# Etienne Gerards Bedrifter

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/etienne-gerards-bedrifter-29392/index.md

"Der er kun en Ting, der tilhører ham, som jeg begærer!" svarede jeg.

"Og den har De allerede fjernet fra Vognen!"

"Nej!" sagde jeg, "den er der endnu!"

Hun lo paa sin frejdige, engelske Maade.

"Dersom De i Stedet for at sige mig Komplimenter blot vilde lægge min Mands Kappe -- --", begyndte hun.

"Frue!" svarede jeg, "hvad De beder mig om, er ganske umuligt. Dersom De vil tillade mig at stige ind i Vognen, skal jeg forklare Dem, hvor nødvendig Kappen er for mig."

Himlen maa vide, hvilke Daarskaber jeg kunde have indladt mig paa, saafremt jeg ikke i dette Øjeblik havde hørt et svagt "Hallo!" i det Fjerne, hvad der blev besvaret af den lille Kusk. Gennem Regn og Mørke saa jeg en Lygte, der hurtigt kom nærmere.

"Jeg beklager meget, Frue, at jeg ser mig nødsaget til at forlade Dem," sagde jeg. "Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket. Jeg var ung og stærk, med Muskler af Staal og havde et Legeme, der var hærdet gennem tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet. Dagen var ved at bryde frem. Jeg lagde mig derfor ned mellem nogle Buske, som voksede paa Toppen af en lille Høj midt i Heden, for at holde mig skjult indtil Aften. Det var ikke noget helt fremmed for mig at sove i Storm og Regn, og efter at jeg havde svøbt mig ind i den tykke, varme Kappe faldt jeg snart i Søvn.

Men det var ingen forfriskende Søvn. Jeg tumlede omkring i de vildeste Drømme, hvor alt gik rent galt for mig. Tilsidst, husker jeg, angreb jeg en hel Karré ungarske Grenaderer med en enkelt Eskadron af mine Husarer paa udmattede Heste, netop som jeg gjorde ved Elchingen. Jeg stod op i Stigbøjlerne og raabte "Leve Kejseren!", og mine Husarer brølede "Leve Kejseren!" Jeg sprang op fra min haarde Seng med Raabet endnu lydende i mine Øren, gned mine Øjne og kiggede frem fra mit Skjul. I Morgenens klare Lys saa jeg det, jeg sidst havde ventet eller ønsket at se.

Det var Dartmoor Fængsel! -- Der laa det, stygt og uhyggeligt, kun et Par hundrede Alen borte. Var jeg løbet blot nogle faa Minutter mere i Mørket, vilde jeg have rendt Hovedet mod Fængselsmuren. Jeg blev saa rystet ved Synet, at det først efter nogen Tids Forløb gik op for mig, hvorledes det hele hang sammen. Men saa forstod jeg det og gav mig til at dunke mig selv i Hovedet af lutter Fortvivlelse. Vinden var slaaet om fra Nord til Syd i Løbet af Natten, og da jeg stadig havde holdt mig op imod den, var jeg saaledes løbet halvtredje Mil ud og halvtredje Mil tilbage for at ende, hvor jeg begyndte. Naar jeg tænkte paa mit Hastværk, mine Fald, paa hele min fortvivlede Flugt gennem Mørke, Storm og Slud, og at det altsammen skulde ende saaledes, syntes det hele mig saa forrykt, at min Fortvivlelse pludselig slog over i Lystighed. Jeg kastede mig ned mellem Buskene og lo, lo, lo, indtil mine Sider var helt ømme. Derefter svøbte jeg mig ind i min Kappe og overvejede, hvad der nu var at gøre.

En Lære har jeg høstet i mit omflakkende Liv -- den aldrig at kalde noget en Ulykke, før man har set Enden paa det. Har ikke hver Time sine Overraskelser? I dette Tilfælde saa jeg, at Heldet havde gjort mere for mig end den snedigste Beregning. Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud. Fangerne havde selvfølgelig hørt min Flugt omtale, og Dagen igennem klang deres udfordrende Raab hen over Heden og lød i mine Øren som et velkomment Bud om Sympati og Kammeratskab. En Gang kom der høje Vredesudbrud, og kort efter saa jeg Beaumont med Hovedet indhyllet i Bandager blive ført tværs over Gaarden af to Vogtere. Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt.

Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene. Mine Lommer var fyldte med Brød, som jeg havde sparet sammen af mine Rationer, og ved at gennemsøge Kappen, fandt jeg et rødt Silketørklæde, en Skildpaddes Snustobaksdaase og en lille Sølvflaske fuld af Whisky og Vand. Desuden fandtes der en stor blaa Konvolut med et rødt Segl, adresseret til Direktøren for Dartmoor Fængsel.

Dette Brev skaffede mig en Del Hovedbrud, thi Direktøren havde altid behandlet mig med den største Hensynsfuldhed, og det krænkede min Æresfølelse, at jeg skulde komme til at blande mig i hans Korrespondance. Jeg havde halvvejs bestemt mig til at lægge Brevet under en Sten i Nærheden af Fængslet, men det vilde blot lede dem paa mit Spor. Jeg besluttede mig til at beholde Brevet og haabede paa, at der vilde komme en Lejlighed, hvor jeg kunde sende det tilbage til Adressaten. Foreløbig gemte jeg det i min Inderlomme.

Jeg skal ikke trætte Jer, mine Venner, med at fortælle Jer om de Strabadser, jeg derefter maatte gennemgaa, men vil nøjes med at berette om Slutningen paa Æventyret. Det stod mig klart, at jeg maatte se at faa en anden Paaklædning end min forræderske Uniform, saafremt det vedvarende skulde lykkes mig at undgaa mine Forfølgere. Da syntes det, som om Himlen vilde sende mig Hjælp, thi jeg saa en ung Fyr komme springende i et hvidt Flonelssæt, og med en fiks Kasket paa Hovedet. Da han kom hen til mig, sprang jeg frem imod ham.

"De maa meget tilgive mig, min Herre," sagde jeg, "men jeg er desværre nødsaget til at maatte affordre Dem Deres Klæder."

"Affordre mig hvad?" raabte han.

"Deres Klæder!" gentog jeg.

Han stod med Hænderne i Lommen, og der fo'r et fornøjet Smil over hans Ansigt.

"Naa, saa De vilde sætte Pris paa at faa Fingre i mine Klæder," svarede han endelig. "Jeg er imidlertid bange for, at De denne Gang er gaaet galt i Byen. Jeg ved, hvem De er. De er en Franskmand, der er løbet bort fra Fængslet dernede, hvad enhver kan se med et halvt Øje. Derimod kender De ikke mig, thi ellers vilde De ikke have fattet saa forrykt en Plan. Jeg er Bristol Bustler, Verdensmesteren i Boksning."

"De er sikkert en meget dygtig Mand, Sir!" svarede jeg, "men naar jeg fortæller Dem, at De staar overfor Oberst Etienne Gerard af Conflans Husarer, vil De sikkert hurtigt indse Nødvendigheden af at trække af Deres Klæder uden yderligere Snak."

I Stedet for at svare, eller gøre, som jeg sagde, stillede han sig i Positur. Et Øjeblik efter havde han mine Støvler i Maven. Men i samme Nu fløj mine Ben i Vejret, tusinde Stjerner straalede for mine Øjne, mit Hoved blev slynget mod en stor Sten, og jeg tabte Bevidstheden.

Da jeg atter kom til mig selv, laa jeg paa en Rulleseng i et tarveligt Værelse. Det snurrede fælt i mit Hoved, og da jeg følte med Haanden til det, var der en Knude saa stor som en Valnød over mit ene Øje. En skarp Lugt skar i min Næse, og jeg opdagede hurtigt, at en Klud, dyppet i Eddike, var bundet om min Pande. I den modsatte Ende af Værelset sad den frygtelige lille Mand og badede sit nøgne Knæ med en lind Salve. Saa hørte jeg Lyden af Hestehove udenfor, og et Øjeblik efter traadte Direktøren for Dartmoor Fængsel ind i Værelset, fulgt af seks Fængselsbetjente.

"De ser, Oberst," sagde han med et bittert Smil, "vi fandt Dem dog tilsidst!"

Naar en tapper Mand har gjort sit yderste, og det alligevel er slaaet Fejl for ham, viser han sit Mod ved den Maade, hvorpaa han bærer sit Nederlag.

"Paa en Maade er jeg glad ved atter at hilse paa Dem, min Herre," svarede jeg roligt og værdigt, "thi jeg har været saa uheldig at maatte tilbageholde et Brev til Dem."

Han saa forbavset paa mig. Med lidt Besvær fik jeg fat i Brevet, som han aabnede. Jeg saa et ejendommeligt Smil brede sig over hans Ansigt, medens han læste det.

"Dette maa være det Brev, som Sir Charles Meredith mistede," sagde han.

"Det laa i hans Frakkelomme."

"De har været i Besiddelse af det i to Dage."

"Ja, siden i Forgaars Nat!"

"Og ved ikke, hvad det indeholder?"

Jeg sendte ham et fortørnet Blik, thi hans Spørgsmaal forundrede mig.

Til min Forbavselse brød han ud i en støjende Latter.

"Oberst," sagde han og viskede Taarerne af Øjnene, "De har sandelig skaffet ikke alene os, men ogsaa Dem selv en hel Del unødigt Bryderi. Tillad mig at læse dette Brev, som De har ført med paa Deres Flugt, op for Dem."

Nu skal I høre, hvad det indeholdt:

"Efter Modtagelse af denne Skrivelse anmodes De om at løslade Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment, der er bleven udvekslet med Oberst Mason af Hesteartilleriet, nu i Verdun."

Og medens han læste, lo han atter, Vogterne lo, og Fyren med det ømme Knæ lo. Da jeg hørte den almindelige Munterhed og tænkte tilbage paa alle de Farer og Anstrengelser, som jeg til ingen Nytte havde gennemgaaet, kunde jeg da andet end le med? Og var det ikke alligevel mig, der havde mest Grund til at le? Thi foran mig havde jeg mit kære Frankrig, min Moder, Kejseren og mine Husarer, medens der bag mig laa det mørke Fængsel og den engelske Konges tunge Haand.

VI.

Hvorledes Brigaderen spillede om et Kongerige.

I ved alle, mine Venner, at efter det russiske Felttog blev Resterne af vor stakkels Hær indkvarteret langs Elbens vestlige Bred, hvor Mandskabet skulde forsøge at faa det frosne Blod i Aarerne tøet op, og ved godt tysk Øl atter faa lidt Kød paa Knoglerne. Imidlertid blev der altid et eller andet tilbage i Rusland, og jeg tør nok paastaa, at tre store Furagevogne ikke vilde have afgivet tilstrækkelig Plads til alle de Fingre og Tæer, der var frosne af under Tilbagetoget. Alligevel maatte vi takke Skaberen for vort Held, naar vi tænkte paa vore stakkels Kammerater, som vi havde maattet lade blive tilbage paa Snemarkerne, -- disse frygtelige Snemarker! Den Dag i Dag holder jeg ikke af at se rødt og hvidt sammen, mine Venner. Blot et rødt Lommetørklæde paa mit hvide Sengetæppe kan hensætte mig i de frygteligste Drømmerier. I vil aldrig faa mig til at fortælle Jer om det russiske Felttog, thi Tanken alene er nok til at gøre min Vin sur og forvandle min Tobak til Halm.

Af den halve Million Soldater, der gik over Elben i 1812, vendte kun omtrent fyrretyve Tusind Infanterister tilbage i Foraaret 1813. Men det var frygtelige Mænd, disse fyrretyve Tusinde. Mænd af Staal, vante til at indtage deres Maaltider paa Hesteryggen, at sove i Sneen og opfyldte af Raseri og Had til Russerne. De skulde holde Stillingen ved Elben, indtil den store Hær af udskrevne, som Kejseren kaldte under Fanerne i Frankrig, var rede til at hjælpe dem med at gaa over Floden endnu en Gang.

Kavalleriet var i en jammerlig Forfatning. Mine Husarer laa i Borna, og da jeg første Gang inspicerede dem, brast jeg i Taarer ved Synet af dem. Mine prægtige Fyre og mine dejlige Heste -- mit Hjerte krympede sig ved at se, i hvilken Forfatning, de var kommen. "Fat Mod," tænkte jeg. "Regimentets Tab har været stort, men Eders Oberst har I dog endnu." Jeg gik straks i Lag med at rekonstruere Korpset, og havde faaet to gode Eskadroner samlet sammen, da der udgik Ordrer til alle Oberster i Kavalleriet om øjeblikkelig at begive sig til Regiments-Depoterne i Frankrig for at organisere Rekrutterne til det kommende Felttog.

I tror sagtens, mine Venner, at mit Hjerte svulmede af Glæde ved Udsigten til at gense Frankrig. Jeg vil ikke skjule for Jer, at jeg blev lykkelig over at skulle gense min Moder og en og anden lille Kæreste, men der var andre i Hæren, der havde flere Berøringspunkter hjemme. Jeg vilde gerne have byttet med enhver, der havde Kone og Børn, og som dog maatte blive, hvor de var. Imidlertid nytter det ikke at klage, naar det blaa Papir med den lille røde Seddel ankommer, og paa mindre end en Time var jeg paa Vej fra Elben til Vogeserne. Alligevel -- der vilde nu komme en roligere Tid for mig. Krigen laa bagved mig og Freden forude. Saaledes omtrent var mine Tanker, da Trommernes Lyd efterhaanden døde bort, og medens den lange, hvide Vej snoede sig foran mig gennem Sletter, Skove og Bjerge, med Frankrig et Sted hinsides den blaa Dis, der laa ude i Horisonten.

Det er interessant, men ikke altid heldigt, at ride gennem en Hærs Arrièregarde. I Høstens Tid behøver Soldaterne liden eller ingen Ekstraforplejning. De forsyner sig med Korn fra Markerne, naar de passerer forbi, og maler det i deres Lejr. Alt gaar i en Haandevending. Det var altid paa denne Tid af Aaret, at hine hurtige Marscher fandt Sted, der opfyldte Evropa med Frygt og Forbavselse. Nu var det imidlertid udsultede Soldater, der skulde fedes, og jeg maatte hvert Øjeblik holde ned i Grøften, naar Faarene fra Coburg eller Okserne fra Bayern blev drevne forbi mig, efterfulgt af Vogne, fyldte med Øl fra Berlin eller god fransk Cognak.

I forstaar, at jeg blev snart led og ked af disse ufrivillige Ophold. Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej. Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig gennem Skove af Eg og Bøg. I vil sagtens finde det mærkeligt, at en Oberst ved Husarerne atter og atter holdt sin Hest an for at beundre Udsigten, men saafremt I havde tilbragt seks Maaneder paa de russiske Snemarker, vilde I have forstaaet mig bedre.

Der var dog noget, der optog mig mere end Skovenes Skønhed, og det var den Befolkning, jeg kom i Berøring med. Vi havde altid staaet paa en god Fod med Tyskerne, og i de sidste seks Aar havde vi ikke mærket til, at de bar Nag til os, fordi vi havde lavet lidt om paa deres Landkort. Vi havde vist Mændene smaa Elskværdigheder og havde til Gengæld modtaget saadanne af Kvinderne. Det gode, hyggelige Tyskland var blevet et andet Hjem for os alle. Men nu var der i dette Folks Opførsel kommet noget, som jeg ikke kunde forklare mig. Paa Landevejen besvarede man ikke min Hilsen, i Skovegnene vendte man Hovedet bort for at undgaa at se mig, og i Landsbyerne kunde Folk samle sig i Klynger og skule til mig, naar jeg red forbi.

Det var i en lille Landsby ved Schmolin, en halv Mils Vej fra Altenburg, at Forholdene blev mig endnu mere brogede. Jeg gjorde Ophold i en Kro for at væde mit Overskæg og give Violette et Foder. Det var min Agt at sige Pigen, der opvartede mig, en Artighed og om muligt faa anbragt et Kys, men hun syntes ikke modtagelig for nogen af Delene og sendte mig et vredt Blik. Da jeg hævede mit Glas for at hilse paa Folkene, som sad og drak deres Øl lige udenfor Døren, vendte de mig alle Ryggen med Undtagelse af en spinkel Fyr, der udbrød: "Dette er vor Skaal, Drenge! Det er Skaalen for Bogstavet T." Saa tømte de alle deres Krus under en Lattersalve, der klang ildevarslende i mine Øren.

Jeg brød mit Hoved med, hvad denne studeagtige Optræden skulde betyde, da jeg, medens jeg red ud af Landsbyen, fik Øje paa et stort T., der nylig var skaaret ind i Barken paa et stort Træ. Under mit Ridt om Morgenen, havde jeg set adskillige T'er, men havde ikke skænket dem nogen Tanke, før Knøsens Ord i Landsbykroen havde henledt min Opmærksomhed paa dem. Da en velklædt Rytter i samme Øjeblik passerede forbi mig, vendte jeg mig om imod ham for at faa Gaaden løst.

"Kan De sige mig, min Herre, hvad Bogstavet T. betyder?"

Han saa først paa det og betragtede mig derefter paa den besynderligste Maade. "Unge Mand," svarede han, "det betyder ikke det samme som Bogstavet N."

Før jeg kunde udspørge ham yderligere, satte han Sporene i Hestens Side og var borte.

Til en Begyndelse skænkede jeg ikke hans Ord synderlig Opmærksomhed, men da jeg travede videre, drejede Violette et Øjeblik sit kønne Hoved, og mit Øje fangede Glimtet af det gyldne "N" i Bidslet. Det var Kejserens Tegn. Og disse Tegn betød altsaa noget, der var modsat det. Der maatte være sket vigtige Ting i Tyskland, medens vi havde været borte; maaske den sovende Jætte var ved at vaagne. Jeg tænkte paa de modvillige Ansigter, som jeg overalt havde mødt, og det forekom mig, at saafremt jeg havde kunnet se ind i disse Folks Hjerter, kunde jeg have bragt mærkelige Nyheder med mig til Frankrig. Men dette gjorde mig blot endnu ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne.

Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af Risbrænde. Idet jeg passerede forbi, lød der en skarp Lyd ud fra Grenene, og da jeg saa mig om, fik jeg Øje paa en Mand, der stirrede paa mig -- et varmt, rødt Ansigt som en Mands, der er ude af sig selv af Spænding og Ophidselse.

Jeg saa straks, at det var den samme Herre, som jeg havde stillet Spørgsmaalet en Time tidligere i Landsbyen.

"Kom nærmere," hviskede han, "men roligt og forsigtigt! Maaske har vi i dette Øjeblik Spioner om os, og jeg er dødsens, saafremt man ser mig tale med Dem."

"Dødsens!" hviskede jeg; "hvem skulde bringe Dem i Døden?"

"Tugendbund! Lützows natlige Jægere! I Franskmænd lever paa en Krudttønde, og Lunten er allerede tændt!"

"Dette kommer mig lidt overraskende!" svarede jeg og lænede mig ud over Hesten; "men hvad er dette Tugendbund?"

"En hemmelig Sammenslutning, der har planlagt en stor Folkerejsning, hvis Formaal er at jage Jer bort fra Tyskland, som I nylig blev jagne ud af Rusland."

"Og det er derfor, at disse T'er er anbragt rundt omkring?"

"Ja, det er Signalet. Jeg kunde have fortalt Dem dette i Landsbyen, men jeg turde ikke vise mig i længere Samtale med Dem. Jeg galopperede imidlertid igennem Skoven for at træffe Dem her og holdt saa vidt muligt mig og min Hest skjult."

"Jeg er Dem virkelig forbunden!" svarede jeg, "saa meget mere, som De er den eneste Tysker, jeg har mødt i Dag, der har vist almindelig Velopdragenhed."

"Alt, hvad jeg ejer, har jeg tjent ved Kontrakter med den franske Hær!" vedblev han. "Deres Kejser har været min Velgører. Jeg beder Dem nu ride videre; vi har allerede talt for længe sammen. Men tag Dem i Agt for Lützows natlige Jægere!"

"Banditter?" spurgte jeg.

"Det er Tysklands bedste Mænd," svarede han; "men fortsæt for Guds Skyld Deres Ridt; thi jeg har sat mit Liv og mit gode Navn paa Spil ved at bringe Dem denne Advarsel."

I kan tænke Jer, at saafremt jeg tidligere havde tænkt lidt over Tingene, blev jeg ikke lettere om Hjertet efter denne mærkelige Samtale bag Riskvistene. Hvad der imidlertid havde større Indvirkning paa mig end hans Ord, var hans bævende Stemme, hans Ansigt og hans Øjne, der skævede til højre og venstre, og i hvilke der kom et forskrækket Glimt, blot en Gren knagede. Han var aabenbart hensat i en Tilstand af sanseløs Rædsel, og maaske med god Grund, thi kort efter, at jeg havde forladt ham, hørte jeg et Bøsseskud og et Raab bag ved mig. Det kan jo have været en eller anden Jæger, der har kaldt paa sine Hunde, men i hvert Fald hverken saa eller hørte jeg senere noget til denne Mand.

Efter denne Episode holdt jeg selvfølgelig skarpt Udkig og red til, hvor Landskabet var aabent, men forsigtigt, hvor der kunde ligge Baghold. Det var nødvendigt for mig at opstille denne Regel og følge den, thi halvandet hundrede Mil skilte mig fra den franske Grænse. Alligevel kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl.

Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og forsvandt ind i en Egeskov. Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod mig. Han holdt en af sine Hænder op til Hovedet, og om Halsen havde han et rødt Lommetørklæde.

Jeg holdt min Hoppe an og betragtede ham med Væmmelse, thi jeg fandt det mærkeligt, at en Mand, der bar saa straalende en Uniform, vilde vise sig i en saadan Tilstand i det klare Dagslys. For sit Vedkommende stirrede han uafbrudt paa mig og kom langsomt ned imod mig, idet han hvert Øjeblik standsede og søgte Støtte op ad en Træstamme. Da jeg atter red fremad, hørte jeg ham udstøde et Glædesraab, saa ludede han forover og faldt med et Brag hen ad den støvede Vej. Han strakte Hænderne fremad under Faldet, og jeg saa nu, at hvad jeg havde antaget for et rødt Tørklæde, i Virkeligheden var et frygteligt Saar i hans Hals, ud af hvilket der hang en stor Klump af størknet Blod.

"Min Gud!" raabte jeg og sprang ham til Hjælp. "Og jeg, der troede, at De var beruset!"

"Ikke beruset, men døende!" svarede han; "men jeg takker Himlen for, at jeg har mødt en fransk Officer, medens jeg endnu er i Stand til at tale."

Jeg bar ham hen i Lyngen og hældte noget Cognac i Halsen paa ham.

"Hvem har gjort dette?" spurgte jeg, "og hvem er De? De er Franskmand, og dog er Deres Uniform ganske fremmed for mig."

"Saaledes er Uniformen i Kejserens nye Æresgarde. Jeg er Markien af Château St. Arnaud og er den niende af min Slægt, som dør for Frankrig. Jeg er bleven forfulgt og saaret af Lützows Jægere, men fandt et Skjulested i Buskadset derhenne og ventede der i Haabet om, at en Franskmand skulde komme forbi. Jeg kunde ikke straks se, om De var Ven eller Fjende, men jeg følte, at Døden nærmede sig, og at jeg derfor maatte løbe Risikoen."

"Hold Modet oppe, Kammerat!" sagde jeg, "jeg har set Folk med værre Saar, der endda er komne over det."

"Nej! Nej!" hviskede han, "det er snart forbi."

Han lagde sin Haand paa min, da han talte, og jeg saa, at hans Tungespids allerede var blaa.

"Jeg har vigtige Papirer her i min Frakke, som De hurtigst maa bringe til Prinsen af Sachsen-Feldstein paa hans Slot ved Hof. Han er os stadig tro, men Prinsessen er vor dødelige Fjende, og arbejder ihærdigt paa at faa ham til at erklære sig imod os. Dersom dette Anslag lykkes, og han gør det, vil det sikkert virke bestemmende paa alle dem, der endnu staar vaklende, thi Kongen af Preussen er hans Onkel og Kongen af Bayern hans Fætter. Disse Papirer vil bevare ham for os, dersom de blot kan naa ham, før han har gjort det afgørende Skridt. Læg Papirerne i hans egne Hænder endnu i Nat og maaske har du bevaret hele Tyskland for Kejseren. Var min Hest ikke bleven skudt under mig, vilde jeg, saaret, som jeg er -- --"

En Rysten for gennem ham og hans kolde Haand greb saa fast om min, at den blev ligesaa blodløs som hans egen. Saa faldt hans Hoved med et Suk bagover, og han var død.

Dette var jo en køn Begyndelse paa min Rejse hjemad. Jeg fik her overdraget en Sendelse, som jeg kendte meget lidt til, som vilde bringe mig til at bryde min Ordre og som dog alligevel var af en saadan Betydning, at jeg ikke kunde lade den overhørig. Jeg aabnede Markiens Frakke, hvis Glimmer med velberaad Hu var valgt af Kejseren for at virke tiltrækkende paa disse unge Aristokrater, der skulde skaffe hans Garde nye Regimenter. Jeg trak en lille Pakke Papirer frem, ombundet med Silke og adresseret til Prinsen af Sachsen-Feldstein. I det ene Hjørne stod der skrevet med en springende, skødesløs Haandskrift: "Haster og meget vigtigt." Dette var en Ordre til mig, disse fire Ord, -- en Ordre saa klar og bestemt, som var den kommen lige fra de faste Læber, og med de kolde, graa Øjne stirrende ind i mine. Mine Rekrutter maatte vente paa mig, den døde Markis fik ligge, hvor han laa, mellem Lyngtoppene, -- disse Papirer _skulde_ komme Prinsen i Hænde samme Nat, saafremt det blot paa nogen Maade vilde lykkes mig og Violette at slippe igennem.