# En Nihilist

## Part 9

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/en-nihilist-24447/index.md

En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg. Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.

I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr, som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky -- hvilket var af den allerstørste Vigtighed.

Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte, om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren fik den til at skælve, men heller ikke mere.

Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.

Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.

Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse, skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu, som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.

Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor Forhørene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus, hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand af Annie Vulitch's Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at rykke ud med et Øjebliks Varsel.

Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.

Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen -- en to-tre Minutters Gang -- kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted -- kun tre, fire Minutters Gang fra Strædet.

En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.

Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden uforudset Hændelse -- en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende skulde blive umuliggjort -- skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.

I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted; selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.

Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde bringe det hele til at strande.

For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem -- Zina og Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler blev ændrede.

Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.

Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre og blev striglede med ekstra Omhu.

Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te til Andrey, der imidlertid var kommen op.

Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt, udbrød Andrey angst:

»Nu er der vel atter hændet en Ulykke?«

»Nej, men læs dette!« svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St. Petersborg.

Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.

Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte opgive den.

»Det er for sent nu til at forandre noget,« sagde Andrey.

»Vist ikke!« svarede Zina. »Hvad der ikke allerede er udført, kan opsættes.«

»Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den sidste Lejlighed, der gives os.«

»Det er muligt,« sagde Zina.

»Naa ja,« vedblev Andrey i Ophidselse; »men har de Ret til at forlange et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget udrettet.«

»Vær dog rolig, Andrey!« sagde Zina stille. »Du véd jo, at de kender Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i det.«

Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks Pavse spurgte han:

»Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?«

»Nej, dertil har der ikke været Tid,« svarede Zina.

»Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der er kommet noget i Vejen.«

»Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro, at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.«

»Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu saa sent?« sagde Zina.

»Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,« foreslog Andrey. »Naar de ser os til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.«

Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.

De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.

»Halløj! Holdt!« raabte Andrey.

Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.

»Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,« udbrød Zina. »De maa ikke ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.« Og da hun saa den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: »Det er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.«

Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.

»Hvilket udmærket Vejr!« sagde Andrey med et Suk og pegede paa den efterhaanden ganske mennesketomme Gade.

Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et Anslag som deres.

Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo'r de begge sammen.

»Der er de!« hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger og til sidst igen to Gendarmer.

Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange, nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde. Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.

De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.

Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for at søge Ly mod Regnen Pludselig fo'r der en Idé igennem hendes Hoved.

Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.

Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.

De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende: »Sørg for et nyt Forhør!« og saa hurtig havde hun været, at hun var færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.

Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige spurgte høfligt, hvem hun ønskede at tale med.

»Er Oberst Ivan Petrovitch Krutikoff hjemme?« det var det første Navn, der faldt hende paa Tungen.

Pigen svarede, at her boede kun Protopope Sakharov, og hun kendte ingen af det andet Navn, hvorpaa Zina bad om Undskyldning og gik.

Fangerne var da allerede i nogen Afstand. Zina og Andrey vendte tilbage til deres Logis i godt Humør og overbeviste om, at denne Forsinkelse ikke vilde medføre ubehagelige Følger.

III. KAPITEL.

_Kampen._

Allerede samme Aften blev der vekslet Breve mellem Boris og Zina; hun forklarede Grunden til Udsættelsen, medens han paa sin Side meddelte, at et nyt Forhør vilde finde Sted ved Juryens næste Møde om Lørdagen.

Om Fredagen skulde den Affære i St. Petersborg, som havde forhindret deres første Anslag, løbe af Stabelen, og baade Vasily og Andrey var nu glade over, at de havde fulgt Zinas Raad.

Lørdag Morgen Klokken ni placerede Vasily sig -- iført sit Kostume som Droskekusk -- uden for Gæstgivergaarden, ivrigt spejdende hen imod Hjørnet af Gaden. En halv Time senere drejede Vatajkos Droske om Hjørnet og fo'r forbi Værtshuset uden at standse; men Vatajko holdt det aftalte Tegn -- et hvidt Lommetørklæde i Haanden og svingede endog ganske let dermed, ung og eksalteret som han var. Vasily sprang op ad Trappen for at give Andrey Besked, men mødte ham allerede paa Halvvejen; han havde fra Vinduet set Vatajko og kom nu roligt, fuldstændig udrustet gaaende ned ad Trappen.

Hesten stod fuldt opsadlet i Stalden, i et Sæt var Andrey i Sadlen og fulgte tæt efter Vasily, som allerede havde besteget sin Buk og sat sine Heste i Bevægelse.

Udenfor paa Gaden tilkastede de hinanden et hurtigt Afskedsblik, rimeligvis skulde de aldrig mere tales ved. De tog Vej i forskellig Retning og skulde først mødes i det afgørende Øjeblik.

Ti Minutter senere havde Andrey naaet en lille, afsides liggende Plads, i kort Afstand fra den nederste Ende af den skæbnesvangre Lindetræsallé. Vatajko, der var udset som hans særlige Vagtpost, var allerede paa sin Plads. Han havde afskediget sin Droske og stod nu midt i et snævert kroget Stræde, som forbandt Alléen med det lille Torv. Ved at staa midt ude i Gaden kunde den unge Mand se til begge Ender og saaledes signalisere alle Tegn ude fra Alléen til Andrey.

Vasily, som Andrey ikke kunde se, var allerede paa sin Post i den modsatte Ende af Strædet, og fik sine Signaler fra Vagtposterne, der stod i Linie hen imod Fængslet.

Idet Andrey red forbi Mundingen af det lille Stræde, saa han, at Vatajko stod med Hatten paa, et Tegn paa, at Fangerne endnu ikke havde forladt Fængselsgaarden. Han steg af sin Hest og førte den rundt om Pladsen, som om han ønskede at give den Motion. Synet af en Rytter, der holdt stille, vilde tiltrække sig Opmærksomhed. Han var iført en kort national _armiak_, under hvis Skøder hans Vaaben var skjulte. Da han atter passerede Strædet, saa han, at Vatajko tog sin Hat af og lod, som om han plukkede et Straa af den. Det gav et Sæt i Andrey; nu gik Fangerne ud af Porten -- endelig var Øjeblikket kommet! Alligevel besteg han ikke straks sin Hest, men fortsatte, idet han førte den ved Bidselet, roligt sin Gang; han havde endnu et andet vigtigt Tegn at vente paa.

Hver af Fangerne skulde være forsynet med en kort Revolver; det var imidlertid vanskeligt paa Grund af Visitationen, der fandt Sted førend Afmarchen fra Fængslet, at faa disse praktiseret til dem, og Slutteren, der var med i Komplottet, havde derfor foreslaaet, at han vilde forsøge at stikke Vaabnene i de tre Kapper, som han, efter at alle Formaliteter var overstaaede, skulde kaste over Fangernes Skuldre.

Alt afhang af, at denne List lykkedes, og Fangerne skulde give et bestemt Tegn til den første Vagtpost for at antyde, om det var sket. Derefter skulde Angrebet finde Sted eller helt opgives for den Gang.

Vatajko, som hidtil havde drevet omkring, tilsyneladende optaget af at betragte de udstillede Billeder i en Papirhandel, opgav nu ethvert Forsøg paa Forstillelse og posterede sig midt i Strædet, idet han aandeløs vogtede paa enhver af Vasilys Bevægelser. Saa snart Signalet var givet, drejede han sig rundt og løb for at bringe Andrey den gode Efterretning. Hans Mission som Vagtpost var endt, han saa Vasily bevæge sig hurtigt fremad i Retning mod Kamppladsen.

Andrey derimod var nødt til at vedblive at bevæge sig omkring paa Torvet; det var for tidligt for ham allerede nu at vise sig i Alléen; han havde endnu fem à seks Minutter for sig.

Vatajko gik ved hans Side.

»Lad os ikke komme for langt bort fra Strædet;« sagde Andrey med dæmpet Stemme, »og vær endelig ikke nervøs! Glem ikke at bringe Zina Besked -- du husker jo nok, hvor hun venter dig? Tredje Bænk fra Begyndelsen af Boulevarden.«

Den unge Mand nikkede et Ja.

»Se saa, nu er det Tid!« udbrød Andrey og sprang behændigt i Sadlen, medens Vatajko holdt ved Hestens Hoved.

»Farvel!« sagde den stærkt bevægede Vatajko. »Det hele afhænger af dig --«

»Og af min Rosinante!« fortsatte Andrey smilende, nikkede venligt og forsvandt i Trav ind i Strædet.

Idet han drejede ind i Alléen, holdt han et Øjeblik sin Hest an. Jo, alt var i Orden, Gaden fuldstændig rolig! Hans Øjne droges som ved Magnetisme hen imod et lille mørkt Punkt, som i den store Afstand syntes at staa stille, men i Virkeligheden bevægede sig fremad med regelmæssige, militæriske Skridt.

»Det er dem! Der er ingen Tvivl mere!« sagde han til sig selv -- »hvorledes det end løber af, saa sker der noget i Dag!«

Langsynet, som han var, kunde han snart skelne hver enkelt af de tre Fanger og opdagede nu, at Boris ingen Kappe bar, men kun en kort Trøje. Han var rimeligvis ikke bevæbnet. Hvilket Uheld! Men Levshin og Klein havde begge to deres Kapper paa, saa skulde de nok klare Sagen alligevel, og Fangerne var vel af samme Mening, siden de havde givet det aftalte Signal.

Til venstre Side af Gaden holdt Vasilys Køretøj, og paa Bukken sad Vasily selv -- dog saa Andrey kun hans brede, krumme Ryg i den blaa Frakke og med den skinnende høje Voksdugshat. Han saa fuldstændig ud som en træt, udslidt Droskekusk, der i sløv Ligegyldighed venter paa en Passager. Intet andet Køretøj var at se i Gaden, det var Vagtposternes Pligt -- nu deres Mission som Telegraf var endt -- at optage enhver Droske, som maatte komme kørende og beordre den til et saa fjernt Sted som muligt, for at Gendarmerne ikke skulde kunne benytte den til Forfølgelsen.

De to Parter nærmede sig langsomt hinanden; Andrey holdt sin Hest i Skridtgang. I hele Alléen saas kun nogle enkelte Fodgængere.

Sammenstødet skulde finde Sted en tredive, fyrretyve Alen bag Vasilys Vogn for at lette Flugten. I det Øjeblik, Fangerne fyrede, skulde Andrey allerede være i Ryggen af Eskorten -- ved det første Skud skulde han gøre omkring og sprænge ind imellem Gendarmerne, medens disse allerede var optagne af Kampen med Fangerne. Han maatte altsaa sørge for at være passeret, naar de nærmede sig den rette Afstand fra Vasilys Vogn. Han saa ikke hen paa de tre, og de ikke paa ham, og dog iagttog de hinanden skarpt. Levshin var den, der var ham nærmest, Andrey følte næsten fysisk hans ivrigt spørgende Blik, og uden at vide af det, rent uvilkaarligt, gav han et næsten umærkeligt opmuntrende Nik. Levshin misforstod i sin Ophidselse dette Nik. Som et Lyn saa Andrey ham trække Revolveren frem, vende sig og sigte paa Gendarmen, der gik bag ham. Saa fulgte et Skud og en drøj Ed midt i en tæt Røgsky, som et Øjeblik forhindrede Andrey i at se nogen Ting.

Kampen var begyndt.

Andrey drejede lynsnart sin Hest rundt, spændte sin Revolver og ventede med Fingeren paa Hanen. Igennem den forsvindede Røg saa han, at Gendarmen ikke var saaret, men havde kastet sig over sin Angriber og holdt ham fast i Struben. I næste Øjeblik holdt Andrey en rygende Revolver i Haanden, Gendarmen var falden til Jorden, og en grænseløs Forvirring paafulgte.

Gendarmernes Raaben, Skrig af Fodgængerne, der styrtede bort i alle Retninger, Vinduer, der blev smækkede i, blandede sig med Larmen af Skud, der blindt affyredes i Luften.

Da Vasily saa, at det hele foregik for nær ved hans Vogn, kørte han langsomt en tredive Alen fremad. Med Tømmerne i den ene Haand og Revolveren i den anden holdt han skarpt Udkig baade med Fægtningen og Gaden. Hans Hoved bevægede sig uafbrudt, og hans smaa, gnistrende Øjne mindede om et vildt Dyrs.

Levshin, der var bleven fri for sin Fjende, løb næsten uskadt hen til Vognen og sprang ind. Klein var i Færd med at følge hans Eksempel; men en stor, stærk Karl af en Gendarm fik akkurat Tid til at gribe fat om hans Haand og vriste Revolveren fra ham. Andrey sprængte ham til Hjælp. Gendarmen fyrede, men traf ikke, idet han uafladeligt blev trukken frem og tilbage af Klein, som han endnu ikke havde sluppet. Andrey tvang sin Hest ind paa ham og truede med at trampe ham ned.

Nødsaget til at forsvare sig imod Hestens Hove slap han endelig sit Tag i Klein, der nu løb hen imod Vognen. I et Nu var Soldaten igen paa Benene og vilde atter efter Flygtningen; men hurtig som et Lyn fik Andrey drejet sin Hest ind imellem ham og Klein.

»Du har lidt for meget Hastværk -- min gode Mand!« raabte Andrey og hævede Revolveren.

I samme Øjeblik faldt der to Skud. Gendarmen var truffen i Armen, der faldt kraftesløs ned og slap Revolveren. Andrey var ikke saaret, kun hans Kappe strejfedes af Modstanderens Kugle; men uheldigvis gik den videre og traf Vasilys Hest. Med et Sæt fo'r den i Vejret, og til Trods for alle Vasilys Anstrengelser for at holde den tilbage, fo'r den i rasende Fart af Sted. De to Fanger var i Sikkerhed; men Boris var tilbage.

To Mænd af Eskorten var ukampdygtige, der var altsaa nu to imod to. Boris kunde flygte med paa Andreys Hest.

»Blot lidt Held, og Sejren er vor!« sagde Andrey til sig selv og forberedte et nyt Angreb.

Boris kæmpede tappert i omtrent tyve Alens Afstand mod de to Gendarmer, der forsøgte at binde ham med et Reb. Han var allerede én Gang sluppen fra dem, idet han forsøgte paa at redde sig paa egen Haand ved at løbe, hvis han ikke skulde være saa heldig at naa Vognen; men han var bleven indhentet og var nu midt i en voldsom Kamp.

»Hold ud! Jeg skal straks være hos dig!« raabte Andrey og galoperede hen til ham. Andrey var en udmærket Skytte og agtede at gøre den mest mulige Brug deraf; men da han i dette Øjeblik saa en rødskægget Gendarm lægge en Slynge om Boris' Arm, glemte han al Forsigtighed, gav sin Hest Sporene og red ind paa dem. Sergenten med den saarede Arm kom nu ilende til for at hjælpe sine Kammerater. Med sin Hests brede Bringe rendte Andrey imod ham, saa at han som en Bold blev kastet over mod den rødskæggede -- denne faldt til Jorden, men trak uheldigvis Boris med sig; imidlertid havde Andreys Hest i den Tro, at den skulde gøre et nyt Stød-Angreb, fjernet sig med sin Rytter i kort Afstand fra selve Kamppladsen, og der gik saaledes nogle faa Øjeblikkes kostbar Tid tabt. Chancerne vendte sig i et Nu mod Andrey.

Da han atter fik drejet sin Hest rundt, saa han Boris staa ubevægelig mellem de to Gendarmer. Han kæmpede ikke længer, hans Ansigt var fortrukket i Vrede, og hans Øjne truende fæstede mod noget i det fjerne.

»Red dig selv! Politiet!« hørte Andrey ham raabe med en Stemme, som han aldrig i sit Liv glemte. Han saa tilbage, og en fortvivlet Ed undslap ham. To Politibetjente, hidkaldte ved Larmen, kom løbende ned ad Alléen, og en tredje drejede om ad et Gadehjørne lidt længere borte.

Boris var fortabt!

Men endnu var Fjenderne langt borte, endnu kunde der gøres et Forsøg!

Med Fortvivlelse og Raseri i Hjertet og et vildt Haab om at kunne gøre det af med alle tre Modstandere, inden Politiet kom, sprængte Andrey ind imod dem; men han var alt for ophidset. Han fyrede næsten uden at tage Sigte, fuldstændig ligegyldig for, om han muligvis kunde træffe Boris. Hellere blive skudt af en Ven end falde for Bødlens Haand! Hans fire Kugler skød alle sørgeligt forbi, medens en af Soldaternes traf ham i venstre Ben. Med sammenbidte Tænder og ganske ude af sig selv af Harme slyngede han sin tomme Revolver fra sig og greb en anden, som han havde i Reserve.

»Flygt for Pokker! Flygt, ellers fanger de dig!« hørte han atter Boris' Stemme ud igennem Krudtrøgen og denne Gang mere bydende end før.

De to Politibetjente var nu halede ind paa ham, en af dem havde grebet hans Frakkeskød og søgte at trække ham ned af Hesten. Andrey drejede sig rundt i Sadlen og bibragte ham med sin tunge Revolver et saadant Slag, at han trillede hen ad Jorden.

Men der var intet Haab længer, Slaget var tabt! Han samlede Linerne i sin Haand, for at ingen skulde gribe fat i dem, gav Hesten Sporene og var med et Sæt ude af Kampen.

Endnu hvislede de fjentlige Kugler ham om Ørene, og han hørte Gendarmernes Raab bag sig. Men ve den Mand, der havde forsøgt at standse ham i dette Øjeblik!

