Part 14

Han havde utallige Gange besluttet at fortælle Laura, at han var gift, men opsat det med en instinktmæssig Uvilje fra Dag til Dag. Og hvad der i Førstningen af deres Bekjendtskab vilde have været den naturligste Ting at meddele hende, blev tilsidst til en betydningsfuld Tilstaaelse, som han indsaa vilde forandre Forholdet mellem dem fuldstændig.

Han mærkede, hvorledes Grunden veg mere og mere bort under ham, og dog havde han ikke Viljekraft nok til at trække sig tilbage. Jo mere tillidsfuld hun blev i sin Adfærd mod ham, desto heftigere blev hans Selvbebrejdelser.

De kunde undertiden opfylde ham med en feberagtig Uro, der holdt ham borte, netop naar han allermest længtes til hende. --

Hjemme var han bleven en afgjort Hykler. Han forstilte sig venlig og opmærksom mod Minna, gav hende Ret i hendes værste Urimeligheder for at faa hende i nogenlunde taaleligt Lune, saa han kunde slippe bort uden at vække Mistanke eller blot faa Lov til uforstyrret at fordybe sig i alle de modstridende Følelser, der kæmpede i hans Sind.

Under disse Omstændigheder var det blevet hen ved Slutningen af Efteraaret.

Henning var paa Vejen til Lauras Hjem, som han ikke havde besøgt i nogle Dage, fordi hun havde været saa optagen af Prøver paa Theatret, at hun ikke havde havt Tid til at sidde for ham.

Han var -- uden nogen bestemt Grund -- i en friskere Stemning, end han havde været i lang Tid, og det er jo en gammel Kjendsgjerning, at den samme Ting, der kan se saa forfærdelig sort ud, naar man betragter den med et tungt Sind, kan blive helt fornøjelig eller i alt Fald helt uskyldig, naar den ses i et lyst Øjeblik.

Det forekom ham, at han i sin sygelige Sindsstemning havde gjort sig Bekymringer, som han godt kunde spare sig.

Hvad havde han i Grunden at bebrejde sig? At han malede en ung Piges Portræt, uden at hans Kone vidste noget om det -- det var da ingen Forbrydelse mod Samfundet eller Familielivet.

Og desuden -- Minnas og hans Forhold var jo for længe siden haabløst opgivet. Kunde det slæbe sig hen i sin daglige Skure uden altfor skarpe Sammenstød, saa maatte de allerede være taknemlige.

Men hvad den unge Pige angik? -- han havde jo ingen Forpligtelse til at meddele hende, om han var Ungkarl eller Ægtemand, lykkelig eller ulykkelig gift -- noget, som det maaske slet ikke interesserede hende at faa at vide. -- --

Laura og hendes Forældre boede ude ad Nørrekanten. Efter at den unge Pige havde faaet Engagement ved et af Hovedstadstheatrene, havde de set sig i Stand til at leje en noget større Lejlighed end den, de hidtil havde beboet, og Laura forstod til Fuldkommenhed den Kunst med meget smaa Midler at give Hjemmet et tiltalende Præg af Smag og Hygge.

Det var hen ad Middag, da Henning gik derud -- paa den Tid, hun plejede at være kommen fra Prøve. I Dag var hun imidlertid ikke hjemme, men Hr. Schmidt, der lukkede op, mente, at hun maatte strax komme, og Henning sagde, at han vilde vente. Saa kunde han arbejde lidt paa Billedet saa længe.

Men da han kom ind i Dagligstuen, var Staffeliet med Lauras halvt fuldførte Portræt, der ellers stod foran det ene Vindue, forsvundet.

Han antog, at Laura af en eller anden Grund havde gjemt det eller flyttet det ind i et andet Værelse. Maaske for at hendes Moder skulde se det. Og han spurgte Hr. Schmidt, der var fulgt med ind i Dagligstuen, om Staffeliet ikke kunde blive flyttet ind paa sin gamle Plads.

Hr. Schmidt saa forundret paa ham.

»Men Guds Død, Hr. Bentsen, er Portrætet da ikke kommet ud til Dem? Det, troede jeg, var Meningen, da Laura pakkede det ind og sendte det afsted i Formiddags, før hun gik til Prøve.«

»Til mig?« spurgte Henning meget overrasket. »Det maa være en Misforstaaelse. Er De ogsaa vis paa, at Deres Datter har sendt det bort?«

»Ja saagu' er jeg vis paa det, kjære Ven. Men der har vi Pigebarnet, saa kan De selv spørge hende om, hvordan det hænger sammen.«

Der blev ringet paa Entrédøren, og Hr. Schmidt gik ud for at lukke op. -- Henning kunde ikke begribe, hvorfor Laura skulde have sendt det ufuldendte Portræt hjem til ham. Var hun bleven vred over noget?

Hun tog sit Overtøj af i det tilstødende Værelse, og før han kunde faa Tid til at udgrunde det, der forekom ham som en uløselig Gaade, traadte hun ind. Han kunde strax se, at der var hændet noget, siden de sidst havde talt sammen.

»Har De sendt Deres Portræt hjem til mig, Frøken Schmidt?« spurgte han lidt tøvende.

»Ja,« svarede hun, uden at undgaa hans Blik.

»Men hvorfor? -- jeg forstaar det ikke. Har jeg mod min Vilje givet Dem Grund til at blive vred paa mig?«

»Ja -- paa en vis Maade -- De har ikke været ærlig mod mig. -- Hvorfor har De -- i al den Tid, vi har kjendt hinanden -- aldrig omtalt, at De var gift?«

Hun pressede Spørgsmaalet lidt haardt frem, som om hun følte, at hun kunde røbe mere, end hun vilde.

»Hvorfor jeg aldrig har omtalt det,« svarede han usikkert. »Det ved jeg ikke -- det er tilfældigt. Jeg tænkte, at det ikke kunde have nogen Interesse for Dem at vide det.«

»Nej -- De skjulte det forsætlig, og -- det vedkommer jo ikke mig .. Men Deres Hustru har ikke vidst, at De kom her -- at De malede et Portræt af mig -- vel? Det har hun ikke?«

Rødmen paa hendes Kinder blev stærkere, og hun rystede nervøst paa Haanden.

Han stod skamfuld foran hende som et Menneske, der gribes i Usandhed.

»Nej,« svarede han, »min Hustru har ikke vidst det, men Grunden dertil kan jeg ikke forklare Dem. Kun maa De være vis paa, at jeg ikke har tænkt noget ondt derved ...«

»Men De maa kunne forstaa, at De har krænket mig ved denne besynderlige Hemmelighedsfuldhed. Hvad har bevæget Dem dertil? ... Jeg troede saa godt om Dem ...«

Hendes Læber dirrede, og hun maatte gjøre Vold paa sig selv for at holde Taarerne tilbage.

»Laura!« -- Han vilde tage hendes Haand, men hun trak den heftig til sig. -- »De maa ikke have blot den svageste Skygge af Mistro til mig! Jeg sværger Dem til, at jeg aldrig har næret en Tanke, der kunde være saarende for Dem. Det er maaske urigtigt, taabeligt, eller hvad De vil kalde det, at jeg har ladet Dem være uvidende om mine personlige Forhold, men det retfærdiggjør ikke den Vrede, som De viser mig i dette Øjeblik. -- De ved ikke, hvor meget De bedrøver mig dermed.«

Hans Stemme var blød og indtrængende. Hun vendte Hovedet bort, og det varede lidt, før hun svarede.

»Det er vel heller ikke mig, men Deres Hustru, der har mest Grund til at føle sig krænket. Derimod kan jeg bebrejde Dem, at De paa en Maade har ... draget mig ind i en Usandhed -- ja, det baade harmer og saarer mig.«

»Men De, Laura, er jo i hvert Fald uskyldig i min Mangel paa Oprigtighed,« sagde han. »Og det kan ikke for Alvor være Deres Mening, at De vil bryde vort Venskab -- lov mig, at De ikke vil det!«

»Jo -- mellem Dem og mig maa det være forbi. Men før vi skilles, forlanger jeg af Dem, at De skal give baade Deres Hustru og mig den Oprejsning, at De ærlig fortæller hende om vort Bekjendtskab -- deri vil De handle baade klogt og hæderlig.«

Han syntes ikke at høre det sidste, hun sagde, men kun de Ord: »Mellem Dem og mig maa det være forbi!« Han saa paa hende med et Blik, saa sorgfuldt og bedende, at hun igjen, ligesom ængstelig, vendte sig halvt bort.

»Saaledes maa og kan vi ikke skilles,« sagde han. »Jeg har været saa lykkelig ved at kjende Dem. De ved ikke, hvor meget De har været for mig ...«

»Lad os ende denne Samtale, Hr. Bentsen. Jeg kan og vil ikke træffe Dem oftere. Men vil De have, at jeg skal skilles fra Dem med uforandret Venskab, saa opfylder De mit Ønske og fortæller Deres Hustru, hvorledes De har gjort mit Bekjendtskab.«

Han rystede paa Hovedet.

»Hvis det kan bidrage til, at De vil dømme mildere om mig,« svarede han langsomt, »skal jeg opfylde Deres Forlangende. Men jeg tror ikke, det vil gavne nogen. Min Hustru er ... barnagtig« -- han famlede lidt efter Ordet og tilføjede nølende: »og hun vil optage en saadan Forklaring paa en hel anden Maade, end De tænker Dem.«

»Men hun faar det alligevel at vide -- hvis hun ser mit Portræt, som jeg har sendt hjem til Dem i Dag. -- Og jeg lod nogle Ord følge med, som jeg maaske ikke burde have skrevet. Det var overilet handlet af mig ...«

Der syntes at fare en Tanke gjennem hende, og hun udbrød hastig:

»Men der kan da ikke opstaa nogen Misforstaaelse deraf? Man kan ikke mistro Dem eller mig for noget ondt -- kan man vel?«

»Nej, ikke Dem -- hele Skylden er jo min, og jeg lægger kun ringe Vægt paa, hvorledes min Handlemaade bliver bedømt.«

»Men husk -- det er Deres Hustru, om hvem det gjælder, at hun ikke ser Dem i et falsk Lys.«

»Aa -- det vil ikke forandre Forholdet synderlig,« svarede han bittert.

Hun saa næsten forskrækket paa ham, som om de faa Ord havde været nok til at forklare hende alt. --

»Er det virkelig Deres Alvor, at det skal være forbi mellem os?« spurgte han efter en kort Pavse.

»Ja. Nu mere end før,« svarede hun sagte.

»Saa er det altsaa sidste Gang, vi ses?«

»Ja -- ja, det maa være saaledes.«

Han rakte hende Haanden, og hun modtog den.

»Farvel -- og Tak for den korte, lykkelige Tid.«

Han gik langsomt ud af Stuen; hun blev staaende ubevægelig paa samme Sted, indtil hun hørte sin Fader lukke ham ud.

Saa skjulte hun pludselig Ansigtet i sine Hænder og brast i Graad.

XVIII.

Minna stod i sin fulde Højde foran ham -- bleg og med Ansigtet ligesom fortrukket af Smerte.

»Og denne Gang er det din faste Beslutning?« sagde han med tilkæmpet Fatning.

»Ja -- vi vil begge være bedst tjente dermed,« svarede hun haardt.

»Maaske du har Ret. Værre end vi har havt det de sidste Aar, kan vi næppe faa det. Men Aage ...?«

»Hvis du gjør Fordring paa det, maa du beholde ham. Ikke en Gang for hans Skyld vil jeg leve sammen med dig.«

»Glem ikke, at du ogsaa har Skyld i, som det er gaaet. -- Havde du villet, kunde meget have været anderledes. Jeg siger det ikke for at besmykke min Uret eller for at overtale dig til at forandre din Beslutning, men fordi jeg ønsker, at du skal erkjende Sandheden lige saa fuldt, som jeg gjør det.«

»Aa ja -- jeg gjør mig ikke bedre, end jeg er,« svarede hun med skærende Bitterhed. »Jeg ved nok, at jeg ikke har været synderlig blid eller hensynsfuld mod dig. Det ligger nu en Gang ikke i min Karakter at være det. Men en ærlig og hæderlig Kone har jeg været, mens du har fæstet dit Sind til andre og hyklet Venlighed mod mig. Du har krænket mig saa dybt, som nogen Hustru kan blive krænket af sin Mand.«

»Men tror du ogsaa, det vilde være sket, hvis du havde bestræbt dig for at blive den rette Hustru for mig?« udbrød han. -- »Der har været en Tid, hvor du let kunde have gjort mig til en god Mand. -- Jeg advarede dig en Gang om, hvad Enden kunde blive.«

»Men du, som Manden, maatte naturligvis være den klogeste og stærkeste. Det er sørgeligt, at du ikke har været det. Jeg har mistet den sidste Rest af Agtelse og Tillid til dig, og jeg vilde skamme mig over mig selv for hver Dag, jeg længere levede under Tag med dig.«

Henning saa med et bedrøvet Blik paa hende og drog dybt efter Vejret.

»Jeg skal ikke gaa i Rette med dig for de stærke Udtryk, du bruger,« sagde han. »Denne Strid om, hvem af os der har den største Skyld, er og bliver ørkesløs«. -- Han fór med et forpint Udtryk med Haanden hen over Panden og vedblev saa: »Jeg ved desværre kun altfor godt, hvor meget jeg har fejlet, og hvilken Uret jeg har begaaet mod dig. Lad os ikke spilde flere Ord derpaa. Jeg giver dig jo Lov til at handle, som du vil, og erkjender, at jeg har forspildt min Ret til at bevæge dig til at forandre din Beslutning. Men lad os i det mindste skilles uden flere haarde og saarende Ord.«

»Og Aage --?« spurgte hun lidt forvirret.

»Da jeg intet har at bebrejde dig i dit Forhold som en retskaffen Kone -- saa er det rimeligt, at Drengen bliver hos dig. Maaske du vil lade ham besøge mig en Gang imellem ...«

Han tvang med Magt Ordene frem i en rolig Tone. Saa vendte han sig pludselig om og gik hurtig ud af Stuen.

Hun gjorde en Bevægelse, som om hun vilde standse ham, men lod i det samme Armene synke ned.

Nej -- det maatte have en Ende. Dette sidste, der var kommet mellem dem, kunde hun ikke glemme. Han havde jo desuden en Gang sagt til hende, at hun ødelagde og forgiftede hans Liv -- og det var maaske sandt, thi hun havde ikke holdt af ham, som hun skulde. Og nu vidste hun, at hun havde mistet enhver Plads i hans Hjærte -- nej, det _maatte_ være forbi mellem dem, om hun saa bag efter skulde komme til at græde Blod derover. --

Henning var gaaet ud, og da han kom hjem sent ud paa Aftenen, var Minna taget bort med Drengen -- hjem til sin Moder.

Han gik ind i Sovekammeret, hvor Minnas og Barnets Senge stod. Paa Sengestolpen hang endnu en af Aages smaa Bluser, som de havde glemt at faa med. Og midt paa Gulvet stod hans Hest og Vogn; Tømmen var bunden fast til et af Stolebenene.

Det forekom ham, at Minna og Aage endnu maatte være i Huset. Et Øjeblik bildte han sig ind, at han hørte Drengens friske Latter i det tilstødende Værelse. Han vidste, at det var en Indbildning, men lukkede alligevel Døren op og saa ind i den tomme Stue. --

Alene. Det var altsaa omsider blevet Enden paa det. -- Og dog ikke andet, end hvad han saa tit havde ønsket.

Men alligevel knugede han sine knyttede Hænder mod Panden, medens han gik op og ned ad Gulvet uden at kunne faa Ro paa sig -- og blev ved at gaa saaledes, rastløst frem og tilbage, indtil det første Dagskær brød ind i Kammeret.

XIX.

Noget før eller senere maatte jo komme ud paa ét. -- Det var saa længe siden, de var komne til Erkjendelse om, at deres Samliv var uholdbart, og de havde hver paa sin Vis lidt saa meget, at de troede, at en Skilsmisse vilde blive en Befrielse for dem.

Denne samme Betragtning havde foresvævet dem begge. Men nu, da Skridtet var gjort, mærkede de, at der dog endnu var noget, der gjorde dem ondt, trods det, at Baandet var løsnet.

Hvor meget de end havde været til Plage for hinanden, var der to Tilknytningspunkter, hvis Betydning de havde undervurderet. Barnet, som de begge elskede, og Hjemmet, som de havde vænnet sig til at leve i. Men Kløften mellem dem var altfor dyb til, at de kunde tænke paa at gjøre Skridtet tilbage.

Henning var maaske den, der led mest, thi han følte sig mest ene. Han havde gjenvundet sin Frihed, men han vidste ikke længere, hvad han skulde bruge den til.

Og hans Søn? Han savnede undertiden Barnet saa haardt, at han blev sjælesyg af Længsel efter det.

Til sine Tider kunde han med et Slags Raseri kaste sig over sit Arbejde; i andre Øjeblikke var han fuldstændig uskikket til at bestille noget. Dage igjennem lukkede han sig inde i sit Atelier eller strejfede omkring langt borte fra Byen, sky for Synet af andre Mennesker.

Derpaa kunde det pludselig falde ham ind at opsøge de lystigste af sine Kammerater, være med til støjende Gilder, hvor han var den kaadeste af Flokken, men kun for strax efter at synke hen i en sløv Tungsindighed.

Lænken var bristet, men Saarene, den havde efterladt, kunde han ikke faa helede.

Han vilde glemme de mislykkede Aar, der laa bag ved, og som vedblev at tynge paa ham. Han besluttede at trække saadanne Vexler paa sine Kræfter, at der ikke blev en Tanke tilovers til Fortiden.

Med dette Forsæt tog han atter fat paa Maleriet. Han havde faaet en Kjøber til sit store Billede: »Enkens Søn«, der skulde være færdigt til den næste Foraarsudstilling. Men for ogsaa at være sysselsat om Aftenen lærte han sig at radere og udførte nogle Kopier af sine egne Billeder.

Saa snart han følte sig træt af Arbejdet, tog han bort paa lange Udflugter midt i Vinterdagenes Slud og Kulde, for ikke at faa Stunder til at falde hen i de gamle Grublerier.

Der var kommet en feberagtig Uro over ham. Han tvang sig til uafladelig Virksomhed, med en Følelse af, at den første Gang, han hørte op dermed, vilde han synke sammen for ikke at rejse sig mere. --

Det var i den første Halvdel af Vinteren, et Par Dage før Jul. Henning havde i flere Dage ikke forladt sit Atelier og havde nægtet sig hjemme for sine Kammerater.

Det var ganske pludselig, han kom til at tænke paa, at det var ved Juletid. Han saa Kaptajnens Oppasser -- i Villaen overfor -- komme slæbende med et Grantræ, ledsaget af sit Herskabs lille Søn. --

Det mindede ham om den ensomme Jul, der ventede ham, og det mindede ham tillige -- ligesom saa mange andre ubetydelige Ting gjorde det hver eneste Dag -- om Aage, hvem han kun saa i Ny og Næ, naar Minna efter den trufne Overenskomst sendte Drengen ud i Besøg til ham.

For at blive disse Tanker kvit besluttede han at tage bort fra Byen, indtil Julen var forbi. Han havde ingen Venner paa Landet, som han skjøttede om at besøge, men han kunde jo tage Ophold i en eller anden Kro og maaske med det samme male nogle Studier.

Det var i alt Fald bedre end at blive hjemme, hvor der var saa trist og ensomt.

Med den feberagtige Ivrighed, hvormed han i den sidste Tid havde vænnet sig til at udføre enhver ny Beslutning, gav han sig til at pakke en Haandkuffert og gjøre sin Malerkasse i Stand. Han vilde tage afsted næste Morgen med et af de første Tog. --

Fra den blaa, frostklare Luft kastede Vintersolen sine Straaler paa Træerne i Alléen, der stod som overdryssede med det fineste, kridhvide Pudder. En Flok Krager kredsede muntert skrigende omkring de nøgne Trætoppe. Folk vandrede med rødmussede og fornøjede Ansigter gjennem Alléen, hvor Sneen knirkede under deres Støvlesaaler, medens deres Aande formede sig som smaa, lette Skyer i den kolde Luft. Bybude kom traskende med store Pakker eller slæbende med kæmpemæssige Grantræer. Børn løb til Skole med glædestraalende Miner i Bevidstheden om, at det var den sidste Skoledag, før Ferien begyndte.

Paa Banegaarden var der Trængsel af Folk, der skulde afsted med Toget for at fejre Julen hos Slægt og Venner paa Landet. Og allesammen saa' de saa tilfredse og fornøjede ud.

Der var en evindelig Løben frem og tilbage i Vestibulen og en Puffen og Støden for at faa Rejsetøjet indskrevet, men det skete altsammen med den godmodigste Mine af Verden. -- Man havde bare saa frygtelig travlt.

Saa gled Toget endelig langsomt hen ad Skinnerne, og Folk, der blev tilbage, nikkede og smilede og viftede med Lommetørklæder.

Henning sad i et Hjørne af Kupéen. De glade Mennesker og den livlige Snakken rundt om ham gjorde hans Ensomhed endnu føleligere. Han trak Vejret lettere, da de var komne et Par Mil bort fra Byen, og Toget bruste frem gjennem det stille, vinterklædte Landskab.

Marker og Kjær laa glindsende hvide i det friske Sollys; fra Bøndergaardenes Skorstenspiber steg Røgen lodret til Vejrs, fortællende om Travlheden i Køkkenet med at træffe de sidste Forberedelser til Julemaaltiderne. Langt ude i Horisonten tegnede Skovbrynet sig i et skarpt Omrids mod den mørkeblaa Luft. --

Han steg ud af Toget ved en Mellemstation midtvejs paa Banestrækningen. Han havde intet bestemt Maal for sin Udflugt og kunde ligesaa gjærne slaa sig til Ro det ene som det andet Sted.

En Dreng, som han traf udenfor Stationsbygningen, bar hans Tøj op til Gjæstgivergaarden.

Han bestilte Frokosten bragt op paa sit Værelse og satte sig hen ved Vinduet og saa' ud paa den lange, snævre Kjøbstadgade, der bugtede sig saa stille og øde mellem de lave Huse, at den for den Sags Skyld gjærne kunde have tilhørt en uddød By.

Det var i Grunden et fortvivlet Indfald at rejse paa Maa og Faa ud i Landet. Han havde vistnok gjort bedre i at slaa sig sammen med nogle af sine Kammerater og holde Jul med dem paa gammel Ungkarlevis. Paa den Maade vilde det maaske bedre være lykkedes ham for nogle Øjeblikke at glemme det, som nu en Gang ikke kunde være anderledes.

Kakkelovnen i det Gjæstekammer, der var blevet anvist ham, røg. Han maatte ringe en halv Snes Gange paa Stuepigen, før hun kom op og fik Ilden til at brænde. Hun undskyldte sig med, at de havde saa travlt i Anledning af, at Byens broderlige Skydeselskab vilde samles første Juledag til et Fællesmaaltid paa Hotellet.

Værelsets Uhygge og den dorske Stilhed, der herskede omkring ham, blev tilsidst helt utaalelig. Han tog sin Malerkasse og besluttede at vandre til Fods op til en Landsby, der var bekjendt for sin smukke Beliggenhed ved Skov og Sø -- en halvanden Mils Vej fra Kjøbstaden. --

Vejret havde imidlertid forandret sig. Luften, der om Morgenen havde været klar og sollys, var bleven overtrukken med graa, snetunge Skyer, og nu og da kom der et kort, skarpt Vindpust.

Han lagde ikke Mærke dertil, men gik hurtig frem ad Landevejen, der først snoede sig et Stykke mellem aabne Marker og derpaa førte tværs igjennem en Kratskov, fra hvilken man ad en Bivej kunde naa Landsbyen.

Der var en lille tarvelig Kro, lige over for Smedien. Hammerslagene lød kraftige og taktfaste ud paa den stille Vej. Udenfor Krostuedøren gik nogle kaglende Høns og skrabede i Sneen. --

Henning gik derind.

Det lave, firkantede Rum, med en Bjælke tværs under Loftet, var indrettet halvt som Skjænkestue, halvt som Kjøbmandsbod. Den ene Længdevæg var skjult af Hylder og Rum, fyldte med forskjellige Handelsvarer, og adskilt fra den øvrige Del af Stuen ved en bred, fyrretræsmalet Disk. Den modsatte Væg optoges af en Slagbænk med Bord foran.

Henne i et Hjørne stod en gammeldags Bilæggerovn af ualmindelig svære Dimensioner, fra hvilken der udstraalede en osende Varme, som blandede sig med Lugten af røget Flæsk og Spegesild.

Stedet var ikke videre indbydende, men alligevel hyggeligere, syntes Henning, end den forlorne Komfort i Kjøbstadshotellet. Han vilde slaa sig til Ro der. Kunde han blot faa den dræbende lange Tid til at gaa, var det ham lige meget, hvor han befandt sig.

Han stod og saa' over paa Smedien, hvor Ilden blussede med en klar, skinnende Flamme. Smedens brede Ryg, dækket af en blaa Arbejdsbluse, viste sig i Skæret fra Essen, medens Manden bøjede sig over et Stykke Jærn, som han hamrede løs paa, saa Gnisterne spruttede til alle Sider. --

Det kunde bruges. Henning aabnede sin Malerkasse, der var indrettet til at gjøre Tjeneste som Staffeli paa samme Tid; tog Pensler og Palet frem, men paa en langsom og mekanisk Maade -- ikke fordi han følte sig oplagt dertil, men kun for at have noget at beskæftige sig med.

Efterhaanden som han udførte Skitsen, fik Arbejdet mere Interesse for ham. Og Smeden blev staaende derovre, saa udholdende, som om han havde været en bestilt Model. --

Der gik et Par Timer. Kromanden havde en halv Snes Gange mindet ham om, at Skinken og Æggene stod og blev kolde. Saa rejste han sig omsider og pakkede sine Sager sammen.

Det var allerede begyndt at blive mørkt, og Luften var bleven mere og mere overtrukken. Af og til slog nogle tykke Snefnug mod Vinduesruden.

Manden kom ind og spurgte, om Herren ønskede at overnatte i Kroen. Det vilde vist ikke blive Vejr til at vende tilbage til Kjøbstaden, og det var jo desuden allerede sent paa Dagen.

Henning betænkte sig et Øjeblik, men den samme stundesløse Uro, som han havde følt hele Dagen, var atter kommen over ham. Han vilde hellere vende tilbage til Hotellet for næste Morgen at rejse længere nordpaa.

Lidt efter brød han op uden at høre paa Kromandens Forudsigelse om, at det ganske sikkert vilde blive et forrygende Vejr ud paa Aftenen. Herren gjorde meget bedre i at blive. --

Han havde næppe tilbagelagt en Fjerdepart af Vejen, før Snefoget brød løs. Først med enkelte, stærke Vindstød og derpaa i stadig heftigere Byger, indtil de samlede sig sammen til en alvorlig Snestorm.

Det var nu helt mørkt, og Sneen, der piskede ham lige i Ansigtet, blindede ham endnu mere, saa han maatte anspænde hele sin Opmærksomhed for at kunne følge Vejen.

Han var kommen et godt Stykke ind i Kratskoven, hvor han hvert Øjeblik tumlede mod et Træ eller en Busk. -- Saa længe han kunde føle, om han havde den slagne Vej under sine Fødder, lykkedes det ham endnu at famle sig tilbage til den rette Kurs, men efterhaanden som Sneen lagde sig i tykkere Lag, blev det vanskeligere at styre efter dette Spor.