Part 8

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- øvet i at klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset, fik han en god Idé -- han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen, og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.

Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.

Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage: men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.

Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt hen til hende: »Politiet!«

Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:

»Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?«

»Ud af denne Port?« spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.

»Ja, netop!«

»Med rødt Skæg og graa Hat?«

»Ja! Nej! -- -- det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?«

»Den!« svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. »Han er lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men løb hurtigt!«

De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.

I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.

»Lad mig nu høre det hele!« sagde Zina og greb atter Andreys Arm.

Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. »Vi har i Sandhed haft Lykken med os!« udbrød Zina. »Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i Morgen? Ak ja,« tilføjede hun tankefuldt, med et Suk -- »af hvilke Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?«

»Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,« svarede Andrey.

»Vi er komne hertil fra en anden Side,« sagde hun, slap hans Arm og forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.

»Vent paa mig her!« sagde hun. »Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad mig se dit Ur?«

Hun sammenlignede det med sit.

»Tre Minutter i otte -- hverken før eller senere er jeg her igen.«

»Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!« sagde Andrey smilende.

»Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,« sagde hun og forsvandt i Mørket.

Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.

Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetørklædet alene, som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at lykønske Andrey til hans heldige Flugt.

»Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,« sagde han leende, »og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!«

Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.

»Jeg er bleven ængstelig!« sagde hun, da de var alene. »David fortalte mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du følger hjem med til mig.«

»Lad os saa gaa da!«

»Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden rolig, og ingen lægger Mærke til dig.«

De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig nyde den herlige, sydlandske Aften.

»Nej!« sagde Zina, »vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.«

De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.

Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.

»Tag blot et Overblik over det hele!« sagde Zina. »Du behøver hverken at tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han vil sige dig alt.«

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

»Her er det svage Punkt!« sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. »Hele Nabolaget her er som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.«

»Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,« svarede Andrey. »Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere frem imod dem.«

De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre langs Fængselsmuren.

»Der oppe er de politiske Fangers Celler,« hviskede hun og pegede paa en Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der inden for andre skinnede et svagt Lysskær.

»Kan du vise mig Boris' Vindu?« spurgte Andrey med skælvende Stemme.

»Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle Fængselsvinduer,« tilføjede Zina og stødte til ham, »Skildvagten iagttager dig!«

Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo'r der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris' Navn højt for muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.

De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:

»Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?«

»Nej!« svarede Zina. »Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.«

»Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det?« spurgte Andrey.

»Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham; vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme til de forkerte Folk.«

De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det sendt for et Par Dage siden.

»Er han ikke henrivende?« spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og aaben Mund hen foran ham.

»Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?«

»Aldeles det samme Ansigt!« udbrød Zina, glad ved at høre dette af en fremmed. »Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,« og saa fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.

»Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i Revolutionens Tjeneste?« spurgte hun og lo. »Du ser, der er Grund til at antage, at han vil blive til noget engang!«

»Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den Tid, at din Boria bliver stor« -- mente Andrey, og tilføjede: »Men hvor har du gjort af ham nu?«

Der gled en Sky over den unge Kones Pande.

»Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil -- i det Tilfælde, at jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig -- og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris' Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren her er overstaaet.«

De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro. Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St. Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel for at røbe sine Følelser for den unge Pige.

I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig Standsning i hele Foretagendet.

I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.

Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit. I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da kunde man atter tage fat paa Arbejdet.

Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid, om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.

I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt, at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen. Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.

For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den, der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset -- som var lejet »uden Opvartning« -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet. Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- »for den, der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,« sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den store Dag endelig skulde bryde frem.

En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres Fraværelse været et Bud fra »Kontoret« og lagt følgende Besked til Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man anmodede Andrey om at komme paa »Kontoret« næste Morgen Klokken ti i Stedet for Klokken elleve.

Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var hændet noget særligt.

II. KAPITEL.

_Man lægger en ny Plan._

Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole mellem Træerne.

»Hvad er der i Vejen?« spurgte han.

Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk Sindsbevægelse.

»Alt er ødelagt!« sagde hun endelig og saa op paa ham. »Politiet har opdaget Gangen!«

»Opdaget Gangen?« gentog Andrey som forstenet.

»Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg fortælle dig alt.«

Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til. Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik, da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet -- en af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen. Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop, at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var tilintetgjort.

»Det er Frugten af al vor Udholdenhed!« udbrød han bittert.

»Det kunde være gaaet os endnu langt værre,« sagde Zina roligt. »Sæt nu, at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun om at begynde forfra!«

»For tredje Gang, saa vidt jeg véd!«

»Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,« svarede hun.

»Men hvad skal den næste blive?« spurgte Andrey og forsøgte at være rolig. »Er der i det hele taget nogen »næste« tilbage?«

»Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris kan hjælpe os -- -- -- men det værste er, at vore Penge er ved at slippe op,« sagde Zina.

Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker. Det var Zina, der talte først.

»Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg til Dommeren om at fremskynde Boris' Forhør saa meget som muligt.«

»Hvad betyder det?« spurgte Andrey.

»Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.«

»Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet Steds hen?« spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.

»Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres Værdighed at komme til Fangerne,« svarede Zina.

»Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?« spurgte han og vendte sig helt om imod hende.

Hun saa bestyrtet paa ham.

»Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved højlys Dag? Hvad tænker du paa!«

»Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,« svarede han. »Det er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som ledsager dem?«

»Sidste Gang var der fire Mand.«

»Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.«

Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid af Dagen.

»Men du glemmer Hovedpunktet,« afbrød Zina ham, »der er fire Soldater i Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi, som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at føre dem hurtigt bort. -- Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til at gennemføre din Plan!«

»Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,« svarede Andrey.

»Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?«

Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret Historie -- -- --

»Hvad mener du!« afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans Grublerier, »hvis Fangerne var bevæbnede?«

»Det vilde være brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?«

»Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert Fald forsøge, om det gaar.«

»Ja, -- og det saa snart du kan!« sagde Andrey. »Det vilde unægtelig simplificere Sagen betydeligt.«

Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.

En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være. Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte sagtens kunne gøre det af med Eskorten.

Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.

Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.

»Jeg behøver ingen Racehest,« sagde han til Zina, der fungerede som Kassererske, »et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har en Racehest eller ej.«