# En Nihilist

## Part 7

Book page: https://www.cyberlibrary.org/da/books/en-nihilist-24447/index.md

Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt, bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen ad Eftermiddagen, kunde faa det med.

I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre Tjeneste den Dag.

»Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!« sagde hun og trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. »Her er det, og her staar dit Navn!« Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:

»Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde det være godt, om -- -- --« her fulgte Tegnene -- »kunde komme hertil.«

Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.

»Naa, hvad siger du?« spurgte den unge Pige noget køligt. »Agter du at tage af Sted?«

»Ja, selvfølgelig!«

»Det tænkte jeg nok!« ytrede Helene i en misbilligende Tone. »Uden et Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer Revolutionister af god Familie jer altid ad!« vedblev hun vredt, uden at agte paa den unge Mands Indsigelser. »Saa snart der blot viser sig en Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme, er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.«

Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa Spil ved Affæren i Dubravnik.

»Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde her,« sagde han godmodigt og beroligende; »men det vilde være en Skam for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor udmærkede Ven!«

»Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven, anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,« svarede den unge Pige.

»Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse dem?« spurgte Andrey skarpt.

»De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget har,« svarede Helene; »men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne rundt om i hele Rusland.«

»Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader dem til deres Skæbne?« spurgte Andrey ironisk.

»De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de døde op igen,« svarede Helene fast og skarpt.

»Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig blive ved med sit Arbejde?«

»Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,« udbrød hun ærgerligt. »En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!«

»Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!« sagde Andrey vredt. »Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,« vedblev han lidt efter noget roligere; »thi du ved dog lige saa godt som jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min Afrejse.«

Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.

To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end han længe havde været.

ANDEN DEL

I Ilden.

I. KAPITEL.

_De sammensvorne i Dubravnik._

Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik; Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes Venner.

Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.

Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør. Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.

Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder kunde lige saa godt være tredive som tyve.

»Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?« spurgte Andrey.

»Ja, værsgod at komme indenfor!« sagde hun kort og førte ham ind i et Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.

Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som Sovekammer.

»Hvad ønsker De?« spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.

»Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!«

»Nej, hvor det glæder mig!« udbrød hun, og der fo'r et Glædesskær over hendes blege Ansigt. »Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa min Søster, værsgod at tage Plads!«

Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.

Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.

Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne ubetinget yngre ud.

»Vi ventede Dem ikke saa snart,« sagde hun. »Zina sagde, at De ikke kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at opsøge hende?«

»Det gør jeg unægtelig -- hvis det da er Dem belejligt?« svarede Andrey.

»Jeg skal være færdig om et Øjeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,« tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.

»Hvorledes lever Helene?« spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene var en Slægtning af Dudorovs.

Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.

»Ved De, at David ogsaa er her i Byen?« raabte Masha bag Gardinet. »Hvis De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.«

»Er David her? Det anede jeg ikke!«

»Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken Grund,« svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en anden Kjole.

»Se saa, nu er jeg færdig!« vedblev hun. »Hvem vil De først besøge, Zina eller David?«

»Lad os tage den først, som er nærmest,« foreslog Andrey.

Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.

De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort, da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.

Han tog hjerteligt imod Andrey.

»Du kommer akkurat i rette Tid,« sagde han; »thi allerede i Morgen skal jeg rejse videre.«

Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. »Men jeg skal først have ordnet noget,« tilføjede han og trak sin uundværlige Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med Haanden ned i den.

»Det er en underlig Vadsæk, den!« sagde han. »Altid ligger det, jeg søger efter, helt nede paa Bunden,« og han begyndte i rivende Hast at sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.

Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han Overfrakken af og begyndte at sy.

»Lad mig dog hellere gøre det for dig!« sagde Masha og rakte efter Frakken.

»Nej Tak!« svarede han. »Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er langt solidere!«

For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud, som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter, som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det stribede Klæde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedække deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.

»Se dog en Gang, hvad David har her!« sagde Andrey og holdt de to Ting op foran Masha.

De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.

»Le I kun!« sagde David. »Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem ikke ind, at jeg kan være Nihilist!«

Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.

»Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!« tilføjede han.

Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse Zina og Annie.

»Hvem er den Annie?« spurgte Andrey, da hun var gaaet.

»Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,« svarede David.

»Jo vist husker jeg Annie Vulitch!« udbrød Andrey. »Men er det nu ogsaa rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?«

»Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til sig.«

Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder, Andrey og David.

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale, medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den anden.

Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til Boris' og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han mente derom.

»Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!« sluttede hun.

Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i raske Træk havde ridset for ham.

»Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?« spurgte hun heftigt.

»Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,« begyndte han endelig, »saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret, alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!«

Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe Boris og hans Venner med at flygte.

Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort, gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste Etage.

Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat -- aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud derfra.

Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.

Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet, anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.

Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.

»Det hele er uhyre risikabelt,« begyndte Andrey igen. »Hvis de ikke bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne Vandring paa Trappegangene.«

»Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?« spurgte Zina. »Men se her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke er saa farlig endda!« og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.

Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle laa.

»Og hvor udmunder den underjordiske Gang?« spurgte Andrey.

»Her,« svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet umiddelbart uden for Ydermuren.

»Og hvor er Skildvagten?«

»Her!«

»Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af Skildvagten,« sagde han og viste Annie og David Kortet.

»Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,« sagde Zina utaalmodigt. »Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe os, saa godt vi kan.«

»Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,« bemærkede Andrey. »For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten; men jeg maa først selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten tænkt at overdrage mig?«

Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede, skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind, skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.

Andrey nikkede bifaldende. »Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen ved, hvad der kan ske,« sagde han.

Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet, og Mødet sluttedes.

»Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?« spurgte David.

»Det har jeg ingen Idé om -- spørg Zina! Jeg staar under hendes Kommando,« svarede Andrey.

»Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med Vasily,« svarede Zina.

Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles. I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans Herre nu kom.

Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily -- saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.

»Hvor vil du anbringe mig i Nat?« spurgte Andrey, da David var gaaet.

»Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.«

Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.

Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med Politiet, og de »Ulovlige« havde hos ham et af deres sikreste Tilflugtssteder i Dubravnik.

I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til Andrey: »Vi træffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der Selskab.«

»De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer mig, ogsaa meget økonomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i hele Gaden,« sagde Andrey.

»Den fattigste Del er vel kommen først,« bemærkede Zina ligegyldigt.

Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op imod den oplyste tredje Etage.

En egen Mistanke greb ham.

»Vent et Øjeblik her,« sagde han til Zina, »lad mig gaa først ind, her er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.«

»Passiar! Rokhalsky er sikker nok,« udbrød hun og gik hen imod Porten, som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

»Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det; men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor, mens jeg løber op for at se ad?« sagde han.

Andrey vedblev at føle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder for en Forudanelse.

»Det er for latterligt,« sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

»Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.«

Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

»Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os --, men spadsere frem og tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!« sagde hun. Det vilde ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:

»Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!«

Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt -- han kunde ikke afgøre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.

»Besynderligt!« tænkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydløst, som det var muligt uden at røbe nogen Angst.

Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken, som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa, og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste det rimeligvis.

Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.

Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at optræde angrebsvis.