Part 3

"Saa bliver De blot slaaet ihjel."

"Meget muligt."

Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sværdhæfte. Men før jeg kunde fortælle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa hans svære, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af Højen og red saa videre, medens jeg undrede mig over hans Opførsel. Fra Tid til anden stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu sad inde med det værdifulde Dokument. Dette prægtige Papir, der skulde skaffe mig Æresmedaljen, om hvilken jeg saa længe havde drømt. Hele Vejen fra Braine til Sermoise tænkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige, naar hun hørte det.

Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden, og at Prøjserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det svindende Dagskær to af deres Vedetter paa en Høj til højre, og da Mørket brød frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.

Da jeg hørte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden, forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen, hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var besat af Fjenden. Men saa tænkte jeg paa, at han havde sagt til Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at vælge. Jeg skulde følge den Vej, han havde opgivet mig, saalænge Violette kunde røre et Lem og jeg holde en Tømme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og naar jeg skulde dreje om Hjørnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg havde lært i Spanien.

Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til højre for Vejen, naar man har passeret Træbroen, der fører over Crise, i Nærheden af den store Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at Prøjserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig ikke Tid til at høre Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.

For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres Heste, medens de røg paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik Øje paa dem i Lyset fra en aaben Dør, men af mig kan de kun have set Skinnet af Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et Øjeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben Port. Violette løb en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden uden dog at træffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede kommen om det nærmeste Hjørne og hørte ikke en Gang Kuglernes Hvislen. Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun løb som en opskræmmet Hare, og der fløj Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigbøjlen og svingede mit Sværd. Der var nogen, der sprang til for at gribe Tøjlerne. Jeg huggede Armen over paa Vedkommende og hørte ham hyle af Smerte bag mig. To Ryttere red ind paa mig. Jeg stødte den ene ned og satte fra den anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og fløj hen ad en bred, hvid Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid hørte jeg Lyden af Hovslag bag ved mig, men de døde lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De havde opgivet Jagten.

Jeg maatte nu være midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved Vejsiden lød en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede to Mænd frem i Maaneskinnet -- Himlen var nu ganske uden en Sky -- og tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er klædt netop som jeg var.

Det var prægtigt Maaneskin, og Træerne kastede deres mørke Skygger hen over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag, var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange mærkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og tænkte paa den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hjørne kom lige ind paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Brændeild ved Vejsiden.

Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev den samme i den maaneklare Nat med Forfølgernes friske Heste bag mig, men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg foretrække, at det skete i Nærheden af Senlis fremfor ved Soissons. Dette stod mig klart i samme Øjeblik. Mine Øjne havde næppe hvilet paa de skæggede Ansigter under Metalhjælmene, før mine Sporer havde rørt Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.

Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en Lyd som en Stok mod en Dør. Violette sprang vildt forover, og jeg troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, tæt op imod en af Forhovene. Aa, det kære lille Dyr, hvor jeg dog elskede det, da jeg mærkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og hylede af Latter over den Strøm af Eder, der fulgte paa.

Men Enden var ikke endda. Havde min Hest været frisk, havde vi nok redet dem agterud. Der var en af dem, en ung Knøs af en Officer, som var bedre ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to andre Forfølgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev større.

Jeg ventede, indtil Knøsen var kommen et langt Stykke foran sine Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for at se, hvad han vilde tage sig for.

Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udstødte en eller anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der ikke var stort mere end en Landselængde imellem Hestene.

"Rendez-vous!" brølede han.

"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftrækkeren, kom jeg til at tænke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest. Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at tænke paa, lod jeg atter Violette strække ud.

Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre Forfølgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde været en Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i Hælene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det for Træernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer, og hvorhen jeg end vendte mig, syntes Døden mig vis.

Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig siden Moskwa havde jeg været i en saadan Knibe. Men for mit Korps' Ære vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det svære. Jeg drev derfor Violette fremad.

Jeg husker, at jeg forsøgte at bede en Bøn, medens jeg red fremad, men at jeg var lidt ude af Øvelsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var Bønnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen før en Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede den netop, da jeg pludselig hørte franske Udraab foran mig. Det var vore egne, kære, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forfølgere gjorde kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset brødes i deres Metalhjælme, og jeg travede hen til mine Venner uden upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt. Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule paa det kraftigste dementerede min skødesløse Optræden.

Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet, som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik Øje paa mig, fyldtes hans smaa, missende Øjne med Taarer, og jeg blev helt rørt over at se hans Glæde. Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at jeg skulde gennem Senlis.

"Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."

"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.

"Men hvorfor dog ikke vælge den lige Vej til Paris med din Depeche? Hvorfor netop vælge den eneste Vej, hvor du kan være nogenlunde sikker paa enten at blive taget til Fange eller dræbt?"

"En Soldat vælger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde hørt Napoleon sige.

Den gamle Bouvet brød ud i en drillende Latter, der varede lige indtil jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa kom han endelig til Fornuft.

"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis polske Lansenerer foran os."

Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have ført sig bedre, om de havde hørt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad, indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom trækkende med sin Kærre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende Aften. En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som laa i et Hjørne paa Torvet og var Byens største Bygning. En hel Division prøjsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke andet end Kosakker.

Hvilken kærkommen Lejlighed tilbød der sig ikke her til at hævne sig paa disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et staaende Samtaleemne ved Lejrilden.

Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red Forposterne over Ende. Raadhusets Døre blev slaaede ind, før Fjenden forstod, at Franskmændene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved Vinduerne, Hoveder, skæggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i Struberne paa dem, før de fik gnedet Søvnen af Øjnene. Det var frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som Regnen fra et Tag.

Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor landlige Fører viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I kan stole paa, at min lille Veninde trængte til det. Derefter vaskede jeg hendes Ben, tøjrede hende og gik saa ind i Huset for at finde en Mundfuld til mig selv, saaledes at jeg ikke behøvede at gøre Ophold, før jeg havde naaet Paris.

Og nu kommer jeg til den Del af min Fortælling, der sikkert vil synes Eder mærkeligst, endskønt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser, hentede fra mit Soldaterliv, lige saa mærkelige som denne. I vil forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige Hære, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fortælle Jer, hvad der hændte ved denne Lejlighed.

Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han spurgte mig om vi ikke skulde knække Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi maa min Salighed ikke vente for længe," sagde han, "thi over i Skoven ligger der ti Tusinde af Theilmanns Prøjsere."

"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.

"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til Køkkenet, hvorfra en Vindeltrappe førte ned i Kælderen. Det var let at se, at Kosakkerne havde været der før os; det fortalte de mange tømte Flasker, der flød omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have været en stor Levemand, for jeg kunde ikke ønske mig en bedre Vinkælder: Chambertin, Graves, Alicante, hvid og rød Vin, tør og musserende, alt laa i velordnede Pyramider og kiggende undseligt frem mellem Høvlspaanerne. Gamle Bouvet stod med sit Lys og smidskede af alle Herlighederne -- han lignede ganske en Kat foran et Mælkefad. Han havde faaet sig udsøgt en Flaske Bourgogne og strakte netop Haanden ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve over os. Prøjserne var over os!

"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.

"Der er én til, som skal dø forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op ad den anden Trappe.

Havde jeg været i hans Sted, vilde jeg ogsaa have søgt Døden. Thi han havde begaaet en stor Fejl ved ikke at udsætte Vagtposter. I første Øjeblik havde jeg i Sinde at gøre ham Følgeskab, men saa kom jeg i Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dræbt, vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes Hænder. Derfor lod jeg Bouvet dø alene, gik atter ned i Kælderen og slog Døren i efter mig.

Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt Lyset, da Prøjsernes Hylen lød oven paa, og jeg, der famlede mig frem i Mørket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis fandt jeg efter nogen Søgen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad. Jeg søgte forgæves at tænde det ved mit Fyrtøj. Vægen maatte være bleven fugtig ved at falde ned i en Vinpøl, og jeg huggede det derfor midt over med mit Sværd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde gøre, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv hæse, og det vilde sikkert ikke vare længe, før de følte Trang til noget at faa Struben vædet med. Saa vilde det være Slut for den flotte Soldat, hans Sendelse og Æres-Medalje. Jeg tænkte paa min Moder, og saa tænkte jeg paa Kejseren. Jeg følte mig bedrøvet over, at den ene skulde miste saa fortræffelig en Søn, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!" tænkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som et Frostsaar, skal dø i en fransk Vinkælder!" Jeg sprang hurtig op og forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.

Min første Tanke var at sætte Ild paa Huset for at undslippe i Forvirringen. Min næste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om for at finde et saadant, da jeg i et Hjørne fik Øje paa en lav Dør, der var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg stødte til den og troede først, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg satte Ryggen imod Døren og mine Fødder mod et Oksehoved, stødte derefter saa kraftigt til, at Døren sprang op, og jeg styrtede baglænds ind i det andet Rum. Lyset røg ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i Mørke.

Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i Kælderen, thi uden for brød Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden Vinkælder, opfyldt af kæmpemæssige Tønder. Men det forekom mig, at dette i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre Kælder, og efter at have fundet mit Lys var jeg netop i Færd med at barrikadere Døren, da jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke tilstaa det, med et ganske lille Stænk af Frygt.

Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af Kælderen faldt der en graa Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i Halvmørket, saa jeg en stor, høj Skikkelse glide ud i Lysstriben og atter ind i Mørket. Det gav paa Ære et saadant Sæt i mig, at min Chako næsten sprængte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at det var en stor, langbenet Røver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv Etienne Gerard blev lidt betænkelig ved at være alene i Mørket med en saadan Karl.

Men kun for et Øjeblik. "Mod!" tænkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at være bange for mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han virkelig var bange -- dødsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme Skridt og hans sammenkrøbne Holdning, da han løb rundt mellem Tønderne som en Rotte, der søger efter sit Hul. Det maa naturligvis have været ham, der havde holdt igen paa Døren, og ikke en Pakkasse eller et Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og mig, der var Forfølgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have set mig i det Øjeblik!

Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem, din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater Følgeskab!"

Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op af en Tønde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.

"Min Herre!" raabte han paa udmærket Fransk, "jeg overgiver mig til Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres Løfte, vil jeg sælge mit Liv saa dyrt jeg kan!"

"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"

Han langede mig derefter sit Sværd op fra Tønden.

"Hvem har jeg den Ære at tage til Fange?" spurgte jeg.

"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."

"Det er maaske indiskret at spørge om, hvorledes De er kommen herned i Kælderen?" spurgte jeg.

"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved Morgengry. Da jeg imidlertid frøs, gik jeg herned i Kælderen for at tage mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at gøre end at forsøge at frelse mit eget Liv, hvorfor jeg løb tilbage og skjulte mig i denne Kælder, hvor De nu har fundet mig."

Jeg tænkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende Omstændigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fortælling, at han havde opholdt sig i den bageste Kælder, medens vi befandt os i den forreste, og at han derfor ikke havde hørt Spektaklet, da hans egne Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes skulde jeg nu handle? Jeg var ved at køre fast, da jeg pludselig fik saa glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade være at beundre min egen Opfindsomhed.

"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig Stilling!"

"Og hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."

Han begyndte at hænge med Næbet.

"De vil da ikke tage Deres Løfte tilbage?" sagde han.

"I værste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg. "Men Vanskelighederne er store."

"Forklar Dem nærmere," udbrød han.

"Jeg vil være ærlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at vore Soldater, og særlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at blot Synet af en Uniform gør dem rasende. De kaster sig øjeblikkelig over Bæreren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.

"Men det er jo frygteligt!" sagde han.

"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!"

"Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De, at vi skal gøre? Vilde det ikke være det bedste, om jeg blev tilbage her?"

"Det værste af alt!"

"Og hvorfor?"

"Fordi vore Soldater om et Øjeblik vil undersøge Huset, og saa bliver De hugget i Stykker. Faar de Øje paa Deres forhadte Uniform, ved jeg nøjagtigt, hvorledes det vil gaa."

"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"

"Udmærket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og trække i min. Den vil gøre Dem hellig for enhver fransk Soldat."

"Det er ikke Franskmændene, jeg frygter, men Polakkerne!"

"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."

"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv -- hvad vil De tage paa?"

"Jeg vil trække i Deres Uniform!"

"Og maaske falde som Offer for Deres Ædelmodighed?"

"Det er min Pligt at løbe Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke. Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sværd vil blive vendt imod mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fortælle dem om Dem, og De vil være frelst."

Han skælvede af Iver efter at faa Klæderne af. Hans Støvler og Benklæder var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem, men jeg gav ham min Husartrøje, min Dolman, min Chako og mit Sabelhæng med Taske, medens jeg til Gengæld fik hans høje Faareskindshue med den gyldne Kokarde, hans skindbræmmede Frakke og hans krumbøjede Sabel. Men selvfølgelig glemte jeg ikke at lægge mit dyrebare Brev om i Lommen paa min ny Frakke.

"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til Tønden."

Han gjorde en rædsom Masse Ophævelser, men i mit Soldaterliv havde jeg lært at være paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod netop og lænede sig op ad en Tønde, saa jeg behøvede kun at løbe seks Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at gøre ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i det mindste bære et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg laasede derefter Døren til den bagerste Kælder efter mig, saa at han ikke kunde høre, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad Køkkentrappen.