Part 3

Det forfærdeligste ved den Rædsel, som hun levede i, var, at hun syntes mer og mer at tilhøre den Verden, som udbredte den; ligesom en Døende kunde mærke sine Lemmer stivne og blive kolde, saaledes følte hun sine Tanker, sit hele Væsen stivne og blive koldt og langsomt synes at gaa over i en anden Verden, og imens Havet truede og haanede dem for at drive dem bort, kunde hun ikke rejse. – Eugène Vandamm gik med en stor Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen og kom ind udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Hænderne, han havde Møje med at faa Døren op, og saa fløj den i bag ham med et Drøn ligesom af et Pistolskud. Hans Hænder var saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde røre dem og kom og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, skønt han rystede af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstændig rolig og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han regnede for Ulykker, men Kulde og Storm paa en øde Ø hørte ikke med til dem. „Det er mærkeligt og utroligt at tænke,“ sagde han, „at der nu er Stilhed noget Sted i Verden.“ „O,“ tænkte han, „som denne Storm skal mine Ord vække dem, saaledes skal de drøne og forfærde dem, forvirre deres Hjerne og gøre dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min.“ – De opholdt sig nu udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten, i et Slags Køkken. Her havde de samlet alt, hvad de havde Brug for, men da de ikke kunde faa Ilden til at brænde, begyndte deres Maaltider at blive meget ensformige. Lucie sad med sin store Kaabe paa og et Tørklæde om Hovedet og følte dog sine Fødder kolde som Is. Hendes blege Ansigt rørte ham, da han vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. „Dette er meget koldt for dig, Lucie,“ sagde han, „fortryder du, at du kom? – Men jeg lover dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja rigelig Betaling.“ Det havde han længe tænkt paa at sige hende. Hun saa op paa ham, hun hørte kun utydeligt, hvad han sagde.

De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget, det var et langvarigt Stykke Arbejde, thi Brønden laa langt fra Huset, og det tog Tid at hisse Spanden op og ned.

Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at hente noget. Allerede uden for Døren hørte hun den Lyd af en Stol, som blev skudt tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var tom, og da hun lukkede Døren op, saa hun sin Gæst fra to Gange før i sin gamle Trælænestol foran det kolde Ildsted, og hun blev ikke mer forfærdet, ikke forbavset engang, hendes egne Tanker syntes at være lige saa kolde. Han sad med Foden op paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende, da hun kom ind, saa saá han paa hende med et besynderligt mørkt Blik og skød Stolen tilbage. „Jeg er meget dristig,“ sagde han, „at jeg trænger ind i dette Hus, mens det endnu er beboet. Men det har saa længe været mit alene, ved De, og vil saa snart blive det igen. Jeg vidste ikke, at De vilde komme herind. Jeg opsøgte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit Løfte er brudt.“ Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til hende. „Hvorfor er De her endnu,“ sagde han, „længe holder jeg det ikke ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se andre lide? Ved De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?“ „Hvordan kan du forlange, at jeg skal rejse nu?“ sagde hun. „O, jeg beder Dem, og bønfalder Dem,“ sagde han, „hvorfor vil De binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De rejse, – men se dog, hvor alt binder Dem hertil – og hvad skal befri Dem? Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at holde Dem tilbage fra os, men saaledes er det ikke.“ Hun strakte sine Hænder ud for sig, ligesom for at forsvare sig. „Jeg vil rejse,“ sagde hun. „O, forstaar du da ikke,“ sagde han og vendte sig imod hende, hans Ansigt var helt fortrukket af bitter Haan og Smerte, „at vi kan ikke taale eder her. Eders Nærværelse er en Haan imod os, at I lever, spotter os Døde, eders varme Legemer spotter vore kolde, vi vil ikke finde os deri. Føl, hvilken Forskel.“ Han kom nær hen til hende, med eet tog han hende i sine Arme, slog begge sine Arme om hende, han havde aldrig rørt hende før. Alt blev sort for hendes Øjne, og en forfærdelig Kulde slog helt om hende, idet han knugede hende ind til sig, ligesom Havets kolde Vande over en druknende. Hun stod et Øjeblik helt stiv, hørte med eet et langt jamrende Skrig i Mørket, og tænkte: Er det mig, der skriger, og følte da, hvorledes hun sank dybt, og Mørket slog sammen over hende.

Eugène, der kom med Vand, hørte hende skrige og fandt hende paa Gulvet; han troede, hun var død, indtil han følte hendes Hjerte slaa ganske svagt. Han blev ved at staa med hende i sine Arme, og vidste ikke, hvad han skulde gøre med hende, han prøvede at gnide Liv i hende, men intet hjalp, længe laa hun saaledes, og saa spinkel, lille og hvid, saa hjælpeløs saa hun ud, at hans Hjerte knugedes sammen derved; i hendes Ansigt var et højtideligt Udtryk, haabløst, ligesom i en døds. Han lagde hende ned og prøvede at slaa Ild, men det vilde ikke brænde, og for at faa hende varm løftede han hende igen i sine Arme, og da bevægede hun sig svagt, slog Øjnene op, saa stift ind i hans mørke, smertefulde og spændte Ansigt og rystede langsomt paa Hovedet. Han selv talte ikke, hans Bevægelser og Udtrykket i hans Ansigt var mere talende end Ord. Atter lukkede hun Øjnene, og han tænkte: „hun dør imellem Hænderne paa mig,“ da kom der Bevægelse i hendes stive Legeme, hun begyndte at ryste og skælve voldsomt og brød med eet ud i fortvivlet Graad, mens hun klamrede sig til ham, og saaledes havde hun aldrig gjort, aldrig før havde hun saaledes søgt hans Beskyttelse, og hendes Legemes Skælven smittede hans: „Min Elskede, min Elskede, min Elskede,“ sagde han. Hun vilde ikke lade ham slippe sig, Taagen fra Havet var sønderrevet, veget til Side, og i sin forfærdelige, menneskelige Rædsel for den Verden, hun havde været i, klyngede hun sig til ham, ligesom et Barn, der vaagner af forfærdelige Drømme. I en frygtelig, gyngende og mørk Verden, ligesom et sort og lurende Hav, var han det eneste faste Punkt for hende; i hans Arme og saaledes baaret af ham, var der endnu et svagt Haab. „Vær ikke bange, vær ikke bange,“ blev han ved at sige. Han fik hende til sidst til at slippe sig, for at han kunde gøre Ild paa, og denne Gang lykkedes det, og saa redte han en Slags Seng til hende paa den faste Bænk langs Væggen i Køkkenet. Hun var langt mere angst, ja forfærdet og rædselslagen nu, end hun havde været før, men denne Rædsel føltes for hende næsten som en Lettelse, som en Opvaagnen fra den forfærdelige Kulde, hun havde dvælet i. Hendes Øjne var blevne aabnede, hun syntes selv, at hun igen blev et Menneske. For hendes svimle, matte og uklare Hjerne stod det ene klart, at det nu var en Kamp paa Liv og Død, og at hendes Mand, det andet levende Menneske paa Øen, var hendes eneste Hjælp, hendes eneste Mulighed for Redning. Hun tænkte ikke paa at rejse bort, ligesom en druknende ikke lægger andre Planer for sin Redning end den lige i Øjeblikket at holde sig oven Vande, og hendes Hjerne havde samme Slags Klarhed og samme Koncentration som en Druknendes. Han kom hen til hende, lagde sig paa Knæ ved Siden af hendes Bænk og tog begge hendes Hænder og kyssede dem; hun tænkte paa, hvad den anden havde sagt hende, at hendes Kærlighed ikke var stærk nok til at holde hende tilbage, men det var ligegyldigt; nu, da der ikke var andre Mennesker i Verden end hun og han, og alt andet omkring dem var truende mørke og uhyggelige og fjendtlige Magter, var der kun een Følelse i Verden, og det var den, hun nærede for ham. Hun gjorde sin ene Haand fri og lod den løbe gennem hans Haar, saaledes, med ham saa nær, følte hun sig ikke saa elendig, men hun blev angst, naar han gik til den anden Ende af Stuen. Han vidste ikke, hvad der havde skræmmet hende, og ved at se Udtrykket i hendes Øjne blev han angst for hendes Forstand, men mens hun laa saaledes, lammet og dødbleg, saa han i et eneste klart Blik, hvad det var, han havde gjort hende, og der vaagnede i ham en grænseløs Ømhed for hende, for det svage, blide, afmægtige, som han aldrig havde kendt. Hvad han havde elsket til denne Stund, ja, det havde hos hende været hendes Skønhed og Ynde og noget rigt, fantasifuldt og let, som havde fængslet ham. Men ny var denne stærke Følelse af Ømhed og Kærlighed til hendes spinkle, ødelagte Legeme, til hendes svage og forvirrede Aand, en ligefrem Tilbedelse deraf, saa at han kom hen og knælede for hende; og da følte han, ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i Verden, og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre Mennesker langt borte. „Min Elskede, min Elskede,“ sagde han, „frygt ikke. Hvorfor vil du være bange. Se, jeg er her, og alt, hvad jeg har gjort imod dig, vil jeg gøre godt igen og oprette. Vær rolig, min Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig, hvorledes jeg elskede dig, alting vil jeg gøre for dig, min Elskede. O, du maa tilgive mig, at jeg har taget dig hertil. O, du, min dyrebare Elskede, tilgiv mig og frygt ikke. Jeg vil beskytte dig, hvad er der da at være bange for?“ – Hun hører mig ikke, tænkte han, men dog holdt hun af at høre ham tale. Han tændte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos hende hele Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han følte, at dette var en forfærdelig Krise. Da han nu kunde faa Ilden til at brænde, kogte han Vand og lavede Te til hende. Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen Ende vilde tage, da farvede Dagningen Himlen rød, Dagen brød frem og det højtbevægede Hav var vidunderlig skønt i den røde Sols Lys. Da han vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede Øjne, han gik hen til hende, hun sov. – Da hun vaagnede, skinnede Solen, men Stormen larmede endnu højt som før. Eugène sad i en Stol ved Vinduet og sov, hans Ansigt var ligblegt, han havde gennemgaaet som en svag Afskygning af hendes Kamp i denne Nat. Endnu var hun forfærdelig mat som før, men ved Tanken om, at han var saa nær og ved at føle sig levende endnu, smilte hun og følte som den første svage Straale af en stærk, dyb Glæde. Hun var som et Menneske i Dødsfare, paa det Punkt, da hans Tanker begynder at sige: Maaske er der Haab, og skønt de ikke tør vove sig til at tro det, føler Glæde blot ved at vide, at den Mulighed er der. Hun var saa uvant med at føle Glæde, at dette Øjeblik var som en ny dyb Fryd. Hun saa paa Ilden, den var ved at gaa ud, men hun vilde ikke vække ham, og hun følte sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den. Der begyndte at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom langt borte fra. Hun lyttede til Stormens Røst, og der var saa megen Kraft i hende, at hun kunde tænke: den kan bæres, thi til saa megen Klarhed var hun endnu ikke naaet, at hun kunde tænke: den kan høre op. Ligesom svage Dønninger af Tanker og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme begyndte at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget venligt, venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket ogsaa af Fred og en ordnet, farefri Tilværelse, og hun prøvede at fastholde det. Hun saa tilbage over sit hele Liv med sin svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen paa sin Mand, længe og stift, og tænkte: han er saa træt, fordi han har vaaget over mig, han elsker mig.

Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til hende, dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget for ham, Duften af Blomsterhavens Latyrus, Farven, Mønstret af en Kjole, hun dengang havde haft paa. – Og som med eet glidende tilbage i Tiden, laa der et helt Væld af Indtryk, fra hendes Barndom, længst forglemte Tonefald af Sætninger, udtalt af længst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en bestemt Plet, Følelser, hun aldrig før havde erindret, og i denne Barndom laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende, ganske blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom nærmere, alle Ting blev saa store, ligesom de havde været dengang.

Alle Indtryk af Stuen blev nu stærkere, hun saa Himlen ganske tydeligt, Vinduet, Eugènes mørke Hoved, og hun mærkede, at hun frøs og ønskede, at nogen vilde trække Tæppet op om hende og tænde Ilden op igen. Der var en svag Støj derhenne, og hun saa derhen. Et Barn laa paa Knæ foran Ildstedet, lagde Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et blegt, spinkelt Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig velfornøjet med, at det gik saa godt. Han satte begge Hænderne op for Munden og blæste igennem dem, hans Hænder var helt blaa af Kulde. Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en Slags Ven, gled gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge og se paa ham. Han bar sig ganske forsigtigt ad for ikke at vække hende, og hans Bevægelser var næsten lydløse, da han var færdig og det brændte, vendte han sig om og saa paa hende. Deres Øjne mødtes, hans var store og opspilede, og han smilede, hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste, hvem det var, han gjorde en svag Bevægelse med sine Hænder, lagde den ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt nærmere – det var Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet ned fra Klippen den første Dag, de var paa Øen. –

* * * * *

Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie om Eneboerne med et Brev:

D. 27. Dec. 1779.

Min Ven og Velgører.

Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er allerede fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først holdt op i Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg fandt hende i denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var hun sikkert ikke klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Væsen, jeg kendte, er blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt mine Tanker bestandig søger dertil, mere om Døden, og hvad der findes bag den, nu; har heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker søger som mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke kunne nægte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil være i Stand til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa Øen, det vilde være umuligt at føre hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da kommer jeg næppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for det Værk, jeg nu er i Færd med, maa jeg fuldende det, muligvis vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive færdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det blive Tilfældet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder Dem, at det ikke maa være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der er skyldig, sørger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer falder paa Deres højtelskedes Grav.

Bestandig Deres _Eugène Vandamm_.

OSCEOLA.

Afskriverens bemærkninger

Kilde: Tilskueren, København, August 1907, s. 609-635.

Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public domain.

Afskriverens rettelser:

[s. 617]: ... da de rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, ... ... da De rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, ...

[s. 617]: ... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at De skulde glemme mig.“ ... ... vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at de skulde glemme mig.“ ...

[s. 624]: ... Rosenhave. Naar rejser De herfra.“ Hun saa op paa ham. „Det ... ... Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa op paa ham. „Det ...

[s. 625]: ... Bevægelser de har givet mig tilbage? O, og til ingen, ... ... Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ...