# Eneboerne

## Part 1

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/eneboerne-65485/index.md

ENEBOERNE

Denne Historie om Eneboerne begynder med et Brev:

Min øde Ø, 1779.

Mine kæreste Søstre.

Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, da jeg har et Øjeblik tilovers, at skrive til jer. Jeg véd nok, at dette Brev ikke vil naa jer før om lang Tid, om Maaneder eller et halvt Aar maaske, men dog skriver jeg det, for jeg kan ikke holde ud, at I ikke skal vide lige saa god Besked og kende alt her lige saa godt som jeg. – Men jeg er endnu saa fortumlet af at gynge op og ned paa Vejen herover, – det er, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I ikke maa vente, dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har ogsaa ramt os en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os til Øen, Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe ved Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil, – saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede at være uendelig længe siden. Det forfærdede mig og tog mit Mod fra mig, saaledes at det først var i Gaar Aftes, da jeg gjorde Ild paa og kom til at tænke paa, hvordan han gjorde Ilden op den første Aften, vi var her, at jeg kom til at græde over ham, og nu græder jeg, hver Gang jeg tænker paa ham, og hvor langt mere føler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skulde have hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vil være vanskeligt for mig alene, men hans arme Forældre, der saa ham drage af Sted saa glad! – Og er det ikke en forunderlig uhyggelig Velkomsthilsen af Øen, det er som om den ikke vilde have os her, og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eugène er i sin egen Stue og skriver, – og saa vilde jeg ønske, I vilde læse dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder i Haanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingene ikke længere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egne Ansigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud.

Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den nærmeste Ø, hvor der bor Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvad vi skulde bruge i Huset, saadan vil den Baad komme herover hver Maaned, det tog lidt over tre Timer at sejle hertil, – men hvor længe det er siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikke mere sige, thi jeg synes vi har rejst i øde Lande i mange Aar. Vor Ø saa helt anderledes ud, da vi kom nær til den, end jeg havde tænkt mig, den er meget større. Det halve af vort Hus er bygget af Sten lige ind mod Klippen, og er meget mørkt, mens denne Del er bygget af Træ; Fiskerne brugte den engang om Sommeren, og de har haft Faar paa Græs paa Øen, – og Eugènes Ven, Calran, boede her for to Aar siden, men dette ved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort Ildsted, – og hvor er det ikke smukt og underholdende at se paa Ild – men naturligvis er her ikke mange Møbler. Det gør dog hverken fra eller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en Stol ad Gangen og Eugène i en, og I maa ikke tro, at Stuerne derfor har mindre Udtryk end de havde hjemme – tværtimod, de har saa meget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eugène at tale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere højttalende end de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt, hvad de kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr – og undertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger en Ting og Uret en anden, saa det er til at blive ganske forfærdet over. – Kan I nu tænke jer alt dette! –

Husker I, at vi engang hjemme legede, at jeg var en forfulgt Prinsesse og red bort paa en Hval.

Saaledes omtrent sidder jeg her paa min øde Ø, midt i det store Hav. Mod Vest er der høje Klipper, som løber lige stejlt ned i Vandet, og Havet brummer og bryder om Fødderne paa dem og langt, langt ud. Fiskerne siger, at det var skjulte Skær, et Sørøverskib er engang gaaet under her, derfor kalder de dem for Galgebakkerne. Længere inde og mod Øst er vor Ø lavere, helt bevokset med Græs og et Sted nede i en Sænkning er der en lang Birkelund, – men naar man er oppe paa de højeste Steder, kan man se Vandet langt omkring og de andre Øer, ligesom Hækkene og de klippede Buksbombuske i Haven hjemme, – ak, jeg er ked af, at jeg nu ved saa meget mere end I og kender saa mange Ting, som I aldrig har set, – og hjemme var jeg altid den, der vidste mindst Besked, og alle andre Mennesker kunde sige mig meget mer. I maa ikke glemme mig og lad heller ikke nogen Ting hjemme glemme mig, men hils alting.

Kæreste Søstre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde gøre og burde, – og fornuftigt tænker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan ikke slutte af paa dette Brev, som først vil naa jer om lang, lang Tid, før jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi har tænkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det. Der er sket noget saa mærkeligt og forunderligt, at maaske andre Mennesker ikke kan tro det – og det mest forunderlige er, at lige fra først af har det været, som om det var det eneste, der var rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags Sandhed. Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene her, og inden jeg havde tændt Lyset, bankede det paa Døren og hermed begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer, hvor forunderligt det var at høre nogen banke paa Døren her, og denne Banken, tror jeg, lød ogsaa anderledes end andres. Dog svarede jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i Haanden og bukkede for mig. Han sagde: „Godaften Madame. Har jeg ikke den store Ære at tale med Fru Vandamm.“ Og hele Tiden ledte han saa besynderligt efter Ordene; det var saa mørkt, at jeg ikke kunde se hans Ansigt, men jeg kunde se, at han var i Uniform og han stirrede paa mig hele Tiden. „Jo jeg er Lucie Vandamm,“ sagde jeg. „Velkommen hertil, Fru Vandamm,“ sagde han, „jeg er Christobal Christmas, altid Deres ydmyge Tjener.“ – Hvorledes skal jeg dog forklare eder, som er saa langt borte, hvordan det var, alt forandredes fra det Øjeblik han kom ind i Stuen, og det var, som om jeg stred imod at drages med ind i denne Forandring, da jeg sagde: „Hvor kommer De dog fra,“ men da jeg havde spurgt, i samme Øjeblik syntes jeg, det var helt meningsløst. „Jeg har været længe her,“ sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa Gulvet, ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde gøre, og jeg kunde ikke sige et Ord. „Tillader De mig at blive her et Øjeblik, Fru Vandamm,“ spurgte han, og da jeg svarede ham, satte han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret. „Kommer De fra England, Fru Vandamm,“ sagde han. Jeg fortalte ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt, og hans Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer. „Sig mig, vær saa god at sige mig,“ sagde han, og med eet var hans Stemme saa besynderlig hjerteskærende: „De kender vel ikke, Fru Vandamm, en Familie Christmas dér, Fru Christmas og hendes Barn.“ „Jeg tror det ikke,“ sagde jeg, „jeg kan ikke huske det,“ „Vær saa god, gør mig den store Tjeneste, Fru Vandamm, at prøve at huske det,“ sagde han og sad ganske stiv og lagde med et begge sine Hænder paa sit Hjerte. „Ak, jeg tror det ikke,“ sagde jeg, „vi kendte saa faa“. „Men har de ikke hørt om dem nogen Sinde,“ sagde han, „Fru Horatia Christmas fra Dublin, hun var født Ward, hun havde et Barn, jeg ved ikke, om det var en Søn eller en Datter, men det maa være“ – han sad længe og tænkte sig om, – „omtrent paa Deres Alder.“ – Var det nu ikke forunderligt, er det ikke forunderligt, at jeg kan huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham, at jeg kendte dem ikke, og jeg var lige ved at græde derved, fordi hans Stemme var saa hjerteskærende. „Maaske,“ sagde han, „vil De være saa god at spørge Deres Mand. Og nu,“ sagde han og rejste sig, „skal jeg ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil befinde Dem vel her. Godnat.“ Han bukkede dybt, men han tog ikke min Haand, og derpaa gik han og da, – saa snart han var ude af Stuen, var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at høre, og jeg løb til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at se. Og da følte jeg, at jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, og jeg gik hen og tændte Lys, og da blev alt forandret igen, men I kan ikke tænke jer, hvordan – det var som om det tog en Maske paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu tænke om dette. I er de eneste Mennesker, jeg kan fortælle det til. Tænk da paa mig, send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting hjemme. O I vil ikke faa dette før om lang lang Tid. Eders stedse tro Søster

_Lucie Vandamm_.

– Den Lucie Vandamm, som skrev dette Brev, den 9. Dag efter sin Ankomst til Øen, selv den ene af Øens to Eneboere, var 20 Aar, og hun var fulgt med sin Mand, der rejste dertil for i Ro og uforstyrret at skrive en Bog, som skulde reformere Verden. Han var opfyldt af Rousseaus Ideer, eller paavirket af dem, – men tillige af sine egne, og han havde en saadan brændende Tro til dem, og hans Sind var saaledes optaget, saa fuldt heraf, at ingen Vanskelighed eller Bekymring trængte ind til hans Bevidsthed; selv naar han talte og handlede var det kun som med den yderste Del af sit Væsen, ligesom Vagten ved Porten kunde slaa en Passiar af, mens der blev holdt Krigsraad indenfor. Hun, hans unge Kone, som kun kendte hans store Planer af hans meget afbrudte Forklaringer, modtog alle de ny Indtryk af deres ny Liv her, og i hendes fantasirige og modtagelige Sind prægede de sig. – Hendes Hjem var langt borte. Hendes Fader var en kun lidt paaskønnet Videnskabsmand og Politiker, der i sit Hjerte troede, at han kun regnede med de tørreste Kendsgerninger og kun stolede paa sine egne Øjne og Øren. Han nærede en dyb Foragt for Kvinder og tog sig kun undertiden og meget teoretisk af sine fire unge Døtres Opdragelse. Den ringe Paaskønnelse han havde vundet, havde gjort ham noget bitter, men for Resten fandt han sig godt i sin Rolle som Martyr, – han havde med alt det et meget godt Hjerte. Lucies Moder var svag og laa altid til Sengs, – den egentlige Aand der i Huset var skabt af de fire unge Søstre i Forening. Overladt til sig selv lod de paa deres Side hele den øvrige Verden skøtte sig selv og lavede til deres Brug en ny, hvis Love var de eneste, de respekterede. Af deres Faders Ideer og alt det, der optog ham, trængte en Del ned til dem, forandredes og føjede sig efter deres Verdens Aand. De fire var knyttede tæt sammen af et inderligt Venskab, af mere end det: de ejede i Fællesskab noget, som de ikke med deres bedste Vilje havde kunnet forklare, hvad var, men som de selv vidste ganske nøjagtig Besked med og satte over alt. De var alle fire smukke, men da de var fattige og ikke kendte mange Mennesker, havde de ikke mange Friere, dem, de havde, maalte de med to Maalestokke, med den øvrige Verdens, – og dette var en Slags Koketteri, ganske for Løjer og for at vise, de forstod sig paa den, – og med deres egen, som de ganske og aldeles dømte efter. Deres Moders Ejendom, deres gamle Hjem paa Landet, var brændende elsket af dem alle fire, og dog længtes de efter det Øjeblik, da deres Tanker og Drømme skulde træde dem i Møde udefra. – Til dette Hus kom Eugène Vandamm som Husfaderens Ven. De to mødtes, trods 30 Aars Forskel i Alder, i en varm Sympati, fælles Interesser, fælles Stolthed og Miskendelse.

Eugène Vandamm var 27 Aar. Han var meget begavet, en lidenskabelig og lidende Natur, en stor Idealist, men mærkværdig snæver i sine Begreber om Idealer. I Bunden troede han slet ikke paa andet end sig selv. Han havde aldrig haft Venner eller Fortrolige, han havde lidt ogsaa under den Ensomhed, der bliver den i sin Kreds langt bedst begavedes Lod. Til Erstatning havde han faaet en høj Grad af Selvtillid, der end ikke saa meget bestod i Tillid til sig selv som i den dybeste Foragt for andre og fuldstændig Ligegyldighed for deres Dom. 21 Aar gammel havde han udgivet en Bog: „Quos ego ...,“ som ikke blev saa meget lagt Mærke til, som den fortjente; 2 Aar senere var et andet Værk, som han selv var begyndt at udgive hæftevis, blevet beslaglagt. I denne Tid var han gaaet meget igennem af Fattigdom og Nød, det dæmpede dog ingenlunde hans Tro paa sig selv eller Foragt for andre. Hans urolige, lidenskabelige og ærgerrige Aand hvilede næsten aldrig, han gravede sig med en utrættelig og vild Energi bestandig dybere ind i sin Verden af Tanker, han havde vænnet sig til at være meget alene, udtrykte sig daarligt i Tale, og manglede helt Kendskab til nogle Sider af Livet, som hans ganske almindelige jævnaldrende vidste god Besked med.

Vandamm vidste det ikke selv, men der gik en ny Verden op for ham i dette Hus, en Verden, der legede, og hvis Lege var meget alvorlige og yndefulde. Mens han vandrede op og ned langs Dammen og Buksbomhækkene i Haven og diskuterede alvorlige Emner med sin Ven og Meningsfælle, trængte den ind til hans Bevidsthed, ligesom en Blomsterduft, og vakte ganske ny Stemninger hos ham.

Efter nogen Tids Forløb blev han forelsket i Lucie, som var den yngste og smukkeste af de fire, og naar han gik og talte med hendes Fader om Livets højeste Spørgsmaal, ventede han paa, at han skulde bede ham blive til Aften. Han forstod det ikke selv, han tænkte sig maaske, at han her havde fundet en beslægtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af hans og forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af Stemninger fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og bøjede sig næsten ydmygt, lærende og modtagende, for hendes unge, friske og rige Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske mærkværdigt, hun hørte ham rose i høje Toner af sin Fader, som et Geni, hun forstod ham ikke, og kunde dog se, at hun forstod ham langt bedre end han hende – og han bøjede sig for hende, han, der ikke bøjede sig for noget. Hun vidste, at der i hendes Kærlighed var megen Beundring, hun vidste ikke, at der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun, at hun holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad hun ham om nogle Dages Betænkningstid, men da hun havde svaret ham, holdt hun fast ved ham og var hans i Liv og Død. Deres Forlovelsestid var kort, men forunderlig for dem begge. For ham var der hændet det forunderlige, at mens Smerte, Nød, Lidelse til denne Dag havde været hans Element og Verden, havde den Lykke, han her havde mødt, uden nogen Overgang hævet ham op til sig og var blevet hans Sjæls daglige Brød. For hende var det vidunderlige det, at hun før intet havde ejet, men havde haft alle Muligheder, og nu havde hun med eet en bestemt Skæbne, en Ejendom, men ingen Drømme. Undertiden syntes hun, hun var bleven bedraget, skønt hun ikke vidste, hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han meget, og der var i hendes Væsen noget sky, saa at han undertiden tænkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og var næsten glad over, at han gav hende saa meget af sig selv og fordrede saa lidt af hende, og dog gav hun ham noget til Gengæld, en Stemning, han modtog og dvælede i, selv efter at han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget ungt, sorgløst, rigt og ømt, en anden Slags Sympati end han var vant til.

Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og Evighed, greb ham med eet en Angst for, at denne Lykke skulde skade ham, at den skulde overtale ham til at hvile, til at svigte sine Ideer, og da han med Sikkerhed vidste eet i Verden – at han ikke vilde ofre noget af dem for noget andet, var det let for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny Bog, et stort Værk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled de ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskeligheder ved at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret bestandig, at han var ved at blive gal derover, og da han kom og sagde hende, at han maatte rejse bort og leve ensomt for at skrive sin Bog i Fred, faldt det hende ikke ind, at hun kunde blive tilbage, hun rejste med ham og søgte efter bedste Evne at gøre Livet behageligt for ham og at finde noget at tage sig for selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs – hvordan skulde han kunne beklage hende, naar han følte, hvordan han arbejdede, saa Blodet sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham, og hun syntes altid at hvile i en tankefuld og drømmefyldt, lykkelig sorgløs Ro. Imens han sad i sit Værelse og vred sine Hænder over sit Arbejde eller arbejdede sig saa dybt ned i det, at alt andet svandt bort under hans Fødder, sad hun i Stuen ved Siden af foran Ilden og syede og tænkte paa, hvor forunderligt alt dette var.

Foreløbig var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det regnede af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft var saa tung, at Røgen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs. Fra Vinduet i den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa det var graat, ganske lidt kruset, og Horisonten var ikke til at se, og Havets Stemme lød uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm lagde Brænde paa Ilden og stod og saa paa det, mens den graa Skumring ganske langsomt blev mørkere og mørkere og lagde sig om alt.

Da hændte det, at hun hørte Døren gaa, og mens Skridtene af den kommende lød over Gulvet til hendes Dør, tænkte hun først, at det var hendes Mand, og derefter, mer med sin Følelse end sin Forstand, at det ikke var ham, men den samme, som havde besøgt hende nogle Dage før. Hun rejste sig op, og blev staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han bankede paa Døren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev staaende paa Dørtærsklen, da han saa hende. „Godaften,“ sagde han, „jeg forstyrrer Dem ikke, haaber jeg.“ „Nej,“ sagde Lucie. „De synes vist, Fru Vandamm,“ sagde han, „at jeg er meget paatrængende. Men De maa tænke paa, hvor ensomt her er. De, der har set Mennesker saa nylig, kan vist ikke forestille Dem, hvorledes det er for mig at se Dem.“ „Jeg synes ogsaa, det er længe siden, jeg har været sammen med Mennesker,“ sagde Lucie og saa stift op paa ham. Deres Øjne mødtes, og hun tænkte, at hun aldrig havde set noget Menneske med saadanne Øjne. Han tog sine bort først og saa paa Ilden. „Er De ikke kommen hertil for at søge Ensomhed?“ spurgte han. „Jeg er fulgt med min Mand,“ sagde Lucie. „Havde De den store Godhed at huske at spørge Deres Mand, som jeg bad Dem om?“ sagde han. Det varede et Øjeblik, inden hun svarede. „Ja,“ sagde hun, „jeg spurgte ham. Men han vidste det ikke.“ Han saa igen paa hende, „Ak,“ sagde han, „var der Mennesker, De skiltes fra, da De rejste herop?“ „Ja, jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, og atter gjorde hans Stemme hende saa bedrøvet, at Graaden kom hende i Halsen. „Jeg forstyrrer Dem,“ sagde han, „hvorfor bliver De staaende?“ Hun satte sig i en stor Trælænestol, der stod tæt op til Ildstedet. Han bukkede sig og tog et Stykke brændende Træ op, der var faldet paa Gulvet, og lagde det paa Ilden og blev staaende et Øjeblik for at varme sine Hænder, saa satte han sig paa en lille Træstol lige over for hende. „Sig mig, Fru Vandamm,“ sagde han, „naar De nu har været længe borte, husker De dem da, eller synes det at blive vanskeligere og vanskeligere for Dem at naa dem, selv med Deres Tanker?“ „Ak,“ sagde Lucie, „jeg ved ikke, hvorledes, men alt synes at være forandret. Jeg har jo nok været længe borte, men det er som om det var endnu længere.“ „Hvor længe har De været borte?“ spurgte han. „Over 6 Uger,“ svarede hun. Han tøvede et Øjeblik. „Og naar Deres Længsel føles som en stor Smerte,“ sagde han, „ønsker De da, at De kunde glemme helt.“ Lucie tænkte sig om nogle Øjeblikke. „O, nej,“ sagde hun, „og jeg vilde heller ikke,“ tilføjede hun, „at de skulde glemme mig.“ „Tror De da, at De vil blive husket.“ „Ja,“ sagde hun, „ja, de vil nok tænke paa mig tidt.“ „Men hvor længe,“ sagde han, „tænk paa, at de, der skal huske Dem, lever i Forandring. Deres Hund vil dø og Deres Hest, andre Blomster blive saaede i Deres Yndlingsbed og andre Spil komme i Mode end dem, De plejede at spille. Vil De da blive husket endnu?“ „Vil jeg ikke?“ sagde hun og saa op paa ham. „Hvorledes skal jeg kunne sige det,“ sagde han, „men hvorledes skulde det kunne gaa anderledes? Vil de ikke lære andre Mennesker at kende, der vil omtale Dem som en Ubekendt og komme til ny Steder, som deres Øjne aldrig har hvilet paa?“ Ilden, der nu kun var Gløder, kastede sit brændende Skær paa hans Uniform og paa hans Skede og Sværdhæfte og paa Lucies sorte Kjole og hvide Tørklæde, og undertiden, naar den drog Vejret, paa deres Ansigter. „Der var en ung Mand, som jeg kendte,“ sagde han, „som var forlovet med en ung Pige, der – døde. Senere giftede han sig, og saa troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans døde Elskede steg kun undertiden op i hans Sjæl og da ganske blid, og kun sjælden i hans Drømme for at gøre ham urolig, og da kun til han vaagnede ved Daggry. Senere – blev han skilt fra sin Hustru, og da sagde hans fordums Elskedes Billede: saaledes vil du blive husket.“

Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen været tom, som inden hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker. Luften var tung af Tanker. „Jeg har gjort Dem bedrøvet,“ sagde han, „det gør mig meget ondt. Desuden er det jo uden Grund. De vender jo snart tilbage.“ Hun trak Vejret dybt. „Ja.“ „Hvor længe har De tænkt at blive her?“ spurgte han. „Et halvt Aar,“ svarede hun, „maaske længere.“ „Saa bliver De her,“ sagde han og tænkte sig om igen, „Julen over.“ „Ja,“ sagde hun. „Da vil De savne – meget.“ „O, ja,“ sagde hun bedrøvet. „Vis mig en stor Tjeneste,“ sagde han hurtig, „fortæl mig om, hvorledes De fejrede Julen; jeg selv, for nogle Aar siden – jeg husker, det var en lykkelig Tid – og i Deres Hjem, naar de var mange Søstre, – da havde De mange Lege, ikke sandt.“ Hun prøvede, da han bad hende om det, at drage disse gamle glade Tider frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte, varmede hun sine ængstelige Tanker paa denne fjerne og kolde Ø over Minderne derfra, foldede Hænderne i Skødet, saa frem for sig og smilede lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i hans Ansigt med et, han fæstede sine Øjne paa hende med et saadant anspændt, smerteligt Udtryk, som om han vilde indprente sig det for bestandig. „Undertiden,“ sagde Lucie, „plejede vi ogsaa at danse, – og at lege Pantelege.“ Hun kom til at lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt og blev forskrækket og bedrøvet. „Og paa denne Tid af Aaret,“ sagde han, „red De da ikke.“ „Nej,“ sagde hun. „O, det er en meget stor Fornøjelse,“ sagde han, „paa den Tid, da Bladene falder og Kornet er inde. De er saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke Deres Ungdom. Undertiden kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er borte, helt borte, men det er mærkeligt, hvor længe den lever og lider ved at sultes saaledes. O, saadanne oplyste, festlige, larmende Stuer, som der nu er langt herfra.“ De tav igen. „Synger De, Fru Vandamm?“ sagde han med et. „Ja,“ sagde hun. „Vil De da synge for mig?“ Han saa, at hun saa sig om i Stuen efter sin Guitar, rejste sig og gik hen og tog den, men han lagde den forsigtig i hendes Skød og rørte ikke ved hendes Haand eller Kjole med sin Haand. Hun stemte den og saa op paa ham. „Hvad skal jeg synge?“ sagde hun. „Jeg kender ikke Deres Sange,“ sagde han. Hun tænkte sig om en Stund, og sang saa ganske sagte og frygtsomt en Vuggevise, som hendes Moder havde sunget for hende og hun for sine Dukker. Saa mange forskellige Tanker gled igennem hendes Hoved, mens hun sang. Da hun tav, saa hun paa ham. Han sad med Hovedet i sine Hænder, ubevægelig, og da han ikke løftede det igen, ventede hun et Øjeblik og sang saa en Kærlighedssang for ham, meget gammel, som hendes Barnepige i sin Tid havde sunget for hende: