Part 4

Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig, betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han havde lovet.

Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder, hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt. Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad Øjeblik det skulde være.

Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.

Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne, fordi han traf hende i et fattigt Hjem.

Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot et Par Linier:

»Min egen, lille Kjæreste!

I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand om vor fremtidige Lykke!

Din Henning.«

Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt, syntes hun.

Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil, vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.

Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med efter en meget mangelfuld Maalestok.

Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser, hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.

Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig Familiebegivenhed.

Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.

Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet, som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og sagde:

»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«

Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes Fader gaaet. --

Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad Nakken.

Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine og sagde:

»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«

Og hun svarede med taalelig Anstand:

»Velkommen, Henning!«

Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank, i den lave, falmede Stue.

De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig havde været vant til.

Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet være ham temmelig ligegyldigt. --

De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv Forlegenhed -- gik overmaade godt.

Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru Thorsen.

Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«, som Madamen havde laant.

Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.

Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere Velstand. --

VI.

De havde været forlovede i fire Maaneder. --

Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han var hos hende.

I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for hende; de lod snarere til at skræmme hende.

Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.

Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige, hvad der bedrøvede hende. --

En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«

Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham. En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --

Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.

Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro, hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.

Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.

»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er, men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde mig over hans Lykke.«

En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.

»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom, men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«

Minna rystede paa Hovedet.

»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«

Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen. Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.

Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket Tavshed paa begge Sider.

Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende. Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning. Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde tændt Lys.

Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.

Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over dette mer end almindelig slette Lune.

Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa bløde og runde som et Barns.

Han gik hen til hende.

»Hvad er der i Vejen, Minna?«

Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.

»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«

»Ingen Ting!«

»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver at være saa barnagtig.«

»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig, der kalder mig saadan«.

»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«

»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«

»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«

»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok over«.

»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa ondt Humør?«

»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.«

»Minna!«

Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde før, naar der havde været Uenighed mellem dem.

»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«

Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der saarede ham.

»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.

»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«.

»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«

Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.

»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«

Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, -- naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa Laasen og traadte ind.

Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad. Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes Hoved.

»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke længere være vred paa dig«.

Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.

»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.

Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans Hals.

»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet ingen maa have nogen Del i dig!«

Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.

»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa glad, som han nylig havde været bekymret.

»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du holder af andre end mig.«

Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede hede Kys paa hendes Mund.

Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel, fik ham næsten til at stønne af Angst.

Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa' paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der ved, at man ikke længere er vred paa det.

»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.

»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«

Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild, afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --

Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst foran ham. --

»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem.

Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det, ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken, der smertede ham mere end hendes Vrede.

»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.

Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han nærme sig hende.

»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun.

»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«

»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«

»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen kan blive godt mellem os.«

»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa ondt ...«

Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind -- hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu rev op i ham.

Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?

VII.

»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde hans Kammerater.

»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige Forlovelse.

»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale med sin gamle Ven.

»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre sig behagelig for hende.« --

Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før. Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning, syntes paa én Gang at være bleven tændt.

Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage, blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende Ægteskab.

Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og han var Skyld deri.

Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --

Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over det.

Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den Ting klarede sig nok.