Part 2

Saa bad jeg ham, han dog for Guds Skyld vilde sige mig, hvad ham skadte, og hvor det var med ham. I det samme segnede han ned paa Bænken, som han sad, og besvimede. Der han nu kom til sig igien, sagde han: Gud, som er en naadig Fader og altid hielper sine Børn, som af Hiertet raabe til ham, han tænke paa Naade og Barmhiertighed og hjelpe os med vore smaa Børn! Jeg fristes saa hart af den arrige Fiende Satan, som lægger sig omborde med mig Dag og Nat, at mig synes Himmelens og Jordens Tynge ligger paa mig. Du haver ikke længe Mand i mig, og dine Børn blive snart faderløse. Den gode Gud, som haver lovet at være Enkers og faderløses Forsvar, han hielpe eder. -- Saa blev han Dag fra Dag jo mere og mere anfægtet, og bekiendte han, at den onde Fiende laa hver Dag fra Klokken elleve til to paa hans Ryg som en stor Kornsæk. Og var han og ellers knyttet undertiden i hans Side som et Hønseæg. Han sagde til mig: Du veed ikke andet, end du haver Gud og din kiære Husbonde hos dig, da haver du Satan hos dig. Gud forløse mig og det ganske Hus.

Derpaa var jeg begiærende, at der maatte giøres Bøn i Kirken af Prædikestolen baade i vor By, saavelsom i Landsbyerne deromkring. Jeg agede selv hen til Hr. Jakob i Norderup og bad, han vilde giøre Bøn for os og skrive hen til andre Præster, de vilde giøre det samme. Der jeg nu skulde tilbage igien og kom i Skoven, da blev Vognen saa tung, at Hestene neppe kunde drage afsted, og var dog intet til Læs uden Vognmanden og jeg. Den Tid vi agede fra Hr. Jakob var Klokken to Eftermiddag, der vi kom i Vesterstrædet, slog Klokken et om Natten. I det samme begyndte Træerne i Haven at knage, og kom os saadan Rædsel paa, saa vi troede ikke at komme derfra med Livet. Thi der blev opreist for os et stort, grueligt Tingest høit op i Veiret som et stort Taarn, som flyttede sig og havde en skrækkelig Røst. Dog kunde vi ingen Ord forstaa. Da raabte vi til Gud og sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, etc. Dermed kom vi Gud skee Lov derfra.

Som jeg nu kom hiem, gik jeg i Seng og lagde min høire Arm over mit Hoved. Og idet jeg faldt isøvn, kom en forfærdelig Rotte og fik min ene Finger i sin Mund. Jeg raabte og skreg og drog af min største Magt vel et halvt Kvarter. Min salig Husbonde bad mig være tilfreds og sagde: Han maa dog intet ondt giøre dig. -- Mig syntes ligesom min Finger skulde været af Leddet. Men der jeg kom tilrette igien, da var den hverken brun eller blaa, ei heller hoven, og ingen kunde see, at den skadte noget. Dog kunde jeg ikke røre den i en Maaned derefter.

Anden Nat derefter, som vi laa i Sengen, kom os saadan en Hede paa, som vi skulde brænde op i Sengen, og som det havde været en stor Torden-Hede; saa havde vi ingen Ro den ganske Nat. Om Morgenen vi stod op, bleve vi var, at under os paa Lagenet og Sengedynen fra Hovedet ned til Fødderne var ligesom det var overstrøet med store Rotteskarn og alt to og to tilsammen, ligesom de havde hængt i en Traad, og saa mangfoldig, at man neppe kunde see det underste Lagen derfor. Hvilket og Naboerne saae med stor Forundring. Anden Dagen derefter blev min salig Mand saa hart anfægtet, at han ingen Ro faa kunde. Ingeborg Meiers besøgte os paa samme Tid, og som hun kom ind i Stuen, hørte hun en stor Latter og saae ingen. Der hun turde ikke længer være inde og var bortgangen, blev min salig Mand atter saa hart anfægtet, at han daanede paa Bænken, som han sad. Der han nu kom noget tilrette igien, fik jeg ham i Seng. Saa tog jeg Børnene og Folkene til mig og satte os uden for Døren i Bislaget, paa det han kunde faa nogen Rolighed og komme isøvn.

Som vi havde siddet nu ved en Time, bad jeg min ene Pige Johanne gaa ind saa sagtelig og høre om han sov. Hun kom igien og sagde, at han sov; thi hun kunde ikke høre ham. Derpaa sad vi endda noget, indtil Klokken var ni, thi det var om Sommeren. Der vi nu kom ind, og jeg vilde gaa iseng til ham: borte var han. Gud veed da, hvad mit Hierte var. Vi ledte allevegne, og ingensteds vi kunde finde ham indtil længe derefter, da kom vi paa et lidet Kammer; der laa han og gav sig saare. Og holdt det saa paa samme Sted den ganske Nat med stor Jammer og Uro. Ligesaa anden Nat paa en liden Sal, saa tredie Nat i Stuen og fierde Nat i Sengekammeret.

Som vi der laa begge sammen i Sengen, kom der en forfærdelig Rotte springende op i Sengen og løb paa alle fire Sengestolper, og omsider hen under hans Hoved og løftede to Puder og Hoveddyner og en Sengedyne op, tog et Stykke bort af den underste Sengedyne, saa stort som et Spunds paa en Tønde, saa at Fieren fløi op i Sengen og omkring i Sengekammeret. Den Forfærdelse glemmer jeg aldrig. Da sagde den salig Mand: Far nu bort, du fordømte Aand, til den Sted, som du est kommen fra, til den evige Død, som dig og dine er beredt til evig Tid. Ære være Gud, som mig haver forløst! Der haver du alt det du haver vundet. -- Saa blev han fri efter den Dag og ikke mere fristet.

Femte Kapitel.

Der vi nu havde ladet takke paa Prædikestolen og tænkte alting var godt, saa kommer den almægtige og gode Gud og tilsteder endnu mere Hiertesorrig. Vi havde en liden Dreng, som var paa niende Aar. Han blev saa underlig, at vi ikke kunde tænke, hvad ham skadte. Han sagde, det løb i hans Bug og stak ham. Vi tænkte at det havde været Skiæver{4}. Hvorfor vi lod ham bade og brugte adskillig Raad dertil, men det blev jo længer jo værre. Saa sendte vi Bud efter Bartskiæreren, at han skulde forfare, hvad ham skadte. Han vidste ingen Raad, men eftersom her paa samme Tid var kommen til Byen en Doktorske, sagde han, vi skulde høre hendes Betænkning derom. Hende lod vi ogsaa hente; hun sagde, at han var besat med den onde Aand og vidste ingen Raad uden en hellig og alvorlig Bøn til Gud i Himmelen. Gud veed, hvad Sorrig vi da fik, at saadan en Giæst var kommen igien. Som jeg nu stod i Stuen og dette Barn laa i en Kurveseng, blev Sengen optagen halvanden Alen fra Jorden og begyndte at springe op og ned. Jeg løb til salig Hans og kaldte ham ind. Der vi kom ind, var han tagen af Sengen; han stod paa Hovedet og Benene i Veiret med udstrakte Arme, og var med stor Nød, at vi kunde faa ham ned i Sengen igien. Efter den Dag saae vi stor Ynk paa ham. Den onde Aand løb op og ned i ham som en Gris og reiste hans Bug op, at det var grueligt at see, skiød Tungen ud af hans Hals og trillede den tilsammen som et Klæde, og Blodet flød af Munden. Han smadskede i hans Bug som en Gris og knytted hans Lemmer saa hart tilsammen, at fire føre Karle vare ikke stærke nok til at skille dem fra hinanden. Han galede som en Hane, giøede som en Hund, førte ham op paa vore Bielker i Stuen, desligeste paa Vedhammeren i Gaarden. Og naar han havde ført ham derop, forlod han ham. Saa sad Barnet der og græd og kunde ingensteds komme. Han kastede ham og over Plankerne ind i Jakob Meiers Gaard. Han drog hans Øine ind i hans Hoved, desligeste ogsaa hans Kinder, og giorde ham saa stiv som en Stok, saa at den det ikke vidste, skulde ikke andet sige, end at det var et Træ. Vi reiste ham op til Væggen. Der stod han uden al Bevægelse som et Træbillede. Hvo, som ellers ikke letteligen kunde græde, den maatte jo da græde.

{4} En Børnesygdom.

Engang var jeg gaaet i Aftensang. Den Tid jeg kom hiem igien, da var Stuen fuld af Folk. Og havde han da anfægtet min Moder, at det maatte sig Gud derover forbarme. Hendes Mund havde han vredet op til den ene Side, hendes Ben sprang op og ned, at ingen af største Magt kunde holde dem til Jorden. Der sad den arme Kvinde, græd og jamrede sig, klagede ynkeligen over mig og sagde, at jeg havde taget hendes Sko af hendes Fødder og ilde slaget hende. Det kunde intet hielpe, at jeg sagde nei, og hvad gode Ord jeg gav hende, da hialp det intet. Om Morgenen derefter lod jeg hente nogle Kvinder, som skulde tale med hende, men hun blev hart ved de samme Ord. Dog kom hun strax tilrette igien. Der han nu kom til Drengen igien og talede af hans Mund, sagde han til salig Hans: Jeg giorde din Kone en stor Harm dermed, at jeg skabte mig i hendes Lignelse og pinte hendes Moder, at hun ikke andet vidste, end det var hendes Datter. Hvorfor hun klagede hart over hende. Der vare og nogle, som troede det var Sanden, at hun slog sin Moder. Men havde jeg maattet for den store Mand, jeg skulde saa handlet med hende, at den ganske By skulde have grædt for hende. --

Om Aftenen, naar vi sang: Vor Gud han er saa fast en Borg, eller læste, vrinskede han som en Hest og giorde den allerstørste Spot deraf, som han kunde; spyttede den salig Mand op i Øinene, at det flød ned i hans Skiæg og satte dragne Knive for mit Bryst. Naar jeg bad ham slaa til i Jesu Navn, saa faldt Kniven. Han sagde til salig Hans: Du maa ligesaa gierne være tilfreds; forhast dig ikke, du faar mig ikke herud, førend de faa Skam, som mig haver her indført. Den store Mand vil det saa have. Endog jeg er en løgnagtig Aand, saa maa jeg alligevel undertiden sige Sanden; thi den store Mand tvinger mig dertil. Jeg var tilfreds at min Tid var kommen at rømme denne Bolig. Da sagde salig Hans: Naar kommer den Tid? Da svarede Satan af Barnets Mund: Det veed vel den store Mand og ikke jeg. Naar han siger: pak dig, saa maa jeg rømme.

Sjette Kapitel.

Der den salige Mand havde nu udstaaet saadan stor Bedrøvelse og Fristelse baade paa sit eget Legemes saavelsom ganske Huses Vegne, saa kom den gode Gud og forløste ham fra al Jammer og Elendighed og kaldte ham fra denne onde Verden til sit evige Riges Herlighed og Glæde.

Men jeg med mine smaa Børn maatte blive her tilbage i den store Sorrig og havde inden mine lukte Døre den arge Fiende Dag og Nat. Den alvidende Gud, som ingen Ting er forborgen, allene veed den store Sorrig jeg maatte lide. Og var Under at høre paa de Ord, som Satan talede af Barnets Mund.

Nogen Tid derefter, som min salig Mand var død, skulde jeg age hen til Haarløv og der kræve nogen Giæld ind hos Præsten sammesteds, Hr. Samuel. Og Erik Brygger i Vesterstræde kiørte selv for mig. Som vi nu kom en halv Mil fra Byen, blev jeg saa sælsom, som jeg sad i Vognen, at jeg havde ingen Ro. Hvorfor jeg maatte staa af og sætte mig ned paa Jorden. Der jeg nu havde siddet ved et halvt Kvarter, blev jeg tilpas igien og vilde stige i Vognen; men borte var Mand, Heste og alting. Jeg kunde see Fugle flyve, men Mand, Heste og Vogn kunde jeg ikke see. Som jeg nu længe havde gaaet omkring paa Marken og intet Menneske kunde komme tilords med, og det led hen over Middag, og jeg saa gik og vænede mig, for jeg vidste ingen Raad ei heller Vei at komme til, blev jeg henført til et Morads, som var fuldt af mange smaa Buske. Mig syntes, jeg vilde gaa paa dem og tog mit Forklæde fra mig og vilde have skaaret det isønder og bundet det tilsammen, at jeg kunde dermed opkilte mig. Og saa antvordede jeg mine Børn og mit ganske Hus den evige Gud ivold, thi jeg tænkte aldrig at see dem mere. Der jeg nu vilde skiære Forklædet isønder til et Kiltebaand, syntes mig langt borte ligesom der havde været to Krager tilsammen, hvoraf jeg blev endda mere bedrøvet. Men det var mine Heste, som jeg omsider med Vognen blev var. I det samme hørte jeg, at Erik kaldte paa mig, og jeg kaldte igien paa ham, indtil vi kom tilsammen. Og vare vi begge saa bange, at vi neppe kunde tale. Han sagde, han havde spurgt om mig, men ingen kunde sige at have seet mig. Saa gik han til den Mose, jeg vilde gaaet over, og tog et langt Træ og vilde maale, hvor dybt det var. Men han kunde ikke naa Bunden. Jeg maa vel sige, at Christus Guds Søn var hos mig og hialp mig. Saa kom vi dog omsider vel hiem til Huset igien. Men førend vi kom hiem, havde den fule Aand af Barnets Mund sagt, hvor langt han havde fulgt os, og hvorledes han vilde have omkommet mig, havde han maattet for den store Mand; men dog glædede han sig derved, at han havde saa forfærdet os.

Syvende Kapitel.

En liden Tid derefter skulde jeg drage til Kiøbenhavn, og forberørte Mand, Erik Brygger, kiørte for mig. Da havde den arrige Satan truet, at han skulde følge mig til Kroen. Som vi nu kom ud ved Ølsemagle ved Stranden, begyndte Hestene at fnyse, og Vognen løb trindt omkring som et Hiul, og Klæderne og hvad i Vognen var fløi af den. Jeg havde tre eller fire Par Høns, som jeg vilde forære bort. De bleve alle løse og sade paa Marken, dukkede og vare meget rædde. Som vi nu havde samlet Klæderne og Hønsene op igien og aget et Stenkast bort, blev Erik var, at han havde tabt sin Sæk, som var noget Havre udi. Der han løb tilbage at hente den igien, bar han saa tungt paa den, saa ham syntes, at han aldrig bar saa tung en Byrde. Jeg troer vist, sagde han, at Dievlen er i Sækken, thi han er saa tung, alligevel her ikke er uden en Skiæppe Havre udi.

Han bandt Sækken bag paa Vognen, men som vi havde lidet aget: borte var hans Sæk igien. Jeg bad ham, at han vilde lade Sækken fare, jeg vilde gierne betale ham den. Erik svarede, han ikke vilde miste samme Sæk, thi han havde om Løverdagen tilforn givet fire og tyve Skilling for den. Saa tog han ham og bandt ham for i Vognen og satte sig selv derpaa. Men det hialp intet; thi den trimlede imellem hans Ben og faldt ud paa Jorden.

I det samme kom en Mand agende; ham bad jeg, han vilde kiøre for i Veien, jeg vilde betale ham derfor. Hvilket han ogsaa giorde; men det kunde intet lide dermed. Hvorfor samme Mand drog sin Vei til Kiøbenhavn. Der han var borte, kom vi til en Bæk, hvor vi bleve siddende, og Vandet gik ind i Vognen; Hestene kunde ei heller nogensteds komme. Saa maatte han bære mig og min Datter først til Land og siden hvad som var paa Vognen og endda have Hielp at han kunde faa Hestene op og Vognen med. Det holdt os saa, at vi med stor Møisommelighed kom til Kroen. Siden kom vi ubehindret frem. Der vi agede fra Kiøge, var Klokken imellem fire og fem om Sommeren aarle om Morgenen; der vi kom til Kiøbenhavn, slog Klokken syv om Aftenen. Før jeg kom hiem, havde Satan talt af Barnets Mund og sagt, hvor langt han havde fulgt os og hvad Skielmeri han havde giort.

Ottende Kapitel.

Saaledes holdt jeg Hus med den arrige Fiende to Aar efter min salig Mands Død med stor Hiertesorrig. Hvilket den gode Mand, Magister Niels Glostrup, min Sogneherre, gik til Hierte saavelsom alle andre mine gode Venner, og kom Mag. Niels tidt og ofte og selv besøgte mit Hus og talede den onde Fiende til; giorde og Bøn af Prædikestolen for os.

Som han kom engang at besøge os, sagde Satan til ham: Maatte jeg for den store Mand, jeg skulde saa handle med dig, at du skulde faa Skam. Du beder saa inderlig til den store Mand for dette Barn og det ganske Hus og piner mig dermed. Idag sad jeg i Sømmen paa din Kiortel, men den Tid du bad for den lille Dreng, da faldt jeg ned og slog mig et Fandens Slag, saa jeg fik Skam. Mag. Niels svarede: Du haver Skam nok, du fordømte Aand. -- Da svarede Satan: Det veed jeg vel selv. -- Mag. Niels spurgte ham ad: Naar vil du fordømte Aand rømme denne Bolig, hvor du har stiaalet dig ind, og forlade dette fattige Barn, som du piner Nat og Dag? -- Den onde Aand svarede af Barnets Mund: Vil Du have mig herud? -- Dertil svarede Mag. Niels: Den allermægtigste Gud skal drive dig herud og hen til den Sted, som er dig bered i den evige Ild. -- Satan svarede: Naar den store Mand siger: pak dig, saa maa jeg rømme. Saa talede Mag. Niels Latin til ham. Satan svarede af Spot, at han ikke gad brudt sit Hoved dermed.

Men han sagde til ham: Maa jeg være din Giæst til Aften, da vil jeg komme til dig? Da sagde Mag. Niels: Gud skal bevare mig fra dig! Satan svarede: Jeg kan komme ind der, som et lidet Sandkorn ikke kan komme igiennem; gak hiem og giv den lille Dreng et Stykke af den Steg, som din Kone haver paa Ilden. Da svarede Mag. Niels: Gud forbande dig Satan, du løgnagtige Aand, til evig Tid. Hvad veed du af den Steg? Det er Sanden, sagde Satan, at jeg er en løgnagtig Aand, men det er vist, at du haver en Steg paa Ilden. Jeg var i Kiøbenhavn til dit Bryllup og vilde saa gierne have giort Perlament og sad i Døren, men jeg maatte ikke for den store Mand. Dog var det nær, at de havde kommet op at slaas om Dandsen. -- Saadant og andet lod han høre.

Men den alsommægtigste Gud, som raader over alting havde dog forbudt ham at skade noget Ledemod paa dem, som han af Guds Tilladelse havde plaget og anfægtet. Og der den naadige Gud nu ikke længere vilde tilstede ham at bruge sin Ondskab imod os, saa maatte han endelig rømme, og det ganske Hus blev saa rent som det tilforn var. Hvorfor Guds hellige Navn være lovet, som ikke forlader sine Børn, som af Hiertet raaber til ham.

Dette haver jeg skrevet til en Ihukommelse om det min kiære og salige Husbonde Hans Bartskiær og jeg med vores smaa Børn og ganske Hus have af Dievelen og hans Lemmer udstaaet. Saa sandt som Gud skal hielpe mig og er en naadig Gud og jeg et syndigt Menneske, da er dette forskrevne Sanden. Hvilket ogsaa vitterlig er de hæderlige og vellærde Mænd Mag. Niels Glostrup, nu Bisp til Opslo, paa den Tid vor kiære Sognepræst; Hr. Bertel Hansen i Duebrødre; Hr. Peder Mand i Jersie; Hr. Jakob i Nordrup; Hr. Jesper i Roeskilde; Hr. Lauritz i Liemark og Hr. Niels i Vallensby; af hvilke nogle leve endnu, nogle ere hensovede. Hr. Peder Mand af stor Medynk tog Barnet til sig og havde det hos sig nogle Ugers Tid. Siden jeg blev Enke havde Mag. Niels Drengen hos sig paa et halvt Aars Tid. Og som han var bleven tilpas igjen, og de fik deres Løn, som saadant ondt havde kommet afsted og indført Satan i vort Hus, levede han indtil den store Pest kom, som var Aar 1620. Saa kom den gode Gud og kaldte ham fra denne onde Verden af al Jammer og Elendighed til sit evige Rige og himmelske herlige Glæde. Gud skee Lov og Tak fra nu og til evig Tid. Amen.

Hvo som staar, han bede Gud Dag og Nat at han ikke falder.

Man kan ikke sige, hvad et Menneske kan tilkomme førend man lægger det i Graven.

* * * * *

Hidindtil Kvindens egne Ord, saasom de i de troværdigste Exemplarer befandtes. I somme af de andre lægges en Drøm til, som ikke er meget at lide paa, ikke heller hører synderlig til Sagen. Hvilken vi dog ville her for deres Skyld fremføre, som kunde begiære den at vide, og hvis den ikke her fandtes, skulde klage, noget var af Historien borte. Og henføres samme Drøms Beretning til Enden af det tredie Kapitel og lyder saaledes:

Søndagen næst efter den Løverdag, som Drengen Jakob blev den onde Aand kvit, der Folkene kom af Høimesse, kaldte han mig -- (forstaa: Kvinden i Huset,) -- til sig, bad jeg vilde høre, hvilken Drøm han havde havt denne Nat. Han sagde: Mig tyktes, at en gammel Mand med en hvid Kiep i sin Haand kom og tog mig af min Seng og satte mig paa Marken. Saa tykte mig, at den gode Engel, som havde været hos mig i min Sygdom, kom og tog mig op og førte mig i Luften. Saa kom den onde Engel Satan, som og havde været hos mig i min Sygdom og tog mig fra den gode Engel og førte mig til en stor bred Port, som skulde være Helvedes Port. Der jeg kom derind, da tykte mig, at der vare mange grumme og slemme Trolde derinde, og Belsebub sad paa et gloende Hynde, bunden i en Jernlænke og sad for sig selv allene. Og mig syntes, sagde han, at der var en lang Skive, derved sade mange slemme Trolde og havde mange store Bøger og Penne for sig og skrev. Og andre Trolde, som ikke skulde være saa meget agtede, de stode og tiente de andre og gjorde Regnskab for hvad de havde giort her i Verden imod Menneskene, saasom om Mord, Manddrab og anden Ulykke. Saa førte han mig derfra igien og udi et stort Hus. Derudi stod et langt Trug, deraf stod en gloende Lue. Derom stode mange Mennesker, som vare kosteligt klædte. Saa sandt som Gud skal hielpe mig, sagde han, jeg kiendte de Mennesker deriblandt, som jeg har kiendt her i Verden for nogle Aar siden. Og idet de stode saa udstafferede, da kom disse Trolde med gloende Brande og sloge paa disse Mennesker og kastede dem ned i den gloende Lue, at de skrege meget ynkeligen. Saa førte han mig derfra og i et stort Hus. Der stode Snedkere og giorde Stole. Jeg kiendte de Mennesker, hvis Stole Satan viste mig, at de vare nær færdige. Saa førte han mig derfra til et andet Hus, som var meget Sølv og Guld udi. Og sagde til mig: Alt dette vil jeg give dig, om du vil være hos mig. Da tykte mig, at jeg svarede nei. Saa førte han mig ud af den brede Port igien, og saa kom den gode Engel og tog mig fra den onde og førte mig udi Luften som tilforn og satte mig paa den grønne Sted. Saa kom den gamle Mand med sin hvide Kiep og førte mig i min Seng igien. --

Saa vidt Drømmen, hvilken enhver for sit Værd kan skattere. Men at Kvinden den skulde have skrevet, er hel uvist. Thi baade er der mange troværdige Exemplarer, i hvilke den ikke findes, saa er der og udi et af dem disse efterskrevne Ord i fortalevis antegnede: Der ere nogle, som have denne Historie skreven og noget mere indført, end som den Dannekvinde selv har optegnet. Men denne nærværende er en rigtig Kopi af det hun selv med sin egen Haand har skreven. -- Hvoraf er let at slutte at saadant ikke af Kvinden selv er giort, men snarere af andre, der have ladet dem forlyste at lægge noget dertil. Og dette maa saa være om Kvindens egen Beretning.

Følger:

Videre Forklaring om samme Sag, til mere Forsikkring derom.

Hidindtil om Kvindens egne Ord, hvilke i Førsten ene var agtet til Trykken at befordres. Men siden er videre Forklaring derom bekommen, endel af Kiøge Tingbøger, som de fornemme Mænd Mag. Ole Løxdorff, fordum Sognepræst der i Byen, og Rasmus Christensøn Skiøler, Borgemester samme Sted, have meddelt at læse og dem derfor bør at takkes; -- endel af gamle troværdige Folk der i Byen, som derom vidste at sige. Hvoraf den gode Læser til Underretning skal meddeles hvad forekommer.

Og synes det altsammen bedst at kunne afdeles i #Personen#, #Stedet#, #Tiden#, #Begyndelsen#, #Fremgangen# og #Enden#.

Belangende #Personen#, denne Handel fornemmeligen angaar, da er Mandens Navn Hans Bartskiær. Hans Næring var Kiøbmandskab, for hvis Skyld han og udi Kiøge Tingbøger kaldes gemenligen Hans Kræmmer. Hans Kvinde og Ægtehustru, som hed Anna, og den forrige Beretning skreven haver, døde han fra to Aar før dette Hus-Kors fik Ende, efter at han ved Rettergang tvende Troldkvinder, som hans Hus havde fortryllet, havde ladet dømme og henrette med Baal og Brand, som de havde forskyldt. Af hans Børn, som Aar 1674, da denne Bog blev først trykt, var endda i Live og boede i Kiøge: Lisbet Hans Bukkes, en Enkekvinde paa halvfiersindstyve Aar, som hun selv sagde for mig, der dette beretter, og sig at være født Aar 1603, havde i forrige Tider været Borgemester-Kvinde der i Byen; men var saa kommen tilagters, at hun levede næsten af Folks Almisse. Hendes Moder, som hun berettede, havde Hans Bartskiær i sytten Aar. Sad saa Enke i fire Aar. Havde siden Kort Richter i nitten Aar. -- #Steden# anlangende, da har dette svare Hus-Kors været i den Hiørnegaard paa Torvet, hvor Nørregade begynder, i hvilken Aar 1674 boede den gode Mand Jakob Pomeyer, Raadmand der i Byen, som havde i forrige Tider tient Kort Richter og vidste meget af denne Handel at sige, hvis Velvillie til at meddele, hvad ham bevidst var, jeg for mange Stykker i denne Beretning har at takke.