Part 7

Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa Tønden, understøttet af to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var hændet ham, blev jeg af nogle af Røverne ført frem foran Bordet, ved hvilket Anføreren sad, og havde derfor en udmærket Lejlighed til at tage ham nøjere i Øjesyn. Jeg har sjælden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med røde Kinder og smaa gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en velnæret Spækhøker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede Bælter eller skinnende Vaaben, der udmærkede hans Underordnede, tværtimod bar han en adstadig Frakke ligesom en hæderlig Familiefader, og naar undtages hans brune Gamascher, var der intet, der røbede Bjergbeboeren. Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der mindede om en Regnskabsbog. Paa et Brædt mellem to Krudttønder stod der flere andre Bøger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle indeholdt Vers. Dette bemærkede jeg, medens han magelig lænede sig tilbage i sin Stol og lyttede til sin Løjtnants Beretning. Da denne var afgiven, beordrede han den lemlæstede baaret ud, og jeg blev staaende med tre Vogtere, ventende paa at høre min Skæbne. Han greb sin Pen og bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa skød han Læberne frem og skævede op mod Hulens Loft.

"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan nævne mig et Rim paa Ordet Covilha."

Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.

"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste Værker skrevne paa urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en høj Rang. Men jeg er bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."

Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt straalede som en ung Piges, der har modtaget sit første Kærlighedsbrev.

"Kritiken synes at være mig gunstig," bemærkede han, "De forstaar, at vi i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt Talent i den Retning. En Dag med det første haaber jeg at se mine Forsøg paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore Forretninger. Tør jeg spørge om Deres Navn?"

"Etienne Gerard."

"Rang?"

"Oberst."

"Korps?"

"Det tredie af Conflans Husarer."

"De er en ung Oberst."

"Jeg har gjort en glimrende Karriere."

"Saa meget desto værre," sagde han med sit venlige Smil.

Jeg svarede ham ikke, men ved min Optræden søgte jeg at vise ham, at jeg var forberedt paa alt.

"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Besøg af et Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi bestræber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en høj, slank, ung Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"

"Ja vist!"

"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"

"Stakkels Fyr!" udbrød jeg, "og hvorledes døde han?"

"Vi begravede ham!"

"Men før De begravede ham?"

"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke død, da vi begravede ham!"

"De begravede ham levende!"

Jeg var i samme Øjeblik altfor forfærdet til at handle. Men lidt efter kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil paa sine Læber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine Bevogtere af mig bandende og skældende, men dog aldrig helt fri. Tilsidst, da mit Tøj næsten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev surret om mine Ankler og mine Arme.

"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min Sværdspids, skal jeg lære Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De vil snart erfare, De blodtørstige Rovdyr, at Kejserens Arm rækker langt, og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme, da han skal jage Dem ud af det og tilintetgøre Dem sammen med alt Deres Kryb."

Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Skældsord, som jeg havde lært i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod strømme ud over ham. Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og skævede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe. Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.

"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsløse Vers, og Gud skal vide, at kortere kan det umuligt blive."

I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en Købmand handler med Figner, havde et ømt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han blev ligbleg, og de smaa bevægelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.

"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstrækkeligt!" sagde han med dirrende Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg lover Dem en enestaaende Død. Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment skal faa en Død som ingen anden!"

"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke sætter den paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bemærkninger paa Tungen, men han afbrød mig med en rasende Haandbevægelse, der fik mine tre Bevogtere til at trække mig ud af Hulen.

Denne Samtale, som jeg har fortalt saa nøjagtigt, som jeg kan huske den, maa have varet nogen Tid, thi det var helt mørkt, da vi kom udenfor, og det var dejligt Maaneskin. Røverne havde antændt et stort Baal, ikke for Varmens Skyld, da Natten var kvælende hed, men til at koge deres Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa rundt omkring i det gullige Skær, saa at Scenen lignede et af de Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid følt mig tiltrukket af den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, købte jeg et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven", og gennem to Felttog førte jeg det med mig, indtil min Hest ved et Ulykkestilfælde stak sin Hov gennem det. Jeg nævner i Forbigaaende dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller Ney. Men medens jeg laa i Røverlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst til at tænke paa saadanne Emner.

De havde kastet mig hen under et Træ, og de tre Skurke drev omkring og røg deres Cigaretter lige tæt ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange været i saa fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" tænkte jeg, "Mod, min tapre Dreng! Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er sluppen levende gennem to hundrede Affærer, og denne bliver sikkert ikke den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den største Forbavselse.

Jeg har allerede fortalt Jer, at der brændte et stort Baal midt paa Pladsen. Ved dets Skær og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt højt Fyrretræ, som tiltrak sig min Opmærksomhed, fordi dets Bark og nedhængende Grene var forkullede, som om der havde været tændt en stor Ild under det. Der voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridestøvler stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Træet med Skafterne nedad. Min første Tanke var, at de var bundne fast til Træet, men ved at se nærmere til, opdagede jeg, at de var sømmede til Træet. Saa blev jeg pludselig slagen af Rædsel, da jeg forstod, at Støvlerne ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til højre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Træet, og hvorfor der var bleven tændt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale om eller tænke paa Rædsler, mine Venner, og jeg ønsker ikke at skaffe Jer onde Drømme i Nat -- men jeg kan ikke fortælle Jer om de spanske Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og hvilken Krigsførelse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod, hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herreløs i Buskadset, og at jeg haabede, at han var gaaet sin grufulde Skæbne i Møde med Frejdighed og Mod, som det sømmede sig en god Franskmand.

Det var ikke noget opløftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var sammen med deres Anfører i Hulen, havde jeg været saa rasende over unge Soubirons grufulde Død, at jeg slet ikke havde tænkt paa min egen Skæbne. Maaske havde det været klogere, om jeg havde talt høfligt til Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op, og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel været for mig, der havde skamferet deres Løjtnant, naar det var gaaet den godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel været fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var død, som han havde levet, og at i det mindste én Fange ikke havde bøjet sig for ham. Jeg laa og tænkte paa de forskellige Kvinder, som vilde sørge over mig, paa min kære, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar, at jeg fik Taarer i Øjnene derved.

Men under alt dette havde jeg min Opmærksomhed henvendt paa enhver Bagatel, der kunde hjælpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger som en syg Hest og venter paa Slagterøksen. Først søgte jeg at løsne Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled. En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest, og jeg saa min anden Halvdel græsse et halvt hundrede Alen fra mig. Derefter blev jeg opmærksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besvær kunde føres op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere fremkommelig og førte jævnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine Fødder i Stigbøjlen og mit Sværd i Haanden, skulde et eneste dristigt Hug nok bringe mig udenfor dette Paks Rækkevidde.

Jeg tænkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og Ankler, da Anføreren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord med sin Løjtnant, der stønnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de klappede i Hænderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig, men jeg var glad ved at føle, at mine Hænder for saa vidt var fri, som jeg kunde trække dem ud gennem Løkken, naar jeg vilde. Men med mine Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i mit Overskæg for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.

Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene klatrede op i et velvoksent Fyrretræ paa den ene Side af Pladsen og bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa lignende Maade et andet Reb i et Træ paa den anden Side. De to løse Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb, bøjede Træet ned i en Bue og fastgjorde det til en Træstub. Da de havde bøjet det andet Træ ned paa lignende Maade, var de to Trætoppe kun nogle Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige Stilling i samme Øjeblik, som Rebene blev løsnede. Nu forstod jeg den djævelske Plan, som disse Uslinger havde udklækket.

"Jeg formoder, at De er en stærk Mand, Oberst," sagde Anføreren smilende, da han kom hen til mig.

"Dersom De vil være saa venlig at løsne disse Reb," svarede jeg, "skal jeg vise Dem, hvor stærk jeg er."

"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa stærk som disse unge Træer," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Træerne svippe tilbage. Dersom De er stærkere end disse Træer, vil De forstaa, at der ingen Skade sker, er Træerne derimod stærkere end Dem, Oberst, vil vi faa en Erindring om Dem, hængende paa hver Side af vor lille Plads."

Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, mørke Ansigter og Baalet lysende paa deres stærke, hvide Tænder.

Det er forbavsende -- og jeg har hørt mange gøre den samme Bemærkning -- hvor skærpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg er overbevist om, at de ikke noget Øjeblik er saa klare, som naar man trues med en voldsom Død. Jeg kunde lugte Træernes Harpiks. Jeg kunde se enhver Kvist paa Jorden og kunde høre den svageste Raslen i Grenene saa tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller hørt, undtagen netop i lignende frygtelige Øjeblikke. Saaledes gik det til, at jeg, længe forinden, ja, endog før Anføreren havde tiltalt mig, hørte en lav, ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende nærmere. I Begyndelsen lød den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anføreren havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frigøre mine Ankler for at føre mig til Retterstedet, hørte jeg den saa tydeligt som jeg nogensinde i mit Liv har hørt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigbøjlen. Det var umuligt, at jeg, der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det første Haar skyggede over mine Læber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra fremrykkende Rytteri.

"Til Hjælp, Kammerater, til Hjælp!" skreg jeg, og skønt de slog mig paa Munden og søgte at trække mig hen til Træerne, blev jeg ved med at raabe: "Til Hjælp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"

I det Øjeblik havde mine Saar og mine Trængsler bragt mig fra Sans og Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og hele Tilbehøret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det, der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad og fornøjet ud, den muntreste Mine af Verden og førte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde været rød, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egeløv. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhjælm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter og i mine Øjne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres Fører galopperede fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke Hoved. Af deres mærkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Englændere. Det var første Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at dømme efter deres stolte Holdning og den udmærkede Maade, de førte sig paa, forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige Folk at kæmpe imod.

"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for Løjer har I for her? Hvem var det, der raabte om Hjælp, og hvad har I i Sinde at gøre ved ham?"

I det Øjeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten efter Irlands Konger, havde anvendt paa at lære mig Engelsk. Mine Ankler var fri, saa jeg havde kun at trække mine Hænder ud af Løkken, med et eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede Ankel kunde jeg ikke sætte Foden i Stigbøjlen, men sprang lige op paa Ryggen af Dyret, løste det fra Træet, og før Banditterne kunde affyre en Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.

"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indrømme, at mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et Blik paa Træet derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de hæderlige Soldater, der falder i deres Klør."

Ilden flammede i samme Øjeblik op og præsenterede stakkels Vidal for dem, et saa rædselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud røg fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og klappede mig paa Skulderen.

"Kæmp for Deres Liv, min Ven," sagde han.

Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og brød ud i Begejstringsraab. Anføreren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fjæs.

"Deres Ekscellence vil lægge Mærke til, at denne Franskmand er min Fange!" sagde han.

"De er en nedrig Røver!" svarede Englænderen og svingede sin Sabel mod ham, "det er vanærende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det nærmeste Træ."

"Men min Fange?" spurgte Røveren med sin sledske Stemme.

"Han følger med os til den britiske Lejr!"

"Tillad mig at hviske Dem et Ord i Øret, før end at De trækker af med ham."

Han nærmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig, da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte ned i Dalen.

Det var først, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne Marker, at vi vovede at standse og undersøge, hvad Skade vi havde taget. Skønt jeg var baade træt og saaret, slog mit Hjerte dog af Stolthed og mit Bryst var ved at sprænge Uniformen ved Tanken om, at disse Røvere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok betænke dem to Gange, før de atter lagde Haand paa en Husar af tredje Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til disse brave Englændere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet. Jeg vilde ogsaa have talt om Ære og om tapre Mænds Sympati, men Officeren afbrød mig kort:

"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"

"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle tæt ved Hoven!"

"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med Dragonerne Harvey og Smith at holde til højre, indtil de naar de tyske Husarers Forposter."

Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi følte lige fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en prægtig Fyr og var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel, at man efterhaanden lærer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. næppe mødt en Franskmand, der betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort mine Erfaringer, havde jeg ikke været i Stand til med Sikkerhed at sige, at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart, særlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem som det spanske "Don", hvorfor jeg sædvanligvis betjente mig af dette Ord, naar jeg henvendte mig til ham.

Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde været Brødre. Vi var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri -- han hørte til det sekstende lette Dragonregiment -- og havde begge de samme Forhaabninger og den samme Ærgerrighed. Jeg har aldrig lært en Mand saa hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han havde lært at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra Brystet, og jeg et Strømpebaand. Saa kom vi næsten op at skændes om Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I skulde have set ham kruse sine Læber og slaa paa sit Sværdhæfte, da jeg sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde være saa uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han at tale om, hvad Englænderne kalder Sport, og han fortalte mig Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i Væddemaal om, hvilken af to Haner, der kunde dræbe den anden, eller hvilken af to Mænd, der slog den bedste Næve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var øjeblikkelig parat til at vædde om de mærkeligste Ting. Saa jeg et Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han opgav den Ide.

Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude. Det var i et klippefuldt og ujævnt Terræn, og jeg tænkte straks, at der var begyndt en større Træfning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen tømte sin Bøsse for altid at være sikker paa at have tørt Krudt i den.

"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.

Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at øjne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der ingen andre at se end os to -- begge bevæbnede og paa gode Heste. Jeg begyndte at spørge mig selv, om det nu ogsaa var nødvendigt at tilbagelægge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske Forposter.

Jeg ønsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg vil ikke have, at I skal tænke, jeg handlede uhæderligt mod den Mand, der havde frelst mig fra Røvernes Kløer. I maa erindre, at af alle Forpligtelser er den den første, en kommanderende Officer har over for sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man bøde for Overtrædelsen. Hvis jeg havde givet Bart mit Æresord, vilde jeg have været en infam Skurk, om jeg havde tænkt paa at undfly. Men mit Æresord var ikke blevet mig afkrævet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det været mig, der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sværd og i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod ham.