen er, at Mama virkelig var en meget ubetydelig Person, hendes Fader og Moder glemte at blive gift, og skønt Mama var yndig og var blevet udmærket opdraget af to gamle Damer i Brighton, var det en Vanære for Papa at gifte sig med hende -- det har Fru Carruthers ofte forhaanet mig med!"

"Min egen lille Pige!" sagde han og begyndte igen at kysse mig, saa jeg slet ikke kunde samle mine Tanker til at gaa videre med det, jeg var ved at sige. Vi var begge to saa dumme -- hvis det er dumt at være vanvittig vildt lykkelig -- og glemme alt andet i Verden.

"Jeg vil gaa lige til Tante Sophia nu, naar jeg har bragt dig tilbage til Claridges," sagde han lidt efter, da vi blev lidt roligere.

"Hvad er Klokken?" spurgte jeg.

Han tændte en Tændstik og saá paa sit Ur.

"Ti Minutter over fem," udbrød han.

"Og Christopher skulde komme Klokken fire," sagde jeg, "og hvis du ikke tilfældigvis havde mødt mig i Parken, vilde jeg nu have været forlovet med ham og sandsynligvis have forsøgt paa at udholde, at han kyssede mig."

"Min Gud!" sagde Robert rasende, "jeg bliver vanvittig af at tænke paa det," og et Øjeblik holdt han saa fast paa mig, at jeg knap kunde aande.

"Du faar aldrig i Verden nogensinde nogen andens Kys, det siger jeg dig," sagde han gennem Tænderne.

"Jeg -- jeg vil heller ikke have dem," hviskede jeg og krøb tættere ind til ham; "og jeg har aldrig faaet nogen, aldrig af andre end dig, Robert."

"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!"

Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde, endogsaa naar jeg selv læste det, lyde som saadan noget Vrøvl, at jeg ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme eller hans bedaarende Væsen -- ømt og tilbedende og bydende. Det maatte altsammen blive i mit Hjerte; men det var, som om en Fé var gaaet forbi med sin Tryllevaand og havde sagt, "Du skal blomstre", til et Træ midt om Vinteren. En Mængde Følelser, som jeg aldrig havde drømt om, gennemstrømmede mig -- alle min Sjæls Sluser syntes at aabne sig for en Strøm af Kærlighed og Glæde. Medens vi var sammen, syntes intet at have noget at sige -- alle Skranker smeltede bort.

Skæbnen vilde sikkert være god imod et Par Elskende som os.

Vi kom tilbage til Claridges Klokken omtrent seks, og Robert vilde ikke lade mig gaa op i min Dagligstue, før han havde forvisset sig om, at Christopher var gaaet.

Jo, han havde været der Klokken fire, opdagede vi, og havde ventet i tyve Minutter, derpaa var han gaaet og havde sagt, at han kom igen Klokken halv syv.

"Saa maa du skrive et Brev til ham og lade Portieren give ham det og sige, at du er forlovet med mig, og ikke kan tage imod ham," sagde Robert.

"Nej, det kan jeg ikke gøre -- jeg er ikke forlovet med dig, og kan ikke være det, før din Familie har givet sit Samtykke og er venlige imod mig," sagde jeg.

"Min egen Skat," stammede han, og hans Stemme skælvede af Sindsbevægelse, "der er Kærlighed mellem dig og mig, den er vort Liv -- hvordan det end gaar, hvordan min Familie end tager det, skal intet skille dig fra mig eller mig fra dig, det sværger jeg paa. Skriv til Christopher."

Jeg satte mig ved Bordet i Vestibulen og skrev:

"Kære Hr. Carruthers! Det gør mig ondt, at jeg var ude," saa bed jeg i Penneskaftet. "Kom ikke og besøg mig i Aften. Om et Par Dage skal jeg sige Dem hvorfor.

Deres hengivne _Evangeline Travers_."

"Er det godt?" spurgte jeg og rakte det til Robert, medens jeg skrev udenpaa Konvolutten.

"Ja," sagde han og ventede, medens jeg forseglede det og gav det til Portieren. Saa trykkede han ubemærket min Haand og forlod mig for at gaa til Lady Merrenden.

Jeg er kommet op i min lille Dagligstue som et andet Menneske. Hele Verden drejer sig for mig om en anden Akse, og alt det i et Tidsrum af tre korte Timer.

_Claridges_. Søndag Aften den 27. Novbr.

Sent i Aften, da jeg havde lukket min Dagbog, fik jeg et Brev fra Robert. Jeg var lige begyndt at spise til Middag.

Jeg rev det op, inden i det laa der et andet, jeg ventede ikke for at se fra hvem, jeg var alt for ivrig efter at læse hans. Jeg klistrer det ind her.

"Carlton House Terrace.

Min egen Evangeline!

Jeg har haft en lang Samtale med Tante Sophia, og hun er saa sød og god som vel muligt, men hun er bange for, at Torquilstone vil være lidt vanskelig (det bryder jeg mig ikke om, intet skal skille os ad nu). Hun beder mig om ikke at gaa hen og besøge dig i Aften, da hun tror, at det er bedre for dig, at jeg ikke kommer til Hotellet saa sent. Læs hendes Brev, og du skal se, hvor sød hun er. Jeg kommer i Morgen, saa snart jeg er færdig med Tjenesten, omtrent Klokken tolv. Pas godt paa dig selv! Hvilken Forskel paa i Aften og i Aftes! Jeg var saa forfærdelig ulykkelig og rastløs -- og i Aften! Du kan nok gætte det! Jeg er ikke halvt god nok til dig, min yndige, smukke Dronning -- men jeg tror, jeg véd, hvorledes jeg skal gøre dig lykkelig. Jeg elsker dig! Godnat, min egen.

_Robert_."

"Send mig et Par Ord med min Tjener, jeg har sagt, at han skulde vente."

Jeg har aldrig før faaet et Kærlighedsbrev. Hvor det var vidunderligt! Og jeg bævede af Henrykkelse over det! Nu kan jeg naturligvis indse, at jeg hele Tiden har været frygtelig forelsket i Robert, men jeg vidste det ikke rigtigt! Jeg faldt hen i en Slags lyksalig Drøm, og saa tog jeg mig sammen for at læse Lady Merrendens Brev. Jeg sætter ikke hendes ind i Bogen, det fylder alt for meget, og jeg kan ikke lukke Laasen -- det er et meget sødt lille Brev, hun siger, at Robert har fortalt hende Nyheden, og at hun er beredt til at tage imod mig som sin kæreste Nièce, og at gøre alt, hvad hun kan for os. Hun haaber, at jeg ikke vil synes, at hun er kedelig og gammeldags, fordi hun har sagt, at Robert hellere ikke maa se mig mere i Aften, og hvis det ikke er mig ubelejligt, vil hun selv komme i Morgen Formiddag og tale om, hvad der er bedst at gøre.

Véronique sagde, at Lord Roberts Tjener ventede udenfor Døren, saa jeg fløj hen til mit Bord og begyndte at skrive. Min Haand rystede, saa jeg slog en Klat, og jeg maatte rive det Ark itu, saa skrev jeg et andet. Blot et Par Ord. Jeg var forskrækket; jeg kunde ikke sige kærlige Ting i et Brev, jeg havde ikke engang sagt mange til ham -- endnu.

"Jeg blev glad for dit Brev," begyndte jeg, "jeg synes, at Lady Merrenden har Ret. Jeg vil være hjemme Klokken tolv og være meget glad ved at se dig." Jeg vilde gerne have sagt, at jeg elskede ham, og at jeg syntes, der var meget længe til Klokken tolv, men saadan noget kan man naturligvis ikke skrive -- saa endte jeg blot med "en kærlig Hilsen fra Evangeline".

Saa læste jeg det igennem, og det lød affektert og dumt -- men med Tjeneren ventende der ude i Gangen og Véronique vimsende ud og ind af mit Soveværelse og Tjeneren, der bragte min Middag op, kunde jeg ikke blive ved med at rive Breve itu og skrive andre, det saá alt for forvirret ud, saa det blev puttet i en Konvolut. Saa tog jeg i et af de Sekunder, hvor jeg var alene, en Viol fra en Buket paa Bordet og puttede den i med. Gud véd, om han vil synes, at det er sentimentalt af mig! Da jeg havde skrevet Navnet, havde jeg ingen Anelse om, hvortil jeg skulde adressere det. Hans var skrevet fra Carlton House Terrace, men dèr var han øjensynlig ikke nu, da hans egen Tjener havde bragt det. Jeg følte mig saa nervøs og urolig, det var alt for latterligt -- jeg er i Reglen meget rolig. Jeg kaldte paa Tjeneren og spurgte ham, hvor Hans Herlighed var nu? Jeg kunde ikke lide at sige, at jeg ikke vidste, hvor han boede.

"Hans Herlighed er i Vavasour House, Frøken," sagde han ærbødigt, men med den svageste Skygge af Forbavselse over, at jeg ikke vidste det. "Hans Herlighed spiser hjemme i Aften sammen med Hans Naade."