# Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring

## Part 11

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/et-gteskabs-historie-en-virkelighedsskildring-43899/index.md

Det havde kostet ham en Del Overvindelse at holde fast ved dette Forsæt og give sig i Færd med at udføre det, men der stod saa meget paa Spil, at han ikke vilde lade noget Middel uforsøgt til at rejse sig igjen efter det sidste Nederlag. --

Saa begav han sig hin sludfulde Aprildag paa Vejen til den velkjendte Bygning, hvor Professoren havde Embedsbolig.

Det var henimod den Tid af Dagen, da Udstillingen lukkes, og i Porten mødte han en Sværm af besøgende: kritisk udseende Herrer og Damer, der stak deres Katalog og Blyantspen i Lommen, idet de nærmede sig Udgangen; Gjæster fra Provinserne, der saa' saa ivrige og travle ud, som om de endnu havde et Par Maleriudstillinger og diverse Museer at støve igjennem, før de med en rolig Samvittighed kunde lægge deres mødige Lemmer til Hvile i Hotellernes rummelige Senge.

Nogle blev staaende i Porten med de allerede opslaaede Paraplyer for at vente, til Bygen var trukken over, og i Sværmen saa Henning et Par bekjendte Ansigter, som han skyndte sig forbi for ikke at blive nødt til at indlade sig i en ligegyldig Samtale, som han ikke følte sig videre oplagt til. --

Han skraaede over Gaarden, gik ind ad Porten til højre, hvor der stod en Stabel Kasser, der havde gjemt eller endnu indeholdt Billeder, bestemte til »anden Ophængning«, og stod i Begreb med at gaa op ad den brede, snirklede Trappe, da han blev standset af et af Akademiets Bude, gamle Blæsenberg, hvis ulastelige, sorte Frakke, stive Halsbind og omhyggelig børstede Filthat havde et saa officielt Præg, at ingen kongelig Kontorchef havde behøvet at skamme sig ved at bytte Klæder med ham. Blæsenberg havde derfor ogsaa i mange Aar gaaet under Hædersnavnet »Chefen« blandt Akademiets Elever, der kjendte hans knirkende Støvler i halvtresindstyve Skridts Afstand.

Denne indflydelsesrige Personlighed standsede Henning paa Trappen med et fortroligt: »Goddag Hr. Bentsen! Det var grumme rart, jeg traf Dem, for jeg gaar her med et Brev, som jeg skulde ha'e brungen ud til Dem. Det var saa grumme heldigt. Værsgo', Hr. Bentsen!«

Med disse Ord leverede han Henning et stort, embedsmæssig udseende Brev i blaa Konvolut, og da Henning modtog det uden at synes tilbøjelig til at indlade sig i nærmere Samtale, gik Blæsenberg videre efter at have gjort en kort Bemærkning om det grumme triste Vejr. --

Henning blev staaende med Brevet i Haanden. Han havde paa Fornemmelsen, hvad det indeholdt, men tøvede med at aabne det. Saa rev han endelig Konvolutten op. -- Skrivelsen var affattet i den sædvanlige Kancellistil. Stipendiet var ikke tilstaaet ham. --

Han gik tilbage over Gaarden, ud gjennem Hovedporten, der imidlertid var bleven rømmet af det udstillingsbesøgende Publikum. Den smækkede i bag ved ham med et lydeligt Drøn, som om den for evig Tid vilde lukke ham udenfor de indviede Mure.

Han blev staaende og saa ud over Torvet, der laa som en blinkende, mørk Flade foran ham. Regnen piskede ned mod Brostenene og paa de endnu bladløse Trær rundt om »Hesten«.

Sporvogne og drivvaade Drosker rullede forbi; Folk gik med Paraplyen helt nede over Hovedet; Vandet sivede ud af Tagrenderne med sit ensformige Prik-Prik. De røde Lygter blev satte udenfor Theatret, og de første Theatergængere -- Folk fra Provinsen, der holdt sig til Plakaternes Bemærkning om, at »Indgangen aabnes Kl. 6½« -- begyndte saa smaat at indfinde sig. --

Han blev staaende, uvis om, hvor han skulde gaa hen. Hjem gad han ikke gaa. Dér ventede ham ingen Opmuntring.

Han tænkte paa, hvor helt anderledes det vilde have været, dersom han hjemme havde fundet den Kjærlighed og Forstaaelse, som kan hjælpe en Mand til at overvinde selv de største Hindringer og forsone ham med de bitreste Skuffelser, han møder ude i Verden.

Men det nyttede ikke at gruble derover. Det var nu en Gang saa og kunde ikke blive anderledes. Han følte ikke længere nogen Bitterhed mod Minna, snarere en bedrøvelig Medynk baade med hende og sig selv. Men Midlerne til at redde sig fra Skibbruddet -- hvor skulde han finde dem?

Saa faldt det ham pludselig ind at henvende sig til en af Stadens Mæcenater, en Mand, der havde Ord for at have hjulpet mange unge Kunstnere frem.

Han vilde forklare ham, hvorledes Sagerne stod -- naturligvis med Undtagelse af sine huslige Forhold -- fortælle ham, at hans Fremtid som Kunstner beroede paa, at han kunde komme bort et Aars Tid for at faa friske Kræfter, og bede ham om de nødvendige Penge som et Laan.

Hvad var et Par tusende Kroner for en Mand, der ejede flere Millioner, og hvis Formue voxede hvert Aar med adskillige Hundredetusender.

Men for ham, Henning, var den forholdsvis ubetydelige Sum ensbetydende med nyt Liv og en ny Tilværelse.

Desuden mente han, at han kunde stille nogen Sikkerhed for et saadant Beløb. Jo mere han tænkte derover, des mere sandsynligt forekom det ham, at det kunde lykkes, og han fik omsider Mod til at vove Forsøget. Da han først var kommen saa vidt, syntes han, at det var bedst lige strax at sætte Beslutningen i Værk. --

Klokken var hen ved syv, altsaa ikke den Tid, man plejer at gjøre Visit hos fornemme Folk. Men lige meget -- han vilde ikke opsætte det.

Han begav sig paa Vej til det Kvarter af Byen, hvor den store Mand boede. Tjeneren, der modtog hans Kort, saa spørgende op og ned ad ham og bemærkede, at Excellencen ikke modtog paa den Tid, men han skulde gjærne aflevere Kortet. Dermed gik han og vendte kort efter tilbage for at bede Henning træde ind. Excellencen skulde strax være til Tjeneste.

Henning befandt sig i en rummelig Hjørnestue, halvt Bibliothek, halvt Arbejdsværelse, udstyret i gammeldags Stil, med al den Luxus, som en betydelig Formue i Forening med en fint udviklet Smag kan tilvejebringe.

Over Skrivebordet hang en ægte Rembrandt, paa den modsatte Væg nogle Stykker af gamle danske Mestere. -- Overalt bløde, dæmpede Farver, tunge, mørkerøde Silkegardiner, en mat bronceret Lysekrone, Bøger, indbundne i brunt Maroquin; bredbladede, mørkegrønne Planter i smagfulde Stativer, Stole med lave, magelige Sæder, et Tigerskind med udstoppet Hoved inde under Skrivebordet. --

Der gik ti og atter ti Minuter. Henning hørte nu og da en fjærn Klirren af Glas og andet Bordservice. Excellencen havde aabenbart endnu ikke rejst sig fra Middagsbordet. -- Folk plejer at være i en blid og medgjørlig Stemning, naar de har spist godt. Han vilde haabe, at Excellencen maatte være tilfreds med sin Middag. --

Saa ventede han endnu en halv Snes Minuter. Haglene piskede mod Ruderne, og Lyset, der selv midt paa Dagen havde Møje med at trænge ind mellem de folderige Gardiner, blev mere og mere dæmpet.

Han havde sat sig paa en af de smaa Hjørnesofaer og lænede Hovedet mod Rygstødet. Hans Blik strejfede ørkesløst de forskjellige Gjenstande i Værelset, medens han forestillede sig, om Excellencen, hvem han aldrig havde set personlig, var en høj, imponerende Skikkelse eller en lille, tør, mager Mand; om hans Stemme var barsk og bydende eller muligvis fin og sleben som en ægte Hofmands. --

Men lidt efter lidt forlod hans Tanker disse Enemærker og vandrede langt bort fra den store Mand og hans Arbejdskabinet. Værelset var opfyldt af en let, behagelig Vellugt, der blandede sig med den stærke Varme fra en massiv Fajanceovn, og uden at han selv vidste af det, faldt hans Hoved tilbage mod Sofaens Rygstød; de Billeder, der drog forbi ham, antog mere og mere taageagtige Skikkelser. --

Et pludseligt Lysskær vækkede ham af den Døs, hvori Trætheden og den lange Ventetid havde bragt ham. Han sprang op fra sin magelige Stilling og gjorde et forvirret Buk for Excellencen, der var traadt ind i Stuen, fulgt af en Tjener, som satte en Lampe hen paa Skrivebordet og derpaa forsvandt.

»Jeg beder Dem -- bliv kun siddende,« sagde Hs. Exc. med et fint, maaske en lille Smule ironisk Smil. »Tør jeg spørge, hvormed jeg kan være til Tjeneste? -- Jeg mindes ikke før at have havt den Fornøjelse ....«

»Jeg tør maaske antage, at mit Navn ikke er Deres Excellence helt ubekjendt,« sagde Henning.

»Nej --« Excellencen raadførte sig med Visitkortet, som han endnu havde i Haanden. -- »De har vist flere Gange havt udstillet -- ikke sandt? Om jeg husker rigtig, har De ogsaa et Billede deroppe i Aar -- nogle Fiskere fra Vestkysten -- tror jeg?«

»Ja desværre,« svarede Henning. »Det er et mislykket Arbejde, som jeg ikke burde have udstillet. Jeg ...«

»Aa hvad -- De er en ung Mand. Har De været mindre heldig i Aar, kan De jo tage Revanche en anden Gang. De har jo Tiden for Dem. -- Men hvormed ...«

Excellencen kastede et Blik paa Uret ligesom for uden al Fortrydelse at minde den unge Mand om, at hans Tid var mere kostbar, og at han ikke havde den for sig i en tilsvarende Grad, hvad der kunde være en hel Del i, naar man tog Hensyn til, at _han_ var en meget gammel Mand.

»Hvormed ...?«

Henning søgte med saa faa Ord som muligt at komme frem med, hvad han havde paa Hjærte, og imidlertid sad den lille sirlige, hvidhaarede Mand og hørte paa ham, stadig med samme uforanderlige, halvt ironiske, halvt opmuntrende Smil.

»Det maa vistnok synes Dem underligt, at jeg kommer med en saadan Anmodning uden at være personlig kjendt af Dem,« sluttede Henning, »og jeg skulde sikkert heller ikke have gjort det, hvis jeg ikke havde en saa bestemt Følelse af, at hele min Fremtid ...«

»Ja vist, ja vist,« afbrød den lille Excellence. »Saaledes er det med dem alle -- med dem alle. Det gjælder altid hele deres Fremtid. Men det er umuligt at hjælpe enhver. Der stilles saa mange Krav. Man vil gjærne gjøre, hvad man kan. -- Men det er umuligt -- ganske umuligt. -- Jeg forsikrer Dem, kjære unge Ven, at selv den største Formue vilde spille Bankerot, hvis man skulde træde hjælpende til i alle Tilfælde. Nej, det er umuligt -- ganske umuligt.«

»Jeg havde ikke tænkt mig at modtage denne Sum som en Gave,« sagde Henning, hvis Kinder begyndte at farves røde, ikke saa meget af Fortrydelse over Afslaget, thi det kunde altid være lige saa vel motiveret som hans Anmodning, og der var jo desuden en hel Del Sandhed i, hvad den gamle Mand sagde -- men fordi han mere og mere følte det ydmygende i Situationen.

»-- -- Det var ikke min Mening at modtage det som Gave, men som et Laan. Jeg havde tænkt at kunne give f. Ex. en Livspolice i Sikkerhed, og ...« Han stammede lidt i det ... »naar jeg skaffede behørig Sikkerhed for Præmiens Betaling, vilde Gjælden jo i værste Tilfælde blive betalt ved min Død, og Deres Excellence eller Deres eventuelle Arvinger vilde saaledes under ingen Omstændigheder kunne gaa tabt af Kapitalen ...«

»Meget rigtigt -- meget rigtigt. Men jeg beklager ikke at kunne indlade mig paa den Slags Sager. -- Det er jo muligt, at De kan faa det ordnet saaledes i et eller andet Pengeinstitut ...«

Excellencen, der i de sidste Minuter utaalmodig havde ladet en Papirkniv glide frem og tilbage mellem sine spidse, hvide Fingre, hostede ganske sagte, og det opmuntrende Smil blev mere køligt.

»Saa maa jeg endnu blot bede Dem undskylde, at jeg har henvendt mig til Dem,« sagde Henning og rejste sig. »Trods Deres Excellences Bemærkning kan jeg ikke andet end gjentage, at jeg ikke vilde have gjort dette Skridt, hvis jeg ikke havde været meget haardt tvungen dertil.«

Den lille Mand saa op med et hastigt Glimt i sine skarpe, graa Øjne.

»Ja -- det gjør mig meget ondt. Hermed kan jeg ikke være Dem til Tjeneste. -- Kan derimod et mindre Beløb muligvis hjælpe Dem i en øjeblikkelig Forlegenhed, saa ...«

Han gjorde en Bevægelse med Haanden hen til Skrivebordsskuffen, men Udtrykket i Hennings Ansigt overbeviste ham om, at han havde misforstaaet hans sidste Ytring.

»Saa beklager jeg, at De maa gaa fra mig med uforrettet Sag. Altid meget kjedeligt -- meget kjedeligt for begge Parter.«

Henning bukkede tavs, og den lille Excellence fulgte ham med sin aldrig svigtende, tilknappede Høflighed et Par Skridt henimod Døren. --

Regnen og Haglbygerne var holdt op. Der viste sig en klar Lysning mellem Skyerne, og Blæsten, der jog fejende omkring Gadehjørnerne, havde tørret Fortovene, saa kun de større og mere udholdende Vandpytter var blevne tilbage i Stenbroens ujævne Fordybninger.

Henning gik langsomt hjemad, lige saa aandelig træt, som han var det legemlig.

Den ydmygende Situation, han havde lagt bag ved sig, vedblev at forfølge ham. Det var, ligesom den paanødte ham en Følelse af, hvor lidet vidt han havde bragt det. I gamle Dage havde han fundet en Slags Tilfredsstillelse i at anstille Beregninger over, at naar han blev saa og saa gammel, skulde han være naaet saa eller saa langt frem. Det var en Art Milepæle, han opstillede paa sin Fremtidsvej.

Men det opgav han nu. Der laa saa mange svigtede Forsætter bag ved, at han blev led ved dem og ligesom undsaa sig ved at føje ny til -- for ogsaa at bryde dem.

Der havde været en Tid, hvor den Ydmygelse, han nylig havde lidt, vilde have opflammet hans Energi og ægget ham til at trodse sine Uheld. -- Han kom til at tænke paa den Dag, da han som ganske ungt Menneske -- ikke stort mere end en Dreng -- var kommen op med sit Maleri til Fabriksinspektøren, der med saarende Ord havde raadet ham til at slaa de Nykker af Hovedet. Den Gang var der blevet vakt en saadan Trods i hans Sind, og han vidste af Erfaring, at den kan hærde baade Vilje og Evner. Men ogsaa denne Følelse lod nu til at være død for ham. Han kæmpede med sig selv for at kalde den til Live igjen, men det vilde ikke lykkes.

Men han kunde saa tydelig se, hvorledes det altsammen var kommet og _maatte_ komme saaledes. Han var sig sine egne Fejl fuldkommen bevidst, men alligevel formaaede han ikke at mande sig op til at begynde Kampen forfra. Paavirkningen maatte komme ude fra. Skæbnen maatte sende ham den, thi inde i ham selv var Visen sungen til Ende. --

Han naaede omsider hjem, stadig forfulgt af de samme Tanker, der atter og atter vendte tilbage i det samme ensformige Kredsløb. -- Da han havde spist til Aften med Minna, gik han ind i Atelieret og kastede sig paa Sofaen uden at bryde sig om at tænde Lys. Han laa og stirrede paa det tomme Staffeli, grundende over, naar han vel vilde faa begyndt paa et nyt Arbejde.

Deres Sovekammer stødte op til den bageste Væg i Atelieret, og en Tid lang kunde han høre Minna pusle derinde. Men lidt efter gik hun ud af Stuen, og al Ting blev ganske stille.

Han havde vel ligget et Par Timers Tid paa Sofaen uden at sove, men i en halvt drømmende Tilstand, under hvilken han maatte gjøre Vold paa sig, naar han vilde knytte Tankerne sammenhængende til hinanden, da han pludselig blev skræmmet op ved en kort, rallende Hoste, der lød inde fra Sovekammeret.

Den varede kun et Øjeblik, men havde noget uhyggeligt ved sig, lignede slet ikke den Maade, hvorpaa Børn undertiden hoster i Søvne, og Henning, der bestandig, endog uden den mindste Grund, plagedes af en overdreven, sygelig Ængstelse for Barnet, sprang forskrækket op og ilede ind i Dagligstuen.

Men Minna, der havde været nærmere ved Sovekammeret, var allerede kommen ham i Forkjøbet, havde været inde og taget Barnet op og kom nu løbende ind, bærende det paa Armen.

»Men Gud -- han kvæles -- se -- hvad fejler dog lille Aage?«

Hun stod og rystede over hele Kroppen, medens hun holdt Barnet, hvis Bryst arbejdede med en krampagtig Stønnen. Dets Ansigt var blegt, med et let blaaligt Anstrøg, og Øjnene havde et forpint Udtryk, som om de ytrede en stum Bøn om Hjælp mod den usynlige Fjende, der plagede det lille Legeme.

»Se -- Henning -- han kan ikke faa Luft!« skreg Minna.

Han var lige saa bleg og forskrækket som hun og famlede efter sin Hat for at løbe efter Lægen.

Minna havde vendt Barnet om paa sin Arm og slog det i Ryggen for at fremskynde en Opkastning, dersom det skulde have sunket noget. Men derpaa fulgte den samme uhyggelige, rallende Hoste som første Gang, kun mere besværlig og langvarig.

Henning vendte sig om i Døren og saa med et fortvivlet Blik hen paa Moderen og Barnet. Han hørte endnu Minna skrige: »Aa Gud -- det kan da ikke være Strubehoste!« -- Men derpaa fór han ned ad Trappen, gjennem den lille Forhave og hen ad Vejen, som om han havde havt Vinger. --

Han løb hele Vejen ind til Byen, saa hurtig som en ung kraftig Mand kan løbe, naar det gjælder om at frelse et Liv, der er ham mere dyrebart end hans eget.

Han løb, saa det peb og gispede i hans Bryst; sagtnede ikke et eneste Sekund sin voldsomme Fart, pressede kun Haanden mod det smertende Sting, han følte i Siden, og løb videre og videre uden at ænse, hvorledes Blodet strømmede til hans Hoved og pressede sammen om hans Hjærte.

Der var en dødelig Angst i hans Sind. Musklerne i hans Ansigt fortrak sig i den stumme Smerte. Hans Øjne brændte, og han havde en tør, kvælende Fornemmelse i Halsen.

Hans Søn -- hans prægtige Dreng dø!

Hans hidsede Fantasi forestillede ham, at det allerede var sket. Han saa den smukke, raske Dreng ligge Lig, med Ligets voxagtige Bleghed over de elskede Træk. Han saa dem komme med Dødens uhyggelige Attributer for at skrinlægge det kjæreste, han ejede. Han hørte dem hugge Sømmene til -- saa tydelig, at Nerverne i hans Hoved dirrede derved. Hans Bryst snøredes sammen, og han løb -- løb som en afsindig. --

Lægen var heldigvis hjemme. Han forklarede ham, saa godt han kunde, hvad der var sket, og et Par Minuter efter sad de i en Droske og rullede afsted til hans Hjem.

De fandt Minna gaaende op og ned ad Gulvet med det syge Barn i sine Arme. Lægen forlangte en Ske, som han holdt paa den lilles Tunge for at se ham ned i Halsen.

Henning maatte holde Lyset imens. Doktoren rystede paa Hovedet, spurgte, om Barnet havde været hæs i Løbet af Dagen.

Nej, lille Aage havde været fuldkommen rask og lige saa kvik og munter, som han plejede. Kunde det være muligt, at det var den skrækkelige Strubehoste?

Doktoren rystede atter paa Hovedet. Det var vanskeligt at afgjøre i Øjeblikket. Det var muligt, at det kun var en Halskatarrh, et Tilfælde, som man kaldte for falsk Strubehoste, og som tit plejede at angribe Smaabørn ganske pludselig. Han bad dem berolige sig og haabe det bedste. Barnet skulde have koghede Omslag om Halsen og hver halve Time en Theskefuld af nogle Brystdraaber, paa hvilke de nu skulde faa Recepten.

Henning løb hen paa Apotheket. Han ringede gjentagne Gange paa Natklokken, før den vagthavende indfandt sig. Saa blev han lukket ind i det kvalme Lokale med dets underlige krydrede Luft. Han maatte vente, indtil den søvndrukne Apothekerlærling fik Medikamentet tillavet, og de fem eller ti Minuter, der gik, forekom ham som lige saa mange Aarhundreder.

Hans Søn -- hans lille, prægtige Dreng! Det var de samme Ord, formende det samme Billede, der atter og atter gjentog sig for ham. Og paa samme Tid følte han en heftig Trang til at anraabe Gud om at have Medlidenhed med hans Hjærteangst. Men han kunde ikke føje Ord og Tanker sammen til en Bøn. Det var enkelte, forpinte Skrig, der undslap hans Bryst og banede sig Vej did op, hvor der -- han mindedes det fra sin Børnelærdom -- skal være idel Lys og Retfærdighed.

Det blev ved at kæmpe og arbejde i ham, medens han skyndte sig tilbage til sit Hjem, stadig med den samme kvælende hede Fornemmelse i Brystet; med det samme Billede af hans lille Yndling stillende sig frem for hans opskræmmede Tanker og med den samme heftige, men afmægtige Trang til at give sin Fortvivlelse Luft i Graad og Bøn. --

Derpaa fulgte Natten, den ubeskrivelig lange, kvalfulde Nat, medens de begge sad oppe og vaagede hos det syge Barn, lyttende med ængstelig Spænding til dets Aandedrag, stirrende ufravendt paa det, saa længe det laa hensunket i et kort Blund, og begge to følende det samme isnende Stik i Hjærtet, hver Gang Hosten kom igjen.

Var det en Straf for deres Vildfarelser, for deres Mangel paa Kjærlighed og Overbærenhed med hinanden -- for alt det stygge, der havde været i deres Samliv? Kunde Skæbnen ville ramme dem saa forfærdelig haardt?

Overfor den store Sorg, der truede Henning, forekom det ham, at alt andet, hvad der havde brudt ham ned i de sidste Aar, blev saa uendelig smaat og betydningsløst.

Dette var den første store Hjærtesorg, og den var kommen saa pludselig og overvældende. Han foragtede sig selv, fordi han før var falden sammen og havde bildt sig ind, at hans Liv var tomt og indholdsløst, hans Kræfter opbrugte. Nu saa han først, at han kunde lide et Tab, der var helt anderledes tungt. Maatte han dog blot blive sparet for det. Alt andet kunde gjenoprettes. Kun ikke det -- kun ikke det. --

De laa paa Knæ, hver ved sin Side af Sofaen inde i Dagligstuen, hvor der var blevet redt til det syge Barn. Lampen brændte paa Bordet og kastede sit Skær hen paa det lille Ansigt, der fortrak sig urolig i Søvne.

Hver Erindring, der knyttede sig til Barnet, kaldtes atter frem -- Erindringer, der vilde synes latterlig smaa for alle andre, men som fik deres Hjærter til at bæve og snørede deres Bryst sammen i kvalt Graad. De første, usikre Skridt paa egen Haand, de første, stammende Ord, den første Fødselsdag og det første Stykke Legetøj. Hvert lille Fremskridt, der var forekommet dem som et mærkeligt Vidunder. Barnets pudsige Indfald, dets muntre Leg og dets ømme Kjærtegn -- denne friske Barnemund, der bød sig saa lokkende til Kys, og disse runde, bløde Arme, der saa utallige Gange havde slynget sig om deres Nakke med et Overmaal af barnlig Kjærlighed. Og alt det skulde være forbi. Nej -- nej. Kun ikke det -- kun ikke det!

Dagslyset begyndte at kæmpe med Skæret fra Lampen og fik mere og mere Indpas gjennem de nedrullede Gardiner. Skyggerne, der havde ligget og forstukket sig under Møblerne, trak sig længere og længere tilbage og forsvandt tilsidst helt for den frembrydende Morgendæmring. --

Det havde allerede en god Stund været saa lyst udenfor, at man kunde have slukket Lampen og rullet Gardinerne op, men ingen af dem havde Tanke derfor. Den fjedrede Befolkning i Træerne ude i Alléen begyndte at istemme sin Morgenkoncert, først en enkelt Sanger og derpaa hele Skaren. Men de hørte det ikke. Solen sendte sine første smaa Lysglimt ind mellem Rullegardinet og Vindueskarmen. De lagde ikke Mærke dertil.

Barnet var faldet i en fast Søvn; det syntes at trække Vejret lettere, og den uhyggelige, rallende Lyd i Brystet og Struben kom svagere og med længere Mellemrum; Farven lod ogsaa saa smaat til at vende tilbage paa Kinderne.

De fulgte disse Symptomer, og Haabet begyndte at vaagne hos dem, men de turde ikke stole paa det. De saa' spørgende paa hinanden, vexlede nogle Ord med en Stemme, der dirrede af Bevægelse, og bøjede sig hvert Minut over det slumrende Barn for at lytte til dets Aandedrag, snart grebne af Uro over den lange Søvn, snart givende sig mere og mere hen til Haabet om, at Faren var overstaaet. --

Pigen, der var bleven oppe for at hjælpe dem med at passe den lille Patient, havde, uden at de vidste af det, lavet Kaffe ude i Køkkenet og kom nu ind med en Præsenterbakke, som hun satte paa Bordet i Dagligstuen. I det samme vaagnede den lille Dreng, smilede til dem og rakte sine Arme frem.

Nattens frygtelige Angst og Spænding gjorde paa én Gang Plads for en Følelse, saa glad og befriende, som de næppe før havde kjendt den. De lagde sig paa Knæ ved Barnets Seng, bedækkede hans Pande, Mund og Hænder med lidenskabelige Kys, saa at Drengen saa' halvt forundret, halvt ængstelig paa dem.

»Lille Aage bliver snart rask -- du skal ikke græde, søde Moder,« stammede den lille Fyr.

Deres Blikke mødtes; stiltiende rakte de hinanden Haanden, kæmpende hver paa sin Side for at skjule, hvorledes Graaden stansede Ordene i deres Mund. Saa kastede Minna sig pludselig om hans Hals med en lidenskabelig Hulken.

»Aa, Henning -- Henning,« mumlede hun -- »Vorherre har været meget bedre mod mig, end jeg har fortjent -- Gid jeg aldrig maa glemme det ...«

Hun trykkede sit Hoved op til hans Bryst, og han bøjede sig ned og kyssede hendes Pande.

Da Lægen kom igjen op ad Formiddagen, erklærede han, at der ikke var nogen som helst Grund til yderligere Ængstelse. Det havde kun været et Tilfælde af den omtalte, falske Strubehoste, hvis Begyndelsessymptomer vanskelig lod sig skjelne fra den ægte.

XV.