# Etienne Gerards Bedrifter ## Part 8 Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/etienne-gerards-bedrifter-29392/index.md "Man kan jo være to i den Leg, min kære Bart," sagde jeg. "Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sværd. Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare den brilliante unge Mand, der havde været min Velgører. Han betænkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for "Mon Dieu". "De vil altsaa rømme, vil De!" sagde han. "Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?" "Den eneste Undskyldning, jeg kunde tænke mig," sagde Bart, "skulde være den, at jeg gør Dem et Hoved kortere, saafremt De forsøger derpaa." "Hør mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg slet ikke tvivler om, at De er en udmærket Fægter, kan De dog næppe haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette Kavalleri-Brigade." Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det halve af hans Fjerbusk af. Han stødte efter mit Bryst, men jeg slog hans Sværd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af. "Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest. "Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke gør Gengæld." "Det er altsammen meget godt," bemærkede han, "men De skal alligevel følge mig til Lejren." "Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg. "Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens han red efter mig med Sværdet i Haanden. Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afgøre Sagen paa anden Maade end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev nødt til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans Stød, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals. "Jeg vil gøre Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om, hvem der skal være den andens Fange." Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans. "Hvor har De Terningerne?" kom det. "Jeg har ingen!" "Jeg heller ikke, men jeg har Kort!" "Lad det saa bare være Kort!" sagde jeg. "Og Spillet?" "Jeg overlader det til Dem." "Lad det være Ecarté -- den, der vinder tre Partier." Jeg kunde ikke lade være at smile, thi jeg tror ikke, der er tre Mænd i Frankrig, der er mine Overmænd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi steg af Hesten, men han smilede kun, da han hørte det. "Jeg gik for at være den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da Chancerne altsaa er ens, fortjener De at være fri, saafremt De vinder." Vi tøjlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg behøvede blot at se ham blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte Spillet. Det var min Tro nok værd at spille om den Indsats. Han ønskede at føje hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar Oberst Etienne Gerards Skæbne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om alle, der havde Grund til at være interesserede i dette Spil -- min Moder, mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv Kejseren -- sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med mig, har jeg altid været den, der har vundet de fleste Partier. Det første Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indrømme, at Kortene var mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig, markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako. "Jeg sætter min rødskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han. "Vedtaget!" sagde jeg. "Saddel, Tømme og Stigbøjler!" "Vedtaget!" sagde jeg. Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem. Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg, mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik -- jeg havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed nu," tænkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i Lænker!" Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have kastet mig ned paa Jorden, da jeg tænkte derpaa. "De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 -- det er Brigader Gerards Mening!" sagde jeg. Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det første Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den mægtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet døde hen paa mine Læber ved Synet af min Kammerat. Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Træk var slappede og han stirrede hen mod mine Skuldre med det forfærdeligste Udtryk af Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset over, hvad jeg saa. Tre Mænd stod lige ved Siden af os, højst en halv Snes Alen borte. Den midterste var velvoksen, men dog ikke for høj -- omtrent af samme Højde som jeg selv. Han var klædt i en mørk Uniform med en lille trekantet Hat med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig. Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre Mænd holdt der lige saa mange Heste, og længst tilbage en Eskorte af Dragoner. "Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle Mand. "Hører De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington ønsker at vide, hvad dette skal betyde!" Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret, men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et Øjeblik. "Meget vel, Crauford!" udbrød han, "men Hærens Disciplin maa opretholdes. Vær saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange." Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg, Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforfærdet ung Mand han var. Min Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i mine Øjne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde ikke sige mere. "Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir," spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand vilde have kastet sig om Halsen paa mig. "Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere. "Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg. "Saa belæsser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "før Fangen hen til min Eskorte." Hans Dragoner omringede mig, og jeg -- jeg var næsten ved at blive gal, da jeg tænkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine Hænder, og at jeg i dette Øjeblik kunde have været en fri Mand. Jeg holdt Kortene op for Generalen. "Se, Mylord!" næsten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!" For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt. "Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder min Konge paa Dem." V. Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen. Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig, efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet. Jeg skal i Aften fortsætte min Beretning. Jeg skal love for, at de passede godt paa mig i Oporto, for ikke at give saa vigtig en Fange Lejlighed til at slippe bort. Den tiende Avgust blev jeg bragt om Bord paa det Skib, der skulde føre os til England, hvor alle vi Fanger blev indsat i et stort Fængsel, der var bygget til os i Dartmoor. Vi plejede at kalde det "L'hotel Français, et Pension", thi I forstaar, at vi var raske Gutter, der ikke tabte Humøret for lidt Modgang. Det var kun de Officerer, der nægtede at afgive Deres Æresord, der blev indkvarteret i Dartmoor, og Størstedelen af Fangerne var Menige fra Hær og Flaade. I spørger mig maaske, hvorfor jeg ikke vilde give mit Æresord, og derved komme til at nyde de samme Goder som mine Officerskammerater. Naa, jeg havde to Grunde, der hver for sig var afgørende nok. For det første havde jeg saa stor Tillid til mig selv, at jeg følte mig overbevist om, at det nok skulde lykkes mig at undslippe. For det andet har min Familie, skønt gammel og anset, aldrig været velhavende, og jeg kunde ikke bringe det over mit Hjerte at beskære min Moders smaa Indtægter. Det at repræsentere i de engelske Familier, kostede Penge. Af disse Grunde foretrak jeg den levende Begravelse i det frygtelige Fængsel i Dartmoor. Jeg skal nu fortælle Jer om mit Ophold i England, og hvorledes Lord Wellingtons Ord passede, da han sagde, at Kongen holdt paa mig. Vi Officerer beboede en særlig Fløj af denne fæstningslignende Bygning, og det var en meget broget Flok, der her var bragt sammen. De havde ladet os beholde vore Uniformer, saa at der neppe var et Korps, der havde gjort Tjeneste under Victor, Massena eller Ney, som ikke var repræsenteret her, og som ikke havde været det fra det Øjeblik, Junot blev slaaet ved Vimiera. Der var Jægere i grønne Trøjer, Husarer som jeg selv, blaa Dragoner, hvidbrystede Lansenerer, Ingeniører, Grenaderer, Artillerister og Intendanter. Men Størsteparten var dog Søofficerer, thi England havde Overtaget til Søs. Ikke saa snart var jeg kommen til Dartmoor, før jeg begyndte at lægge Planer om, hvorledes jeg skulde komme ud igen, og I kan sagtens tænke Jer, at det ikke varede længe, før jeg mente at have fundet en Udvej. Vi Officerer var blevne anbragte to og to i Cellen, og min Kammerat var en lang, tavs Fyr ved Navn Beaumont af det lette Artilleri; han var bleven taget til Fange af Englænderne ved Astorga. Det er sjældent, jeg har mødt en Mand, som jeg ikke kunde gøre til min Ven, for mine Tilbøjeligheder og Optræden er -- som I kender dem. Men denne Fyr havde aldrig et Smil tilovers for en Spøg eller Øre for mine Sorger. Han sad blot og saa hen for sig med sløve Øjne, saa at jeg tilsidst kom til det Resultat, at de to Aars Fangenskab havde gjort ham forrykt. Hvor jeg dog ønskede, at gamle Bouvet eller en af mine Kammerater blandt Husarerne var her i Stedet for denne Mumie. Men nu var han der en Gang, og jeg maatte se at drage ham til Nytte saa meget som muligt; thi mine Planer om Flugt kunde kun blive til Virkelighed, naar vi gjorde fælles Sag. Hvad kunde jeg vel udrette, uden at han opdagede det? Jeg hentydede derfor først til mit Forehavende, senere talte jeg mere aabent, og jeg fik det Indtryk, at han var tilbøjelig til at tage Del i Flugtforsøget. Jeg undersøgte Murene, jeg undersøgte Gulv og Loft, jeg bankede og huggede. Men alt syntes tykt og solidt. Døren var af Jern, lukket af en Springlaas, og den havde en lille Laage, hvorigennem Vagten kastede et undersøgende Blik to Gange hver Nat. I Cellen var der to Senge, to Stole, to Servanter, ellers intet. Men jeg ønskede mig ikke større Komfort. Hvornaar havde jeg i mit tolv Aars Feltliv haft saa megen? Men hvorledes skulde jeg slippe ud? Nat efter Nat laa jeg og tænkte paa mine femhundrede Husarer, og jeg havde frygtelige Mareridt, der afmalede mig mit Regiment i det sørgeligste Forfald. En Gang blev det stikkende i en Mose, ved en anden Lejlighed blev det pryglet af i Kejserens Nærværelse. Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa Væggene. Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv dette var for lille til, at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte rettes imod det. For at gøre Sagen værre, førte det ud i Fængselsgaarden, som var omgivet af to høje Mure. Men, som jeg sagde til min mutte Kammerat, det er tidsnok at tale om Vistula, naar man er over Rhinen. Jeg brækkede et Stykke Jern af mit Sengested og gav mig derefter i Lag med at løsne Cementen, der holdt Jernstangen fast. Jeg arbejdede tre Timer ad Gangen og løb derefter hen til Sengen, naar jeg hørte Vagtens Skridt udenfor. Saa igen tre Timers Arbejde og ofte endnu tre, thi jeg syntes, Beaumont var saa sløv og klodset, at jeg ligesaa godt kunde gøre Arbejdet selv. Jeg udmalede mig, at tredje Husarregiment ventede paa mig udenfor Vinduerne med Trommer og Standarter, Leopard-Skaberakker og hele Pibetøjet. Saa kunde jeg arbejde som en besat, indtil min Jernstump blev vaad af Blod. Nat efter Nat brækkede jeg den stenhaarde Cement løs og skjulte Stumperne under min Madras, indtil det Øjeblik endelig var inde, hvor jeg med et kraftigt Tag rykkede Jernstangen ud. Jeg var naaet det første Skridt hen imod min Frihed. Derefter tog jeg fat i Muren, der omgav Vinduet. Efter tre Ugers Forløb havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa, at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove Flugtforsøget. Da endelig den sidste Dag var gaaet, var jeg i saa nervøs Ophidselse, at jeg næsten ikke kunde beherske mig. Hvert Øjeblik faldt den Tanke mig ind, at Vagten havde opdaget, hvad vi havde for. Hvad min Kammerat angaar, da sad han paa sin Seng og bed Negle og skulede efter mig paa sin sædvanlige sløve Maner. "Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart faa Deres Kammerater at se!" "Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar De er sluppen ud?" "Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment." "Det er nok rimeligere, at De kommer ned i et af de underjordiske Huller eller til en af Portsmouths Galejer," sagde han. "En Soldat løber sin Risiko," bemærkede jeg; "det er kun en Kujon, der altid frygter det værste." Jeg saa Rødmen stige op i hans gustne Kinder ved denne Bemærkning og var meget tilfreds hermed, thi det var det eneste Livstegn, som jeg nogen Sinde havde iagttaget hos ham. Et Øjeblik efter greb han efter sin Vandkande, som jeg formodentlig skulde have haft i Hovedet, men han nøjedes med at trække paa Skulderen og gav sig straks i Lag med sin Yndlingsbeskæftigelse: at bide Negle. Da jeg hen paa Aftenen saa ud af mit Vindue, var Himlen kulsort. Regnen strømmede ned, og det blæste en hel Orkan. Af Vagten udenfor var der intet at se. Han havde uden Tvivl søgt Ly for Uvejret i en eller anden Krog. Jeg tog Jernstangen fra Vinduet, trak Stenene ud og gav min Kammerat Tegn til at krybe igennem Hullet. "Jeg følger efter, Oberst!" sagde han. "Vil De gaa først?" spurgte jeg. "Jeg ser hellere, at De viser mig Vej." "Kom saa lige bag efter mig, men kom stille, saafremt De har Deres Liv kært." Jeg kunde i Mørket høre Fyrens Tænder klapre, og jeg tror ikke, at et Menneske nogensinde har haft en daarligere Hjælper til saa fortvivlet et Foretagende. Jeg greb imidlertid Jernstangen, stod op paa min Stol og pressede mit Hovede og mine Skuldre ud igennem Aabningen. Jeg var kommen omtrent halvvejs igennem, da min Kammerat pludselig greb mig i Benene og hylede, saa højt han kunde: "Hjælp! Hjælp! En Fange er ved at undslippe!" I kan tænke Jer mine Følelser i det Øjeblik. Jeg begreb straks, hvilket gement Spil denne modbydelige Fyr spillede. Hvorfor skulde han risikere sit Skind ved at klatre omkring paa Muren, naar han var sikker paa at blive frigivet, fordi han havde forhindret saa vigtig en Fanges Flugt. Jeg havde straks set, at han var en Kujon og en Ræv, men havde dog alligevel ikke tiltroet ham en saadan Nederdrægtighed. Jeg sprang tilbage i det mørke Kammer, greb ham i Struben og gav ham et Par Slag med Jernstangen. Ved det første Slag hylede han som en lille Køter, naar man træder den over Poterne. Ved det andet faldt han om paa Gulvet med en Grynten. Saa satte jeg mig hen paa Bænken og ventede resigneret paa, hvad dette vilde føre til. Men der gik et Minut og endnu et, uden at jeg hørte anden Lyd end det tunge, næsten snorkende Aandedræt fra det sanseløse Vrag paa Gulvet. Skulde det være muligt, at hans advarende Skrig upaaagtede var døde hen i Stormens Brølen? Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre. En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø. Hvis jeg lod ham blive tilbage, var det umuligt at vide, hvornaar han kom til sig selv og gjorde Anskrig. Jeg turde ikke tænde Lys, saa jeg følte mig frem i Mørket, indtil jeg rørte ved noget vaadt, som jeg vidste var hans Hovede. Jeg hævede min Jernstang, men der var noget, mine Venner, der forhindrede mig i at fuldføre mit Forsæt. I Kampens Hede har jeg gjort det af med mange Mennesker, hæderlige Mænd, der aldrig har fornærmet mig. Og her laa dette Vrag, et Dyr, der ikke fortjente at leve, som havde prøvet paa at styrte mig i Ulykke, og dog kunde jeg ikke faa mig selv til at knuse hans Pandeskal. Saadan en Gerning kunde være meget god for en spansk Bandit, men ikke for en Soldat og Gentleman som jeg. Jeg nøjedes derfor med at kneble ham og bandt ham derefter med Strimler af Sengetæppet. I den svækkede Tilstand, han befandt sig i, var der god Grund til at antage, at han i hvert Fald ikke kunde komme fri før Vagtens næste Inspektion. Af Beaumonts og mine egne Lagener lavede jeg derefter Reb og bandt dette til Midten af min Jernstang, der var lidt over en Fod lang. Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdt mig i Skyggen af Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens Kant var besat. Jeg klatrede derefter op af Rebet, trak det op efter mig og sprang ned paa den anden Side. Paa lignende Maade kom jeg op paa den anden Mur og sad netop og skrævede imellem Spigerne, da jeg saa noget blinke i Mørket nedenunder. Det var Skildvagtens Bajonet, og da den anden Mur var betydeligt lavere end den første, var jeg nu saa tæt inde paa ham, at jeg næsten kunde naa ham. Da rejste han sig pludselig og slentrede af Sted i Plaskregnen. Jeg gled hurtigt ned ad Rebet, lod det blive hængende og styrtede af Sted i vildt Løb. Himmel, hvor jeg løb! Stormen slog mig i Ansigtet, Regnen prikkede i min Hud. Jeg stak Foden i Huller, snublede over Rødder og faldt imellem Buske. Jeg var forreven, aandeløs og blødende. Min Tunge var som Læder, mine Fødder som Bly, og mit Hjerte bankede som en Kedeltromme. Men jeg løb, løb, løb! Men Hovedet tabte jeg ikke, mine Venner! Der var Plan i, hvad jeg foretog mig. Vore Flygtninge søgte altid til Kysten. Jeg vilde søge ind i Landet, saa meget desto mere, som jeg havde fortalt Beaumont det modsatte. Jeg vilde flygte imod Nord, medens de vilde søge mig imod Syd. Maaske vil I spørge mig, hvorledes jeg kunde holde rede paa Verdenshjørnerne i saadan en Nat. Jeg svarer, at jeg havde lagt Mærke til, at Vinden kom fra Nord, og at jeg altsaa løb i den rigtige Retning, naar jeg havde Vinden imod mig. Jeg styrtede altsaa af Sted paa denne Maade, da jeg saa to gule Lys skinne frem af Mørket lige foran mig. Jeg standsede et Øjeblik og overvejede, hvad jeg skulde gøre. Jeg var stadig i min Husaruniform, og jeg maatte nødvendigvis skaffe mig nogle Klæder, der ikke røbede mig. Dersom disse Lys kom fra en Bondegaard, var det sandsynligt, at jeg der kunde finde, hvad jeg søgte. Jeg nærmede mig derfor, ked af, at jeg havde maattet efterlade min Jernstump, thi jeg var fast besluttet paa, at Folk ikke skulde fange mig levende! Men jeg opdagede snart, at det ikke var nogen Bondegaard. Lysene var to Lygter, der hang paa hver sin Side af en Vogn, og ved deres Skær saa jeg, at en bred Landevej laa foran mig. Skjult mellem Buskene iagttog jeg, at der var to Heste for Ekvipagen, at en ungdommelig Kusk stod ved Hovederne af dem, og at Vognens ene Hjul laa paa Vejen ved Siden af ham. Saa blev Vinduet slaaet ned, og et kønt lille Ansigt under en Kappe tittede ud. "Hvad skal vi dog stille op?" udbrød Damen; "Sir Charles maa være faret vild, og jeg maa tilbringe Natten her paa Landevejen." "Maaske jeg kan være Dem til nogen Nytte, Frue!" sagde jeg og kravlede fra Buskadset ud i Lygteskæret. En Kvinde i Nød er hellig for mig, og denne var endda ung og smuk. I maa erindre, at skønt jeg var Oberst, var jeg den Gang kun otte og tyve. Du gode Gud, hvor hun skreg op, og hvor Kusken gloede! I vil forstaa, at efter mit Løb i Mørket var min Chako bulet, mit Ansigt tilsølet og min Uniform iturevet og snavset, saa jeg var just ikke den Slags Person, man helst vil møde om Natten paa en øde Vej. "Jeg beklager meget at have forskrækket Dem, Frue!" sagde jeg, "jeg hørte tilfældigvis Deres Bemærkning til Kusken og kunde ikke afholde mig fra at tilbyde Dem min Tjeneste." Jeg sluttede med et Buk. I kender mit Buk og kan forstaa, hvilket Indtryk det gjorde paa Kvinden. "Jeg er Dem meget forbunden, Sir!" sagde hun, "vi har haft en frygtelig Rejse, siden vi forlod Tavistock. Til Slut er et Hjul gaaet af vor Vogn, og her ligger vi midt paa Heden. Min Mand, Sir Charles, er gaaet efter Hjælp, men jeg frygter for, at han er faret vild." Jeg skulde til at udtale nogle deltagende Ord, da jeg ved Siden af Damen fik Øje paa en sort Rejsekappe, besat med Astrakan, som hendes Ledsager maatte have efterladt. Det var netop, hvad jeg behøvede for at skjule min Uniform. Ganske sandt, jeg følte mig omtrent som en Landevejsrøver, men hvad skulde jeg gøre? Nød bryder alle Love, og jeg var i Fjendens Land. "Jeg antager, Frue, at det er Deres Mands Kappe," bemærkede jeg, "De vil sikkert tilgive mig, at jeg bliver nødt til --". Jeg halede den ud gennem Vinduet, medens jeg talte. Jeg kunde se, at der over hendes Ansigt gled et Udtryk af Forbavselse, Frygt og Afsky. "Hvor har jeg dog taget Fejl af Dem!" udbrød hun. "De kommer for at plyndre og ikke for at hjælpe mig. De har en dannet Mands Væsen, og dog stjæler De min Mands Kappe." "Frue!" sagde jeg, "jeg beder Dem om ikke at dømme mig, før De ved alt. Det er ganske nødvendigt for mig at komme i Besiddelse af Kappen. Men saafremt De vil have den Godhed at sige mig, hvem det er, der har den Lykke, at være Deres Mand, skal jeg sørge for, at Kappen bliver sendt tilbage." Hendes Ansigt blev mildere, skønt hun stadig anstrængte sig for at se fortørnet ud. "Min Mand," sagde hun, "er Sir Charles Meredith, og han er paa Vej til Dartmoor Fængsel med vigtige Statspapirer. Jeg beder Dem, Sir, om at forlade os og ikke tage noget med, som tilhører ham."