Part 3

#Tiden#, paa hvilken det er begyndt, er omtrent Aar 1608 og 1609; thi Aar 1612, da det allerede nogle Aar havde varet, lod Hans Bartskiær søge disse Troldfolk med Lov og Ret, saa de to fornemste af dem samme Aar bleve brændte. Men han levede ikke længe derefter, og synes han at være død enten i Enden paa samme Aar eller i Begyndelsen paa det efterfølgende. Hvorfor han og i Tingbogen Aar 1613 d. 5. Juli nævnes: salig Hans Kræmmer, saasom han da var død. Men Hus-Korset varede to Aar efter hans Død, som i Kvindens Beretning staar i Begyndelsen paa det ottende Kapitel. Og skal derfor uden Tvivl være endt ved Aar 1615. Vor vidtberømte ~Dr.~ Th. Bartholinus, i hans Skrift ~de morbis biblicis~, melder om noget saadant ved hans Barndomstid i Kiøge passeret, og at en af Satan paa en underlig Maade er bleven fristet, saa at han endogsaa undertiden førte ham om i Luften. Og ingen af Præsterne turde besøge ham, uden han havde levet et ustraffeligt Levnet. Thi den besatte bebreidede dem, hvad de lønligen havde beganget. Saa vidt den gode Mands Ord, hvilke han for mig selv saaledes har forklaret, at han har hørt saadant i hans Barndom for vist at fortælles. Skal derfor ikke feile meget, at de, det har berettet, jo har havt Henseende til noget i denne Historie.

#Begyndelsen# til al den hele Handel er denne, at en Troldkvinde ved Navn Johanne Thomesis fattede en svar Vrede og Had til Hans Bartskiær. Hvortil fortælles disse Aarsager, nemlig at bemeldte Johanne Thomesis, som pleiede i Førsten at have god Kundskab med Hans Kræmmer og ofte kiøbslaa med ham, blev af en anden Troldkvinde ved Navn Kirsten Snedkers udlagt for at have Gemenskab med saadanne Folk, og der det kom i Rygte, vilde han som en Mand, der haver Afsky til saadant Pak, ikke mere kiendes ved hende, og om han nogen Tid mødte hende paa Gaden, gik han hende forbi, som han ikke vidste, hvem hun var. Hvorover hun skal være bleven meget forbittret paa ham, fornemmeligen for der ogsaa ved samme Tid en Gaard blev tilkiøbs, som bemeldte Johanne hel gierne vilde have, men Hans Kræmmer fik før ja paa den og kiøbte den bort for hende. For saadanne og andre Aarsagers Skyld fatter hun, som sagt er, saadan Had til ham og derfor med andre Troldfolk, som hun dertil brugte, lagde sig efter at fortrylle ham og hans Hus. Og har saa opmanet Dievlen til at føre den ind i hans Gaard. Hvilket efter deres egen Bekiendelse til Tinge skal være skeet to Gange: den ene Gang i Johanne Thomesis egen Gaard, hvorom i Tingbogen findes d. 14. Juni og 5. Juli 1613 antegnet, at en af dem ved Navn Annike Christoffers Datter har bekiendt og derpaa gaaet tildøde, at de havde været tilsammen i Johanne Thomesis Gaard og ved hendes Brønd opmanet Dievelen, saa den er opkommen i en brun, stakket-stiertet Rottes Lignelse. Den anden Gang uden for Byen ved en Bæk, som ligger strax udenfor Broporten paa den høire Haand, [naar] man kommer ud af Byen og kaldes Banghors-Bæk. Der har de slemme Mennesker ladet sig finde tilsammen at mane den onde Aand. Derom findes i Tingbogen antegnet den 11. September 1612, at en af dem ved Navn Kirsten Lauritzdatter, som havde tient Johanne Thomesis og blev samme Dag dømt fra sit Liv, bekiendte, hun havde hørt af samme Johanne Thomesis, at baade hun selv og en anden Troldkvinde ved Navn Mette Banghors, samt andre, som vare udlagte, vare med at opmane den onde af Bækken og førte ham i Hans Kræmmers Hus.

Videre berettes, at der de manede den onde, har han i Førsten stillet sig som han nødig vilde komme og abet dem med dette Giensvar, at han havde Horn paa Hovedet, men de ikke, derfor vilde han ikke komme; hvorpaa den slemme Mette Banghors har hentet en Gryde, sat den paa sit Hovede og sagt til den onde, han skulde herop, thi havde han to Horn, saa havde hun tre. Derpaa skal han være opkommen i en Rottes Lignelse og i saadant Gestalt paa en Søndag ad Aften i Hans Bartskiærs Hus indført.

Derpaa er det onde begyndt at tee sig i de fromme Folks Hus og faaet saa sin #Fremgang#, hvilket, hvor det er passeret, i det forrige Skrift med Kvindens egne Ord fortælles. Hvortil man kan lægge dette, som i Tingbogen findes antegnet d. 5. Oktober 1612, at fire Dannekvinder, hvis Navne der opregnes, have med Ed vundet, de havde været i Hans Kræmmers Hus d. 22. Sept. næst forleden og der seet, hvorledes Drengen, som sagdes at være besat, sprang af Sengen op paa Bordet og fra Bordet op under Bielkerne og hængte sig ved Benene som en Kat. Tilmed at den onde sagde af Barnets Mund: Han hed Pibere. Item Mette Gaardløs, og at hans Frue hed Mette Banghors, med mange flere og slemme Ord, som ikke er fornøden at omtale. Saavidt Tingbogen.

Anlangende #Enden# og #Udgangen#, da foruden det i Kvindens egen Relation fortælles, er dertil at henføre, hvorledes disse Umennesker, (at jeg saa skal tale) som det onde med Trolddom i Mandens Hus indført have, ere omsider en efter anden aabenbarede, fast tagne og med Lov og Ret til Baal og Brand forfulgte. Den første af dem skal være en Boel Peders i Eghøi, om hvilken der fandtes skreven i et Exemplar af Hus-Korset, at samme Boel Peders med sin Datter er bleven brændt og har udlagt det andet Selskab. Saa meldes og i Tingbogen d. 24. August 1612 at denne Boel Peders har været deri delagtig.

Den, dernæst blev fasttagen, var bemeldte Johanne Thomesis. Og er hun bleven røbet ikke alleneste af den Boel Peders, men endogsaa af en Taterkvinde. Hvorom der staar i Kiøge Tingbog skreven d. 22. Juni 1612, at for fire Aar tilforn er en Taterkvinde ved Traminde ved Lybek kommen til Hans Kræmmers Tiener Jakob, som fra Kiøge paa sin Husbondes Hans Kræmmers Ærinde did var forseilet. Denne Kvinde har sagt ham alt det ham i Hans Kræmmers Hus var vederfaren. Desligeste at Johanne Thomesis havde ført Dievelen ind i samme Hans Kræmmers Hus og giort det, for han havde kiøbt Gaarden fra hendes Husbonde. -- Saa vidt af Tingbogen.

Ellers berettes der, at saa ofte samme ugudelige Menneske gik Hans Kræmmers Vindue forbi, raabte den onde Aand af Drengens Mund, han havde besat: Der gaar min Frue, der gaar min Frue. Desligeste stod der i et Exemplar af Hus-Korset skreven, at Satan raabte af Barnets Mund i Hans Kræmmers Hus: Lader mig faa min Frue, Johanne Thomesis i Byesgaard, brændt. Over hvilket og andet deslige hun kom i stor Mistanke, fornemmeligen for hun og tilforn for Trolddom og Gemenskab med Troldfolk var berygtet.

Men eftersom hun var af Formue, turde ingen vel lægge hende det til, førend der blev forhvervet Kongebrev, hun skulde paa saadant Rygte gaa i Kiælderen.

Derpaa blev hun sat ungefær først i Mai 1612, og strax d. 8. Juni er der sexten Nævningsmænd tilnævnet, som skulde forfare i Sagen. Hvorom saaledes læses i Tingbogen paa samme Dag at være passeret: Matz Jensen, Borger her i Kiøge, paa Hans Kræmmers Vegne med Fuldmagt, som idag inden Tinge blev læst og paaskreven, opkrævede Nævningsmænd, som skulde granske, udlede og udi ret Sandhed forfare om Johanne Andersdatter her i Kiøge, boende i Byesgaard, kan findes udi Trolddoms Konst skyldig at være og med Trolddom haver medværet at opmane Dievelen og indført udi Hans Kræmmers Hus her i Kiøge, som legemlig kan have besat hans Dreng, den ene efter den anden, som hun er besigtet for, og offentlig for Dom og Retssag given, saa hun derfor bør at lide etc. Saa vidt af Tingbogen, hvori siden opregnes sexten Mænd ved Navn, som dertil paa samme Tid ere forordnede. Og staar videre: At de inden Tinge derom skal giøre deres Afsigt til Laugetid efter Recessen, som de for Gud allermægtigste og Menneskene ville ansvare.

Siden fremføres Vidnesbyrd imod hende, hvilket skete d. 22. Juni og 6. Juli. Iblandt dem var dette, som Taterkvinden til Hans Kræmmers Tiener havde sagt til Traminde og tilforn er fremført. Derforuden at hun har lovet adskillige ondt, og de havde saa faaet. Saa ogsaa at hun i Byfogdens Hus har engang falden paa Knæ for Hans Kræmmer, som da var kommen derind, og bedt, han hende vilde benaade. Ydermere at en Aften har en Kvinde ved Navn Anna Simonsdatter staaet ved Fængselsdøren og hørt, at Johanne talte høit derinde, klagede sig og sagde: Du har forført mig fra mit Gods og Biergning og ført mig i dette skidne sorte Hul. Tvi vorde dig, jeg vil intet have med dig at giøre; Mag. Laurs skal vel forsvare mig. Disse ere hendes Ord. Den Mag. Laurs, hun ommelder, skal være Præsten i Byen paa de Tider, efter hvilken kort derefter kom Mag. Niels Glostrup at være Præst der samme Sted. End er der vidnet hende paa, at hun kort før denne Tid har staaet i Døren til Kirsten Snedkers (som før disse Tider, der hun for Retten blev tiltalt, udlagde denne Johanne Thomesis), og der denne Kirsten beklagede sig for Johanne og sagde: Jeg er saa meget bange, at jeg veed ret aldrig, hvort jeg vil; jeg tænker, jeg vil rømme min Kaas, eller jeg bliver sat. Da sagde Johanne: Hvad i giør, da rømmer ikke. Dersom i det giør, da tager i Sagen med eder. Bliver i sat og bliver hart ved nei, da kan de ikke komme længer med eder.

Omsider har hun og selv bekiendt, at hun i al den Tid hun sad i Kiælderen intet aad. Derfor staar der, at d. 18. Juni har hun sagt for Retten, at siden hun i Kiælderen er kommen at sidde, da haver hun ikke ædt nogen Smule Brød eller nogen Mad, dog hende haver hver Dag været buden baade Mad og Øl i timelig Tid, og det som godt er. Desligeste staar der d. 7. Juli antegnet: Johanne Thomesis bekiender endnu som tilforn, at nu paa ottende Uge hun haver siddet i Fængsel, haver hun ikke ædt nogen Krumme Brød eller anden Mad i hendes Liv. Og som hun blev tilspurgt, om hun ikke desimidlertid har havt sit legemlige Behov, vilde hun slet intet svare dertil, enten ja eller nei. Tilmed at hendes Mand, Jens Nielsen, havde bekiendt, at: Ihvor længe hun sidder, da æder hun intet af Hans Kræmmers Mad, om hun end sad et halvt Aar. Men dersom jeg eller hendes Børn maatte give hende af vor egen Mad, da skulde hun vel æde strax.

Saa vidt af Tingbogen. Men at hun ganske intet vilde æde af den Mad, hende blev tilbaaren, skete, som Folk berette og Udgangen lærer, deraf, at Dievelen hende havde indbildt, Folk skulde deraf tænke, hun var uskyldig. Hvorfor hun og siges at have sagt, hendes Gud skulde vel opholde hende, alligevel hun intet aad, og derved vise, hun usandfærdig for saadan Gierning var beskyldt. Ikke desmindre, som godt Folk i Kiøge, der levede paa den Tid dette Skrift blev trykt af Førsten, vidste at sige, blev der imidlertid allevegne i Byen Stege og anden Mad borte. Og det saaledes, at ingen kunde vide, hvor de skulde være henkommen. Blandt andet er det synderligt som fortælles om en fornem Mand, hvis Navn vi ville forbigaa, der engang havde budet adskillige godt Folk til Giæst, hvilke han blandt andre Retter vilde foresætte en hel skiøn Kalkunshane. Denne bliver, idet der rettes an i Kiøkkenet, mellem Folkenes Hænder borte, hvoraf bliver en stor Forundring, som omsider gik derud oppaa, at en af Pigerne fik Hug derfor. Imidlertid begynder den onde Fiende i Hans Kræmmers Hus udi den besatte Dreng overlydt at lee og sagde, han lo ad det Pigen fik Hug for den Steg, hans Frue i Kiælderen med sine Tænder slider. Dette kommer for Øvrigheden, som strax lader visitere og befinder saa at være, som den onde sagt havde. Saaledes kunde troværdige Folk derom berette. Skal udentvivl i Pennen have været forfattet i nogen af de skriftlige Vidnesbyrd om samme Sag, som d. 22. Juni vel meldes at være for Retten læst og paaskreven, men dog nu ingensteds fandtes. Og vare disse først nogle Præstemænds Vidnesbyrd, nemlig Herreds-Provstens, Mag. Clauses i Herfølge, Hr. Knud Koldings i Roeskild, Hr. Peders i Ringsted. Dernæst et Bevis, som en Soldat ved Navn Georgius Subbert, som laa udi Hans Kræmmers Hus, havde givet beskreven. For det tredie Steen Hansens skriftlige Vidnesbyrd. Dernæst Falkvord Pundførs Vidnesbyrd. Og for det sidste Christen Povelsøns Vidnesbyrd.

Ellers blev og samme 22. Juni Landsdommers Dom og Vidnesbyrd mod samme udædiske Menneske paa Kiøge Ting fremført, læst og paaskreven. Men hvad der i den indeholdtes, staar der ikke. Dog at det ikke har været godt, er deraf at slutte, at der hos læses, at hendes Mand Jens Nielsen da i fire Ting havde begiæret hans Hustrues Skudsmaal, og ingen har turdet understaa sig at give hende noget Skudsmaal imod Landsdommers Dom og Vidnesbyrd.

Den 20. Juli er antegnet, hendes Husbonde Jens Nielsen at være for otte Dage tilforn given kongelig Varsel at møde samme Dag til Tinge paa hans Hustrues Vegne at svare til det, de samme sexten Mænd vilde fremføre. Den 27. Juli staar der, at samme sexten Mænd ere af samme Jens Nielsen indstævnet for Landsdommeren, og at Stævningen til Tinge samme Dag er læst og paaskreven. Ikke desmindre have samme sexten Mænd den 3. August fuldkommet deres Tag og: Endrægtelige (saa lyder Ordene i Bogen) hver efter anden lagt Haand paa Bog og bedet dem saa sandt Gud hielpe og hans hellige Ord, som de udi denne Sag ikke rettere udi Sandhed kan forfare, end Johanne Thomesis jo har været Aarsag udi den onde Medfart, som er vederfaret Hans Kræmmers Dreng, som siges at være besat, og at de kunde ikke rettere sige, end hun jo skyldig er udi Trolddoms Gierninger og Konster.

Den 24. August bliver hun atter stillet for Retten, saasom den, der samme Dag skulde lide for sine Gierninger. Og meldes, at hun da som tilforn har bekiendt det, som hun var beskyldt for, desligeste udlagt Voldborg Bødkers, Maren i Rinsbierg, Mette Banghors og en Pige ved Navn Kirstine, som havde tient hende, og at de vare saa slemme i Trolddom og end værre, end hun var, og derpaa vilde hun gaa til sin Død.

Derforuden meldes, at de sexten Mænds Tag over hende samt Vidnesbyrdene ere til Landsting dømt for fulde, og at Landsdommers Dom derom er inden Tinge læst og paaskreven.

Ydermere at bemeldte Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne samme Dag til Tinge har været begiærende Dom og Ret over hende, og at hun derfor er dømt fra hendes Liv og for hendes onde Gierninger at straffes paa Baal og Brand efter Loven.

Samme Dag giver og Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne Mette Banghors fuldkommelig Sag, og: At hun (saa lyder Bogens Ord) med Boel Peders i Eghøi, fornævnte Johanne Thomesis og flere have været med at opmane Dievelen og ført det onde i Hans Kræmmers Hus og i saa Maade Aarsag i den Medfart, hans Dreng, som siges er besat, er med beladen, eftersom de nu tvende derpaa ere gaaede tildøde; og var han begiærende en nøiagtig Borgen for hende etc.

Den 11. September meldes Johanne Thomesis at være henrettet. Desligeste staar der, at den Kirsten (eller Kirsten Larsdatter), som hende tient havde og var udlagt af hende, er samme Dag stillet for Retten at dømmes og lide for sine Gierninger, som hun havde tilforn bekiendt og da ogsaa for Retten kiendte, nemlig at hun havde giort den uhørlige Gierning med Fonten i Kiøge Kirke at besmitte, og at en Troldkvinde ved Navn Skiel-Annike flyede hende en Skammel, som hun tog i en af Stolene; den stod hun op paa, mens hun det giorde. -- Dommen faar hun, at miste sit Liv og at straffes paa Baal og Brand.

Og dermed begynder Vidnesbyrd at fremføres mod Mette Banghors. Iblandt hvilke ere disse, at bemeldte Kirsten for Retten samme Dag bekiendte, hun havde hørt af Johanne Thomesis, at baade Mette Banghors og de andre, hun havde udlagt, var med at opmane den onde og at indføre ham i Hans Kræmmers Hus.

Den 21. Septbr. vidnes hende paa, at der hun af Kathrine Markusdatter blev tilspurgt, om hun havde hørt noget om Johanne Thomesis Handel og om hun havde skikket den onde ind til Hans Kræmmers, undskyldte hun hende og sagde, Johanne deri var uskyldig. Ikke desmindre, der Kathrine spurgte, hvem det da havde giort, svarede hun og sagde, somme vare levende og somme vare døde. Til hvilket Vidne Mette, som da stod for Retten, sagde nei, og at hun ikke saa har sagt. Dog benægtede hun ikke, at Johanne var ligesaa uskyldig som hun er i denne Sag.

Den 5. Oktober fremførtes det foromtalte Vidne af fire Dannekvinder, som saae, at den besatte Dreng sprang op af Bordet og hængte sig under Bielken ved Benene som en Kat og hørte den onde sagde af ham, hans Frue hedder Mette paa Banghors.

Den 26. Oktober meldes, hun paa Raadhuset har udi Borgemester og Raads Nærværelse adskilligt bekiendt efter en skriftlig Fortegnelse, som derom blev oplæst. Desligeste at hun samme 26. Oktober denne Bekiendelse var gestændig og sagde, hun af ganske Hierte fortryder, hun havde givet sig Fanden ivold.

Samme Dag efter Matz Jensens Begiæring paa Hans Kræmmers Vegne forordnes sexten Nævningsmænd, som skulde granske, udlede og udi ret Sandhed forfare, om hun er skyldig i det samme, Matz Jensen har givet hende Sag for. Samme sexten Mænd opregnes derefter ved Navn.

Den 9. November bekiender hun for Retten, at: Voldborg Bødkers var med at indføre (saa lyde Ordene) det Dievelskab og onde Medfart, som den lille Dreng til Hans Kræmmers er beladt med, og at være ligesaa god som hun er. -- Dog at samme Voldborg ikke var med at opmane den onde, men at hun var med at bære den onde ind i Hans Kræmmers Hus, og hendes Apostel hedder Smukker, og at Mette, Johanne Thomesis og Voldborg Bødkers, de vare samtlige om at bære den onde ind i Hans Kræmmers Hus.

Den 30. Novbr. fuldkomme de sexten Mænd over Mette Banghors deres Tag. Hvorom staar antegnet, at de samme Dag lagde Haand paa Bog og endregteligen svore Eed og Jevneed og afsagde, at fornævnte Mette Banghors er skyldig i den onde Medfart og Hus-Kors, som Hans Kræmmers Dreng er med beladt, og at være skyldig udi Trolddomskonst, saa hun derfor bør at lide.

Den 7. Decbr. meldes der, at samme Tag er af Landsdommeren kiendt ved Magt, og at hun derfor samme 7. Decbr. er sagt fra hendes Liv, at straffes med Baal og Brand. Dermed lod Hans Kræmmer Sagen fare. Derfor staar der antegnet Mandagen den 13. Decbr., at efterat Mette Banghors var af sexten Mænd kiendt skyldig i det hun blev beskyldt for, har Matz Jensen paa Hans Kræmmers Vegne sagt sig fra Sagen og intet mere at ville have dermed at bestille.

De andre Dievels Lemmer søgtes af Øvrigheden i Byen og andre, dem mistænkt havde. Og begyndtes saa Proces mod Voldborg Bødkers og Annike Christoffersdatter. Og toges Aar 1613 den 22. Februar Nævningsmænd over Annike og den 22. Marts over Voldborg. Samme 22. Marts, saavel som den 29. dito og den 10. Mai fremføres og Vidnesbyrd mod denne Voldborg, iblandt hvilke ere disse de mærkeligste:

Hans Pottemager vidnede at Voldborg var engang kommen ind til hans og der faldt tre Gange i Knæ for hans Hustru og vilde have Barnet at lege med; men der hun ikke fik det, begiærte hun at besee nogle Potter og fik dem ikke heller at see; gik saa vred paa Døren. Og derefter er strax en ganske Ovn fuld af Arbeide sønderslaget og fordærvet, alligevel ingen Mennesker rørte derved. Saa og er hans Hustru bleven langsommelig Tid syg. For hvilken Skade og Sygdom han gav hende fuldkommelig Sag.

Peder Lademager og andre adskillige vidnede om en Guldsmedsvend, som havde ligget en Nat til Voldborgs, at han har beklaget, samme Nat var ham en ond Nat, og at Voldborg og hendes Pige have ført ham over Trætoppe ind paa Gammel-Kiøge Kirkegaard og der gravet en Tørv, som de vilde have ham derned. Og at han i nogles Paahør har sagt til Voldborg: Gud forlade eder for Nat, i have giort mig fattige Karl. I have giort mig en ond Nat; i og eders Pige ere lige gode. I burde at være brændt paa en Ild for ti Aar siden. -- Desligeste at han samme Nat barbenet og i Skiorten med et draget Værge i Haanden er kommen ud af Voldborgs Gaard og til hendes Nabo Peder Lademager og bedet for Guds Skyld, at de vilde lade ham ind; ellers, sagde han, tage de Livet af mig.

Rasmus Rafn og Lars Bødker med oprakte Fingre vandt efter Loven, at de i Peder Karmagers Hus har seet, at som de bedst talede tilsammen, kom Peder Karmager at sidde i et Kar som var ved fiorten Tønder Vand udi, og ingen saae eller vidste, hvor han kom derudi. Og havde de ikke strax faaet fat paa ham og taget ham op af Karret, da havde han deri druknet. Videre at Bartskiæren M. Hans og hans Søn Casper vandt, at der de efter Begiæring kom at forbinde samme Karmagers Kvinde, viste hun noget levende i sit Laar, som løb op og ned som en spæd Gris. Og der M. Hans vilde skiære et Hul derpaa og mente det skulde være af Sygdom, gav det sig strax op i Hovedet, saa Hovedet slog op og ned, at nogle Kvinder det maatte holde.

Desligeste at der han atter kom derhen, har hun spyttet ad ham og med en sælsom Skik revet Plasteret af og vilde ingen Salve lide.

Saa vandt og Thomas Biørnsøn og Matz Jensen med oprakte Fingre, at de have engang været i Peder Karmagers Hus og samme Tid seet og hørt mange underlige Ord af hans Kvindes Mund, saavel som og underlige Fagter, saasom hun var besat. Og der den onde blev tilspurgt, hvad han var for en, svaredes af Kvindens Mund: Jeg er Lucifer. Min Frue Voldborg Bødkers kom mig ind i dette Menneske at jeg skal pine hende; at samme Voldborg var hans med Krop og Siæl til evig Tid. -- Det samme meldes og flere at have vidnet. Iblandt andre Gregers Guldsmed, som og lagde dette dertil, at den onde sagde, Voldborg havde besvoret sig med ham, for hun kunde faa Sølv og Penninge nok.

Den 29. Marts stilles Annike Christoffersdatter for Retten og selv bekiendte, som hun havde giort mange Gange tilforn, at hun var skyldig i det, hun blev anklaget for. Udlægger og samme Voldborg saavel som Else Holtugs, Birthe Rokkemagers, Karen Eriks og Kirsten Væverkvinde. Siger og at Kirsten Væverkvinde i Fængslet har været begiærende, hun vilde aarsage hende. Samme Kirsten, som stod der til Vedermæle, brød omsider ud og begiærede den hellige Kirkes Forbøn for sig, at hun kunde komme til en sand Bekiendelse og Poenitentze.

Men Annike faar samme Dag af sexten Mænd dette Tag, at hun var skyldig i Trolddomskonst og haver medværet at opmane Dievelskab, som udi Hans Kræmmers Hus er indført, saa hun bør derfor at lide.

Den 14. Juni stilles hun atter for Retten, og meldes de sexten Mænds Tag over hende den 2. Juni næst forleden til Landsting at være dømt ved Magt efter Landsdommersdom, som blev læst og paaskreven. Annike bliver og i sin forrige Bekiendelse bestandig, og foruden de andre, hun havde udlagt, udlægger og Maren Bysvends og siger, at Karen Eriks har begiæret af hende i Fængslet, hun vilde undskylde og aarsage hende.

Blev saa dømt fra hendes Liv, paa Baal og Brand, til Høi og hedensk Jord.

Voldborg Bødkers meldes den 10. Mai, den 7. og 14. Juni at være rømt.

Ikke des mindre bliver den 7. Juni over hende af sexten Mænd afsagt, at hun i Trolddoms Konst og Gierninger skyldig er og derfor bør at lide.

Den 14. Juni røber omsider Karen Eriks sig selv for Retten og bad Byfogden for Guds Skyld, hende maatte benaades hendes Liv; hun vilde gierne forsværge Landet.

Den 5. Juli siges Annike at være henrettet; antegnes og Vidnesbyrd imod Maren Ringsbierg, der og skal være udlagt. Iblandt andet bevises, hun har ladet sig bruge til at vise igien og med adskillige Personer brugt allehaande Kogleri og Signeri, som her ikke giøres Behov at opregne, saa og spaaet om dem, og at hun har sagt om ens Sygdom, som hun blev tilspurgt om, at han var ikke forgiort af onde Folk, og at han staar aldrig op af den Syge og døer lidt efter Paaske, som og skeete.

Samme Dag beskikkes sexten Mænd over Karen Eriks, hvilke den 30. August dømte hende at være skyldig i Trolddoms Konst og Gierninger, og at hun derfor bør at lide.

Den 13. Marts begyndes Proces mod Anne Olufs for Trolddom og fremføres Vidnesbyrd iblandt andet, at Kirsten Pedersdatter beklagede, der hun havde faaet engang at drikke af Anne Olufs Øl, fik hun ondt, saa det begyndte at løbe i hendes venstre Læg og saa langs opad og stædtes i hendes venstre Skulder, som det havde været en Mus, hvilket hende holdt ved fiorten Dages Tid og skyldte hun Anne Olufs derfor.