Part 4

Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at tænke paa mangt og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme Følelse som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit brækkede Ben og saa Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom jeg blev opdaget, vilde jeg øjeblikkelig blive skudt som forklædt Spion. Men alligevel var dette en hæderfuld Død i Kejserens personlige Tjeneste -- og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem Linjer, maaske syv, om mig i _Monitøren_. Palaret fik otte Linjer, og jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.

Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over, var det første, jeg fik Øje paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under sig og et knækket Sværd i Haanden. Jeg havde den største Lyst til at hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev jeg bange for, at de skulde lægge Mærke dertil, og opgav det.

Hallen var fyldt med prøjsiske Infanterister, som var i Færd med at hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde følge endnu et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, løb omkring og uddelte Ordre. De var altfor optagne til at lægge Mærke til mig, men en anden Officer, der stod ved Døren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde være morsomt, thi hans lange Skæg aabnede sig, og nogle skinnende Hugtænder kom til Syne. Jeg lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg havde lært dem af den lille Sophie i Vilna, og de betød: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egetræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg nikkede til ham og marscherede ud af Døren saa koldblodig, som om jeg var Afdelingens Kommandant.

Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilhørte Polakkerne og Husarerne. Min kære lille Violette ventede mig i Klyngen, og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg valgte tværtimod en lille lodden Kosakhest og løste den med saa stor en Overlegenhed, som om den havde tilhørt min Fader før mig. Den havde paa Ryggen en stor Sæk med Plyndringsgods. Denne Sæk lagde jeg over paa Violette, som jeg derefter førte med mig i Tømmen. De har aldrig set et bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.

Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Prøjsere. De stod langs Gaderne og pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde skønne med Bemærkninger som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op med, naar det gælder at røve og plyndre."

En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, mødes vi under Egtræet, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg blot uhindret forbi dem, vilde jeg være fri. Jeg lod min Pony trave til, medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Knæ og saa op paa mig, som vilde hun spørge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud af den laadne Dørmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have været en halvandet hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ægte Kosak komme galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine Følelser ved Synet af ham. Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn næsten bragte mig til Fortvivlelse, og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et Øjeblik. Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude, at sluge det og derefter dø med Sværdet i Haand. Jeg løsnede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.

Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot tilstrækkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden større Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor, skægget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig uvilkaarligt til Hjælp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem Vedetterne og mig yderligere øgedes. Eftersom jeg nærmede mig ham, kunde jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune Øjne, medens han nøje betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa have faaet Øje paa noget, der ikke var, som det skulde være. Han tilraabte mig et Spørgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sværd. Jeg var glad ved at se ham gøre dette, thi jeg har aldrig holdt af at slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans Hug og anbragte mit Stød lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han styrtede ned af Hesten, og Vægten af hans Legeme trak mig næsten med, før jeg kunde frigøre Sablen. Der var ikke Tid til at undersøge, om han var levende eller død. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende sprængte de af Sted efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk, som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi. Hvor var jeg lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige Rækker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri -- havde kæmpet med Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.

Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg Øje paa vore egne Forposter. Jeg galopperede ned imod dem for at høre, om Egnen var sikker lige til Paris, og medens jeg hastig red fremad, følte jeg mig saa stolt over at være kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for at svinge mit Sværd i Luften.

Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at tænke, at han red mig i Møde med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg lod Violette danse, og da vi nærmede os hinanden, svang jeg mit Sværd endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med Næsen ned i Violettes Manke. Sværdet for hvinende over mit Hoved som en Østenvind. Selvfølgelig kom dette af den fordømte Kosakuniform, som jeg i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge Løjtnant havde troet, at jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham, hvor nær han havde været ved at dræbe den berømte Brigader Gerard.

Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa herfra til Paris, thi Passagen var næsten helt spærret af Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et Følge paa en Fjerdingvej efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev bestormede med Spørgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog. Mændene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra Vinduerne, og jeg følte mig meget bevæget over al den Hyldest. Ja, selv min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden os, man bør betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen.

Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde ham Hertugen af Benevento, men jeg foretrækker nu en Gang de gamle Navne. Han læste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa Øjne.

"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.

"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af Hest-Grenadererne."

"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.

"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majestæt, vilde dette ikke forbavse Dem!" bemærkede jeg.

"Der kan jo ogsaa tænkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et besynderligt Smil.

Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. Næste Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg længtes naturligvis efter Kejserens Ros og Belønning.

Jeg behøver ikke at bemærke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej. Jeg havde foreløbig faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem Meaux og Château Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu bleven begravede, og Slagmarken frembød altsaa ikke det samme Syn, som da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i udmærket Orden.

Det er vidunderligt, hvad en god Hærfører kan udrette i Løbet af et Par Dage.

Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens Arbejdsværelse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald lænede sig i Øjeblikket over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik Øje paa mig, slængede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit blege Ansigt, som fik det til at løbe mig koldt ned ad Ryggen.

"Hvad i Djævelens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.

"Jeg har den Ære at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret Dokumentet til Kongen af Spanien."

"Hvorledes!" hylede han, og hans to Øjne spiddede mig som Bajonetter. Aa, disse frygtelige Øjne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Drømme.

"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.

"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.

"Af hvem?"

"Russerne."

"Kosakkerne?"

"Ja, en enkelt Kosak!"

"Overgav han sig?"

"Uden Modstand!"

"Han er en intelligent Officer. Sørg for, at han faar Æres-Medaljen."

Jeg gned mine Øjne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.

"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig, som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har sendt Dem ud i dette Ærinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat ikke havde haft mere Omløb i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan være røget i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at føre Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udførelse?"

Da jeg hørte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige foran mit, maatte jeg støtte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke forlod mig, og mine Knæ kunde næppe bære mig. Men jeg samlede alt mit Mod, og Harmen skød op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde været viet denne Mand og mit elskede Fædreland, og at dette var Lønnen.

"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De gøre rettest i at spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres Ønske, at Brevet skulde falde i Fjendens Hænder, vilde jeg have sørget for, at det var sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde værge det, risikerede jeg mit Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under Udførelsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"

Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne, mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner. Kejseren, Berthier og Macdonald hørte til med stigende Forbavselse. Da jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i Øret.

"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"

Jeg vendte mig om mod Døren, og min Haand hvilede allerede paa Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.

"De vil sørge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader Gerard faar Æres-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min Hær."

III.

Hvorledes Brigaderen kom til Mørkets Slot.

Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer. I vil forstaa, at naar en Officer har mange Mænd og Heste under sig, har han altid fuldt op at gøre med Rekrutter og Indkvartering, Foder og Seletøj, saa selv om han ikke staar Ansigt til Ansigt med Fjenden, kan Livet være surt nok endda. Men er han kun Løjtnant eller Kaptajn, er der intet, der trykker ham, uden Epauletterne paa hans Skuldre, og saa kan han klirre med Sporene og svinge sin Dolman, tømme sit Glas og kysse sin Pige, som han vil, uden at tænke paa andet end Tilværelsens Glæder. Det er i den Tid, han oplever sine Eventyr, og det er til den Tid, jeg vil søge tilbage, naar jeg fortæller om mine Tildragelser. Jeg vil i Aften fortælle Jer om mit Besøg i Mørkets Slot, om Underløjtnant Durocs sælsomme Mission og den frygtelige Historie om den Mand, der en Gang var kendt under Navnet Jean Carabin og sidenhen som Baron Straubenthal.

I maa vide, at i Februar 1807, straks efter Danzigs Indtagelse, blev det overdraget Major Legendre og mig at føre firehundrede Remonter fra Prøjsen til Polen. Det haarde Vejr og særlig det frygtelige Slag ved Eulau havde dræbt en Mængde Heste, saa det saa næsten ud, som om vort prægtige tiende Husarregiment skulde blive forvandlet til en ny Afdeling Let-Infanteri. Baade Majoren og jeg vidste derfor, at vi vilde være velkomne i Fronten. Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun tyve Invalider til at hjælpe os.

Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset med et aabent Brev i Haanden.

"De skal forlade mig!" sagde han mismodig.

Egentlig gjorde det mig ikke ondt. Jeg hilste i Tavshed.

"Dette er en Ordre fra General Lasalle," fortsatte han. "De skal øjeblikkelig tage til Rossel og melde Dem i Regimentets Hovedkvarter."

Intet Budskab kunde have fornøjet mig mere end dette. Jeg var vel anskreven hos mine Overordnede, og det stod mig klart, at Lasalle ved at afgive denne Ordre, vilde give til Kende, hvor ukomplet min Eskadron var uden mig. Paa den anden Side kom Ordren imidlertid i et ubelejligt Øjeblik, thi Postmesteren havde en Datter, -- et af disse elfenbenshvide, sorthaarede polske Pigebørn, -- som jeg godt kunde lide at stifte nærmere Bekendtskab med. Imidlertid er det ikke tilladt Bonden at tænke, naar Skakspillerens Fingre flytter ham frem paa Brædtet. Jeg gik derfor øjeblikkelig ned og sadlede min store Hest, Rataplan, hvorefter jeg begyndte min ensomme Rejse.

Det var en blandet Fornøjelse at ride gennem det fattigste og styggeste Land i Evropa, men jeg havde foroven en skyfri Himmel med en straalende Sol, der kastede sit Lys hen over endeløse Snemarker. Min Aande fortættede sig i den kolde Luft, og Rataplan udsendte to Dampstraaler fra sine Næsebor, medens en lille Istap nu og da faldt til Jorden fra dens Bidsel. Jeg lod den trave lystigt af Sted, for at den kunde holde Varmen. For mit eget Vedkommende havde jeg for meget at tænke paa til at lægge Mærke til Kulden.

Imod Nord og Syd strakte sig de store Sletter, hvor der nu og da saas enlige Klynger af Fyrre- og Lærketræer. Hist og her laa der nogle Smaa-hytter, men det var kun tre Maaneder siden, at Storarméen var kommen denne Vej, og I ved, hvad det betyder for et Land. Det er sandt, at Polakkerne var vore Venner, men af Hærens hundrede tusind Mand havde kun Garden Vogne, mens Resten maate klare sig, som de bedst kunde. Det forbavsede mig derfor ikke, at jeg ikke fik Øje paa Liv noget Sted, ej heller, at der ingen Røg steg op fra Skorstenene paa de tavse Hytter. Landet, hvorigennem den store Hær var draget, var mærket, og det blev almindelig sagt, at selv Rotterne døde af Sult, hvor Kejseren havde ført sine Mænd.

Ved Middagstid var jeg naaet til Landsbyen Saalfeldt, men da jeg befandt mig paa Hovedvejen til Osterode, hvor Kejseren overvintrede, og hvor syv Divisioner laa i Lejr, var Vejen overfyldt med Vogne og Kærrer, Artilleritransporter og Kurerer og af den bestandige Strøm af Rekrutter og Marodører, saa at jeg blev opholdt i Uendelighed. Det var derfor med oprigtig Glæde, at jeg fandt en lille Sti, der førte igennem en Granskov. Ved Korsvejen laa der et lille Herberge og en Patrulje af Conflans' Husarer -- det samme Regiment, for hvilket jeg senere blev Oberst -- var i Færd med at stige til Hest. Paa Trappen stod dens Officer, en bleg ung Mand, der mere lignede en grøn Teolog end Chefen for de Fanden-i-Voldske Karle omkring ham.

"God Dag, min Herre!" sagde han, da jeg standsede min Hest.

"God Dag!" svarede jeg. "Jeg er Løjtnant Gerard af tiende Regiment."

Jeg kunde læse i hans Ansigt, at han havde hørt mit Navn tidligere. Gud og hver Mand kendte mig efter min Duel med de seks Fægtemestre.

"Jeg er Underløjtnant Duroc af tredje Regiment," præsenterede han.

"Nylig udnævnt?" spurgte jeg.

"Sidste Uge!"

Jeg havde nok tænkt mig det, at dømme efter hans blege Ansigt og den Maade, hvorpaa han tillod sine Folk at føre sig. Imidlertid var det ikke saa længe siden, jeg selv havde lært, hvad det vil sige, naar en Skoledreng skal kommandere hærdede Veteraner, der har deltaget i lige saa mange Slag som han selv tæller Aar. Jeg bebrejdede derfor ikke Knøsen det mindste, da jeg saa, at hans Folk tog den med stor Ro, men sendte dem blot et Blik, der fik dem til at rette sig i Sadlen.

"Maa jeg spørge, om De skal ad Vejen mod Nord?" spurgte jeg.

"Min Ordre lyder paa, at jeg skal patruljere saa langt som til Ahrensdorf," svarede han.

"Saa vil jeg med Deres Tilladelse gøre Dem Følgeskab saa langt," bemærkede jeg, "thi den længste Vej bliver i dette Tilfælde den hurtigste."

Og dette viste sig ogsaa at være Tilfældet, thi denne Vej førte bort fra Hæren ind i et Land, der var besat af Kosakkerne, og den var lige saa øde, som den anden var befærdet. Duroc og jeg red i Spidsen med vore seks Husarer klaprende efter os. Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc, med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St. Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt, og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau. Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren.

"Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der kalder sig Baron Straubenthal?"

Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej. Da min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem denne Baron Straubenthal var.

"Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at ordne."

Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert Skridt førte os længere bort fra Lejren. Imod Syd viste nogle graa Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og det russiske Hovedkvarter.

Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der ragede op midt i en lille Fyrretræsskov.

"Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.

"Det er Arensdorf," svarede denne i sin barbariske tyske Dialekt.

"Her bliver jeg i Nat," sagde min unge Ledsager. Og idet han vendte sig om mod Bonden, gentog han sit stadige Spørgsmaal:

"Kan De sige mig, hvor Baron Straubenthal bor?"

"Det kan jeg rigtignok! Det er ham, der ejer "Mørkets Slot"!" sagde Bonden og pegede hen paa de mørke Mure i den nære Fyrretræsskov.

Duroc gav et Raab fra sig som en Jæger, der ser Vildtet springe op lige foran sig. Fyren syntes ganske at have mistet Besindelsen. Hans Øjne lynede, og hans Ansigt blev dødblegt og fik saa haardt et Træk om Munden, at Bonden forskrækket veg tilbage. Jeg kan se ham endnu, som han bøjede sig over sin brune Hest og stirrede vildt paa de store, sorte Taarne.

"Hvorfor kalder De det "Mørkets Slot"?" spurgte jeg.

"Det er nu en Gang det Navn, det har faaet her paa Egnen," sagde Bonden, "der skal være begaaet slemme Mørkets Gerninger der oppe paa Slottet. Ikke for intet har den mest ryggesløse Person i hele Polen levet der de sidste fjorten Aar!"

"En polsk Adelsmand?" spurgte jeg.

"Næ, der fødes ingen af den Slags Folk her i Polen," svarede han.

"Er det da en Franskmand?" spurgte Duroc.

"Ja, der fortælles, at han er kommen hertil fra Frankrig."

"Har han rødt Haar?"

"Han er saa rød som en Ræv."