Part 3

Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at nogen af os har vidst det før nu.

Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var halvvejs færdigt, rev han det itu.

Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter at det for længe siden var blevet højlys Dag.

* * * * *

Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem. Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden. Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa Benene.

Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis, der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin glade Morgenkoncert.

Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.

Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne i Porten.

»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?« bemærkede den altid velvillige Lars.

»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«

Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa, graa Øjne, svarede han igjen:

»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl. Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime; for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«

»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser i Dag?«

»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars. »Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes Mo'er, som er i Besøg hos vos.«

»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret.

»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene, for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn. Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at byde Frøkenen Farvel.«

Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.

»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede Henning noget kort.

»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«

Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud til Trillebøren.

Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller. Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen Forklaring mellem dem?

Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det, som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende. Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut. Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det forestaaende Møde afgjøre den for ham.

Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke, at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.

Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende, spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.

Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden? Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.

Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.

Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og passiaret.

Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad denne Vej kom Henning ind.

I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke. Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og uryddeligt ud.

Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset. Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev staaende.

Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den foregaaende Aften. --

»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?« -- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne vilde gjøre den.

»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men uden kjendelig Bevægelse.

»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«

»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.«

»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke, Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«

»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det hele.«

Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede med en hemmelig Uro.

»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem. Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt, hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser. Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.«

Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen. Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.

»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var, som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna, elskede Dem af hele min Sjæl ...«

Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling som før uden at svare ham.

»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?«

»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.

»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at sige det!«

»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...«

Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte -- med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke mere«, mumlede hun. --

Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke, og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde Bryllup saa snart som muligt.

Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. --

* * * * *

Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans Frederik, følgende Brev:

»Kjære, gamle Ven!

Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!

Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre Fornuftslutninger.

Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.

For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.

Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel derved.

Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.

Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!

Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde; hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger, med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller, om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke for hele ens Liv. --

Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i. Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt, at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst.

Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil: hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg, hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder. Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?

Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage. Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave, gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og smuk Fremtid for os.

Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig, før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar, gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.

Vi ses om nogle Dage. Indtil da

Din hengivne Henning Bentsen.«

V.

Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager, langt mindre til Stuen og første Sal.

Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende, der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne Idealet af tiltalende Omgivelser.

Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø, men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte, at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning, at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste, og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.

Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres Velmagtsdage.

Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage. Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.

Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet, Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god Veninde.

Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone -- hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:

»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«

Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa inderlig vant til.

Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige Optrin mellem dem.

Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter, maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.

Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.

Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor sin Fader.

Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg, men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet hendes aandelige og moralske Væxt. --

Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt Svar.

I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget skræmmende for hende.

Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning, var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.