# Eneboerne

## Part 2

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/eneboerne-65485/index.md

Se min Elskede, der gaar Maanen frem. Over Himlen gaar dens stille Natteveje, og højt over os i Linden suser ganske sagte Nattevinden Vore Brødre Stjernerne, mens de dreje, hilse paa deres Vej Jorden vort Hjem.

O som Stilhed fylder nu Luft og Jord, fylder Kærlighed til dig min Sjæl, Veninde. Og som Himlen over Jorden staar du over alle mine Tanker, se hvor klare alle dens Stjerner skinne, som den gør du Verden for mig lys og stor.

Som jeg elsker nu, vil jeg elske dig lige brændende om tusend Aar, min Glæde, og naar Maanen er forsvundet og naar Jordens Alder ud er rundet, vil vi sammen over en ny Jord træde og se sammen op mod den ny Maanes Vej.

Strengenes spinkle Stemme dirrede og tav. Hendes Gæst rejste sig. „Jeg takker Dem meget, Fru Vandamm,“ sagde han. „Godnat. De ved ikke,“ sagde han, „hvor taknemmelig jeg er Dem.“ Hun rejste sig, lagde Guitaren og blev staaende, med et rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med det bedrøvede Udtryk, der fik hende til at græde, bøjede Hovedet, men rørte ikke sine Hænder og gik. Og igen forsvandt alle Tegn af ham, hun hørte ikke engang Forstuedøren gaa, mens hun blev staaende ubevægelig. –

Lucie tænkte: Hvordan skal jeg kunne fortælle dette til min Mand. Hun hørte Døren gaa til hans Værelse og hans Fodtrin, og da han kom ind, vendte hun sit Hoved og saa paa ham med et besynderligt, jammerfuldt Udtryk, men hun saa paa hans Ansigt, hvor dybt han var inde i sine Tanker, og han, der havde siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens Mørke. Ligesom den anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod op paa Murstenskanten: „Du synger,“ sagde han. „Nej, ikke mer,“ sagde hun og hængte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa ud. „Det blæser op,“ sagde han. Hun svarede ikke. I et Øjeblik havde hun faaet en Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen, Klipperne og Havet og den uhyre Ensomhed, som var deres Sjæl, egentlig var og vilde sige, og hun tænkte, da den var forsvundet: her, i min varme Stue gør det mig iskold at tænke paa. Saa sig rundt og tænkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er hyggeligt inde. – Den næste Dag, hver Gang hun saa paa sin Mand, vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortælle ham alt, men hver Gang var hun lige langt derfra, – hun vidste, at han aldrig vilde tro, at det, hun vilde fortælle ham, var sandt, og endnu mere, at det efter hans Begreber om Sandhed heller ikke vilde være det. Desuden begyndte at komme over hende, ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af vaagen Drøm, hvori hun længe skulde dvæle.

Den Aften, da Skumringen faldt paa, følte hun sig saa træt og ked af at sidde inde, at hun tog et stort Tørklæde om sig og gik ud. For hende havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt Udtryk og Tale, at det var, som om den kolde fugtige Luft uden for lagde sin Haand, idet den slog hende imod, ikke blot paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjæl og saa tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun lukkede Døren, tænkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er bange. Hun gik ikke ret langt bort fra Huset, men blev ved at gaa op og ned, op og ned. Da hun vendte om, engang, saa hun Lys i sin Stues Vindue, tænkte: det er Eugène, der er kommen ind, og vilde gaa ind, men mens hun gik, saa hun noget fremmed derinde og gik hen til Vinduet for at se ind. To Lys var tændte og stod paa Bordet, og ved Bordet sad nogle Mænd og spillede Kort. En af dem sad med Ryggen til hende, og de andre var saa optagne af deres Spil, at de ikke lagde Mærke til hende, og hun blev staaende ganske stille og betragtede dem opmærksomt. De spillede meget ivrigt og højt; hele Stabler af Guldpenge blev ført fra den ene til den anden, og under dette var deres Ansigter meget uhyggelige at se paa, thi de spillede ligesom Fanger kunde spille i Fængselet den sidste Morgen inden deres Henrettelse, og mens Morgenen allerede gryede, og som om dette Øjeblik var en Brand, revet ud af en forfærdelig Ild; og selv om de ikke havde spillet saaledes i denne tavse Nat, vilde der ikke have været et af deres Ansigter, som man ikke vilde have lagt Mærke til og gyst ved og senere om Aftenen været angst ved at tænke paa. Lucie, der stod uden for Vinduet og saa ind, med begge sine Hænder knuget sammen under Tørklædet, men ganske rolig, hørte sine Tanker sige, saa tydeligt, som om de havde talt højt: „Det er Sørøverskibet „Andalusias“ Folk, som forliste her for 40 Aar siden paa de Skær, de kalder Galgebakken.“

I det samme, mens hun stod saaledes, gik Døren op, og hendes Mand kom ind med et Lys i Haanden. Han saa Lysene paa Bordet, men Folkene saa han ikke, han gik lige forbi og hen til Kaminen for at se efter noget der. De standsede Spillet, drejede sig og fulgte ham med Øjnene, men han havde ingen Anelse om, at de var der, han gav sig god Tid til at lede og blev staaende et Øjeblik foran Ildstedet, strøg sig med Haanden over Øjnene og tænkte sig om. Maaske fandt han Luften i Stuen kold, han lagde et Stykke Træ paa Ilden og varmede sine Hænder over den. Da han havde fundet den Bog, han søgte, gik han tilbage, og idet han gik forbi en af Mændene ved Bordet, en lille Mand med et blaat Tørklæde om Hovedet og et Saar i Ansigtet, strøg han saa tæt forbi ham, at Sørøveren hastig flyttede sig til Side, og da lyste med eet op i hans Ansigt et voldsomt Udtryk af Raseri, Triumf og Foragt, mens han stirrede op i Eugène Vandamms Ansigt. Vandamm maatte føle noget deraf, thi han saa hastig til Side, men saa intet, og lagde sin anden Haand oven paa den, der holdt Lyset, som om han frøs. Saa gik han. – Og i dette Øjeblik syntes Lucie, der stirrede paa dem begge, at hun følte mer Rædsel for ham end for den anden. Hun trak sit Tørklæde tættere sammen og gik bort fra Vinduet om til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Væggen. Hun strøg Haaret bort fra sit Ansigt og blev staaende længe der. Da hun vendte sit Hoved til sidst, saa hun, at Lyset i Dagligstuen var slukket, og da famlede hun sig hen langs Muren og gik ind og tændte dem igen.

* * * * *

Det næste, der hændte i denne min Historie om Eneboerne, var to forfærdelige Storme. Den første af dem varede i 7 Dage og lod begge Øens Beboere forstaa for første Gang, hvad en Storm var; desuden fyldte den Huset med Røg og Dag og Nat med det vilde Havs Stemme, en Larm saa øredøvende, at den til sidst værkede i deres Hoveder. I syv Døgn brølede det store Oceans vældige Vandmasser omkring Øen, i en kridhvid, hvirvlende Brænding, og kastede flyvende Fnug af Skum højere op, end de havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt Overmod for at vise, at der var ingen Grænser for dets Magt.

Ligesom Børn i Mørke søgte Eneboerne tættere sammen, mens denne Storm stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker til at skrive, mens den varede, lige saa lidt som et nogenlunde følsomt Menneske vilde have kunnet gøre det under et Slag, eller imens han hørte Julius Thornberg spille Bruchs Koncert. Men der var i dens Vildhed noget, der greb ham dybt, og i dens rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori hans Sjæl havde dvælet og arbejdet. Han kom og sad hos hende og hun havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans Væsen saa gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne Hvile. Her kunde han sidde og fortælle hende i Timevis om sin Bogs Ideer, henrykt over at have en Tilhører, og det havde hun aldrig set ham gøre før. Derfor sad hun og lyttede opmærksomt til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik ham til at le. Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat, begyndte hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var for hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en Storm alene; dens Larm var uhyggelig at høre paa, thi den betød Uvenskab, Uvilje, og nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de første Dage havde betydet Mistro. Hans Sind, der stormede af Sted uden Tøjle og Tømme, forfærdede hende hver Gang paa ny, og hun havde en Følelse af, at hun maatte advare ham og dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde udrettet, og Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at gaa højt. Den næste Dags Aften, da Mørket faldt paa, blev hun draget ud for at se paa dette skønne og uendelige Hav.

Det var næsten mørkt, men i dette Mørke havde alt endnu stærke Farver, den uendelige mørke Sø var blaa og man kunde gennem Skumringen skimte dens vældige Bevægelse; i Vest var Himlen over Horisonten gloende rød og meget mørke Skyer tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom ny Øer, der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den, endnu ikke træt og utøjlet som før ilede frem paa sine egne Veje, fór Stormen højtsyngende over og om hende, mod hendes spinkle Legeme, en svag Hindring paa dens Vej, og slyngede, idet den forfulgte sit fjerne Maal, et Øjeblik sine vældige Vinger, snoede hendes Kjole om hende og kastede Haaret og det store Tørklæde, hun havde taget om Hovedet, tilbage, ligesom om den, midt i sit vilde Stormløb, havde et Øjeblik tilovers for en Spøg. Hendes Hænder var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som Havet førte op mod Klippen, gennemtrængte hele hendes Legeme med sin Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og storslaaede Syn holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod ubevægelig og tavs, men at staa ganske stille her var med Stormens voldsomme Styrke som en stærk Bevægelse, og til Svar paa Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale sang hendes Tanker højt.

Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det guddommelige, Havet Satan. Jorden er foranderlig og forandret, ny Planter voksede op, ny Jordlag blev dannede, de gamle Skove faldt og ny voksede op, Jorden blev dyrket, udhugget, inddelt og gav sig under Menneskenes Haand. Himlen og Havet er evige og uforanderlige, vore Spor over Bølgerne er i næste Nu udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets første Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, høje Klarhed er Luften Symbolet paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet det udelukkedes, det higende, dæmoniske, evig ustadiges Symbol og Udtryk. Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldighed, Havets og Luftens som Enhed, men Luftens synes at være bundløs Fred, Havets bundløs og uendelig Uro. I den Verden, hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet Brødre, udelelige, en og dog tre, blandede i en evig og guddommelig Harmoni, men undertiden i Sommeraftener og høje klare Foraarsdage klinger Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes at være Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage, i Høstaftener hører vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange drager Havet sine Brødre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin, og vi lytter bævende til dets mægtige Hjertes Musik. –

Bølge efter Bølge i næsten forfærdende Vælde kom løbende imod Øen, i Mørket lyste Havets hvide Bræmme om den og lød dets evige Sjæls evige Klage højt.

Længe, længe stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig for at gaa ind, stod en Mand lænet til Klippen og betragtede hende, hun løftede begge Hænder mod Hjertet, ligesom han selv havde gjort, da han den første Aften spurgte hende om nyt fra sit Hjem, stirrede et Øjeblik paa ham og kendte ham igen. „Godaften,“ sagde hun blidt, men han svarede ikke. „Hvor smukt her er,“ sagde hun igen og hendes Sjæls store Grebethed bævede i hendes Stemme. – Han svarede ikke straks, skønt han blev ved at se paa hende, men sagde saa: „Lad mig følge Dem hjem,“ og begyndte at gaa langsomt ved Siden af hende: „De fryser,“ sagde han, „hvorfor kom De dog herud. – Javist, her er smukt, men det er ikke nogen Skønhed for Dem. For Dem er Deres Hjems Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa op paa ham. „Det ved jeg ikke,“ sagde hun. „Ved De det ikke,“ sagde han, „har De da ikke forstaaet? – hvorfor vil De dog blive?“ De var nu kommet hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden for. „Hør mig nu,“ sagde han, „jeg beder Dem oprigtig, Fru Vandamm, som Deres, – ja som Deres Ven, De maa rejse bort herfra, – De kan ikke holde det ud i disse Storme, og langt mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog bort, mens der er Tid.“ „Hvorfor?“ sagde hun. „De bliver jo bundet hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal rejse bort. Endnu kan De forlade det.“ Hun saa rundt og følte selv, med hvilken uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted. „Er denne Kulde,“ sagde han ganske langsomt og uden at se paa hende, „er disse Storme for Dem, er de døde og fordømte Sørøveres Nærhed for Dem, er jeg for Dem. – O,“ han lukkede Øjnene, „er dette evig, evig forbandede Sted for Dem.“ Han drejede Hovedet imod hende og sagde: „Hvorfor kom De nogen Sinde?“ Lucie græd. „Skæbnen har føjet det saaledes,“ sagde hun, „beklag mig ikke.“ „O, min Gud, min Gud,“ sagde han, „hvorfor er De dog kommen hertil. Hav Barmhjertighed. O dette evig evig tabte Liv.“ Han slog begge sine Hænder for sit Ansigt og vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfærdelig Smerte. „Se, jeg kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil sige; kan De, der selv har vakt dem, ane, hvilke Følelser, hvilke uudholdelige Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ingen Nytte uden denne Kval. Jeg er død alt for ung,“ sagde han og rev igen Hænderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket af Smerte, „jeg har ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra, men jeg blev taget, da jeg elskede det mest. De, der lever, kan ikke forstaa denne Kval; saaledes jamrede jeg ikke, mens jeg levede, men nu, hvad er der nu for mig uden den?“ „Al den Medlidenhed, jeg kan give Dem,“ sagde Lucie og græd bitterlig, „er intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf.“

„O, tusind Gange bitrere,“ sagde han, „bliver min Kval, fordi De ynker mig og fordi jeg elsker Dem. – Hav Medlidenhed med mig,“ sagde han og faldt ned for hende, „spot mig ikke.“ Hun støttede sig mod Muren og stønnede svagt. Han rejste sig op. „Se,“ sagde han, „ogsaa Dem har jeg bragt Smerte og saaledes, som det nu er, kan jeg ikke skænke andet. Lad mig gaa, lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ønsker Dem alt godt.“ „Nej,“ sagde hun, „gaa ikke.“ Han blev staaende og saa paa hende, endnu stod hun støttet til Væggen, og hendes Ansigt var i Mørket næsten lige saa hvidt som hans. Omkring dem hylede og larmede Stormen. „Hvis jeg har vakt i Dem,“ sagde hun, „Minder og Følelser, som har voldt Dem Smerte, saa tilgiv mig. Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige Svaghed kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje og uden at vide det har føjet nogen ny Smerte til Deres bitre Kval, saa tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit inderlige, inderlige Ønske,“ hun brast igen i Graad, „ikke kan tage noget af Deres Sorg bort og min inderlige Medlidenhed kun føje ny Smerte til den, saa lad os skilles, men lad os ikke skilles saaledes. Lad mig sige Dem først, at jeg af hele mit Hjerte, at jeg af hele min Sjæl velsigner Dem og ønsker Dem,“ – hun tav, thi hvad skulde hun sige, – „og giv mig Deres Sorger, lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen,“ sagde hun og brast atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Hænder. „For hvert Øjeblik, jeg er sammen med Dem,“ sagde han, „elsker jeg Dem højere. Naar De vil have, at jeg skal tale til Dem nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det. Se jeg giver Dem min Velsignelse tilbage, Skæbnen være Dem naadig og lade Dem glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg havde levet, vilde der have været Brug for mit Hjerte og jeg vilde have haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner og Slægt, jeg vilde have haft Arbejde at udføre og Maal at stræbe imod. Alt, alt dette er nu min Kærlighed til Dem. O, den er lige saa øde og unyttig som denne golde Ø, som Søfuglene kredser om. Maatte De glemme den igen.“ Et Øjeblik stod de tavse, og det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer i den store og uigennemtrængelige Nat skulde forstumme, for selv at synge højt og vældigt. „Havet,“ sagde han, „skyllede mig over Bord her fra mit Skib,“ han tænkte sig om, „Bellona, en Novemberdag for mange Aar siden, inden De blev født, maaske. O, hvis jeg havde levet og hvis jeg havde inddrukket hele det Liv, som var bestemt for mig, og prøvet det, vilde jeg være død nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et glad Hjerte. Men nu standser min Længsel aldrig. Sørøverne, „Andalusias“ Besætning, hvis usalige Aander er fordømte med mig til denne Ø, førte deres Skatte med sig, og deres Hjerter er lænkede til dem, midt i deres Elendighed volder deres Guld dem Glæde. Men hvor er det, jeg længes efter – det er ikke til. Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, – rummer hendes Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min brændende Længsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger – kan jeg forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig, der elskede mig, som jeg elskede højere end mig selv, har alt forandret sig, hvorledes skulde min evige, fortabte Ungdom kunne forstaa det? Nu tænker jeg ofte paa en lille Broder, jeg havde, der døde som Barn. Vi elskede hinanden meget højt. Har hans blege Skygge, – o, ikke blegere, o, ikke mer skyggeagtig, end jeg er nu – undertiden kredset om vore Senge for at finde sit gamle Legetøj, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit Liv, der blev røvet fra mig, skulde have været levet. Og imens den Tanke er forfærdelig, at de sørger over os, og deres Taarer brænder vore taareløse Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige Længsel efter at faa Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde hilse mig ved min Hjemkomst fra min lange Rejse og ikke noget Gensyns Glæde varme mit eget evig kolde Hjerte – men vil de, der hilses saaledes, tænke paa mig, vil der være nogen Erindring om mig i de Hjerter, der glædes saadan? O, man skal vinde Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede, Læber, der undertiden vil nævne vort forglemte Navn, – vi maa præge Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi gaar ud af det, uden Spor. – Hvad taler jeg til Dem om dette for? Lad mig gaa bort, jeg vil ikke strø min øde Sorgs Aske paa Deres unge Hjerte.“ „Tro ikke, fordi du gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig,“ sagde hun, „altid, altid, i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig være med.“ Han tav en Stund. „Ak, da har du glemt,“ sagde han, „hvor hurtig I, der lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil du huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser, vil du bevare Tanken om mig, naar du holder dine smaa Børn paa dit Skød. Vil du huske mig, naar du danser til Violiner og Fløjter. Nej, glem mig. Skæbnen har været haard imod os, lad os holde sammen imod den, og udslette dens Haardheds Spor, jeg vil tie og du vil glemme.“ „Nu,“ sagde hun og lagde begge Hænder paa sit Bryst, „heller ikke jeg lever evigt. Vil jeg se dig igen?“ „Nej,“ sagde han, „spørg mig ikke. O, nej, nej. Skulde jeg føre dig ind i dette øde Land, i min øde Sorgs Land, vil din Sjæl lænkes til dette forhadte Sted. Nej Farvel, nej nu farvel. For evigt og for alle Tider farvel.“ Hun lukkede Øjnene og sagde: „O, jeg kan ikke forstaa dette. Hvad er dette og hvorfor?“ Og da hun aabnede dem, var hun alene, og kun Vinden sang højt omkring hende. Hun faldt ned paa Knæ og støttede Hovedet mod Væggen. „Hav Barmhjertighed,“ raabte hun mod den ubarmhjertige Skæbne, der holdt hende i sin Haand. –

I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den næste, gik hun som i en Drøm, Taagen fra Havet havde naaet hende og hyllet hende helt ind. Den grænseløse Medlidenhed, hun følte, og dens Haabløshed, gjorde hendes Hjerte meget tungt. Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv, hun følte, var, da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og tænkte selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se hende igen, og i Samtalens Løb kom de til at tale til hendes Mand derom. Dette var den første Vanskelighed, der ramte ham, efter at han var kommet til sin øde Ø. Hans Ophold paa Øen lige til dette Øjeblik havde været en stor Nydelse, en Fryd for hans Sjæl. Aldrig havde den saaledes kunnet udfolde sine Vinger og have Rum til at tumle sig. Aldrig før havde han saaledes kunnet stige ned i sine Tankers Verden og føle dens Vande lukke sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes følt sit eget Væsens Styrke og været saa beruset deraf. Havde han været alene paa Øen, vilde han have fuldendt sin Bog uden at skænke noget andet en Tanke, nu begyndte han at overveje, om han kunde sende hende hjem, hvis denne Ensomhed tyngede paa hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi med andre Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne Ø.

Den anden Storm fulgte. Fra den først begyndte at blæse op, og mens den steg og stadig steg og slap sin rasende Harme løs over Øen, vidste Lucie, hvad den betød, og at den var en Trusel, gentagen, fordi den første ikke blev forstaaet, saa skummende og fnysende, fordi den, der udstødte den, var ved at tabe Taalmodigheden. Utilfreds med Virkningen af den første Advarsel og ked af disse levende Menneskers Nærhed sendte Havet dem i 9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig.

Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme, nu, naar den kastede sig om Hjørnerne af Huset og i en Slags hensynsløs og løssluppen Leg styrtede sig ned igennem Skorstenen og fyldte Stuen med Røg, og der var andre Stemmer end Stormens at høre; Advarsler, Trusler og Spørgsmaal i hendes eget Sprog blandede sig med dens øredøvende Larm, og gjort frygtløse og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre Ansigter sig paa Vinduet og traadte andre Fødder paa Gangene og bankede andre Hænder paa Ruderne og Døren. Ligesom Havet under en Stormflod begyndte Havets hemmelighedsfulde Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt de Hindringer betød, der var stillet ud imod den, og at fylde og oversvømme, løfte og gynge alting og at trænge ind overalt.

Det var ikke længere alene hendes Ven, den unge irske Officer, der vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet. „Andalusias“ vilde Folk kom og gik i det stormrystede Hus, mens Havet uden for truede Eneboerne med Døden. Dog var de endnu levende og deres Liv endnu nok til at holde Havets Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt Sørøverne, skønt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som syntes mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit lange Haar hængende ned ad Ryggen; hendes høje Stemme lød undertiden ligesom en Søfugls gennem Stormen. – Og idet den opslugte alle disse Stemmer i sin, fyldte Stormen Luften med en saa forfærdelig Larm, at det var for Eneboerne som at befinde sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud, hele Huset fyldtes med en iskold Uhygge, og alt deri, der var løst, hamrede, vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres Fornøjelse i at blande deres Stemmer med den store vældige Aand, Stormens, og opføre deres afsindige smaa Danse sammen med det evige Hav, – og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og ventede paa, at Stormen, som der endnu var Haab om, engang vilde holde op.