Part 8

»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort for et Par Dage siden.«

»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev blussende rød.

»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad jeg har at sige Dem.«

Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:

»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en ærekjær Mand!«

»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«

»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide, hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort Forhold til hinanden; derved maa det blive.«

»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«

»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?«

»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og vil ikke længere skjule det for Dem.«

»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«

Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.

»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte, De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«

»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde baade for Deres egen og min Skyld.«

Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort fra ham, medens han talte. --

»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. --

En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden, den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive lige ung og ny. --

En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --«

Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.

Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:

»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge. Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --

Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig: Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? -- Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele denne Tro.«

»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags Præg?«

»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes frem og udvikles.«

»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for Egenkjærligheden.«

»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem, som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«

»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«

»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...

Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller letsindig.

Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere eller færre Kræfter til at staa imod med. --

Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar, som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig Fremtid for os.«

Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham -- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.

»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som -- skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig -- er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig, ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«

»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker jeg under, da er Skylden Deres.«

»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.«

»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed. »Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt, men De vil ikke.«

»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den, De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.«

»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.

»Ja -- alt.«

»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«

Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked. Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige, at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde, dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg, saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --

Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte Tilværelsen for ham?

Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod hans Hustru.

Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at opdrage paa?

Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere. Sandheden skulde hun høre af ham. --

Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet, jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem. Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning, hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.

Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig, hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.

Minna sad ved Vinduet og syede.

Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget usædvanligt i hans Adfærd.

Saa tav de en Tidlang begge to.

»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.

»Naa -- det var jo rart.«

Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning dertil.

»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«

»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«

»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« --

Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt, selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«

Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt var blegt, da hun spurgte:

»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd har gjort dig?«

»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har gravet mellem os. Fordi ....«

»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem -- »Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«

»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde. »For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig. Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«

Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse, hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.

»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- --

Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.

»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod -- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«

»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig -- fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«

Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen, idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. --

Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende saa haardt til?

»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«

»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil leve under Tag med dig.«

»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«

Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor, gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde han maaske ikke være gaaet.

Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_ syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu, da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast og pligtopfyldende Hustru.

Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig kunde blive hans? --

Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord, som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste Ting -- for Husfredens Skyld.

Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel, medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.

XIII.

Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt Vintervejr det Aar.

Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej mellem Langelinie og »Tre Kroner«.

Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store Bunker.

»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.

Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det gaa strygende løs med Baller og Middage.

Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger, der kom ind.

Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.

Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --

Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til »bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod -- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret, og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige Klædningsstykke lige saa godt som hin.