Part 10

Jeg var egentlig ikke bange for at lægge Vejen igennem Skoven, thi jeg havde erfaret i Spanien, at det er mest farefrit at passere igennem et Land i Oprør, lige efter et Overfald, og at omvendt de farefulde Øjeblikke er inde, naar alt aander Fred. Men da jeg raadspurgte mit Kort, saa jeg, at Hof laa mere i Retningen Syd og at jeg kunde naa den nærmere ved at holde over Heden. Jeg sprang derfor op paa Hesten og var næppe naaet et halvt hundrede Alen bort, før to Karabinskud lød ud fra Buskadset og en Kugle for summende som en Bi forbi mig. Disse natlige Jægere var aabenbart dristigere i deres Angreb end Banditterne i Spanien, og det stod mig klart, at min Sendelse vilde være endt, hvor den var begyndt, saafremt jeg havde holdt mig paa Vejen.

Det var et vildt Ridt, -- et Ridt for slappe Tøjler over Hede og Marker, gennem Hegn og over Vandløb. Men Violette løb, løb som aldrig før og som hun følte, at hendes Rytter bar Tysklands Skæbne under Knapperne paa sin Pelisse. De vilde Duer, der fløj over vore Hoveder, kom ikke hurtigere frem end Violette og jeg. Jeg tænkte ikke mere paa mit Liv end paa de Jordklumper, der blev kastet op i Luften fra min Hests Hove.

Vi passerede endnu en Gang Vejen i Skumringen og galopperede ind i den lille Landsby Lobenstein. Men vi var neppe komne ind paa Stenbroen, før en af min Hoppes Sko sprang af, saa at jeg maatte føre hende hen til Landsbysmeden. Da denne imidlertid havde slukket sin Ild og endt sit Dagværk, vilde det i det mindste vare en Time, før jeg kunde fortsætte til Hof. Jeg haabede i hvert Fald at kunne aflevere Brevene til Prinsen samme Nat og Morgenen efter være paa Vej til Frankrig med Depeschen til Kejseren i min Lomme. Jeg skal nu fortælle, hvad der hændte mig i Lobenstein.

Rasende over mit Uheld gik jeg hen i Kroen og forlangte en kold Kylling og en Flaske Vin. Jeg var ved at lade begge Dele vederfares Retfærdighed, da jeg hørte et Spektakkel af den anden Verden i Korridoren udenfor min Dør. Først tænkte jeg, at det var nogle Krogæster, der var komne i Totterne paa hverandre, og lod dem derfor ordne deres egne Affærer, som de bedst kunde. Men pludselig hørte jeg en Lyd, der kunde have faaet Etienne Gerard til at springe op fra sit Dødsleje. Det var en Kvindes skingrende Nødsskrig. Min Kniv og Gaffel faldt klirrende ned paa Tallerkenen, og et Øjeblik efter stod jeg midt i Klyngen, som havde samlet sig udenfor min Dør.

Min pluskæbede Vært og hørlokkede Værtinde, to Staldkarle og en Kammerpige stod der sammen med et Par Landboere. De brugte Mund efter bedste Evne, og Genstanden for deres Vrede viste sig at være den skønneste Kvinde, en Mand kan have set for sine Øjne. Hun stod midt imellem dem med blege Kinder og Angst i sine smukke Øjne. Jeg var næppe kommen ud af Døren, før hun sprang mig i Møde og lagde sin Haand paa min Skulder, medens et Udtryk af Glæde og Triumf lyste op i hendes blaa Øjne.

"En fransk Soldat og en Gentleman!" skreg hun, "nu er jeg endelig sikker."

"Ja, Frue, De er sikker!" svarede jeg og trykkede hendes Haand. "De har kun at befale over mig," tilføjede jeg og kyssede hendes lille Haand som Tegn paa, at jeg mente, hvad jeg sagde.

"Jeg er Polakinde," sagde hun, "og mit Navn er Grevinde Palotta, disse Mennesker forhaaner mig, fordi jeg elsker Frankrig. Jeg ved ikke, hvorledes de vilde have handlet med mig, havde Himlen ikke sendt mig Dem til Hjælp!"

Jeg kyssede endnu en Gang hendes Haand og gentog mine Forsikringer. Saa vendte jeg mig rasende om imod Skaren, og et Øjeblik efter var Korridoren tom.

"Grevinde," sagde jeg, "nu er De under min Beskyttelse. De er bleg og et Glas Vin vil sikkert gøre Dem godt."

Jeg bød hende Armen og ledsagede hende ind i mit Værelse, hvor jeg bad hende tage Plads ved Siden af mig. Hvor hun udfoldede sig i min Nærværelse, denne Kvinde, som en Blomst i Solen! Hun lyste op i Stuen ved sin Skønhed. Hun maa have læst Beundring i mine Øjne, og det forekom mig, at jeg læste en lignende Følelse i hendes. Hendes Konversation var lige saa tiltalende som hendes Ansigt. Hun fortalte mig, at hun var paa Rejse til Polen og at hendes Broder var bleven syg under Vejs. Hun var derefter mere end en Gang bleven behandlet daarlig af Folk, fordi hun ikke kunde skjule sin Forkærlighed for Frankrig. Hun vendte sig derefter bort fra sine egne Sager og spurgte mig ud om Hæren, om mig selv og om mine Bedrifter. Disse var ikke helt ukendte for hende, bemærkede hun, thi hun kendte adskillige af Poniatowskis Officerer, og disse havde fortalt hende om mig. Nu vilde hun være glad ved at høre mig fortælle. Aldrig har jeg ført saa behagelig en Konversation. Timerne fløj af Sted, og det var næsten med Rædsel, jeg hørte, at Landsbykirkens Ur slog elleve. Kejserens Budskab var bleven forsinket fire Timer.

"Tilgiv mig, min kære Dame!" udbrød jeg og sprang op fra Stolen, "jeg maa øjeblikkelig til Hof!"

Hun rejste sig op og saa paa mig med et blegt, bebrejdende Ansigt. "Og jeg?" spurgte hun, "hvad skal der blive af mig?"

"Det gælder et Budskab fra Kejseren. Jeg har allerede tøvet her alt for længe. Min Pligt byder mig øjeblikkelig at tage af Sted."

"De maa bort? Og jeg er atter prisgivet disse Slyngler! Hvorfor skulde jeg overhovedet træffe Dem? Hvorfor forsikrede De mig om Deres Beskyttelse?" Taarerne brød frem i hendes Øjne og hun sank ned paa Gulvet i Hulken.

Jeg strøg hende om hendes rige, brune Haar og hviskede hende ømme Ord i Øret. Saa vendte hun pludselig Ansigtet op imod mit.

"Vand!" hviskede hun, "for Guds Skyld Vand!"

Jeg kunde se, at hun i næste Øjeblik vilde være bevidstløs. Jeg lagde hendes trætte Hoved paa Sofaen og fo'r som en rasende fra det ene Værelse til det andet paa Jagt efter en Karaffe. Det varede nogle Minutter, før jeg endelig fandt én, og jeg skyndte mig tilbage med den. Hvem beskriver min Forbavselse, da jeg fandt Værelset tomt og Damen forsvunden!

Ikke alene hun selv, men hendes sølvknappede Ridepisk, der havde ligget paa Bordet, var borte. Jeg fo'r ud og kaldte paa Værten. Han kendte intet til Sagen; han havde aldrig set Damen før og var lige glad, om han nogen Sinde saa hende for sine Øjne mere. Heller ikke Bønderne ved Døren havde set hende. Jeg gennemstøvede hele Huset, men uden Resultat. Jeg befandt mig pludselig overfor et Spejl, og det forekom mig, at mit Ansigt var længere, end det plejede at være.

Fire Knapper i min Pelisse var aabnede, og jeg behøvede kun at stikke Haanden ned i Lommen for at forvisse mig om, at mine Papirer var borte! O, kvindelige Falskhed! Hun havde plyndret mig, dette Væsen, plyndret mig for mine vigtige Papirer, da hun havde lænet sig op til mit Bryst. Imedens jeg havde strøget min Haand gennem hendes Haar og tilhvisket hende søde Forsikringer, havde hun tilegnet sig Kejserens Skrivelse. Og her stod jeg, saa nær ved Maalet, uden at kunne fuldende min Mission. Hvad vilde Kejseren sige, hvad vilde Hæren tænke om Etienne Gerard? Naar det gik op for mine Kammerater, hvorledes jeg var bleven overlistet af en Kvinde, hvorledes vilde da ikke Latteren runge rundt om Lejrilden? Jeg kunde have kastet mig ned paa Gulvet og grædt af Raseri.

En Ting var imidlertid sikkert. Hele denne Komedie med Fyrene i Korridoren og Forfølgelsen af den saakaldte Grevinde var gennemtænkt Spil. Kroværten maatte være indviet i Komplottet. Han kunde fortælle mig, hvem hun var, og hvor jeg kunde finde mine Papirer. Jeg greb min Sabel fra Bordet og fo'r ud for at søge efter ham. Men Skurkene havde gættet min Hensigt og taget deres Forholdsregler. Jeg fandt ham i et Hjørne af Gaarden med en Muskedonner i Haanden. Hans Søn holdt en Bulbider i en Snor. To Staldkarle, bevæbnede med Høtyve, stod paa hver Side af ham, medens hans Kone stod bag ved hele Selskabet med en stor Lygte.

"Rid Deres Vej, min Herre, rid Deres Vej!" raabte han med skælvende Stemme. "Deres Hest holder for Døren, og ingen vil gøre Dem nogen Fortræd, dersom De rider bort. Men dersom De angriber os, vil De staa alene overfor tre tapre Mænd."

Jeg havde kun Hunden at frygte, thi de to Høtyve og Muskedonneren gik op og ned som Grene i en Brandstorm. Men jeg forestillede mig, at selv om jeg fremtvang et Svar ved at sætte mit Sværd for Struben af denne elendige Bandit, havde jeg ingen Garanti for, at han talte Sandhed. Jeg nøjedes derfor med at maale hele Styrken med Øjnene med det Resultat, at deres sølle Vaaben svajede endnu værre end tidligere. Saa kastede jeg mig op paa min Hest og galopperede bort, fulgt af en skingrende Latter fra Kroværtens Madam.

Jeg havde taget min Bestemmelse. Skønt jeg havde mistet mine Papirer, var det dog ikke vanskeligt at slutte sig til, hvad de indeholdt og nu vilde jeg mundtlig overbringe Prinsen af Sachsen-Feldstein Kejserens Budskab, som om han havde befalet mig at meddele ham det paa denne Maade. Det var et baade forvovent og farligt Spil, men naar hele Tyskland var Indsatsen, skulde det i hvert Fald ikke paa Forhaand være tabt.

Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil jeg naaede Slottet. Det var oplyst fra Kælder til Kvist. Jeg overgav min Hoppe til en Staldknægts Forsorg og spankulerede med stor Værdighed ind paa Slottet, forlangte øjeblikkelig at faa Prinsen i Tale, da mit Budskab ikke taalte nogen Opsættelse.

I Salen, jeg nu traadte ind i, blev der afholdt et stort Møde, og mit Instinkt sagde mig, at dette Møde var afgørende for Spørgsmaalet Krig og Fred. Maaske kom jeg tidsnok til at faa Vægtskaalen til at synke ned til Gunst for Kejseren og for Frankrig. Kabinetssekretæren saa mørkt paa mig og førte mig ind i et lille Modtagelsesværelse. Et Øjeblik efter vendte han tilbage og meddelte, at Prinsen ikke i Øjeblikket kunde komme, men at Prinsessen vilde modtage mit Budskab.

"Det er Prinsen, jeg maa tale med!" udbrød jeg.

"Nej, det er Prinsessen!" sagde en Stemme henne ved Døren, og en Kvinde traadte ind i Værelset. "Von Rosen, De maa hellere blive her! Naa, min Herre, hvad har De saa at meddele Prinsen eller Prinsessen af Sachsen-Feldstein?"

Da jeg hørte hendes Stemme, var jeg straks sprunget op fra Stolen, og da jeg saa hende, skød Harmen op i mig. Kun én Gang i sit Liv træffer man saa prægtig en Figur, saa dejligt et Ansigt og disse Øjne, saa blaa som Garonne og dog kolde som Floden ved Vintertid.

"Tiden er fremrykket, min Herre!" udbrød hun og gjorde et lille utaalmodigt Slag med Foden. "Hvilket Budskab har De at overbringe mig?"

"Hvad jeg har at sige Dem," bemærkede jeg, "er kun, at De har gjort det af med Resten af min Tillid til Kvinden. Desuden har De vanæret mig for stedse!"

Hun sendte sin Ledsager et spørgende Blik.

"Fantaserer Manden?" sagde hun. "Maaske en lille Aareladning vilde hjælpe --?"

"At De er en udmærket Skuespillerinde," svarede jeg, "har De tidligere vist mig."

"De mener altsaa at have truffet mig tidligere?"

"Ja, jeg paastaar, at De har udplyndret mig for mindre end to Timer siden."

"Lad det nu være nok!" udbrød hun med tilforladelig Vredesklang i Stemmen. "De udgiver Dem, saa vidt jeg kan forstaa, for at være Ambassadør, men selv med en saadans Friheder er der dog en Grænse, der ikke maa overskrides."

"Deres Frækhed er beundringsværdig," svarede jeg, "men det skal ikke lykkes Deres Højhed at narre mig to Gange paa samme Aften." Jeg sprang fremad, bøjede mig ned og trak Kanten af hendes Kjole op. "De vilde have gjort vel i at skifte efter at have redet saa langt og saa hurtigt," sagde jeg.

"Uforskammede!" raabte hun. "Kald paa Lakajerne og kast Ambassadøren paa Porten!"

"Jeg vil først tale med Prinsen!"

"De vil aldrig faa Prinsen at se! Aa, stands ham, von Rosen, stands ham dog!"

Hun havde glemt, med hvem hun spillede, denne Prinsesse, og havde for tidligt vist mig sine Kort. Hvorfor skulde jeg vente, indtil hun havde faaet sine Hjælpere tilkaldte? Hendes Opgave var at stille sig mellem sin Mand og mig, min for enhver Pris at faa ham i Tale. I ét Spring var jeg ude af Værelset, i et andet inde i Salen. I den modsatte Ende af denne saa jeg en Skikkelse sidde i en høj Stol under en Tronhimmel. I Nærheden af ham sad der en Række Prælater, og paa hver Side skimtede jeg et Hav af Hoveder. Jeg gik midt hen i Værelset, sænkede mit Sværd og tog min Chako af.

"Jeg er Kejserens Udsending!" udbrød jeg, "og kommer med Budskab til Hans Højhed Prinsen af Sachsen-Feldstein."

Manden under Tronhimlen hævede Hovedet, og jeg saa, at hans Ansigt var udtæret og gustent, og at hans Ryg var krummet, som om en for stor Byrde hvilede paa den.

"Deres Navn, min Herre?" spurgte han.

"Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment."

Ethvert Ansigt i Forsamlingen vendte sig imod mig. En Mængde Blikke blev rettede paa mig, men ikke et venligt var der imellem dem. Prinsessen var smuttet forbi mig og stod og samtalede sagte med sin Mand. Nu og da rystede hun ivrigt paa Hovedet. Jeg for min Part skød Brystet frem, snoede mit Overskæg og saa mig høfligt om i Forsamlingen. De Tilstedeværende var alle Mænd og alle -- Professorer, Studenter, Kunstnere -- tavse og alvorlige. I det ene Hjørne sad der en Gruppe sortklædte Mænd i Ridekapper.

Ved hver af deres Bevægelser hørte jeg deres Sabler rasle og deres Sporer klirre.

"Kejserens private Skrivelse har tidligere underrettet mig om, at det er Markis Château St. Arnaud, som bringer mig dette Budskab," sagde Prinsen.

"Markien er bleven skændig myrdet," svarede jeg. En Mumlen gik gennem Forsamlingen. Jeg lagde Mærke til, at mange vendte Hovederne hen imod de mørkklædte Mænd.

"Hvor er Deres Papirer," spurgte Prinsen.

"Jeg har ingen!"

Fjendtlige Raab klang imod mig fra hele Salen. "Han er Spion! Hæng ham!" blev der raabt henne fra Hjørnet, og en halv Snes Stemmer istemte Forlangendet. Jeg trak roligt mit Lommetørklæde frem og børstede Støvet af Pelsværket paa min Pelisse. Prinsen strakte sine magre Hænder frem, og Støjen døde hen.

"Hvor er da Deres Kreditiver, og hvad er Deres Budskab?"

"Min Uniform er mit Kreditiv, og mit Budskab er kun for Deres Øren, Deres Højhed!"

Han strøg Haanden hen over Panden med en Gestus som en Mand, der er i Vildrede med, hvad han skal gøre. Prinsessen hviskede ham nogle Ord i Øret.

"Jeg er her forsamlet til Raadslagning med nogle af mine tro Undersaatter," sagde han; "jeg har ingen Hemmeligheder for dem, og hvilket Budskab Kejseren end maatte behage at sende mig, i dette Øjeblik er mine og mit Folks Interesser ét."

Der lød en Bifaldsmumlen ved disse Ord, og alles Øjne rettedes paany imod mig. Det var min Tro en udsat Stilling, jeg befandt mig i, thi ét er at kommandere ottehundrede Mand, noget andet at tale ved en saadan Lejlighed og om et saadant Emne. Men jeg fæstede roligt mine Øjne paa Prinsen og søgte at finde Ord for, hvad jeg vilde have sagt ham, saafremt vi havde været alene. Min Stemme klang rolig, knapt og klart, som havde jeg mit Regiment til Parade.

"De har ofte forsikret Kejseren om Deres Venskab," sagde jeg. "Nu er Tiden kommen, hvor dette Venskab skal staa sin Prøve. Saafremt De staar fast, vil han belønne Dem, som kun han kan belønne. Det er en let Sag for ham at forvandle en Prins til en Konge og at gøre et Land stort og mægtigt. Hans Øjne hviler paa Dem, og selv om det kun er lidet, De kan virke til hans Fortræd, kan De dog ødelægge Dem selv. I dette Øjeblik gaar han over Rhinen med to hundrede tusinde Mand. Enhver Fæstning i Landet er i hans Hænder. Han vil være her om en Uge, og saafremt De da har spillet under Dække med hans Fjender, saa Gud hjælpe Dem og Deres Folk. De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik Frostbylder sidste Vinter. Sé derud!" -- jeg hævede Stemmen og pegede paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens Hovede -- "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt blegne, men ikke før!"

Jeg blev paahørt i Tavshed, og eftersom jeg kom frem i min Tale, bøjede Prinsen mere og mere sin Ryg, som om den Byrde, der hvilede paa den, var større end hans Styrke. Endelig hævede han Hovedet og saa sig om med sine Høgeøjne.

"Vi har hørt en Franskmand tale for Frankrig," sagde han, "lad nu en Tysker tale for Tyskland!"

De Tilstedeværende saa paa hinanden og hviskede til deres Naboer. Jeg antager, at min Tale havde gjort sin Virkning, og at ingen ønskede at være den første til at kompromittere sig i Kejserens Øjne. Prinsessen saa sig omkring med lynende Øjne, og derefter brød hendes Stemme Stilheden.

"Skal en Kvinde virkelig give Franskmanden Svar!" raabte hun. "Er det muligt, at der ikke mellem Lützows Jægere findes En, der kan bruge sin Tunge lige saa godt som sit Sværd?"

Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var brune af Støv.

"Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner, Digteren! Han vil synge, han vil synge!"

Og han sang! Først blødt og drømmende om det ældgamle Tyskland, Nationernes Moder, om de rige Sletter, de store Byer og de døde Heltes Grave. Men lidt efter klang Versene som en Hornfanfare. Det var om det nuværende Tyskland, det Tyskland, der var bleven knægtet og kastet til Jorden, men som vilde sprænge Rebene om sine kæmpemæssige Lemmer og rejse sig. Og Moderen, den fælles Moder, kaldte. Hendes Suk klang i Nordenvinden. Hun anraabte sine Børn om Hjælp. Vilde de blot komme!

Aa, denne frygtelige Sang og disse rungende Stemmer! Hvad betød nu jeg, Frankrig, Kejseren? De sang ikke mere, disse Mennesker, de hylede. De var sprungne op paa Borde og Stole. Snart hulkede hele Forsamlingen, og Taarerne løb ned ad Kinderne paa dem. Saa sprang Körner ned fra Stolen, og hans Kammerater sluttede Kres om ham med deres Sabler hævet højt i Vejret. Der blev ganske stille i Salen, da Prinsen rejste sig fra sin Trone.

"Oberst Gerard!" sagde han; "De har hørt det Svar, De maa bringe tilbage til Deres Kejser. Tærningerne er kastede, mine Børn. Eders Fyrste og I maa sammen sejre eller falde."

Han bukkede for at vise, at Mødet var sluttet, og de Tilstedeværende forlod under megen Larm Salen for at bringe Efterretningen ud i Byen. For mit eget Vedkommende havde jeg gjort Alt, hvad en tapper Mand kunde gøre, og jeg var derfor ikke bedrøvet over at blive ført ud med Strømmen. Hvorfor skulde jeg forblive længere paa Slottet? Jeg havde faaet Svar og maatte bringe det tilbage, som jeg havde modtaget det. Jeg ønskede hverken at se Hof eller dens Beboere igen, før jeg holdt mit Indtog i Spidsen for Avantgarden. Jeg forlod Folkeskaren og gik tavs og bedrøvet i den Retning, i hvilken min Hest var bleven ført.

Der var mørkt henne ved Staldene, og jeg gik netop og søgte efter en Karl, da jeg pludselig blev greben bag fra i Armene. Hænder greb om mine Ben og i min Strube, og jeg følte en Pistols kolde Munding under mit Øre.

"Ikke en Lyd, din franske Hund!" hviskede en Stemme mig i Øret. "Vi har ham, Kaptejn."

"Har I Tømmen?"

"Ja, her er den!"

"Slyng den saa om Halsen paa ham."

Jeg følte en kold Læderrem rundt om min Hals. En Karl med en Staldlygte var kommen til og betragtede rolig Scenen. I dens svage Lys saa jeg Skikkelser dukke op overalt fra Mørket, alle iførte Jægernes sorte Uniformer.

"Hvad vil De gøre ved ham, Kaptejn?"

"Hænge ham op paa Slotsporten!"

"En Ambassadør?"

"En Ambassadør uden Papirer!"

"Men Prinsen?"

"Ser De da ikke, Menneske, at Prinsen i saa Fald vil blive tvungen til at stille sig paa vor Side? Der vil herefter ingen Tilgivelse være for ham. I modsat Fald kan han svinge i Morgen, som han før har gjort det. Han kan æde sine egne Ord i sig, men en død Husar er mere, end han kan sætte til Livs!"

"Nej, nej, von Strelitz, det kan vi ikke gøre!" sagde en anden Stemme.

"Kan vi ikke? Det skal jeg dog vise Dem," og der kom et Ryk i Tøjlen, der næsten kastede mig til Jorden. Men i det samme Øjeblik glimtede et Sværd, og Læderet blev skaaret over omtrent to Tommer fra min Hals.

"Ved Himlen, Körner, De tillader Dem lovlig meget!" skreg Kaptejnen.

"Jeg er Soldat og ikke Røver!" svarede Digteren; "min Klinge maa gerne dryppe af Blod, men kun i ærligt Spil. Kammerater, vil I tavse staa og se paa, at denne Gentleman bliver mishandlet?"

En halv Snes Sabler fo'r ud af Skederne, og det var tydeligt, at mine Venner og Fjender omtrent var lige mandsstærke. De opbragte Stemmer kaldte Folk til fra alle Kanter.

"Prinsessen!" blev der raabt, "Prinsessen kommer!"

Næppe var Ordene udtalte, før hendes Ansigt dukkede op i Mørket lige foran os. Jeg havde al god Grund til at hade hende, thi hun havde bedraget og overlistet mig. Og dog tænker jeg den Dag i Dag med et vist Velbehag paa, at mine Arme har omslynget hende, og at jeg har fornemmet Duften af hendes Haar. Jeg véd ikke, om hun allerede hviler i Tysklands Jord, eller om hun som en graahaaret Kvinde endnu dvæler paa Slottet i Hof, men i hvert Fald lever hun ung og skøn i Etienne Gerards Erindring.

"Skammer I Jer ikke?" raabte hun, medens hun skyndte sig hen til mig og egenhændig rev Løkken af min Hals. "Vid, at denne Mand tilhører mig, og at den, som krummer et Haar paa hans Hoved, skal komme til at staa til Ansvar overfor mig!"

De forsvandt alle skyndsomst i Mørket. Hun vendte sig derefter om imod mig og udbrød:

"Følg mig, Oberst Gerard, jeg har et Par Ord at sige Dem."

Jeg fulgte hende ind i det lille Værelse, hvor jeg for første Gang havde truffet hende paa Slottet. Hun lukkede Døren og sendte mig derefter et Blik fuldt af Skælmeri og Ynde.

"Er det ikke lidt dristigt af mig at betro mig til Dem?" sagde hun; "De maa erindre, at det nu er Prinsessen af Sachsen-Feldstein og ikke den stakkels Grevinde Palotta fra Polen, der taler."

"Navnet er mig ligegyldigt," svarede jeg. "Jeg hjalp en Kvinde, som jeg troede var stedt i Nød, og som Løn herfor er jeg bleven frarøvet mine Papirer og halvvejs bleven behandlet som Spion."

"Oberst Gerard!" svarede hun; "vi to har spillet højt Spil med hinanden, men Indsatsen var det værd. Ved at overtage en Sendelse, der aldrig blev givet Dem, har De vist, at Deres Land i Dem har haft en tro Tjener. Mit Hjerte er tysk, og Deres er fransk, men jeg kan forsikre Dem, at jeg naar som helst vil begaa en hvilken som helst Gerning, det være sig ved List eller Svig, saafremt jeg ved den kunde hjælpe mit stakkels Fædreland. De ser, hvor aabenhjertig jeg er."

"De fortæller mig intet, som jeg ikke allerede har erfaret."

"Men nu, da Spillet er endt, og jeg har vundet, hvorfor saa bære Nag til mig? Jeg vil yderligere bemærke, at skulde jeg nogen Sinde komme i en Situation som den, jeg foregav var til Stede i Kroen i Lobenstein, skulde jeg aldrig ønske at møde en prægtigere Beskytter og en ærligere Gentleman end Oberst Etienne Gerard. Jeg har aldrig tænkt mig, at jeg nogen Sinde kunde føle for en Franskmand, som jeg følte for Dem i det Øjeblik, da jeg snappede Papirerne ud af Deres Brystlomme."

"Men alligevel tog De dem, ikke sandt?"

"Ja, for Tysklands Skyld! Jeg kender de Argumenter, som de indeholdt, og Virkningen af disse paa Prinsen. Dersom Papirerne var komne ham i Hænde, vilde alt være tabt!"

"Men hvordan kunde Deres Højhed nedværdige Dem til en saadan Gerning, naar en Flok af de Banditter, der var i Færd med at hænge mig paa Deres Slotsport i Aften, kunde have gjort det af med mig?"

"Det er ikke Banditter, men Tysklands bedste Ungdom!" udbrød hun med Varme, "og er De denne Gang bleven mindre venligt modtaget, maa De huske paa, hvor beskæmmende enhver Tysker i mange Aar er bleven behandlet, lige fra Dronningen af Prøjsen og nedefter. Iøvrigt havde jeg Baghold ude alle Vegne, og jeg ventede netop at høre fra disse, da De selv ankom. Jeg var bragt i den frygteligste Forlegenhed, thi nu stod der kun en svag Kvinde imellem Dem og min Mand. De ser, hvorledes vor Stilling var, før jeg greb til mit Køns Vaaben."