Part 13

Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig; den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de uroligste Lag af Befolkningen -- Nihilisterne -- eller for at tale mere eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende. Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive Oprørere.

I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt Lommetørklæde synligt.

»Juryen!« raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede Hoveder.

Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte tilbage for at oplæse sin Kendelse.

Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning. Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt Hjertes Slag -- de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de, der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige dramatiske Optrin medførte.

En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange, grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes, som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin Pligt -- hvor pinefuld den end er -- uvilkaarlig forlener det menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.

Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en Evighed.

Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris' Navn, der var nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var Opremsningen af alle hans Synder -- saa fulgte en kort Pavse, og saa kom Dommen -- -- Døden!

Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn -- atter en Mumlen; men kortere -- saa et nyt Hammerslag: -- Døden! -- -- --

Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen bliver om muligt endnu mere aandeløs. »Er det Liv eller Død« »Liv eller Død?« spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes -- højere og højere -- en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende Lyd -- Det er Døden! --

-- Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne, selv de strengest dømmendes -- rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.

De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne Formodning -- det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses -- Publikum hører næppe efter mere. -- Da studser man pludselig ved at bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme -- en kort Pavse, og -- Dødsdommen er forkyndt!

Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.

»Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!« lyder saa skarpt og bidende den dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man nu atter lytter til Dommerens Ord.

Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse; man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.

Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning -- snart gyser man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. -- Den uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt -- endelig løftes den igen og falder -- det blev Døden! -- -- --

Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde Forbandelser fylder Luften! -- Folk springer op paa Stolene og gebærder sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for disse Mure set en lignende Scene.

Den gode Dame i anden Række -- Præsidentens Frue -- besvimede, og Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen foran Damen, idet hun raaber: »Rør hende ikke!« og saa bydende er hendes Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver, der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.

Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i Salen.

Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i Betragtning af hendes Ungdom dømt -- ikke til Døden, som den kejserlige Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand -- den samme, der før havde givet Signalet med Lommetørklædet -- stødte et Vindu op, lænede sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:

»Døden! Alle er dømt til Døden!«

Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.

Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme Raadhuset og kaste sig over dem -- og i et Anfald af Panik gav de sig nu til at skrige og raabe med.

En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.

En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.

Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt -- men udeblev desuagtet.

Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde besværliggøre -- ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden, spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.

Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent forbigaaende -- et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.

II. KAPITEL.

_Modgang og Højhed._

Fuldbyrdelsen af en Dødsdom foregaar i Rusland sjældent senere end et Par Dage efter, at Dommen er falden.

Om Lørdagen -- to Dage efter Domfældelsen -- forkyndte Bladene, at Generalguvernøren havde formildet Straffen for de to Søstre Dudorovs Vedkommende, saaledes at den ældste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de idømte femten Aar.

Dette var en sjælden liberal Formildelse af en Dødsdom og gav en stor Del af Publikum Haab for de fire andre. -- Man vilde vist nok ogsaa vise Naade imod dem! Guvernøren, fortaltes der, var personlig stemt for Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.

Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger; de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.

For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at Zina eller Botcharov -- maaske endog begge -- kunde faa deres Straf formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brøde. Det eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen. Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne i St. Petersborg.

De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere, idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor, utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede Livet.

Det viste sig at være til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de større Møder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende, uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.

Indtil dette Øjeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, skønt det Antal, der udkrævedes til Planens Udførelse, beløb sig til syv Gange syv. Hovedstyrken skulde først samles Dagen før Katastrofen.

De syv Mand, der udgjorde Førerne for Komplottet, var alle valgte iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte Bekendtskabskreds blandt deres Fæller. Hver især af disse syv skulde sørge for at have fem indtil ti sikre Mænd i Beredskab, som de i sidste Øjeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at risikere Forræderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele Styrken skulde samles.

Lørdag og Søndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Færd med at grave paa Pushkarsky-Fælleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.

Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at skulle benyttes til en? -- Var den til to -- tre -- eller til dem alle fire?

Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.

Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han vidste, at Guvernøren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til nogen om Tingene; men hvad der ængstede ham, var, at Sagen stadig forhaledes. Det var før hændet, at politiske Fanger var blevne henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som helst Udslag af den offentlige Mening.

Sæt, at det var det, Guvernøren havde i Sinde!

Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere løb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?

Efter nøje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente. -- Igennem den før omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den mest udmærkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og højst to Timer efter, at Guvernøren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde Andrey vide Besked derom. Selv i værste Tilfælde vilde han dog kunne gøre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at Guvernøren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles ikke være overensstemmende med hans Værdighed over for Publikum.

Andrey forlod ikke et Øjeblik sit Værelse, det Bud, han ventede paa, kunde komme hvert Øjeblik.

Natten til Tirsdag vækkedes han af sin lette, urolige Søvn ved, at der bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op. -- I den dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse, alt for lille til at være Xenia -- den Pige, han ventede.

»Hvem er det?« spurgte han hviskende.

»Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette Brev!« -- hviskedes der tilbage.

Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det fast og traadte et Par Skridt tilbage.

»Jeg kender Dem ikke!« sagde Stemmen. »Jeg har Ordre til at aflevere Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!«

Det var Vatajko -- som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til ham og løb saa hurtigt sin Vej.

I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe -- en Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I Skæret af dette sparsomme Lys læste han nu følgende Ord, nedskrevne med Blyant:

»Dommen er af Guvernøren stadfæstet for alle fire. Eksekutionen fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Fælled.

X.«

Et Øjeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede næppe at samle sine Tanker.

Var det virkelig muligt? Alle fire skulde dø! -- -- Zina med? Og Botcharov -- -- -- Botcharov ogsaa!

I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skæbne vejet tungere paa ham end denne unge Mands -- som han under Forhørene havde lært at kende og sætte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han havde absolut intet gjort og var næppe forberedt paa at møde saa haard en Skæbne, -- og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for intet!

»Læs højt!« sagde Vatajko.

Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Læber og rakte ham stiltiende Brevet.

»Nuvel,« sagde Andrey efter et Øjebliks Pavse -- »Det vil maaske være det bedste, der kunde hænde for vor Sag! Ingen af vore Mænd vil nu holde sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!«

Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden. Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen var bleven offentlig bekendtgjort. I Løbet af en halv Time var han ved Hovedkvarterets Gadedør, hvortil han havde sin egen Nøgle. Han kom ubemærket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved Hjælp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage. Takket være hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham en let Sag uden megen Overvejelse at vælge den bedste Plads for Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bøjninger af Vejen, ikke langt fra Fælleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade være tæt pakket af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstændigt ved de udmærkede Betingelser den afgav for et Tilbagetog -- først en Række snævre Stræder, hvor Politiet med største Lethed kunde holdes tilbage ved Hjælp af Bomberne -- dernæst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man kunde lukke de høje Jernporte ind til Parken ved Hjælp af et Par forsvarlige Hængelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde være tilstrækkeligt til at opholde de forfølgende Tropper længe nok. Inde i Parken havde man i Læ af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab, som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for derefter roligt at blande sig imellem Mængden ude paa Fælleden.

I Løbet af en Times Tid var alle de syv Mænd samlede, og der holdtes et kort Krigsraad.

I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse. Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre følgende Møder vilde blive afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til ét stort Fællesmøde skulde træffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte nødvendigt være til Stede ved dem alle.

I Mellemtiden var Nyheden -- affattet i en saa rolig og fredsommelig Form som muligt -- igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks Borgere. Faa var de Læsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om, at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Dødsstraffen bragt i Anvendelse -- i mere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige de end kan være, anses Tvangsarbejde for tilstrækkelig haard Straf.

Det store Publikum har aldrig rigtig været i Stand til at godkende denne Forskel; for den simple, sundt tænkende Mand kan en politisk Forbryder ikke blive værre end en Mordbrænder eller en Landevejsrøver.

Andrey havde overværet alle tre Møder og vendte nu tilbage til Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glæde og Overraskelse fandt David ventende paa sig. Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik, for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. »Jeg haaber, du har noget at give mig at bestille?« sluttede David sin Forklaring.

»Ja, saa meget du vil!«

Andreys Humør var blevet betydelig bedre i Løbet af Dagen, Møderne med de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle tilforladelige, prægtige Folk.

»Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,« sagde han til David. »Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand kunne udrette Vidundere. Det er en Fornøjelse, siger jeg dig, at se vore Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu et afsluttende Møde her, du vil da faa Lejlighed til at træffe dem!« Ved den fastsatte Tid begyndte Mændene at komme, en for en. -- David kendte en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.

Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet bedre an.

Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den næste Morgen tidlig Klokken syv være paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte Steder i Nærheden og først efterhaanden, som der kom Bud efter dem, træde til. I Tilfælde af, at Menneskemængden skulde være meget tæt, skulde de stille sig i første Række i to Pelotoner, lige overfor hinanden. Mængden vilde da, naar Panikken brød løs, løbe bort bag dem, og saaledes ikke hindre deres Bevægelser.

Men hvis Menneskemængden derimod kun skulde være ringe, skulde de sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa Kamppladsen.

»Se saa!« sagde Andrey. »Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene. Klokken er halv otte.«

Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare dem sikkert indtil næste Morgen. -- Man ansaa det for alt for risikabelt at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks uddelte.

Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede omkring i Nærheden af Huset.

»Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som ingenting.«

»Aa nej, han er ikke farlig!« sagde Andrey beroligende. »Det er en Ven! Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra Vinduerne! -- Manden er meget frygtsom af sig.«

Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham muligt at opsnappe.

Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.

»Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!« sagde han alvorligt. »En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!«

»Det er umuligt! Hvad siger du?« lød det fra alle Kanter.

»Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig Ordet »Dynamitbomber«. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette taler tydeligt nok!«

Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej, der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum -- et frygteligt -- et uimodsigeligt!

Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være, og det laa inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en intim Ven.

I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.

Det var umuligt! -- Der _kunde_ intet Forræderi have fundet Sted -- enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig, at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.